MULTI
Du er her: ForsideNyhederNyhedsarkiv

Nyheder og pressemeddelelser

Herunder kan du finde nyheder og pressemeddelelser fra Udlændingenævnet.

Du kan endvidere afgrænse listen til bestemte år ved at at gå ind i Nyhedsarkiv i venstre side.

  • Udlændingenævnet udgiver årsberetning for 2016

    Dato: 16-06-2017

    I dag udgives Udlændingenævnets fjerde årsberetning, der dækker Udlændingenævnets aktiviteter i 2016. Udlændingenævnet blev oprettet pr. 1. januar 2013 og behandler klager på udlændingeområdet vedrørende blandt andet afgørelser om familiesammenføring, tidsubegrænset opholdstilladelse, visum og administrativ ud- og afvisning truffet af Udlændingestyrelsen i første instans, samt klager vedrørende blandt andet afgørelser om opholdstilladelse på grundlag af erhverv og beskæftigelse, studier og au pair ophold truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration i første instans.

    Udlændingenævnet hører organisatorisk til under Udlændinge- og Integrationsministeriet.

    Beretningen over Udlændingenævnets virksomhed i det fjerde år af Udlændingenævnets eksistens viser blandt andet, at Udlændingenævnet i 2016 behandlede i alt 2.926 sager, heraf 2.120 sager på familiesammenføringsområdet, 611 sager på erhvervsområdet og 195 genoptagelsessager. Udlændingenævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid var i 2016 191 dage, og Udlændingenævnet havde ved udgangen af 2016 1.975 verserende sager.

    Udlændingenævnet stadfæstede i 2016 58 % af de sager, hvor Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse i første instans, mens 18 % af sagerne blev hjemvist til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, 8 % af sagerne blev omgjort, 8 % af sagerne blev afsluttet uden en afgørelse (fordi klagen blev frafaldet, eller klagen af andre årsager ikke længere var relevant), og næsten 8 % af sagerne blev afvist (typisk på grund af for sent indgivet klage eller manglende indbetaling af gebyr).

    Udlændingenævnet stadfæstede herudover i 2016 50 % af de sager, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde truffet afgørelse i første instans, mens 18 % af sagerne blev hjemvist til fornyet behandling i Styrelsen for International Rekruttering og Integration, 3 % af sagerne blev omgjort, 8 % af sagerne blev afsluttet uden afgørelse (fordi klagen blev frafaldet, eller klagen af andre årsager ikke længere var relevant), og 21 % af sagerne blev afvist (typisk på grund af for sent indgivet klage eller manglende indbetaling af gebyr).

    Udover statistiske oplysninger indeholder Udlændingenævnets årsberetning for 2016 en gennemgang af de sagsområder, som Udlændingenævnet har haft lejlighed til at tage stilling til i 2016, illustreret ved resuméer af en række afgørelser, som Udlændingenævnet har truffet i løbet af året, herunder et særskilt afsnit om Danmarks internationale forpligtelser.

    Årsberetningen kan ses ved at trykke på overskriften.

    Nærmere oplysninger om årsberetningen kan herudover fås ved at kontakte Udlændingenævnets formand, landsdommer Michael Kistrup, på telefon 99 68 62 00, eller Udlændingenævnets sekretariatschef, Michael Lohmann Kjærgaard, på telefon 61 98 38 00.

  • Udlændingenævnet har fået nyt telefonnummer

    Dato: 31-05-2017

    Den 1. juni 2017 har Udlændingenævnet fået nyt telefonnummer. Udlændingenævnets telefonnummer vil fremover være 61 98 38 00.

  • NYE KLAGESAGSOMRÅDER OVERFØRES TIL UDLÆNDINGENÆVNET DEN 1. MARTS 2017

    Dato: 28-02-2017

    Folketinget vedtog den 21. februar 2017 lovforslag nr. L 108, fremsat den 15. december 2016 af udlændinge- og integrationsministeren, om ændring af udlændingeloven (Overførsel af opgaver fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til Flygtningenævnet og Udlændingenævnet m.v.). Lovændringen er offentliggjort som lov nr. 189 af 27. februar 2017, og den træder i kraft den 1. marts 2017. Udlændingenævnet er herved blevet tillagt kompetence til at behandle en række yderligere klagesager. Dette betyder, at Udlændingenævnet pr. 1. marts 2017 overtager kompetencen som klageinstans i en række sagstyper, der blandt andet tidligere er blevet behandlet af Udlændinge- og Integrationsministeriet.

    Med lovforslagets vedtagelse sker der en overførsel af klagesager vedrørende følgende sagsområder, hvor enten Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration har truffet afgørelse i 1. instans:

    - Afgørelser om visum
    - Afgørelser vedrørende Associeringsaftalen
    - Afgørelser vedrørende Zambrano-dommen
    - Afgørelser om identitetsfastlæggelse (dog ikke vedrørende asylansøgere mv.)
    - Afgørelser om tilbagerejsetilladelser (dog ikke vedrørende asylansøgere mv.)
    - Afgørelser om Laissez-passer (dog ikke vedrørende asylansøgere mv.)
    - Afgørelser om motivationsfremmende foranstaltninger vedrørende økonomiske ydelser, samt
    - Afgørelser efter udlændingelovens § 9 e.

    Udlændingenævnet behandler endvidere fra den 1. marts 2017 klager over afgørelser om betaling af gebyrer truffet af Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration efter visse bestemmelser i udlændingelovens § 9 h.

    Dette betyder, at klager over ovennævnte sagstyper fra og med den 1. marts 2017 skal indgives til Udlændingenævnet som rette klageinstans.

    Klager over ovennævnte sagstyper, der er indgivet til og med den 28. februar 2017, færdigbehandles af Udlændinge- og Integrationsministeriet.

    Anmodning om genoptagelse af afgørelser i klagesager vedrørende ovennævnte sagstyper skal indgives til Udlændingenævnet fra den 1. marts 2017, uanset hvornår den oprindelige afgørelse er truffet.

    For en nærmere gennemgang henvises til bemærkningerne til lov nr. 189 af 27. februar 2017 (lovforslag nr. L 108 som fremsat den 15. december 2016).

  • Orientering om gebyrer for behandling af klagesager på Udlændingenævnets sagsområder

    Dato: 15-08-2016

    Udlændingenævnet har konstateret, at der i forbindelse med indgivelse af klager over afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen/Styrelsen for International Rekruttering og Integration i flere tilfælde bliver indbetalt et gebyr til Udlændingenævnet, uagtet at de konkrete klagesager ikke er gebyrpålagte.

    Efter udlændingelovens § 9 h, stk. 1, skal en udlænding senest samtidig med indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse betale et gebyr, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne kan tilsige andet.

    Efter udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 2. pkt., skal klageren ved indgivelse af en klage over en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen/Styrelsen for International Rekruttering og Integration på baggrund af en ansøgning omfattet af stk. 1, senest samtidig med indgivelsen af klagen betale et gebyr på 815 kr. (2016-niveau), medmindre andet følger af EU-reglerne.

    Udlændingeloven blev ændret ved lov nr. 102 af 3. februar 2016, således at der også skal betales gebyr for indgivelse af klager på familiesammenføringsområdet, hvor det tidligere alene var studie- og erhvervsområdet, som var gebyrpålagt.

    Ændringen af udlændingelovens § 9 h, stk. 5, jf. stk. 1, trådte i kraft den 1. marts 2016, således at der skal betales gebyr for at få behandlet klager på familiesammenføringsområdet, hvis klagen vedrører en ansøgning om familiesammenføring eller forlængelse heraf indgivet efter den 1. marts 2016.

    Der skal ligeledes betales gebyr for at få behandlet en klage vedrørende tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis klagen vedrører en ansøgning herom, der er indgivet efter den 1. marts 2016.

    For ansøgninger indgivet før 1. marts 2016 er det derimod alene klager vedrørende ansøgninger, hvor opholdsgrundlaget er studie- og erhvervsområdet samt religiøse forkyndere, som er gebyrpålagte, herunder også ansøgninger om tidsubegrænset opholdstilladelse fra personer, der har opholdstilladelse på studie- eller erhvervsområdet eller som religiøs forkynder.

    Bemærk endvidere, at der – uanset hvornår ansøgningen er indgivet – ikke skal betales gebyr for en klage over en afgørelse, hvor styrelsen har foretaget en inddragelse af udlændingens opholdstilladelse, eller hvis styrelsen har foretaget en udvisning af en udlænding.

    Yderligere information om gebyrer, herunder hvilke konkrete sagstyper som er undtaget for gebyrkravet, eller hvor gebyrkravet vil kunne fraviges i kraft af EU-reglerne eller Danmarks internationale forpligtelser, kan findes ved at klikke på overskriften og derefter klikke på linket sidst i nyheden.

  • Udlændingenævnet udgiver årsberetning for 2015

    Dato: 14-06-2016

    I dag udgives Udlændingenævnets tredje årsberetning, der dækker Udlændingenævnets aktiviteter i 2015. Udlændingenævnet blev oprettet pr. 1. januar 2013 og behandler klager på udlændingeområdet vedrørende blandt andet afgørelser om familiesammenføring, afgørelser om tidsubegrænset opholdstilladelse og afgørelser om administrativ ud- og afvisning truffet af Udlændingestyrelsen i første instans, samt klager vedrørende blandt andet afgørelser om opholdstilladelse på grundlag af erhverv og beskæftigelse, studier og au pair ophold truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration i første instans.

    Efter valget i sommeren 2015 blev udlændingeområdet samlet under det nye Udlændinge-, Integrations- og Boligministerium. Dette betød, at udlændingesagerne, der indtil da havde hørt under Justitsministeriet og Beskæftigelsesministeriet, blev overført til det nye ministerium, og Udlændingenævnet hører nu også organisatorisk til under Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

    Beretningen over Udlændingenævnets virksomhed i det tredje år af Udlændingenævnets eksistens viser blandt andet, at Udlændingenævnet i 2015 behandlede i alt 2.741 sager, heraf 1.895 sager på familiesammenføringsområdet, 647 sager på erhvervsområdet, 22 øvrige sager (hovedsagelig fremmedpas-sager) og 177 genoptagelsessager. Udlændingenævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid var i 2015 142 dage, og Udlændingenævnet havde ved udgangen af 2015 1.538 verserende sager.

    Udlændingenævnet stadfæstede i 2015 61 % af de sager, hvor Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse i første instans, mens næsten 16 % af sagerne blev hjemvist til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, 8 % af sagerne blev omgjort, 8 % af sagerne blev afsluttet uden en afgørelse (fordi klagen blev frafaldet, eller klagen af andre årsager ikke længere var relevant), og næsten 7 % af sagerne blev afvist (typisk på grund af for sent indgivet klage).

    Udlændingenævnet stadfæstede herudover i 2015 53,5 % af de sager, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde truffet afgørelse i første instans, mens næsten 16 % af sagerne blev hjemvist til fornyet behandling i Styrelsen for International Rekruttering og Integration, 4 % af sagerne blev omgjort, 8,5 % af sagerne blev afsluttet uden afgørelse (fordi klagen blev frafaldet, eller klagen af andre årsager ikke længere var relevant), og 18 % af sagerne blev afvist (typisk på grund af for sent indgivet klage eller manglende indbetaling af gebyr).

    Udover statistiske oplysninger indeholder Udlændingenævnets årsberetning for 2015 en gennemgang af de sagsområder, som Udlændingenævnet har haft lejlighed til at tage stilling til i 2015, illustreret ved resuméer af en række afgørelser, som Udlændingenævnet har truffet i løbet af året, herunder et helt nyt afsnit om Danmarks internationale forpligtelser.

    Årsberetningen kan ses ved at trykke på overskriften.

    Nærmere oplysninger om årsberetningen kan herudover fås ved at kontakte Udlændingenævnets formand, landsdommer Michael Kistrup, på telefon 30 25 14 06, eller Udlændingenævnets sekretariatschef, Michael Lohmann Kjærgaard, på telefon 33 92 33 34.

  • Notat om justering af praksis for meddelelse af opsættende virkning i forbindelse med klage indgivet til Udlændingenævnet

    Dato: 26-05-2016

    Udlændingenævnet har på baggrund af en henvendelse fra Folketingets Ombudsmand udarbejdet et notat om justering af praksis for meddelelse af opsættende virkning efter udlændingelovens § 33, stk. 3, 4. pkt., i forbindelse med klage indgivet til Udlændingenævnet over afslag på førstegangsansøgning om ægtefællesammenføring. Notatet kan findes under fanen ”Publikationer og notater”.

  • Udlændingenævnet har truffet afgørelse i en sag om familiesammenføring, hvor det herboende familiemedlem har opholdstilladelse i et år efter udlændingelovens § 7, stk. 3 (midlertidig beskyttelsesstatus), og hvor denne tilladelse endnu ikke er forlænget

    Dato: 25-11-2015

    Udlændingenævnet har den 25. november 2015 for første gang truffet afgørelse i en sag, hvor den herboende reference har opholdstilladelse i et år med henblik på midlertidigt ophold efter udlændingelovens § 7, stk. 3 (midlertidig beskyttelsesstatus). Af lovbemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 3 fremgår det, at de personer, der får midlertidig beskyttelsesstatus, først kan – medmindre helt særlige grunde gør sig gældende – få familiesammenføring, hvis den midlertidige opholdstilladelse forlænges efter det første år. Udlændingenævnet skulle i sagen tage stilling til, om den herboende reference havde adgang til familiesammenføring med sin ægtefælle, sit voksne barn og sit mindreårige barn, herunder om et afslag var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser.

    Udlændingenævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse og fandt, at den herboende references ægtefælle og mindreårige barn ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, da den herboende reference i april 2015 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og da denne opholdstilladelse endnu ikke var forlænget. Udlændingenævnet fandt derfor, at den herboende references ægtefælle ikke var omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at den herboende references mindreårige barn af samme grund ikke var omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, uanset at barnet var under 15 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende references ægtefælle, voksne barn og mindreårige barn ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da der ikke i sagen forelå ganske særlige grunde hertil. Udlændingenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at den herboende reference havde oplyst, at ingen i hans husstand havde særlige behov, såsom sygdom, svagelighed eller handicaps. Udlændingenævnet lagde i forhold til den herboende references voksne barn vægt på, at den herboende reference var meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold efter udlændingelovens § 7, stk. 3, at der ikke i sagen var oplyst om særlige behov hos det voksne barn, herunder helbredsmæssige forhold, og at den herboende references voksne barn var myndigt. Udlændingenævnet lagde i forhold til den herboende references ægtefælle og mindreårige barn vægt på, at et afslag ikke kunne anses for stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, idet ægtefællen og det mindreårige barn ikke var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende reference på et senere tidspunkt.

    Et resumé af afgørelsen vil senere i anonymiseret form blive lagt på Udlændingenævnets hjemmeside under fanen ”Praksis”.

  • Udlændingenævnet har skiftet ressort fra Justitsministeriet til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

    Dato: 30-06-2015

    Ressortansvaret for sager vedrørende udlændingeområdet, herunder sager vedrørende familiesammenføring, tidsubegrænset opholdstilladelse, erhverv, studier, au pair m.v., og de til området hørende institutioner m.v. er ved kongelig resolution af 28. juni 2015 blevet overført fra Justitsministeriet til det nyoprettede Udlændinge-, Integrations- og Boligministerium. Ressortomlægningen omfatter således også Udlændingenævnet og indebærer blandt andet, at de medlemmer af Udlændingenævnet, som gjorde tjeneste i Justitsministeriets eller Beskæftigelsesministeriets departement, og som i forbindelse med omlægningen er blevet overført til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, kan fortsætte som medlemmer af Udlændingenævnet. Ressortomlægningen indebærer endvidere, at medarbejderne i Udlændingenævnets sekretariat overføres fra Civilstyrelsen til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, der herefter varetager sekretariatsbetjeningen af Udlændingenævnet. Henvisninger på hjemmesiden til ”Justitsministeriet”, ”Justitsministeren” eller ”Civilstyrelsen” skal herefter læses i lyset af den ændrede ressortfordeling.

  • Udlændingenævnet udgiver årsberetning for 2014

    Dato: 12-06-2015

    I dag udgives Udlændingenævnets anden årsberetning, der dækker Udlændingenævnets aktiviteter i 2014. Udlændingenævnet blev oprettet pr. 1. januar 2013 og behandler klager på udlændingeområdet vedrørende blandt andet afgørelser om familiesammenføring, afgørelser om tidsubegrænset opholdstilladelse og afgørelser om administrativ ud- og afvisning truffet af Udlændingestyrelsen i første instans, samt klager vedrørende blandt andet afgørelser om opholdstilladelse på grundlag af erhverv og beskæftigelse, studier og au pair ophold truffet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i første instans.

    Klagesagerne på disse sagsområder blev indtil den 1. januar 2013 behandlet af henholdsvis Justitsministeriet og Beskæftigelsesministeriet. Udlændingenævnet har i løbet af 2013 og 2014 nedbragt antallet af verserende sager og den gennemsnitlige sagsbehandlingstid.

    Beretningen over Udlændingenævnets virksomhed i det andet år af Udlændingenævnets eksistens viser blandt andet, at Udlændingenævnet i 2014 behandlede i alt 3.246 sager, heraf 1.898 sager på familiesammenføringsområdet, 1.115 sager på erhvervsområdet og 233 genoptagelsessager. Udlændingenævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid var i 2014 116 dage, og Udlændingenævnet havde ved udgangen af 2014 896 verserende sager.

    Udlændingenævnet stadfæstede i 2014 66 % af de sager, hvor Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse i første instans, mens næsten 13 % af sagerne blev hjemvist til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, 11 % af sagerne blev omgjort, seks % af sagerne blev afsluttet uden en afgørelse (fordi klagen blev frafaldet, eller klagen af andre årsager ikke længere var relevant), og fire % af sagerne blev afvist (typisk på grund af for sent indgivet klage).

    Udlændingenævnet stadfæstede herudover i 2014 61 % af de sager, hvor Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde truffet afgørelse i første instans, mens næsten 15 % af sagerne blev hjemvist til fornyet behandling i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, næsten 3 % af sagerne blev omgjort, syv % af sagerne blev afsluttet uden afgørelse (fordi klagen blev frafaldet, eller klagen af andre årsager ikke længere var relevant), og 14 % af sagerne blev afvist (typisk på grund af for sent indgivet klage eller manglende indbetaling af gebyr).

    Udover statistiske oplysninger indeholder Udlændingenævnets årsberetning for 2014 en gennemgang af de sagsområder, som Udlændingenævnet har haft lejlighed til at tage stilling til i 2014, illustreret ved resuméer af en række afgørelser, som Udlændingenævnet har truffet i løbet af året.

    Årsberetningen kan ses ved at trykke på overskriften.

    Nærmere oplysninger om årsberetningen kan herudover fås ved at kontakte Udlændingenævnets formand, landsdommer Michael Kistrup, på telefon 30 25 14 06, eller Udlændingenævnets sekretariatschef, Michael Lohmann Kjærgaard, på telefon 33 92 33 34.

  • Digital Post til og fra Udlændingenævnet

    Dato: 27-10-2014

    Fra den 1. november 2014 vil Udlændingenævnet som udgangspunkt fremsende al post som Digital Post til alle borgere over 15 år, der har et CPR-nummer.

    Personer uden CPR-nummer vil indtil videre modtage posten som almindelig post.

  • Udlændingenævnet genoptager behandlingen af visse sager om familiesammenføring vedrørende tyrkiske statsborgere, som blev berostillet under henvisning til EU-Domstolens sag C-138/13 (Dogan)

    Dato: 19-09-2014

    Udlændingenævnet berostillede i juli 2014 et antal sager, hvor herboende tyrkiske statsborgere, der er omfattet af Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, ønsker familiesammenføring med ægtefæller og børn, med henblik på en nærmere overvejelse af dommens rækkevidde.

    Justitsministeriet har ved notat af 17. september 2014 vurderet, at dommen ikke giver anledning til ændringer af udlændingelovens regler om familiesammenføring, og behandlingen af de sager, som midlertidigt blev sat i bero på vurdering af dommen, kan nu genoptages.
    Udlændingenævnet vil i de berørte sager – i det omfang det er muligt –orientere ansøgeren om, at behandlingen af vedkommendes sag nu er genoptaget i Udlændingenævnet.

  • Ændring af praksis for så vidt angår udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1 (forståelsen af 5 års ophold)

    Dato: 13-08-2014

    Udlændingenævnet har i februar måned 2014 omgjort Udlændingestyrelsens vurdering i tre sager i forhold til forståelsen af, hvornår en ansøger kan anses for at have boet lovligt i mindst fem år i Danmark og i hele perioden haft opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.

  • Berostillelse af visse sager om familiesammenføring vedrørende tyrkiske statsborgere

    Dato: 29-07-2014

    EU-Domstolen har den 10. juli 2014 afsagt dom i en sag om familiesammenføring efter Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet (sag C-138/13). Det er første gang, at EU-Domstolen har forholdt sig til en konkret sag, der vedrører stand still-klausulernes anvendelse i forhold til de materielle betingelser for familiesammenføring i en situation, hvor en tyrkisk statsborger med ophold i en medlemsstat ønsker familiesammenføring med et familiemedlem, der ikke selv er økonomisk aktiv. Tillægsprotokollen af 23. november 1970 til Associeringsaftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet af 12. september 1963 og Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 indeholder såkaldte stand still-klausuler, som betyder, at medlemsstaterne ikke må indføre nye restriktioner, der hindrer etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, eller nye begrænsninger for så vidt angår vilkårene for adgang til beskæftigelse for arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som har opnået opholds- og arbejdstilladelse efter de nationale regler herom.

    Udlændingenævnet har derfor med henblik på en nærmere overvejelse af dommens betydning besluttet at berostille sager om familiesammenføring til ægtefæller og børn med herboende tyrkiske statsborgere omfattet af associeringsaftalekomplekset.

    Udlændingenævnet vil i de berørte sager, i det omfang det er muligt, orientere ansøgeren om, at vedkommendes sag beror på en fortolkning af dommens betydning for dansk ret, og at ansøgeren har ret til at opholde sig i Danmark, mens disse overvejelser finder sted.

    De sager, hvor betingelserne for opholdstilladelse til ægtefælle/børn efter de gældende reg-ler er opfyldt, og hvor Udlændingenævnet finder grundlag for at omgøre/hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, berostilles ikke.

    For så vidt angår de verserende sager om genoptagelse i Udlændingenævnet, vil Udlændingenævnet ligeledes orientere ansøgeren om, at sagen beror på en fortolkning af dommens betydning for dansk ret, og at ansøgeren har ret til at opholde sig i Danmark, mens disse overvejelser finder sted.

  • Udlændingenævnets første årsberetning

    Dato: 24-06-2014

    Hermed offentliggøres Udlændingenævnets første årsberetning. Beretningen vedrører Udlændingenævnets virksomhed i kalenderåret 2013. Beretningen indeholder et kapitel om Udlændingenævnets almindelige forhold og kapitler om grundlaget for Udlændingenævnets behandling af sager og udvalgte udlændingeretlige problemstillinger samt et kapitel om prøvelse af Udlændingenævnets afgørelser og et afsluttende kapitel med statistik. Beretningen indeholder en gennemgang af Udlændingenævnets praksis i sager, der er afgjort af Udlændingenævnet i 2013. Gennemgangen er ikke udtømmende, men illustrerer Udlændingenævnets praksis på en række sagsområder. Udlændingenævnet har tilstræbt i beretningen at gengive praksis fra alle de sagsområder, hvor Udlændingenævnet har truffet afgørelse i 2013.

    Årsberetningen kan ses ved at trykke på overskriften.

    Spørgsmål til Udlændingenævnets årsberetning for 2013 kan rettes til Udlændingenævnets formand landsdommer Michael Kistrup på telefon 99 68 62 00 eller til Udlændingenævnets sekretariatschef Michael Lohmann Kjærgaard på telefon 33 92 33 34

  • Lukning af gamle myndighedspostkasser

    Dato: 21-04-2014

    Udlændingenævnet lukker pr. 1. maj 2014 myndighedspostkasserne erhvervsenheden@inm.dk og 1u@inm.dk. E-mail sendt hertil vil ikke blive læst eller videresendt. E-mail til Udlændingenævnet bedes i stedet sendt til udln@udln.dk.

  • Ændring af praksis for så vidt angår udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, (greencardordningen) vedrørende stillingsbetegnelsen IT-projektleder

    Dato: 21-03-2014

    Udlændingenævnet har den 29. november 2013 hjemvist to sager til fornyet behandling i det daværende Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering (nu Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering), der havde meddelt ansøgerne afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen, idet ansøgerne ikke opnåede mindst 100 point.

  • Ændring af praksis for så vidt angår udlændingelovens § 9, stk. 5, og modtagelse af ledighedsydelse

    Dato: 22-01-2014

    Udlændingenævnet har den 15. januar 2014 i fire sager omgjort Ud-lændingestyrelsens afgørelse, hvorved ansøgerne blev meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle har modtaget ledighedsydelse.

  • Digital Post til Udlændingenævnet

    Dato: 29-10-2013

    I Civilstyrelsen vil vi gerne gøre kontakten til virksomheder og foreninger så hurtig og sikker som mulig. Vi vil fra den 1. november 2013 bruge Digital Post på virk.dk, når vi sender breve til adressater med et CVR-nr.

  • Pressemeddelelse af 21.02.2013

    Dato: 21-02-2013

    På baggrund af de seneste dages omtale i medierne om familiesammenføringssagen vedrørende de to thailandske børn Fimm og Thipsuda kan Udlændingenævnet bekræfte, at Udlændingenævnet har anmodet Kammeradvokaten om at kære Kolding Rets kendelse af 6. februar 2013 til Vestre Landsret, idet Udlændingenævnet ønsker en principiel stillingtagen til, i hvilket omfang en herboende person kan opnå familiesammenføring med børn, som den pågældende hverken er biologisk forælder til eller har adopteret.

    Udlændingenævnet afventer nu Vestre Landsrets afgørelse og har ikke yderligere kommentarer til sagen.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post