MULTI
Du er her: ForsideNyhederNyhedsarkiv2015Udlændingenævnet har truffet afgørelse i en sag om familiesammenføring, hvor det herboende familiemedlem har opholdstilladelse i et år efter udlændingelovens § 7, stk. 3 (midlertidig beskyttelsesstatus), og hvor denne tilladelse endnu ikke er forlænget

Udlændingenævnet har truffet afgørelse i en sag om familiesammenføring, hvor det herboende familiemedlem har opholdstilladelse i et år efter udlændingelovens § 7, stk. 3 (midlertidig beskyttelsesstatus), og hvor denne tilladelse endnu ikke er forlænget

Udlændingenævnet har den 25. november 2015 for første gang truffet afgørelse i en sag, hvor den herboende reference har opholdstilladelse i et år med henblik på midlertidigt ophold efter udlændingelovens § 7, stk. 3 (midlertidig beskyttelsesstatus). Af lovbemærkningerne til udlændingelovens § 7, stk. 3 fremgår det, at de personer, der får midlertidig beskyttelsesstatus, først kan – medmindre helt særlige grunde gør sig gældende – få familiesammenføring, hvis den midlertidige opholdstilladelse forlænges efter det første år. Udlændingenævnet skulle i sagen tage stilling til, om den herboende reference havde adgang til familiesammenføring med sin ægtefælle, sit voksne barn og sit mindreårige barn, herunder om et afslag var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser. 

Udlændingenævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse og fandt, at den herboende references ægtefælle og mindreårige barn ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, da den herboende reference i april 2015 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og da denne opholdstilladelse endnu ikke var forlænget. Udlændingenævnet fandt derfor, at den herboende references ægtefælle ikke var omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at den herboende references mindreårige barn af samme grund ikke var omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, uanset at barnet var under 15 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende references ægtefælle, voksne barn og mindreårige barn ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da der ikke i sagen forelå ganske særlige grunde hertil. Udlændingenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at den herboende reference havde oplyst, at ingen i hans husstand havde særlige behov, såsom sygdom, svagelighed eller handicaps. Udlændingenævnet lagde i forhold til den herboende references voksne barn vægt på, at den herboende reference var meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold efter udlændingelovens § 7, stk. 3, at der ikke i sagen var oplyst om særlige behov hos det voksne barn, herunder helbredsmæssige forhold, og at den herboende references voksne barn var myndigt.  Udlændingenævnet lagde i forhold til den herboende references ægtefælle og mindreårige barn vægt på, at et afslag ikke kunne anses for stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, idet ægtefællen og det mindreårige barn ikke var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende reference på et senere tidspunkt. 

Et resumé af afgørelsen vil senere i anonymiseret form blive lagt på Udlændingenævnets hjemmeside under fanen ”Praksis”.  

Senest opdateret: 25-11-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post