MULTI
Du er her: ForsidePraksis

Søg direkte i afgørelserne

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. marts 2017 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 13-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende mindreårige barn (referencen), som i december 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Ansøgerne og referencen var udrejst af Syrien i 2012 til Libanon, hvor de opholdt sig i tre og et halvt år, indtil de rejste til Tyrkiet. Referencen var 14 år på tidspunktet for ansøgernes indgivelse af ansøgningen om familiesammenføring med referencen, og referencen fyldte 15 år dagen efter Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til ansøgerne.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at han ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt således, at selvom referencen fortsat var mindreårig og indtil sin udrejse af Tyrkiet havde boet sammen med ansøgerne i henholdsvis Syrien, Libanon og Tyrkiet, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i mindre end tre år. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at referencen uanset sin alder var udrejst af Tyrkiet med ansøgernes accept og planlægning af udrejsen, herunder at referencen var rejst sammen med sin dengang mindreårige fætter til Danmark, og at referencen efter det oplyste således efter ansøgernes vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse uden ansøgerne. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne efter referencens egne oplysninger havde betalt for referencens rejse, og at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor hans broder allerede dengang boede og var blevet meddelt opholdstilladelse cirka tre måneder forud for referencens ansøgning om asyl. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencens anden broder efterfølgende var indrejst i Danmark, og at der således sås at være en sammenhæng mellem de tre brødres samlede indrejse i Danmark. Udlændingenævnet henviste desuden til, at ansøgerne rejste tilbage til Libanon, efter at de havde sendt referencen og referencens fætter af sted fra Tyrkiet mod Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de kunne gives opholdstilladelse under henvisning til referencen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at hans herboende storebrødre var flygtninge og travlt optagede med deres eget liv og deres egen undervisning, og at han ikke kunne lave aftaler med sine storebrødre, som han kunne med ansøgerne, hvilket betød, at der var dage, hvor han ikke så storebrødrene, og hvor han således var overladt til sig selv, hvorfor han havde svært ved at passe sin skole og ofte var forkølet eller havde influenza. Udlændingenævnet fandt således, at referencens helbredsmæssige problemer ikke var af en sådan karakter, at han på den baggrund havde særligt behov for ansøgernes pasning og pleje. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden ansøgernes ledsagelse, og at referencens angivne sårbarhed efter det oplyste primært relaterede sig til et ønske om at bringe ansøgerne til Danmark. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen havde henvist til sit tarv og sine behov, herunder at han manglede ansøgerne til at passe på ham. Udlændingenævnet lagde herved en vis vægt på, at referencens brødre boede i Danmark, at referencen havde fået tildelt en midlertidig forældremyndighedsindehaver, og at referencen boede sammen med sin ene storebroder og på den samme vej som sin anden storebroder. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han var rejst fra Tyrkiet til Danmark med ansøgernes accept, ligesom han nu havde en alder, hvor han ikke var afhængig af, at forældremyndighedsindehaveren eller en anden omsorgsperson bistod ham i det daglige. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention ikke gav en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/7.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. februar 2017 – Ægtefællesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 21-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en syrisk statsborger, der søgte om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle, som i oktober 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

    Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ansøgeren som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d. Henset til, at ansøgerens herboende ægtefælle i oktober 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at ansøgerens ægtefælle således ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end tre år, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, der ville kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagens akter, at ansøgeren efter det oplyste ikke led af alvorlige sygdomme eller alvorlige handicaps, og at han derfor ikke havde behov for særlig pasning og pleje fra sin herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle først havde indgået ægteskab efter udrejsen fra Syrien, og at der ikke var stiftet familie mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle på dette tidspunkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at der efter det oplyste først var blevet indledt et forhold mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i Grækenland i slutningen af 2014, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle ligeledes ikke var indrejst samtidigt i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til sagen og til støtte for klagen var oplyst, at ansøgerens ægtefælle havde et særbarn, der var diagnosticeret med atypisk autisme og mental retardering af middelsvær grad, og som profiterede af at gå på en specialskole med socialpædagogiske tilbud, ligesom han havde brug for at have ansøgeren og ansøgerens ægtefælle omkring sig. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i Danmark alene havde været/boet sammen siden juli 2015, og at ansøgeren alene havde været en del af ansøgerens ægtefælles særbarns liv siden slutningen af 2014. Udlændingenævnet fandt ydermere, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgeren ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med ansøgerens ægtefælle på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens ægtefælle aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal foretages en proportionalitetsafvejning, og er der uoverstigelige hindringer for ægtefællernes etablering i hjemlandet eller den ansøgende ægtefælles opholdsland, vil Danmark normalt være forpligtet til at tillade ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens og ansøgerens ægtefælles rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren havde en uklar situation i Grækenland, at ansøgeren frygtede, at han ville blive henvist til et liv på gaden, uden job og uden bolig, og at usikkerheden omkring ansøgerens og ansøgerens ægtefælles fremtid som forenet familie påvirkede ansøgerens ægtefælle og ansøgerens ægtefælles familie. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Grækenland, og idet ægteskabet i Danmark var indgået på et tidspunkt, hvor ansøgeren havde fået afvist sin asylansøgning i Danmark, og idet der ikke herved var oplyst om sådanne omstændigheder, der kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale og/eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/4.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Ægtefællesammenføring – Indrejseforbud

    Dato: 15-02-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af en irakisk statsborgers ansøgning, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgningen ikke burde have været afvist under henvisning til, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens tidligere meddelte indrejseforbud var udløbet i januar 2017, og at han forud herfor i juli 2015 havde fået et fællesbarn med sin herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ægtefællen havde to mindreårige særbørn, som var danske statsborgere. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det efter en konkret vurdering måtte anses for bedst stemmende med Danmark internationale forpligtelser at tillade ansøgerens ansøgning indgivet i Danmark. FAM/2017/5.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 15-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en canadisk statsborger, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende søn. Det fremgik af sagen, at ansøgerens søn var født i juni 1959, at han var blevet meddelt dansk statsborgerskab i 1989, at han havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at ansøgeren og den herboende søn ikke havde boet sammen i 35 år. Desuden fremgik det, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem december 1989 og august 1991 og mellem oktober 2004 og oktober 2005, at hun havde opholdt sig i Danmark fra hendes opholdstilladelses udløb i oktober 2005 og frem til oktober 2006, at ansøgerens ægtefælle var afgået ved døden i maj 2015, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde mulighed for at blive passet i Canada, og at den herboende søn havde forsørget ansøgeren ved pengeoverførsler, når dette var nødvendigt.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til ansøgerens helbredstilstand, da ansøgeren ikke havde opnået en tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, idet hun tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem december 1989 og august 1991 og mellem oktober 2004 og oktober 2005 og havde opholdt sig i Danmark fra sin seneste opholdstilladelses udløb og frem til oktober 2006. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren havde en større tilknytning til Canada, idet hun begge gange havde valgt at afbryde sin tilknytning til Danmark for at flytte tilbage til Canada. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at den herboende søn og ansøgeren ikke havde boet sammen de sidste 35 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende søn havde forsørget ansøgeren, når dette var nødvendigt, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indtil maj 2015 havde boet sammen med sin ægtefælle i Canada og derfor ikke havde været en integreret del af den herboende søns husstand, og at den herboende søn fortsat ville kunne forsørge ansøgeren i samme omfang som hidtil, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom familielivet mellem ansøgeren og den herboende søn kunne udøves gennem besøgsophold. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var etableret at sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende søn, at dette kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at et afslag på opholdstilladelse ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie - det vil sige fader, moder og mindreårige børn - og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren led af gigt- og hjertesygdomme, at hun modtog blodfortyndende, vanddrivende og blodtrykssænkende medicin, at hun var sengeliggende med rygsmerter som følge af et fald, og at hun ikke var selvhjulpen, idet der ikke var tale om sygdomme af så alvorlig karakter, at det kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at uanset, at ansøgerens generelle helbredsmæssige tilstand måtte antages at være blevet forværret under ansøgerens ophold i Danmark, og at ansøgeren var afhængig af personlig og praktisk hjælp, kunne dette ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at aldersbetingede lidelser samt generelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren måtte henvises til fortsat at modtage behandling i Canada, hvor ansøgeren var statsborger. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2017/8.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Familiesammenføring, andre – Søskende

    Dato: 15-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en canadisk statsborger, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende broder. Det fremgik af sagen, at ansøgerens broder var født i juni 1959, at han var blevet meddelt dansk statsborgerskab i 1989, at han havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at ansøgeren og den herboende broder aldrig havde boet sammen. Desuden fremgik det, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem oktober 2004 og oktober 2005, og at han havde opholdt sig i Danmark fra hans opholdstilladelses udløb i oktober 2005 og frem til oktober 2006, at ansøgeren havde boet sammen med sin moder i Canada, at ansøgeren efter det oplyste ikke var i stand til at tage vare på sig selv, at ansøgeren ikke var underlagt værgemål, og at den herboende broder havde forsørget ansøgeren ved pengeoverførsler, når dette var nødvendigt.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til ansøgerens helbredstilstand, da ansøgeren efter en samlet vurdering ikke havde opnået en tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, idet han tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem oktober 2004 og oktober 2005 og havde opholdt sig i Danmark fra hans opholdstilladelses udløb og frem til oktober 2006. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren havde en større tilknytning til Canada, idet han en gang tidligere havde valgt at afbryde sin tilknytning til Danmark for at flytte tilbage til Canada. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende broder, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende broder havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at den herboende broder og ansøgeren aldrig havde boet sammen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende broder havde forsørget ansøgeren, når dette var nødvendigt, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren boede sammen med sin moder og derfor ikke havde været en integreret del af den herboende broders husstand, og at den herboende broder fortsat ville kunne forsørge ansøgeren i samme omfang som hidtil, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom familielivet mellem ansøgeren og den herboende broder kunne udøves gennem besøgsophold. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var etableret at sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende broder, at dette kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at et afslag på opholdstilladelse ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie - det vil sige fader, moder og mindreårige børn - og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var diagnosticeret med kronisk skizofreni og modtog medicin til regulering af blodtryk, kolesterolniveau, diabetes og skizofreni, og at han efter det oplyste var alkoholiker. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerens helbredsforhold ikke i sig selv kunne begrunde, at der skulle meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren senest var indrejst i Danmark i en alder af 54 år, at han boede hos sin herboende broder, at den herboende broder forsørgede og hjalp ansøgeren med økonomisk og praktisk hjælp, og at ansøgeren havde en broder i sit hjemland. Udlændingenævnet fandt derudover, at uanset at ansøgeren var afhængig af økonomisk og praktisk hjælp, kunne dette ikke i sig selv begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen, og at ansøgeren måtte henvises til at modtage behandling i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende broder i sin del af ansøgningsskemaet havde oplyst, at han og ansøgeren havde et søskendebarn i Canada, hvorfor ansøgeren ikke sås at være uden familienetværk i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten havde anført, at ansøgeren tidligere havde fået opholdstilladelse i Danmark på baggrund af lignende forhold. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4, som fastsat ved lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, hvor der var en lempeligere adgang til familiesammenføring med andre familiemedlemmer, herunder forældre og voksne søskende. Udlændingenævnet fandt således, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2017/9.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 15-02-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse til en filippinsk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, jf. § 26.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde have været meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke rettidigt havde bestået en af udlændinge- og integrationsministeren etableret danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og dennes samlevers fællesbarn var diagnosticeret med infantil autisme og udviklingsforstyrrelse af specifikke færdigheder, og at fællesbarnet på den baggrund modtog individuel tilrettelagt støtte i en specialpædagogisk børnehave. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at fællesbarnets vanskeligheder måtte antages at have medvirket til, at ansøgeren ikke rettidigt havde bestået danskprøven på A1-niveau, og at ansøgeren ultimo april 2016 havde aflagt og bestået prøven på A2-niveau. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det efter en konkret vurdering måtte anses for bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren ikke blev henvist til at udøve familielivet i Filippinerne, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, jf. udlændingelovens § 26, uanset at ansøgeren ikke havde bestået den krævede danskprøve indenfor den fastsatte frist. FAM/2017/6.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. januar 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 16-01-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en serbisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, § 19, stk. 7, og § 26, stk. 1. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i marts 2014 i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle. Opholdstilladelsen var betinget af, at klageren bestod danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor klageren blev tilmeldt folkeregisteret. Klageren tilmeldte sig folkeregisteret i marts 2014 og bestod danskprøve på A1-niveau i februar 2016. Klageren og klagerens herboende ægtefælle havde to fællesbørn, som var født i august 2010 og juli 2012 i Danmark, og som havde været tilmeldt Det Centrale Personregister siden fødslen. I forbindelse med Udlændingenævnets behandling af sagen oplyste klageren, at klagerens og klagerens ægtefælles ældste fællesbarn havde opholdt sig i Danmark siden sin fødsel, at han havde været tilmeldt en børneinstitution i perioden fra oktober 2012 til februar 2013, at han efterfølgende havde været tilmeldt en anden børneinstitution i perioden fra september 2013 til februar 2016, og at han i marts 2016 var begyndt i skole.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, idet Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i februar 2016 havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i klagerens opholdstilladelse angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse fra marts 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at hun inden seks måneder fra tilmelding til folkeregisteret bestod udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, og at klageren var registreret som indrejst i Danmark i marts 2014. Fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau var således i september 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i februar 2016 havde bestået Danskprøve A1. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at tidsfristen og beliggenheden af stedet for aflæggelsen af danskprøven udtrykkeligt fremgik af opholdstilladelsen fra marts 2014, og at klageren havde et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der knyttede sig til opholdstilladelsen, herunder at kontakte Udlændingestyrelsen, såfremt klageren var i tvivl om, hvorledes betingelserne i opholdstilladelsen kunne opfyldes. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at løbende modultests ikke kan sammenlignes med egentlige prøver. Som følge af, at klageren først i februar 2016 havde bestået Danskprøve A1, var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26. stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i marts 2014 i en alder af 40 år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab med sin ægtefælle, at hun indrejste i Danmark i marts 2014, og at hun ikke sås at have været tilknyttet det danske arbejdsmarked. Klageren havde således alene opholdt sig i Danmark i knap to år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i knap to år og ti måneder uden at have haft tilknytning til arbejdsmarkedet, hvorfor hun af den grund ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse ville virke særligt belastende for hende. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren efterfølgende havde bestået prøve i dansk på A1-niveau, og at hun havde bestået fire modultests i Danskuddannelse 3. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at klageren ikke på baggrund af sit ophold i Danmark, herunder opholdets korte varighed, eller gennem danskkundskaber kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse kunne anses for at være særligt belastende for hende. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at klageren var serbisk statsborger, og at hun havde boet i Serbien, indtil hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at klagerens tidligere processuelle ophold i Danmark i forbindelse med klagerens familiesammenføringssag ikke kunne indgå i beregningen af, hvor længe klageren havde opholdt sig i Danmark, da der alene var tale om processuelt ophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den omstændighed, at klageren efterfølgende havde bestået prøve i dansk på A1-niveau, ikke i sig selv kunne føre til, at hendes opholdstilladelse alligevel burde forlænges, uanset at betingelsen herfor ikke havde været overholdt. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at den beståede danskprøve kunne danne grundlag for en ny ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren og klagerens herboende ægtefælle havde to fællesbørn, der var født i august 2010 og juli 2012, idet børnene – henset til deres alder og længden af deres ophold i Danmark – ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det af den grund måtte anses for særligt belastende at nægte forlængelse af klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn først efter seks til syv års fast lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk skole og/eller institution, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne, såfremt en opholdstilladelse skal inddrages eller nægtes forlænget, kan dispensere fra betingelserne givet i en opholdstilladelse som ægtefællesammenført. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse også til, at klagerens ældste barn, uanset sin alder og det forhold, at han siden sin fødsel havde været tilmeldt Det Centrale Personregister som boende i Danmark, ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at dette i sig selv kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens ældste barn alene i perioderne fra oktober 2012 til februar 2013 og fra september 2013 til februar 2016 havde været tilknyttet danske institutioner, og at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at barnet i marts 2016 var startet i skole i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren og klagerens ægtefælle samt fællesbørnene ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Serbien for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse endelig, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2017/3.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. januar 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 12-01-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en statsløs palæstinenser fra Syrien med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 5. pkt.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at klageren ikke burde administrativt udvises med indrejseforbud i to år på grund af ulovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i marts 2016 havde henvendt sig i politibutikken i en dansk lufthavn, hvor han netop var ankommet med toget fra Sverige, hvor han var asylansøger, og at han havde ønsket at udrejse med det samme til Sverige igen, da hans rejsedestination ikke var København, men Malmö, Sverige. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af sagens akter, at klageren var i besiddelse af en togbillet til en strækning i Sverige, og at billetten var købt tidligere samme dag. Udlændingenævnet lagde således til grund, at det ikke havde været klagerens hensigt at indrejse i Danmark, men at indrejsen alene havde skyldtes, at klageren var faldet i søvn i toget på vej til Malmö. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren ikke kunne anses for at have haft til hensigt at opholde sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig det rettest at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren ikke længere var udvist af Danmark, og det i forbindelse med Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2016 meddelte indrejseforbud blev ophævet. FAM/2017/2.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. januar 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 04-01-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en camerounsk statsborger, som i oktober 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i april 2015, men først i september 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra oktober 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt til folkeregisteret i oktober 2014, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i april 2015, og Udlændingenævnet lagde således vægt på, at klageren først i september 2015 bestod en prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren efter det oplyste ikke havde aflagt danskprøven indenfor fristen, idet klageren kort tid efter sin ankomst til Danmark var blevet konstateret HIV-positiv, at hun som en følge deraf havde været så svært fysisk, psykisk og emotionelt påvirket, at hun havde måttet forblive sengeliggende i en lang periode, og at hun ikke havde ønsket, at nogen skulle få at vide, at hun var HIV-positiv, hvorfor hun ikke ville fortælle dette til myndighederne. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at tidsfristen for beståelse af danskprøven fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014, at klageren havde et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der var knyttet til opholdstilladelsen, og at klageren i øvrigt ikke sås at have søgt om suspension af tidsfristen for beståelse af danskprøven. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at forberede sig til prøven og tilrettelægge et forløb, således at hun kunne nå at forberede sig, inden hun skulle op til prøven, at kravet om danskprøven fremgik udtrykkeligt af klagerens opholdstilladelse, og at det i den forbindelse ikke var et krav at følge det kommunale tilbud om danskundervisning for at kunne gå op til prøven. Udlændingenævnet fandt således, at det var klagerens ansvar at aflægge den korrekte prøve inden for den fastsatte frist. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at Udlændingenævnet i oktober 2016 havde partshørt klagerens herboende ægtefælle over klagerens helbredsforhold, og at klagerens herboende ægtefælle efterfølgende overfor Udlændingenævnet havde oplyst, at klageren ikke var psykisk syg, men at hun havde været i chok over meddelelsen om, at hun var HIV-positiv. Som følge af at klageren først i september 2015 havde bestået danskprøven, var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne inddrages i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 13. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i oktober 2014 i en alder af 36 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at klagerens moder og datter var bosiddende i Cameroun, at klageren under sit ophold i Danmark hverken havde været i arbejde eller under uddannelse, og at klageren derfor ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse ville virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke var dokumenteret, at klageren ikke ville kunne modtage den relevante behandling for sin sygdom i Cameroun, hvorfor der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, klagerens herboende ægtefælle og parrets tre fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Cameroun for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det følger af fast praksis, at børn først antages at have opnået en fast tilknytning til Danmark efter seks til syv år her i landet, hvor børnene har gået i dansk institution eller skole, hvorfor det – henset til længden og karakteren af fællesbørnenes ophold i Danmark – ikke kunne føre til en ændret vurdering efter udlændingelovens § 26, stk. 1, at det til sagen var oplyst, at parrets to ældste fællesbørn gik i skole i Danmark. FAM/2017/1.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2016 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af studier – Proforma

    Dato: 20-12-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 n, stk. 1, til en statsborger fra Nepal. Den herboende ægtefælle blev i juli 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på studier. Det fremgik af den herboende ægtefælles pas, at han ifølge passet ikke havde besøgt hjemlandet Nepal siden august 2013. Det fremgik af ansøgningen, at parret indgik ægteskab i Nepal i oktober 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Ansøgeren kunne således ikke meddeles opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til den herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9 n, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at parret havde indgået ægteskab efter meget kort tids personligt bekendtskab, idet den herboende ægtefælle ankom til Nepal i oktober 2015, at parret i ansøgningen havde oplyst, at de havde mødt hinanden personligt for første gang i oktober 2015 og indgik ægteskab i oktober 2015 efter blot få dages personligt bekendtskab. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik af den herboende ægtefælles pas, at han var udrejst af Nepal i august 2013, at han var indrejst i Danmark i august 2013, og at han ikke sås at have været udrejst af Danmark før oktober 2015. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at det fremgik af sagen, at den herboende ægtefælle havde anmodet sine forældre om at finde ham en ægtefælle, hvorefter parret var blevet introduceret for hinanden. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at parret efter ægteskabets indgåelse havde boet sammen i få dage sammen med den herboende ægtefælles forældre, hvorefter han rejste tilbage til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det var anført, at arrangerede ægteskaber er tradition i Nepal, at den herboende ægtefælle selv havde anmodet sine forældre om hjælp til at finde en ægtefælle, og at ansøgeren havde haft mulighed for at sige nej til ægteskabet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at beslutningen om at indgå ægteskab samt ansøgerens accept heraf efter det i ansøgningen oplyste skete på et tidspunkt, hvor parret ikke havde mødtes personligt, og at parret ikke kunne antages at have haft et så indgående personligt bekendtskab til hinanden, som normalt ville kunne forudsættes forud for indgåelse af et ægteskab. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at der på tidspunktet, hvor den herboende ægtefælle rejste til Nepal for at indgå ægteskab, blev afholdt en af Nepals største kulturmæssige festivaler, og at familierne benyttede tiden sammen som et højdepunkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den herboende ægtefælles egne oplysninger i en e-mail fra marts 2016 til Styrelsen for International Rekruttering og Integration om, at han rejste til Nepal i efteråret 2015 – idet han havde en uges ferie fra sit studie i Danmark – med henblik på at indgå ægteskab med ansøgeren i Nepal. Det forhold, at parret havde haft daglig kontakt via internettet siden ægteskabets indgåelse, og at parret havde boet sammen med den herboende ægtefælles forældre efter vielsen i oktober 2015 i huset i Nepal, fandt Udlændingenævnet herudover ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der var tale om kortvarigt samvær under besøgsophold. Udlændingenævnet fandt ydermere på baggrund af sagens samlede oplysninger, at parret måtte antages at have haft et meget begrænset kendskab til hinanden forud for ægteskabets indgåelse. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at parret havde afholdt et stort og dyrt bryllup, og at ansøgeren efter det oplyste fortsat boede i den herboende ægtefælles hus i Nepal, da dette ikke afkræftede formodningen for, at ægteskabet var indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse i Danmark til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at den herboende ægtefælle ved mødet i Udlændingenævnet i december 2016 havde forklaret, at parret mødte hinanden, før han rejste til Danmark i 2013, men at de ikke havde villet oplyse herom, idet dette ville stride imod deres kultur, henset til at dette ikke tidligere havde været oplyst af parret. Udlændingenævnet lagde således afgørende vægt på, at parret var mødtes første gang personligt i oktober 2015, at parret havde indgået ægteskab i oktober 2015 i Nepal, og at parret dermed havde indgået ægteskab efter et meget kort personligt bekendtskab. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der var et sikkert grundlag for at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. ERH/2016/98.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. december 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 19-12-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Den herboende ægtefælle (referencen), der var somalisk statsborger, blev i 1990 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og han blev i 1994 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og referencens samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Somalia og Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Etiopien, hvor ansøgeren og referencen mødtes og efterfølgende indgik ægteskab, hvor parrets to fællesbørn var født, og hvor ansøgeren tillige havde familie, hvorfor ansøgeren måtte antages at have en stærkere tilknytning til Etiopien end til Danmark, hvor hun aldrig havde opholdt sig. Udlændingenævnet lagde desuden til grund, at referencens tilknytning til Somalia var større end hans tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at referencen var født og opvokset i Somalia, hvor han havde haft en større del af sin opvækst og sit liv, at både ansøgeren og referencen var somaliske statsborgere, at ansøgerens moder og fire søskende var bosiddende i Somalia, og at parret talte somali sammen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at referencen ikke havde været tilknyttet arbejdsmarkedet i Danmark, og at han ikke havde taget en uddannelse her i landet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen havde haft opholdstilladelse i Danmark i cirka 26 år, at han efter det oplyste havde danske venner, at han talte flydende dansk, og at hans tre særbørn var danske statsborgere. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren og referencen på baggrund af referencens forhold ikke kunne anses for at have opnået så stærk en tilknytning til Danmark, at ansøgerens og referencens samlede tilknytning til Danmark måtte anses for at være større end til Somalia eller Etiopien. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der mellem Somalia og Etiopien forelå en kulturel lighed og geografisk nærhed, hvorfor ansøgerens og referencens tilknytning til Somalia og Etiopien måtte anses for at være større end til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Somalia og Etiopien. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at referencen ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Etiopien for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret siden indgåelsen af ægteskabet i 2008 havde indrettet sig på en sådan måde, at parret udøvede familielivet under referencens ophold i Etiopien, men i øvrigt levede adskilt, og at der ikke var oplyst om hindringer for, at ansøgeren, referencen samt fællesbørnene fortsat kunne udøve familielivet som hidtil. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen efter det oplyste i forbindelse med en rejse til Somalia i 2007 blev nægtet adgang, at han aldrig kom ind i Somalia, og at referencen ikke mente at kunne vende tilbage til Somalia på grund af krigen og sit manglende netværk i landet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet Udlændingestyrelsen havde oplyst, at referencen ved en tilbagevenden til Somalia ikke ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at referencen kunne henvises til at tage ophold i Etiopien, hvor parret var mødtes og havde indgået ægteskab, hvor ansøgeren havde boet hele sit liv, hvor parret fællesbørns var født, og hvor referencen ved flere lejligheder havde besøgt ansøgeren og fællesbørnene. Udlændingenævnet bemærkede, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen var hjertepatient og led af sukkersyge, og at han i den forbindelse tog forskellige medicinske præparater. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at det fremgik af Udlændingenævnets baggrundsoplysninger fra MedCOI (1), at præparaterne tillige var tilgængelige i Etiopien. FAM/2016/96.

    (1) MedCOI er et projekt, der er finansieret af den Europæiske Flygtninge Fond, med henblik på at indhente medicinske oplysninger fra ansøgeres hjemlande. Projektet giver 11 EU-medlemsstater plus Norge og Schweiz mulighed for at benytte sig af faciliteterne hos MedCOI i Holland og Belgien. MedCOI retter forespørgsler til kvalificerede læger og andre eksperter, der arbejder i ansøgeres hjemlande. Den information, der indhentes, bliver gennemgået af MedCOI’s projektmedarbejdere, der blandt andet består af en læge, før den videregives til den relevante COI-service.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. december 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage

    Dato: 19-12-2016

    Udlændingenævnet afviste i december 2016 at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, da Udlændingenævnet ikke sås at have modtaget betaling i form af det fulde gebyr herfor.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren – der havde indgivet sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse efter den 1. marts 2016, hvorfor klagen var pålagt et gebyr – ikke havde indbetalt det for ansøgerens klage påkrævede gebyr, og betingelsen i udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 2. pkt., var derfor ikke opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at ansøgeren ikke af Udlændingestyrelsen var blevet vejledt om gebyrreglerne, da ansøgeren i forbindelse med klagens indgivelse i Udlændingenævnet blev vejledt om, at klagen var gebyrpålagt. Udlændingenævnet fandt endelig, at det var stærkt beklageligt, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse ikke havde vejledt om gebyrreglerne. FAM/2016/107.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage – Klagefrist

    Dato: 12-12-2016

    Udlændingenævnet afviste i december 2016 en klage over en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen om hjemsendelse efter aktivlovens § 3, stk. 4, af en nordisk statsborger fra Finland, da klagefristen var udløbet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. Det fremgik af sagen, at klageren til støtte for klagen havde anført, at hun efter at have modtaget Udlændingestyrelsens afgørelse havde rettet henvendelse til et jobcenter i klagerens kommune, hvor hun var blevet vejledt om, at hun kunne se bort fra afgørelsen om hjemsendelse, da den ikke vedrørte hende, og at klageren derfor ikke havde foretaget sig yderligere. I august 2016 havde klageren rettet henvendelse til Udlændingestyrelsen i forbindelse med, at hun havde søgt SU og derfor skulle svare på, om hun havde en verserende sag i Udlændingestyrelsen, hvorefter Udlændingestyrelsen havde henvist til afgørelsen fra maj 2016 og oplyst, at klageren havde mistet sin ret til at opholde sig i Danmark som nordisk statsborger. Udlændingenævnet modtog en klage fra klageren i oktober 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at klagen skulle afvises, idet klagen var indgivet efter klagefristens udløb, og at klagen således ikke ville blive behandlet i Udlændingenævnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved brev i maj 2016 havde meddelt klageren, at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse om at hjemsende klageren efter aktivloven under henvisning til, at klageren havde modtaget kontanthjælp, og at Udlændingenævnet først i oktober 2016 havde modtaget klagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens klagevejledning i afgørelsen fra maj 2016, at der senest skulle klages otte uger efter, at klageren havde modtaget afgørelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der i sagen ikke forelå sådanne omstændigheder, at der kunne dispenseres fra klagefristen, og at det af klageren anførte om, at klageren havde fået forkert vejledning om hjemsendelsesafgørelsen, og at klageren først på klagetidspunktet var blevet klar over, at hun skulle have henvendt sig til Udlændingestyrelsen i stedet for jobcentret, ikke kunne føre til, at der kunne dispenseres fra klagefristen. Udlændingenævnet lagde til grund for afgørelsen, at klageren havde fået en meget mangelfuld og direkte fejlagtig vejledning fra jobcentret, men Udlændingenævnet fandt desuden, at der uanset dette ikke var grundlag for dispensation. Udlændingenævnet henviste herved til, at det burde havde stået klageren klart, at Udlændingestyrelsens afgørelse var truffet af en selvstændighed myndighed, ligesom afgørelsen klart fremstod som en afgørelse med retsregler og klagevejledning. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at klageren var blevet partshørt forud for afgørelsen om sine personlige forhold på baggrund af kommunens indberetning, hvorfor det ikke kunne have været klageren ubekendt, at der verserede en sag i Udlændingestyrelsen på baggrund af, at klageren havde modtaget hjælp til forsørgelse efter aktivloven. Udlændingenævnet lagde endvidere afgørende vægt på, at klageren – efter at klageren havde fået afslag på SU og således var blevet bekendt med, at den vejledning, som klageren havde fået fra jobcentret var forkert, og efter at klageren dernæst på ny havde rettet henvendelse til Udlændingestyrelsen og var blevet orienteret om styrelsens afgørelse – ikke straks havde påklaget styrelsens afgørelse til Udlændingenævnet, men at Udlændingenævnet først havde modtaget klagen i oktober 2016, hvilket ikke var i umiddelbar forlængelse af klagerens henvendelse til Udlændingestyrelsen i august 2016. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren senest i august 2016 burde have indset, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2016 ikke var et fejlagtigt autogenereret brev, som klageren kunne se bort fra, og at klageren dernæst efter det oplyste havde forholdt sig passivt i forhold til at klage over Udlændingestyrelsens afgørelse, indtil Udlændingenævnet i oktober 2016 havde modtaget klagen, hvilket var tre måneder efter klagefristens udløb. FAM/2016/102.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 12-12-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fem syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende søn/broder (referencen), som i januar 2015 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerne og referencen var i november 2012 udrejst af Syrien til Libanon, hvor de havde opholdt sig i cirka seks måneder, hvorefter de rejste til Tyrkiet, hvor familien fik midlertidig opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at referencens forældre ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen indtil sin udrejse af Tyrkiet havde boet sammen med sine forældre, og selvom han på tidspunktet for ansøgningernes indgivelse havde været cirka 16½ år og dermed mindreårig, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at referencens forældre kunne meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af referencens asylsag, at han var rejst fra Tyrkiet sammen med sin farbroder, mens resten af familien var forblevet i Tyrkiet, idet det var blevet aftalt, at referencen og farbroderen skulle rejse alene og søge familiesammenføring efter ankomsten til Danmark, ligesom det fremgik af klagen, at beslutningen om, at referencen skulle tage af sted mod Danmark med sin onkel, var begrundet i, at der ikke var nogen til at beskytte og brødføde referencens moder og søstre. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det kunne lægges til grund, at referencen var udrejst af Tyrkiet med sine forældres accept og medvirken til planlægningen af udrejsen, og at han således også efter sine forældres vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse uden sine forældre. Udlændingenævnet fandt desuden, at selv om referencen var rejst sammen med sin farbroder, og dette kunne anses som værende udtryk for, at forældrene fandt, at referencen skulle ledsages og ikke udrejse alene på baggrund af sin alder, måtte dette i så fald tages som udtryk for, at referencens forældre havde valgt, at farbroderen skulle træde i forældremyndighedsindehaverens sted, og at de fortsat frivilligt havde valgt, at referencen ikke skulle opholde sig sammen med dem. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark sammen med sin farbroder og dernæst sin faders to fætre, og at referencen efter indrejsen i Danmark og meddelelse af opholdstilladelse havde boet enten på samme adresse eller i nærheden af sin farbroder. På den baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at referencen kom til Danmark for at hjælpe sin familie og ikke for at bo sammen med sin onkel. Det bemærkedes, at referencen fortsat havde relativt nære familiemedlemmer i Danmark. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han kunne udrejse af Tyrkiet sammen med sin farbroder, at han sammen med farbroderen havde foretaget rejsen gennem Europa til Danmark, ligesom referencen på ansøgningstidspunktet for familiesammenføring havde en alder, hvor han ikke i det daglige var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller en anden omsorgsperson bistod ham. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af disse faktiske forhold, at Danmark ikke kunne anses for forpligtet til at beskytte det familiemæssige samliv mellem referencen og hans forældre, jf. Danmarks internationale forpligtelser, således at der skulle meddeles opholdstilladelse til forældrene for at kunne sikre en genetablering af en familiemæssig enhed, mens referencen var mindreårig. Dette gjaldt, uanset at referencen som mindreårig var meddelt asyl i Danmark og derfor ikke af Danmark som mindreårig ville kunne henvises til at blive genforenet med sine forældre i Syrien eller forældrenes nuværende opholdsland. Udlændingenævnet lagde således afgørende vægt på, at forældrene selv havde valgt at sende referencen af sted som næsten 16-årig fra Tyrkiet, hvor den samlede familie sidst havde haft ophold. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om referencens forældres personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at referencens forældre skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at referencens moder led under de dårlige tilstandsforhold i Tyrkiet og ønskede at komme til Danmark for at se sin søn, som hun havde mistet under krigen, og at familien boede i Tyrkiet under kummerlige forhold i en lejlighed, som var sundhedsskadelig. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte klagen var anført, at referencen var psykisk påvirket af sagen, og at savnet af hans moder forhindrede referencen i at deltage fuldt ud i at blive integreret i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at referencens savn af sin moder og den psykiske påvirkning, som sagen havde, ikke var helbredsmæssige problemer af en sådan karakter, at det kunne begrunde et andet resultat. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden sine forældres ledsagelse, og at hans angivne sårbarhed efter det oplyste primært relaterede sig til et ønske om at bringe forældrene til Danmark, og ikke udsprang af et særligt behov for sine forældres pasning og pleje. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at referencen nu var fyldt 18 år og således var myndig. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at det var en forudsætning for, at referencens forældres mindreårige børn (de ansøgende børn/søskende) ville kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at referencens forældre, som var forældremyndighedsindehavere, var fastboende her i landet på grundlag af en tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse med henblik på varigt ophold. Da referencens forældre samtidig hermed var meddelt afslag på opholdstilladelse, var denne betingelse ikke opfyldt. De ansøgende børn/søskende kunne således ikke gives opholdstilladelse i Danmark under henvisning til deres forældre. FAM/2016/90.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. december 2016 – Erhverv – Praktikanter – Fortolkning af alderskravet

    Dato: 06-12-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i december 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som praktikant til en ukrainsk statsborger. Ansøgeren var på ansøgningstidspunktet 29 år, og han var på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fyldt 30 år.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse var fyldt 30 år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af bemærkningerne til udlændingelovens § 9 k, som blev indsat ved lov nr. 104 af 2. marts 2012, fremgår under beskrivelsen af den dagældende praksis, at det skal stilles som betingelse, at udlændingen på ansøgningstidspunktet skal være fyldt 18 år, men ikke være fyldt 35 år, samt at det fremgår, at der ikke var tiltænkt en ændring af praksis med den nye lovbestemmelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det generelt set er ansøgningstidspunktet, der skal lægges til grund, således at styrelsens sagsbehandlingstid ikke kommer ansøgeren til skade, medmindre andet udtrykkeligt fremgår af lovgivningen. Udlændingenævnet fandt desuden, at der i § 3, nr. 1, i praktikantbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 1512 af 23. december 2014, ikke er holdepunkt for, at det er afgørelsestidspunktet, der skal lægges til grund. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. ERH/2016/114.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. december 2016 – Hjemsendelse af nordisk statsborger

    Dato: 06-12-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdsret og hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Norge, der havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 18, og lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4. Klageren var i august 2014 indrejst i Danmark. I oktober 2014 indberettede kommunen til Udlændingestyrelsen, at klageren havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, og at kommunen vurderede, at hjælpen måtte anses for vedvarende, idet det måtte påregnes, at klageren ville have behov for ydelser i mere end et halvt år.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at hjemsende klageren, og at klagerens opholdsret derfor var bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik fra oktober 2014 og frem, og at klageren således havde modtaget ydelser til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik i mere end seks måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i perioden, hvor hun havde modtaget ydelser til forsørgelse, ikke havde været i stand til at skaffe sig beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren havde behov for vedvarende hjælp til forsørgelse, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, jf. stk. 3. Det forhold, at klageren efter det oplyste havde haft et praktikjob i en børnehave i en ikke nærmere angivet og dokumenteret periode, og det forhold, at klageren havde anført, at hun var aktivt jobsøgende, og at det på ingen måde var hendes hensigt at forblive på kontanthjælp i en længere periode, at hun havde fremlagt dokumentation for, at hun havde ansøgt om et job i september og oktober 2015, og at den kommune, hvori klageren boede, ikke havde vejledt klageren om konsekvenserne af at modtage kontanthjælp, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var sandsynliggjort, at klageren ville have undladt at søge om hjælp til forsørgelse, dersom hun var blevet vejledt af kommunen om, hvilken betydning det kunne have for hendes ret til at opholde sig i Danmark. Udlændingenævnet henviste herunder til, at klageren var vidende om, at kommunen i oktober 2014 havde indberettet til Udlændingestyrelsen, at hun havde modtaget offentlig forsørgelse efter aktivloven, og at Udlændingestyrelsen ved dennes partshøring af hende i juni 2015 havde anmodet om hendes oplysninger om, hvorfor hun modtog offentlige ydelser. Endelig havde Udlændingestyrelsen oplyst klageren om, at Udlændingestyrelsen ville træffe afgørelse om, hvorvidt hun skulle hjemsendes på baggrund af, at hun i en vedvarende periode havde modtaget hjælp til forsørgelse, og at hun på trods heraf var fortsat med at modtage offentlige ydelser og ikke havde søgt midlertidig støtte fra sin familie i Danmark, som klageren i sin klage havde anført, at hun ville have gjort, såfremt hun havde været bekendt med konsekvenserne af at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke på tilstrækkelig vis havde redegjort for, hvad hun ville og kunne have foretaget sig, herunder at hun ville og kunne have indrettet sig anderledes, såfremt hun var blevet vejledt af kommunen om konsekvensen af at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at hun på anden vis ville have været i stand til at opretholde sin forsørgelse i Danmark, såfremt hun havde været klar over konsekvensen for sin opholdsret ved at modtage kontanthjælp og på den baggrund kunne have fravalgt at modtage kontanthjælp, da det fremgik af ansøgningen om hjælp til forsørgelse, at hun var uden arbejde og forsørgelsesgrundlag. Udlændingenævnet fandt desuden, at klageren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, idet hun alene havde opholdt sig i Danmark siden august 2014, og at der i øvrigt ikke var oplyst om helbredsmæssige problemer, der kunne føre til, at hun ikke skulle hjemsendes, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 6. Det forhold, at klageren havde to børn, som efter det oplyste kun talte dansk, gik i dansk folkeskole, havde danske kammerater, og som dagligt søgte at integrere sig i det danske samfund, kunne ikke føre til et andet resultat, ligesom det forhold, at klagerens søster og svoger boede i Danmark, heller ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, når hensås til klagerens manglende tilknytning til Danmark i øvrigt. Udlændingenævnet fandt herudover efter de foreliggende oplysninger, at en hjemsendelse ikke ville være i strid med EU/EØS-reglerne om opholdsret og arbejdskraftens frie bevægelighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren – uanset at hun kortvarigt havde været i praktik i en børnehave i en ikke nærmere angivet eller dokumenteret periode, og uanset at hun havde anført, at hun var arbejdssøgende og fuldt arbejdsdygtig – havde modtaget offentlig hjælp til forsørgelse siden september 2014. Udlændingenævnet fandt derfor, at klageren ikke efter EU-opholdsdirektivet var berettiget til fortsat ophold som arbejdssøgende, eller som en person med tilstrækkelige midler. Udlændingenævnet fandt endelig på grund af den manglende tilknytning til Danmark, at en hjemsendelse ikke ville være i strid med Nordisk Konvention om social bistand og sociale tjenesters artikel 7. FAM/2016/121.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Ægtefællesammenføring – Karenstid for kriminelle forhold begået mod tidligere ægtefælle – Handling begået efter ægteskabets ophør

    Dato: 01-12-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Den herboende ægtefælle var i december 2010 dømt for overtrædelse af straffelovens § 244 og 266 for vold og trusler mod en tidligere ægtefælle. Den herboende ægtefælle blev idømt 50 dages fængsel. Den herboende ægtefælle var i oktober 2008 blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hendes ægtefælle indenfor de seneste ti år var idømt en frihedsstraf for overtrædelse af straffelovens § 244 og § 266 for forhold begået mod hans tidligere ægtefælle jf. udlændingelovens § 9, stk. 10. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det strafbare forhold var begået i 2010 to år efter ægteskabets ophør i 2008, og at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 9, stk. 10, jf. lovforslag nr. L171 fremsat den 20. februar 2004 s. 32, at der ved vurderingen af, hvornår en forurettet kan betragtes som den herboendes ”samlever”, skal lægges vægt på, hvorvidt der har været tale om et ægteskabslignende forhold. FAM/2016/103.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Uafsonet fængselsstraf

    Dato: 01-12-2016

    Udlændingenævnet afslog i december 2016 at genoptage en sag om ægtefællesammenføring til en thailandsk kvinde, som havde fået afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hendes danske ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og hvor Udlændingenævnet havde vurderet, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige kravet om selvforsørgelse i udlændingelovens § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke var anført nye, væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at Den Danske Ambassade i Bangkok havde oplyst, at den herboende ægtefælle, hvis han tog ophold i Thailand, udover afsoning af en to-årig fængselsstraf risikerede at få en tillægsstraf for at være udeblevet fra afsoningen, og at den herboende ægtefælle herefter kunne påregne at blive udvist efter afsoning. Det indgik endvidere, at ansøgerens advokat havde anført, at den idømte fængselsstraf med den forventede tillægsstraf for udeblivelse efter hans opfattelse gjorde det uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Thailand, og at udgangspunktet i dansk strafferetspraksis efter advokatens oplysninger var, at 0,3 gram amfetamin blev betragtet som besiddelse til eget forbrug og var forbundet med bødestraf. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet henviste herved til Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2016, hvor Udlændingenævnet vurderede det forhold, at den herboende ægtefælle var idømt fængselsstraf og risikerede udvisning af Thailand efter afsonet dom. Udlændingenævnet fandt således – uanset længden af den herboende ægtefælles idømte fængselsstraf – at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Thailand, og uanset at besiddelse af 0,3 gram amfetamin – herunder om det kunne anses for at være med henblik på videresalg – blev straffet hårdere i Thailand end i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til genoptagelse, at Den Danske Ambassade i Thailand havde oplyst, at den herboende ægtefælle efter endt afsoning i Thailand ville blive udvist af Thailand. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det allerede indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle risikerede udvisning. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der ikke sås at være fremlagt dokumentation fra de thailandske myndigheder om den herboende ægtefælles angivelige indrejseforbud og længden heraf. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Udlændingenævnet ved sin afgørelse fra januar 2016 også havde henvist til, at den herboende ægtefælle ikke sås at have modtaget offentlig hjælp i form af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik siden juli 2015, at han i perioden fra september 2016 til december 2016 havde modtaget SU, og at det derfor måtte antages, at han kunne opfylde kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet fandt derfor fortsat, at Danmark ikke kunne anses for nærmest til at beskytte familielivet mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, således at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark på grund af den herboende ægtefælles dom i Thailand. FAM/2016/110.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Forældremyndighed

    Dato: 01-12-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på familiesammenføring til tre statsløse palæstinensere fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag under henvisning til, at den herboende reference, som var ansøgernes moder, ikke havde dokumenteret at have forældremyndighed over ansøgerne. Udlændingestyrelsen havde endvidere meddelt afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, skulle hjemvises, da der i forbindelse med klagen var indsendt nye oplysninger. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgernes moder havde fremsendt nye dokumenter vedrørende forældremyndigheden over ansøgerne, idet hun under klagesagens behandling havde fremsendt en erklæring fra juni 2016 fra børnenes fader om, at han ikke modsatte sig, at børnene rejste til Danmark eller et hvilket som helst andet europæisk land for at bo sammen med moderen, eller at hun kunne træffe beslutninger vedrørende ansøgerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, skulle hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerne på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke burde meddeles afslag på familiesammenføring under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til barnets tarv, som talte for, at ansøgerne burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det ikke var hensigten med udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, at en biologisk forælder til et ansøgende barn fik en ansøgning om børnesammenføring behandlet efter bestemmelsen, og at vurderingen rettelig skulle foretages efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen i første instans kunne vurdere, om der var ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/101.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Erhverv – Særlige individuelle kvalifikationer – Kok

    Dato: 01-12-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af særlige individuelle kvalifikationer, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7, til en statsborger fra Indien, der søgte om opholds- og arbejdstilladelse som indisk karry og tandoori kok.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholds- og arbejdstilladelse som indisk karry og tandoori kok efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke var tilbudt beskæftigelse på baggrund af særlige individuelle kvalifikationer, idet den tilbudte beskæftigelse som indisk karry og tandoori kok ikke, som dette var forudsat i lovbemærkningerne, var så tæt knyttet til ansøgeren som person, at andre ikke umiddelbart ville kunne varetage det pågældende arbejde som indisk karry og tandoori kok. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren var tilbudt en stilling på 38 timer ugentligt til en månedsløn på 20.000 kr., samt at arbejdet skulle bestå af at forberede, anrette og præsentere maden for gæsterne, at sørge for, at maden var af højeste kvalitet, at servere klassisk indisk mad, at udvikle nye retter samt udvikle menukortet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at restaurantens karakter ikke underbyggede, at den havde en sådan kvalitet og speciale, at det kunne begrunde ansættelse af en specialiseret kok. Udlændingenævnet tillagde det en vis vægt, at ansøgeren havde gennemført en toårig kokkeskole i Indien, hvilket indikerede, at der hovedsageligt var tale om basisviden og ikke specialiseret viden, samt at ansøgeren trods arbejdserfaring i cirka ti år som kok måtte anses for almindeligt faglært kok. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren tidligere havde haft opholds- og arbejdstilladelse i Danmark i sammenlagt over tre år som kok med tilberedning af indisk mad. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da det ikke ændrede ved det forhold, at den tilbudte beskæftigelse måtte anses for at være sædvanligt faglært arbejde. ERH/2016/95.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 01-12-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til tre syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende fader (referencen), der i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Et af de ansøgende børn var under 15 år, mens de to øvrige børn var mellem 15 og 18 år på ansøgningstidspunktet.

    Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for det ansøgende barn, som var under 15 år, som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d. Udlændingenævnet fandt desuden, at den yngste ansøger ikke var omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, uanset at han var under 15 år, idet referencen i september 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen alene var blevet forlænget én gang i august 2016. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og at de som følge heraf ikke var afhængige af en anden persons pasning og pleje. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at det var urimeligt, at ansøgerne skulle vokse op uden en far og mor, og at der skulle gå tre år, før referencen igen kunne søge om familiesammenføring med ansøgerne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af referencens asylsag og ansøgernes ansøgningsskemaer, at referencen og ansøgerne forud for flugten til Danmark boede i samme hus som referencens moder/ansøgernes farmoder, at ansøgerne nu boede hos deres farmoder, og at de således altid havde boet hos eller i samme hus som deres farmoder. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerne efter det oplyste havde to farbrødre og tre fastre i Syrien, hvorfor børnene tillige ikke var uden andre omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt således på denne baggrund, at referencens moder/ansøgernes farmoder på tidspunktet for referencens udrejse af Syrien de facto måtte anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted, og at dette var sket med referencens accept og viden. På samme baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgernes farmoder var gammel og syg og derfor ikke længere kunne tage sig af børnene. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at referencens moder var født i 1951, og at referencen på tidspunktet for sin udrejse selv havde valgt, at ansøgerne kunne overlades til referencens moders omsorg. På samme baggrund kunne det heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgernes moder og referencen havde ophævet samlivet, og at ansøgernes moder havde været forsvundet i to til fem år. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ansøgerne på afgørelsestidspunktet ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerne ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med referencen på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2016/89.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 28-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fire syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende ægtefælle/fader (referencen), der i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

    Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ansøgerne som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d (for så vidt angik den ansøgende ægtefælle), og § 9, stk. 1, nr. 2, litra d (for så vidt angik de ansøgende mindreårige fællesbørn under 15 år). Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerne ikke var omfattet af de persongrupper, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, idet referencen i september 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen alene var blevet forlænget én gang i august 2016. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og at de ikke var afhængige af en anden persons pasning og pleje. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen var paraplegiker og sad i kørestol, og at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at referencen var dybt afhængig af sin hustru, da han ikke kunne klare sig selv og skulle have hjælp til toiletbesøg, bad, medicindosering, personlig pleje, anretning af mad og drikke og transport, samt at referencen havde fået hjælp af kommunen til boligindretning, el-kørestol, el-scooter og hjælpemidler i forhold til inkontinens/kateterisering samt hjemmesygepleje til kateterpleje. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagens akter, at referencen i hjemlandet selvstændigt havde arbejdet først som restauratør og senest som taxachauffør og selv havde foretaget rejsen fra Syrien til Danmark. Referencen måtte derfor anses for – uanset sit handicap som han pådrog sig før sit ægteskab – at være hovedsagelig selvhjulpen, og med mulighed for at agere selvstændigt og kunne håndtere personlig pleje. Udlændingenævnet henviste herved til, at en læge ved referencens ankomst til Danmark havde skrevet, at referencen klarede sig selv ved hjælp af kateter, at han selv kunne kateterisere (aftappe urin ved hjælp af et kateter), hvis det var nødvendigt, og at han vedrørende afføring kunne komme over på badestol og kunne gøre sig ren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af et lægehus’ korrespondancemeddelelse fra september 2016, at referencen havde frasagt sig madordning, og at han var i stand til selv at købe ind. Udlændingenævnet fandt således, at referencen i dagligdagen i det væsentligste kunne anses for selvhjulpen, og at han havde mulighed for at kunne klare sig uanset sin helbredstilstand, og uanset at han efter sin ankomst til Danmark var berettiget til at modtage hjælp og hjælpemidler. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ansøgerne på afgørelsestidspunktet ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerne ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med referencen på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2016/88.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse

    Dato: 21-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en vietnamesisk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren blev i november 2010 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Da ansøgeren i marts 2015 indgav en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, oplyste ansøgeren, at hun havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse siden august 2011 med 37 timer ugentligt på en restaurant, og i deltidsbeskæftigelse siden maj 2014, hvor hun arbejdede 5 timer ugentligt for et rengøringsfirma. Ansøgerens fagforening fremsendte endvidere et efterbetalingsskema til Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i perioden fra januar 2015 til september 2015 havde arbejdet 130 timer om måneden til en timeløn på 38,46 kr. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren var ansat ved en restaurant med en løn på 5.000 kr. om måneden, at ansøgeren havde nedskrevet sine arbejdstimer, og at det af dette fremgik, at hun havde arbejdet flere timer ugentligt, end hun havde modtaget løn for. Det var endvidere oplyst, at ansøgerens arbejdsgiver ikke ville underskrive et dokument om de faktiske forhold, at arbejdsgiveren havde oplyst til ansøgeren, at hun skulle arbejde de mange timer uden løn, da ansøgeren selv havde underskrevet en ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgik, at hun modtog en fast løn pr. måned, og at ansøgeren følte sig presset til at arbejde, da hendes arbejdsgiver havde fortalt hende, at hun ikke kunne få arbejde andre steder. Det var endelig oplyst, at ansøgeren arbejdede sammen med sin moder, som ikke mestrede det danske sprog på samme måde som ansøgeren, og at ansøgeren passede på sin moder, samt at arbejdsgiveren nægtede at udbetale løn for alle timerne eller ændre i lønsedler eller ansættelseskontrakt.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse – det vil sige fra november 2011 – idet Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren alene havde dokumenteret at have været i ordinær deltidsbeskæftigelse i maj 2015, i perioden fra august 2015 til december 2015 og i perioden fra marts 2016 til august 2016. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens ordinære deltidsbeskæftigelse på i alt 12 måneder omregnet svarede til, at hun kunne anses for at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse i 7,2 måneder inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til sagen havde oplyst, at hun i perioden siden august 2011 havde arbejdet 37 timer om ugen ved en restaurant, at hendes arbejdsgiver ikke ville underskrive et dokument på om faktiske forhold og havde oplyst til ansøgeren, at hun skulle arbejde mange timer uden løn, da hun selv havde underskrevet en ansættelseskontrakt med en fast månedsløn, at hendes arbejdsgiver havde nægtet at udbetale løn for alle timer eller ændre i lønsedler eller ansættelseskontrakt, og at medarbejderne ikke turde gøre indsigelser. Dette kunne imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke havde fremsendt dokumentation, som kunne bekræfte hendes oplysninger. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at en fagforening havde fremsendt et efterbetalingsskema, og at ansøgeren havde fremsendt egne notater vedrørende timeantal, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af de særlige bemærkninger til lov nr. 571 af 19. juni 2012 (lovforslag nr. L 180, fremsat den 26. april 2012) § 1, nr. 18, at beskæftigelse skal være aflønnet efter gældende overenskomst eller udført under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet fandt derfor, at oplysningerne om ansøgerens ansættelse ved restauranten, hvor hun modtog 5.000 kr. om måneden, og hvor hun efter det oplyste skulle have arbejdet 130 timer om måneden til en gennemsnitlig timesats på 38,46 kr., ikke kunne føre til, at kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8 var opfyldt, da arbejdet ikke blev udført under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde beskæftigelseskravet på et senere tidspunkt. FAM/2016/113.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 16-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fem syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende datter/søster (referencen), der i juli 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i under tre år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen som 15-årig var udrejst af Syrien med sine ansøgende forældres accept og betaling af rejsen, og at referencen efter det oplyste således efter ansøgernes vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse alene. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor hendes fætre boede, og at den sidste del af rejsen mod Danmark var foregået alene. Udlændingenævnet henviste således til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at hun selv havde foretaget rejsen gennem Europa til Danmark, ligesom referencen havde en alder, hvor hun i det daglige ikke var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller en anden omsorgsperson bistod hende. Udlændingenævnet bemærkede, at referencen havde oplyst, at hun havde tre herboende fætre, hvorfor hun ikke var uden familienetværk i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke i sig selv kunne føre til et andet udfald af sagen, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at hun så en stor forskel på at have tre fætre i Danmark imod at skulle undvære og leve uden sine forældre og søskende i mange år frem, idet referencens ansøgende forældre selv havde valgt at sende referencen mod Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at hendes ansøgende fader havde hjerteproblemer, og at hun havde indsendt en lægeerklæring fra november 2014, hvor at det fremgik, at en person med et navn, der ikke var identisk med den ansøgende faders navn, led af iskæmi, og at han havde brug for en operation i hjertet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at lægeerklæringen var dateret i november 2014 og vedrørte en person, hvis navn ikke var identisk med den ansøgende faders navn. Udlændingenævnet fandt herudover, at uanset om lægeerklæringen måtte vedrøre referencens fader, kunne dette ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen ikke i forbindelse med sin asylansøgning havde fortalt om sin faders helbred, at det fremgik af referencens ansøgende faders ansøgning om familiesammenføring, at han ikke var alvorligt syg eller handicappet, at referencens ansøgende fader arbejdede som embedsmand, og at lægeerklæringen var dateret i november 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at referencens ansøgende fader ikke havde været afhængig af referencens pasning og pleje, og at han havde forsørget referencen frem til referencens udrejse. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der efter de foreliggende oplysninger ikke var tale om sådanne helbredsmæssige forhold, at dette i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at hendes familie befandt sig i det værste krigsområde i Syrien, idet der herved kunne være tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/87.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Kriminalitet – Karensperiode

    Dato: 16-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en ukrainsk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 7, jf. § 11 b, jf. § 11, stk. 3, idet ansøgeren i januar 2014 havde vedtaget en bøde på 2.000 kr. for overtrædelse af den dagældende udlændingelovs § 59, stk. 2, jf. straffelovens § 23, om medvirken til ulovligt arbejde.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, da hun var straffet for overtrædelse af den dagældende udlændingelovs § 59, stk. 2, jf. straffelovens § 23, inden for de seneste 10 år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i januar 2014 havde vedtaget en bøde på 2.000 kr. for overtrædelse af den dagældende udlændingelovs § 59, stk. 2 (ulovligt arbejde), jf. straffelovens § 23, om medvirken til ulovligt arbejde. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det følger af straffelovens § 23, at den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at uagtet at ansøgeren ikke selv havde udført ulovligt arbejde, men alene havde medvirket hertil, var ansøgeren omfattet af udlændingelovens § 11 b, og udlændingelovens dagældende § 59, stk. 2, om ulovligt arbejde. Det forhold, at ansøgeren var straffet med en bøde på 2.000 kr., fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 324 af 18. maj 2005 (lovforslag nr. L 149, fremsat den 15. december 2004, pkt. 2), der indførte bestemmelsen i udlændingelovens § 11 b, at ”straf for ulovligt arbejde i alle tilfælde bør medføre en reel karenstid med hensyn til muligheden for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse. Det gælder, uanset om det ulovlige arbejde er straffet med bøde eller frihedsstraf.” Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde været bosat i Danmark i knap seks år, at hun var selvforsørgende, fuldtidsansat og efter det oplyste meget velintegreret, samt at ansøgeren havde deltaget i Prøve i Dansk 2 med et karaktergennemsnit på 6,5. ERH/2016/86.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Voksne børn til herboende forældre – Barn til religiøs forkynder

    Dato: 15-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en amerikansk statsborger, der havde søgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin fader, som havde fået opholdstilladelse i Danmark som religiøs forkynder med virkning fra januar 2016, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hendes fader, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Det indgik i nævnets vurdering, at hele ansøgerens familie opholdt sig i Danmark, at hun ikke havde nogen nær familie i USA, at hun skulle begynde på universitetet i USA i august 2016, og at der derfor kun var tale om ophold i en begrænset periode. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse dagen før sin 19 års fødselsdag, at hun på afgørelsestidspunktet var 20 år, og at hun således på ansøgningstidspunktet var myndig og derfor måtte formodes at kunne klare sig selv i sit hjemland, hvilket blev understøttet af, at hun fra august 2016 skulle begynde på universitetet i USA. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle meddeles opholdstilladelse. FAM/2016/106.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 14-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende søn (referencen), der i august 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerene ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i under tre år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var udrejst af Syrien med sine ansøgende forældres accept, herunder at han havde foretaget rejsen alene, at ansøgerne efter referencens egne oplysninger havde solgt deres hus for at betale for referencens rejse, og at referencen efter det oplyste således efter ansøgernes vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse alene. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor hans søster boede og umiddelbart efter, at søsteren var meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at ansøgerne led af henholdsvis en leversygdom og en stofskiftesygdom, og at det fremgik af sagens akter, at referencen led af migræne og dårligt syn, ligesom referencens kommune havde oplyst, at referencen var særligt sårbar, fordi han bekymrede sig om sine forældres situation i Syrien. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgerne ikke havde været afhængige af referencens pasning og pleje forud for referencens udrejse af Syrien. Udlændingenævnet fandt yderligere, at referencens helbredsmæssige problemer ikke var af en sådan karakter, at han havde behov for ansøgernes pasning og pleje. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden side forældres ledsagelse, og at hans sårbarhed efter det oplyste primært relaterede sig til et ønske om at bringe ansøgerne til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ved de nævnte helbredsmæssige forhold ikke var tale om sådanne helbredsmæssige oplysninger, der i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at lovgrundlaget, som afslagene var truffet ud fra, ikke stemte overens med centrale bestemmelser på området, hvor de danske myndigheder grundet sine internationale forpligtelser skulle udvise respekt for retten til familieliv og tage hensyn til familiens enhed og barnets tarv, ligesom referencen havde henvist til FN’s Børnekonventions artikel 3 (1) og anført, at myndighederne som minimum var forpligtet til at foretage en individuel vurdering af hensynet til barnets tarv, hvor der skulle tages højde for det enkelte barns konkrete situation. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved en vis vægt på, at referencens søster og dennes familie boede i Danmark, at referencen havde fået tildelt en midlertidig forældremyndighedsindehaver, og at referencen boede på en socialpædagogisk døgninstitution, fordi kommunen havde vurderet, at referencen ville profitere af at opholde sig dér. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han selv valgte at afbryde sit familieliv med ansøgerne i Syrien, at han var rejst alene fra Syrien til Danmark med ansøgernes accept, ligesom han havde en alder, hvor han ikke var afhængig af, og at forældremyndighedsindehaveren eller en anden omsorgsperson bistod ham i det daglige. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Herudover indgik det i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen til støtte for klagen havde anført, at hvis referencen skulle vente tre år på at kunne søge om familiesammenføring, ville han være fyldt 18 år, hvorefter han ville være helt afskåret fra at søge om familiesammenføring med ansøgerene, da han herefter ville være myndig og ikke længere ville have et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt endelig, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der aktuelt ikke fandtes grundlag for, at der skulle meddeles opholdstilladelse til ansøgerne. FAM/2016/84.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. november 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Urigtigt opholdsgrundlag

    Dato: 14-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt til en syrisk statsborger, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1 og 6, jf. § 26. Klageren blev i november 2014 som 18-årig meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sin herboende moder. Klagerens opholdstilladelse var blandt andet givet under forudsætning af, at klageren ikke havde stiftet selvstændig familie. I april 2015 indgav klageren på vegne af sin ægtefælle en ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til klageren, på hvilken baggrund Udlændingestyrelsen påbegyndte en inddragelsessag vedrørende klageren.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse, meddelt hende i november 2014 og som regnedes fra december 2014, hvor hun var indrejst i Danmark, var blevet meddelt på urigtigt grundlag, da ansøgningsgrundlaget ikke var korrekt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens ansøgning fra juni 2014 om familiesammenføring med klagerens moder, at klageren på daværende tidspunkt var ugift og boede hos sin fader i Libanon. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i forbindelse med sin ægtefælles ansøgning om ægtefællesammenføring havde oplyst, at hun og ægtefællen allerede havde indgået ægteskab i november 2013, men at ægteskabet først blev registreret i november 2014, samt at klageren havde oplyst, at hun og ægtefællen havde boet sammen i Syrien. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der til ansøgningen om ægtefællesammenføring var vedlagt et brev dateret i februar 2015, hvor klagerens forældre på engelsk havde erklæret, at klageren og dennes ægtefælle havde været gift og levet sammen i Syrien fra november 2013 til december 2014, uagtet at ægteskabet først måtte være blevet registreret efter meddelelsen af opholdstilladelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset om klageren og dennes ægtefælle alene havde giftet sig religiøst i november 2013, og at ægteskabet først kunne anses for retsgyldigt indgået i forbindelse med registreringen i november 2014, måtte dette tillige anses som, at klageren havde stiftet selvstændig familie forud for sin indrejse og dermed ikke opfyldte betingelserne for at kunne blive familiesammenført som barn, der ikke havde stiftet selvstændig familie, til sin herboende moder. Udlændingenævnet henviste herved til, at ægteskabet var blevet formelt registreret 15 dage efter, at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse om meddelelse af opholdstilladelse til klageren, og at klageren og dennes ægtefælle dernæst havde boet sammen – efter deres egne oplysninger – frem til december 2014, hvor klageren rejste til Danmark. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at klageren indgav ansøgningen om familiesammenføring med sin moder syv dage, før hun fyldte 18 år og dermed blev myndig, hvorfor det måtte have stået klageren klart på tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse, at denne var meddelt på urigtigt grundlag. Udlændingenævnet fandt således, at klageren havde stiftet selvstændig familie forud for meddelelse af sin opholdstilladelse i november 2014. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren til støtte for sin klage havde anført, at hun ikke vidste, at ægteskabet ville give problemer i forhold til hendes ophold i Danmark, og at hun i så tilfælde ønskede at trække sin ægtefælles ansøgning tilbage. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på engelsk af klagerens opholdstilladelse fremgik, at opholdstilladelsen var betinget af, at hun ikke måtte have stiftet selvstændig familie, og at hun indrejste i Danmark i december 2014, hvilket var cirka én måned efter opholdstilladelsens meddelelse, og at hun således havde haft tid til at rette henvendelse til de danske udlændingemyndigheder med henblik på en afklaring af sin opholdssituation. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for sin klage havde anført, at klageren og dennes ægtefælle ikke havde stiftet selvstændig familie, men alene havde haft nogle få stævnemøder, og at ”Marriage Contract” fra november 2014 rettelig skulle anses som en forlovelsesaftale. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at en sagsbehandler fra en kommune i november 2016 havde oplyst til Udlændingenævnet, at klageren ikke længere var islamisk viet, idet klageren var blevet skilt fra sin tidligere forlovede i maj 2016 i Damaskus, idet klageren på ansøgningstidspunktet havde stiftet selvstændig familie. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var indrejst i Danmark i december 2014 som 18-årig, at hun på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var fyldt 20 år, og at hun således alene havde opholdt sig i Danmark i knap to år. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse ikke måtte anses for særligt belastende for hende, at hendes forældre og søskende boede i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige, herunder helbredsmæssige, forhold, der kunne begrunde, at inddragelsen af opholdstilladelsen skulle undlades under henvisning hertil. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for sin klage havde anført, at der var krigstilstand i Syrien, hvorfor klageren ville lide overlast ved at tage ophold i hjemlandet eller andre omkringliggende lande, da der herved var tale om oplysninger af asylretlig karakter, der ikke kunne begrunde, at en opholdstilladelse på baggrund af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke skulle inddrages. FAM/2016/85.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. november 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

    Dato: 14-11-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en irakisk statsborger jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, uanset at ansøgeren siden maj 2010 havde modtaget kontanthjælp, jf. § 27 a i lov om aktiv socialpolitik (hjælp til personer, der ikke modtager fuld førtidspension efter lov om social pension på grund af betingelserne om optjening). Udlændingenævnet lagde herved til grund, at ansøgerens kommune i marts 2010 havde konkluderet, at ansøgerens udviklingsmuligheder vurderedes udtømte grundet ansøgerens helbredsmæssige problemer, og at ansøgeren på dette tidspunkt blev indstillet til at overgå til udbetaling af offentlige ydelser i medfør af lov om aktiv socialpolitiks § 27 a. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgerens kommune ved brev af oktober 2016 til Udlændingenævnet havde oplyst, at ansøgerens sag i april 2010 blev afklaret, idet det blev vurderet, at der ikke var resterende ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet på daværende tidspunkt og ej heller fremadrettet, at ansøgeren siden maj 2010 havde modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitiks § 27 a, og at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at modtage pension efter dansk lovgivning, da ansøgeren var familiesammenført. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at det ville være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at fravige kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp, jf. udlændingelovens § 11, stk. 14, idet det var dokumenteret, at ansøgeren ikke var eller i fremtiden ville kunne blive selvforsørgende. FAM/2016/94.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 09-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kina, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren var i marts 2015 blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 4, idet ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde stillet økonomisk sikkerhed. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse med afslaget anmodet om yderligere helbredsoplysninger vedrørende ansøgeren, idet ansøgeren i sin ansøgning havde angivet, at hun var alvorligt syg af kræft, men Udlændingestyrelsen havde i december 2015 meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at ansøgeren led af en sådan alvorlig sygdom eller et sådant alvorligt handicap, at dette kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren ikke længere var i behandling på hospitalet, idet ansøgerens sygdom ikke længere var livstruende eller behandlingskrævende. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren ikke måtte flyve grundet tinnitus og væske i ørerne, da dette i sig selv ikke kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren var udrejst af Danmark med fly til Kina. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde fremlagt dokumentation for, at der forelå sådanne ganske særlige grunde, der gjorde, at ansøgeren ikke fortsat kunne opholde sig i sit hjemland Kina, hvor hun var født, opvokset og havde levet hele sit liv. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at ansøgeren ikke havde et familienetværk i Kina, idet hendes familiemedlemmer var gået bort eller forsvundet, at hendes moder var senil og derfor blev passet, og at ansøgeren ikke kunne arbejde grundet sin sygdom, idet disse oplysninger ikke i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/93.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 07-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., til en statsløs palæstinenser. Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i april 1998, og hun var i marts 2001 blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark men var i perioden fra august 2001 til august 2016 registreret som udrejst/forsvundet i Det Centrale Personregister (CPR).

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., idet ansøgeren var udrejst af Danmark i august 2001 og måtte anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, og idet ansøgeren havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for landet. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren fra august 2001 var blevet registreret som udrejst/forsvundet i CPR, at ansøgeren ikke siden denne dato havde været registreret som boende i Danmark, at ansøgeren efter sine egne oplysninger var udrejst af Danmark i september 2003, og at Udlændingestyrelsen i marts 2007 havde vurderet, at ansøgerens opholdstilladelse ikke var bortfaldet ved, at ansøgeren havde opholdt sig i Libanon sammen med sin ægtefælle, mens denne studerede i Libanon. Udlændingenævnet bemærkede, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen fra 2007 havde lagt til grund, at parret ville indrejse i Danmark derefter, idet ægtefællen havde oplyst til Udlændingestyrelsen, at ægtefællen grundet situationen i Mellemøsten ikke ønskede at fortsætte sit studie i Libanon. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ægtefællen i forbindelse med ansøgningen fra august 2014 havde anført, at det var ægtefællens opfattelse, at ansøgeren ville kunne meddeles dispensation fra bortfald, så længe ægtefællen var studerende, og ægtefællen henviste i den forbindelse til Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2007. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at reglerne om bortfald fremgik udtrykkeligt af ansøgerens opholdstilladelse fra marts 2001, at ansøgeren i forbindelse med styrelsens brev fra marts 2007 var blevet vejledt om reglerne for bortfald af opholdstilladelse, og at ansøgeren efter Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2007 ikke sås at være genindrejst i Danmark på trods af, at det var blevet oplyst, at dette havde været hensigten. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren ikke havde fået en berettiget forventning om, at ansøgeren i ubestemt tid ville kunne opholde sig i udlandet. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var indrejst første gang i Danmark i maj 1998, at ansøgeren i marts 2001 var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, at ansøgeren i august 2001 var blevet registreret som udrejst/forsvundet i CPR, at ansøgeren ikke siden denne dato havde været registreret som boende i Danmark, og at ansøgeren således på ansøgningstidspunktet havde opholdt sig uden for Danmark i knap 13 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig uden for Danmark i 14 år, og at ansøgeren først havde rettet henvendelse til Udlændingestyrelsen cirka syv år efter, at styrelsen første gang havde truffet afgørelse om, at ansøgerens opholdstilladelse ikke var bortfaldet, uden at ansøgeren havde været genindrejst i Danmark, eller i perioden fra marts 2007 til august 2014 havde rettet henvendelse til udlændingemyndighederne i Danmark med henblik på bevarelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt det påfaldende, at ansøgerens ægtefælle kun havde opholdt sig sammen med ansøgeren i udlandet i visse perioder, idet det fremgik af CPR, at ansøgerens ægtefælle havde opholdt sig i Danmark i perioderne fra november 2005 til oktober 2011, fra februar 2012 til september 2012, fra august 2014 til marts 2015 og fra november 2015 til tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle havde fremlagt dokumentation for sine bachelor- og masteruddannelser, begge fra Libanon. Udlændingenævnet lagde afslutningsvis vægt på, at ansøgeren ikke havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark udover ægtefællen og parrets børn, og at ansøgeren ikke havde en særlig arbejdsmæssig tilknytning til Danmark, hvor ansøgeren alene havde opholdt sig med opholdstilladelse i knap tre år og tre måneder, hvorfor Udlændingenævnet vurderede, at ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det skulle kunne begrunde, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. FAM/2016/97.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede

    Dato: 03-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en somalisk statsborgers og hendes ni mindreårige børns opholdstilladelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 26, stk. 1. Børnene var ligeledes somaliske statsborgere. Klagerne blev i august 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark – den kvindelige klager under henvisning til sit samliv med referencen – en herboende somalisk statsborger – og de mindreårige børn under henvisning til at de var børn af referencen. Klagernes opholdstilladelser var betinget af, at referencen, der var meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 (beskyttelsesstatus), var bosiddende i Danmark og havde en gyldig opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at det var en betingelse for klagernes opholdstilladelser, at referencen var bosiddende i Danmark, herunder at han havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at referencen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i maj 2016 havde nægtet at forlænge referencens opholdstilladelse i Danmark, og at Flygtningenævnet i september 2016 havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse. Som følge af, at referencen ikke længere havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark, og derfor heller ikke kunne anses for at være fastboende her i landet, var betingelsen for klagernes opholdstilladelser ikke længere opfyldt, og opholdstilladelserne kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage dem. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelserne måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerne var født i Somalia, hvor den kvindelige klager var vokset op og havde tilbragt en stor del af sit voksenliv, hvor de mindreårige børn havde tilbragt en større eller mindre del af deres opvækst, og hvor klagerne talte sproget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klagerne først fik opholdstilladelse i Danmark i august 2013, at klagerne var indrejst i Danmark i november 2013, og at klagerne ikke kunne anses for at have opnået en særlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at klagerne alene havde haft opholdstilladelse som familiesammenførte med referencen i knap tre år. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den kvindelige klager havde bestået danskuddannelse 2, modul 1 og 2, og at hun efter det oplyste kunne tale, læse og skrive dansk, henset til hendes relativt korte ophold i Danmark, hvor hun ikke havde taget eller var i gang med at tage en uddannelse, og hvor hun ikke havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet, og henset til at hun ikke gennem sine danskkundskaber kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke under de givne omstændigheder kunne føre til en ændret vurdering, at den kvindelige klager havde været på barsel og derfor ikke havde kunnet være tilknyttet arbejdsmarkedet, idet den kvindelige klager alene havde opholdt sig i Danmark i mindre end tre år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der ikke var oplyst om andre personlige, herunder helbredsmæssige forhold, der gjorde, at nægtelse af forlængelse af klagernes opholdstilladelser måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet fandt tillige, at generelle sociale eller økonomiske forhold i hjemlandet ikke kunne begrunde, at klagernes opholdstilladelser af den grund skulle tillades forlænget. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den kvindelige klager havde i alt ti børn i alderen nul til 17 år, hvoraf de ni var født i Mogadishu, Somalia, mens det yngste barn var født i Danmark, at otte af børnene gik i skole i Danmark, heraf det ene barn i specialklasse, og at et af børnene gik i børnehave, samt at børnene gik til henholdsvis fodbold og gymnastik i den lokale sportsforening. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at børn først efter seks til syv års fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har gået i dansk institution og/eller skole, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne, såfremt en opholdstilladelse skal inddrages eller nægtes forlænget, kan fravige betingelserne givet i en opholdstilladelse som familiesammenført. Det var indgået indgået i Udlændingenævnets vurdering, at syv af de mindreårige klagere havde haft knap tre af deres formative år i Danmark, men Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet de syv mindreårige klagere ligeledes havde haft en del af deres formative år i udlandet, og at det for alle de mindreårige klagere gjaldt, at deres formative år i Danmark var af en sådan varighed, at dette ikke i sig selv kunne begrunde, at deres opholdstilladelser ikke skulle nægtes forlænget. For så vidt angik den kvindelige klagers yngste barn, der var født i Danmark, lagde Udlændingenævnet vægt på, at barnet var født i oktober 2015, at barnet aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at barnet sammen med klagerne og referencen skulle udrejse af Danmark samlet som en familie. For så vidt angik den mindreårige klager, der efter det oplyste gik i specialklasse, lagde Udlændingenævnet vægt på, at der ikke var fremsendt dokumentation for, at en nægtelse af forlængelse af den mindreårige klagers opholdstilladelse ville virke særligt belastende for hende, herunder oplysninger om og dokumentation for hendes visitation til specialklasse, baggrunden herfor og hendes eventuelle diagnose. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til udlændingelovens § 40, stk. 1, hvoraf det følger, at det påhviler en udlænding at meddele de oplysninger, der er nødvendige for udlændingemyndighedernes behandling af en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, herunder en ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse. FAM/2016/83.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Overtrådt indrejseforbud meddelt af et andet Schengenland

    Dato: 26-10-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i fem år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1 og § 32, stk. 4, 3. pkt., til en nigeriansk statsborger. Klageren blev i august 2015 antruffet af politiet i Danmark, og det fremgik af Polkon (som er politiets særlige grænseapplikation), at klageren i april 2014 var blevet meddelt indrejseforbud og indberettet som uønsket i Schengenområdet af et andet Schengenland med gyldighed indtil januar 2016. Klageren havde anført, at han ikke var klar over, at han var blevet indberettet som uønsket i Schengenområdet indtil januar 2016, og at han var taget til Danmark i god tro, da hans spanske ægtefælle skulle til jobsamtale i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i fem år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 3. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i august 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev antruffet af politiet i august 2015 uden fornøden indrejse- eller opholdstilladelse, idet klageren i april 2014 var blevet indberettet som uønsket i Schengenområdet gældende indtil januar 2016. Udlændingenævnet henviste herved til, at det herefter påhvilede klageren at søge om særskilt indrejsetilladelse til Danmark for at kunne indrejse lovligt. Det forhold, at klageren var gift med en spansk statsborger, at klageren havde opholdstilladelse i Spanien, og at klagerenes spanske ægtefælle opholdt sig i Danmark sammen med klageren, idet hun søgte arbejde, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at klageren blev indberettet som uønsket i Schengenområdet i april 2014, og at Udlændingenævnet ikke havde grundlag for at anfægte gyldigheden af denne indberetning. Udlændingenævnet fandt således, at uanset at klagerens ægtefælle var EU-statsborger og skulle til Danmark i forbindelse med en jobsamtale, kunne dette ikke i sig selv berettige klageren til at indrejse i Danmark uden særskilt tilladelse. Udlændingenævnet bemærkede herved, at der hverken var dokumentation for klagerens ægtefælles jobansøgning eller ophold i Danmark, ligesom klageren blev antruffet uden ægtefællen, som efter klagerens oplysninger allerede var rejst hjem. Det forhold, at klageren ikke vidste, at han var uønsket i Schengenområdet, og at han var indrejst i Danmark i god tro, kunne således ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde opholdstilladelse i Spanien, hvor han havde bopæl med sin ægtefælle og parrets fællesbørn, og at klageren alene havde opholdt sig kortvarigt i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig på den baggrund, at klageren ikke havde en sådan familiemæssig og social tilknytning til Danmark, at dette kunne tale for at meddele et indrejseforbud af kortere varighed end fem år. FAM/2016/115.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. oktober 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage

    Dato: 19-10-2016

    Udlændingenævnet afviste i oktober 2016 at behandle en klage over en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen i februar 2016 vedrørende to sudanske statsborgere, da klagefristen var udløbet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. Det fremgik af sagen, at Udlændingestyrelsen sendte afgørelsen til ansøgernes partsrepræsentant med almindelig post samme dag, som Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet modtog klagen i august 2016, hvori der blev henvist til en klage, der i april 2016 skulle være afsendt af ansøgernes partsrepræsentant. Udlændingenævnet anmodede i september 2016 om yderligere dokumentation for, at ansøgernes partsrepræsentant havde afsendt en klage i april 2016. Udlændingenævnet modtog efterfølgende et brev fra ansøgernes partsrepræsentant, hvori der blev anført, at klagen blev afsendt i april 2016 med almindelig post, at ansøgers partsrepræsentant orienterede ansøgerne herom, og at den manglende modtagelse af klagen kunne skyldes en menneskelig fejl.

    Udlændingenævnet fandt, at klagen skulle afvises, idet klagen blev indgivet efter klagefristens udløb. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen sendte afgørelsen af februar 2016 med almindelig post samme dag, som Udlændingestyrelsen traf afgørelse, og at Udlændingenævnet først i august 2016 modtog klagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens klagevejledning i afgørelsen fra februar 2016, at en klage skulle indgives senest otte uger efter, at afgørelsen var modtaget. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det af ansøgernes partsrepræsentant anførte om, at den manglende modtagelse af klagen kunne skyldes en menneskelig fejl, og at han som repræsentant havde været i god tro om, at klagen i april 2016 var blevet indsendt rettidigt, ikke kunne føre til, at der kunne dispenseres fra klagefristen, da det ikke ud fra det fremsendte materiale var dokumenteret, at ansøgernes partsrepræsentant i april 2016 havde fremsendt en klage vedrørende ansøgerne til Udlændingenævnet. FAM/2016/82.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. oktober 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 10-10-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende udvisning af en indisk statsborger med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1. Klageren var i juli 2014 indrejst i Danmark. Primo oktober 2015 var klageren blevet antruffet af politiet i forbindelse med en kontrol for ulovlig arbejdskraft i en restaurant. Klageren erkendte over for politiet, at han opholdt sig ulovligt i Danmark. Klageren oplyste endvidere, at han havde et barn sammen med en dansk kvinde, som han havde mødt kort efter sin ankomst til Danmark, og som han ikke havde haft kontakt med siden februar 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1 var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren overfor politiet havde erkendt, at han havde opholdt sig ulovligt i Danmark, og at han ikke havde været i besiddelse af gyldig rejselegitimation, gyldigt visum eller opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren var blevet antruffet af politiet i forbindelse med en kontrol for ulovlig arbejdskraft. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde et barn i Danmark født i august 2015. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette forhold ikke kunne føre til, at udvisningen af klageren måtte anses for at være særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt til at ophæve en afgørelse om udvisning, at man under sit ulovlige ophold har fået et barn. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at klageren hverken på anholdelsestidspunktet primo oktober 2015 eller på udsendelsestidspunktet ultimo oktober 2015 havde nogen form for kontakt eller samvær med sit barn, og at et ønske om at etablere en relation til et herboende barn heller ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at klageren i juli 2014 var indrejst ulovligt i Danmark, hvor han havde opholdt sig uden et opholdsgrundlag, indtil han primo oktober 2015 blev antruffet af politiet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det af partsrepræsentanten anførte om, at klageren havde gjort adskillige forsøg på at få genetableret kontakten med sin tidligere herboende kæreste, og at hans chance for at få etableret et forhold til sit barn ville blive stærkt forringet, hvis han blev udvist med et indrejseforbud, ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at han i juli 2014 var indrejst ulovligt i Danmark, hvor han havde opholdt sig uden et opholdsgrundlag, indtil han i oktober 2015 blev antruffet af Københavns Politi. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at klageren havde vedtaget og betalt sin bøde, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var tale om forhold, der i sig selv kunne føre til, at afgørelsen om udvisning med indrejseforbud kunne ophæves. Det af partsrepræsentanten anførte om, at der var tale om en mindre alvorlig forseelse, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering, ligesom anmodningen om en forkortelse af indrejseforbuddets periode ikke kunne imødekommes. Udlændingenævnet fandt endelig, at kun såfremt ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger talte herfor, kunne der meddeles et indrejseforbud af kortere varighed. Idet klageren på anholdelsestidspunktet og udsendelsestidspunktet ikke havde nogen form for kontakt eller samvær med sit barn eller øvrige familiemæssige eller sociale tilknytninger, kunne der ikke anses for at foreligge særlige omstændigheder, der kunne tale for at forkorte den meddelte periode for indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5. FAM/2016/120.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. oktober 2016 – Au pair – Samme nationalitet som et eller flere medlemmer af værtsfamilien

    Dato: 10-10-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1, og au pair bekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 8, til en statsborger fra Mali. Det fremgik af sagen, at ansøgeren var malisisk statsborger, at hun talte bambara, fransk og tysk, at værtsmoderen var dansk, tidligere malisisk, statsborger, og at værtsfaderen var malisisk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke i fornødent omfang ville kunne få et tilfredsstillende sprogligt, fagligt og kulturelt udbytte af et au pair-ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at værtsfaderen ligesom ansøgeren var statsborger i Mali, og at de begge var født og opvoksede i Mali. Udlændingenævnet bemærkerede herudover, at værtsmoderen tillige var født i Mali og oprindeligt var statsborger i Mali. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der forelå en formodning for, at ansøgeren ikke i fornødent omfang ville kunne få et tilfredsstillende sprogligt, fagligt og kulturelt udbytte af au pair-opholdet i Danmark, henset til at hun havde fælles sproglig og kulturel baggrund med værtsfamilien. Udlændingenævnet henviste herved til, at der ved vurderingen af, om der skal meddeles tilladelse som au pair i Danmark, blandt andet kan indgå oplysninger om, hvorvidt udlændingen har samme nationalitet som et eller flere af værtsfamiliens medlemmer, jf. au pair bekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 8. Det forhold, at det til støtte for klagen blev anført, at ansøgeren skulle gå på sprogskole og lære dansk, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var en formodning for, at ansøgeren ville tale bambara med værtsfamilien under opholdet i Danmark. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse betydning, at det af au pair kontrakten fremgik, at der taltes bambara i hjemmet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at værtsfamilien ikke kun talte bambara, men også talte både dansk og fransk, således at ansøgeren ville opnå et bredt sprogligt, kulturelt og fagligt udbytte af au pair opholdet. Udlændingenævnet fandt endelig, at denne omstændighed ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren havde fælles nationalitet med mindst et medlem af værtsfamilien. ERH/2016/117.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. oktober 2016 – Studie – Formodning – Ulovligt arbejde

    Dato: 10-10-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra Serbien, der ønskede at studere på uddannelsen Business, Language and Culture with German på en handelshøjskole, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1, og § 9. Ansøgeren havde tidligere i perioderne fra november 2012 til juli 2013 og igen fra november 2013 til juli 2015 haft opholdstilladelse i Danmark som studerende.

    Udlændingenævnet fandt, at det afgørende formål med ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark som studerende på uddannelsen Business, Language and Culture with German på en handelshøjskole, ikke kunne anses for at være, at ansøgeren ønskede at gennemføre uddannelsen, men at formålet måtte anses for at være et ønske om længerevarende ophold i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som studerende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren over for Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde erkendt at have arbejdet over de tilladte 15 timer ugentligt i april 2015 og i maj 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren over for styrelsen havde erkendt at have arbejdet uden arbejdstilladelse i perioden fra juli 2015 til oktober 2015. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgår af bemærkningerne til loven, at såfremt en udenlandsk studerende har erkendt over for Styrelsen for International Rekruttering og Integration at have arbejdet ulovligt, vil en ny ansøgning om studieopholdstilladelse normalt skulle afgøres med et afslag. Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik udtrykkeligt på engelsk af ansøgerens opholdstilladelser samt opholdskort, at ansøgeren havde ret til at arbejde 15 timer pr. uge samt fuldtid i perioden fra juni til august, så længe opholdstilladelsen var gyldig, og at såfremt ansøgeren arbejdede ulovligt – herunder arbejdede uden gyldig arbejdstilladelse eller arbejdede ud over det tilladte antal timer – ville dette kunne medføre en fortabelse af opholdsretten. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren fortsatte med at arbejde udover det tilladte timetal samt arbejdede ulovligt, efter at Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde anmodet om hendes bemærkninger til, at hun havde arbejdet ud over de tilladte arbejdstimer. Det af advokaten anførte om, at ansøgeren ved uagtsomhed havde overset begrænsningen på timetal, og at ansøgeren havde fået oplyst fra studiet, at der kun var ganske få timers undervisning i maj 2015, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i april 2015 arbejdede 122,25 timer, og at hun i maj 2015 arbejdede 194,25 timer, selvom hun alene havde ret til at arbejde 60 timer, og at der derfor var tale om en væsentlig overskridelse af det tilladte antal timer. Ansøgeren havde anført, at den meget langsomme sagsbehandling var en vigtig del af problemet, og at såfremt ansøgeren havde fået et positivt svar på sit første brev fra august 2015 – ved at få en forlængelse af sin arbejdstilladelse inden for rimelig tid – var hun ikke kommet i en situation, hvor hun nu var beskyldt for at have arbejdet ulovligt. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at ansøgeren var blevet gjort bekendt med, at hun ikke måtte arbejde ud over de tilladte arbejdstimer, og at hun var bekendt med, at hun arbejdede ulovligt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det påhviler en udlænding at afvente, om der meddeles opholdstilladelse, og at det i øvrigt er den pågældendes eget ansvar at overholde reglerne. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren i perioden fra 2012 til 2015 havde gennemført en bachelor i skandinavisk sprog, litteratur og kultur fra et universitet i Serbien, og at hun havde haft opholdstilladelse som gæstestuderende fra 2012 til 2015 på Københavns Universitet, og at der således ikke kunne anses for at have været tilstrækkelig progression i hendes uddannelsesforløb, jf. studiebekendtgørelsens § 9, nr. 1 og 2, da hun nu havde søgt om opholdstilladelse til endnu en bachelor i Business, Language and Culture with German på en handelshøjskole. Udlændingenævnet fandt derfor endelig ud fra en samlet vurdering, at ansøgeren ikke havde oplyst om forhold, der ændrede ved formodningen for, at det afgørende ved hendes ansøgning som studerende på en handelshøjskole måtte anses for at være et ønske om at opnå et længerevarende ophold i Danmark. ERH/2016/118.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. oktober 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1 – Sygdom

    Dato: 10-10-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Kosovo, som i juli 2010 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, jf. § 11, stk. 14, jf. de på ansøgningstidspunktet gældende regler i lovbekendtgørelse af 19. september 2014, som senest ændret ved lov nr. 1741 af 22. december 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på grund af krigstraumer i Kosovo havde udviklet paranoid psykose, periodisk depression, PTSD og personlighedsændring efter katastrofeoplevelse, at han var præget af angst og psykose i form af hørehallucinationer samt paranoide forestillinger, at han ifølge sine psykiatere var psykisk handicappet, at der ikke var udsigt til bedring, og at hans sproglige evner fortsat var nedsat, samt at han ikke kunne lære det danske sprog, hverken mundtligt eller skriftligt. Udlændingenævnet fandt således, at betingelsen om, at ansøgeren skulle bestå Prøve i Dansk 1 ikke burde kræves opfyldt, jf. Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2016/81.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 03-10-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til syv syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende søn / broder (referencen), der i maj 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i under tre år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen som 14-årig var udrejst af Syrien med sine ansøgende forældres accept og betaling af rejsen, og at referencen således efter sine forældres vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse alene. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor han havde fætre boende, og som han også efter indrejsen og meddelelsen af opholdstilladelsen i Danmark havde taget ophold hos. Udlændingenævnet fandt desuden, at det på den baggrund ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen i sin klage havde anført, at hans fætter ikke længere ønskede at have referencen boende. Udlændingenævnet bemærkede herudover, at referencens anden fætter – som referencen boede tæt på i Syrien – også i Danmark boede i samme by som referencen, hvorfor referencen ej heller var uden relativt nære familiemedlemmer i Danmark. Udlændingenævnet henviste således til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at referencen selv havde foretaget rejsen gennem Europa til Danmark, ligesom han havde en alder, hvor han i det daglige ikke var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller en anden omsorgsperson bistod ham. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det fremgik af referencens asylsag og nogle af ansøgernes ansøgninger, at referencens fader havde haft brækket begge sine ben og var 60 % handicappet, og at en af referencens mindreårige søskende led af cerebral parese. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da referencens fader og referencens mindreårige søskende ikke havde været afhængige af referencens pasning og pleje forud for referencens udrejse af Syrien. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ved de nævnte helbredsmæssige forhold ikke var tale om sådanne helbredsmæssige oplysninger, der i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk.1. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at ansøgerne ikke længere boede i Tyrkiet, men nu boede i Grækenland, da der ikke herved var tale om sådanne oplysninger, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/74.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 28-09-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en afghansk statsborger. Den herboende ægtefælle, der var blevet dansk statsborger, havde tidligere haft opholdstilladelse i Danmark som flygtning fra Afghanistan.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på en nærmere vurdering af det angivne familieliv mellem ansøgeren og referencen samt indhentelse af en asylretlig vurdering af referencens mulighed for at udøve familielivet i Afghanistan med ansøgeren, som han efter det oplyste havde været gift med siden 1997 og dernæst levet adskilt fra og uden kontakt med frem til cirka ansøgningstidspunktet i slutningen af 2014. Udlændingenævnet henviste til, at referencen i forbindelse med sin asylansøgning i 2001 til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at ansøgeren, som han havde indgået ægteskab med i 1997, på daværende tidspunkt befandt sig i en større by i Afghanistan, at hans moder ligeledes var bosiddende i samme større by i Afghanistan, og at han senest havde haft kontakt med sin moder i maj/juni 2000. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring med ansøgeren havde oplyst, at han havde været på besøg i Afghanistan i 2010, i 2011 og i 2014, uden at det var nærmere oplyst, om der i den forbindelse blev søgt skabt kontakt til ansøgeren, og/eller om ansøgeren og referencen de facto havde valgt at leve separeret. Udlændingenævnet henviste endelig til, at ansøgeren i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen om familiesammenføring havde oplyst, at ansøgeren og referencen indgik ægteskab i 1997, hvorefter parret havde boet sammen i otte til ni måneder, at der derefter var et Talebanangreb, i hvilken forbindelse referencen forsvandt, og at ansøgeren herefter havde boet hos sine egne forældre. Det var endvidere oplyst, at ansøgerens forældre i 2014 var rejst til en større by i Afghanistan, hvor de ved et tilfælde havde mødt en af referencens venner, der havde oplyst, at referencen levede og var bosiddende i Danmark. FAM/2016/80.

  • Udlændingenævnets afgørelser af 28. september 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 28-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til to statsborgere fra Somalia, født i henholdsvis 1994 og 1997, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse som familiesammenført til den ældste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, mens Udlændingenævnet samtidig omgjorde Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Ansøgerne blev i august 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenførte børn. Ansøgerne udrejste af Danmark til Somalia som mindreårige i maj 2009 sammen med deres moder og søskende. Ansøgerne indrejste på ny i Danmark i april 2015 og søgte i den forbindelse om asyl. Begge ansøgere var på dette tidspunkt myndige. Det fremgik af sagerne, at ansøgerne i perioden fra 2013 til 2014 havde søgt asyl i henholdsvis Sverige og Finland, og at ansøgerne efter at være indrejst i Danmark i september 2013 af deres fader blev tvunget til at rejse til Sverige og Finland.

    Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgernes opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da de havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark i maj 2009 sammen med deres moder, og at de først i september 2013 var genindrejst her i landet, hvorefter ansøgerne efter et par dage var udrejst af Danmark igen, og at ansøgerne først i april 2015 var vendt tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at hverken ansøgerne eller deres forældre før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af deres opholdstilladelser i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark sammen med deres moder og øvrige søskende til Somalia, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor børnene skal bo. Udlændingenævnet lagde endvidere, for så vidt angår den yngste ansøger, vægt på, at hverken ansøgeren eller hans forældre ved indrejsen i Danmark i september 2013 havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre sit fortsatte opholdsgrundlag i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgernes fader efter det oplyste havde hentet ansøgerne i lufthavnen i Danmark i september 2013, og efterfølgende havde sagt til dem, at de ikke kunne være i Danmark, men derimod skulle rejse til et andet europæisk land, og at den yngste ansøger ved ankomsten til Danmark i 2013 efter det oplyste var at betragte som et barn, der derfor gjorde, som hans fader sagde, men Udlændingenævnet fandt, at disse forhold ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var myndig på tidspunktet for indrejsen i Danmark i september 2013, mens den yngste ansøger var 16 år på tidspunktet for genindrejsen i Danmark i september 2013, og at ansøgerne ikke havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre deres fortsatte opholdsgrundlag i Danmark på trods af, at ansøgerne efter det oplyste på daværende tidspunkt selv havde sørget for deres rejse fra Somalia til Danmark, og på trods af at ansøgerne efterfølgende selv havde søgt asyl i andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne først efter at være blevet meddelt afslag på asyl i andre europæiske lande havde valgt at rejse tilbage til Danmark med henblik på at få opholdstilladelse i Danmark på ny. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne i forbindelse med sagen havde oplyst, at de ved udrejsen fra Danmark havde været af den opfattelse, at besøget i Somalia alene skulle være kortvarigt, men at deres fader havde snydt dem med enkeltbilletter i stedet for returbilletter, og at faderen efterfølgende ikke ville sende dem penge til returbilletter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke at kunne lægge denne del af ansøgernes forklaring til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ligeledes havde forklaret, at de flere gange havde forsøgt at komme tilbage til Danmark, men at vejen til lufthavnen havde været spærret på grund af urolighederne i byen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgernes generelle troværdighed var svækket af, at ansøgerne overfor andre europæiske myndigheder havde oplyst andre fødselsår. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at de havde gået i dansk folkeskole, og at den yngste ansøger tillige havde gået til fodbold. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at ansøgerne tillige læste, talte og skrev sproget i Somalia. Udlændingenævnet fandt for det andet, at den ældste ansøger ikke kunne gives opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den ældste ansøger på ansøgningstidspunktet var 20 år og myndig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til den ældste ansøger ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var født i Somalia, hvor ansøgeren havde boet, indtil hun var seks år og igen i perioden fra 2009 til 2013, at ansøgeren talte, læste og skrev somali, og at ansøgeren under sit seneste ophold i Somalia var blevet forlovet, ligesom flere af ansøgerens yngre søskende og ansøgerens farmoder var bosiddende i landet. Udlændingenævnet fandt således, at der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at meddele den ældste ansøger afslag på opholdstilladelse, herunder barnets tarv, henset til at ansøgeren var myndig på tidspunktet for sin genindrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for den ældste ansøger, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøger havde boet i Danmark i ca. 8½ år, herunder en del af sine formative år, fra ansøgeren var seks til 14½ år, at ansøgeren talte dansk og havde gået i dansk skole og SFO. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøgers partsrepræsentant havde henvist til, at den ældste ansøgers situation var sammenlignelig med den situation, der er beskrevet i Osman-dommen, og at den ældste ansøger således burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den ældste ansøgers situation ikke i tilstrækkelig grad var sammenlignelig med den i Osman-dommen beskrevne situation, således at den ældste ansøger burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder og sine søskende til Somalia, og at ansøgeren ved genindrejsen i Danmark i 2013 som myndig ikke havde kontaktet de danske myndigheder med henblik på at få et nyt opholdsgrundlag i Danmark, men i stedet var rejst videre til andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i Osman-dommen blev sendt på genopdragelsesrejse til Kenya uden sine forældre, og at hun havde søgt om at vende tilbage til Danmark, inden hun var blevet myndig på baggrund af en ny opholdstilladelse i overensstemmelse med de regler vedrørende opholdstilladelse til børn, der gjaldt på tidspunktet for hendes udrejse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder, med hvem ansøgeren ligeledes havde opholdt sig i Somalia. Endvidere var den ældste ansøger genindrejst i Danmark i 2013 selvstændigt og som myndig person uden at søge om at kunne bibeholde sit tidligere opholdsgrundlag her i landet, men var i stedet rejst videre til andre europæiske lande med henblik på at tage ophold der, ligesom ansøgeren først havde søgt om opholdstilladelse i Danmark på ny, da ansøgeren var 20 år. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den ældste ansøger efter det oplyste var blevet forlovet før sin genindrejse i Danmark som myndig. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at Osman-dommen, herunder hensynet til barnets tarv, ikke kunne føre til meddelelse af ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig for det tredje grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ny opholdstilladelse i Danmark til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet fandt således, at der forelå ganske særlige grunde til, at den yngste ansøger burde meddeles opholdstilladelse på ny, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den yngste ansøger var indrejst i Danmark i oktober 2000 i en alder af tre år, at ansøgeren var udrejst af Danmark i maj 2009 i en alder af 12 år, og at ansøgeren således havde haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark, hvor ansøgeren havde gået i skole, og hvor han talte, læste og skrev sproget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i 2009 var udrejst af Danmark sammen med sin moder, at ansøgeren på ny var indrejst i Danmark i september 2013 i en alder af 16 år, og at ansøgerens fader herefter havde besluttet, at ansøgeren skulle udrejse af Danmark, hvorefter ansøgeren igen var vendt tilbage til Danmark i april 2015 som 18-årig. FAM/2016/104.

  • Udlændingenævnets afgørelser af 28. september 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 28-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til to statsborgere fra Somalia, født i henholdsvis 1994 og 1997, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse som familiesammenført til den ældste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, mens Udlændingenævnet samtidig omgjorde Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Ansøgerne blev i august 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenførte børn. Ansøgerne udrejste af Danmark til Somalia som mindreårige i maj 2009 sammen med deres moder og søskende. Ansøgerne indrejste på ny i Danmark i april 2015 og søgte i den forbindelse om asyl. Begge ansøgere var på dette tidspunkt myndige. Det fremgik af sagerne, at ansøgerne i perioden fra 2013 til 2014 havde søgt asyl i henholdsvis Sverige og Finland, og at ansøgerne efter at være indrejst i Danmark i september 2013 af deres fader blev tvunget til at rejse til Sverige og Finland.

    Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgernes opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da de havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark i maj 2009 sammen med deres moder, og at de først i september 2013 var genindrejst her i landet, hvorefter ansøgerne efter et par dage var udrejst af Danmark igen, og at ansøgerne først i april 2015 var vendt tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at hverken ansøgerne eller deres forældre før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af deres opholdstilladelser i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark sammen med deres moder og øvrige søskende til Somalia, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor børnene skal bo. Udlændingenævnet lagde endvidere, for så vidt angår den yngste ansøger, vægt på, at hverken ansøgeren eller hans forældre ved indrejsen i Danmark i september 2013 havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre sit fortsatte opholdsgrundlag i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgernes fader efter det oplyste havde hentet ansøgerne i lufthavnen i Danmark i september 2013, og efterfølgende havde sagt til dem, at de ikke kunne være i Danmark, men derimod skulle rejse til et andet europæisk land, og at den yngste ansøger ved ankomsten til Danmark i 2013 efter det oplyste var at betragte som et barn, der derfor gjorde, som hans fader sagde, men Udlændingenævnet fandt, at disse forhold ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var myndig på tidspunktet for indrejsen i Danmark i september 2013, mens den yngste ansøger var 16 år på tidspunktet for genindrejsen i Danmark i september 2013, og at ansøgerne ikke havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre deres fortsatte opholdsgrundlag i Danmark på trods af, at ansøgerne efter det oplyste på daværende tidspunkt selv havde sørget for deres rejse fra Somalia til Danmark, og på trods af at ansøgerne efterfølgende selv havde søgt asyl i andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne først efter at være blevet meddelt afslag på asyl i andre europæiske lande havde valgt at rejse tilbage til Danmark med henblik på at få opholdstilladelse i Danmark på ny. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne i forbindelse med sagen havde oplyst, at de ved udrejsen fra Danmark havde været af den opfattelse, at besøget i Somalia alene skulle være kortvarigt, men at deres fader havde snydt dem med enkeltbilletter i stedet for returbilletter, og at faderen efterfølgende ikke ville sende dem penge til returbilletter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke at kunne lægge denne del af ansøgernes forklaring til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ligeledes havde forklaret, at de flere gange havde forsøgt at komme tilbage til Danmark, men at vejen til lufthavnen havde været spærret på grund af urolighederne i byen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgernes generelle troværdighed var svækket af, at ansøgerne overfor andre europæiske myndigheder havde oplyst andre fødselsår. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at de havde gået i dansk folkeskole, og at den yngste ansøger tillige havde gået til fodbold. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at ansøgerne tillige læste, talte og skrev sproget i Somalia. Udlændingenævnet fandt for det andet, at den ældste ansøger ikke kunne gives opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den ældste ansøger på ansøgningstidspunktet var 20 år og myndig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til den ældste ansøger ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var født i Somalia, hvor ansøgeren havde boet, indtil hun var seks år og igen i perioden fra 2009 til 2013, at ansøgeren talte, læste og skrev somali, og at ansøgeren under sit seneste ophold i Somalia var blevet forlovet, ligesom flere af ansøgerens yngre søskende og ansøgerens farmoder var bosiddende i landet. Udlændingenævnet fandt således, at der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at meddele den ældste ansøger afslag på opholdstilladelse, herunder barnets tarv, henset til at ansøgeren var myndig på tidspunktet for sin genindrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for den ældste ansøger, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøger havde boet i Danmark i ca. 8½ år, herunder en del af sine formative år, fra ansøgeren var seks til 14½ år, at ansøgeren talte dansk og havde gået i dansk skole og SFO. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøgers partsrepræsentant havde henvist til, at den ældste ansøgers situation var sammenlignelig med den situation, der er beskrevet i Osman-dommen, og at den ældste ansøger således burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den ældste ansøgers situation ikke i tilstrækkelig grad var sammenlignelig med den i Osman-dommen beskrevne situation, således at den ældste ansøger burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder og sine søskende til Somalia, og at ansøgeren ved genindrejsen i Danmark i 2013 som myndig ikke havde kontaktet de danske myndigheder med henblik på at få et nyt opholdsgrundlag i Danmark, men i stedet var rejst videre til andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i Osman-dommen blev sendt på genopdragelsesrejse til Kenya uden sine forældre, og at hun havde søgt om at vende tilbage til Danmark, inden hun var blevet myndig på baggrund af en ny opholdstilladelse i overensstemmelse med de regler vedrørende opholdstilladelse til børn, der gjaldt på tidspunktet for hendes udrejse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder, med hvem ansøgeren ligeledes havde opholdt sig i Somalia. Endvidere var den ældste ansøger genindrejst i Danmark i 2013 selvstændigt og som myndig person uden at søge om at kunne bibeholde sit tidligere opholdsgrundlag her i landet, men var i stedet rejst videre til andre europæiske lande med henblik på at tage ophold der, ligesom ansøgeren først havde søgt om opholdstilladelse i Danmark på ny, da ansøgeren var 20 år. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den ældste ansøger efter det oplyste var blevet forlovet før sin genindrejse i Danmark som myndig. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at Osman-dommen, herunder hensynet til barnets tarv, ikke kunne føre til meddelelse af ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig for det tredje grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ny opholdstilladelse i Danmark til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet fandt således, at der forelå ganske særlige grunde til, at den yngste ansøger burde meddeles opholdstilladelse på ny, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den yngste ansøger var indrejst i Danmark i oktober 2000 i en alder af tre år, at ansøgeren var udrejst af Danmark i maj 2009 i en alder af 12 år, og at ansøgeren således havde haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark, hvor ansøgeren havde gået i skole, og hvor han talte, læste og skrev sproget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i 2009 var udrejst af Danmark sammen med sin moder, at ansøgeren på ny var indrejst i Danmark i september 2013 i en alder af 16 år, og at ansøgerens fader herefter havde besluttet, at ansøgeren skulle udrejse af Danmark, hvorefter ansøgeren igen var vendt tilbage til Danmark i april 2015 som 18-årig. FAM/2016/104.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2016 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 28-09-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Peru efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren havde tidligere haft opholdstilladelse som au pair og studerende samt humanitær opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke var sådanne ganske særlige grunde, som talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på længden og karakteren af ansøgerens ophold i Danmark, herunder at ansøgeren havde været au-pair i Danmark i perioden fra november 2000 til december 2002, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse som studerende fra januar 2003 til december 2003, at ansøgeren igennem flere år havde haft processuelt ophold forud for meddelelse af humanitær opholdstilladelse i april 2012, og at ansøgeren havde forsøgt efter evne at integrere sig og havde fået stærkere tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 2, at ansøgeren i marts 2015 havde gennemført social- og sundhedshjælperuddannelsen, at ansøgeren siden maj 2015 havde været ansat i en tidsbegrænset stilling som social- og sundhedsassistent i en kommune, og at ansøgeren i august 2016 havde fået tilbudt fastansættelse i kommunen fra oktober 2016, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for meddelelse af en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1 var opfyldt. FAM/2016/100.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed

    Dato: 28-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Thailand, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren blev i december 2008 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren havde i sin ansøgning oplyst, at hun ejede en thaimassagevirksomhed, hvor hun havde været i ordinær beskæftigelse fra juni 2009 til september 2010, hvor virksomheden ikke var momsregistreret, og siden september 2010, hvor virksomheden var blevet momsregistreret. Ansøgeren havde i den forbindelse oplyst, at hun i begge perioder arbejdede på fuld tid med 37 timer ugentligt, at det var en enkeltmandsvirksomhed drevet af hende, hvor hun udførte massage og varetog øvrige opgaver i forhold til driften af massagevirksomheden.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have været i ordinær beskæftigelse eller have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed eller have været under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse – det vil sige fra september 2011. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter sine egne oplysninger havde arbejdet som selvstændig erhvervsdrivende som thai-massør siden juni 2009. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at beskæftigelse helt tilbage fra dette tidspunkt ikke kunne indgå i beregningen. Udlændingenævnet bemærkede, at det kun var selvstændig erhvervsvirksomhed inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, der kunne indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, var opfyldt, og at der var tale om en løbende fem-årig periode. Selvstændig erhvervsvirksomhed forud for september 2011 indgik således ikke i Udlændingenævnets beregning. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren efter sine egne oplysninger siden juni 2009 havde arbejdet i 37 timer om ugen i sin virksomhed. Udlændingenævnet fandt endvidere, at disse oplysninger ikke kunne føre til, at ansøgeren opfyldte kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på baggrund af den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger, årsopgørelser og årsberetninger – ikke havde dokumenteret, at hendes beskæftigelse som thai-massør i perioden fra september 2011 og frem kunne sidestilles med ordinært lønarbejde, herunder at ansøgerens selvstændige virksomhed havde haft et omfang, der kunne sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt mindst 15 timer om ugen. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hendes arbejde havde et omfang, der svarede til ordinær deltidsbeskæftigelse eller ordinær beskæftigelse. Det af ansøgeren anførte om, at hun i årene 2011, 2012 og 2014 havde arbejdet i hvert fald 15 timer om ugen til en løn, der lå højere end mindstelønnen, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ordinær fuldtidsbeskæftigelse – beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid her i landet på mindst 30 timer om ugen – indgår med den fulde varighed, og at ordinær deltidsbeskæftigelse – beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid her i landet på mellem 15 og 29 timer om ugen – indgår i beregningen med 3/5 af den samlede ansættelsesperiode, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5, nr. 2. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse endvidere til, at ansøgerens virksomhed i perioden fra 2011 til 2014 havde haft en årlig omsætning på henholdsvis 86.120 kr. i 2011, 82.800 kr. i 2012, 58.680 kr. i 2013 og 89.720 kr. i 2014. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at hun tog 150 kr. i betaling for en halv times behandling og 250 kr. for en times behandling. Ud fra tallene for virksomhedens omsætning havde ansøgeren sin højeste omsætning i 2014 på 89.720 kr., hvilket svarede til, at hun havde arbejdet 358,88 timer i virksomheden i 2014, hvis hun havde taget 250 kr. i timen som betaling. Udlændingenævnet henviste herved til, at der ved beregningen af omfanget af selvstændig erhvervsvirksomhed, hvor ansøgeren driver virksomhed fra eget hjem, efter praksis lægges en halv time til hvert kundebesøg, hvis der for eksempel drives massageklinik fra bopælen, som antages at dække tidsforbruget i forbindelse med klargøring, rengøring, regnskab med videre. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at en deltidsansat med mindst 15 timer om ugen, hvor arbejdsugerne – fratrukket ferie i fem uger – sættes til 47 uger pr. år, som minimum skulle arbejde 705 timer pr. år. Dette opfyldte ansøgerens virksomhed ikke. Dette var tilsvarende gældende, hvis man måtte tillægge en halv time til det udregnede antal kundetimer til henholdsvis forberedelse og klargøring til næste kunde. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det tidsmæssige forbrug ikke ville være anderledes, hvis det blev lagt til grund, at alle kunder kun havde fået en halv times behandling á 150 kr., da en højere andel af tid afsat til forberedelse og klargøring pr. kunde ville blive modsvaret af, at der ville være et lavere antal direkte kundetimer, da omsætningen i så fald ville skulle deles med 300 kr. pr. time. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren drev sin selvstændige erhvervsvirksomhed fra sit eget hjem. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at henset til, at ansøgerens virksomhed blev udøvet i hendes eget hjem, kunne hendes arbejdstimer ikke alene opgøres ud fra de angivne åbningstider på hendes hjemmeside. Udlændingenævnet fandt desuden, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde et handicap, der forhindrede hende i opfyldelse af en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. FAM/2016/92.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2016 – Ægtefællesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 16-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en syrisk statsborger, der søgte om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle, som i juni 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

    Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ansøgeren som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d. Henset til, at ansøgerens herboende ægtefælle i juni 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at ansøgerens ægtefælle ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end tre år, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, der ville kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens advokat havde anført, at udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, var ugyldig, da bestemmelsen efter advokatens opfattelse stred mod basale og klare menneskeretlige standarder, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Folketinget havde vedtaget bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, i overensstemmelse med lovgivningsproceduren, og at et flertal i Folketinget i den forbindelse havde fundet, at reglerne var i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Udlændingenævnet lagde herefter til grund, at bestemmelsen er gyldig, og at Udlændingenævnet derfor behandler denne type sager i overensstemmelse med loven. Udlændingenævnet foretager således en konkret og individuel prøvelse i hver enkelt sag om familiesammenføring, hvor den herboende reference har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, herunder en prøvelse af, om Danmarks internationale forpligtelser kan føre til, at en ansøger skal meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens herboende ægtefælles asylsag, at han var sund og rask, og at det fremgik af ansøgerens ansøgning, at hun ikke led af alvorlige sygdomme eller alvorlige handicaps, og at hun ikke havde behov for, at andre passede hende. Udlændingenævnet fandt ydermere, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgeren ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med sin herboende ægtefælle på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens ægtefælle ikke aktuelt havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i sin ansøgning havde oplyst, at hun var i risiko for repressalier, herunder tilfangetagelse, fra både myndigheder og militser i Syrien, hvis disse opdagede, at ansøgerens ægtefælle var flygtet, og at hun var bange, idet der kunne være tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/67.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 16-09-2016

    Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en filippinsk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Ansøgeren blev i oktober 2010 meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som i maj 2012 blev forlænget til juni 2014. Udlændingestyrelsen inddrog primo januar 2014 ansøgerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 4, samt § 26, stk. 1. Ansøgeren påklagede otte dage senere i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse samt indgav dagen efter ny ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 5 (arbejdsmarkedstilknytning) til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 afgørelsen om inddragelse, ligesom Udlændingenævnet i juni 2014 meddelte afslag på genoptagelse. Ansøgeren blev i oktober 2014 meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 5, gældende indtil juli 2018 på baggrund af ansøgningen indgivet til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ultimo januar 2014, og indgav herefter i juni 2015 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte i september 2015 ansøgeren afslag på ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde boet i lovligt i Danmark i mindst fem år og i hele denne periode havde haft opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7-9 f eller 9 i – 9 n eller 9 p, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3 nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have boet lovligt her i landet i mindst fem år og i hele denne periode have haft opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i starten af januar 2014 havde inddraget ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at Udlændingenævnet havde stadfæstet denne afgørelse ultimo marts 2014. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det af udlændingelovens § 27, stk. 3, fremgår, at fristen i § 27, stk. 1, afbrydes, når opholdstilladelsen inddrages, hvorefter tidsperioden for, hvor længe ansøgeren har haft opholdstilladelse, først regnes fra meddelelsen af en ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde haft opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7- 9 f eller 9 i- 9 n, i perioden fra starten af januar 2014, hvor ansøgerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var blevet inddraget, til ni dage senere i januar 2014, hvor ansøgeren havde søgt om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2. nr. 5, og som ansøgeren var blevet meddelt i oktober 2014. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i cirka to år og otte måneder regnet fra ultimo januar 2014, hvor ansøgeren havde indgivet en ny ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1, og at ansøgeren derfor ikke opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet henviste herved til, at det er en forudsætning for beregningen af fem års lovligt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, at der er tale om 5 års uafbrudt ophold, hvor udlændingen fortsat har haft et opholdsgrundlag i form af en opholdstilladelse, og at ansøgeren i perioden fra inddragelsen af sin opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført i starten af januar 2014 frem til indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse på baggrund af arbejdsmarkedstilknytning ni dage senere i januar 2014 ikke havde været i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren i januar 2014 havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af vejledningen i Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende inddragelse i starten af januar 2014, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da indgivelse af en ny ansøgning inden for en syv-dages frist alene gav ansøgeren ret til processuelt ophold, mens sagen blev behandlet, men ikke opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7- 9 f eller 9 i- 9 n, hvorfor Udlændingenævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse. FAM/2016/116.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. september 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 12-09-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en bangladeshisk statsborger med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. I november 2013 blev ansøgeren meddelt endeligt afslag på asyl af Flygtningenævnet, som i afgørelsen lagde til grund, at han måtte antages at stamme fra Bangladesh og ikke fra Burma, og at han kunne udsendes tvangsmæssigt til Bangladesh. Udlændingestyrelsen traf herefter i maj 2014 afgørelse om at udvise ansøgeren.

    Udlændingenævnet fandt, at der var en væsentlig mangel i Udlændingestyrelsens afgørelsesgrundlag. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af Udlændingestyrelsens udvisningsafgørelse fra maj 2014 fremgik, at Udlændingestyrelsen havde lagt vægt på, at ansøgeren til politiet ved en udrejsekontrol i december 2013 havde oplyst, at han på daværende tidspunkt ikke ønskede at medvirke til udsendelse til Bangladesh, jf. Flygtningenævnets endelige afgørelse om asyl fra november 2013. Det fremgik imidlertid rettelig af politiets rapport om udrejsekontrol i december 2013, at politiet havde foreholdt ansøgeren, om han ville medvirke til frivillig udrejse til Burma og ikke Bangladesh. På den baggrund hjemviste Udlændingenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen i første instans på ny kunne vurdere, hvorvidt betingelserne for at kunne udvise ansøgeren, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt. FAM/2016/68.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. september 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 12-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Ansøgeren havde boet i Italien fra juli 2012 indtil maj 2014, hvor han indrejste i Danmark. Ansøgeren havde italiensk fremmedpas.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle var født og opvokset i Somalia, hvor de også havde stiftet familie, hvorfor ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgerens herboende ægtefælle først kom til i marts 2013 i en alder af 22 år, og hvor ansøgerens herboende ægtefælle kun havde haft opholdstilladelse i cirka to år og 10 måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle mødte hinanden i Somalia i 2010, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle talte somali sammen, at ansøgerens herboende ægtefælles moder og tre søskende fortsat boede i Somalia, og at ansøgerens forældre og søskende ligeledes var bosiddende i Somalia. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren ikke udover ansøgerens herboende ægtefælle og parrets fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgerens processuelle ophold af 19 måneders varighed i Danmark ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke på baggrund heraf kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Somalia. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden marts 2013 og deltaget i integrationsprogrammet i Danmark, da ansøgerens herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Somalia oversteg den fælles samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Somalia. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Italien, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse, for dér at udøve familielivet med ansøgeren og parrets fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerens herboende ægtefælle, såfremt ansøgerens herboende ægtefælle ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Italien, kunne søge om genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og familiesammenføring, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at børn først efter seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt på samme baggrund, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at ansøgerens herboende ægtefælle havde anført, at de sociale og økonomiske forhold for familien, herunder for børnene, i Italien var dårligere end i Danmark. FAM/2016/61.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Dato: 12-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en iransk statsborger i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Ansøgeren blev i juni 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af udlændingelovens § 7, stk. 1. I september 2014 påbegyndte ansøgeren farmakonomuddannelsen på et uddannelses- og udviklingscenter for farmaceutisk praksis. Ansøgeren ansøgte om tidsubegrænset opholdstilladelse i februar 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt dokumentation for, at hun aktuelt var i beskæftigelse eller under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution, som samtidig var en videregående uddannelse. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at farmakonomuddannelsen er en videregående uddannelse, at ansættelsen under uddannelsen skete på fuld tid, at ansøgeren havde vedlagt en udtalelse om, at farmakonomuddannelsen er en videregående uddannelse, og at GIF, Gymnasialt Indslusningsforløb for Flygtninge og Indvandrere, kunne sidestilles med en gymnasial uddannelse, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde til grund, at det fremgår af Uddannelsesguiden fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, at farmakonomuddannelsen er placeret på niveau fem i den danske kvalifikationsramme for livslang læring, og at farmakonomuddannelsen således er en videregående uddannelse. Udlændingenævnet lagde imidlertid samtidig til grund, at Styrelsen for Videregående Uddannelser ikke akkrediterer farmakonomuddannelsen som en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution, at styrelsen havde henvist til, at ansøgerens uddannelsessted havde juridisk status som et aktieselskab oprettet på privatretligt grundlag og med privat ejerskab, og for at en uddannelsesinstitution kunne akkrediteres, skulle der være tale om en uddannelsesinstitution inden for den offentlige forvaltning, som var reguleret i Uddannelses- og Forskningsministeriets institutionslove. Idet aktieselskabet bag ansøgerens uddannelsessted ikke var omfattet af ministeriets institutionslove, var aktieselskabet bag ansøgerens uddannelsessted derfor ikke en uddannelsesinstitution under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Endelig havde styrelsen henvist til, at ansøgerens uddannelsessted ikke ville kunne uddannelsesakkrediteres, således som den var opbygget, blandt andet fordi uddannelsen var lønnet. Betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, om en videregående uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution kunne således på denne baggrund ikke anses for opfyldt i forhold til farmakonomuddannelsen. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9 (L 180, fremsat den 26. april 2012, side 34), at ”Udlændingen må antages at være under uddannelse, hvis udlændingen kan godtgøre at være optaget på en videregående uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution”. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det tillige er et krav i forhold til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, om beskæftigelse eller uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år, at der i tilfælde, hvor der er tale om en videregående uddannelse, skal denne være taget på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution, jf. udlændingelovens § 11, stk. 6, nr. 2. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningen om, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2016/119.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2016 – Studie – Formodning – Ulovligt arbejde

    Dato: 08-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som kandidatstuderende ved et dansk universitet til en statsborger fra Cameroun. Ansøgeren var senest i august 2014 blevet meddelt opholds- og arbejdstilladelse som bachelorstuderende ved et dansk universitet, gyldig indtil juli 2016 inklusive seks måneders jobsøgning efter endt uddannelse. Det fremgik af tilladelsen, at den gav ansøgeren ret til at tage deltidsarbejde i op til 15 timer ugentligt og fuldtidsarbejde i månederne juni, juli og august, samt at tilladelsen ville kunne inddrages, hvis ansøgeren arbejdede ulovligt i Danmark. Ansøgeren havde ifølge eIndkomst i perioden fra medio december 2014 til medio januar 2015 arbejdet i 208,03 timer, i perioden fra medio januar 2015 til medio februar 2015 arbejdet 79,18 timer og i perioden fra medio februar 2015 til medio marts 2015 arbejdet 60,07 timer. Endvidere havde ansøgeren i perioden fra medio marts 2015 til medio april 2015 arbejdet 70 timer hos en arbejdsgiver samt 27,87 timer hos en anden arbejdsgiver samt i september, oktober og november 2015 arbejdet henholdsvis 80,97, 72,63 og 76,80 timer hos en tredje arbejdsgiver. I perioden fra medio november 2015 til medio december 2015 havde ansøgeren arbejdet 77 timer hos den første arbejdsgiver, og i december 2015 havde ansøgeren arbejdet 34,70 timer hos den tredje arbejdsgiver. Ansøgeren og hans ene arbejdsgiver vedtog i marts 2016 bøder på henholdsvis 1.500 kr. og 10.000 kr. for ulovligt arbejde. I april 2016 indgav ansøgeren en ny ansøgning om opholdstilladelse som studerende på en masteruddannelse på et dansk universitet. I juni 2016 inddrog Styrelsen for International Rekruttering og Integration ansøgerens opholdstilladelse fra august 2014 som bachelorstuderende, fordi ansøgeren i flere perioder havde arbejdet mere end de tilladte 15 timer om ugen, hvilket Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholds- og arbejdstilladelse som studerende til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1, jf. § 9, nr. 4. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette i juni 2016 havde inddraget ansøgerens oprindelige opholds- og arbejdstilladelse i Danmark som studerende, og at det afgørende formål med ansøgerens nye ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark som studerende ikke var, at ansøgeren ønskede at gennemføre en masteruddannelse på et dansk universitet, men at formålet var at opnå et længerevarende ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. L188 af 26. marts 2008, punkt 5.2, at hvis en udlænding, som har fået inddraget sin studieopholdstilladelse, fordi vedkommende har vedtaget en bøde for ulovligt arbejde, ansøger om en ny studieopholdstilladelse, vil der være en formodning for, at den pågældendes primære formål med ansøgningen ikke er at studere, og at en ny ansøgning om studieopholdstilladelse således normalt vil skulle afgøres med et afslag, jf. studiebekendtgørelsens § 9, nr. 4. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var grundlag for at fravige denne formodning i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde arbejdet langt mere end de tilladte 15 timer om ugen på trods af, at ansøgeren var bekendt med, at omfanget af arbejde var i strid med betingelserne for ansøgerens arbejdstilladelse, og at både ansøgeren og ansøgerens ene arbejdsgiver havde erkendt det ulovlige forhold og havde betalt de respektive bødeforelæg herfor. ERH/2016/109.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse

    Dato: 08-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2006 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren havde til ansøgningen oplyst, at hun fra oktober 2014 til januar 2015 havde arbejdet, og at hun forventede at få fast arbejde i stedet for vikararbejde. I forbindelse med ansøgerens klage havde hun oplyst, at hun i december 2015 var blevet ansat i en stilling, hvor hun lavede mad i et flygtningecenter, at hendes stilling var blevet forlænget til udgangen af december 2016, at det efter hendes opfattelse var tvivlsomt, hvorvidt der længere var tale om et vikariat, idet vikariatet var blevet forlænget utallige gange og strakte sig til årsskiftet, hvorefter det temmelig sikkert ville blive forlænget, da flygtninge- og immigrationspresset nok ikke ville være aftaget, og at hun havde taget et rengøringskursus hos AMU. Ansøgeren vedhæftede en kopi af en jobbekræftelse, hvoraf det fremgik, at vikariatet kunne bringes til ophør uden varsel af begge parter.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren siden november 2015 havde arbejdet i et vikariat, og at hendes arbejdstid havde været 40 timer om ugen. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgerens ansættelse som vikar ikke kunne føre til, at ansøgeren opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, idet det fremgik af tilknytningsaftalen mellem ansøgeren og hendes arbejdsgiver, at ansøgeren kun betragtedes som ansat i de perioder, de enkelte vikariater varede, hvorfor det faktiske antal timer, ansøgeren arbejdede, ikke i sig selv kunne føre til, at ansøgeren kunne anses for at være fast tilknyttet arbejdsmarkedet på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af de af ansøgeren indsendte jobbekræftelser, at den enkelte jobbekræftelse sammen med tilknytningsaftalen udgjorde ansøgerens ansættelsesbevis, hvorfor Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren i kraft af sine vikariater var ansat i en uopsagt tidsubegrænset stilling. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren var i tvivl om, hvorvidt der længere var tale om et vikariat, ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering henset til naturen og karakteren af ansøgerens vikariater, herunder at ansøgeren under Udlændingenævnets behandling af sagen ikke havde godtgjort at være tilknyttet det danske arbejdsmarked på en sådan måde, at kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, kunne anses for opfyldt på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren havde taget et rengøringskursus hos AMU, ikke kunne føre til en ændret vurdering, og henviste til, at en udlænding måtte antages at være under uddannelse, hvis udlændingen kunne godtgøre at være optaget på en videregående uddannelse på en anerkendt uddannelsesinstitution. FAM/2016/79.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. september 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 01-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse meddelt til en statsborger fra Sydafrika, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt., og at klageren ikke kunne gives dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Klageren var i 2009 blevet meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark i medfør af greencardordningen. Denne opholdstilladelse var senest blevet forlænget til januar 2017. Det fremgik udtrykkeligt af afgørelsen på engelsk, at denne ville bortfalde, hvis klageren opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder. Det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at klageren var registreret som indrejst i Danmark i januar 2009, at han i oktober 2012 indgik ægteskab i Danmark, og at han i november 2015 blev registreret som udrejst til De Forenede Arabiske Emirater. Det fremgik af sagen, at klageren siden den 1. maj 2014 havde haft arbejdssted i Dubai.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik udtrykkeligt på engelsk af klagerens afgørelse fra november 2012, hvor hans opholdstilladelse efter greencardordningen blev forlænget, at opholdstilladelsen var meddelt med henblik på midlertidigt ophold, og at den ville bortfalde, såfremt han opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i maj 2014 påbegyndte arbejde hos en virksomhed registreret i De Forenede Arabiske Emirater, og at arbejdsstedet var i Dubai, men at klageren først i januar 2015 og i maj 2015 indgav ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Klageren havde således opholdt sig uden for Danmark i ni måneder, før han første gang indgav en ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet bemærkede, at det forhold, at der efter klagerens opfattelse var forskel på den danske og den engelske version af hjemmesiden www.nyidanmark.dk vedrørende reglerne for bortfald, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da hjemmesiden alene indeholdt generel vejledning, mens det af klagerens afgørelse af november 2012 udtrykkeligt fremgik, hvad der var gældende for klageren, herunder også at hans opholdstilladelse var meddelt med henblik på midlertidigt ophold og ikke varigt ophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren ikke kunne meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren forventede at returnere til Danmark senest i december 2016, men at klagerens opholdstilladelse efter greencardordningen ville udløbe i januar 2017. Klageren ville således ikke kunne opfylde betingelserne for at få forlænget sin opholdstilladelse efter greencardordningen, hvilket var en grundlæggende forudsætning for, at han kunne meddeles dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på ved afgørelsen af, om der forelå et velbegrundet formål, at klageren udrejste af Danmark i april 2014 for at påbegynde sin ansættelse hos virksomheden i De Forenede Arabiske Emirater. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens ansættelse ikke havde relation til et i Danmark påbegyndt ansættelsesforhold. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren alene havde haft opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold i fem år og tre måneder forud for hans udrejse til De Forenede Arabiske Emirater, at han havde søgt om dispensation fra bortfald for en periode på et år og syv måneder, og at han dermed ikke havde opnået en stærk længerevarende tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at tilsagn om beskæftigelse ved tilbagevenden til Danmark ikke var tilstrækkeligt i sig selv til, at klageren havde opnået en sådan væsentlig tilknytning til Danmark, at der kunne dispenseres fra bortfald af opholdstilladelse. Det forhold, at klageren var gift med en dansk statsborger, fandt Udlændingenævnet endelig ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering, da ægtefællen ifølge CPR også var registreret som udrejst til De Forenede Arabiske Emirater i september 2014. ERH/2016/78.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. september 2016 – Erhverv – Beløbsordningen – Nationalitetspas

    Dato: 01-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, til en statsborger fra Indien.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var en betingelse for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, at udlændingen havde et gyldigt nationalitetspas, jf. udlændingelovens § 39, stk. 1, og at ansøgeren ikke havde kunnet fremlægge gyldigt nationalitetspas. ERH/2016/60.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. september 2016 – Fremmedpas

    Dato: 01-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens om afslag på fremmedpas til en statsborger fra Indien, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne tildeles fremmedpas, da han ikke havde dokumenteret, at han ikke med tiden ville kunne få udstedt et pas eller anden rejselegitimation fra sit hjemlands myndigheder. Det indgik i Udlændingenævnets behandling af sagen, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde en verserende straffesag i Indien, hvorfor de indiske myndigheder havde inddraget hans nationalitetspas, og at anklagemyndigheden i Danmark havde truffet beslutning om, at han ikke kunne strafforfølges i Danmark for de forhold, som han var anklaget for i Indien, fordi forholdene ikke var strafbare i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da en uafklaret situation – herunder mulig strafforfølgelse – i hjemlandet som udgangspunkt ikke kunne føre til udstedelse af fremmedpas. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagsakterne vedrørende straffesagen i Indien, at sagen havde karakter af en privatretlig ægteskabssag, og at der ikke var oplyst om, hvilke straffesanktioner ansøgeren kunne pålægges. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det ud fra sagens oplysninger ikke kunne lægges til grund, at de indiske myndigheder aktuelt havde anmodet de danske myndigheder om at få ansøgeren udleveret til strafforfølgelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i maj 2016 havde rettet henvendelse til Den indiske Ambassade i Danmark og rejst spørgsmål over for de indiske myndigheder om, hvorvidt der efter indisk ret rent faktisk var grundlag for inddragelse af ansøgerens nationalitetspas, da ansøgeren ikke herved havde dokumenteret, at han ikke kunne få udstedt et nationalitetspas af sit hjemlands myndigheder eller få udleveret sit tidligere stadig gyldige pas. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var tale om sådanne særlige grunde, at der kunne udstedes fremmedpas efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 4. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke var sandsynliggjort, at der var tale om uforholdsmæssige krav. FAM/2016/59.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. august 2016 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 11-08-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 9, til en tunesisk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter det oplyste etablerede kontakt i oktober 2012 over internettet på Facebook, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle mødtes første gang personligt i august 2014 på en ferie i Tunesien, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle besluttede at indgå ægteskab i februar 2015, at ansøgerens ægtefælle indrejste i Tunesien i maj 2015, at hun udrejste af Tunesien i juni 2015, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle indgik ægteskab i maj 2015, at kommunikationen på dette tidspunkt alene havde bestået i telefonisk kontakt via Skype, Facebook, sms, og under et ferieophold, og at ansøgerens ægtefælle frem til juli 2015 fortsat boede sammen med sin tidligere ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle indgik ægteskab efter et kort personligt bekendtskab, og at der var 25 års aldersforskel mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle. Udlændingenævnet fandt således efter en samlet vurdering, at der var et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren havde indgået ægteskab med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse i Danmark. Det af ansøgerens advokat anførte om, at anvendelsen af bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 9, forudsætter, at der foreligger sikre bevismæssige holdepunkter for, at der foreligger et proformaægteskab, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle burde have været partshørt forud for afgørelsen om afslaget, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter ansøgerens advokats opfattelse ville have givet uddybende oplysninger om deres bekendtskab, hvis ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde vidst, at oplysningerne i ansøgningsskemaet ville blive anvendt på en sådan måde, at ægteskabet ville blive opfattet som et proformaægteskab, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et ændret resultat. Udlændingenævnet henviste herved til, at Udlændingestyrelsen i visse sager afgør sager på baggrund af de oplysninger, der er afgivet i ansøgningsskemaet uden behov for en samtale, og at dette typisk er i sager, hvor parterne har tilbragt kort tid sammen både forud for og efter ægteskabets indgåelse, hvorfor Udlændingestyrelsen på denne baggrund havde lagt til grund, at parterne havde et meget begrænset personligt bekendtskab til hinanden. Det anførte om, at afslaget var indgribende for ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, idet ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var afskåret fra at udøve deres ægteskab efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, fandt Udlændingenævnet desuden heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der mellem ansøgeren og dennes ægtefælle ikke eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv ifølge EMRK artikel 8, da Udlændingenævnet lagde til grund, at ægteskabet var indgået med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark. Det af ansøgerens advokat anførte om, at det fremgik af den vedlagte dokumentation, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles forhold siden 2012 havde været af romantisk karakter, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet facebookopdateringer, e-mails og private billeder af ansøgeren og ansøgerens ægtefælle ikke udgjorde tilstrækkelig dokumentation for, at der var etableret et indgående og forudgående kendskab mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, og dermed ikke afkræftede formodningen om, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse for ansøgerens vedkommende var at opnå en opholdstilladelse i Danmark. FAM/2016/91.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. august 2016 – Udlændingenævnets kompetence

    Dato: 11-08-2016

    Udlændingenævnet afviste i august 2016 at behandle en klage over en delafgørelse truffet af Udlændingestyrelsen i maj 2016 vedrørende økonomisk sikkerhedsstillelse. Udlændingestyrelsen havde i maj 2016 anmodet den herboende ægtefælle om at stille økonomisk sikkerhed i forbindelse med en sag om familiesammenføring vedrørende en filippinsk statsborger. I juni 2016 påklagede den herboende ægtefælle med henvisning til Udlændingestyrelsens klagevejledning Udlændingestyrelsens delafgørelse til Udlændingenævnet.

    Udlændingenævnet fandt, at der var tale om en sagsbehandlingsklage, som Udlændingenævnet ikke havde kompetence til at behandle, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 1, som udtømmende opregner, hvilke afgørelser truffet i Udlændingestyrelsen Udlændingenævnet har kompetence til at behandle. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælles klage rettelig burde afvises under henvisning til, at ansøgeren ikke var blevet meddelt afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9. Udlændingenævnet henviste til, at det fremgår af lovforslag nr. L 178 fremsat den 25. april 2012, om ændring af lov om udlændingeloven og lov om kommunale og regionale valg, afsnit 2.2.7.2., om sagsbehandlingsklager, at Udlændingenævnet vil kunne tage stilling til, om Udlændingestyrelsen i en konkret sag, der kan påklages til Udlændingenævnet, har handlet i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler og principper. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at nævnet ville skulle behandle sådanne klager, hvis klagen knyttede sig til en konkret sag, som var færdigbehandlet i 1. instans, og hvis klagen var fremsat i forbindelse med en klage over 1. instansafgørelsen. Det forhold, at Udlændingestyrelsen i klagevejledningen havde henvist Udlændingenævnet som rette klageinstans, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingenævnet ikke har kompetence til at behandle spørgsmål om, hvilke betingelser der knyttes til en meddelt opholdstilladelse, når der ikke er meddelt afslag efter udlændingelovens § 9. Udlændingenævnet videresendte herefter klagen til videre foranstaltning i Udlændinge- og Integrationsministeriet, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2. FAM/2016/105.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. august 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 10-08-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en statsløs palæstinenser fra Syrien, der søgte om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle (referencen), som i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet omgjorde samtidig ligeledes Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende ansøgerens og referencens tre fællesbørns ansøgninger om familiesammenføring med deres herboende forælder (referencen). To af ansøgerens og referencens børn var under 15 år, og et barn var over 15 år, men under 18 år. Det ældste barn led af epilepsivarianten ”tonisk-klonisk anfald”.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgernes ansøgninger om familiesammenføring burde imødekommes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da dette vurderedes at være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerens og referencens ældste barn havde en sådan alvorlig sygdom, at det ville være særligt indgribende at afskære familiesammenføring frem til det tidspunkt, hvor referencen havde haft opholdstilladelse i tre år og eventuelt havde fået opholdstilladelsen forlænget. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at hans ældste barn var sygt, at det fremgik af ansøgerens og fællesbørnenes ansøgninger, at ansøgerens og referencens ældste fællesbarn led af epilepsivarianten ”tonisk-klonisk anfald”, der blev behandlet med medicin, og at det til klagen var oplyst, at det ældste fællesbarn havde lidt af sygdommen, siden hun var fem år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af www.sundhed.dk (det offentlige sundhedsvæsen i Danmarks webportal), at tonisk-kloniske anfald er en epilepsivariant, der tidligere blev kaldt ”grand mal anfald”, at et anfald starter med, at personen pludseligt mister bevidstheden og falder om, mens alle kroppens muskler stivner, hvorefter musklerne skiftes mellem at trække sig sammen og slappe af, så der opstår trækninger og rykninger i arme og ben, og at vejrtrækningen påvirkes, ligesom tungebid og spontan afgang af urin og afføring er almindeligt. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af www.sundhed.dk, at det ofte tager et stykke tid efter et tonisk-klonisk anfald, før personen kommer til sig selv igen, og at ekstrem træthed og desorientering/forvirring er hyppig. Herudover lagde Udlændingenævnet vægt på, at referencen i sin klage havde anført, at den medicin, som det ældste fællesbarn anvendte, ikke længere var tilgængelig i Syrien, og at det ældste fællesbarn derfor havde mange kramper og stærke anfald, således at hun ikke kunne kontrollere sin krop. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at Syrian Medical Association i en erklæring fra maj 2016 havde oplyst, at ansøgerens og referencens ældste fællesbarn var udsat for anfald, fordi hun var afskåret fra medicin. Udlændingenævnet fandt endelig ud fra de aktuelle generelle baggrundsoplysninger fra World Health Organization (WHO) om Syrien ikke grund til at betvivle det oplyste om manglende tilgængelighed af medicinen i Syrien. FAM/2016/47.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2016 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 04-08-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger, som var født i 1991, efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens ægtefælle var født i 1990 og var dansk statsborger. Ansøgerens ægtefælle blev i november 1993 meddelt ret til ophold i Danmark i medfør af udlændingelovens dagældende § 14. Ansøgerens ægtefælle blev i september 2008 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerens ægtefælle udrejste af Danmark til Pakistan i august 1998 og genindrejste i Danmark i maj 2002, hvor hun opholdt sig indtil februar 2016, hvor hun udrejste af Danmark til Sverige. I november 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med ægtefællen. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2010, hvor ansøgerens ægtefælle var på ferie i Pakistan, at parret havde været kærester siden 2010, at beslutningen om indgåelse af ægteskabet blev truffet i juli 2013, at parret selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at parret havde indgået ægteskab i december 2014. Det fremgik endvidere af ansøgningsskemaet og sagen, at parret ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, at parret var sammen hver dag, da ansøgerens ægtefælle var på ferie i Pakistan i 2010, og at parret havde boet sammen i perioden fra oktober 2015 – hvor ansøgeren var indrejst på visum i Danmark – til januar 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, allerede fordi ansøgerens ægtefælle ikke var fastboende i Danmark. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnets flertal lagde herved afgørende vægt på, at parret var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, da parret var fætter og kusine, hvorfor der efter dansk lov var formodning for, at det oplyste samliv ikke var etableret efter begge parters ønske. Udlændingenævnets flertal fandt således, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende samliv og indgående bekendtskab ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabets indgåelse. Udlændingenævnets flertal fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde mødt hinanden i 2010, at det var parrets egen beslutning at indgå ægteskab, at parret ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, men at parret havde været sammen hver dag, da ansøgerens ægtefælle var i Pakistan i 2010, og at parret havde haft kontakt hver dag siden ægteskabets indgåelse, ikke var tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets flertals afgørelse, at ansøgerens ægtefælle havde opholdt sig i Danmark i perioden fra december 1993 til august 1998 og i perioden fra maj 2002 til februar 2016, og at ansøgerens ægtefælle var under uddannelse i Danmark. Udlændingenævnets flertal fandt imidlertid, at det til sagen oplyste om ansøgerens ægtefælles tilknytning til Danmark – i forhold til sagens faktiske omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter parrets eget ønske. Udlændingenævnets flertal lagde således vægt på, at parret før ægteskabets indgåelse ikke havde samlevet eller sås at have haft et længerevarende personligt kendskab til hinanden. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgerens ægtefælle – efter at hun havde mødt ansøgeren i Pakistan i 2010 – alene efter det oplyste sås at have besøgt ansøgeren i forbindelse med ægteskabets indgåelse i 2014. Udlændingenævnets flertal fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde boet sammen siden oktober 2015, hvor ansøgeren indrejste på visum i Danmark, da parret ikke havde haft et forudgående samliv eller personligt kendskab inden ægteskabets indgåelse, og at parret efterfølgende ikke kunne anses for at have etableret et fast samliv af betydelig varighed. Udlændingenævnets flertal henviste i den forbindelse til, at ansøgerens ægtefælle og ansøgeren på tidspunktet for ægteskabets indgåelse var henholdsvis 24 år og 23 år. Udlændingenævnets flertal fandt endelig, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der afgørende talte for alligevel at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. FAM/2016/73.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren

    Dato: 02-08-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Albanien, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2016 klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Klageren blev samtidig administrativt udvist og meddelt indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i maj 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse i maj 2016 havde meddelt klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fulgte af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, at en udlænding i denne situation skulle udvises, medmindre særlige grunde talte herimod (1). Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod at udvise klageren af landet, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at der kunne være humanitære grunde til ikke at udvise klageren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at klageren som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke skulle udvises. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold omfattet af udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke havde en familiemæssig tilknytning til Danmark, men at klageren havde en broder i sit hjemland, og at klageren var sund og rask. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde anført, at klageren ønskede at klage over, at han fik indrejseforbud i hele EU og Schengenlandene, og at han ikke havde haft mulighed for at udrejse, førend han havde modtaget afslaget på asyl, idet dette ikke var et forhold, der kunne tillægges betydning, når klageren havde fået afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1, og i den forbindelse var blevet udvist i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2. FAM/2016/51.

    (1) Det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 25 b, stk. 2 (Lovforslag nr. L 107, fremsat den 12. januar 2011, bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser, til nr. 2) vedrørende udlændinge, der meddeles afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, at: ”I sager, hvor Udlændingeservice [nu Udlændingestyrelsen] meddeler et afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren, skal udrejsefristen efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, fastsættes til straks, og den pågældende asylansøger skal derfor udvises med indrejseforbud efter § 25 b, stk. 2, medmindre særlige grunde taler herimod.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren

    Dato: 02-08-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Serbien, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Udlændingestyrelsen meddelte i juni 2016 klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Klageren blev samtidig administrativt udvist og meddelt indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i juni 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse i juni 2016 havde meddelt klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fulgte af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, at en udlænding i denne situation skulle udvises, medmindre særlige grunde talte herimod (1). Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod at udvise klageren af landet, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at der kunne være humanitære grunde til ikke at udvise klageren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at klageren som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke skulle udvises. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold omfattet af udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke havde en familiemæssig tilknytning til Danmark, men at klageren havde en søn i sit hjemland, og at klageren var sund og rask. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde anført, at han havde ret til at søge asyl i Danmark, og at han ikke var kommet til Danmark for at skabe problemer, idet dette ikke var forhold, der kunne tillægges betydning, når klageren havde fået afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1, og i den forbindelse var blevet udvist i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2. FAM/2016/58.

    (1) Det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 25 b, stk. 2 (Lovforslag nr. L 107, fremsat den 12. januar 2011, bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser, til nr. 2) vedrørende udlændinge, der meddeles afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, at: ”I sager, hvor Udlændingeservice [nu Udlændingestyrelsen] meddeler et afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren, skal udrejsefristen efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, fastsættes til straks, og den pågældende asylansøger skal derfor udvises med indrejseforbud efter § 25 b, stk. 2, medmindre særlige grunde taler herimod.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 25-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1991 og blev dansk statsborger i 2001. I perioderne fra august 2003 til juli 2006 og fra januar 2008 til november 2013 var ansøgerens herboende ægtefælle udrejst til Libanon. I januar 2008 indgik parret ægteskab i Libanon. Parret havde to børn, som var født i Libanon i henholdsvis 2008 og 2011, og som indrejste i Danmark i november 2013, samt et barn født i Danmark i 2014. Alle børn var danske statsborgere.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Libanon, hvor han også havde haft sin skolegang og havde arbejdet, hvorfor ansøgeren måtte antages at have en stærkere tilknytning til Libanon end til Danmark, hvor han aldrig havde haft opholdstilladelse, og hvor han alene havde opholdt sig på besøgs- og processuelt ophold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ægtefælle var født i Libanon og havde taget ophold i Danmark som fem-årig i 1990. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse stor vægt på, at ansøgerens ægtefælle i perioder på knap tre år fra august 2003 til juli 2006 og fem år og ti måneder fra januar 2008 til november 2013 havde været udrejst til Libanon, og at parret således havde etableret og udøvet et familieliv i Libanon gennem flere år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 1991, at hun sammenlagt havde haft 16 års ophold i Danmark, og at hun i maj 2001 blev meddelt dansk statsborgerskab. Udlændingenævnet lagde dog vægt på, at ansøgerens ægtefælle selv havde valgt at afbryde sin tidligere tilknytning til Danmark, idet hun havde valgt at udrejse til Libanon i de nævnte perioder. Udlændingenævnet lagde i øvrigt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle mødte hinanden i Libanon i april 2006, at parret indgik ægteskab i april 2008 i Libanon, og at parret talte arabisk sammen indbyrdes. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at ansøgerens ægtefælle efter sine egne oplysninger valgte at genindrejse i Danmark i 2006 og i 2013 grundet den vanskelige situation i Libanon. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke udover sin ægtefælle og parrets tre fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark, og at det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på et kortvarigt visumophold fra juni 2014 og herefter havde indgivet ansøgning om familiesammenføring i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af det nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end deres samlede tilknytning til Libanon. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens ægtefælle ikke gennem længerevarende beskæftigelse havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var uddannet tandtekniker i Danmark, fandt Udlændingenævnet herudover ikke i sig selv kunne føre til, at tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, på den baggrund kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det ved opslag i maj 2016 i eIndkomst fremgik, at ansøgerens ægtefælle siden sin indrejse i Danmark i november 2013 havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at hun senest havde modtaget kontanthjælp i maj 2016. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at parrets ældste søn, der var født i 2008, havde mistet sin tilknytning til Libanon, at barnet næsten havde glemt at tale arabisk, og at barnet var skoleelev og fuldt integreret i Danmark, fandt Udlændingenævnet ydermere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af statusbeskrivelsen fra barnets SFO, at barnet havde svært ved at indgå i sociale sammenhænge grundet manglende danskkundskaber. Det fremgik endvidere af CPR, at parrets to ældste fællesbørn var indrejst i Danmark i november 2013 og således havde opholdt sig fast i Danmark i ca. to et halvt år. Udlændingenævnet bemærkede, at børn efter praksis først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle i forbindelse med ansøgningen havde vedlagt en udtalelse af juli 2014 fra sin læge, hvoraf det fremgik, at hun havde det psykisk svært, at hun var under udredning for en depression, og at hun havde en opblussen i sine kroniske rygsmerter. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i forbindelse med sin klage i august 2015 til Udlændingenævnet havde vedlagt en sygehusjournal fra august 2015, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde haft hjertebanken og havde svært ved at få vejret, at han led af sure opstød og halsbrand og at han havde lette smerter bag brystbenet. Udlændingenævnet fandt, at disse oplysninger ikke kunne føre til, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder alvorlige helbredsmæssige forhold hverken hos ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle, som bevirkede, at parret og deres tre fællesbørn ikke igen ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret havde mødt hinanden, havde indgået ægteskab, havde fået to børn og havde boet sammen, for der at udøve familielivet sammen. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2016/112.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juli 2016 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 25-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en amerikansk statsborgers opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. og 3. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, ligesom han havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for landet, hvorfor der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt. Ansøgeren blev født i Frankrig i 1956 som amerikansk statsborger. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren fra 1978 til 2006 boede i Danmark – med undtagelse af et år, hvor han boede i USA – og at han i 2006 blev registreret som forsvundet. Ansøgeren oplyste i sit ansøgningsskema om bevarelse af sin opholdstilladelse, at han boede i Danmark fra 1967 til 2001, og at han ikke havde planlagt, at han skulle være udrejst så længe, men at han havde boet hos sine forældre i Frankrig og levet som musiker i Europa.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren selv havde oplyst, at han var udrejst af Danmark i 2001 og efterfølgende kun havde haft besøgsophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at ansøgeren ikke før sin udrejse havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse, og at det måtte have stået ansøgeren klart, at han opgav sin bopæl i Danmark ved sin udrejse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at han følte sig dansk, at han havde boet i Danmark i 40 år, at han læste og talte dansk, at han havde herboende familiemedlemmer, og at han havde besøgt Danmark i 2002, 2010, 2014 og 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været udrejst af Danmark i en længere årrække, og at ansøgeren i denne periode alene havde besøgt Danmark ganske få gange af få ugers varighed på baggrund af arbejde eller familiebesøg, hvorfor ansøgeren ikke kunne anses for at have bevaret en særlig stærk tilknytning til Danmark. FAM/2016/46.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 19-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en canadisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 2003, jf. udlændingelovens 8, og blev i februar 2014 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Parret var begge født og opvokset i Iran og mødtes første gang i Danmark i 2005, hvor de også indgik ægteskab med hinanden. Den herboende ægtefælle havde i december 2010 bestået Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet modtog i forbindelse med klagesagen i april 2016 fra den herboende ægtefælles kommune oplysninger om karakteren og omfanget af det til hende tilbudte integrationsforløb, samt hvilke øvrige beskæftigelsesmæssige tiltag, herunder aktiveringsforløb og sprogundervisning samt resultatet af disse, den herboende ægtefælle havde deltaget i.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Iran, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret var født og opvokset i Iran, hvor parret havde haft deres skolegang, og at parret talte persisk sammen, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgeren først indrejste i juni 2004 i en alder af 36 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold i Danmark havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at parrets samlede tilknytning til Danmark var større end deres samlede tilknytning til Iran, uanset at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden juni 2004. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle i 2009 undlod at tage imod ordinært arbejde, at hun i juli 2011 havde været tilbudt ordinært arbejde, men at hun allerede efter to dage igen blev tilmeldt jobcentret som ledig, at hun i september 2011 blev visiteret til et åbent tilbud, idet hun havde frasagt sig ordinært arbejde, at hun ikke blev vurderet samarbejdsvillig i forhold til at tage ordinært arbejde samt tilbud udenfor den by, hun boede i, og at hun var ophørt på Danskuddannelse 2 grundet fravær. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde haft mere end 12 års lovligt og uafbrudt ophold i Danmark, kunne således efter Udlændingenævnets vurdering ikke alene føre til, at parrets samlede tilknytning til Danmark kunne anses for større end parrets samlede tilknytning til Iran. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende ægtefælle ikke gennem sit ophold i Danmark havde udvist vilje eller evne til at blive integreret i det danske samfund. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde besøgt Danmark i 2005, at han havde været på processuelt ophold fra december 2008 til oktober 2010, og at han igen besøgte Danmark i 2011, i 2012 og i 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Iran. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke forelå sådanne særlige personlige forhold, der talte for, at ansøgerens ægtefælle skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Canada, for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen vurderede, at der ikke var risiko for refoulement fra Canada til Iran. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle havde oplyst, at hun havde en handicappet broder, som hun ikke kunne flytte fra. Udlændingenævnet fandt imidlertid at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da der ikke herved var tale om sådanne personlige forhold, at der var grundlag for at fravige tilknytningskravet. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2016/111.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 19-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 7, til en bosnisk-hercegovinsk statsborger. Ansøgerens ægtefælle, der ligeledes var statsborger i Bosnien-Hercegovina, fik meddelt opholdstilladelse i januar 1994 efter lov nr. 933 af 18. november 1992 om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. I november 1995 blev ansøgerens ægtefælle meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og i marts 1997 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren og den herboende ægtefælle stiftede bekendtskab med hinanden via internettet i januar 2010, og ansøgeren besøgte derefter Danmark, når hun kunne. Ansøgeren og den herboende ægtefælle besluttede at indgå ægteskab i forbindelse med ansøgerens andet besøg i Danmark. Ægteparret havde forud for indgåelse af ægteskab telefonisk kontakt næsten hver dag, når ansøgeren ikke var i Danmark. Ægteskabet blev indgået i januar 2012 i Danmark, og ægteparret fik et fællesbarn i december 2012. Ansøgeren havde gået i grundskole i Bosnien-Hercegovina, hun talte alene bosnisk, og ægteparret talte bosnisk sammen. Ansøgerens ægtefælle var tilkendt førtidspension i 2005. Udlændingestyrelsen udtalte i oktober 2014, at der ikke var holdepunkter for at antage, at ansøgerens ægtefælle ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse. Ansøgerens ægtefælle havde til sagen oplyst, at han efter 17 år i Danmark var rejst tilbage til Bosnien-Hercegovina for at besøge ansøgeren, og at hans tilknytning til landet alene var ansøgeren og deres fællesbarn. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at han aldrig havde været i nogen form for beskæftigelse i Danmark, at han aldrig havde gået i skole eller taget nogen danskkurser, efter at han kom til Danmark, men at han gennem en periode på to år fra 2010 til 2012 havde udført frivilligt arbejde i en karateklub omkring en time om ugen. I juli 2015 blev ansøgerens og den herboende ægtefælles fællesbarn meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 2.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Bosnien-Hercegovina, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Bosnien-Hercegovina, hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle også havde haft deres skolegang. Den herboende ægtefælle kom første gang til Danmark i december 1993 i en alder af 29 år og havde således haft ophold i Danmark i cirka 21 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælles moder og søster var bosiddende i Dannmark, og at hans broder var bosiddende i Kroatien, mens ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Ansøgerens forældre og søskende var således bosat i Bosnien-Hercegovina, og ansøgeren havde et 24-årigt særbarn, der ikke opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle stiftede bekendtskab med hinanden på internettet i januar 2010, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle talte bosnisk sammen. Ansøgeren og den herboende ægtefælle måtte på den baggrund antages at have en stærkere tilknytning til Bosnien-Hercegovina end til Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden december 1993, at han havde haft opholdstilladelse fra januar 1994, at han var tilkendt førtidspension i 2005, og at han havde udført frivilligt arbejde. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den herboende ægtefælle aldrig havde deltaget i nogen former for kommunale tilbud eller sprogundervisning eller havde taget nogen uddannelse eller haft nogen form for beskæftigelse i Danmark, og da der var tale om en kort og meget beskeden frivillig indsats, og han ikke i øvrigt havde gjort en indsats for at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det frivillige arbejde ikke havde haft et omfang og en karakter, som kunne sidestilles med den tilknytning og integration, der opnås i forbindelse med at tage en uddannelse eller have været beskæftiget i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne særlige personlige forhold, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Bosnien-Hercegovina for der at udøve familielivet med ansøgeren og deres fællesbarn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændingestyrelsen havde udtalt, at den herboende ægtefælle ikke ville være i konkret og individuel risiko for asylrelevant forfølgelse, og at den herboende ægtefælle havde været på besøg i Bosnien-Hercegovina. Endelig fandt Udlændingenævnet, at den herboende ægtefælles PTSD på baggrund af oplevelser under krigen, og det forhold, at han var tilkendt førtidspension, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet sygdommen ikke kunne anses at forhindre ham i at tage ophold i Bosnien-Hercegovina. FAM/2016/99.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 19-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til syv syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende søn / broder (referencen), der i august 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og forud for sin udrejse af Syrien havde boet sammen med ansøgerne, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var udrejst af Syrien med sine forældres accept og på referencens eget initiativ, herunder at referencen var rejst sammen med sin storesøster og sine bedsteforældre til Danmark, hvor en del af referencens øvrige familiemedlemmer opholdt sig. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at hans fader (en af ansøgerne) havde lånt penge, således at referencen og dennes storesøster kunne blive sendt ud af Syrien med sine bedsteforældre. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at bedsteforældrene måtte anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted i forbindelse med udrejsen fra Syrien, og at dette var sket med forældrenes accept. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen efter sin egen og sine bedsteforældres respektive indrejser i Danmark selv havde frasagt sig at bo sammen med sine bedsteforældre. På den baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at der til støtte for klagen var henvist til FN’s Børnekonventions artikel 3, og at referencen var mindreårig. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at referencen ikke var uden omsorgspersoner, idet referencens storesøster nu var myndig, og idet referencens bedsteforældre samt andre familiemedlemmer boede i Danmark og således kunne tage vare på referencen. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han selv havde besluttet sig for at udrejse af Syrien, ligesom han aktuelt havde en alder, hvor han i det daglige ikke var afhængig af, at forældremyndighedsindehaveren eller en anden omsorgsperson bistod ham i det daglige. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at FN’s Børnekonvention ikke gav en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for barnets trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre eller en anden med juridisk ansvar for barnet, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre eller personen med juridisk ansvar kan forblive sammen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at referencen var udrejst af Syrien med sine bedsteforældre og storesøster med sine forældres accept, og at referencen selv havde oplyst til de danske myndigheder, at han ikke ønskede at bo sammen med sine bedsteforældre, men at han ønskede at bo i nærheden af sin fætter, der havde boet i Danmark i cirka syv år og gerne ville tage ansvar for referencen. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at ansøgerne led af angst og PTSD, samt at de ansøgende forældre led af henholdsvis en diskusprolaps og sukkersyge, nedsat bevægelighed samt en stofskiftesygdom. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af ansøgernes ansøgningsskemaer om familiesammenføring med referencen, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgerne havde de anførte helbredsmæssige problemer, fandt Udlændingenævnet samtidig, at det kunne lægges til grund, at ansøgerne ikke havde været afhængige af referencens pasning og pleje forud for referencens udrejse af Syrien. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ved de nævnte helbredsmæssige forhold ikke var tale om sådanne helbredsmæssige oplysninger, der i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/45.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Urigtige oplysninger og konstrueret dokumentation

    Dato: 13-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger under henvisning til, at den herboende reference havde afgivet urigtige oplysninger samt fremlagt dokumentation, der blev anset for at være konstrueret med det formål at skaffe ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, stk. 1.

    Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at referencen måtte anses for at have afgivet urigtige oplysninger samt fremlagt dokumentation, der ansås for konstrueret med det formål, at ansøgeren kunne opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at referencen i forbindelse med sin asylsag i november 2014 havde oplyst, at han var ugift, mens det i ansøgningen om familiesammenføring var oplyst, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen var indgået i Syrien i marts 2013 – inden referencens flugt fra hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der til sagen var fremlagt to dokumenter vedrørende ægteskabskontrakten, der måtte antages at være to forskellige oversættelser af det samme originale dokument, men at der var væsentlige divergenser i dokumenterne, herunder at dokumenterne var udstedt af Shariadomstolen i to forskellige byer, at shariadommerens navn var forskelligt i de to dokumenter, og at medgiften var oplyst med to forskellige beløb i de to dokumenter, ligesom der i det ene dokument var omtalt en stedfortræder for referencen, hvilket ikke var tilfældet i det andet dokument. Uanset om der var tale om to separate dokumenter – og således ikke blot to oversættelser af det samme originale dokument – fandt Udlændingenævnet, at der i dokumenterne var så væsentlige uoverensstemmelser, at dokumenterne ikke kunne lægges til grund, da de måtte anses for at være konstrueret til lejligheden med det formål at skaffe ansøgeren opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der til klagen var fremlagt et andet dokument vedrørende ægteskabets indgåelse, hvor referencens navn fremstod væsentligt anderledes, end det navn, referencen havde oplyst til udlændingemyndighederne, ligesom den i dokumentet oplyste dato for indgåelsen af ægteskabskontrakten ikke var i overensstemmelse med den i de øvrige fremlagte dokumenter oplyste dato for indgåelsen af ægteskabskontrakten. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der var stavefejl i de angivelige officielle myndighedsstempler på de to dokumenter vedrørende ægteskabskontrakten, hvorfor dokumenterne ikke kunne antages at være udstedt af eller verificeret af de rette syriske myndigheder. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at referencen havde forklaret divergerende om sit forhold til ansøgeren, herunder hvor referencen arbejdede, og hvor han mødte ansøgeren for første gang, samt hvor ansøgeren og referencen havde boet sammen. FAM/2016/71.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Medfølgende familie til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv

    Dato: 13-07-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse til to mindreårige nigerianske statsborgere, født i henholdsvis 2004 og 2006, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 2, og stk. 3.

    Udlændingenævnet fandt, at det ville være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at tillade ansøgernes forlængelsesansøgninger indgivet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at begge ansøgere var født og opvokset i Danmark, hvor de var bosiddende sammen med deres forældre, hvor de havde haft deres skolegang, at de talte flydende dansk, og at de var under den kriminelle lavalder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne siden deres fødsel havde haft lovligt ophold i Danmark frem til udløbet af deres hidtidige opholdstilladelse, og at ansøgningerne om forlængelse af deres hidtidige opholdstilladelser var indgivet ca. tre måneder for sent. Udlændingenævnet fandt dog, at Danmarks internationale forpligtelser ikke var til hinder for, at der ved indgivelsen af ansøgningerne om forlængelse af ansøgernes opholdstilladelser skulle betales gebyr. ERH/2016/65.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 13-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en statsborger fra Tyrkiet, da ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark ikke havde lovligt ophold her i landet.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab, da ansøgeren på tidspunktet for ansøgningens indgivelse ikke havde lovligt ophold her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark havde oplyst, at hun senest var indrejst i Danmark i marts 2007, at Udlændingestyrelsen senest i december 2007 havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse, og at denne afgørelse var blevet stadfæstet af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i maj 2008 med udrejsefrist straks. Udlændingenævnet bemærkede, at tyrkiske statsborgere er visumpligtige, medmindre de skal udføre en tjenesteydelse i Danmark, og at ansøgeren havde indgivet sin ansøgning om ægtefællesammenføring i februar 2015, hvor ansøgeren således fortsat havde ulovligt ophold. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde opholdt sig i Danmark i cirka otte år uden opholdstilladelse, og derfor havde ulovligt ophold på dette tidspunkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren gentagne gange var blevet meddelt afslag på familiesammenføring og derfor ikke kunne antages at have en berettiget forventning om at kunne opholde sig i Danmark, herunder blive meddelt opholdstilladelse på baggrund af en ny ansøgning om opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt ej heller, at det kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle efter den seneste ansøgnings indgivelse var blevet dansk statsborger. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, også bliver stillet over for danske statsborgere. Udlændingenævnet bemærkede vedrørende ansøgerens ansøgning om ophold efter Assoceringsaftalen, at en sådan ansøgning ikke kunne afvises i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, men at denne skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Assoceringsaftalen ikke i sig selv giver ret til familiesammenføring. Udlændingenævnet hjemviste herefter den del af ansøgningen, der knyttede sig til selvstændig opholdsret efter Assoceringsaftalen, til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling. FAM/2016/77.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Au pair – Karensregistrering af au pair værtsfamilien

    Dato: 13-07-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om en værtsfamilies registrering i au pair karensregistret samt som konsekvens heraf Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en au pairs opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at værtsfamilien ikke burde registreres i au pair karensregistret som følge af misbrug af au pair-ordningen for manglende lommepenge til værtsfamiliens tidligere au pair. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det ikke med sikkerhed kunne lægges til grund, at værtsfamilien havde misbrugt au pair-ordningen i forbindelse med den tidligere au pairs ophold hos værtsfamilien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at lommepengebeløbet fremgik af au pair kontrakten, at den første au pair tidligere havde udtalt, at hun fik det beløb månedligt, som fremgik af kontrakten, at lommepengebeløbet ikke skal reguleres årligt, når au pairen har fået sin tilladelse, og at politiet ikke havde fundet grundlag for sigtelse for overtrædelse af udlændingeloven. Udlændingenævnet fandt endvidere efter en samlet vurdering det overvejende betænkeligt at lægge til grund, at den tidligere au pair ikke skulle have modtaget det aftalte lommepengebeløb, eller at dette beløb var mindre end det af udlændingemyndighederne fastsatte minimumsbeløb, jf. udlændingelovens § 21 a, nr. 2. Udlændingenævnet bemærkede ligeledes, at en fagforenings oplysning om, at et indgivet erstatningskrav blev fastsat på baggrund af kontoudtog, ikke kunne lægges til grund, idet det ikke på tidspunktet for au pairens opholdstilladelse var et krav, at lommepengebeløbet skulle indbetales til en konto, og at det derfor ikke var udelukket, at der også kunne have fundet kontant udbetaling sted. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration kunne slette registreringen af værtsfamilien i karensregistret. Udlændingenævnet fandt som konsekvens heraf grundlag for at hjemvise Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en ny au pairs opholdstilladelse, idet Styrelsen for International Rekruttering og Integration herefter på ny måtte vurdere, om grundlaget for den nye au pairs opholdstilladelse var til stede. ERH/2016/70.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 13-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til to syriske statsborgere, der havde søgt om familiesammenføring med deres herboende søn, som var født i januar 1997, og som var blevet meddelt asyl i Danmark i september 2014.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgerne i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og deres herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt således, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn udrejste af Egypten som 17-årig, at rejsen var planlagt, og at han udrejste af Egypten alene efter aftale med sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende søn var 17 år på ansøgningstidspunktet, da familien sammen havde besluttet, at den herboende søn kunne udrejse alene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn og ansøgerne frivilligt havde afbrudt familielivet, da den herboende søn udrejste af Egypten. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende søn forud for sin udrejse altid havde boet sammen med sine forældre. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende søn over for politiet i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at han efter ankomsten i Danmark skulle forsøge at få familiesammenføring til resten af familien. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen henset til, at familielivet blev afbrudt frivilligt. Udlændingenævnet fandt herudover på baggrund af sagens omstændigheder, at der ikke mellem den herboende søn og hans forældre eksisterede et sådant særligt pleje- og afhængighedsforhold, at ansøgerne på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, at den herboende søn var knap 18 år på ansøgningstidspunktet, henset til at han som 17-årig udrejste af Egypten, og at han grundet sin alder på ansøgningstidspunktet ikke kunne antages at have haft det samme behov for omsorg og pleje, som yngre børn har. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende søn forud for sin frivillige udrejse af Egypten havde boet sammen med sine forældre. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at oplysningerne vedrørende en udlændings bopælsforhold ikke i sig selv har afgørende betydning for en sags udfald, men at det indgår som en del i vurderingen af sagens samlede omstændigheder. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. FAM/2016/76.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. juli 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Forfalden gæld til det offentlige – Ej årsagssammenhæng mellem oparbejdet gæld og ansøgerens helbred

    Dato: 07-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en somalisk statsborger, der havde haft opholdstilladelse i Danmark som flygtning siden 2002 i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren blev i 2010 meddelt førtidspension og havde i ansøgningsskemaet oplyst, at han havde forfalden gæld til det offentlige, og at der ikke var givet henstand med betaling af gælden. Størrelsen af gælden var ikke angivet i ansøgningsskemaet. Det fremgik af oplysningerne fra SKAT, at SKAT havde registreret en gæld på 338.440 kr. som vedrørte beboerindskudslån, bøde til politi, erstatning med en kommune som fordringshaver, kontanthjælp, medielicens, diverse opkrævningsrenter, parkeringsafgift, sagsomkostninger, uberettiget modtagelse af dagpenge, underholdsbidrag samt grøn ejerafgift. Det fremgik af oplysningerne fra Udbetaling Danmark, at ansøgeren på tidspunktet for udtalelsen skyldte 161.160 kr. i børnebidrag, at denne fordring lå til inddrivelse hos SKAT, og at der ikke var givet henstand. Det fremgik endvidere af oplysningerne fra kommunen, at ansøgeren skyldte 5.019 kr. til kommunen for ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller lov om social service og 19.370 kr. for boligindskudslån, samt at der ikke var givet henstand med betalingen.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark da han ikke opfyldte kravet om ikke at have forfalden gæld til det offentlige, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ifølge oplysninger fra SKAT, Udbetaling Danmark og ansøgerens kommune havde forfalden gæld til det offentlige, og at dele af gælden var omfattet af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 4. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren havde gæld til det offentlige for beboerindskudslån, kontanthjælp samt børnebidrag. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på ansøgerens egne oplysninger og de indkomne oplysninger fra kommunen og Udbetaling Danmark, hvoraf det fremgik, at der ikke var givet henstand. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for dispensation efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering heraf, at ansøgerens læge havde oplyst, at ansøgeren var diagnosticeret med post traumatisk belastningsreaktion, paranoid psykose, angsttilstand og personlighedsændring efter katastrofeoplevelse, at ansøgeren gennem de seneste fem år havde fået psykofarmaka, at han isolerede sig, at han var paranoid, tolkende i forhold til personer omkring sig, og at han ikke havde nogen resterhvervsevne. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det ikke til sagen var oplyst eller dokumenteret, at ansøgerens helbredsmæssige situation havde årsagssammenhæng med ansøgerens oparbejdede gæld. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens psykiske tilstand ikke forhindrede ansøgeren i at opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 4, og dermed havde en afgørende betydning for oparbejdelsen af ansøgerens gæld. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren ikke havde mulighed for at afdrage på gammel gæld, da han var førtidspensionist og fremadrettet måtte leve af sin pension, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke var dokumenteret, at ansøgerens helbredsmæssige situation havde årsagssammenhæng med ansøgerens oparbejdede gæld. Udlændingenævnet fandt yderligere, at ansøgeren ikke havde vist vilje til integration, idet der ikke til sagen var indsendt dokumentation herfor. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens psykiske tilstand påvirkede sprogindlæringsevnen, at ansøgerens alvorlige psykiske problemer ikke gav mulighed for, at ansøgeren kunne lære dansk på en tilstrækkelig måde, at ansøgeren ikke kunne føre en samtale i et enkelt sprog, at ansøgerens funktionsnedsættelse var af en sådan karakter, at ansøgeren ikke havde mulighed for at deltage i danskundervisning eller tage en statsborgerskabsprøve, samt at ansøgeren ikke havde mulighed for at integrere sig, da det krævede, at ansøgeren talte det danske sprog. Udlændingenævnet fandt endelig, at disse forhold ikke i sig selv kunne føre til, at bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 4, om ikke at have forfalden gæld til det offentlige kunne fraviges, og henviste i den forbindelse til, at en ansøgers vilje til integration ikke alene afgøres af en ansøgers evne til at tale det danske sprog og interagere med andre. FAM/2016/69.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. juni 2016 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Den herboende forælder udrejst

    Dato: 29-06-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Filippinerne, født i 1999. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag på opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen ikke fandt, at der forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og ansøgerens tarv, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse. Af det Centrale Personregister fremgik det, at ansøgerens herboende moder efter Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse og efter indgivelsen af klagen til Udlændingenævnet over Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse var udrejst af Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet det var en grundlæggende betingelse for at kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, at den person, der søges familiesammenføring under henvisning til, er bosiddende i Danmark. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at ansøgerens moder ifølge det Centrale Personregister var udrejst af Danmark og derfor ikke længere bosiddende i Danmark. FAM/2016/64.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 27-06-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende mindreårige søn (referencen), der i juni 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold i ét år.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at referencen ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen var mindreårig og hidtil havde boet sammen med sine forældre, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var udrejst af Syrien med ansøgernes accept, herunder at referencen var rejst med andre mindreårige familiemedlemmer til Danmark, hvor referencens storebroder opholdt sig. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencens fader (den ene af ansøgerne) efter referencens oplysninger havde solgt sin bil og lånt penge af venner for at betale for referencens rejse, og at referencen blandt andet var udrejst sammen med sin nevø, som var referencens herboende storebroders søn. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen aktuelt boede sammen med sin herboende storebroder. På den baggrund fandt Udlændingenævnet herudover, at referencens storebroder måtte anses for reelt at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted, og at dette var sket med ansøgernes accept. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at der til støtte for klagen var henvist til FN’s Børnekonventions artikel 3, og at referencen var mindreårig, da han endnu ikke var fyldt 18 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger om familiesammenføring med referencen, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, ligesom referencen ikke sås at have haft et særligt pasnings- eller plejeforhold i forhold til ansøgerne. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen før sin udrejse havde arbejdet som møbelsnedker, og at han selvstændigt havde kunnet rejse uden ansøgernes ledsagelse sammen med andre mindreårige, samtidig med at han som den næstældste måtte anses for at have været pålagt et ansvar for sin mindreårige nevø, der var født i 2006. Den omstændighed, at ansøgerne efter referencens opfattelse sandsynligvis havde fået asyl i Danmark, såfremt de havde haft mulighed for at flygte sammen med referencen, kunne ikke føre til et andet resultat, idet der kunne være tale om asylretlige forhold, som ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/44.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2016 – Erhverv – Beløbsordningen – Proforma

    Dato: 23-06-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, til en statsborger fra Ukraine, der havde arbejdet som sæsonarbejder for den samme arbejdsgiver siden 2005.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter beløbsordningen på baggrund af den tilbudte beskæftigelse som driftsleder hos en navngiven virksomhed. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse efter en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder grund til at antage, at ansøgerens tilbudte ansættelse som driftsleder hos virksomheden ikke opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, herunder kravet om at ansættelsen skulle indebære en årlig aflønning på mindst 375.000 kr. eller ved en ansættelse af kortere varighed end et år, en månedlig aflønning på brutto 31.250 kr. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i 2015 under sin ansættelse som driftsleder i samme virksomhed i to ud af i alt fire måneder havde fået en bruttoløn, der lå under 31.250 kr., selv om ansøgerens dagældende opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen var betinget heraf. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i 2015 blev ansat for perioden fra april til oktober, at der ifølge oplysningerne i eIndkomst ikke var indberettet løn for april, maj og oktober 2015, og at det var i strid med betingelserne for ansøgerens tidligere meddelte opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen at udbetale en forholdsmæssig løn på baggrund af aflyste arrangementer. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik udtrykkeligt af ansøgerens engelsksprogede opholds- og arbejdstilladelse, at det var en betingelse for opholds- og arbejdstilladelsen, at den årlige løn på 375.000 kr. skulle opretholdes, herunder også i forbindelse med perioder med ferieafholdelse uden løn. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde inddraget forhold, der lå forud for ansøgerens meddelelse af hans første opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen i 2015, idet der ved udlændingemyndighedernes vurdering af, om en ansøgning kan imødekommes, skal foretages en samlet vurdering af, om det er sandsynligt, at arbejdsgiveren har viljen og evnen til at opfylde de oplyste løn- og ansættelsesvilkår. I vurderingen heraf kan indgå oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår fra ansøgeren og arbejdsgiveren, ligesom lønoplysninger fra tidligere ansættelser hos samme arbejdsgiver kan sammenlignes med lønindkomster indberettet til eIndkomst. Ansøgeren havde således i perioden fra 2008 til 2014 i gennemsnit pr. måned fået udbetalt brutto mellem 5.971 kr. og 9.928 kr., uagtet at opholds- og arbejdstilladelserne var givet til henholdsvis overenskomstmæssig løn og 18.000/19.000 kr. pr. måned. Dette havde således ikke været tilstrækkeligt, selvom virksomheden derudover havde været forpligtet til også at afholde udgifter til forplejning, transport og logi. Udlændingenævnet fandt således, at forskellen mellem ansøgerens oplyste løn og ansøgerens reelle bruttoløn i de forudgående syv år indikerede, at det ikke var sandsynligt, at ansøgeren under en eventuel ny ansættelse ville modtage den bruttoløn, som var blevet oplyst i ansøgningen. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at ansøgeren frem til og med 2014 var ansat som tivolispecialist, og siden 2015 havde været ansat som driftsleder, herunder at ændringen i stillingsbetegnelsen skulle kunne medføre en lønstigning på 61 %, og at ansøgeren, siden hans lønvilkår havde været udlændingemyndighederne bekendt, i årene 2009 til 2014 havde skullet modtage en månedlig løn på mellem 18.000 og 19.000 kr. fra den samme arbejdsgiver. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren igennem mange år havde udført arbejde med at opsætte og drive forlystelser for den navngivne virksomhed, hvilket krævede betydelig erfaring og uddannelse for at minimere risiko for personskade, og at ansøgerens arbejdsopgaver således ikke fremstod væsentligt ændrede i forhold til de tidligere år. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke var fremlagt en egentlig ansættelseskontrakt indgået mellem ansøgeren og den navngivne virksomhed med angivelse af ugentligt timetal, opsigelsesvarsel, ferierettigheder og lønvilkår, underskrevet af såvel ansøgeren som en repræsentant fra virksomheden, men at der alene var fremsendt et eksempel vedrørende en anden arbejdstager, hvis ansættelseskontrakt efter det oplyste var enslydende med ansøgerens. Dette var ifølge udlændingemyndighedernes praksis ikke tiltrækkelig dokumentation, jf. udlændingelovens § 40. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse tillige, at de tidligere fremlagte ansættelsesbeviser fremstod som værende udfærdiget til lejligheden. ERH/2016/63.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. juni 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 21-06-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Syrien, der søgte om familiesammenføring med sin herboende søn. Den herboende søn, født i 2003, og hans fader blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtninge i oktober 2014. I januar 2015 modtog Udlændingestyrelsen en ansøgning om familiesammenføring med den herboende søn fra ansøgeren, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og sønnens fader var blevet skilt i 2012, at faderen efterfølgende havde indgået et nyt ægteskab, og at den herboende søn havde boet sammen med ansøgeren i Egypten i perioden fra maj 2013, og indtil han udrejste af Egypten i august 2014. Til støtte for klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse blev det anført, at ansøgeren og hendes herboende søn fortsat havde et familieliv, der var beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, idet de havde boet sammen, indtil den herboende søn var udrejst af Egypten. Det blev endvidere anført, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har slået fast, at et familiebånd mellem et barn og en forælder ikke ophører som følge af, at en forælder efterlader barnet og flygter til et andet land, hvor forælderen får asyl. Der blev i den forbindelse henvist til EMD’s dom af 12. oktober 2006 i sagen Mubilanzila Mayeka og Kaniki Kitunga mod Belgien (app no. 13178/03).

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren kunne få opholdstilladelse i Danmark, idet ansøgeren og den herboende søn afbrød deres familieliv, da den herboende søn udrejste af Egypten med sin fader, hvor han indtil udrejsen i august 2014 boede med ansøgeren og sine søskende, og hvor ansøgeren og den herboendes søns søskende forblev boende efter den herboende søns udrejse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende søns fader insisterede på, at han skulle udrejse med faderen af Egypten, og at ansøgeren ikke samtidig ønskede at rejse fra Egypten. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens advokat havde anført, at ansøgeren og den herboende søn fortsat havde et etableret familieliv, som var beskyttet af EMRK artikel 8, idet de havde boet sammen, indtil den herboende søn rejste til Danmark, og at EMD har slået fast, at et familiebånd mellem et barn og en forælder ikke ophører som følge af, at en forælder efterlader barnet og flygter til et andet land, hvor forælderen får asyl. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Uanset at der mellem ansøgeren og den herboende søn eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af EMRK artikel 8, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren havde valgt at udøve familielivet adskilt fra den herboende søn. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren og den herboende søn efter det oplyste havde valgt at blive adskilt fra hinanden i forbindelse med den herboende søns og hans faders udrejse af Egypten, og at den herboende søn fortsat boede med sin fader og faderens familie og derved var en del af faderens husstand. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fulgte af EMD’s dom af 12. oktober 2006 i sagen Mubilanzila Mayeka og Kaniki Kitunga mod Belgien, præmisserne 85-87, at EMD havde fundet, at der i den konkrete sag var sket en krænkelse af EMRK artikel 8, idet ansøgeren var en uledsaget, udenlandsk mindreårig, hvorfor de belgiske myndigheder i dette konkrete tilfælde havde en forpligtelse til at sørge for familiens genforening. Det var derfor Udlændingenævnets vurdering, at EMD’s dom af 12. oktober 2006 i sagen Mubilanzila Mayeka og Kaniki Kitunga mod Belgien ikke kunne sammenlignes med denne sag, idet den herboende søn indrejste i Danmark og fortsat boede sammen med sin fader. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. FAM/2016/75.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. juni 2016 – Studie – Formodning – Ulovligt arbejde – Sagsbehandlingsklage

    Dato: 21-06-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra Uganda, der ønskede at studere på uddannelsen MBA in General Management, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1, og § 9. Ansøgeren havde tidligere i perioderne fra januar 2009 til juli 2011 og igen fra oktober 2012 til juli 2014 haft opholdstilladelse i Danmark som studerende.

    Udlændingenævnet fandt, at det afgørende formål med ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark som studerende på uddannelsen MBA in General Management ikke kunne anses for at være, at ansøgeren ønskede at gennemføre uddannelsen, men at formålet måtte anses for at være et ønske om længerevarende ophold i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som studerende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på politiets e-mail fra marts 2015 og politiets bødekontors telefoniske bekræftelse fra september 2015, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i april 2013 blev sigtet for at have arbejdet mere end det tilladte, at ansøgeren i april 2013 blev meddelt et bødeforelæg, og at ansøgeren i juli 2013 betalte en bøde på 4.500 kroner herfor. Det af partsrepræsentanten anførte om, at ansøgeren havde vedtaget en bøde for det ulovlige arbejde, at dette ikke indebar en formodning for, at ansøgerens primære formål med ansøgningen ikke var at studere, idet ansøgeren studerede i 2012 og 2013, at ansøgeren havde færdiggjort sin uddannelse i januar 2014 inden indgivelsen af den nye ansøgning, og at det efter partsrepræsentantens opfattelse var uforholdsmæssigt indgribende at nægte ansøgeren at fortsætte sine studier, idet bøden vedrørende for høj indtjening var udstedt til ansøgeren på et tidspunkt, hvor ansøgeren kort tid efter blev færdiguddannet, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af forarbejderne til bestemmelsen, at en ny ansøgning normalt ville blive afgjort med et afslag, hvis den pågældende havde vedtaget en bøde for det ulovlige arbejde. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik på engelsk af ansøgerens opholdstilladelse fra oktober 2012, at ansøgeren havde ret til at arbejde 15 timer pr. uge samt fuldtid i perioden fra juni til august, så længe opholdstilladelsen var gyldig, og at såfremt ansøgeren arbejdede ulovligt – herunder arbejdede uden gyldig arbejdstilladelse eller arbejdede ud over det tilladte antal timer – ville dette kunne medføre en fortabelse af opholdsretten. Udlændingenævnet fandt desuden ikke grundlag for at tilsidesætte udgangspunktet om at meddele ansøgeren afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, når der var vedtaget en bøde for ulovligt arbejde, idet ansøgeren i juli 2014 havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse som studerende cirka et år efter, at ansøgeren havde erkendt at have arbejdet ulovligt, og at ansøgeren efterfølgende var fortsat med at arbejde ulovligt frem til og med januar 2016. Det forhold, at ansøgeren var overrasket over, at ansøgeren ikke havde haft ret til at arbejde siden juli 2014, at ansøgerens partsrepræsentant havde anført, at det påhvilede styrelsen at påtale dette forhold, at ansøgeren var i god tro om, at sagen var afsluttet uden yderligere konsekvenser, at ansøgeren havde en berettiget forventning om, at sagen var afsluttet med betaling af bøden, at der ikke var juridisk grundlag for at meddele ansøgeren afslag, at der var udvist passivitet fra styrelsens side, at afgørelsen var uaktuel, idet der var forløbet mere end to år, og at styrelsen på denne baggrund havde fortabt retten til at gøre yderligere retsfølger gældende overfor ansøgeren, fandt Udlændingenævnet herudover ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om en førstegangsansøgning og ikke en forlængelse af en allerede eksisterende tilladelse. I en sådan situation skal udlændingen afvente, om der meddeles opholdstilladelse, og det er i givet fald den pågældendes eget ansvar at overholde reglerne. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på Styrelsen for International Rekruttering og Integrations udtalelse fra december 2015, hvoraf det fremgik, at der ikke er fastsat en grænse for, i hvor lang tid erkendt ulovligt arbejde normalt skal medføre, at en udlænding skal meddeles afslag på en ny ansøgning om opholdstilladelse, jf. forarbejderne til lov nr. 572 af 31. maj 2010. Det af partsrepræsentanten anførte om, at ansøgeren uberettiget var anmeldt for overtrædelse af reglerne om arbejde, at partsrepræsentanten opfordrede Udlændingenævnet til at anmode styrelsen om at tilbagetrække politianmeldelsen, idet ansøgeren ikke havde udvist forsæt eller grov uagtsomhed i forbindelse med overtrædelsen af udlændingelovens § 59, at det fortsatte arbejde efter indgivelsen af den nye ansøgning ikke var omtalt i afgørelsen fra september 2015, og at ansøgeren siden 2012 havde iagttaget de pålagte regler, fandt Udlændingenævnet ydermere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det alene var styrelsens vurdering, om ansøgeren skulle anmeldes for overtrædelse af udlændingelovens § 59, og at Udlændingenævnet som uafhængigt domstolslignende organ ikke havde instruktionsbeføjelse overfor styrelsen. Udlændingenævnet kunne derfor ikke anmode styrelsen om at trække politianmeldelsen tilbage. Det af partsrepræsentanten anførte om, at ansøgeren havde oplevet synsforstyrrelser på venstre øje under sit studie, at det under et længere udredningsforløb fra efteråret 2014 til foråret 2015 ikke var muligt at identificere problemet, at det blev opdaget, at ansøgeren havde en operationskrævende svulst i hypofysen, at ansøgeren i juni 2015 havde gennemgået en operation herfor, at halvdelen af svulsten var fjernet på daværende tidspunkt, at ansøgeren skulle have en supplerende operation herefter, og at sygdommen ville blive behandlet bedst i Danmark, idet ansøgeren ville blive fuldstændig helbredt og ville kunne fortsætte sine studier, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne medføre en ændret vurdering af sagen, idet helbredsoplysninger ikke indgik i vurderingen af meddelelse af opholdstilladelse på baggrund af studier, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1. Udlændingenævnet fandt derfor ud fra en samlet vurdering, at der ikke var oplyst om forhold, der ændrede ved formodningen for, at det afgørende ved ansøgerens ansøgning som studerende måtte anses for at være et ønske om at opnå et længerevarende ophold i Danmark. Udlændingenævnet havde anset det af partsrepræsentanten anførte om, at styrelsens afgørelse var mangelfuld, at sagen var blevet behandlet med stor forsinkelse, at situationen var opstået som følge af den langsommelige ansøgningsproces, hvilket havde bragt ansøgeren i en uhensigtsmæssig situation, at der efter partsrepræsentantens opfattelse skulle fremsendes en kopi af bødeforelæg, samt at det påhvilede styrelsen i afslagsbrevet at påtale, at ansøgeren havde arbejdet efter juli 2014, idet ansøgerens arbejds- og opholdstilladelse udløb i juli 2014, som en klage over styrelsens sagsbehandling. Udlændingenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik overfor Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration ud fra sagens samlede oplysninger havde et tilstrækkeligt grundlag til at træffe afgørelse i sagen. Det forhold, at det oprindelige bødeforelæg ikke indgik i styrelsens akter, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet oplysningen om bødeforelægget fremgik af politiets e-mail fra marts 2015 og af politiets bødekontors telefoniske bekræftelse fra september 2015. Udlændingenævnet fandt, at dette kunne anses for tilstrækkelig dokumentation. Udlændingenævnet lagde endeligt vægt på, at Udlændingenævnet ikke har kompetence til at behandle klager over sagsbehandlingstiden i styrelsen eller over styrelsens vejledningspligt, jf. lovforslag nr. L 178 af 25. april 2012, afsnit 2.2.7.2, om lov om ændring af lov om udlændingeloven og lov om kommunale og regionale valg. ERH/2016/62.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2016 – Administrativ udvisning – EU-borger – Ulovligt ophold

    Dato: 14-06-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en statsborger fra Litauen med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Klageren, der havde opholdt sig i Danmark siden maj 2015, blev i oktober 2015 anholdt af politiet og sigtet for ulovligt ophold, idet han havde opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse, og idet han som EU-borger havde været turist i Danmark fra maj 2015 til juli 2015, hvorefter han var forblevet som turist i Danmark frem til oktober 2015. Han havde ernæret sig under sit ophold her i landet ved at samle flasker. Klageren havde over for politiet forklaret, at han ikke havde været aktivt jobsøgende under sit ophold i Danmark, og at han ikke havde en intention om at søge eller udføre arbejde i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, ved i tidsrummet fra august 2015 til oktober 2015 at have opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse, idet han som EU-borger havde været turist i Danmark fra maj 2015 til juli 2015, hvorefter han var forblevet som turist i Danmark frem til oktober 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren havde ernæret sig ved at samle flasker. Udlændingenævnet lagde på den baggrund vægt på, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke længere havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, og 4, da han som EU-borger alene havde ret til at opholde sig i Danmark i op til tre måneder fra sin indrejse, jf. udlændingelovens § 2, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere efter de foreliggende oplysninger, at klageren ikke reelt havde været arbejdssøgende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens egne oplysninger til politiet om, at han siden sin ankomst til Danmark havde været hjemløs og sovet i telt i parker, at han kom til Danmark i maj 2015 med henblik på at samle flasker – hvilket efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne sidestilles med beskæftigelse som hverken arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller en person med tilstrækkelige midler – at han ikke havde været aktivt jobsøgende under sit ophold, da han ikke talte særlig godt engelsk, og at han ikke havde en intention om at søge eller udføre arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde midler til ophold og hjemrejse, at han ikke havde tilknytning til Danmark eller herboende personer, at der ikke forelå særlige helbredsmæssige eller andre personlige forhold, og at der ikke var oplyst om andre særligt belastende forhold ved en tilbagevenden til hjemlandet. FAM/2016/66.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2016 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej særlige grunde for dispensation

    Dato: 10-06-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra kravet om bestået danskprøve på A1-niveau senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30, til en statsborger fra Canada. Ansøgeren blev i september 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført. Det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse, at opholdstilladelsen blandt andet var betinget af, at ansøgeren bestod en prøve i dansk på sprogniveau A1 senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen. Udlændingestyrelsen vejledte i den forbindelse om, hvorledes ansøgeren kunne tilmelde sig prøven. I maj 2015 indsendte ansøgeren til Udlændingestyrelsen en kopi af sit barns fødselsattest og oplyste i den forbindelse, at hun var klar over, at hun var forsinket med orienteringen om barsel, men at hun var blevet oplyst af både sprogskolen og kommunen om, at hendes barsel ville blive registreret og fremgå af deres system.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at afslå at suspendere fristen for aflæggelse af prøve i dansk på A1-niveau eller en danskprøve på et tilsvarende eller et højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i september 2014 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at det fremgik af opholdstilladelsen, at ansøgeren senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen skulle bestå en danskprøve på A1-niveau eller en danskprøve på et tilsvarende eller et højere niveau. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren først i maj 2015 oplyste Udlændingestyrelsen om, at hun i marts 2015 var nedkommet med sit og sin ægtefælles første fællesbarn, at Udlændingestyrelsen i en situation, hvor Udlændingestyrelsen modtager en anmodning om fristudsættelse vedrørende danskprøven en måned eller mere efter terminsdatoen, hvor det forudsættes, at ansøgeren har født, efter praksis vil suspendere fristen for at bestå danskprøven, fra barslen starter og frem til 46 uger fra fødselsdatoen, og at Udlændingestyrelsen i dette tilfælde vil fradrage det antal dage, som allerede er forløbet af fristen fra tilmelding til Det Centrale Personregister til dagen, hvor Udlændingestyrelsen modtager anmodningen om udsættelsen af fristen for at bestå danskprøve A1. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det i henhold til Udlændingestyrelsens praksis som udgangspunkt er en forudsætning for udsættelse af fristen for at bestå danskprøve A1, at anmodningen om fristudsættelse er modtaget inden fristens udløb. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den angivne fejlagtige vejledning, som ansøgeren skulle have modtaget fra kommunen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at kommunen til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at kommunen ikke i forbindelse med sin vejledning af ansøgeren havde oplyst, at oplysningerne om ansøgerens barsel ville blive videresendt til udlændingemyndighederne. Udlændingenævnet bemærkede, at det var ansøgerens eget ansvar at forberede sig til prøven og at tilrettelægge et forløb, således at ansøgeren kunne nå at forberede sig, inden hun skulle op til prøven, og at kravet om danskprøven udtrykkeligt fremgik af ansøgerens opholdstilladelse, hvorfor det ud fra det oplyste måtte have stået ansøgeren klart, at hverken ansøgerens sprogskole eller kommunen var rette myndighed til at vurdere, om ansøgerens frist for at bestå danskprøve A1 kunne udsættes. FAM/2016/43.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. juni 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 01-06-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fire statsløse palæstinensere fra Syrien, der søgte om familiesammenføring med henholdsvis deres søn og deres broder (referencen), der i juni 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold i ét år.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, ligesom den ene af referencens ansøgende søskende på ansøgningstidspunktet var fyldt 18 år og dermed var myndig, hvorfor hun måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at der efter de gældende danske regler for familiesammenføring kan meddeles opholdstilladelse til en kernefamilie, forstået som forældre og mindreårige børn, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, men at der som udgangspunkt ikke er adgang til familiesammenføring med myndige børn, hvor der ikke foreligger særlige pasnings- eller plejebehov, jf. lovbemærkningerne til udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 87 af 10. december 2015, at der i visse tilfælde kan gives tilladelse til familiesammenføring, hvis den herboende er et uledsaget mindreårigt barn, og hvis dette barns forældre søger om familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og FN’s Børnekonventions artikel 3, stk. 1, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencen nu var 18 år og dermed myndig og således måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at referencen havde oplyst, at hans moster opholdt sig i Danmark, hvorfor referencen ikke var uden familienetværk her i landet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at han frygtede, at der ville ske ansøgerne noget i Syrien, jo længere tid der gik, idet der var tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/42.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. maj 2016 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 30-05-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en somalisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 9.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at det ægteskab, ansøgeren havde indgået, måtte anses for at være et proformaægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 9. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at det til sagen var blevet oplyst og dokumenteret, at ansøgerens ægtefælle i en uge i februar 2015 havde opholdt sig i Etiopien sammen med ansøgeren, og at det i forbindelse med klagen var oplyst og dokumenteret, at ansøgeren i november 2015 var nedkommet med ansøgerens og ansøgerens ægtefælles fællesbarn. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse var opfyldt. FAM/2016/53.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. maj 2016 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 30-05-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 9, til en vietnamesisk statsborger, samt afslag på opholdstilladelse til ansøgerens tre børn i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabet mellem ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om visum i 1997 havde oplyst, at ansøgerens ægtefælles tidligere ægtefælle var ansøgerens søster, og at det samtidig var blevet oplyst, at ansøgeren boede i Vietnam som en familie sammen med sin moder og fem søskende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle var gift med ansøgerens søster fra september 1998 til oktober 2014, og at ansøgeren efter det oplyste mødte ansøgerens herboende ægtefælle til en fest i 2012 i Vietnam. Udlændingenævnet kunne i den forbindelse ikke lægge til grund, at ansøgeren ikke havde kendskab til, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for mødet var gift med en navngiven kvinde, som ansøgeren i 1997 havde oplyst var hendes søster. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren på trods af Udlændingestyrelsens anmodning herom i august 2015 og i september 2015 ikke havde oplyst navnene på sine søskende, og at det til visumsagen i 1997 var blevet oplyst, at hun boede sammen med sine fem søskende som en familie. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. påhviler en udlænding at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan meddeles. Det følger endvidere af forarbejderne til bestemmelsen, at såfremt en udlænding afgiver urigtige oplysninger eller erklæringer eller svigagtigt fortier oplysninger, kan udlændingen meddeles afslag på ansøgningen. Det forhold, at ansøgeren troede, at den herboende ægtefælles tidligere ægtefælle ikke var hendes søster, og at ansøgerens søster skulle tilhøre et andet folk end ansøgeren på baggrund af ansøgerens søsters navn, kunne på baggrund af sagens oplysninger i øvrigt ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at hun havde fem søskende, som var hendes forældres adoptivbørn, og som hun efter eget valg ikke havde kontakt med, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at ansøgernes tidligere ægtefælle, som var hendes børns fader, boede på samme adresse i Vietnam som ansøgeren og ansøgernes tre børn på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet lagde således ved afgørelsen afgørende vægt på, at ansøgeren måtte anses for at have afgivet urigtige oplysninger, der ansås for konstrueret med henblik på det formål at opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens tre børn ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren samme dag blev meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgerens tre børn havde indgivet ansøgning sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgerens tre børn og ansøgerens herboende ægtefælle. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens børns personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at der burde gives opholdstilladelse. FAM/2016/54.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Au pair – Betingelserne ej længere til stede

    Dato: 27-05-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om inddragelse af en filippinsk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 j. I maj 2014 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse som au pair. Opholdstilladelsen var gyldig til maj 2016. Det var en betingelse for opholdstilladelsen, at ansøgeren under hele opholdet skulle fungere som au pair hos sin værtsfamilie. I december 2014 oplyste værtsfamilien overfor Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at ansøgeren, som på det tidspunkt var gravid, ikke længere fungerede som au pair, og at hun var flyttet ud af værtsfamiliens bolig. I januar 2015 nedkom ansøgeren med et barn, der efterfølgende blev diagnosticeret med sygdommen Multiple Infantile Hermangioma.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for at inddrage ansøgerens opholdstilladelse var til stede, da ansøgeren ikke længere fungerede som au pair hos sin værtsfamilie. Udlændingenævnet lagde herved vægt på værtsfamiliens oplysninger om, at ansøgeren grundet sin graviditet ikke længere fungerede som au pair, og at hun i december 2014 var flyttet ud af værtsfamiliens bolig. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren eller hendes barn. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens barn blev diagnosticeret med sygdommen Multiple Infantile Hermangioma. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da der ikke til sagen var oplyst om sådanne omstændigheder omkring ansøgerens barns sygdom, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet fandt endelig, at det til sagen oplyste om, at ansøgeren og ansøgerens barn ikke havde en filippinsk sundhedsforsikring, ej heller kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da sociale og økonomiske forhold i hjemlandet i sig selv ikke kunne føre opholdstilladelse efter bestemmelsen. ERH/2016/41.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2016 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab – Nærtbeslægtet

    Dato: 23-05-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en tyrkisk statsborger, som blev meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på de oplysninger, som den herboende ægtefælle havde afgivet på nævnsmødet i maj 2016 om, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var fætter og kusine, at ansøgeren og den herboende ægtefælle aldrig havde været tætte som børn, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde set hinanden hvert andet og tredje år, at ansøgerens ægtefælle havde stiftet nærmere bekendtskab med ansøgeren i 2010, hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle blev forelskede, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde indgået ægteskab i 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren desuden havde oplyst, at hun lagde vægt på uddannelse, herunder at hun var uddannet socialrådgiver og havde job i en kommune. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at parret oprindeligt ikke havde fortalt deres respektive familier om forholdet, at ansøgerens herboende ægtefælle først havde oplyst om forholdet overfor sin moder et år efter, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var blevet kærester, at parrets bryllupsfest blev holdt et år efter ægteskabets indgåelse i Tyrkiet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle selv betalte for bryllupsfesten, at parret gav hinanden bryllupsgaver, at parret efterfølgende boede tre måneder sammen i Danmark, og at ansøgeren på dette tidspunkt var selvstuderende. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens herboende ægtefælles forklaring var troværdig, og fandt således, at der ikke var grundlag for at betvivle, at ægteskabet var indgået efter begge parters ønske. FAM/2016/108.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2016 – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 23-05-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på opholdstilladelse til fem mindreårige børn, som var statsborgere i Syrien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 18.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne på det foreliggende grundlag ikke kunne meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at en opholdstilladelse ville stride imod børnenes tarv, idet sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der i Udlændingestyrelsens afgørelser blev lagt afgørende vægt på en udtalelse fra den herboende faders bopælskommune, der primært og konkret forholdt sig til den herboende faders ægtefælles forældreevne. Den herboende faders ægtefælle var ikke børnenes moder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke af bopælskommunens udtalelse fremgik konkrete oplysninger vedrørende den herboende fader, der understøttede, at en opholdstilladelse til de fem mindreårige børn aktuelt ville stride imod deres tarv. FAM/2016/40.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

    Dato: 17-05-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen til en statsborger fra Bangladesh. Ansøgeren havde i ansøgningen oplyst, at han havde arbejdet hos en bestemt virksomhed som køkkenassistent siden marts 2012, samt at han havde holdt ferie og afspadsering i perioden fra primo juni 2014 til primo august 2014. Ansøgerens partsrepræsentant havde til støtte for klagen anført, at det er normalt at afholde flextimer i et ansættelsesforhold.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges, da ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af lovbemærkningerne, at der ved fast beskæftigelse af et vist omfang som udgangspunkt skal forstås, at udlændingen skal have været i beskæftigelse i omkring 12 måneder op til afgørelsen om forlængelse, og der skal være tale om beskæftigelse af et ikke ubetydeligt omfang. Hvis udlændingen alene har haft beskæftigelse i et ubetydeligt omfang – f.eks. under 10 timer om ugen – vil opholdstilladelsen som udgangspunkt ikke kunne forlænges. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at manglende beskæftigelse i omkring fem uger ud af de seneste 12 måneder efter praksis kan medføre forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen. Denne praksis er fastlagt efter ferielovens § 8, som indebærer, at en lønmodtager har ret til 25 dages ferie årligt. Desuden lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgerens arbejdsgiver havde oplyst, at ansøgeren havde holdt ferie i perioden fra primo juni 2014 til primo august 2014, hvoraf fem uger var almindelig ferie, mens det resterende var afholdelse af opsparede ekstra timer udbetalt i henholdsvis juni og juli 2014. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at ansøgeren ikke havde haft beskæftigelse af et vist omfang i perioden fra primo juni 2014 til primo august 2014, hvilket var ni en halv uge, og ansøgeren havde således afholdt ferie i cirka fire en halv uge mere, end han var berettiget til efter ferieloven. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det er normalt at afholde flextimer i et ansættelsesforhold, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at lovbemærkningerne må forstås således, at det ikke er muligt at samle sin arbejdstid i nogle perioder for at kunne holde fri i andre perioder, idet man derved ikke ses at have været i beskæftigelse af et ikke ubetydeligt omfang i alle uger i den relevante periode. ERH/2016/57.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. maj 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

    Dato: 12-05-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen til en statsborger fra Pakistan. Ansøgeren havde i ansøgningsskemaet oplyst, at han i perioden fra primo oktober 2014 til ultimo marts 2015 og igen fra medio april 2015 til ultimo oktober 2015 havde arbejdet 31 timer om ugen som IT medarbejder. Ansøgeren indsendte i forbindelse med sagens behandling ansættelseskontrakter for disse ansættelser, hvoraf det fremgik, at begge ansættelser var sket med løntilskud. Ansøgeren havde oplyst og dokumenteret, at han primo september 2015 var blevet ansat på fuldtid som produktions-/montagearbejder. Styrelsen for International Rekruttering og Integration traf afgørelse ultimo oktober 2015. Ansøgeren havde til støtte for klagen anført, at det ikke fremgår nogen steder, at man ikke må være ansat med løntilskud, og at ansøgeren på styrelsens opfordring havde taget kontakt til jobcentret, som ikke havde informeret om, at han ikke kunne tage arbejde med løntilskud.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke som foreskrevet havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om forlængelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ansættelser i perioderne fra primo oktober 2014 til ultimo december 2014, fra medio april 2015 til medio juli 2015 og fra primo august 2015 til ultimo oktober 2015 havde været med løntilskud. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgår af forarbejderne til greencardordningen, at løn- og ansættelsesvilkår skal svare til de overenskomstmæssige vilkår eller på anden måde være sædvanlige for det danske arbejdsmarked. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ikke havde fået at vide af jobcentret, at han ikke kunne tage ansættelse med løntilskud, idet ansættelse med løntilskud ikke udgør beskæftigelse på ordinære vilkår, da der er tale om et beskæftigelsesrettet tiltag med henblik på at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet. Desuden henviste Udlændingenævnet til, at ansøgeren ikke havde kontaktet udlændingemyndighederne med henblik på at afklare, om ansættelse med løntilskud ville kunne føre til en forlængelse på baggrund af greencardordningen. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren havde været ansat på fuldtid siden primo september 2015, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da udlændingen skal have været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse. ERH/2016/56.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. maj 2016 – Ægtefællesammenføring – Identitet kan ikke fastslås

    Dato: 04-05-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, til en afghansk statsborger, da hendes identitet ikke med sikkerhed kunne fastslås.

    Udlændingenævnet fandt, at det på afgørelsestidspunktet ikke var muligt at fastslå ansøgerens identitet og vurdere, hvorvidt betingelserne for at meddele opholdstilladelse til ansøgeren var opfyldt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt gyldig dokumentation for sin identitet, herunder f.eks. gyldigt nationalitetspas. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle havde opgivet forskellige oplysninger vedrørende ansøgerens navn og fødselsår samt ansøgerens farfaders navn. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgerens identitet ikke kunne anses for at være dokumenteret eller i øvrigt sandsynliggjort, således som det påhviler en udlænding efter udlændingelovens § 40. FAM/2016/39.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. maj 2016 – Erhverv – Praktikanter – Uddannelsesmæssig sammenhæng

    Dato: 03-05-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 k, stk. 1, til en colombiansk statsborger, som havde søgt om opholdstilladelse i Danmark som praktikant. Ansøgeren studerede en bachelorgrad i ”Gastronomy”, som hovedsagligt indeholdt fag inden for ernæring, samfund og forretningsførelse. Praktikstedet var et hotel i Danmark. Ansøgeren anførte til støtte for sin klage, at styrelsens afslag beroede på en misforståelse relateret til praktikpladsens jobbeskrivelse i ansøgningsskemaet.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering grundlag for at ændre Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om, hvorvidt praktikopholdet kunne anses at have til formål at supplere ansøgerens uddannelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at praktikforløbet var tilrettelagt i samarbejde med den institution, hvorfra ansøgeren havde taget sin uddannelse, og at ansøgerens arbejdsopgaver på praktikstedet var rettet ind efter ansøgerens akademiske profil. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren som en del af de faglige krav for at gennemføre studiet, skulle skrive et projekt i tre faser om oplevelsen på praktikstedet til universitetet. ERH/2016/38.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2016 – Afvisning – Afvisning ved indrejsen

    Dato: 25-04-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2016 Københavns Politis afgørelse om afvisning ved indrejsen af en pakistansk statsborger, jf. udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet klageren ikke havde et gyldigt visum. Klageren var i besiddelse af et pakistansk pas isat et britisk ”Residence Documentation”, udstedt på baggrund af klagerens ægtefælle, der var dansk statsborger og bosiddende i Storbritannien. Klageren var rejst fra London til København sammen med sit barn, der var britisk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at Københavns Politi med rette havde afvist klageren ved indrejsen i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var en betingelse for, at ansøgeren som pakistansk statsborger kunne indrejse i Danmark, at hun var i besiddelse af et gyldigt visum, hvilket hun ikke kunne anses for at have været ved indrejsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på afvisningstidspunktet var i besiddelse af et britisk ”Residence Documentation”, da hun var bosiddende i Storbritannien. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da klageren ikke var ledsaget af sin ægtefælle ved indrejsen i Danmark. FAM/2016/37.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. april 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

    Dato: 20-04-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen til en statsborger fra Pakistan, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen under henvisning til, at han ikke opfyldte betingelsen om at have været i beskæftigelse af et ikke ubetydeligt omfang inden for de sidste tolv måneder forud for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra januar 2016. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på karakteren af ansøgerens sygdom, og at han ultimo juni 2015 blev opereret for en tumor i hjernen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens arbejdsgiver havde oplyst, at ansøgeren grundet sygdom var på orlov i hjemlandet fra ultimo januar 2015 til primo april 2015, og at han ifølge en udtalelse fra en speciallæge i almenmedicin var tilladt at tage tilbage til hjemlandet for at hvile blandt andet efter operationen ultimo juni 2015. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgeren efterfølgende var vendt tilbage til sin stilling hos sin arbejdsgiver. Udlændingenævnet tilbagesendte på den baggrund sagen til fornyet behandling i Styrelsen for International Rekruttering og Integration, således at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at forlænge ansøgerens opholdstilladelse var opfyldt. ERH/2016/50.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. april 2016 – Erhverv – Greencardordningen – Tilpasningsevne

    Dato: 13-04-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i april 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark efter greencardordningen til en statsborger fra Indien, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. Ansøgeren havde i forbindelse med klagen indsendt yderligere dokumentation vedrørende sine opholdstilladelser i Storbritannien.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på afgørelsestidspunktet burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde opnået mindst 100 point, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i forbindelse med klagen havde indsendt yderligere dokumentation vedrørende sine opholdstilladelser i Storbritannien. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i perioden fra maj 2010 til marts 2012 havde været beskæftiget i Storbritannien, samt at ansøgeren i perioden fra maj 2010 til maj 2011 havde været deltidsansat med 20 timer om ugen, og at ansøgeren derefter havde arbejdet fuldtid 40 timer om ugen frem til august 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren over for Udlændingenævnet havde dokumenteret, at ansøgeren forud for udløbet af sin studieopholdstilladelse i Storbritannien havde indgivet en ansøgning om post study opholdstilladelse i Storbritannien, og at ansøgeren derfor havde været beskæftiget lovligt i hele den pågældende periode. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren på den baggrund kunne tildeles 10 point for tilpasningsevne, da ansøgeren havde dokumenteret lovlig fuldtidsbeskæftigelse i perioden fra juni 2011 til august 2013 i Storbritannien. ERH/2016/36.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Erhverv – Sædvanlige lønvilkår

    Dato: 07-04-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Ukraine, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 6. Ansøgerens opholdstilladelse var betinget af, at han var ansat på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Ansøgeren havde til ansøgningen fremlagt lønsedler og kontoudtog som dokumentation for, at han oppebar en bruttoløn, der var i overensstemmelse med hans ansættelseskontrakt. Ansøgeren var imidlertid blevet trukket i løn for afholdt ferie i henholdsvis december 2013, januar 2014, juni 2014 og september 2014.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse, for så vidt angik vurderingen af, om betingelserne for bruttoløn og feriegodtgørelse i ansøgerens ansættelseskontrakt var overholdt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af de fremsendte lønsedler for perioden fra december 2013 til december 2014, at ansøgeren havde oppebåret en bruttoløn svarende til vilkårene i hans ansættelseskontrakt, at der var indbetalt 12,5 procent af lønnen i feriepenge, og at det var dokumenteret, at ansøgeren havde fået udbetalt feriepenge. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren medio januar 2015 over for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde oplyst, at han i perioden fra december 2013 til december 2014 havde afholdt i alt fem ugers ferie, hvorefter der var sket løntræk i den udbetalte løn. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at de pågældende løntræk for afholdt ferie i henholdsvis december 2013, januar 2014, juni 2014 og september 2014 ikke var uoverensstemmende med ansøgerens ansættelseskontrakt henset til, at bruttolønnen i den pågældende periode var i overensstemmelse med ansøgerens ansættelseskontrakt, ligesom der i den pågældende periode var sket indbetaling til FerieKonto i overensstemmelse med det aftalte. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at forlænge ansøgerens opholdstilladelse var opfyldt. ERH/2016/52.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Sygdom

    Dato: 07-04-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Bangladesh.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at der forelå sådanne særlige forhold, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i januar 2008 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende, at han i september 2008 var udsat for et alvorligt færdselsuheld, hvorefter han fik svære kognitive gener, at han var diagnosticeret med paranoid psykose og PTSD, at han led af selvmordstanker, at ansøgeren ifølge sin overlæge led af en varig arbejds- og funktionsnedsættelse, at det på grund af ansøgerens dårlige prognostiske faktorer ansås for usandsynligt, at han kunne starte på uddannelse eller job, og at ansøgerens psykiatriske sygdom vurderedes behandlingsresistent. Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens samlede omstændigheder det for bedst stemmende overens med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren ikke blev meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, han ikke opfyldte kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 14. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2016/49.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2016 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Sprogprøvekravet

    Dato: 06-04-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 12, nr. 5, idet den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Den herboende ægtefælle blev i september 2005 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Den herboende ægtefælle havde bestået erhvervsuddannelsernes grundforløb i teknologi og kommunikation, ligesom han havde modtaget danskundervisning i ottende og niende klasse. Den herboende ægtefælle henviste i klagen til punkt 7 i bilag 1 til bekendtgørelse om danskprøve på A1-niveau og danskprøve på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge, hvoraf det fremgår, at bevis for erhvervsuddannelse (f.eks. bevis for gennemført grundforløb) anses som fornøden dokumentation for, at en udlænding har bestået en danskprøve på mindst A1-niveau. Det var herefter den herboende ægtefælles opfattelse, at det fremlagte grundforløbsbevis måtte anses som fornøden dokumentation for, at han havde bestået en danskprøve på mindst samme niveau som Prøve i Dansk 1.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 5., og at ansøgeren derfor ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle havde bestået erhvervsuddannelsernes grundforløb i teknologi og kommunikation, ligesom han havde modtaget danskundervisning i ottende og niende klasse. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle ikke i forbindelse med grundforløbet havde aflagt en prøve i en danskdisciplin, ligesom han ikke havde taget folkeskolens afgangsprøve i dansk. FAM/2016/35.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2016 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie – Nærmeste familie – Aldersvurdering – Ej ganske særlige grunde

    Dato: 06-04-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afslag i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, og § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo, da der ikke forelå ganske særlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle have ophold hos sin herboende onkel som ansøgerens nærmeste familie, og da der i øvrigt ikke forelå ganske særlige grunde. Den herboende onkel var statsborger i Den Demokratiske Republik Congo, og han fik opholdstilladelse i Danmark i 2012 som flygtning. I forbindelse med sin asylsag oplyste den herboende onkel, at han havde adopteret sin søsters barn, som var født i december 2002, at hans søster var død, og at han havde boet med barnet fra barnets fødsel og frem til 2011, da han flygtede fra Den Demokratiske Republik Congo. Den herboende onkel havde vedlagt en kopi af en retsafgørelse fra november 2012 fra byretten i Kinshasa, hvoraf det fremgik, at han var ansøgerens morbror, og at han var blevet udpeget som værge for ansøgeren. Ansøgeren boede på tidspunktet for ansøgningen hos sin bedstemor. I maj 2015 udtalte Retslægerådet, at det var sandsynligt, at ansøgeren på undersøgelsestidspunktet i marts 2015 var 21 år og fire måneder eller derover, men at det ikke med rimelighed kunne vurderes, om ansøgeren på ansøgningstidspunktet i august 2013 var over eller under 18 år. I juni 2015 oplyste den herboende onkel, at ansøgeren på daværende tidspunkt var 15 år.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, uanset om det måtte lægges til grund, at han var under 18 år på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde været over 17 år og dermed havde en alder, hvor han kunne klare sig selv i dagligdagen, og meget tæt på at være myndig, hvis ikke allerede myndig. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at der ikke var oplyst om særlige grunde til, at ansøgeren, da han var mindreårig, ikke ville kunne vedblive med at tage ophold sammen med sin bedstemor i Den Demokratiske Republik Congo, samt at han ikke havde lidt alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i Den Demokratiske Republik Congo, da han var mindreårig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå en sådan særlig familiemæssig eller lignende tilknytning til den herboende onkel, at der uanset bestemmelsen i udlændingebekendtgørelsens § 21, var grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke sås at foreligge oplysninger om en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende onkel, der lå udover, hvad der fulgte af det oplyste slægtskab. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende onkel, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv, og som kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende onkel og ansøgeren tillige havde boet sammen med ansøgerens bedstemor, at ansøgeren fortsat havde boet sammen med sin bedstemor efter den herboende onkels udrejse, og at den herboende onkel først efter sin indrejse i Danmark var blevet udpeget som værge for ansøgeren, ligesom ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var myndig. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det forhold, at ansøgeren var uden forældre, idet hans forældre efter det oplyste var døde, og at ansøgerens bedstemor ønskede, at han skulle bo sammen med den herboende onkel i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke forelå et særligt familiemæssigt forhold mellem ansøgeren og den herboende onkel. FAM/2016/72.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2016 – Studie – Formodning – Ej progression

    Dato: 06-04-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra Iran, der ønskede at studere på uddannelsen AP Degree Marketing Management, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 9.

    Udlændingenævnet fandt, at det afgørende formål med ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark som studerende på uddannelsen AP Degree Marketing Management ikke kunne anses for at være, at ansøgeren ønskede at gennemføre uddannelsen, men at formålet måtte anses for at være et ønske om længerevarende ophold i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som studerende i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren allerede besad en fireårig videregående uddannelse fra hjemlandet, idet ansøgeren havde gennemført en Bachelor of Science Degree in Industrial Engineering-Industrial Technology, og at ansøgeren nu søgte om opholdstilladelse på baggrund af en AP Degree Marketing Management, der svarede til to år af en dansk bacheloruddannelse eller to år af en professionsbachelor. Ansøgeren havde således søgt ind på en uddannelse, som havde et væsentligt lavere niveau end ansøgerens allerede gennemførte uddannelse, idet ansøgerens Bachelor of Science svarede til en dansk bachelorgrad, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at der ikke var progression i uddannelsesforløbet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var en sammenhæng imellem ansøgerens hidtil gennemførte uddannelse Bachelor of Science Degree in Industrial Engineering-Industrial Technology, hvor fagene primært relaterede sig til det naturvidenskabelige område, og den ansøgte uddannelse AP Degree Marketing Management. Det forhold, at der efter ansøgerens opfattelse var en sammenhæng imellem ansøgerens Bachelor of Science og AP Degree uddannelsen, idet uddannelsen bestod af blandt andet økonomi, statistik og management, at ansøgeren som rådgiver havde erfaring inden for kommunikation, management og problemløsning, og at ansøgeren ønskede at forbedre sine engelske kundskaber, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet AP Degree uddannelsen ikke var en natulig forlængelse af ansøgerens hidtil gennemførte uddannelse og karriereforløb. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 29 år, ugift og uden børn, og at ansøgeren i perioden fra januar 2011 til februar 2012 havde arbejdet som rådgiver i Iran, hvorfor Udlændingenævnet yderligere fandt, at ansøgeren ikke var velforankret i hjemlandet, idet ansøgeren i november eller december 2010 havde afsluttet sin bacheloruddannelse, at ansøgeren i direkte forlængelse heraf var begyndt at arbejde, og at ansøgeren siden februar 2012 ikke havde været i beskæftigelse. Det forhold, at ansøgerens onkels venner havde anbefalet ansøgeren uddannelsesstedet, at ansøgeren skulle bo hos sin onkel, at Danmark er et sikkert land med gode uddannelsesmuligheder, at uddannelsesstedet anså ansøgeren som en af de bedst kvalificerede og højt motiverede ansøgere, og at ansøgeren havde stiftet bekendtskab med det danske samfund, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrede ved formodningen for, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse som studerende på AP Degree Marketing Management måtte anses for at være et ønske om at opnå et længerevarende ophold i Danmark. ERH/2016/55.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Fleksjob

    Dato: 06-04-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en bosnisk statsborger, som havde haft opholdstilladelse i Danmark siden juli 2004. Det fremgik af sagen, at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 1, at ansøgeren led af svær PTSD, hvor ansøgeren havde symptomer med angst, flash-backs, hørehallucinationer, depression og periodiske selvmordstanker, at ansøgeren blev medicineret herfor med antipsykotisk medicin, at ansøgerens PTSD var kronisk, og at ansøgeren havde været ansat i et fleksjob seks timer ugentligt fra april 2015. Ansøgeren havde selv anført, at hun i perioden fra 2008 til 2013 havde modtaget danskundervisning, at hun i 2013 havde været i fem måneders praktik på et plejehjem, at hun i 2014 havde været i fem måneders praktik i en børnehave og en måned i praktik i en kantineskole, og at hun siden april 2015 havde været ansat i fleksjob, hvor hun arbejdede seks timer ugentligt. Det blev til sagen endvidere oplyst, at ansøgeren i september 2013 som følge af sin PTSD lidelse havde svært ved at koncentrere sig, og at ansøgeren derfor havde det svært i forhold til uddannelse og arbejde, at et jobcenter havde foretaget en udredning af ansøgerens arbejdsevne, og at et rehabiliteringscenter i september 2014 havde besluttet, at ansøgeren var berettiget til at afprøve fleksjob.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte en af de grundlæggende betingelser for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5. Udlændingenævnet bemærkede, at det kun er beskæftigelse eller uddannelse inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, der kan indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, er opfyldt, og at der er tale om en løbende femårig periode. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgeren siden april 2015 havde arbejdet mellem tre og 27 timer om måneden i et fleksjob, og at beskæftigelse i fleksjob kan sidestilles med ordinær beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren på baggrund af sit fleksjob siden april 2015 samlet set højst havde været i ordinær beskæftigelse i elleve måneder inden for de seneste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, hvis det samtidig kunne lægges til grund, at ansøgeren havde arbejdet fuldt ud inden for flekstiden. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgik af ansøgerens ansættelseskontrakt, at hun var tildelt seks arbejdstimer om ugen, og at hun kunne arbejde op til ni timer ugentligt. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste i 2013 havde været i fem måneders praktik på et plejehjem, og at hun i 2014 havde været i fem måneders praktik i en børnehave og en måned i praktik i en kantineskole, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at der ved ordinær beskæftigelse forstås, at beskæftigelsen skal være aflønnet efter gældende overenskomst eller udført under sædvanlige løn- og ansættelsesforhold eller under fleksjobordningen, men ikke ulønnet praktik, hvorfor de måneder, hvor ansøgeren havde været i praktik, ikke kunne indgå i beregningen af, hvorvidt hun kunne anses for at opfylde beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, da det ikke var oplyst, at ansøgerens praktikforløb var som led i et fleksjob. Uanset at disse perioder ville kunne medregnes, ville ansøgeren ikke opfylde kravet om tre års beskæftigelse inden for de seneste fem år. Det forhold, at ansøgeren i perioden fra 2008 til 2013 havde deltaget i danskundervisning, og at hun havde bestået Prøve i Dansk 1, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret beregning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at enkeltfag og kurser, herunder danskundervisning, ikke kan medregnes som uddannelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 6, og at det alene er uddannelsesforløb, hvor en ansøger har færdiggjort en gymnasial- eller erhvervsuddannelse eller er i gang med en længerevarende uddannelse, som indgår ved beregningen af, om beskæftigelseskravet efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, er opfyldt. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne anses for uproportionalt eller som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at meddele ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, da ansøgeren uanset sine helbredsmæssige forhold havde mulighed for gennem sit fleksjob at opfylde betingelsen. FAM/2016/48.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. marts 2016 - Hjemsendelse af nordisk statsborger

    Dato: 21-03-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdsret og hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Sverige, der havde modtaget ydelser til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 18 og lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4. Klageren var i marts 2013 indrejst i Danmark. I maj 2014 indberettede den kommune, hvori klageren boede, til Udlændingestyrelsen, at klageren havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, og at kommunen formodede, at klageren ville have behov for ydelser i mere end et halvt år.

    Udlændingenævnet fandt, at det fremgik af det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, at klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik til og med juni 2015, at klageren ikke efterfølgende havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at Udlændingestyrelsen først i september 2015 havde truffet afgørelse om at hjemsende klageren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have inddraget klagerens helbredsoplysninger i vurderingen af, om der forelå omstændigheder, der kunne tale for, at klageren ikke skulle hjemsendes. FAM/2016/9.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. marts 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1 – Sygdom – Hørehæmmelse

    Dato: 21-03-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en irakisk statsborger, som i august 2008 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik af sagen, at ansøgeren siden november 2013 havde været indskrevet på et center for døve, at dette forløb forventedes afsluttet i oktober 2016, og at ansøgeren ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Det fremgik af en visitationsafgørelse fra oktober 2013 fra ansøgerens bopælskommune, at ansøgeren var bevilliget et treårigt uddannelsesforløb fra november 2013 på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. Det fremgik af ansøgerens lægefaglige journal, at ansøgeren led af paranoid skizofreni, som han modtog antipsykotisk medicin for, at ansøgeren var velbehandlet, at ansøgeren havde medfødt døvhed og anvendte høreapparat på begge ører, at ansøgeren kunne tale forståeligt arabisk og mundaflæse, og at ansøgeren forstod lidt dansk, men at han kun i et begrænset omfang selv kunne tale dansk. Ansøgeren henviste selv til FN’s handicapkonvention og anførte, at han grundet sine psykiske lidelser ikke kunne deltage i danskundervisning eller aflægge prøver, at han modtog lægelig behandling for sine lidelser, at han led af en langvarig fysisk og psykisk funktionsnedsættelse, der efter ansøgerens opfattelse påvirkede hans evne til at bestå Prøve i Dansk 1, og at det medførte, at han ikke kunne varetage et arbejde og integreres på lige vilkår med andre. Det fremgik af ansøgerens lægelige journal, at ansøgeren siden fødslen havde haft nedsat hørelse, at ansøgeren dagligt inden for det forudgående år havde haft hørehallucinationer og talt med imaginære personer, at ansøgeren umiddelbart havde svært ved at høre og forstå simple spørgsmål, og at ansøgerens tale var frit flydende men ifølge tolken ikke velartikuleret.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation for, at han havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, såfremt Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren var diagnosticeret med paranoid skizofreni, som han modtog antipsykotisk medicin for, at han var velbehandlet, at han havde en medfødt døvhed og anvendte høreapparat på begge ører, at han kunne tale forståeligt arabisk og mundaflæse, at han forstod lidt dansk, men at han kun i et begrænset omfang selv kunne tale dansk, og at han siden november 2013 havde studeret på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, som han forventede at afslutte i oktober 2016. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke under henvisning hertil burde ske fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, idet Udlændingenævnet ikke på afgørelsestidspunktet kunne lægge til grund, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Ansøgerens henvisning til FN’s handicapkonvention og det af ansøgeren anførte om, at han grundet sine psykiske lidelser ikke kunne deltage i danskundervisning eller aflægge prøver, og at han led af en langvarig fysisk og psykisk funktionsnedsættelse, der efter hans egen opfattelse påvirkede hans evne til at bestå Prøve i Dansk 1, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til dispensation fra danskprøvekravet, da ansøgeren ikke herved kunne anses for at være ude af stand til at tilegne sig yderligere danskkundskaber. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var indskrevet på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, der ifølge udannelsesstedets egen hjemmeside er rettet mod multihandicappede unge, hvor de unge får hjælp til at kommunikere verbalt, kropsligt, sanseligt eller ved hjælp af andre redskaber, og hvor den enkelte unges behov tilgodeses. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens sygdom var velbehandlet, at han havde en medfødt døvhed, og at han kunne tale forståeligt arabisk og mundaflæse og forstå og tale lidt dansk. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke på afgørelsestidspunktet ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, og meddele ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens særlige behov måtte antages at blive tilgodeset på uddannelsen, hvor der ifølge uddannelsesstedets hjemmeside er fokus på kommunikationen, og at ansøgeren efter det oplyste ikke havde forsøgt at aflægge en eksamen i Prøve i Dansk 1 eller en godkendt prøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke på baggrund af det til sagen oplyste i øvrigt, herunder oplysningerne om ansøgerens paranoide skizofreni og hans medfødte døvhed, på afgørelsestidspunkt kunne anses for udelukket, at han på et senere tidspunkt ville kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, ved at aflægge eksamen i Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren havde mulighed for at tilmelde sig Prøve i Dansk 1 uden at have deltaget i et fastlagt undervisningsforløb, og at danskprøven således kunne tages på baggrund af selvstudie eller privatundervisning. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Prøve i Dansk 1 kan bestås, uden at den mundtlige del af forløbet gennemføres, men hvor alene en prøve i læseforståelse og en prøve i skriftlig fremstilling skal gennemføres. FAM/2016/32.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. marts 2016 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 16-03-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende ægtefælle blev telefonisk introduceret til hinanden i august 2012, og parret indgik i november 2014 ægteskab, fem dage efter at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde mødt hinanden personligt, hvorefter ansøgeren og den herboende ægtefælle boede sammen, indtil den herboende ægtefælle vendte tilbage til Danmark primo december 2014.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, hvorfor han ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret blev introduceret for hinanden telefonisk i august 2012 gennem en fælles veninde, at parret mødte hinanden første gang i november 2014, og at parret indgik ægteskab i november 2014, cirka fem dage efter at parret havde mødt hinanden første gang, og at parret alene havde tilbragt cirka 22 dage sammen. Udlændingenævnet fandt således, at parret ikke kunne antages at have haft et så indgående personligt kendskab til hinanden, som normalt vil kunne forudsættes forud for indgåelse af et ægteskab. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende har et tilsvarende motiv til ægteskabet. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at der mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var en aldersforskel på cirka 16 år, og at den herboende ægtefælle tidligere havde været gift med somaliske statsborgere. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende ægtefælle fik opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført, at den herboende ægtefælle derefter blev skilt fra sin tidligere ægtefælle cirka halvandet år efter, at den herboende ægtefælle blev meddelt selvstændigt opholdsgrundlag, at hun indgik ægteskab med en anden somalisk statsborger to år efter skilsmissen fra sin første ægtefælle, at han blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet med den herboende ægtefælle, og at han blev registreret med ukendt adresse otte måneder efter meddelelse af opholdstilladelsen og efter cirka fire måneders ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der efter en samlet vurdering forelå et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren havde indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse i Danmark. FAM/2016/31.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. marts 2016 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv

    Dato: 14-03-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Canada, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens samlevers samliv var af fast og længerevarende karakter og derfor opfyldte kravet om et længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret siden midten af 2011 havde rejst rundt i udlandet i en camper, der tillige fungerede som parrets opholdssted under rejserne, og at parret i vintrene boede i en lejet lejlighed eller hos parrets forældre i enten Danmark eller Canada. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parrets rejseaktiviteter og levevis til sagen var beskrevet og dokumenteret, og at parret i slutningen af 2015 fik et fællesbarn. FAM/2016/15.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. marts 2016 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv

    Dato: 14-03-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Kenya, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens samlevers samliv var af fast og længerevarende karakter og derfor opfyldte kravet om et længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret havde haft et fast og næsten kontinuerligt samliv i Kenya på fælles bopæl siden slutningen af 2009, og at dette var dokumenteret blandt andet via pasregistreringer og lejekontrakter. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret i 2009 havde fået et fællesbarn, der siden 2014 havde haft fast ophold hos ansøgerens samlever. FAM/2016/16.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. marts 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist – Udsættelse af fristen for beståelse af danskprøve på A1-niveau

    Dato: 11-03-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en peruviansk statsborger, der var gift med en herboende ægtefælle, samt Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af udskydelse af fristen for bestået danskprøve. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at den pågældende bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30, hvilket klageren ikke havde gjort.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende inddragelse af klagerens opholdstilladelse til fornyet behandling. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ikke havde inddraget den herboende ægtefælles helbredsforhold fuldt ud i sin vurdering, jf. udlændingelovens § 26, om hvorvidt der er særlige grunde til at undlade at inddrage klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste således til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse alene havde henvist til en del af de indsendte lægeoplysninger, ligesom Udlændingestyrelsen ved udtalelse til Udlændingenævnet havde tilkendegivet, at det beroede på en fejl, at Udlændingestyrelsen havde henvist til disse oplysninger. Udlændingenævnet fandt derimod, at den herboende ægtefælles helbredsmæssige forhold fuldt ud burde være inddraget i Udlændingestyrelsens § 26-vurdering, herunder om parret kunne henvises til at udøve deres familieliv i Peru. Det forhold, at den herboende ægtefælle tidligere i forbindelse med behandlingen af klagerens oprindelige ansøgning om opholdstilladelse i Danmark havde tilkendegivet over for Udlændingestyrelsen, at han ønskede sagen afsluttet hurtigt, og at afgørelsen skulle træffes på det foreliggende grundlag uden hensyntagen til hans sygdom, fandt Udlændingenævnet således ikke kunne føre til, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med afgørelsen om inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke skulle have inddraget disse forhold, jf. udlændingelovens § 26. Udlændingenævnet vurderede ikke herved, om der var grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere grundlag for at hjemvise Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af udskydelse af fristen for danskprøve til fornyet behandling. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle 17 dage efter Udlændingestyrelsens afgørelse om meddelelse af opholdstilladelse havde fremsendt yderligere helbredsmæssige oplysninger til Udlændingestyrelsen, og efter at Udlændingestyrelsen havde anmodet herom. På den baggrund og henset til det tidsmæssige sammenfald fandt Udlændingenævnet desuden, at Udlændingestyrelsen rettelig burde have anset henvendelsen som en anmodning om genoptagelse af vilkårene for den meddelte opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at Udlændingestyrelsen ikke havde besvaret denne henvendelse. Udlændingenævnet tilbagesendte sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til sagerne med inddragelse af den herboende ægtefælles helbredsmæssige forhold. FAM/2016/30.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. marts 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1 – Lægeuddannet i Danmark

    Dato: 11-03-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en egyptisk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde opnået autorisation som læge i Danmark, og at han aktuelt var ansat som reservelæge på et sygehus som en del af hans uddannelse som speciallæge i ortopædkirurgi. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren som et led i at opnå sin autorisation i Danmark i 2011 var indskrevet som studerende på et universitet i Danmark, hvor han som udenlandsk læge studerede medicin, og at han i den forbindelse havde bestået flere skriftlige og mundtlige eksaminer i blandt andet receptskrivning, medicinallovgivning, klinisk socialmedicin, og den medicinske fagprøve, ligesom det fremgik af oplysningerne vedrørende ansøgerens eksamen i socialmedicin, at der stilles krav til danskkundskaberne. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren på baggrund af sin autorisation i Danmark og sin igangværende speciallægeuddannelse i ortopædkirurgi burde ligestilles med personer, der havde et egentligt prøvebevis for bestået Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2016/29.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. marts 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 09-03-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en irakisk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle havde fra august 2013 til og med juni 2015 modtaget kontanthjælp.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parrets fællesbarn, der var dansk statsborger, var diagnosticeret med kræftsygdommen Wilms tumor (kræft i nyrerne), og som følge heraf skulle undergå en operation og syv til ti måneders behandling med kemoterapi. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der forelå ganske særlige grunde til at dispensere fra udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt således, at det måtte anses for uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren og ansøgerens familie til at udøve familielivet i Irak. FAM/2016/13.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. marts 2016 – Erhverv – Greencardordningen

    Dato: 09-03-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, til en statsborger fra Ukraine. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde gennemført uddannelserne Bachelor of Pedagogical Education, Midlle School Teacher of History and Science of Law samt en Master’s Degree in Pedagogy and Methods of Secondary Education, History, begge fra Kharkiv State Pedagogic University, Ukraine. Til ansøgningen var vedlagt Styrelsen for Videregående Uddannelsers afgørelse af september 2014, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde opnået betinget godkendelse som lærer i folkeskolen og lærer i de gymnasiale uddannelser. Endvidere fremgik det af sagen, at ansøgeren i perioden fra primo september 2010 til ultimo august 2011 havde været fuldtidsbeskæftiget og i perioden fra primo september 2011 til ultimo august 2012 havde været deltidsbeskæftiget som ”teacher of history and social and political disciplines”. Ansøgeren indleverede endvidere Prøvebevis, FVU – læsning trin 2 samt trin 4.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen, da hun højst ville kunne opnå i alt 85 point, idet hun opnåede 50 point på baggrund af sit uddannelsesniveau, højst 20 point for engelske sprogfærdigheder samt 15 point for alder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for Videregående Uddannelser havde vurderet ansøgerens uddannelse til i niveau at svare til en dansk bacheloruddannelse plus et års kandidatstudier med historie som hovedfag. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne tildeles bonuspoint for uddannelsesretning inden for et område, der var omfattet af positivlisten. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det kræver en professionsbachelor samt offentlig dansk godkendelse for at kunne bestride en stilling som folkeskolelærer, og at det kræver en kandidatgrad og dansk autorisation for at kunne bestride en stilling som gymnasielærer inden for humaniora og kreative fag, og at ansøgeren alene havde opnået betinget godkendelse til at undervise i folkeskolen og i gymnasiet. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke kunne tildeles point for sine danske sprogfærdigheder på baggrund af prøvebeviset for FVU – læsning trin 2 og trin 4. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af greencardbekendtgørelsens § 3, stk. 2, at der alene gives point for sprogprøver, der figurerer på den liste, der er offentliggjort af Association of Language Testers in Europe (ALTE), eller efter de i bekendtgørelsens bilag 2 optrykte sprogprøver. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke kunne tildeles point for danske sprogfærdigheder, da ”FVU – læsning” ikke fremgår af ALTEs liste eller af bilag 2 til greencardbekendtgørelsen. Det forhold, at ansøgerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde vedlagt en udskrift fra udlændingemyndighedernes hjemmeside, hvoraf det fremgik, at FVU – læsning, trin 2, trin 3 og trin 4 er på et tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 1, fandt Udlændingenævnet herudover ikke kunne føre til en ændret vurdering, da udskriften vedrørte reglerne for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse, der er et andet regelsæt end greencardordningen, der tjener et andet formål. Udlændingenævnet fandt ydermere, at ansøgeren ikke kunne tildeles point for arbejdserfaring som ”teacher of history and social and political disciplines”. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at point for erhvervserfaring herfor krævede enten en professionsbachelor for at bestride stillingen som folkeskolelærer eller en kandidatgrad for at bestride stillingen som gymnasielærer. Styrelsen for Videregående Uddannelser havde vurderet ansøgerens uddannelse svarende til en dansk bachelorgrad plus et års kandidatstudier med historie som hovedfag. Det forhold, at Styrelsen for Videregående Uddannelser havde meddelt ansøgeren en betinget godkendelse som henholdsvis folkeskolelærer og gymnasielærer, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke herved opfyldte det i praksis fastlagte krav om, at en ansøger skal opfylde uddannelseskravet for at få point for arbejdserfaring omfattet af positivlisten. ERH/2016/14.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. marts 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse

    Dato: 09-03-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Ansøgeren havde siden sin fødsel i januar 1993 haft opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 3. Ansøgeren havde til ansøgningen oplyst, at hun fra august 2009 til juni 2011 havde studeret HG på en erhvervsskole, at hun fra august 2011 til februar 2014 havde studeret på tandklinikassistentuddannelsen ved den samme erhvervsskole, og at hun herefter havde fortsat uddannelsen frem til april 2015 på et erhvervsuddannelsescenter, at hun fra august 2013 til februar 2014 havde arbejdet på en tandlæge- og implantatklinik, og at hun fra marts 2014 til april 2015 havde arbejdet hos en anden tandlæge. Ansøgeren anførte, at hun havde haft en elevplads hos en tandprotektiker siden august 2015, at hun ønskede at læse videre til tandtekniker, og at det var diskriminerende, at det forudsætter en videregående uddannelse for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet var under uddannelse som klinisk tandteknikerassistent på en teknisk skole, at ansøgeren under uddannelsen var i praktik hos en tandprotektiker, og at ansøgerens grundforløb forventedes afsluttet i juni 2017. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet uddannelsen som klinisk tandteknikerassistent er en erhvervsuddannelse og ikke en videregående uddannelse, hvorfor betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 6, da det alene er videregående uddannelser, der kan opfylde kravet om aktuel uddannelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at arbejde eller praktik, som er en del af en erhvervsuddannelse, ikke opfylder kravet om aktuel beskæftigelse, da der ikke er tale om ordinært arbejde. Det af ansøgeren anførte om, at hun var født og opvokset i Danmark, at hun var under uddannelse, og at det var diskriminerende, at det forudsætter en videregående uddannelse for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at dette forhold ikke kunne danne grundlag for at dispensere fra kravet om aktuel beskæftigelse eller uddannelse henset til, at det alene er aktuel beskæftigelse eller videregående uddannelse, der er omfattet af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, og da længerevarende ophold ikke i sig selv kan føre til tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningen om, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2016/27.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. marts 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp – Sygdom

    Dato: 09-03-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en irakisk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og samlet vurdering, at det måtte anses for bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 14, at fravige kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp inden for de seneste tre år som betingelse for at kunne blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren led af PTSD og af en personlighedsændring, at ansøgerens egen læge havde vurderet, at ansøgerens tilstand siden 2011 havde været kronisk, at behandlingsmulighederne var udtømte, og at et rehabiliteringsteam i ansøgerens kommune i november 2014 havde vurderet, at ansøgerens arbejdsevne var varigt nedsat i et sådant omfang, at ansøgeren – uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning – ikke ville være i stand til at være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, ligesom ansøgerens muligheder for tilknytning til arbejdsmarkedet var udtømte og ikke realistiske, og at anden afklarende foranstaltning var formålsløs og med risiko for forværring. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke var indstillet til førtidspension, da ansøgeren ikke havde opholdt sig i Danmark i ti år forud for indstillingen, og da ansøgeren ikke var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, ligesom rehabiliteringsteamet havde anbefalet, at sagen blev forelagt for rehabiliteringsteamet igen, når ansøgeren havde haft ophold i Danmark i ti år og var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at jobcenteret i kommunen i februar 2016 havde oplyst, at det var en fejl, at rehabiliteringsteamet i sin vurdering havde henvist til, at ansøgeren ikke kunne indstilles til førtidspension, da ansøgeren ikke var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2016/28.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. marts 2016 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

    Dato: 03-03-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en 16-årig ukrainsk statsborger. Den herboende reference, som var ansøgerens moder, havde i 2010 fået opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger. Ansøgeren var efterfølgende i 2012 blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, men var ikke efterfølgende indrejst i Danmark, hvorfor denne opholdstilladelse var bortfaldet. Referencen oplyste i forbindelse med klagen herom, at ansøgerens fader i Ukraine den gang havde trukket sit samtykke tilbage, men at faderens helbredstilstand med en alvorlig nyrelidelse var blevet forværret, og at ansøgeren på den baggrund på ny havde fået lov til at udrejse af Ukraine.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens samlede omstændigheder, herunder oplysningerne om, at Udlændingestyrelsen i november 2012 havde meddelt ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, det oplyste om, at ansøgerens fader, som ansøgerens moder havde fælles forældremyndighed med, efterfølgende havde trukket sit samtykke tilbage, så ansøgeren efter den ukrainske lovgivning ikke kunne udrejse fra Ukraine med henblik på at indrejse og tage ophold i Danmark, at referencen flere gange havde søgt vejledning hos de ukrainske myndigheder om muligheden for at få sin søn til Danmark, og at hun i den forbindelse var blevet rådet til at finde en fælles løsning med sin søns fader. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på oplysningerne om, at ansøgeren alene havde boet sammen med sin fader, at faderen havde givet samtykke til, at ansøgeren kunne udrejse i 2014, samtidig med at hans helbredstilstand var blevet forværret med flere indlæggelser til følge, og at han på den baggrund ikke kunne drage fortsat omsorg for sin søn. Udlændingenævnet lagde derudover til grund, at der efter det oplyste ikke var andre omsorgspersoner i hjemlandet, der havde evnen til at drage omsorg for ansøgeren, og at den herboende reference uden unødigt ophold på ny havde søgt om opholdstilladelse til sin søn, efter at ansøgerens fader havde givet samtykke til sin søns udrejse. Udlændingenævnet sendte derfor sagen tilbage til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne udstede en opholdstilladelse til ansøgeren, medmindre de helt grundlæggende betingelser for opholdstilladelse i Danmark ikke var opfyldt. FAM/2016/33.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. marts 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Sygdom

    Dato: 03-03-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en afghansk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren havde siden maj 2010 modtaget kontanthjælp. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at han ikke havde haft arbejde eller været under uddannelse, og at han led af et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, da han led af PTSD. Ansøgeren havde til brug for sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse vedlagt en journal fra februar 2013 fra en klinik for traumatiserede flygtninge, hvoraf det fremgik, at ansøgeren led af PTSD og depressive episoder af moderat grad, at han havde modtaget anti-depressiv behandling, som havde haft den ønskede virkning på depressionen, og at der også var sket en vis bedring i hans angtsniveau og nattesøvn. Endvidere fremgik det, at behandlingsmulighederne var vurderet udtømte, og at ansøgerens tilstand var varig. I forbindelse med klagen fremlagde ansøgeren en lægeerklæring fra maj 2015, hvoraf det fremgik, at ansøgerens PTSD var så svær, at hans tilstand nærmest var behandlingsresistent, og at han aldrig ville komme tilbage på arbejdsmarkedet eller under uddannelse, selv under beskyttede former.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at han ikke havde været i beskæftigelse samt bopælskommunens oplysninger til Udlændingenævnet om, at ansøgeren var tilmeldt et ressourcecenter med henblik på at få afklaret sin arbejdsevne, og at han to gange var meddelt afslag på pension. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgeren led af PTSD og depression, at hans praktiserende læge havde vurderet, at ansøgeren aldrig ville komme tilbage på arbejdsmarkedet eller under uddannelse, selv under beskyttede former, at han ifølge de konkluderende bemærkninger i en af bopælskommunen foretaget test havde store psykiske vanskeligheder, der forhindrede ham i at have en normal hverdag, at han var selvmordstruet, og at han ikke kunne opholde sig et nyt sted, da det gav ham angstanfald. Udlændingenævnet fandt dog, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da det ikke på baggrund af de til sagen oplyste helbredsmæssige forhold kunne anses for dokumenteret eller godtgjort, at ansøgeren ikke på et tidspunkt ville kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet i et job, der var tilpasset hans behov, hvorfor han ikke kunne anses for afskåret fra på et senere tidspunkt at kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren to gange var meddelt afslag på førtidspension, som Ankestyrelsen havde stadfæstet, og at han således ikke af de relevante myndigheder var vurderet til at være afskåret fra arbejdsmarkedet, selvom han havde det vanskeligt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det måtte antages, at bopælskommunen fortsat forsøgte at udvikle ansøgerens arbejdsevne, således at han på sigt kunne tilbydes en skånsom beskæftigelse, og at det derfor ikke var dokumenteret eller godtgjort, at han ikke på et senere tidspunkt ville kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, om end det eventuelt ikke kunne lade sig gøre med en ordinær fuldtidsbeskæftigelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at fleksjob efter reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse, idet fleksjob er et tilbud til personer, der har en så varig og væsentlig nedsat arbejdsevne, at personen ikke har mulighed for at opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet. Betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, ville således kunne opfyldes ved fleksjob. FAM/2016/26.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. marts 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Privat børnepasser

    Dato: 03-03-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan, der i marts 2008 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som medfølgende ægtefælle til en person med greencard, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingestyrelsen havde i oktober 2015 meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfyldte kravet om tre års beskæftigelse eller uddannelse inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en retshjælp havde indsendt dokumentation for, at ansøgeren havde været i fuldtidsbeskæftigelse som selvstændig privat børnepasser i en kommune i perioden fra marts 2012 til juli 2012 og fra oktober 2012 til marts 2013, hvor hun havde passet et barn som privat børnepasser i 30 timer ugentligt, samt sagens øvrige oplysninger, herunder et brev fra Udbetaling Danmark fra oktober 2015, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde været sygemeldt i forbindelse med sin graviditet i perioden fra marts 2013 til juni 2013, hvor hun gik på barsel i perioden fra juni 2013 til februar 2014, ligesom det var oplyst til sagen, at hun siden marts 2014 havde været ansat som dagplejer i en kommune. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at privat børnepasning i 2012 og 2013 måtte anses for at være ansøgerens hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse. Udlændingenævnet bemærkede herved, at hun ikke sås at have modtaget andre former for ydelser i de pågældende perioder. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren måtte anses for at have været i beskæftigelse i mindst 30 timer ugentligt i 10 måneder som privat børnepasser, at hun derudover havde været sygemeldt på grund af graviditet i tre måneder, at hun derefter havde været på barsel i syv måneder, og at hun uafbrudt siden marts 2014 havde været ansat i en kommune som dagplejer – en stilling som hun fortsat var beskæftiget i – og Udlændingenævnet fandt endelig på den baggrund, at hun opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. FAM/2016/34.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. februar 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Erhvervsuddannelse cfr. ”Andre uddannelser”

    Dato: 22-02-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en pakistansk statsborger. Ansøgeren havde i 18 måneder været under uddannelse som kosmetolog på en SU-godkendt uddannelse. Under Udlændingenævnets behandling af klagesagen havde Udlændingestyrelsen udtalt, at uddannelsen som kosmetolog ved CIDESCO på Undervisningsministeriets hjemmeside www.ug.dk er anført som ”anden uddannelse”, og at der således ikke er tale om en erhvervsrettet, gymnasial eller videregående uddannelse i henhold til udlændingelovens § 11, stk. 6, hvorfor uddannelsen ikke kunne indgå ved beregningen af, om beskæftigelseskravet var opfyldt. Udlændingestyrelsen havde endvidere udtalt, at det af udlændingelovens § 11, stk. 6, nr. 1, fremgår, at uddannelsesforløb, hvor en udlænding har afsluttet en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse, medregnes i beregningen af beskæftigelseskravet, at det fremgår af uddannelsesguiden fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling (www.ug.dk) under kategorien ”Erhvervsuddannelser”, at ”en erhvervsuddannelse er en praktisk uddannelse”, der retter sig mod et erhverv, at uddannelsen veksler mellem undervisning på skole og perioder i praktik, og den normalt består af et grundforløb og et hovedforløb. Udlændingestyrelsen havde bemærket, at såfremt en uddannelse er anført som ”Erhvervsuddannelse” i uddannelsesguiden, anses uddannelsen for at være en erhvervsuddannelse og vil være omfattet af bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 6, nr. 1. Udlændingestyrelsen havde endvidere bemærket, at såfremt en uddannelse er anført under kategorien ”Andre uddannelser” i uddannelsesguiden, anses uddannelsen ikke for at være en erhvervsuddannelse og vil derfor ikke være omfattet af bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 6, nr. 1. Udlændingestyrelsen havde i den forbindelse henvist til, at kosmetologuddannelsen er anført under kategorien ”Andre uddannelser” i uddannelsesguiden, hvorimod uddannelsen til kosmetiker er anført som ”Erhvervsuddannelse” i uddannelsesguiden.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse med et timetal på mindst 30 timer ugentligt i to år og to måneder og i ordinær deltidsbeskæftigelse med et timetal på mellem 15 og 29 timer ugentligt i 2,4 måneder. Udlændingenævnet henviste herved til, at beskæftigelse med et ugentligt timetal på mellem 15 og 29 timer ugentligt indgår med 3/5 i beregningen af, om en ansøger har været i ordinær beskæftigelse med mere end 30 timer ugentligt. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren samlet set havde været i ordinær beskæftigelse i to år og 4,2 måneder inden for de seneste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Det var endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde været under uddannelse som kosmetolog fra marts 2013 til august 2014, ligesom det til sagen var oplyst, at uddannelsen var godkendt til SU. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering, da det forhold, at en uddannelse var godkendt til SU, ikke var sammenfaldende med, at uddannelsen var omfattet af udlændingelovens § 11, stk. 6. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at uddannelser, der er anført under kategorien ”Andre uddannelser” i uddannelsesguiden, ikke anses for at være en erhvervsuddannelse, og derfor ikke vil være omfattet af bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 6, nr. 1, og at kosmetologuddannelsen var anført under kategorien ”Andre uddannelser” i uddannelsesguiden. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgerens uddannelsesforløb som kosmetolog inden for de sidste fem år ikke kunne indgå i beregningen af, hvorvidt ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet fandt derudover, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2016/8.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 15-02-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, § 19, stk. 1, nr. 1, jf. nr. 11 og stk. 6, samt § 26, stk. 1. Ansøgeren blev i juli 2012 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Opholdstilladelsen var gyldig indtil maj 2014, og var betinget af, at ansøgeren senest seks måneder efter sin tilmelding til folkeregisteret bestod udlændingemyndighedernes prøve i dansk på A1-niveau eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Henset til at danskprøven på A1-niveau på tidspunktet for opholdstilladelsens meddelelse endnu ikke var færdigudviklet, havde Udlændingestyrelsen orienteret ansøgeren om, at det i stedet påhvilede hende at bestå prøven senest medio marts 2014. Ansøgeren havde til sagen oplyst, at danskprøven ikke var aflagt på grund af sygdom.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse kunne inddrages, da ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren skulle bestå den af udlændingemyndighederne fremsatte danskprøve på A1-niveau eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau senest seks måneder fra tilmelding til folkeregisteret, at ansøgeren ifølge Det Centrale Personregister i juli 2012 blev tilmeldt folkeregisteret, at ansøgeren blev oplyst af Udlændingestyrelsen om, at prøven skulle bestås senest medio marts 2014, og at ansøgeren ikke havde bestået prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde aflagt danskprøven på grund af sygdom, at hun havde koncentrationsbesvær, at hun var under udredning på et center for tortur og traumeofre på grund af sit koncentrationsbesvær, at hun udviste symptomer på PTSD, og at der var en risiko for, at hendes funktionsevne var truet. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt således, at der i sagen ikke forelå dokumentation for, at ansøgeren led af sygdom eller handicap, eller at der var andre forhold vedrørende ansøgeren, der kunne begrunde, at betingelsen om beståelse af prøven ikke burde stilles. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren klagede over smerter i skulder, ryg og ben, og at hun ikke kunne gå op på fjerde sal, hvor sprogskolen befandt sig, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da der ikke er et krav om at modtage danskundervisning forud for beståelse af en prøve i dansk på A1-niveau, og at kundskaber i dansk kan læres på anden vis. Som følge af at ansøgeren ikke havde bestået udlændingemyndighedernes prøve i dansk på A1-niveau eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, var betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne inddrages i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i juli 2012 i en alder af 42 år blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med den herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ingen børn havde, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var statsborgere i Kosovo, at ansøgerens moder, fader og to brødre var bosiddende i Kosovo, og at ansøgeren udover den herboende ægtefælle ingen familie havde i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i perioden fra medio september 2012 og en måned frem havde opholdt sig i Kosovo, og at ansøgeren i perioden fra marts 2013 til april 2013 og fra august 2013 til september 2013 havde været på besøgsophold i Kosovo. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse vægt, at ansøgeren under sit ophold i Danmark hverken havde været i arbejde eller under uddannelse, at ansøgeren kun i begrænset omfang kunne tale, læse og skrive dansk, og at ansøgeren derfor ikke kunne anses for at have opnået en sådan fast tilknytning til det danske samfund, at inddragelsen af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller alvorlige helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke kunne indrejse og tage ophold i Kosovo for at udleve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2016/25.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. februar 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Genoptagelsesanmodning – Administrativ udvisning

    Dato: 11-02-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise at behandle en ansøgning om familiesammenføring, jf. udlændingelovens 9 c, stk. 6, fra en pakistansk statsborger, som søgte om familiesammenføring med sin herboende mindreårige datter. Udlændingenævnet afslog samtidig at genoptage sin tidligere afgørelse fra oktober 2013, hvorved Udlændingestyrelsens afgørelse om at udvise ansøgeren blev stadfæstet af Udlændingenævnet.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgeren ikke skulle have sin ansøgning om opholdstilladelse afvist under henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren oprindeligt havde haft opholdstilladelse i Danmark i 2010, at datterens moder til sagen havde oplyst, at ansøgeren siden juli 2013 havde set sin datter tre til fire gange ugentligt, og at samværet tidsmæssigt strakte sig over fire til fem timer til en hel dag. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på en udtalelse fra ansøgerens datters børneinstitution, hvoraf det fremgik, at institutionen oplevede at se ansøgeren gennemsnitligt fire til fem gange ugentligt enten ved aflevering eller afhentning af datteren i efteråret 2013, og at institutionen havde set ansøgeren en til to gange ugentligt siden januar 2014 i forbindelse med aflevering eller afhentning. Udlændingenævnet fandt det herefter bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgningen blev tilladt indgivet i Danmark. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne realitetsbehandle ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt samtidig ikke grundlag for at genoptage sin afgørelse fra oktober 2013, hvorved ansøgeren blev administrativt udvist af Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var anført nye oplysninger om forhold før oktober 2013, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens situation ifølge det oplyste var væsentligt ændret siden Udlændingenævnets afgørelse fra oktober 2013 i forhold til det udøvede samvær med ansøgerens datter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at dette kunne føre til et andet udfald af sagen, da der herved var tale om efterfølgende omstændigheder. Det forhold, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse nu blev tilladt indgivet, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et andet resultat, da der var tale om en efterfølgende omstændighed. Udlændingenævnet bemærkede samtidig hermed, at det først efter en realitetsbehandling af ansøgningen ville kunne vurderes, om der var grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse, og i givet fald om det meddelte indrejseforbud kunne ophæves, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., jf. § 10, stk. 4, 2. pkt., og udlændingelovens § 32, stk. 10. FAM/2016/24.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Urigtigt opholdsgrundlag

    Dato: 08-02-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt til en somalisk statsborger, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1 og 6, jf. § 26. Klageren blev i august 2013 som 17-årig meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sin herboende fader. Klagerens opholdstilladelse var blandt andet betinget af, at han ikke havde stiftet selvstændig familie. I maj 2014 indgav klagerens ægtefælle og parrets fællesbarn ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til klageren, på hvilken baggrund Udlændingestyrelsen påbegyndte en inddragelsessag vedrørende klageren. I juni 2015 blev klagerens opholdstilladelse inddraget, og i juli 2015 fik hans ægtefælle og parrets fællesbarn afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at klageren ikke var fastboende i Danmark, da hans opholdstilladelse var blevet inddraget.

    Udlændingenævnets flertal lagde til grund, at klagerens opholdstilladelse, meddelt ham i august 2013, var meddelt på urigtigt grundlag. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at klageren og hans ægtefælle i juli 2011 indgik ægteskab i Somalia, at parret i november 2013 fik et fællesbarn, og at parret i perioden fra november 2012 til november 2013 boede sammen i Etiopien. Det af klageren anførte om, at han ikke var klar over reglen, og at han ikke mente, at han havde modtaget vejledning om, at han ikke måtte være gift for at blive familiesammenført med sin fader, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at klagerens opholdstilladelse, hvoraf det på engelsk fremgik, at den var betinget af, at klageren ikke måtte have stiftet en selvstændig familie, blev meddelt medio august 2013, og at han indrejste i Danmark primo november 2013, dvs. ca. 2½ måneder efter opholdstilladelsens meddelelse, og at klageren således havde haft tid til at rette henvendelse til de danske udlændingemyndigheder med henblik på en afklaring af sin opholdssituation. Udlændingenævnet bemærkede, at klageren i forbindelse med sin sag om familiesammenføring med sin fader ikke havde udfyldt oplysningerne om sin ægteskabelige status. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at det af klageren anførte om, at han på tidspunktet, hvor hans ansøgning om familiesammenføring med hans fader blev sendt, ikke var gift, og at faderen på klagetidspunktet fortsat ikke vidste, at klageren var gift, ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at klageren og hans ægtefælle efter det oplyste indgik ægteskab i juli 2011 i Somalia, at klageren indgav ansøgning om familiesammenføring med sin fader i juni 2012, og at klageren og hans ægtefælle i perioden fra november 2012 til november 2013 boede sammen i Etiopien, hvorfor Udlændingenævnet ikke kunne lægge klagerens forklaring herom til grund. Som følge af at klagerens opholdstilladelse var blevet udstedt på et urigtigt grundlag, kunne tilladelsen inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren indrejste i Danmark i november 2013 som 18-årig, at han på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 20 år, og at klageren således alene havde opholdt sig i Danmark i lidt over to år. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at klageren på trods af hans egne oplysninger om hans danske sprogkundskaber under hans ophold i Danmark ikke sås at have været i arbejde eller under uddannelse. Det forhold, at klagerens forældre og søskende boede i Danmark, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering af, at inddragelse af hans opholdstilladelse ikke måtte anses for særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på – under henvisning til klagerens egne oplysninger – at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige – herunder helbredsmæssige – forhold, der kunne begrunde, at inddragelsen af opholdstilladelsen skulle undlades under henvisning hertil. FAM/2016/23.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. februar 2016 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv

    Dato: 02-02-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i februar 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en statsborger fra Indien, der søgte om opholdstilladelse som medfølgende familie til sin herboende ægtefælle, der havde opholdstilladelse efter greencardordningen. Den herboende ægtefælle arbejdede som Kitchen Trainee hos en restaurationsvirksomhed. Stillingen som Kitchen Trainee var tidsbegrænset til to år, hvorefter der var mulighed for fastansættelse hos restaurationsvirksomheden. På tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse var der under et år tilbage af den tidsbegrænsede ansættelse hos restaurationsvirksomheden.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle til Udlændingenævnet havde indsendt en ny ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgik, at ansættelsen var gældende fra marts 2013, og at der var tale om en fastansættelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ægtefælles arbejdsgiver i et brev og ved telefonisk henvendelse til Udlændingenævnet havde bekræftet, at ansøgerens ægtefælle havde arbejdet under forskellige stillingsbetegnelser i virksomheden, at ansøgerens ægtefælle aktuelt var ansat som Kitchen Trainee, at ansøgerens ægtefælle var fastansat i en tidsubegrænset stilling, og at ansøgerens ægtefælle ville blive ansat som Line Chef, når ansøgerens aktuelle ansættelse som Kitchen Trainee udløb. ERH/2016/7.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

    Dato: 01-02-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, til en nigeriansk statsborger. Ansøgeren havde af helbredsmæssige årsager opsagt sit arbejde ved et rengøringsfirma i april 2014, og det fremgik af et opslag i eIndkomst, at ansøgeren havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge fra april 2014 til oktober 2014. Det fremgik af en udtalelse fra arbejdsløshedskassen ASE fra november 2015, at ASE anså ansøgeren for at have haft en gyldig grund til at opsige sit arbejde, og at ansøgeren derfor efter ASEs opfattelse ikke var blevet selvforskyldt ledig.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse opfyldte betingelsen i den dagældende udlændingelovs § 9 a, stk. 9, nr. 2, for forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse efter greencardordningen, idet ansøgeren havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang og var blevet uforskyldt ledig mindre end tre måneder før juni 2014. hvor ansøgeren havde indgivet ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelsen. På baggrund af de af ansøgeren fremlagte lønsedler sammenholdt med oplysninger fra eIndkomst lagde Udlændingenævnet til grund, at ansøgeren – forud for at ansøgeren blev uforskyldt ledig – havde været i beskæftigelse af et ikke ubetydeligt omfang i omkring 12 måneder, hvilket tillige var lagt til grund i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til (nu) Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at der kunne tages stilling til, om de øvrige betingelser for at forlænge ansøgerens opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. ERH/2016/22.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Den herboende ægtefælle afgået ved døden

    Dato: 28-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse meddelt til en statsborger fra Paraguay, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt. Klageren blev i juli 2007 meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført. I juni 2011 udrejste hun til Paraguay for efter det oplyste at passe sin døende moder. I januar 2014 døde klagerens herboende ægtefælle, og i april 2014 genindrejste klageren i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da hun havde opholdt sig mere end seks på hinanden følgende måneder uden for landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i juni 2011 udrejste af Danmark, og at hun først i april 2014 genindrejste her i landet. Udlændingenævnet fandt ikke, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det forhold, at klageren udrejste til Paraguay for at tage sig af sin moder, at klagerens moder levede længere, end lægerne troede, det var muligt, at klageren ikke kunne efterlade hende alene, hvorfor hun forblev i Paraguay, indtil moderen døde, at klageren havde et voksent barn samt et barnebarn her i landet, og at klageren havde haft opholdstilladelse i Danmark i fire år, kunne ikke føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse. Det bemærkedes, at klageren ej heller via hendes herboende ægtefælle eller voksne barn havde oplyst udlændingemyndighederne om, at hun havde været forhindret i at udrejse af Paraguay på et tidligere tidspunkt, ligesom klageren selv havde valgt at forblive i Paraguay for at tage sig af sin moder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det oplyste om, at klagerens ophold i Paraguay i 2011, der var planlagt som et 3-måneders besøg, men blev til to år og ni måneder, udelukkende fordi klagerens moder blev syg og krævede massiv pleje, og at klageren ikke kunne forlade hende til en uvis skæbne, ikke kunne føre til et ændret vurdering. Det anførte om, at klageren i forbindelse med den lange plejeperiode kunne erkende, at hverken hendes ægtefælle eller hun var opmærksomme på de danske regler omkring hendes opholdstilladelse, og at denne kunne bortfalde ved et længere udenlandsophold, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse, at opholdstilladelsen var gyldig, så længe fast ophold i Danmark bevaredes, og at opholdstilladelsen ville bortfalde, hvis hun opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis hun havde et længerevarende ophold uden for Danmark, hvorfor det måtte antages klageren bekendt, hvilke konsekvenser en udrejse af Danmark i en længerevarende periode kunne have. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at klageren i Danmark hele tiden havde været i stand til at forsørge sig selv via arbejde, at hun var i stand til at finde en passende bolig, at hun havde gået på sprogskole siden april 2014, at hun gjorde rigtig meget for at integrere sig i det danske samfund, at hun perioden fra 1994 til 2006 havde været på hyppige besøg i Danmark, hvilket styrkede sammenholdet med hendes ægtefælle og parrets barn, fandt Udlændingenævnet desuden ikke i sig selv kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var klagerens eget valg at udrejse af Danmark og opholde sig i en længerevarende periode i sit hjemland. Udlændingenævnet fandt herudover, at klageren kunne henvises til at udøve familielivet med sit voksne barn og barnebarn i det samme omfang, som hun hidtil havde gjort. For så vidt angik det af klageren anførte om, at familierelationerne til familie i Paraguay på klagetidspunktet kun bestod i få sporadiske telefonsamtaler 1-3 gange årligt med klagerens søskende, at begge klagerens forældre var døde, at hun ikke har andre børn, som kunne øge hendes tilknytning til Paraguay, og at arbejdsmarkedet i Paraguay var præget af stor arbejdsløshed, dårlige bolig forhold og dårlige almene økonomiske forhold, bemærkede Udlændingenævnet, at sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, og henviste til, at klageren i perioden fra juni 2011 til april 2014 havde opholdt sig i Paraguay. Det forhold, at klagerens ægtefælle døde ved en trafikulykke i Danmark i januar 2014, og at han lå begravet i Danmark, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, da der herved ikke var oplyst om omstændigheder, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. FAM/2016/21.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Ganske særlige grunde

    Dato: 28-01-2016

    Udlændingenævnets flertal omgjorde i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en afghansk statsborger.

    Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgeren efter en helt konkret og individuel vurdering ikke på afgørelsestidspunktet burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at ansøgeren efter sin indrejse i Danmark havde etableret et familieliv med sin herboende datter, som flertallet lagde til grund involverede mere, end hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnets flertal fandt det på den baggrund bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at meddele opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnets flertal lagde desuden vægt på, at ansøgeren havde haft lovligt ophold i Danmark i perioden fra august 2011 til juli 2015, og det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren siden januar 2013 havde været registreret på den samme adresse som sin herboende datter. Udlændingenævnet lagde herunder til grund, at ansøgerens herboende datter havde draget omsorg for ansøgeren under dennes alvorlige sygdom, og at ansøgeren havde haft tilladelse til privat indkvartering hos sin herboende voksne datter i perioden fra maj 2012 til august 2012. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2016/20.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. januar 2016 – Erhverv – Greencardordningen – Selvforsørgelse

    Dato: 25-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen til en statsborger fra Nepal, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 3, 2. pkt. Ansøgeren havde til ansøgningen fremlagt dokumentation for selvforsørgelse i form af en kontoudskrift fra januar 2015 fra DNB Bank, Norge, samt en kontoudskrift fra februar 2015 fra Nepal Investment Bank Ltd., Nepal, hvoraf det fremgik, at indestående på kontoen var fra dagen før datoen på udskriften fra DNB Bank, Norge. Ansøgeren indsendte til støtte for klagen en kopi af kontoudskriften fra januar 2015 fra DNB Bank, Norge, samt en ny kontoudskrift fra juni 2015 fra Nepal Investment Bank Ltd., hvoraf det fremgik, at indeståendet på bankkontoen var fra den samme dato i januar 2015 som udskriften fra DNB Bank, Norge. Ansøgeren havde til støtte for klagen også anført, at det den dag i januar, hvor DNB Bank, Norge have udskrevet kontoudskriften, var helligdag i Nepal, og at den følgende dag var en lørdag, hvorfor bankudskriften fra Nepal var fra februar 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen, da han ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 9 a, stk. 3, 2. pkt., jf. udlændingebekendtgørelsen § 22, stk. 1, 1. pkt., om at kunne forsørge sig selv det første år i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke under sagens behandling i hverken Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering eller Udlændingenævnet havde dokumenteret, at han rådede over indtægter eller midler, der svarede til kontanthjælpssatsen for enlige ikke-forsørgere over 30 år. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at de fremsendte bankudskrifter ikke var dateret samme dag. Det forhold, at bankudskriften fra juni 2015 skulle vise indeståendet fra samme dag i januar 2015, som udskriften fra DNB Bank, Norge, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der udover et krav om samtidighed også gælder et krav om, at oplysningerne ikke må være mere end 30 dage gamle. Henset til, at den nyeste fremsendte bankudskrift var dateret fem måneder efter de først indsendte bankudskrifter, og at der ikke samtidig var fremsendt en ny udskrift fra den anden bank, fandt Udlændingenævnet endelig, at ansøgeren ikke havde godtgjort, at han havde et tilstrækkeligt samlet indestående på de forskellige konti samtidig. ERH/2016/6.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. januar 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

    Dato: 25-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen til en pakistansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9. Ansøgeren var ansat på en fastfood restaurant som medhjælper fra oktober 2011 til september 2013 og på en anden fastfood restaurant som crew medlem fra november 2013 og frem til tidspunktet for ansøgningens indgivelse i juli 2014. I september 2014 ansøgte ansøgeren om en tilbagerejsetilladelse i perioden fra medio september 2014 til medio november 2014. Ansøgeren ansøgte på ny i september 2014 om en tilbagerejsetilladelse fra ultimo september 2014 til primo november 2014, i alt i 50 dage, idet han ønskede at besøge sin familie i hjemlandet. Ansøgeren oplyste i sin ansøgning om tilbagerejsetilladelse, at han ønskede at tage en uge ekstra fri på grund af religiøse årsager, der ville vanskeliggøre transporten. Medio november 2014 mødte ansøgeren i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings servicecenter, hvor han oplyste, at han i begyndelsen af november 2014 rejste tilbage til Danmark, og at han ville have været rejst tidligere hjem, men at han var blevet syg. I forbindelse med behandlingen af ansøgerens ansøgning om forlængelse oplyste ansøgeren, at han havde afholdt sine fem ugers ferie, at hans ferie blev forlænget på grund af sygdom, og at hans læge anbefalede ansøgeren at forlænge ferien indtil primo november 2014 af helbredsmæssige årsager. Ansøgeren anførte, at han havde godkendt ferieafholdelse fra ultimo september 2014 til ultimo oktober 2014, hvorefter det var meningen, at han skulle genoptage sit arbejde, at han uventet blev syg med irritationer i øjnene og luftvejene, og at den nævnte periode ikke alene burde beregnes som ferie, idet ansøgeren havde været syg i dele af perioden. Ansøgeren vedlagde i den forbindelse kopi af en journaltekst fra en speciallæge i otologi, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i de forudgående to år havde haft allergisymptomer i luftvejene.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om forlængelse i maj 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at han fra medio september 2014 til medio oktober 2014 havde haft 23,90 registrerede løntimer, og at han fra medio oktober 2014 til medio november 2014 havde haft 34,60 registrerede løntimer, hvilket ansøgeren oplyste var grundet afholdt ferie og sygdom. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgeren fra april 2014 til september 2014 og fra november 2014 til juni 2015 havde haft beskæftigelse i et betydeligt omfang inden for de seneste 12 måneder forud for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse i maj 2015, der svarede til minimum ti timer ugentligt. Det af ansøgeren anførte om, at han havde afholdt ferie, der var planlagt i perioden fra medio september 2014 til ultimo oktober 2014, men at han på sin pakistanske læges opfordring var nødt til at forlænge denne på grund af sygdom, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, da Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at det var sygdommen, der forhindrede ansøgeren i at rejse tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i september 2014 havde indgivet en ansøgning om tilbagerejsetilladelse i perioden fra ultimo september 2014 til primo november 2014, hvilket svarede til 50 dage omregnet til syv uger og en dag, og at ansøgeren senere havde indgivet endnu en ansøgning om tilbagerejsetilladelse, der svarede til 49 dage omregnet til syv uger, og at han havde ønsket at tage en uges ekstra fri af religiøse grunde, der ville vanskeliggøre transporten. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde vejledt ansøgeren om, at tilbagerejsetilladelsen var over de fem uger, som er normal ferieafholdelse, og at dette kunne have konsekvenser for forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen på grund af beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren ifølge feriegodkendelsen fra hans arbejdsgiver var bevilliget ferie i perioden fra medio september 2014 til primo november 2014, og at det af ansøgerens lønsedler fremgik, at han havde modtaget ti timers sygeløn i perioden fra medio august 2014 til medio september 2014, hvilket således lå forud for hans ferieafholdelse fra medio september 2014. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren – uanset at han efter det oplyste blev syg under ferien – allerede inden udrejsen havde ansøgt om en tilbagerejsetilladelse for syv uger, at ansøgeren var blevet vejledt om konsekvenserne herom, og at det på den baggrund måtte antages, at ansøgeren allerede inden udrejsen havde til hensigt at afholde syv ugers ferie. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet desuden, at det forhold, at ansøgeren havde fremlagt en pakistansk og en dansk lægeerklæring, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den danske lægeerklæring fra januar 2015 ikke forholdt sig til, hvorvidt ansøgeren havde været sygemeldt i perioden fra oktober til november 2014, men alene omhandlede tre dage i januar 2015. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om forlængelse, idet ansøgeren fra medio september 2014 til medio november 2014 alene havde haft henholdsvis 23,90 og 34,60 registrerede løntimer, hvilket ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgeren ikke var blevet uforskyldt ledig i indtil tre måneder før tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om forlængelse, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke var omfattet af udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, da det ikke var dokumenteret, at han var uforskyldt ledig på ansøgningstidspunktet i juli 2014 eller tre måneder forud herfor og henset til, at ansøgeren efter ansøgningstidspunktet fortsat havde haft registrerede løntimer hos en fastfood restaurant. ERH/2016/19.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. januar 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 20-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en thailandsk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde i perioden fra oktober 2013 til december 2013 modtaget kontanthjælp og havde i perioden fra januar 2014 frem til ansøgningstidspunktet modtaget uddannelseshjælp. Det var under sagen oplyst, at den herboende ægtefælle var diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse, og at han var i behandling herfor med en række præparater. Det var endvidere oplyst, at den herboende ægtefælle var blevet idømt to års fængsel af de thailandske myndigheder for besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg, som han ikke havde afsonet, ligesom han herefter var eftersøgt af myndighederne i Thailand.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at bopælskommunen havde udtalt, at den herboende ægtefælle i perioden fra oktober 2013 til december 2013 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25 (kontanthjælp), og at han havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 23 (uddannelseshjælp) i perioden fra januar 2014 frem til ansøgningstidspunktet, samt oplysningerne fra eIndkomst, hvoraf det fremgik, at han yderligere havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik frem til juli 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering af sagen, at den herboende ægtefælle led af bipolar affektiv sindslidelse, og at han var i behandling herfor. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste til, at MedCOI (1) i november 2015 havde oplyst over for Udlændingenævnet, at de relevante præparater var tilgængelige i Thailand, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ville kunne modtage den nødvendige og relevante behandling i Thailand. Udlændingenævnet fandt af de samme grunde, at der ikke var oplyst om sådanne forhold, der ville kunne føre til dispensation fra udlændingelovens § 9, stk. 5, i medfør af FN’s Handicapkonvention. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle var blevet idømt to års fængsel i Thailand for besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg, at de thailandske myndigheder havde udstedt en arrestordre på ham, og at det til sagen var anført, at strafferammen for narkotikaforbrydelser i Thailand er høj, og at en dom for narkotika ofte kan medføre et indrejseforbud i landet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til, at der skulle dispenseres fra ægtefællesammenføringsbetingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet forholdene ikke medførte, at Danmark måtte anses for nærmest til at beskytte familielivet mellem ægtefællerne, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det ikke var dokumenteret, at ansøgerens ægtefælle var meddelt et indrejseforbud i Thailand. Udlændingenævnet fandt herudover – uanset længden af den idømte fængselsstraf – at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise parret til at udøve familielivet i Thailand. Udlændingenævnet fandt således, at henset til, at det også i Danmark er strafbart at besidde amfetamin med henblik på videresalg, kunne en idømt fængselsstraf i Thailand herfor ikke føre til dispensation fra reglerne om ægtefællesammenføring i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at uanset, at besiddelse af amfetamin på 0,3 gram straffes hårdere i Thailand end i Danmark, ville besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg også i Danmark kunne medføre frihedsstraf, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne anses for uproportionalt at meddele afslag på familiesammenføring i Danmark uanset idømt frihedsstraf i Thailand på to år. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at parret og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand for dér at udøve familielivet, jf. EMRK artikel 8. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn efter praksis som udgangspunkt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års lovligt ophold med opholdstilladelse her i landet. FAM/2016/5.

    (1) MedCOI er et projekt, der er finansieret af den Europæiske Flygtninge Fond, med henblik på at indhente medicinske oplysninger fra ansøgeres hjemlande. Projektet giver 11 EU-medlemsstater plus Norge og Schweiz mulighed for at benytte sig af faciliteterne hos MedCOI i Holland og Belgien. MedCOI retter forespørgsler til kvalificerede læger og andre eksperter, der arbejder i ansøgeres hjemlande. Den information, der indhentes, bliver gennemgået af MedCOI’s projektmedarbejdere, der blandt andet består af en læge, før den videregives til den relevante COI-service.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. januar 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 20-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en irakisk statsborgers ansøgning om, at hendes opholdstilladelse i Danmark ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren var indrejst i Danmark i juli 2003, og at hun udrejste af Danmark i oktober 2012 sammen med sin daværende ægtefælle og parrets fire børn, som alle var irakiske statsborgere. Ansøgeren havde ved personligt fremmøde på den danske ambassade i Teheran, Iran, i september 2014 anmodet om ambassadens bistand til at indrejse i Danmark, idet ansøgerens tidligere ægtefælle havde beslaglagt ansøgerens og fællesbørnenes rejsedokumenter. Ansøgeren oplyste i forbindelse hermed, at hun uden sin tidligere ægtefælles viden var taget til ambassaden for at anmode om hjælp, at hun og hendes familie var udrejst af Danmark to år tidligere, at hun og fællesbørnene havde været udsat for fysisk vold af ansøgerens ægtefælle, at hun ingen fast adresse i Danmark havde, og at hun og fællesbørnene ønskede at rejse tilbage til Danmark. Det fremgik af ansøgerens ansøgning til Udlændingestyrelsen i september 2014, at formålet med rejsen i oktober 2012 var ferie af en måneds varighed, at ansøgerens tidligere ægtefælle havde forhindret ansøgeren og fællesbørnene i at rejse tilbage til Danmark, og at hun ikke havde kendskab til, hvad der var sket med hendes bolig samt ejendele i Danmark. Det fremgik endvidere af ansøgningsskemaet, at ansøgeren ikke havde kendskab til, hvorvidt hun var blevet frameldt CPR, at hun talte, læste og skrev dansk, at hun ikke havde familie i Danmark, at hun ikke havde opholdstilladelse i opholdslandet, at hun talte, læste og skrev sproget i opholdslandet, at hendes tidligere ægtefælle havde låst hende og fællesbørnene inde i det hus, hvor familien havde boet, at hun havde familie i opholdslandet, og at hun havde anmodet om de danske myndigheders bistand til at finde sine børn og hjælpe hende selv og børnene til Danmark. Ansøgerens partsrepræsentant oplyste i en e-mail i november 2015 til Udlændingenævnet, at ansøgeren var indrejst i Danmark i oktober 2015, at ansøgerens tidligere ægtefælle var både fysisk og psykisk voldelig over for ansøgeren og fællesbørnene, at ansøgeren og ansøgerens tidligere ægtefælle var blevet skilt i januar 2015, at en domstol havde godkendt skilsmissen på grund af dokumenteret vold, at ansøgeren ved skilsmissen fik tilkendt bopælspligten over børnene, og at ansøgerens tidligere ægtefælle ikke havde udleveret børnenes pas og øvrige dokumenter. Det fremgik endvidere, at ansøgeren anså sin tidligere ægtefælle som farlig. Vedlagt e-mailen var to udaterede fotos, som angiveligt viste ansøgerens skader. Ved nævnsmødet forklarede ansøgeren, at hun i ansøgningsskemaet havde oplyst, at hun udrejste i oktober 2012, men at den korrekte dato var i juli 2012. Allerede efter en måned i Irak ønskede hun at rejse tilbage til Danmark, fordi tvillingerne på syv måneder fik det dårligt. Hendes tidligere ægtefælle havde nægtet hende at rejse og sagde, at hun aldrig kom til Danmark. Hendes tidligere ægtefælle havde ansat en vagt, som sørgede for, at hun og børnene aldrig kom ud af døren. På et tidspunkt, hvor ansøgerens tidligere ægtefælle ikke var hjemme, havde hun aftalt med vagten, at han fik et guldarmbånd for at hjælpe hende med at rejse. Vagten og dennes familie havde kontakter i Teheran og hjalp ansøgeren med at komme dertil. Hun fik sin søster til at passe børnene, mens hun var bortrejst. Hendes børn var hos hendes søster på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. Ansøgeren havde ikke kontakt med sin tidligere ægtefælle.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at hun var udrejst af Danmark i juli 2012, at hun var registreret i CPR som udrejst af Danmark i oktober 2012, at hun først i september 2014 henvendte sig på den danske ambassade i Teheran, og hun først i oktober 2015 efter det oplyste genindrejste her i landet. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse fra juli 2003, at denne var gyldig, så længe fast ophold i Danmark blev bevaret. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at det ikke var dokumenteret eller på anden vis sandsynliggjort, at ansøgerens tidligere ægtefælle havde holdt ansøgeren og fællesbørnene indespærret fra juli 2012 til september 2014, hvor hun henvendte sig til den danske ambassade i Teheran, ligesom det ikke var sandsynliggjort, hvordan det var lykkedes ansøgeren at rejse alene fra Karbala, Irak, til Teheran, Iran, hvor afstanden er 985 kilometer, samt indrejse i Iran uden rejsedokumenter, som ansøgerens tidligere ægtefælle efter det oplyste havde i sin besiddelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke forud for nævnsmødet i januar 2016 havde oplyst, at hendes tidligere ægtefælle havde ansat en vagt, som hun bestak med et guldarmbånd. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke kunne huske, hvornår dette havde fundet sted. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren ikke havde godtgjort, at hun havde været forhindret i at tage kontakt til de danske myndigheder inden september 2014. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret divergerende om, hvornår hun og familien udrejste af Danmark, idet hun både havde oplyst, at udrejsen foregik i juli 2012 og i oktober 2012. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren havde forklaret divergerende, idet hun havde oplyst, at hendes tidligere ægtefælle havde hendes og fællesbørnenes rejsedokumenter i sin besiddelse, men at hun alligevel havde fremsendt en kopi af disse ved indleveringen af ansøgningsskemaet i september 2014 samt oplyst i en e-mail fra august 2015, at hun havde sit samt de to ældste børns pas i kopi. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at ansøgeren havde forklaret divergerende vedrørende længden af sin tidligere ægtefælles tilbageholdelse af hende og fællesbørnene, idet hun ved den personlige henvendelse på den danske ambassade i Teheran, Iran, i september 2014 havde oplyst, at hun uden sin tidligere ægtefælles viden var taget fra familiens bopæl i Irak, mens hun i en e-mail fra august 2015 havde oplyst, at hun efter at have været bortført i halvandet år flygtede til et andet sted og rejste til Iran, hvor hun henvendte sig til den danske ambassade. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at ansøgeren ikke under sagen havde oplyst, at ansøgerens tidligere ægtefælle på noget tidspunkt skulle være genindrejst i Danmark, uanset at det af Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende fællesbørnene fremgik, at ansøgerens tidligere ægtefælle både udrejste fra og indrejste i Danmark i november 2013, og at han i hvert fald i perioden fra november 2013 til juli 2014 opholdt sig i Danmark. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen var blevet fremsendt to billeder som dokumentation for, at ansøgeren skulle have været udsat for vold af sin tidligere ægtefælle. FAM/2016/18.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie – Nærmeste familie – Tvivl om slægtskabsforholdet

    Dato: 20-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 tre afgørelser om opholdstilladelse til tre congolesiske statsborgere, som havde ansøgt om opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til en herboende kvinde, som i ansøgningsskemaet havde oplyst, at hun var ansøgernes faster, og at deres fader og moder var blevet dræbt på et ikke nærmere angivet tidspunkt. Ansøgerne var født i henholdsvis 2000, 2002 og 2004.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at den herboende kvinde var nærmeste familie til ansøgerne. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at kvinden i forbindelse med sin asylsag til FN’s Flygtningehøjkommissariat havde oplyst, at hendes broder sammen med to af hendes andre søskende og hendes fader blev dræbt i Congo i 1987, og at hun havde oplyst at have seks søskende, der var i live, hvoraf to boede i Burundi og fire boede i Congo. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at kvinden i ansøgningsskemaerne havde oplyst, at ansøgerne var født på ikke nærmere angivne tidspunkter i henholdsvis 2000-2001, 2002-2003 og 2004-2005, og at hun samtidig i et senere fremsendt oplysningsskema havde oplyst, at ansøgernes fader var hendes biologiske broder. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke at kunne lægge til grund, at kvindens broder skulle være fader til ansøgerne, hvorfor kvinden som følge heraf ikke kunne anses for at være ansøgernes faster. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at kvinden under klagesagen havde oplyst, at hendes moder havde 12 børn, hvoraf tre hold var tvillinger, at det var kutyme i den landsby i det område, hvor kvinden kom fra i Congo, at give tvillinger det samme navn, og at hun på den baggrund havde to brødre med samme navn, hvoraf den ene var død i 1987, mens den anden på tidspunktet for FN’s Flygtningehøjkommissariats genbosættelsesrapport fra 2010 stadig var i live. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at kvinden ikke i forbindelse med sin asylsag havde oplyst om, at tre hold ud af kvindens oplyste ni søskende var tvillinger, ligesom det heller ikke fremgik af rapporten, at kvinden havde en broder med det oplyste navn, og som ifølge hendes egne oplysninger i klagen på tidspunktet for rapporten var i live. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at kvinden ikke havde oplyst, at nogle af hendes søskende var tvillinger, idet ingen af dem stod opført med to navne. Desuden fandt Udlændingenævnet, at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde til, at børnene skulle tage ophold hos kvinden som nærmeste familie, uanset om kvinden måtte være ansøgernes faster, og uanset om kvindens broder og børnenes fader måtte være blevet slået ihjel i september 2014. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerne ikke ville lide alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i Congo, herunder at børnene ville være uden omsorgspersoner eller i øvrigt savne grundlæggende omsorg i Congo, idet ansøgerne var født og opvokset i Congo, hvor de siden forældrenes død havde været i varetægt af naboer, og at ansøgerne havde en morbroder i Kenya samt deres farmoder (kvindens moder), en af kvindens brødre og dennes børn i Burundi. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at kvinden aldrig havde boet sammen med børnene, og at hun derfor ikke kunne anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted. FAM/2016/12.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Søskende

    Dato: 20-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en etiopisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1. Ansøgeren, der var født i 2004, søgte i september 2014 om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende broder, der var født i 1987. Den herboende broder var indrejst i Danmark i april 2014 og blev i juni 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, gyldig til juni 2019. Det fremgik af den herboende broders asylsag, at han havde oplyst, at hans moder, broder samt to børn på asylsamtalens tidspunkt opholdt sig i Etiopien, og at hans ægtefælle og øvrige søskende var døde. Det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema, at han opholdt sig i en flygtningelejr i Kenya, at ansøgerens moder var forsvundet for længe siden, og at den herboende broder havde forsørget ham med cirka 300 dollars. I april 2015 blev den herboende broders to børn meddelt opholdstilladelse. Samtidig meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om særlige grunde til, at ansøgeren ikke ville kunne vedblive med at tage ophold i enten Kenya eller Etiopien. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren led alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i enten Kenya eller Etiopien, eller at ansøgeren var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Kenya eller Etiopien. Der forelå således ikke særlige grunde til, at der burde meddeles ansøgeren opholdstilladelse under henvisning til den herboende broder som nærmeste familie. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og den herboende broders moder havde været den primære omsorgsperson for ansøgeren, og at den herboende broder hverken før eller efter hans udrejse af Etiopien kunne anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted. Den omstændighed, at den herboende broder efter det oplyste havde bidraget til ansøgerens forsørgelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens primære omsorgsperson og forsørger havde været ansøgerens moder. Udlændingenævnet fandt desuden ikke at kunne lægge den herboende broders forklaring om ansøgerens og den herboende broders moders forhold til grund. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende broder havde forklaret divergerende om sin moders forhold, idet han under asylsamtalen i maj 2014 med Udlændingestyrelsen havde forklaret, at hans børn og ansøgeren boede sammen med moderen i Etiopien, mens den herboende broder i ansøgningsskemaet i september 2014 havde oplyst, at moderen havde været forsvundet i lang tid. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det i ansøgningsskemaet var oplyst, at moderen efterlod ansøgeren i en flygtningelejr, mens den herboende broder i forbindelse med klagen havde oplyst, at moderen forsvandt i hjembyen, og at en nabo havde taget ansøgeren med til Kenya. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende broder havde fremlagt dokumentation for, at han angiveligt havde forsørget ansøgeren ved pengeoverførsler. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at de angivelige pengeoverførsler ikke dokumenterede, at moderen var død, eller at ansøgeren var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Kenya eller Etiopien. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at naboen ikke længere kunne have ansøgeren boende hos sig, og at naboen ikke kunne tage ansøgeren med til Etiopien, idet økonomiske eller sociale forhold i en udlændings hjemland eller opholdssted ikke i sig selv kan føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. FAM/2016/17.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. januar 2016 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark – Repatriering – Opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4 – Ingen fortrydelsesret

    Dato: 18-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og at ansøgeren ikke kunne meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren frivilligt havde frafaldet sin opholdstilladelse her i landet, og at ansøgerens tilknytning til Danmark på baggrund af en samlet vurdering ikke kunne medføre, at der burde meddeles dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren kom til Danmark som 61-årig og havde boet i Danmark i 20 år hos sin datter, hvorefter hun repatrierede, samt at hun ikke kunne dansk og aldrig havde haft arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at ansøgeren i klagen havde oplyst, at hun var blevet forkert vejledt af kommunen i anledning af sin beslutning om at repatriere i 2011. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren både generelt og individuelt var blevet vejledt af Dansk Flygtningehjælp om konsekvensen af repatrieringen, og at vejledningen var foregået telefonisk på en kommunal sagsbehandlers kontor med Dansk Flygtningehjælp i telefonen, hvor en tolk og ansøgerens datter var til stede. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af et brev fra juli 2011 fra Dansk Flygtningehjælp til kommunen, at det under vejledningssamtalen blev drøftet indgående med ansøgeren og hendes datter, at ansøgeren ikke havde fortrydelsesret, idet familien forud for vejledningssamtalen havde regnet med, at ansøgeren havde et års fortrydelsesret, og at ansøgeren til trods herfor var fast besluttet på at repatriere. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke til sagen var oplyst om sådanne omstændigheder, som kunne bevirke, at ansøgeren burde meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig, at de indsendte oplysninger om ansøgerens nedsatte syn, slidgigt og afhængighed af trygge omgivelser ikke havde en sådan karakter og omfang, at dette kunne begrunde dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. FAM/2016/11.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. januar 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 11-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en serbisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle, som også var serbisk statsborger, blev i december 1991 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og i oktober 1994 blev hun meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, under henvisning til sit første ægteskab. Denne opholdstilladelse blev inddraget i september 1995 på grund af skilsmisse. I januar 1997 blev ansøgerens herboende ægtefælle meddelt opholdstilladelse på ny under henvisning til sit andet ægteskab, og i februar 2001 blev hun meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren selv blev i december 1994, februar 2002 og december 2012 meddelt afslag på asyl i Danmark. Ansøgeren var ligeledes i marts 2003 blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. I november 2012 blev ansøgeren af Udlændingestyrelsen meddelt afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. I januar 2013 blev ansøgeren meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, og Udlændingenævnet stadfæstede i april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2012. Det fremgik af Udlændingenævnets afgørelse fra april 2013, at parret tidligere havde oplyst, at de havde mødt hinanden i Serbien, da de var henholdsvis 14 år og 15 år, at de efterfølgende havde boet sammen og havde fået to børn i henholdsvis 1978 og 1984, og at de havde indgået ægteskab, da de var henholdsvis 26 år og 27 år, hvilket svarede til 1989. Det fremgik endvidere, at ansøgeren siden 1996 havde samlevet med sin herboende ægtefælle under besøgsophold i Danmark af tre måneders varighed. Det fremgik af ansøgerens nye ansøgning, at parret i marts 2012 på ny havde indgået ægteskab i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Serbien, hvor parret også havde haft deres skolegang, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor den herboende ægtefælle først fik opholdstilladelse i en alder af 28 år, og hvor hun de seneste 19 år havde haft uafbrudt opholdstilladelse, og hvor ansøgeren ikke havde haft en gyldig opholdstilladelse, men alene havde haft processuelt ophold i få perioder. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde mødt hinanden i Serbien i 1977, at parret havde fået to fællesbørn i henholdsvis 1978 og 1984, at den herboende ægtefælle i 1991 blev meddelt opholdstilladelse under henvisning til ægteskab med en anden mand, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle på ny havde indgået ægteskab i marts 2012. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det fremgik af Udlændingenævnets afgørelse fra april 2013, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i deres ansøgningsskema fra marts 2012 havde oplyst, at de havde indgået ægteskab første gang, da de var henholdsvis 26 år og 27 år, hvilket svarede til 1989. Udlændingenævnet henledte i den forbindelse til opmærksomheden på notat af 1. december 2005 om anvendelsen af tilknytningskravet ved ægtefællesammenføring, hvoraf det fremgår, at ”det med betydelig vægt vil tale imod at anse tilknytningskravet for opfyldt, hvis den herboende og ansøgeren tidligere har været gift eller har levet sammen i deres fælles hjemland inden den herboendes indrejse i Danmark, og at parret senere indgiver ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af nyt ægteskab indgået efter den herboendes indrejse i Danmark. Indgåelsen af ægteskab på ny indikerer, at den herboende har bevaret en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet.” Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens oplysninger om, at han i perioden fra 2010 til 2015 havde været på besøgsophold i Danmark af tre måneders varighed hvert halve år, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Serbien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke ud over den herboende ægtefælle og de herboende voksne fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark, at fællesbørnene var indrejst i Danmark i 1991 sammen med den herboende ægtefælle, og at ansøgeren således havde levet adskilt fra børnene i flere år, før de blev myndige. Udlændingenævnet fandt ydermere, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som hun havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Serbien, herunder fordi parret talte serbisk sammen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren havde indgivet sin ansøgning om ægtefællesammenføring i følgeskab med den herboende ægtefælle og en tolk. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark med opholdstilladelse senest siden januar 1997, at hun forud for dette havde boet knap fire år i Danmark med opholdstilladelse, og at hun havde haft en tilknytning til arbejdsmarkedet i form af rengøringsarbejde og job på et vaskeri i en ukendt periode, inden hun blev tilkendt førtidspension. Udlændingenævnet lagde ydermere vægt på, at den herboende ægtefælle på baggrund af sit ophold og de nævnte beskæftigelser ikke havde opnået en sådan fast og væsentlig tilknytning til det danske uddannelsessystem og det danske arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Serbien oversteg parrets samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herved, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Serbien for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, at det fremgik af ansøgerens skadesjournal fra august 2015, at det anbefaledes, at ansøgeren henvistes til Kompetencecenter for Transkulturel Psykiatri, idet han var plaget af stemmehøring, ligesom det anbefaledes, at han ikke udrejste alene, samt at ansøgerens familie havde oplyst, at det var deres opfattelse, at ansøgeren var alvorligt psykisk syg. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke på denne baggrund kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Serbien, idet ansøgerens helbredsmæssige forhold ikke var af en sådan meget alvorlig karakter, at det i sig selv kunne føre til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning hertil. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren i januar 2013 blev meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. FAM/2016/4.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. januar 2016 – Erhverv – Greencardordningen – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 11-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 en afgørelse truffet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering vedrørende en ansøgning om opholdstilladelse til en indisk statsborger efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 3, 2. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen, idet ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 9 a, stk. 3, 2. pkt., jf. udlændingebekendtgørelsens § 22, stk. 1, 1. pkt., om at kunne forsørge sig selv under sit første år i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret over for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering eller Udlændingenævnet, at hun rådede over indtægter eller midler, der svarede til kontanthjælpssatsen for enlige ikke-forsørgere over 30 år. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der til ansøgningen var vedlagt en udateret udskrift fra en bankkonto i en bank i Indien, som stod i ansøgerens og hendes faders navn. Da udskriften fra banken ikke stod i ansøgerens navn, og idet udskriften i øvrigt ikke sås at være dateret, kunne Udlændingenævnet ikke lægge denne udskrift til grund ved bedømmelsen af, om ansøgeren rådede over indtægter eller midler, der svarede til kontanthjælpssatsen for enlige ikke-forsørgere over 30 år, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 3, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgningen var vedlagt en udskrift fra en bankkonto i en anden indisk bank, som stod i ansøgerens faders navn, og som Udlændingenævnet på denne baggrund ikke kunne lægge til grund som dokumentation for, at ansøgeren rådede over indtægter eller midler, der svarede til kontanthjælpssatsen for enlige ikke-forsørgere over 30 år, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 3, 2. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke var muligt at inddrage to ”confirmation of deposit” fra henholdsvis juni 2014 og januar 2015 i vurderingen af, hvor mange midler ansøgeren rådede over, idet en deponering efter Udlændingenævnets opfattelse indbefatter, at de deponerede midler er låste og ikke kan anvendes i den periode, hvori de er låste. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at deponeringen både var sket i ansøgerens og hendes faders navn. På den baggrund fandt Udlændingenævnet ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren – og kun ansøgeren alene – rådede over de midler, som var deponeret på kontoen, og ansøgeren kunne derfor ej heller på baggrund af de to ”confirmation of deposit” opfylde selvforsørgelseskravet. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne gøre en forskel, at ”VFS’ Helpline” havde assisteret ansøgeren med ansøgningsprocessen og flere gange havde bekræftet, at ansøgerens økonomiske forhold opfyldte selvforsørgelseskravet, selvom nogle af ansøgerens midler stod i ansøgerens faders navn. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i marts 2015 af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering udtrykkeligt var blevet gjort opmærksom på, at dokumentation for de midler, som hun rådede over, kun kunne være en udskrift fra en bankkonto i hendes eget navn, hvoraf blandt andet udstedelsesdatoen tydeligt skulle fremgå. Endelig fandt Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke havde dokumenteret selvforsørgelse ved at fremsende lønsedler fra september 2014, oktober 2014 og december 2014, idet det følger af fast praksis, at lønindtægter fra Danmark svarende til 2015-satsen for enlige forsørgere kan udgøre dokumentation for en greencardansøgers selvforsørgelse, men at ansøgerens lønindtægter hidrørte fra Indien og var fra 2014. ERH/2016/10.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Ansøgeren udvist ved dom

    Dato: 07-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en iransk statsborger, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende datter, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 10, stk. 4. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i oktober 2007, hvor han søgte asyl, og han blev i december 2007 overført til Grækenland i medfør af Dublin-forordningen. Ansøgeren indrejste igen i Danmark i marts 2012. I samme måned traf Udlændingestyrelsen afgørelse om udvisning af ansøgeren med et indrejseforbud, som var gældende indtil maj 2014, idet ansøgeren blev udsendt til Spanien i april 2012. I september 2012 indrejste ansøgeren igen i Danmark, og ansøgeren blev ved dom i september 2012 udvist af Danmark i seks år ved at være genindrejst i Danmark, uanset at han var meddelt et indrejseforbud. Ansøgeren havde efterfølgende et længerevarende ophold i Iran, og han indrejste derefter i Danmark igen, hvor han på ny søgte om asyl. I forbindelse med asylsagen oplyste ansøgeren, at han havde et barn i Danmark. Udlændingestyrelsen traf i maj 2014 afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af Dublin-forordningen, hvilket Flygtningenævnet stadfæstede i juli 2014. Det fremgik af Flygtningenævnets afgørelse, at Udlændingestyrelsen første gang fik kendskab til, at ansøgeren havde et barn i Danmark ved et partsindlæg fra juni 2014, og at ansøgeren var til stede ved fødslen af barnet. I juli 2014 indgav ansøgeren ansøgning om familiesammenføring i Danmark under henvisning til barnet, som var født i juni 2011. Det fremgik af sagen, at barnet i juni 2011 blev anbragt uden for hjemmet i Danmark, hvilket barnet skulle forblive i foreløbig i tre år. I juli 2014 samtykkede ansøgeren til, at barnet fortsat forblev anbragt uden for hjemmet. Endelig fremgik det af sagen, at ansøgeren og barnet havde samvær én gang om måneden af halvanden times varighed i et neutralt samværshus, og at ansøgeren havde fået fastsat støttet samvær to gange i oktober 2014, november 2014 og december 2014 af halvanden times varighed.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., under henvisning til samvær med barnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet var født i juni 2011, at ansøgeren i september 2012 udrejste af Danmark og oplyste politiet om, at ansøgeren ingen børn havde i Danmark, og at ansøgeren først blev registreret som fader til barnet i maj 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke tidligere havde ansøgt om familiesammenføring med barnet, at Udlændingestyrelsen først i juni 2014 var blevet bekendt med, at ansøgeren havde en datter i Danmark, og at ansøgeren således igennem flere år ikke sås at have været en del af barnets liv. Det forhold, at ansøgeren skulle have været med til barnets fødsel og hendes første fødselsdag, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der først i efteråret 2014 var etableret samvær én gang om måneden af halvanden times varighed mellem barnet og ansøgeren, og at ansøgeren ikke havde haft samvær siden januar 2015, hvorfor omfanget af og kontakten i forbindelse med det udøvede samvær ikke kunne føre til, at der mellem ansøgeren og barnet var etableret en særlig tilknytning, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Hertil bemærkede Udlændingenævnet, at kommunen til sagen havde oplyst, at ansøgeren var ”fremmed” for barnet. Udlændingenævnet fandt således, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde et indgreb i ansøgerens ret til familieliv, uanset at barnet var anbragt uden for hjemmet. Det anførte om, at det var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, og at det var i strid med disse konventioner at afskære barnet fra at have kontakt med ansøgeren, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til et andet resultat i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet var født i juni 2011, at ansøgeren først var kommet ind i barnets liv i sommeren 2014, at Udlændingestyrelsen ikke før juni 2014 havde hørt om, at ansøgeren havde en datter i Danmark, og at ansøgeren siden efteråret 2014 og frem til januar 2015 havde haft samvær én gang om måneden med barnet. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at der var henvist til dom af 11. juli 2000, Ciliz mod Holland, (appl.no. 29192/95). Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Ciliz mod Holland ikke var sammenlignelig med ansøgerens sag. Ciliz mod Holland vedrørte myndighedernes pligt til at koordinere sager, som berører en families ret til et familieliv efter EMRK artikel 8, således at en afgørelse i den ene sag ikke foregriber eller udelukker en afgørelse i den anden sag med det resultat, at familielivet forhindres. Heroverfor vedrørte ansøgerens sag alene en opholdssag, og Udlændingenævnet fandt herudover – henset til omfanget og karakteren af det udøvede samvær – at dette kunne udøves gennem besøgsophold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren blev udvist af Danmark på et tidspunkt, hvor barnet var født, men ikke anerkendt af ansøgeren som sit barn, og at ansøgeren først i maj 2014 – på et tidspunkt hvor ansøgeren allerede havde søgt om asyl i Danmark, og på trods af oplysninger i ansøgningen om, at ansøgeren tidligere havde været en del af barnets liv – anerkendte faderskabet. Udlændingenævnet fandt yderligere, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, da det samvær, som ansøgeren efter det oplyste havde ret til, efter Udlændingenævnets opfattelse kunne udøves via besøgsophold. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensynet til barnets tarv i ansøgerens sag ikke kunne føre til en ændret vurdering, og at der ikke forelå ganske særlige forhold, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 10, stk. 4, idet ansøgeren var udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år gældende til oktober 2018. FAM/2016/2.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Tvangsanbragte børn

    Dato: 07-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en statsborger fra Portugal under henvisning til hendes herboende børn, der var født i henholdsvis 2012 og 2014. Det fremgik af oplysningerne i sagen, at begge ansøgerens børn var tvangsanbragt uden for hjemmet, at ansøgeren havde fået fastsat overvåget samvær på henholdsvis en time pr. måned og en time hver tredje uge med børnene, og at ansøgeren kun i begrænset omfang var mødt op til samvær med det ældste barn.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens samvær med børnene ikke var af et sådant omfang, at det i sig selv kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens samvær med det ældste barn siden maj 2013 havde været overvåget, ligesom samværet med det yngste barn siden anbringelsen i september 2014 havde været overvåget, og at samværet alene udgjorde en time henholdsvis hver tredje og fjerde uge. Udlændingenævnet tillagde det herudover betydning, at ansøgeren alene var mødt op til samvær med det ældste barn en gang i april 2013, men ikke mødte op de efterfølgende gange, hvorefter ansøgeren først anmodede om genoptagelse af samvær i oktober 2014. Det faktisk gennemførte samvær med det ældste barn sås således at være af begrænset omfang. Udlændingenævnet fandt således, at der henset til karakteren og omfanget af samværet med børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at baggrunden for karakteren af det fastsatte samvær måtte ses i forhold til, at det ved en undersøgelse fra februar 2013 og et undersøgelsesforløb fra november 2012 til februar 2013 i forhold til det ældste barn var blevet konkluderet, at ansøgeren ikke vurderedes at kunne tilegne sig de egenskaber, der skulle til, for at kunne drage den fornødne omsorg for hende, og at det vurderedes skadeligt for hendes trivsel og udvikling fortsat at blive udsat for de belastninger, som samspillet med ansøgeren frembød. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgerens samvær med det yngste barn tillige var blevet reduceret fra en gang om ugen til en time hver tredje uge, grundet primært ansøgerens egne forhold, og for at sikre det yngste barns fortsatte trivsel og udvikling. Udlændingenævnet fandt herefter, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til – som EU-borger fra Portugal – at indrejse i Danmark for at udøve sit samvær med børnene gennem besøgsophold. Udlændingenævnet henviste i forlængelse heraf til, at ansøgeren som EU-borger havde mulighed for at tage ophold i Danmark i medfør af reglerne om fri bevægelighed, og at hun således havde mulighed for at tage ophold i Danmark på andet grundlag end en særskilt opholdstilladelse til børnene. Det forhold, at ansøgeren, såfremt hun ikke havde grundlag for opholdsret efter EU-reglerne, vil skulle indrejse fra Portugal for at udøve sit samvær med sine børn af en times varighed henholdsvis hver tredje og fjerde uge, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke i sig selv kunne føre til, at det måtte anses som uproportionalt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at meddele afslag på opholdstilladelse, henset til den geografiske afstand sammenholdt med omfanget af samværene. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. FAM/2016/3.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. januar 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Udenlandsk uddannelse

    Dato: 07-01-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en nepalesisk statsborger. Ansøgeren indgav i maj 2014 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren havde i ansøgningsskemaet under beskæftigelse og uddannelse anført tre uddannelser. Den seneste uddannelse var en masteruddannelse udbudt af et engelsk universitet, mens uddannelsen blev gennemført på et dansk uddannelsessted beliggende her i landet. Det fremgik af uddannelsespapirerne for denne uddannelse, at uddannelsen var tilrettelagt over et år og seks måneder svarende til 90 ECTS-point. Udlændingestyrelsen meddelte i december 2014 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet anmodede under behandlingen af ansøgerens klage Styrelsen for Videregående Uddannelser om at oplyse, om styrelsen anså uddannelsen som værende en dansk eller en udenlandsk uddannelse samt i sidstnævnte tilfælde at oplyse, hvilket niveau uddannelsen svarede til efter danske standarder, herunder antallet af ECTS-point, som uddannelsen svarede til efter danske standarder. Styrelsen for Videregående Uddannelser oplyste, at styrelsen betragtede uddannelsen som en udenlandsk uddannelse, da det endelige eksamensbevis var udstedt af det engelske universitet, der endvidere havde ansvaret for kvalitetssikringen af uddannelsen. Styrelsen for Videregående Uddannelser oplyste endvidere, at uddannelsen anvendte en normeringsangivelse i det engelske credit system CATS, som anvendtes i Storbritannien i stedet for ECTS-systemet, at en typisk engelsk masteruddannelse svarede til 180 CATS-point, at visse engelske universiteter af egen drift omregnede 180 CATS-point til 90 ECTS-point, og at der ikke var sikkerhed for, at denne omregning var i fuld overensstemmelse med EU-Kommissionens ECTS Users’ Guide. Styrelsen for Videregående Uddannelser udtalte endelig på grundlag af forskellen i studiebelastningen af et engelsk studieår sammenlignet med et dansk studieår og under henvisning til EU-Kommissionens ECTS Users’ Guide, at den typiske engelske masteruddannelse svarede til et dansk studieår og dermed 60 ECTS-point. Styrelsen for Videregående Uddannelser vurderede således, at den forelagte masteruddannelse i niveau svarede til et år af en dansk kandidatuddannelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse opfyldte den løbende betingelse om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og 6, nr. 2, 1. og 2. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at Styrelsen for Videregående Uddannelser havde vurderet, at ansøgerens masteruddannelse betragtedes som værende en udenlandsk uddannelse, og at uddannelsen i niveau svarede til et år af en dansk kandidatuddannelse svarende til 60 ECTS-point, hvilket således kunne indgå i beregningen med et års uddannelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at en tidligere i Danmark gennemført videregående uddannelse, der svarede til 90 ECTS-point, kunne indgå i beregningen med et år og to måneders uddannelse, idet Udlændingenævnet bemærkede, at kun uddannelse inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse kunne indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, er opfyldt. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren kunne anses for at have været i ordinær beskæftigelse i ti måneder inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse på baggrund af oplysninger fra SKATs eIndkomst-register. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år, og Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på Udlændingestyrelsens stillingtagen til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2016/1.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. december 2015 – Erhverv – Greencardordningen – Sprog

    Dato: 23-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen til en statsborger fra Iran, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde en Bachelor’s Degree in Agricultural Engineering fra Iran samt en Master of Science in Food Technology and Nutrition fra Sverige. I maj 2015 anmodede Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om dokumentation for gennemført sprogtest. I starten af juli 2015 meddelte Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen. Senere i juli 2015 klagede ansøgeren over afgørelsen, og EDU Danmark, Internationale Universitetsstudier, fremsendte kopi af ansøgerens engelske sprogtest gennemført ultimo juni 2015, men udstedt den 10. juli 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter greencardordningen. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at ansøgeren alene kunne opnå højst 85 point, herunder højst 60 point for uddannelsesniveau, 20 point for anerkendt universitet og 5 point for tilpasningsevne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne tildeles point for engelske sprogfærdigheder. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde fremsendt dokumentation for bestået sprogprøve i forbindelse med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings sagsbehandling. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren i juli 2015 havde fremsendt dokumentation for bestået IELTS test gennemført ultimo juni 2015, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af greencardbekendtgørelsen § 3, stk. 1, at der gives point for sprogfærdigheder på tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse. Udlændingenævnet fandt således, at den fremsendte sprogprøve gennemført ultimo juni, udstedt juli 2015, ikke kunne medregnes, da ansøgeren først efter Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse havde kunnet fremlægge dokumentation for, at hun havde bestået sprogprøven, selvom hun gennemførte den før Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren på tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse ikke havde dokumentation for sine sprogfærdigheder, og testen kunne derfor ikke medtages i vurderingen. ERH/2015/238.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. december 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse

    Dato: 21-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Irak, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Ansøgeren havde til ansøgningen oplyst, at han havde gennemført en HF-uddannelse i perioden fra august 2010 til august 2012, at han havde studeret på Aarhus Universitet i perioden fra januar 2013 til januar 2014, og at han siden december 2013 havde studeret på Aarhus Tech, Center for mad og gastronomi. Vedlagt ansøgningen var ansøgerens uddannelsesaftale hvoraf det fremgik, at han i perioden fra december 2013 til september 2017 skulle være i mesterlære som kok.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at kravet om fortsat at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse anses for opfyldt, hvis man er i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller deltidsbeskæftigelse, eller når man er optaget på en videregående uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uddannelsen som kok er en erhvervsuddannelse, og en erhvervsuddannelse anses efter praksis ikke for at være en videregående uddannelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, ikke kunne anses for opfyldt. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det forhold, at ansøgeren havde gennemført en HF-uddannelse samt havde studeret et år på Aarhus Universitet, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være i aktuel beskæftigelse eller under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution. FAM/2015/237.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. december 2015 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

    Dato: 17-12-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en italiensk statsborger med indrejseforbud i to år på grund af kriminalitet begået i Danmark, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 32, stk. 4, 2. pkt. Klageren blev i august anholdt for tyveri af en mobiltelefon til en værdi af 4.100 kr. samt for besiddelse af 1,2 gram hash i sin højre bukselomme. Klageren havde i forbindelse med en afhøring til politiet erkendt, at han havde stjålet mobiltelefonen, og oplyst at hashen var til eget forbrug.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke kunne udvises af Danmark med indrejseforbud i to år, idet dette ikke var foreneligt med EU-retten. Udlændingenævnet fandt således, at klagerens fortsatte tilstedeværelse i Danmark ikke kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. EU-rettens regler om fri bevægelighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste ikke tidligere var straffet i Danmark, og at tyveriet ikke havde båret præg af at være organiseret eller forud planlagt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at byretten havde fundet, at der ikke havde foreligget et sådant sikkert grundlag for vurderingen af, hvorvidt klagerens adfærd havde udgjort en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod grundlæggende samfundsinteresser, hvorfor der ikke havde været grundlag for at opretholde frihedsberøvelsen af klageren. FAM/2015/236.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. december 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1 – Sygdom – Vilje til integration

    Dato: 17-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en iransk statsborger, da ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation for at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra denne betingelse efter udlændingelovens § 11, stk. 14 eller stk. 15. Ansøgeren havde til sagen vedlagt dokumentation for, at han i perioden fra november 2008 til december 2010 havde bestået modul 1-4 af Danskuddannelse 1, samt at han var diagnosticeret med lændesmerter, søvnapnø og senil katarakt (begyndende grå stær).

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, da ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgeren led af lændesmerter, søvnapnø og senil katarakt. Det indgik endvidere i vurderingen, at ansøgeren var 75 år og efter det oplyste var analfabet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen, idet det ikke var dokumenteret, at ansøgerens diagnoser medførte, at han ikke ville kunne gennemføre Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse vægt, at ansøgeren havde bestået modul 1-4 af Danskuddannelse 1, og at Danskuddannelse 1 består af i alt 6 moduler. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være uproportionalt over for ansøgeren at stille betingelsen om bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 15, uanset at han siden februar 2006 havde haft opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 8, stk. 1, idet Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han havde vist vilje til integration i det danske samfund. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at kommunen havde vejledt ansøgeren om, at manglende dansktilegnelse kunne have konsekvenser i forhold til meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2015/257.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. december 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1 – Sygdom

    Dato: 17-12-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en iransk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens omstændigheder, at der forelå sådanne særlige forhold, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfyldte kravet om bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, jf. § 11, stk. 14. Udlændingenævnet lagde herved vægt på længden og karakteren af ansøgerens ophold i Danmark, at ansøgeren var blevet tilkendt førtidspension i september 2007, og at kommunen i den forbindelse havde vurderet, at ansøgeren hverken havde fysisk eller psykisk helbred til at deltage i tilbud om danskuddannelse eller andre beskæftigelsesfremmende tiltag, at ansøgeren ikke magtede at deltage i arbejdsprøvning, idet hun ikke havde nogen form for arbejdsevne, og at hun var diagnosticeret med slidgigt, PTSD og mulig depression. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at sprogcenteret, som ansøgeren tidligere havde været tilknyttet, i december 2015 havde fremsendt oplysninger om ansøgerens deltagelse i danskundervisning, og at det heraf fremgik, at ansøgeren trods deltagelse fra 2006 til 2009 ikke havde udvist progression i undervisningen, idet hun fortsat blev undervist på modul 1, ligesom det antoges, at ansøgeren ikke kunne forbedre sine danskkundskaber, men alene ville kunne vedligeholde det allerede opnåede niveau, såfremt hun skulle henvises til fortsat danskundervisning. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det måtte anses for bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren ikke blev meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at hun ikke opfyldte kravet om bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, jf. § 11, stk. 14. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2015/258.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Overtrådt indrejseforbud

    Dato: 16-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelser om udvisning af et serbisk ægtepar for indrejse i Danmark i strid med et indrejseforbud meddelt i et andet Schengenland, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 3. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klagerne med indrejseforbud i fem år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 3. pkt., var opfyldt, da Udlængestyrelsen traf afgørelserne i maj 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerne var indrejst i Schengen-området i april 2015 på trods af, at klagerne var meddelt indrejseforbud i Schengen-området i to Schengen-lande gældende til henholdsvis september 2015 og februar 2017. Det forhold, at klagerne havde oplyst, at de ikke havde kendskab til indrejseforbuddene i de to Schengen-lande, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ene klager var blevet deporteret til Serbien af Ungarn i september 2010, og at den anden klager var blevet udvist af Tyskland i marts 2010, efter at den pågældende var blevet dømt flere tilfælde af tyveri. Udlændingenævnet henviste til, at det er to Schengen-lande, der havde indberettet klagerne i SIS, og såfremt klagerne ville gøre indsigelser mod disse landes indberetning i SIS, måtte klagerne rette henvendelse til de relevante landes myndigheder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klagerne havde oplyst, at klagerne var blevet overfaldet gentagne gange i Serbien som følge af deres tilknytning til Kosovo, og at klagerne havde en verserende konflikt med en tidligere arbejdsgiver, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om forhold af asylretlig karakter, der ikke indgik i vurderingen af sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at klagerne havde frafaldet deres asylansøgninger i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at en af klagerne led af hjerteproblemer, for højt kolesterol samt dårlige nerver, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke herved forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klagerne. FAM/2015/235.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 16-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 2. pkt., på grund af ulovligt ophold i Danmark, til en pakistansk statsborger, der ved Flygtningenævnets afgørelse fra december 2014 var blevet meddelt afslag på asyl, og som i den forbindelse blev pålagt at udrejse af Danmark senest 15 dage efter afgørelsesdatoen, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2, 2. pkt. Klageren udrejste ikke i overensstemmelse hermed. Klageren havde et mindreårigt barn, født i 2013, med en bulgarsk statsborger. Barnets moder forsvandt efter det oplyste kort efter fødslen, og klageren havde en verserende sag ved Statsforvaltningen om ophævelse af den fælles forældremyndighed. Han ønskede herefter at søge opholdstilladelse efter EU-retten under henvisning til sin søn, der var bulgarsk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i juni 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ved Flygtningenævnets afgørelse i december 2014 var blevet meddelt afslag på asyl, og at han i den forbindelse var blevet pålagt at udrejse af Danmark senest 15 dage efter afgørelsesdatoen, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2, 2. pkt., og at han ikke var udrejst i overensstemmelse hermed. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ved sit fremmøde hos Rigspolitiet, Nationalt Udlændingecenter, i december 2014 havde oplyst, at han og hans søn ønskede at medvirke frivilligt til udsendelsen, at han skulle bruge to måneder til at få afsluttet sine sager, men at når sagerne var afsluttede, ville han gerne samarbejde fuldt ud med myndighederne. Udlændingenævnet bemærkede herved, at klageren og hans søns asylsag var afsluttet ved Flygtningenævnets afgørelse i december 2014, og at det oplyste om den verserende sag om ophævelse af fælles forældremyndighed ikke gav anledning til at udsætte udrejsefristen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, at han alene sås at have haft processuelt ophold under asylsagsbehandlingen, at han blev meddelt endeligt afslag på asyl ved Flygtningenævnets afgørelse i december 2014, og at han senest i november 2015 havde fået afslag på genoptagelse af sin asylsag. Det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at udvisningen af klageren ville stride mod retten til familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og barnets interesse efter FN’s Børnekonvention, idet klagerens mindreårige søn ville blive adskilt fra sin fader, hvis denne blev udvist, da den mindreårige søn ikke havde et gyldigt pas, og klageren ikke havde fuld forældremyndighed over drengen, og at dette betød, at den mindreårige søn ikke kunne følge med til Pakistan og heller ikke kunne søge om opholdstilladelse i Pakistan uden et gyldigt pas, kunne efter Udlændingenævnets opfattelse ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land, de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt ikke, at FN’s børnekonvention giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Det forhold, at partsrepræsentanten havde henvist til to domme afsagt af EU-domstolen – Sag C-34/09 Gerardo Ruiz Zambrano mod Office national del I’emploi (Onem) og Sag C-200/02 Kungian Catherine Zhu og Man Lavette Chen mod Secretary of State for the Home Department – kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingenævnet ikke havde kompetence til at behandle sager om opholdsret efter EU-retten. Udlændingenævnet konstaterede i den forbindelse, at den rette myndighed – Statsforvaltningen – allerede havde behandlet sagen. FAM/2015/250.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Ej lovligt ophold – Danmarks internationale forpligtelser

    Dato: 16-12-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise at behandle en ansøgning om ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21, til en somalisk statsborger. Ansøgeren var i juli 2014 blevet meddelt afslag på familiesammenføring, hvilket Udlændingenævnet havde stadfæstet i december 2014, og i den forbindelse var der blevet fastsat en udrejsefrist i februar 2015. Ansøgeren og den herboende samlever havde tre fællesbørn. Ansøgeren havde født parrets tredje barn i Danmark i december 2014. I januar 2015 indgav ansøgeren på ny en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til den herboende samlever.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark ikke burde afvises, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21, uanset at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse var indgivet under en fastsat udrejsefrist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens samlede omstændigheder, herunder at der ved klagen var fremsendt journalblad fra juni 2015 fra to sygehuse i Danmark, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og den herboende samlevers tredje barn, som var født i Danmark i december 2014, var født med misdannelse i den højre lunge, at barnet var blevet opereret i februar 2015 og havde fået fjernet den højre lungelap (mellemlappen), og at barnet indtil videre skulle betragtes som kronisk lungesyg. FAM/2015/213.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2015 – Familiesammenføring, andre – Søskende – Ganske særlige grunde

    Dato: 16-12-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende søster siden moderens død i 2009 havde haft forældremyndigheden over ansøgeren, at den herboende søster i september 2013 var flygtet fra Somalia, at hun i januar 2014 var indrejst i Danmark, at hun i marts 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og at hun i juli 2014 på vegne af ansøgeren og hendes egne tre børn havde indgivet en ansøgning om familiesammenføring. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende søster efter det oplyste vedvarende havde haft forældremyndigheden over ansøgeren, som havde været en del af den herboende søsters husstand frem til september 2013, hvor den herboende søster var flygtet fra Somalia, og at den herboende søster kort tid, efter at hun var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, havde søgt om familiesammenføring med ansøgeren, hvorfor det på den baggrund måtte lægges til grund, at den herboende søster fortsat var ansøgerens primære omsorgsperson. Udlændingenævnet tilbagesendt derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2015/214.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 15-12-2015

    Udlændingenævnet hjemviste i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en libanesisk statsborger, samt Udlændingestyrelsens afslag på genoptagelse af denne sag til fornyet behandling. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i november 2005 og havde opholdstilladelse som ægtefællesammenført fra juni 2009 til december 2012. Ansøgeren udrejste herefter i april 2013 og genindrejste i marts 2014.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde indsendt yderligere oplysninger om sit samvær med sine herboende børn, herunder kopi af en domsudskrift, hvori ansøgerens tidligere ægtefælle havde afgivet oplysninger om det udøvede samvær med parrets fællesbørn siden ansøgerens indrejse i marts 2014. På den baggrund fandt Udlændingenævnet det rettest, at Udlændingestyrelsen vurderede karakteren og omfanget af det på afgørelsestidspunktet udøvede samvær på ny i første instans, herunder at Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med det under Udlændingenævnets sagsbehandling meddelte samtykke fra ansøgeren indhentede yderligere oplysninger fra ansøgerens tidligere ægtefælle vedrørende hyppigheden og kontinuiteten af samværet med børnene. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til, om ansøgeren på baggrund af de indhentede oplysninger om samvær kunne meddeles opholdstilladelse. FAM/2015/256.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. december 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 10-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., som familiesammenført til en statsløs fra Kuwait. Den herboende reference, der var født i 1981, som var ansøgerens voksne søn, og som var indrejst i Danmark i februar 2012 og i februar 2014 var blevet meddelt asyl, havde til sagen oplyst, at han altid havde boet sammen med sine forældre på den samme adresse i Kuwait, at hans moder afgik ved døden i 2001, at hans ægtefælle ligeledes boede sammen med ham og hans fader efter ægteskabets indgåelse, at han havde forsørget ansøgeren fra 1999 til 2012 og efter sin indrejse i Danmark ved at sende ham penge, og at ansøgeren havde en frugtvogn på torvet, som han solgte grøntsager fra, men at han med tiden var blevet ældre, hvorfor den herboende søn havde overtaget salget af grøntsager forud for sin udrejse af Kuwait.

    Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets flertals afgørelse, at den herboende søn havde boet på ansøgerens adresse hele sit liv, og at hans ægtefælle ligeledes var flyttet ind og havde taget ophold på ansøgerens bopæl. Udlændingenævnets flertal fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det ikke ved den herboende søns fortsatte ophold i hjemmet, hvor han var født og opvokset, kunne lægges til grund, at der mellem ham og ansøgeren forelå en helt særlig tilknytning, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnets flertal fandt således, at den herboende søn ved sit ægteskab i 2008 og ved sin datters fødsel i 2010 havde stiftet selvstændig familie. Uanset at dette familieliv havde været udøvet på ansøgerens bopæl, fandt Udlændingenævnets flertal endvidere, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren herved havde været optaget i den herboende søns husstand, og at der derudover havde været etableret et pasnings- og plejeforhold. Udlændingenævnets flertal fandt desuden under henvisning til de samme betragtninger, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at den herboende søns ægtefælle og datter var blevet meddelt opholdstilladelse og var indrejst i Danmark. Det forhold, at den herboende søn efter det oplyste havde forsørget ansøgeren fra 1999 til 2012 og efter sin indrejse i Danmark havde sendt økonomisk støtte til ansøgeren, fandt Udlændingenævnets flertal herudover ikke i sig selv kunne føre til, at der forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark derefter var nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnets flertal fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at han skulle gives opholdstilladelse, og det ville derfor ikke være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser – herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 – at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/249.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. december 2015 – Au pair – Formodning – Formål

    Dato: 09-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark til en ansøger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. Ansøgeren havde i forbindelse med sin ansøgning om opholdstilladelse som au pair gennemført et formålsinterview med Den Norske Ambassade i Manila, Filippinerne. Ansøgeren havde i den forbindelse oplyst, at hun ville bruge sin fritid på at finde ekstra rengøringsarbejde for naboer, at hun allerede igennem en herboende veninde havde fundet to steder at udføre ekstraarbejde i form af tøjvask og børnepasning, at hun ville arbejde ekstra for sin værtsfamilie, såfremt familien anmodede herom, og at hun i øvrigt ville tjene penge ved at samle flasker og affald.

    Udlændingenævnet fandt, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark ikke kunne anses at være at forbedre ansøgerens sproglige og eventuelt faglige kundskaber samt udvide sin kulturelle horisont gennem et bedre kendskab til Danmark via et midlertidigt ophold hos en familie, men at formålet var at tage arbejde i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren til Den Norske Ambassade i Manila, Filippinerne, havde oplyst, at hun ville bruge sin fritid på at finde ekstra rengøringsarbejde for naboer, at hun allerede igennem en herboende veninde havde fundet to steder at udføre ekstraarbejde i form af tøjvask og børnepasning, at hun ville arbejde ekstra for sin værtsfamilie, såfremt familien anmodede herom, og at hun i øvrigt ville tjene penge ved at samle flasker og affald. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at ansøgeren i forbindelse med sin klage havde anført, at hendes begrundelse for at søge ophold som au pair i Danmark var at udvide sit kulturelle kendskab til Danmark samt landets traditioner, at lære dansk, og at blive bekendt med sin værtsfamilie og danskere, idet ansøgeren tidligere havde oplyst, at hun ønskede at bruge sin fritid i Danmark på at arbejde. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren til støtte for sin klage havde oplyst, at hun havde ”bestået” interviewet på ambassaden, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke herved havde afkræftet formodningen om, at det reelle formål med ansøgerens ophold i Danmark var at arbejde. ERH/2015/215.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. december 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

    Dato: 09-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen til en statsborger fra Sudan, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9. Ansøgeren havde i ansøgningen oplyst, at han i perioden fra august 2013 til maj 2014 havde været elev på grundforløbsuddannelsen på en social- og sundhedsuddannelse, og at han siden august 2014 havde været ansat hos en kommune som social- og sundhedshjælperelev. Ansøgeren anførte til støtte for klagen, at han i perioden fra medio juni 2014 til medio juli 2014 havde været på ferie, men først kunne begynde sit nye arbejde medio august 2014. Ansøgeren fremsendte dokumentation for, at han endvidere var ansat som vikar hos et rengøringsfirma.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse medio juni 2015, hvorfor hans opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i perioden fra medio juni 2014 til medio august 2014 ikke havde haft lønindtægt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at udlændinges ferieafholdelse kan indgå i vurderingen af, om udlændingen opfylder betingelsen om ”fast beskæftigelse af et vist omfang”, men efter praksis kan alene manglende beskæftigelse i omkring fem uger ud af de seneste 12 måneder medføre forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen, og at ansøgeren havde holdt fri længere end fem uger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren selv havde oplyst – ligesom det fremgik af ansættelseskontrakten – at han havde været ansat som social- og sundhedshjælperelev siden medio august 2014. Udlændingenævnet bemærkede, at en opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen alene giver ret til beskæftigelse, ikke til uddannelse, og at uddannelse således ikke kan medregnes i, hvorvidt en udlænding har været i beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens beskæftigelse som social- og sundhedshjælperelev hos kommunen fra medio august 2014 ikke kunne medregnes i ansøgerens beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren havde arbejdet for et rengøringsfirma i perioden fra oktober 2014, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde dokumenteret at have været i beskæftigelse af et vist omfang hos rengøringsfirmaet i månederne februar og april 2015. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren alene havde dokumenteret at have været i beskæftigelse i et vist omfang i to måneder ud af de seneste 12 måneder forud for tidspunktet for styrelsens afgørelse. ERH/2015/234.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. december 2015 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse som medfølgende familie – Ægtefælle

    Dato: 09-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse som medfølgende familie efter udlændingelovens § 9 n, stk. 1, til en statsborger fra Nepal. Ansøgerens ægtefælle blev i januar 2008 meddelt opholdstilladelse om studerende gældende til oktober 2010. I december 2012 blev ansøgerens ægtefælle endvidere meddelt opholdstilladelse i Danmark som medfølgende ægtefælle til ansøgeren, som på daværende tidspunkt var meddelt opholdstilladelse som studerende i Danmark. Ansøgerens ægtefælle blev i september 2014 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sin opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til ansøgeren. I juni 2014 blev ansøgeren meddelt opholds- og begrænset arbejdstilladelse som studerende med gyldighed indtil medio december 2015. I oktober 2014 indleverede ansøgeren en ansøgning om opholdstilladelse som medfølgende familie til sin ægtefælle. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering hørte i december 2014 ansøgeren om hendes bemærkninger til, at det ikke er muligt at meddele opholdstilladelse som medfølgende familie til en person, som selv har opholdstilladelse på baggrund af at være medfølgende familie, og at mindst én af personerne i familien skal have opholdstilladelse på baggrund af studie, arbejde eller efter greencardordningen. I marts 2015 blev ansøgerens opholdstilladelse som studerende inddraget, idet ansøgeren var blevet udmeldt af studiet. I oktober 2015 meddelte Styrelsen for International Rekruttering og Integration ansøgeren afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse som medfølgende familie til sin ægtefælle, idet Styrelsen for International Rekruttering og Integration fandt, at ansøgeren ikke havde tilknytning til en udlænding med tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 9 i eller 9 k.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som medfølgende familie til sin ægtefælle. Udlændingenævnet lagde herved afgørelse vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 n, stk. 1, at en udlænding kan blive meddelt opholdstilladelse som medfølgende familie til et familiemedlem, som har begrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 9 i eller 9 k. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde ansøgt om opholdstilladelse som medfølgende familie til sin ægtefælle, som var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af opholdstilladelser efter udlændingelovens § 9 n, stk. 1, og ikke §§ 9 i eller 9 k. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke var mulighed for efter udlændingelovens § 9 n, stk. 1, at meddele ansøgeren opholdstilladelse som medfølgende familie til sin ægtefælle, idet det efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 n, stk. 1, kræves, at den, som den medfølgende ægtefælle søger om opholdstilladelse til, skal være meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 9 i eller 9 k. ERH/2015/248.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. december 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Dato: 09-12-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Hviderusland, der i maj 2008 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens dagældende § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til ikke at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig virksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse havde optjent 139 ECTS point på sin uddannelse, svarende til to år og cirka fire måneders fuldtidsstudium, og at ansøgeren derudover havde haft fuldtidsbeskæftigelse i 10,2 måneder, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse opfyldte kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, og tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2015/212.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Sygdom

    Dato: 07-12-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise at behandle en ansøgning om ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21, under henvisning til at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at opnå familiesammenføring.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark ikke burde afvises, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21, under henvisning til, at hun ikke opfyldte betingelserne for at få familiesammenføring. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der under Udlændingenævnets sagsbehandling var fremsendt en lægeerklæring fra november 2015 vedrørende ansøgerens og den herboende references søn, født i august 2015, hvoraf det fremgik, at sønnen aktuelt var i udredning for et anfaldsfænomen, ligesom det var frarådet, at han udrejste af landet under udredningsperioden. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at det ville være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at tillade ansøgerens ansøgning indgivet her i landet, og at det i forhold til de foreliggende oplysninger ikke kunne føre til et andet resultat, at ansøgeren flere gange tidligere var meddelt afslag på familiesammenføring. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne realitetsbehandle ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med den herboende reference. FAM/2015/246.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen

    Dato: 07-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på en ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 9, til en statsborger fra Kina.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om forlængelse i maj 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik ved opslag i det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, at ansøgeren ikke havde haft lønindkomst i perioden fra februar 2013 til april 2015, at ansøgerens arbejdsgiver havde oplyst til sagen, at ansøgeren havde været ansat med løntilskud fra april 2015 til august 2015, og at ansøgeren havde arbejdet som frivillig siden juni 2012. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgår af forarbejderne til greencardordningen, at løn- og ansættelsesvilkår skal svare til de overenskomstmæssige vilkår eller på anden måde være sædvanlige for det danske arbejdsmarked. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke var omfattet af udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, idet hun havde indgivet sin ansøgning i marts 2015 og havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge siden februar 2013, hvorfor tidspunktet for hendes ledighed lå mere end tre måneder før ansøgningstidspunktet. ERH/2015/247.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Forfalden gæld til det offentlige

    Dato: 07-12-2015

    Udlændingenævnet hjemviste i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 4, til en statsborger fra Pakistan. Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet han ikke opfyldte kravet om ikke at have forfalden gæld til det offentlige, da han på Udlændingestyrelsens afgørelsestidspunkt havde gæld til en kommune på 20.852 kr. for et indskudslån, som han afdrog 400 kr. på pr. måned med start den 1. august 2015.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om ikke at have forfalden gæld til det offentlige. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at kommunen ved brev fra november 2015 havde oplyst, at ansøgeren havde modtaget et indskudslån på 20.852 kr., at han i juli 2015 havde ønsket en frivillig afdragsordning på 400. kr. pr. måned, og at gælden først var forfalden til betaling i oktober 2019. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at gæld først er forfalden, når det tidspunkt, hvor det offentlige har krav på betaling af gælden eller dele heraf, er overskredet, jf. bemærkningerne til udlændingelovens § 11, stk. 3, jf. lovforslag nr. L 188 fremsat den 26. marts 2010, pkt. 4.2.1.3. FAM/2015/211.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. december 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Stillingtagen til retsgyldigt ægteskab

    Dato: 03-12-2015

    Udlændingenævnet hjemviste i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Marokko, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen ved sin behandling af sagen ikke sås at have taget stilling til eller forbehold for, hvorvidt der var indgået et retsgyldigt ægteskab mellem ansøgeren og den herboende reference. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren til ansøgningen havde fremlagt en oversat vielsesattest, hvoraf det fremgik, at den herboende reference ikke selv var til stede ved vielsen, men at hans fader mødte op som befuldmægtiget på hans vegne. Derudover fremgik det af vielsesattesten, at den herboende references advokat havde skrevet under for ham. Det følger af Udlændingenævnets praksis, at udgangspunktet ved bedømmelse af sager om ægtefællesammenføring er, at vurderingen af, om betingelsen om et retsgyldigt ægteskab eller længerevarende samliv er opfyldt, går forud for en vurdering af de øvrige betingelser i udlændingelovens § 9, stk. 1. nr. 1. Der bør således som udgangspunkt ikke meddeles afslag under henvisning til, at en af de øvrige grundlæggende betingelser i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt, såfremt der ikke foreligger et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til sagen, herunder hvorvidt der var indgået et retsgyldigt ægteskab mellem ansøgeren og den herboende reference. Udlændingenævnet havde ikke herved taget stilling til, om ægteskabet var retsgyldigt. FAM/2015/233.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. december 2015 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 03-12-2015

    Udlændingenævnet hjemviste i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en marokkansk statsborger til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen ved sin behandling af sagen ikke havde taget stilling til eller forbehold for, hvorvidt der var indgået et retsgyldigt ægteskab mellem ansøgeren og den herboende reference. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference til ansøgningen havde fremlagt en oversat vielsesattest. Det fremgik heraf, at den herboende reference ikke selv havde været til stede ved vielsen, men at den herboende references fader var mødt op som befuldmægtiget på den herboende references vegne, og at ansøgerens advokat havde skrevet under for den herboende reference. Udlændingenævnet fandt i overensstemmelse med praksis, at udgangspunktet ved bedømmelse af sager om ægtefællesammenføring er, at vurderingen af, om betingelsen om et retsgyldigt ægteskab eller længerevarende samliv er opfyldt, går forud for en vurdering af de øvrige betingelser i udlændingelovens § 9, stk. 1. nr. 1. Der bør således som udgangspunkt ikke meddeles afslag under henvisning til, at en af de øvrige grundlæggende betingelser i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt, såfremt der ikke foreligger et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til sagen, herunder hvorvidt der var indgået et retsgyldigt ægteskab mellem ansøgeren og den herboende reference. Udlændingenævnet bemærkede, at Udlændingenævnet ikke herved havde taget stilling til, om ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende reference var retsgyldigt. FAM/2015/217.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. december 2015 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 03-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Makedonien. Det fremgik af sagen, at ansøgeren i august 1996 fik tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at han i august 2011 henvendte sig til Udlændingestyrelsen for at blive vejledt om reglerne om bortfald af opholdstilladelse, idet han ønskede at tage ophold uden for Danmark i et år, hvilket Udlændingestyrelsen i oktober 2011 vejledte ham om. I september 2012 henvendte ansøgeren sig på ny til Udlændingestyrelsen, hvor han oplyste, at han havde været i kontakt med Center for Pension med henblik på at tage ophold i Makedonien og medbringe sin førtidspension, og at han ønskede at tage ophold i Makedonien for at få ro og fred i livet. Ansøgeren bad i den forbindelse om at blive vejledt om, hvor længe han maksimalt kunne opholde sig uden for Danmark for at undgå at miste sin opholdstilladelse, og hvordan han kunne søge dispensation fra bortfald. I december 2012 henviste Udlændingestyrelsen ansøgeren til den tidligere vejledning om bortfald fra oktober 2011 og til reglerne på www.nyidanmark. Styrelsen oplyste endvidere, at styrelsen ikke kunne besvare spørgsmål, der relaterede sig til ansøgerens pension. Ansøgeren udrejste i september 2012 til Makedonien og var herefter ikke efterfølgende registreret som indrejst. I april 2015 modtog Udlændingestyrelsen en ansøgning om, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgik heraf, at ansøgeren udrejste af Danmark i november 2012, og at han i marts 2015 på ny indrejste i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da han havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark, idet det af Det Centrale Personregister fremgik, at han i september 2012 var udrejst af Danmark, og at han først efter det oplyste i marts 2015 – to år og seks måneder efter udrejsen – var genindrejst her i landet. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren før sin udrejse af Danmark efter anmodning herom henholdsvis i september 2011 og igen i december 2012 blev vejledt af Udlændingestyrelsen om reglerne for ophold i udlandet – herunder at opholdstilladelsen ville bortfalde, såfremt han opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 måneder i træk – konsekvenserne for bortfald af opholdstilladelsen og ansøgning om dispensation fra bortfald både før og efter en udrejse af Danmark, og at Udlændingestyrelsen i sin vejledning i december 2012 udtrykkeligt havde oplyst ham om, at styrelsen ikke kunne besvare spørgsmål relateret til hans pension. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren inden sin udrejse af Danmark i september 2012 ikke kunne have haft en berettiget forventning om, at tre års ophold uden for Danmark (en længere periode end den der fremgår af udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt.), ikke ville medføre bortfald af hans opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var ansøgerens eget valg at udrejse af Danmark og opholde sig i en længerevarende periode i udlandet. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren til trods for vejledning herom ikke før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse eller i forlængelse af sin søns sygdomsforløb havde ansøgt om dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren var meddelt førtidspension på grund af sin skizofreni, og at han efter det oplyste ikke kunne vende tilbage til Makedonien, da han ingen familie havde tilbage dér, ikke kunne føre til dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren allerede før udrejsen i september 2012 var meddelt førtidspension på grund af sin psykiske tilstand, at han til trods for sin psykiske tilstand tog ophold Makedonien i to år og seks måneder, at hans ægtefælle og søn aktuelt var bosiddende i hans lejlighed i Makedonien, og at han på den baggrund måtte antages igen at kunne tage ophold i Makedonien for dér at udøve sit familieliv med sin ægtefælle og søn. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgeren efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at han havde gennemført sin folkeskole og en HF-uddannelse samt delvist gennemført en uddannelse på en skuespiller højskole, og at han havde haft en vis tilknytning til det danske arbejdsmarked, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, da han ikke på den baggrund kunne anses for at have opnået en så væsentlig tilknytning til Danmark, at hans opholdstilladelse på denne baggrund ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet fandt endelig, for så vidt angik det anførte om, at ansøgeren var blevet overfaldet i Makedonien, og at han frygtede for sin sikkerhed, at dette i sig selv ikke kunne føre til et andet resultat. FAM/2015/197.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. december 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år

    Dato: 03-12-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Irak født i 1996, jf. udlændingelovens § 11, stk. 10. Ansøgeren havde til støtte for klagen fremsendt ”Bevis for almen forberedelseseksamen” af juni 2015 fra VUC Vest. Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling havde telefonisk over for Udlændingenævnet oplyst, at ”Bevis for almen forberedelseseksamen” var bevis for, at ansøgeren havde afsluttet 9. klasse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren først i juni 2015 som 19-årig havde afsluttet folkeskolen. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 11, stk. 10. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde fremsendt ”Bevis for almen forberedelseseksamen” fra juni 2015, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i sommeren 2015 havde bestået almen forberedelseseksamen ved VUC Vest. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling havde oplyst overfor Udlændingenævnet, at ”Bevis for almen forberedelseseksamen” var bevis for, at ansøgeren havde afsluttet 9. klasse. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgeren havde været udrejst af Danmark i perioden fra januar 2002 til juni 2008, da hun var blevet bortført af sin fader, og at hun fra juni 2008, hvor hun returnerede til Danmark, og til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde dokumenteret, at hun havde været aktivt studerende i hele perioden. FAM/2015/210.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. december 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 02-12-2015

    Udlændingenævnet hjemviste i december 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Pakistan. Ansøgeren var i maj 2012 blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at anse Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse for ugyldig og hjemviste sagen til fornyet behandling. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde truffet afgørelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 5, og at der derfor forelå en hjemmelsmangel, jf. udlændingelovens § 46, stk. 2. Afgørelsen ansås på denne baggrund for at være ugyldig, idet manglen var væsentlig, til ugunst for ansøgeren og alene beroede på en myndighedsfejl. Udlændingenævnet fandt det derfor rettest, at styrelsen på ny vurderede, hvorvidt ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 3, idet ansøgeren tidligere var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1. ERH/2015/196.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. december 2015 – Afvisning – Afvisning ved indrejsen

    Dato: 02-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Københavns Politis afgørelse om afvisning ved indrejsen af en somalisk statsborger, jf. udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet klageren ikke havde et gyldigt rejsedokument eller visum. Klageren var i besiddelse af et somalisk pas. Klageren var rejst fra London til København sammen med sin ægtefælle og barn, der begge var østrigske statsborgere.

    Udlændingenævnet fandt, at Københavns Politi med rette havde afvist klageren ved indrejsen i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at officielle somaliske dokumenter, herunder pas, efter fast praksis ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med legitimitet til udøvelse af myndighed. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var en betingelse for, at ansøgeren kunne indrejse i Danmark, at hun var i besiddelse af et gyldigt pas eller anden rejselegitimation, hvilket hun ikke kunne anses for at have været ved indrejsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren ved indrejsen i Danmark rejste sammen med klagerens ægtefælle, som var østrigsk statsborger, og at klageren skulle have været omfattet af reglerne om fri bevægelse i henhold til Schengen-samarbejdet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren efter det oplyste på afvisningstidspunktet skulle have været i besiddelse af et ”Family Member Residence Card”, da hun var bosiddende i England. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ”Family Member Residence Card” ikke giver ret til indrejse i Danmark uden et gyldigt rejsedokument. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at klageren efter det oplyste skulle have rejst i forskellige EU-lande med klagerens somaliske pas, ikke kunne føre til et andet resultat, idet de forskellige lande inden for EU har mulighed for at fastsætte egne regler for indrejse og ophold i det pågældende lands territorium. FAM/2015/231.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. december 2015 – Fremmedpas

    Dato: 02-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på fremmedpas samt Udlændingestyrelsens afslag på genoptagelse af afslag på fremmedpas vedrørende en statsborger fra Rusland, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 4. I forbindelse med ansøgningen om fremmedpas oplyste ansøgeren, at hun var statsborger i Rusland. Ansøgeren havde i forbindelse med sagens behandling oplyst, at Rusland ikke ville give bevis på, at ansøgeren ikke kunne få udstedt pas fra Rusland, og at ansøgerens eget land (det tidligere Sovjetunionen) ikke længere eksisterede. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at hun ikke havde haft nationalitetspas siden 1970’erne, hvor hun fik udstedt et militærpas, som blev inddraget ved den polske grænse, at hun ikke var russisk statsborger, men statsborger i Georgien, hvilket hun dog ikke kunne bevise på grund af krigen, og de georgiske myndigheder ville derfor heller ikke udstede nationalitetspas til ansøgeren.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne tildeles fremmedpas, da hun ikke havde dokumenteret, at hun ikke kunne få udstedt nationalitetspas af sit hjemlands myndigheder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at hverken de russiske eller georgiske myndigheder ville give ansøgeren en erklæring herom, da ansøgeren ikke fandtes i myndighedernes systemer, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren i ansøgningen havde oplyst at være russisk statsborger, hvilket ligeledes fremgik af Det Centrale Personregister (CPR). Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren havde søgt om asyl i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da ansøgeren i marts 2009 blev meddelt endeligt afslag på asyl. Endelig fandt Udlændingenævnet, at Udlændingestyrelsen med rette havde meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse, da ansøgeren ikke havde anført nye, væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afslag på genoptagelse fortsat ikke havde dokumenteret, at hun ikke kunne få udstedt nationalitetspas fra sit hjemlands myndigheder. FAM/2015/232.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2015 – Erhverv – Beløbsordningen – Proforma

    Dato: 01-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, til en statsborger fra Filippinerne. Det fremgik af sagen, at ansøgeren i juni 2011 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair, og at hun i januar 2013 var blevet meddelt opholds- og arbejdstilladelse som handicaphjælper i Danmark på baggrund af beløbsordningen, gældende til oktober 2016. Det fremgik endvidere, at ansøgeren i juni 2014 var blevet bortvist fra sit arbejde som handicaphjælper. Ansøgeren indgav efterfølgende i perioden fra juli 2014 til februar 2015 fire ansøgninger om opholdstilladelse, herunder tre som handicaphjælper, som hun alle valgte at frafalde, efter at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde anmodet ansøgeren eller virksomheden om yderligere oplysninger til brug for behandlingen af ansøgningerne. I april 2015 indgav ansøgeren en ny ansøgning om opholdstilladelse som elektronikmedarbejder i en virksomhed ejet af ansøgerens kærestes fader.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen på baggrund af den tilbudte beskæftigelse som elektronikmedarbejder. Udlændingenævnet fandt således efter en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder grund til at antage, at ansøgerens tilbudte beskæftigelse som elektronikmedarbejder måtte anses for proforma, og at ansættelsen skabte en formodning for, at det afgørende formål med ansøgningen måtte anses for at være at opnå et længerevarende ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren i forbindelse med ansøgningen havde oplyst, at hun var uddannet sygeplejerske, og at hun ikke havde en uddannelse, der var relevant for den tilbudte beskæftigelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var tilbudt beskæftigelse som elektronikmedarbejder, og at de tilbudte arbejdsopgaver bestod af samling, testning, mærkning, kvalitetskontrol og pakning af elektronik, hvilket efter Udlændingenævnets vurdering måtte antages at være ufaglært arbejde. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren var tilbudt en månedsløn på 31.500 kr. på baggrund af hendes uddannelses- og arbejdsmæssige kvalifikationer. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af virksomhedens årsrapport fra 2014, at virksomhedens personaleomkostninger i 2014 udgjorde 705.383 kr., at virksomhedens resultat i 2014 var 69.322 kr., at det fremgik af en udtalelse fra virksomheden, at virksomheden havde fire medarbejdere, og at ansøgeren var tilbudt en årsløn på 378.000 kr. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at der ikke var proportionalitet mellem de øvrige medarbejderes aflønning og ansøgerens tilbudte aflønning, idet den påtænkte ansættelse og aflønning af ansøgeren ville ske en procentvis stigning i virksomhedens samlede personaleomkostninger på 65 procent. Det forhold, at det var anført i ansøgningsskemaet, at ansøgeren grundet ustabilitet med sine ansættelser som handicaphjælper fik mulighed for at afprøve en ny branche i det private erhvervsliv, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endelig, at oplysningerne ikke afkræftede formodningen om, at ansøgeren alene var blevet tilbudt ansættelsen med en indtjening på over 378.000 kr. årligt med henblik på at opnå en opholdstilladelse i Danmark. ERH/2015/230.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 25-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren havde indgivet ansøgningen om opholdstilladelse i februar 2015. Den herboende ægtefælle havde i sin del af ansøgningsskemaet oplyst, at hun lejede en bolig på 85 m2. Udlændingestyrelsen havde i juni 2015 foretaget et opslag i Det Centrale Personregister, hvoraf det fremgik, at den herboende ægtefælle var uden fast bopæl. Udlændingestyrelsen havde efterfølgende kontaktet den herboende ægtefælle telefonisk, som oplyste, at hun havde opgivet sin bopæl, at hun nu boede hos en veninde, at hun havde problemer med sine forældre, og at hun ikke ønskede, at hendes forældre skulle vide, hvor hun boede, på hvilken baggrund Udlændingestyrelsen i juni 2015 havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til boligkravet i udlændingelovens § 9, stk. 6. Den herboende ægtefælle havde i august 2015 anmodet Udlændingestyrelsen om genoptagelse af Udlændingestyrelsens afgørelse. I oktober 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt afslag på genoptagelse af ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen havde i den forbindelse lagt vægt på, at den herboende ægtefælle efter egne oplysninger fortsat ikke rådede over sin egen bolig, da hun boede på et krisecenter, uanset hendes oplysninger om at hun afventede en bolig.

    Udlændingenævnet fandt, for så vidt angik Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2015, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle i perioden fra maj 2015 til juni 2015 var registreret uden bopæl i Det Centrale Personregister, herunder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og at den herboende ægtefælle telefonisk havde bekræftet over for Udlændingestyrelsen, at hun havde opgivet sin bopæl. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle siden juni 2015 havde været registreret på et krisecenter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at dette kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle fortsat ikke rådede over egen bolig. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at efter boligkravsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, 1. pkt., anses referencen for at råde over sin egen bolig, når referencen som ejer, andels- eller anpartshaver, lejer eller på anden lignende måde råder over brugsretten til en bolig eller en del af en bolig. Udlændingenævnet fandt således ikke, at et ophold på et krisecenter opfylder kravet om at råde over egen bolig, idet et sådant forhold forudsættes at være af midlertidig karakter. Det forhold, at baggrunden for, at den herboende ægtefælle boede på krisecenter, var, at hun havde brug for beskyttelse for sin familie, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle til Udlændingenævnet havde oplyst, at hun ventede på en permanent bolig. Udlændingenævnet fandt, for så vidt angik Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2015, at den herboende ægtefælle ikke ved anmodningen om genoptagelse var fremkommet med nye oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der var en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis oplysningerne havde foreligget ved den oprindelige afgørelse i sagen, og at Udlændingestyrelsen derfor i oktober 2015 med rette havde afslået at genoptage Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2015. FAM/2015/229.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 25-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til tre syriske ansøgere i medfør af henholdsvis udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, § 9, stk. 1, nr. 2 og § 9 c, stk. 1. Den herboende ægtefælle og fader var i april 2015 blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og denne opholdstilladelse var gyldig frem til april 2016. Det fremgik af den herboende references asylsag, at hverken han eller hans familie led af alvorlig sygdom eller handicap, og at ingen i husstanden havde særlige behov, såsom sygdom, svagelighed eller handicaps. I april 2015 påklagede den herboende reference Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2015 til Flygtningenævnet, idet han ikke havde fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. I august 2015 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter den herboende reference havde opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Det fremgik af Flygtningenævnets sagsoplysninger, at den ansøgende ægtefælle havde en disc sygdom nederst i taljen og en kirtel sygdom. I juli 2015 ansøgte ansøgerne, som var henholdsvis ægtefælle, datter født i 2001 og søn født i 1997, om at blive familiesammenført med den herboende reference.

    Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ægtefællen og datteren som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 (for så vidt angik ægtefællen), og i § 9, stk. 1, nr. 2 (for så vidt angik datteren). I april 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt den herboende reference opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, hvilket Flygtningenævnet havde stadfæstet i august 2015. Denne opholdstilladelse var endnu ikke forlænget. Udlændingenævnet fandt derfor, at ægtefællen ikke var omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 1. Af samme grund var datteren ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 2, uanset at hun var under 15 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ægtefællen, sønnen og datteren opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og fader var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at ingen i husstanden havde særlige behov, såsom sygdom, svagelighed eller handicaps, hvilket tillige fremgik af familiens egne oplysninger til sagen. Det forhold, at ægtefællen i ansøgningsskemaet havde oplyst, at den herboende reference havde ydet familien økonomisk støtte på 1.000 kr. to gange, og at den herboende reference havde passet ægtefællen inden den herboende references udrejse, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det samtidig var oplyst, at ægtefællen ikke led af alvorlig sygdom eller handicap. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at sønnen på ansøgningstidspunktet var fyldt 18 år og dermed var myndig, hvorfor han måtte formodes at kunne klare sig selv, samt at han ikke led af alvorlige sygdomme eller handicap. Udlændingenævnet fandt desuden, at et afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ægtefællen og den mindreårige datter på tidspunktet for afgørelsen ej heller kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ægtefællen og datteren ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende reference på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende reference aktuelt selv kun havde en etårig opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, jf. lovbemærkningerne. Det forhold, at det var anført, at familien var i risiko for overgreb og udvisning tilbage til Syrien, og at sønnen var i risiko for at blive tvangsindkaldt til den syriske hær, herunder at blive udsat for overgreb på liv og legeme, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der var tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 9 c, stk. 1. FAM/2015/228.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Voksne børn til herboende forældre – Anden familie

    Dato: 25-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på opholdstilladelse, jf. henholdsvis udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., og § 9, stk. 1, nr. 3, til to somaliske statsborgere, der havde søgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ansøgernes herboende moder og mormoder. Ansøgerne, der var moder og søn, var således datter og barnebarn til den herboende reference. Den herboende reference havde til sagen oplyst, at hun og hendes datter tre år forud for datterens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse var flygtet fra Somalia hver for sig, at de sidst i 2010 havde boet sammen, at den herboende reference ikke havde forsørget sin datter, at datteren opholdt sig i Uganda, at de løbende havde telefonisk kontakt, og at datteren ikke havde kontakt med sin fader, ligesom datteren ikke vidste, hvor hendes fader opholdt sig henne. Datteren havde til sagen oplyst, at hun boede i Uganda, at hun med sin fader var flygtet fra Somalia til Libyen, at hun i Libyen blev gift med en mand, der efterfølgende forsvandt, at hun derefter var flygtet til Kenya, hvor hun havde født sin søn, og at hun nu opholdt sig i Uganda. Det var til sagen oplyst, at barnebarnet opholdt sig i Uganda med sin moder, og at hans faders adresse var ukendt. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2015 begge ansøgere afslag på opholdstilladelse. Det var til støtte for klagen i Udlændingenævnet anført, at den herboende reference forsørgede sit barnebarn, at hun var den eneste familie, som hendes datter og hendes barnebarn havde, at datterens ægtemand – og faderen til barnebarnet – var forsvundet, og at referencens datter og barnebarn ikke havde mulighed for at vende tilbage til Somalia.

    I forhold til den herboende references datter fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå en tilknytning mellem den herboende reference og datteren, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at datteren på ansøgningstidspunktet var 17 år, at hun på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var fyldt 18 år, at hun således var myndig, at hun i Libyen havde indgået ægteskab, at hun efterfølgende havde født en søn og herved havde stiftet egen familie, og at den herboende reference og hendes datter ikke havde boet sammen siden 2010, hvor den herboende reference flygtede fra Somalia. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne tale for at meddele datteren opholdstilladelse i Danmark, og at et afslag ikke tilsidesatte hensynet til familiens enhed eller var i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt var oplysninger om datterens personlige eller helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at datteren blev meddelt opholdstilladelse. Det forhold, at datteren havde opholdt sig illegalt i Uganda, og at hun ikke kunne vende tilbage til Somalia, kunne ikke føre til en opholdstilladelse, idet generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. I forhold til den herboende references barnebarn fandt Udlændingenævnet, at den herboende references barnebarn ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, og nr. 2 eller nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnebarnet ikke var uden omsorgsperson, og at der ikke forelå særlige grunde til, at barnebarnet burde meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til den herboende reference, idet barnebarnet opholdt sig i Uganda med sin moder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplysninger i sagen om, at barnebarnet ikke kunne vedblive med at opholde sig i Uganda med sin moder, eller at barnet led fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i Uganda eller Kenya. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke forelå en sådan særlig familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person, at der uanset bestemmelsen i udlændingebekendtgørelsens § 21, var grundlag for at meddele barnebarnet opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Det forhold, at den herboende reference havde oplyst, at det ikke var muligt at finde barnebarnets fader, at referencen havde forsørget både datteren og barnebarnet, og at referencen var den eneste familie, som datteren og barnebarnet havde, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering henset til de i sagen foreliggende oplysninger. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at der var en person med samme navn som referencens datters fader, der havde medvirket ved indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse til referencens barnebarn på Den Danske Ambassade i Uganda. FAM/2015/254.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2015 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

    Dato: 23-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en kroatisk og bosnisk statsborger med dobbelt statsborgerskab i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Det fremgik af sagen, at klageren i april 2015 blev anholdt i forbindelse med en udrejsekontrol i Københavns Lufthavn, hvor han var på vej til Beograd, Serbien, idet en skanning af klagerens pas viste, at han af Sverige var indberettet som uønsket og meddelt indrejseforbud i Schengen i perioden fra marts 2015 til marts 2018. På den baggrund blev klageren frihedsberøvet og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven for at være indrejst ulovligt i et Schengen land. Det fremgik af Københavns Politis anmeldelsesrapport og afhøringsrapport, at klageren blev visiteret i Vestre Fængsel, hvor politiet fandt klageren i besiddelse af en hashklump og to små poser, der indeholdt et hvidt stof. Stoffet blev analyseret af Border Police som værende kokain. Klageren erkendte over for politiet, at stofferne lå i hans taske, som han selv havde pakket, men han nægtede, at stofferne var til eget forbrug, og at han selv skulle have medbragt stofferne, og han oplyste, at han ikke vidste, hvorfor stofferne lå i hans taske. Københavns Politi havde over for Udlændingenævnet oplyst, at klageren havde modtaget et bødeforelæg på 8.000 kr. for overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer, idet han ulovligt havde været i besiddelse af 2,7 gram kokain og 5,7 gram hash. Klageren var efterfølgende i juli 2015 ved Københavns Byret blevet dømt for ulovlig besiddelse af 2,7 gram kokain og 5,7 gram hash.

    Udlændingenævnet lagde til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2015 ikke havde opholdt sig her i landet i længere tid end de sidste seks måneder, hvorefter Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf sin afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren under visitationen i Vestre Fængsel var fundet i besiddelse af 5,7 gram hash og 2,7 gram kokain, at klageren til Københavns Politis afhøringsrapport havde erkendt det faktiske forhold, at stofferne lå i hans taske, og at klageren havde været bevidst om, at det var euforiserende stoffer, der lå i hans taske. Ligeledes lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren i Københavns Byret var dømt for ulovlig besiddelse af 2,7 gram kokain og 5,7 gram hash. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klagerens adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, således at udvisningen af klageren ikke var uforenelig med EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en udvisning ville være særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke tidligere havde oplyst at have haft længerevarende ophold her i landet eller at have nogen særlig tilknytning til herboende personer eller at have særlige personlige eller helbredsmæssige forhold eller oplyst om særligt belastende forhold ved en tilbagevenden til enten Kroatien eller Bosnien-Hercegovina. FAM/2015/253.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 23-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde til en irakisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren indrejste i december 2009 til Danmark. I juni 2010 meddelte det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration ansøgeren midlertidig humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I december 2014 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på forlængelse af hans humanitære opholdstilladelse. Ministeriet lagde i sin afgørelse vægt på, at ansøgeren led af paranoid skizofreni, som var en sådan alvorlig sygdom, at den efter praksis kunne begrunde en humanitær opholdstilladelse, men at ansøgeren blev behandlet med et præparat, som var tilgængeligt i Irak, og at ansøgeren således havde behandlingsmuligheder i hjemlandet. I april 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, idet ansøgeren ikke havde opnået en samlet tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. I oktober 2015 blev ansøgeren meddelt afslag på genoptagelse af ansøgerens sag om forlængelse af humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren først blev meddelt opholdstilladelse i 2010 og alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i ca. tre år med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren henset til karakteren af hans ophold her i landet ikke kunne antages at have opnået en ganske særlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren led af en alvorlig paranoid skizofreni, at ansøgeren var i ambulant behandling, at ansøgeren dagligt modtog hjælp fra en hjemmesygeplejerske, og at ansøgeren tre gange dagligt tog medicin og var i diabetesbehandling. Udlændingenævnet henviste herved til, at Justitsministeriet i december 2014 havde meddelt ansøgeren afslag på forlængelse af hans humanitære opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, idet ministeriet lagde til grund, at den medicin, som ansøgeren anvendte, var tilgængelig i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, stk. 1, må anses som en lex specialis regel i forhold til vurdering af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet i oktober 2015 havde meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse af hans ansøgning om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Udlændingenævnet fandt det desuden ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at ansøgeren ikke ville kunne få behandling for diabetes i sit hjemland. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren på baggrund af karakteren og længden af hans ophold i Danmark ikke burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren indrejste i Danmark ultimo 2009 som 45-årig, at ansøgeren alene i perioden fra juni 2010 til juni 2012 havde haft en midlertidig humanitær opholdstilladelse, og at ansøgeren herefter alene havde haft processuelt ophold i Danmark i forbindelse med ansøgningerne om henholdsvis forlængelse af humanitær opholdstilladelse, genoptagelse heraf, ansøgning om asyl og ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold eller tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde to herboende søskende, der hjalp ansøgeren med praktiske gøremål, og at ansøgeren dagligt havde besøg af en hjemmesygeplejerske, der sørgede for, at ansøgeren tog sin medicin. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren fra 2013 til 2014 havde gået på en specialskole for voksne, at ansøgeren ikke havde arbejdet i Danmark, at ansøgeren modtog kontanthjælp, og at ansøgeren talte, læste og forstod dansk. Det af partsrepræsentanten anførte om, at en udvisning ville stride imod Danmarks internationale forpligtelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet ansøgerens psykiske tilstand ville blive forværret, og at forholdene i Irak ikke var blevet bedre, siden ansøgeren udrejste i 2009, indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet fandt samtidig, at der ikke forelå en sådan helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende søskende, at der på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke ville være uproportionalt og stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at henvise ansøgeren til at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i en alder af 45 år, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark siden ultimo 2009, og at ansøgerens herboende søskende ikke bidrog i væsentlig grad til ansøgerens pleje, hvorfor ansøgeren ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til Danmark, at det måtte antages for uforholdsmæssigt at henvise ansøgeren til at tage ophold i sit hjemland. Udlændingenævnet bemærkede, at tre af ansøgerens søskende efter det oplyste opholdt sig i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv, og at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke giver en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, at en udlænding, der har opholdt sig i et andet land med en midlertidig opholdstilladelse eller processuelt ophold, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold. Det gælder uanset økonomiske eller sociale vilkår i ansøgerens hjemland. Udlændingenævnet fandt endelig henset til, at ansøgeren først indrejste i Danmark i en alder af 45 år, og at ansøgeren havde adgang til behandling i hjemlandet, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end statsborgerlandet til at sikre ophold og de fortsatte behandlingsvilkår for ansøgeren, herunder at der ikke kunne udledes en selvstændig immigrationsret for, at ansøgeren kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. På den baggrund fandt Udlændingenævnet, at partsrepræsentantens henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Bensaid mod Storbritannien (app. no. 44599/98) ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2015/194.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Manglende opfyldelse af betingelser for opholdstilladelse – Danskprøve

    Dato: 23-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en afghansk statsborgers opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 11, § 19, stk. 6, og § 26, stk. 1. Klageren blev i juni 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende afghansk statsborger. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at klageren senest seks måneder efter sin tilmelding til folkeregisteret bestod udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Klageren blev registreret i folkeregisteret i juni 2013 og skulle således bestå danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau i december 2013. Klageren aflagde og bestod Danskprøve A1 i februar 2014. I november 2014 indgav klageren til Udlændingestyrelsen ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at klageren havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i klagerens opholdstilladelse angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse fra juni 2013, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren inden seks måneder fra tilmeldingen til folkeregisteret bestod udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, og at klageren i Det Centrale Personregister var registreret indrejst i juni 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i februar 2014 bestod Danskprøve A1. Som følge af, at klageren først i februar 2014 havde bestået Danskprøve A1, var betingelsen for opholdstilladelsen ikke længere til stede, og tilladelsen kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren havde anført, at hun led af talassæmi (en blodsygdom, der medfører blodmangel), ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om helbredsmæssige forhold af en sådan karakter, at kravet om at bestå en danskprøve på A1-niveau ikke burde stilles over for klageren. Udlændingenævnet bemærkede, at klageren til trods for sin sygdom bestod danskprøven i februar 2014, hvilket var cirka halvanden måned efter fristen. Det forhold, at klageren havde svært ved at finde institutionsplads til sit barn, født i 2012, og derfor først kunne starte på sprogskole i december 2013, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet der ikke herved var tale om forhold, der kunne medføre udsættelse af fristen for at aflægge og bestå danskprøven. Udlændingenævnet bemærkede, at den af kommunen tilbudte undervisning på sprogskolerne er et tilbud til udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Danmark og kan indgå som et supplement til ens forberedelse til prøven. Det er ens eget ansvar at forberede sig til prøven og at tilrettelægge et forløb, således at man kan nå at forberede sig, inden man skal op til prøven. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren i juni 2014 nedkom med sit og ægtefællens andet fællesbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den anledning, at det følger af Bekendtgørelse om danskprøve på A1-niveau og danskprøve på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge, at fristen for aflæggelse af danskprøven kan suspenderes, hvis prøvedeltageren har lovligt forfald, for eksempel ved dokumentation for barsel, prøvedeltagerens eller prøvedeltagerens mindreårige barns sygdom og ekstraordinære uforudsete transportproblemer. Udlændingenævnet lagde derfor vægt på, at hverken ansøgeren eller dennes ægtefælle havde kontaktet Udlændingestyrelsen med henblik på udsættelse af fristen, og for så vidt angår gravide, kan fristen for aflæggelse af danskprøven tidligst suspenderes fire uger før forventet fødsel. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at være særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet klageren ikke gennem sit forholdsvis korte ophold på et år og ti måneder i Danmark på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorunder klageren ikke havde været i arbejde eller under uddannelse, kunne antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Det forhold, at klageren og dennes ægtefælle havde to fællesbørn, der var født i henholdsvis 2012 og 2014, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til fællesbørnenes alder og længden af fællesbørnenes ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, dennes ægtefælle og fællesbørnene ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Afghanistan for at udøve familielivet dér. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Henset til, at klageren havde bestået danskprøve på A1-niveau i februar 2014, sendte Udlændingenævnet sagen retur til Udlændingestyrelsen som en ny ansøgning om familiesammenføring, der skulle betragtes som indgivet i februar 2014, hvor klageren havde bestået danskprøven på A1-niveau. FAM/2015/195.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået dansk på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 23-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en russisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, og § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, og § 26, stk. 1. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i juli 2012 i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 på baggrund af samliv med hendes herboende kæreste (senere hendes ægtefælle). Opholdstilladelsen var betinget af, at klageren bestod en prøve i dansk på sprogniveau A1 senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor klageren blev tilmeldt folkeregisteret, men henset til at danskprøver på A1-niveau på dette tidspunkt ikke var færdigudviklet, vejledte Udlændingestyrelsen i februar 2013 klageren om, at prøven i dansk på A1-niveau var færdigudviklet, og at klageren senest den 1. september 2013 skulle have bestået danskprøven. I september 2013 oplyste klagerens ægtefælle, at klageren var fraflyttet Danmark et halvt år tidligere. I november 2013 indgav klageren ansøgning om dispensation for bortfald af opholdstilladelsen, idet klageren var rejst til Rusland på grund af sygdom i familien. I april 2014 bestod klageren danskprøve A1. Udlændingestyrelsen nægtede i november 2014 at forlænge klagerens opholdstilladelse. Under Udlændingenævnets behandling af klagesagen oplyste klagerens ægtefælle, at han ikke kunne bosætte sig i Rusland som følge af en samværssag i Sverige vedrørende hans to særbørn.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, idet klageren ikke havde bestået prøven i dansk på A1-niveau inden for den frist, som var angivet i klagerens opholdstilladelse og i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens vejledning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen havde vejledt ansøgeren om, at hun senest den 1. september 2013 skulle have bestået prøve i dansk på A1-niveau, og at det fremgik at sagen, at hun først aflagde og bestod prøven i dansk på A1-niveau i april 2014. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i en alder af 24 år var blevet meddelt opholdstilladelse i juli 2012 i Danmark på baggrund af samliv med kæresten (senere ægtefællen), at klageren havde opholdt sig cirka otte og en halv måned i Rusland, og at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig i Danmark i cirka et år og ni en halv måned. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren havde bevaret en væsentlig tilknytning til Rusland. Udlændingenævnet fandt desuden, at klagerens ægtefælles samværssag i Sverige vedrørende hans to særbørn ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en svensk domstol havde givet ham medhold i, at han skulle kunne se børnene kontinuerligt, men at domstolen ikke havde taget stilling til, hvor samværet skulle foregå. Idet klageren havde bestået en danskprøve på A1-niveau i april 2014, sendte Udlændingenævnet sagen til Udlændingestyrelsen som en ny ansøgning om familiesammenføring. FAM/2015/227.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år

    Dato: 19-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en thailandsk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i mere end de sidste tre år, idet den herboende ægtefælle var i besiddelse af en tidsbegrænset opholdstilladelse gældende frem til august 2016, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, idet den herboende ægtefælle ikke var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet henviste herved til, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var statsborgere i Thailand, at parret mødte hinanden og indgik ægteskab i Thailand, og at den herboende ægtefælle havde opholdt sig i Thailand sammen med ansøgeren to måneder om året frem til 2013 og herefter seks måneder i henholdsvis 2013 og 2014. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab på et tidspunkt, hvor den herboende ægtefælle alene havde midlertidig opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da ægtefæller ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/244.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. november 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Tidspunktet for hvornår en tidsubegrænset opholdstilladelse skal regnes fra

    Dato: 19-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om tidsubegrænset opholdstilladelse fra november 2014, hvorved en statsborger fra Afghanistan blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse gældende fra tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse skulle regnes fra Udlændingestyrelsens afgørelsestidspunkt. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens partsrepræsentant havde anført, at den tidsubegrænsede opholdstilladelse burde regnes fra det tidspunkt, hvor ansøgeren ville være berettiget til tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis sagsbehandlingen havde været korrekt, eller fra det første ansøgningstidspunkt, hvilket var i marts 2011. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren i januar 2012 var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens dagældende § 11, stk. 3, nr. 6, om erklæring om aktivt medborgerskab, som ikke var blevet påklaget, og at ansøgeren i september 2013 efter en ny ansøgning var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, om aktiv beskæftigelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren ved Udlændingestyrelsens afgørelser fra henholdsvis januar 2012 og september 2013 var blevet meddelt afslag på to forskellige ansøgninger på grund af manglende opfyldelse af forskellige betingelser. Udlændingenævnet henviste desuden til, at Udlændingenævnet i januar 2014 havde hjemvist sagen, hvor Udlændingestyrelsen i september 2013 havde meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, til styrelsen på baggrund af nye og efterfølgende omstændigheder, der ikke havde foreligget på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i september 2013, og at ansøgeren dernæst var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af disse oplysninger. Udlændingenævnet henviste endelig til, at kravene i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1-9, for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse som det altovervejende udgangspunkt er betingelser, der løbende skal være opfyldt fra ansøgningstidspunktet og helt frem til afgørelsestidspunktet. FAM/2015/239.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Økonomisk sikkerhedsstillelse

    Dato: 18-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en ugandisk statsborger. Den herboende ægtefælle, der var dansk statsborger, indgav i marts 2014 en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark til ansøgeren, og Udlændingestyrelsen anmodede i april 2014 om yderligere oplysninger i sagen. Den herboende ægtefælle indgav ved personligt fremmøde i Udlændingestyrelsen i maj 2014 de ønskede oplysninger og oplyste samtidig, at den herboende ægtefælle ville opholde sig i Uganda fra maj til juli 2014, hvorfor den herboende ægtefælle anmodede om at modtage orientering om væsentligt nyt i sagen pr. e-mail. Udlændingestyrelsen anmodede i september 2014 ved brev sendt til den herboende ægtefælles danske adresse om at stille økonomisk sikkerhed inden tre uger. Samtidig med afsendelsen af brevet sendte Udlændingestyrelsen en e-mail til den herboende ægtefælle med orientering om, at der var sendt et brev til hans adresse vedrørende sagen. Udlændingestyrelsen orienterede samtidig om, at det afsendte brev indeholdt personfølsomme oplysninger, der ikke kunne oplyses i e-mailen. Udlændingestyrelsen modtog ikke efterfølgende svar fra den herboende ægtefælle, og det i september 2014 afsendte brev blev ikke modtaget retur fra postvæsenet. Udlændingestyrelsen meddelte derfor i marts 2015 ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde stillet økonomisk sikkerhed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark, idet den herboende ægtefælle ikke havde fremsendt dokumentation for sikkerhedsstillelse til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, enten i form af en anfordringsgaranti eller deponering på en dertil oprettet konto i et pengeinstitut, hvori kommunalbestyrelsen har pant, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle i sin klage havde anført, at han i maj 2014 havde anmodet Udlændingestyrelsen om fremtidigt at korrespondere med sig via sin e-mail-adresse, da han skulle rejse til Uganda og tidligere havde haft problemer med at tilgå sin digitale postkasse i Afrika, at han ikke havde modtaget Udlændingestyrelsens brev fra september 2014 hverken i sin e-mail, sin digitale post, eller på sin postadresse, at han i september 2014 opholdt sig i Uganda, og at han hele tiden havde været i stand til at stille den fornødne økonomiske sikkerhed. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsens brev fra september 2014 blev sendt til den postadresse, som den herboende ægtefælle ifølge CPR var tilmeldt, at Udlændingestyrelsen samtidig havde orienteret den herboende ægtefælle på en e-mail til den af den herboende ægtefælle oplyste e-mail-adresse om afsendelsen af brevet, og at Udlændingestyrelsen ikke sås at have modtaget brevet retur fra postvæsenet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende ægtefælle ved henvendelse til Udlændingestyrelsen i maj 2014 havde oplyst, at han ville rejse til Uganda i maj 2014 med forventet hjemvenden i juli 2014, og at Udlændingestyrelsen derfor efter Udlændingenævnets opfattelse med rette havde kunnet forvente, at den herboende ægtefælle ville modtage Udlændingestyrelsens brev fra september 2014 rettidigt. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at Udlændingestyrelsen som offentlig myndighed er forpligtet til at sikre, at personfølsomme og personhenførbare oplysninger ikke kan komme uvedkommende til kendskab, og at sådanne oplysninger derfor ikke må indgå i en almindelig e-mail. Dette gælder, uanset at modtageren har meddelt sit samtykke til eller ønske om at kommunikere via e-mail. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der i sagen ikke var oplyst om eller henvist til ganske særlige grunde til, at krav om sikkerhedsstillelse til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven burde undlades. Udlændingenævnet fandt endelig, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Uganda for der at udøve familielivet med ansøgeren. FAM/2015/187.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. november 2015 – Au pair – Livsforløb – Sagsbehandlingsklage

    Dato: 18-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark til en ansøger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. Ansøgeren havde afsluttet seks års grundskole, fire års gymnasium samt fire års erhvervsuddannelse, og hun havde endvidere gennemført en Bachelor of Science in Nursing i april 2007 i Filippinerne. Ansøgeren havde desuden i perioden fra juni 2011 til januar 2015 været beskæftiget som sygeplejerske på et ressort i Filippinerne. Partsrepræsentanten, som også var værtsfaderen, klagede endvidere over Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings sagsbehandling.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som au pair i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 j. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark ikke kunne anses at være, at ansøgeren ønskede at udvide sin kulturelle horisont samt at forbedre sine sproglige og faglige kundskaber. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå en naturlig sammenhæng mellem det ønskede au pair-ophold og ansøgerens hidtidige livsforløb. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 29 år, at hun havde gennemført en fireårig videregående uddannelse som Bachelor of Science in Nursing, og at hun i perioden fra juni 2011 til januar 2015 havde været beskæftiget som sygeplejerske på et ressort i Filippinerne. Det af partsrepræsentanten anførte om, at ansøgeren på intet tidspunkt, efter at hun havde færdiggjort sin bacheloruddannelse i sygepleje, havde opnået en fast stilling inden for sit fag, at hun var ansat som sygeplejerske på et hotel, og at ansøgerens ophold i Danmark som au pair havde det formål, at hun kunne erhverve sig færdigheder, der skulle muliggøre, at hun efterfølgende ville kunne opnå ansættelse inden for sit fag, kunne ikke føre til et ændret udfald. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde haft kontinuerlig beskæftigelse i sit hjemland fra september 2007 til juli 2009 og fra juni 2011 til ansøgningstidspunktet svarende til cirka fem år og seks måneder. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens uddannelsesmæssige baggrund sammenholdt med hendes samlede erhvervserfaring medførte, at hun var så godt etableret i sit hjemland, at et au pair-forløb ikke kunne anses som en naturlig forlængelse af hendes hidtidige livsforløb, og at hun derfor ikke kunne formodes at have til hensigt at opnå en kulturel udveksling i tråd med au pair ordningens formål og hensigt. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde ikke anset partsrepræsentanten i egenskab af værtsfader for part i ansøgningen om opholdstilladelse til ansøgeren, og styrelsen havde derfor fremsendt afgørelsen direkte til ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede, at udlændingeloven tildeler udlændinge en række rettigheder og pligter, og udgangspunktet er derfor, at en part i forbindelse med en sag om opholdstilladelse alene er den udlænding, som indgiver ansøgning om opholdstilladelse, den udlænding, som anmoder om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen, eller den udlænding, hvis tilladelse inddrages. Det anførte om, at partsrepræsentanten fandt det kritisabelt, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ikke havde sendt en kopi af styrelsens afgørelse til ham og hans ægtefælle, da han og hans ægtefælle efter deres egen opfattelse havde en væsentlig, retlig interesse i afgørelsen, og at han som følge af manglende kendskab til afgørelsen kunne have ladet ansøgeren blive boende som gæst i sit hjem og derved have optrådt retsstridigt med et eventuelt strafansvar til følge, kunne derfor ikke føre til, at Udlændingenævnet fandt anledning til at udtale kritik af styrelsens sagsbehandling. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration og Udlændingenævnet, at en værtsfamilie ikke har partsstatus i sager om opholdstilladelse som au pair hos den pågældende familie. Praksis er begrundet i, at der ikke er tungtvejende grunde til at fravige udgangspunktet om, at det alene er den ansøgende udlænding, der har partsstatus. Det forhold, at partsrepræsentanten i klagen havde anført, at afgørelsen burde meddeles på et sprog, som ansøgeren forstod, og at partsrepræsentanten i den forbindelse havde henvist til FOB 1990.240 og FOB 1991.150, kunne heller ikke føre til, at Udlændingenævnet udtalte kritik af styrelsens sagsbehandling. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens sag ikke var direkte sammenlignelig med FOB 1990.240 og FOB 1991.150, da den foreliggende sag var en ansøgningssag. Endvidere fandt Udlændingenævnet, at der ikke af FOB 1990.240 og FOB 1991.150 kunne udledes en generel pligt til en fuldstændig oversættelse af afgørelsen til et sprog, som ansøgeren forstod. Udlændingenævnet fandt endelig på den baggrund ikke anledning til at udtale kritik over Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings manglende oversættelse af hele afgørelsen til et sprog, som ansøgeren forstod, da hovedbegrundelsen for afgørelsen var oversat til engelsk, som ansøgeren efter det oplyste talte. Desuden fremgik det udtrykkeligt på engelsk, at ansøgeren ved telefonisk henvendelse til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kunne få en forklaring på afgørelsen, ligesom det udtrykkeligt fremgik, at ansøgeren kunne finde en udførlig gennemgang af reglerne på udlændingemyndighedernes hjemmeside. Udlændingenævnet fandt således ikke grundlag for at udtale kritik af sagsbehandlingen i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. ERH/2015/252.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 16-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig irakisk statsborger på baggrund af en ansøgning indgivet i december 2013. Ansøgeren var forud for denne ansøgning tidligere i august 2010 blevet meddelt endeligt afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at der ikke var mulighed for vellykket integration samt afslag på genoptagelse på baggrund af en ansøgning indgivet i februar 2010. Den herboende reference, ansøgerens fader, indrejste i Danmark i 2001 og blev i august 2006 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgerens fader havde i perioden fra 2001 til 2006 gentagne gange fået afslag på opholdstilladelse, herunder afslag på asyl. Ansøgerens broder, der på ansøgningstidspunktet var 17 år, indgav samtidig hermed ligeledes ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, som han fik afslag på samtidig med ansøgerens afslag. Ansøgeren og dennes broder boede efter det oplyste hos deres farfader i det nordlige Irak, da ansøgerens moder var gift til anden side. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgeren havde telefonisk kontakt til sin moder, som havde psykiske problemer, og hvis adresse i Irak var ukendt. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark og havde sidst set sin fader i 2012. Farfaderen var efter det oplyste over 80 år og ikke længere i stand til at passe ansøgeren og dennes broder. Det blev endvidere i forbindelse med klagen oplyst, at ansøgeren og dennes broders kontakt til moderen på tidspunktet for klagens indgivelse var blevet afbrudt.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende fader i august 2006 opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for at indgive ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren. Da ansøgeren havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor referencen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet, at ansøgeren kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgeren ved indgivelsen af den seneste ansøgning om opholdstilladelse var 13 år, da ansøgeren var født og opvokset i Irak, hvor hun havde gået seks år i skole, og da ansøgeren ikke talte dansk og aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke under opvæksten var blevet præget af danske værdier og normer i en sådan grad, at hun havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, da referencen efter det oplyste siden sin indrejse i Danmark i 2001 alene havde set ansøgeren én gang i 2012, og da ansøgerens opvækst siden referencens indrejse i Danmark var foregået hos farfaderen i Irak. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen siden 2007 havde været i beskæftigelse i Danmark og havde et særbarn født i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at referencen uanset sin integration i Danmark ikke kunne opveje ansøgerens manglende tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var oplyst om særlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren ikke fortsat kunne opholde sig hos sin farfader eller kunne henvises til at tage ophold hos sin moder, såfremt ansøgeren ikke fortsat kunne bo hos farfaderen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det løbende havde været oplyst til sagen, at der var telefonisk kontakt til moderen, at det først i forbindelse med klagen var blevet oplyst, at kontakten til moderen skulle være blevet afbrudt, og at det ikke var dokumenteret, at moderen på grund af psykiske problemer ikke havde evnen til fremover at tage sig af ansøgeren. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller ansøgerens tarv at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9 stk. 16. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke indebærer en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. FAM/2015/184.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 16-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til to mindreårige filippinske statsborgere på baggrund af ansøgninger indgivet i februar 2014. Den herboende reference, ansøgernes moder, indrejste i Danmark i februar 2007 og blev i juni 2007 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgerne, som var født i henholdsvis november 2000 og juli 2002, boede efter referencens indrejse i Danmark hos referencens søster i Filippinerne. Referencen havde siden sin indrejse set ansøgerne i en periode fra december 2011 til januar 2012 og havde efter det oplyste forsørget dem med 3000 kroner om måneden. Ansøgerne havde aldrig været i Danmark. Det var oplyst til sagen, at ansøgernes fader boede sammen med en anden kvinde, som han havde tre børn med, at den ældste af ansøgerne havde boet sammen med sin fader fra fødslen og cirka halvandet år frem, og at den yngste ansøger aldrig havde set sin fader. Vedlagt ansøgningsskemaet var blandt andet en kopi af ”Affidavit of support and consent” fra februar 2014 underskrevet af ansøgernes fader, hvormed faderen gav sin tilladelse til, at ansøgerne kunne besøge referencen i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference i juni 2007 opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for at indgive ansøgninger om opholdstilladelse til ansøgerne. Da ansøgerne havde indgivet ansøgninger om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor referencen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet, at ansøgerne kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgerne havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgerne var henholdsvis 11 og 13 år på ansøgningstidspunktet, da ansøgerne var født i Filippinerne, hvor de havde opholdt sig siden fødslen, og da ansøgerne havde haft henholdsvis fem og seks års skolegang i Filippinerne, hvor de ligeledes havde et familiemæssigt netværk, da den herboende moders søster og dennes børn samt moderens øvrige søskende boede i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at referencen ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at det kunne opveje ansøgernes meget begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var født og opvokset i Filippinerne og først fik opholdstilladelse i Danmark som 27-årig, at ansøgerne først søgte om opholdstilladelse over seks år efter, at referencen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgerne aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var referencens eget valg at indrejse i Danmark og efterlade ansøgerne i Filippinerne, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgerne fortsat kunne bo hos referencens søster i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerne kunne henvises til at tage ophold hos ansøgernes fader, såfremt de ikke fortsat kunne bo hos referencens søster. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgernes fader havde medvirket til børnenes ansøgninger i 2014. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke var oplyst om hindringer for, at referencen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgerne i samme omfang, som hun havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark. Det forhold, at referencen havde fået et særbarn med en herboende dansk statsborger, fandt Udlændingenævnet på baggrund af de øvrige forhold, ikke kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2015/185.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 16-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig thailandsk statsborger på baggrund af en ansøgning indgivet i januar 2014. Den herboende reference, ansøgerens moder, blev i maj 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Efter det oplyste havde ansøgeren, som var født i november 2000, ikke set sin fader siden 2003 og havde siden moderens indrejse i Danmark i maj 2008 boet hos sin mormoder i Thailand. Ansøgeren havde været i Danmark én gang i 2011. Moderen havde siden 2008 besøgt ansøgeren fire gange i Thailand og bidraget til ansøgeren og ansøgerens mormoders forsørgelse. Ansøgeren havde endvidere en broder, der var bosat i samme landsby i Thailand som ansøgeren og ansøgerens mormoder. Årsagen til, at den herboende moder ikke tidligere havde søgt om opholdstilladelse til ansøgeren, skyldtes efter det oplyste moderens ægtefælles arbejdsmæssige situation. Det blev oplyst til sagen, at ansøgerens mormoder af helbredsmæssige årsager ikke længere kunne have ansøgeren boende.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende moder i maj 2008 opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for at indgive ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren. Da ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor moderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet, at ansøgeren kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis ansøgeren havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgeren var 13 år på ansøgningstidspunktet, da ansøgeren var født og opvokset i Thailand, da ansøgeren alene havde været i Danmark én gang, da han ikke talte dansk, og da han boede hos sin mormoder i Thailand og havde en broder, der boede i den samme landsby som ansøgeren. Udlændingenævnet lagde vægt på, at moderen ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at moderen derved – uanset ansøgerens i øvrigt begrænsede tilknytning til Danmark – havde præget ansøgeren med danske værdier og normer under hans opvækst, da hans herboende moder indrejste i Danmark i maj 2008 som 34-årig, og da moderen således havde boet i Danmark i knap seks år forud for ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende moder – uanset dennes tilknytning til det danske arbejdsmarked og hendes familiemæssige forhold – ikke kunne opveje ansøgerens manglende tilknytning til Danmark og kendskab til danske forhold, og at der på denne baggrund ikke var grundlag for en vellykket integration af ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen og dennes ægtefælle selv valgte, at ansøgeren skulle bo hos ansøgerens mormoder, efter at moderen var flyttet til Danmark, og at moderens udskydelse af ansøgerens ansøgningstidspunkt ikke sås at være knyttet til moderens egen integration i de første år af hendes ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt det desuden ikke godtgjort, at ansøgeren ikke ville kunne tage fast ophold hos sin broder, såfremt han ikke fortsat kunne bo hos sin mormoder. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende moder kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren gennem besøgsophold og telefonisk kontakt i samme omfang, som hun havde gjort siden sin frivillige indrejse i Danmark i 2008. FAM/2015/186.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 16-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig tyrkisk statsborger født i januar 2000 på baggrund af en ansøgning indgivet i januar 2012. Den herboende reference – ansøgerens fader – blev i marts 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og han fik i maj 2001 et barn med en herboende dansk statsborger, som han havde samvær med hver weekend fra fredag kl. 15.00 til søndag kl. 18.00 samt i ferieperioder. Faderen fik i 2005 tildelt den fulde forældremyndighed over ansøgeren, som efter det oplyste siden da havde boet hos sin farmoder og farfader i Tyrkiet, der var ved at blive gamle, og som ikke længere kunne passe ansøgeren forsvarligt. Efter det oplyste havde faderen forsørget ansøgeren og ansøgerens farmoder og farfader i Tyrkiet. Ansøgerens moder fik i forbindelse med forældremyndighedssagen tilkendt ret til samvær med ansøgeren hver anden weekend samt i forbindelse med religiøse højtider og hvert år i juli måned. Ansøgerens moder indgik i 2010 ægteskab med en tyrkisk statsborger, og ansøgeren havde efter det oplyste siden da ikke haft kontakt til sin moder, da moderen ikke længere ønskede at have kontakt til ansøgeren. Det fremgik af en udskrift fra det tyrkiske folkeregister, at ansøgeren og ansøgerens moder boede i den samme by i Tyrkiet. Ansøgeren havde i en periode fra december 2011 til januar 2012 været på besøg i Danmark på visum. Faderen havde siden sin indrejse i Danmark efter det oplyste besøgt ansøgeren fem uger om året i Tyrkiet og havde derudover haft ugentlig telefonisk kontakt med ansøgeren. Faderen havde desuden siden 2003 fast været tilknyttet det danske arbejdsmarked.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende fader i marts 2000 opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, for at indgive ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren. Da ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter mere end to år fra det tidspunkt, hvor faderen opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren kun kunne meddeles opholdstilladelse, hvis hun havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16, da ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet, da ansøgeren havde boet i Tyrkiet siden sin fødsel, hvor hun havde haft seks års skolegang, da hun alene havde været i Danmark én gang på visum, da hun ikke talte dansk, og da hun således ikke – udover sin fader – havde nogen form for tilknytning her til landet. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens fader havde arbejdet i forskellige jobs 37 timer om ugen i perioden fra 2000-2003, at han havde arbejdet som kantinemedarbejder i perioden fra 2003-2006, at han havde arbejdet som vicevært i 37 timer om ugen siden august 2006, og at han havde en dansk samlever og et barn, som boede i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet og alene havde besøgt Danmark i perioden fra december 2011 til januar 2012 og således ikke forinden på noget tidspunkt havde været en del af faderens dagligdag. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke var blevet præget af danske værdier og normer under opvæksten i en sådan grad, at hun havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var faderens egen beslutning at indrejse i Danmark uden ansøgeren, at der var forløbet mere end 12 år fra faderens indrejse, til der blev indgivet ansøgning om familiesammenføring, at faderen siden sin indrejse i Danmark i 2000 havde besøgt ansøgeren i Tyrkiet højst fem uger om året, og at faderen således kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren som hidtil. Udlændingenævnet fandt det i øvrigt ikke dokumenteret, at ansøgeren ikke fortsat kunne bo hos sine bedsteforældre. Det anførte om, at ansøgerens farmoder var syg, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren fortsat kunne bo hos sine bedsteforældre eller henvises til at tage ophold hos sin moder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens moder fortsat boede i Tyrkiet i samme provins og by, hvor ansøgeren var opvokset, at moderen havde haft forældremyndigheden over ansøgeren frem til december 2005, og at hun dernæst var blevet tilkendt ret til samvær med ansøgeren hver anden weekend samt i forbindelse med religiøse højtider og hvert år i juli måned. Uanset at ansøgerens moder var blevet gift igen, og at der ikke skulle have været kontakt mellem ansøgeren og hendes moder siden 2010, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til at tage ophold hos moderen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at moderens angivelige manglende vilje til nu at have kontakt til ansøgeren først sås oplyst i forbindelse med familiesammenføringssagen. FAM/2015/209.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Forfalden gæld til det offentlige

    Dato: 16-11-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdtilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 4, til en statsborger fra Myanmar (Burma). Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag, idet han ikke opfyldte kravet om ikke at ha-ve forfalden gæld til det offentlige.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at SKAT og ansøgerens bopælskommune havde oplyst, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse alene havde et udestående på 250 kr. til det offentlige, som ifølge kommunen var et rykkergebyr i forbindelse med, at ansøgeren først i marts 2015 havde betalt for en daginstitutionsplads for januar måned 2015. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens skyldige beløb på 250 kr. henset til beløbets størrelse og karakter ikke kunne sidestilles med gæld for en daginstitutionsplads eller for at være en skat eller en afgift. FAM/2015/208.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. november 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 16-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en nepalesisk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. § 27, stk. 3, jf. stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have boet lovligt her i landet i mindst fem år og i hele denne periode have haft opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i juni 2007 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, gyldig til december 2009, at ansøgeren i maj 2009 på ny blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, gyldig til juli 2011, at denne opholdstilladelse i december 2011 blev forlænget med tre dage, at ansøgeren i januar 2012 indgav en ny ansøgning om opholdstilladelse, at ansøgeren i maj 2012 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 i, stk. 1, gyldig til december 2013, at ansøgeren i februar 2014 på ny blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 i, stk. 1, gyldig til juli 2014, og at ansøgeren i juni 2014 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, gyldig til juni 2018. Udlændingenævnet fandt endvidere til forskel fra Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke havde haft opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7-9 f eller 9 i-9 n, i perioden fra december 2011 til maj 2012. Udlændingenævnet fandt det uheldigt, at Udlændingestyrelsen kun regnede perioden fra december 2011 til januar 2012 som den periode, hvor ansøgeren ikke havde haft opholdstilladelse. Ansøgeren havde således på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i relation til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, alene haft opholdstilladelse i Danmark på sit nuværende grundlag i cirka tre år og fem måneder, regnet fra maj 2012, idet gyldigheden af ansøgerens opholdstilladelse regnes fra det tidspunkt, hvor betingelserne for opholdstilladelsen er opfyldt, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for sin klage havde anført, at han først modtog Udlændingestyrelsens afgørelse på Udlændingestyrelsens sidste åbningsdag i året 2011, hvorfor han ikke havde mulighed for at indhente de nødvendige papirer fra sin uddannelsesinstitution i udfyldt stand og samtidig få indleveret ansøgningen rettidigt. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det er muligt at indgive en ansøgning (om forlængelse) og efterfølgende fremsende dokumentation til brug for afgørelsen. Ansøgeren kunne således have indsendt sin ansøgning, imens Udlændingestyrelsen holdt lukket i forbindelse med jul og nytår 2011/2012 eller have indgivet ansøgningen på Udlændingestyrelsens første åbningsdag i januar 2012. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren i november 2011 havde fået udstedt en tilbagerejsetilladelse gældende hele december 2011, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det er en udlændings eget ansvar at sikre, at han eller hun har en gyldig opholdstilladelse, når han eller hun indrejser i Danmark igen. FAM/2015/226.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 12-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde til en afghansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren, som var indrejst i Danmark i 2009 som 15-årig, var tidligere meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, afslag på opholdstilladelse som uledsaget mindreårig i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, samt afslag på genoptagelse af behandlingen af ansøgningen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2. Ansøgeren havde i forbindelse med en samtale med Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke havde slægtninge eller familie i Danmark, at han ikke havde det godt psykisk, og at han fysisk var sund og rask. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at han ikke tidligere havde gået i skole i sit hjemland, at han ikke kunne læse eller skrive dari, men at han talte sit modersmål flydende, at han ikke havde været uden for Danmark siden sin indrejse, at han ikke havde haft kontakt med sine forældre eller sine søskende siden sin udrejse af Afghanistan, at han tidligere uden held havde forsøgt at eftersøge sin familie ved hjælp af Dansk Røde Kors, og at han ikke udover sine forældre og søskende havde slægtninge i Afghanistan. Ansøgerens partrepræsentant oplyste, at ansøgeren var indrejst i Danmark som 16-årig, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i fem år og seks måneder, og at ansøgerens manglende kontakt med sin familie var blevet bekræftet af IOM, der tidligere havde forsøgt at lede efter ansøgerens familie i hjemlandet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at kunne blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren tidligere var meddelt endeligt afslag på humanitær opholdstilladelse og asyl, at han ikke siden sin indrejse i Danmark i september 2009 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde en opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var født i Afghanistan af afghanske forældre, at han var opvokset i Afghanistan, til han var 15 år, at han talte sit modersmål flydende, og at han dermed havde en sådan tilknytning til Afghanistan, at han måtte antages at kunne indgå i det afghanske samfund ved tilbagevenden dertil. Det forhold, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, kunne ikke føre til en ændret afgørelse henset til, at han alene havde opholdt sig i Danmark på til dels processuelt ophold siden sin indrejse, og at længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold i forbindelse med ansøgninger om humanitær opholdstilladelse, asyl og senere i forbindelse med ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, der har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren havde accepteret at medvirke til forberedt udsendelse til Afghanistan siden maj 2011, og at han på den baggrund ikke kunne have haft en berettiget forventning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at modtagelsesforholdene i forbindelse med en udrejse af Danmark ikke i sig selv kunne føre til, at der meddeltes opholdstilladelse i Danmark, når selve længden og karakteren af opholdet i Danmark ikke fandtes at kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren tidligere var meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, må anses som en lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold, og at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde et uproportionalt indgreb i ansøgerens rettigheder i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Børnekonvention, da Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver enkeltpersoner eller familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv, og at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at et barn, som har opholdt sig i fire og et halvt år i et andet land uden opholdstilladelse, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold. Dette gælder uanset, om der måtte være umiddelbare dårlige økonomiske og sociale vilkår i barnets hjemland. Udlændingenævnet henviste til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dets trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre eller anden med juridisk ansvar for barnet, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre eller personen med juridisk ansvar kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for et barn, herunder at der ikke kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv. FAM/2015/182.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. november 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelserne ej længere til stede

    Dato: 12-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en srilankansk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1. Klageren ansøgte i marts 2012 om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende ægtefælle, som også var fra Sri Lanka. Til brug for ansøgningen havde den herboende ægtefælle i marts 2012 underskrevet en erklæring til brug for indhentelse af en udtalelse fra kommunen om modtagelse af hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvoraf det fremgik, at det var en betingelse for opholdstilladelse, at den herboende ægtefælle i tre år forud for afgørelse om opholdstilladelse ikke havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælles bopælskommune udtalte i marts 2012, at han ikke havde modtaget kontanthjælp indenfor de sidste tre år. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i maj 2013. I marts 2014 indgav klageren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse, hvoraf det fremgik, at den herboende ægtefælle havde erklæ¬ret, at han havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, efter at klageren var blevet med¬delt opholdstilladelse i Danmark. I juni 2014 oplyste den herboende ægtefælle over for Udlændinge-styrelsen, at årsagen til, at han havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik siden marts 2013, var, at han i januar 2012 var udsat for en arbejdsulykke, at han herefter fik PTSD og en depression, at hans sygedagpenge udløb i februar 2013, og at den herboende ægtefælle ville ophøre med at modtage ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, når han blev tilkendt førtidspension.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, om at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke har modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, indtil klageren er blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke var opfyldt, og at det ikke kunne føre til en anden vurdering af, om betingelsen for opholdstilladelse skulle være opfyldt, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til klageren allerede modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet henviste til, at det udtrykkeligt fremgik af den meddelte opholdstilladelse, at denne var betinget af, at hverken den herboende ægtefælle eller klageren modtog offentlige ydelser, og at det var en løbende betingelse. Den herboende ægtefælle havde hverken forud for Udlændingestyrelsens afgørelsestidspunkt eller i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelsen oplyst, at en forudsætning for at få familiesammenføring havde ændret sig væsentligt, herunder at han ikke længere var i arbejde og var begyndt at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det måtte anses for i overensstemmelse med praksis, at Udlændingestyrelsen i maj 2013 i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse havde stillet krav om opfyldelse af udlændingelovens § 9, stk. 5, herunder som en løbende betingelse. Henset til at den herboende ægtefælle havde oplyst, at han havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at det fremgik af eIndkomst, at han havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik siden april 2013, var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne derfor ikke forlænges. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke kunne have haft en berettiget forventning om, at hun kunne bevare sin opholdstilladelse i Danmark henset til, at hun og hendes ægtefælle ikke havde været selvforsørgende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i maj 2013 på baggrund af sit ægteskab i en alder af 29 år, at hun således på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i cirka tre år og seks måneder, og at hun alene havde haft opholdstilladelse fra maj 2013. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik som følge af, at han i 2013 blev konstateret som havende middelsvær til svær PTSD med flashbacks og mareridt samt en moderat til svær depression, og at Arbejdsskadestyrelsen havde vurderet, at han havde et erhvervsevnetab på 25 % efter at have været udsat for en arbejdsulykke, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke herved kunne udelukkes, at den herboende ægtefælle på et senere tidspunkt ville kunne opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt således, at det uanset disse forhold ikke kunne anses som uforholdsmæssigt at henvise den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Sri Lanka henset til de i sagen foreliggende oplysninger. Det af partsrepræsentanten anførte om, at parret efter partsrepræsentantens opfattelse risikerede at blive tilbageholdt og eventuelt udsat for tortur ved en tilbagevenden til Sri Lanka, da parret begge var tamiler og statsborgere i Sri Lanka, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at den herboende ægtefælle ikke var meddelt opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, men efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4. Den herboende ægtefælle og klageren måtte således henvises til at søge asyl, hvis parret fandt, at de ved indrejse i Sri Lanka risikerede at blive udsat for asylbegrundende overgreb. FAM/2015/243.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. november 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Dato: 12-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger. Ansøgeren havde opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren havde i forbindelse med ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse oplyst, at ansøgeren i perioden fra september 2013 til oktober 2015 havde studeret erhvervsøkonomi, Cand. Merc., ved et universitet, og at ansøgeren ikke havde et handicap, der forhindrede ansøgeren i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få permanent opholdstilladelse. Ansøgeren fremsendte dokumentation fra en frivillig organisation, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i perioden fra februar 2011 til juli 2012 havde været frivillig i organisationen samt sine lønsedler fra perioden fra april 2011 til august 2012 og fra oktober 2013 til juli 2014. Ansøgeren fremsendte eksamensprotokol fra VUC, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde været fuldtidsstuderende i skoleåret 2012-2013 svarende til 60 ECTS-point, samt en oversigt over opnåede ECTS-point fra uddannelsen ved universitetet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i perioden fra april 2011 til august 2012 og fra oktober 2013 til juli 2014 havde været i beskæftigelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på oplysninger fra eIndkomst, hvoraf det fremgik, at ansøgeren siden november 2010 havde været beskæftiget i 19 måneder under 60 timer om måneden, seks måneder mellem 60 og 119 timer om måneden og seks måneder over 120 timer om måneden. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskæftigelse under 60 timer pr. måned ikke kan medregnes, og at deltidsbeskæftigelse (arbejdstid på mindst 15 timer og mindre end 30 timer om ugen) alene indgår med en forholdsmæssig del, der udgør 3/5 af den samlede ansættelsesperiode. De seks måneder, hvori ansøgeren havde arbejdet mellem 60 og 120 timer, kunne således medregnes med 3,6 måneder. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren havde været i beskæftigelse i 9,6 måneder. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren havde fremlagt dokumentation for at have opnået 90 ECTS-point ved uddannelsen erhvervsøkonomi ved universitetet. Udlændingenævnet bemærkede, at det alene er uddannelse og beskæftigelse inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, der kunne indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, var opfyldt, og at dette var en løbende femårig periode. Uddannelse og ansættelser forud for november 2010 indgik således ikke i Udlændingenævnets beregning. Perioder med uddannelse, for så vidt angår beregningen af beskæftigelseskravet kan ikke suppleres med beskæftigelse (del- eller fuldtidsbeskæftigelse), såfremt uddannelsen og beskæftigelsen er udført i samme periode. En ansøger kan således ikke være optaget på fuldtidsstudium og samtidig være deltidsbeskæftiget og dermed få medregnet begge forhold i beskæftigelses- og uddannelseskravet. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren i perioden fra 2012 til 2013 havde været fuldtidskursist på VUC Roskilde. Udlændingenævnet bemærkede, at alene fuldførte uddannelser kunne indgå i beregningen af, hvorvidt en udlænding opfyldte kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Enkeltfag og kurser kunne således ikke indgå i beregningen. Ansøgerens studietid ved VUC indgik således ikke i Udlændingenævnets beregning, idet ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation for at have gennemført HF-uddannelsen. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at frivilligt arbejde ikke kan indgå i beregningen af, hvorvidt en udlænding opfylder kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, idet alene lønnet beskæftigelse kan indgå i beregningen heraf. Udlændingenævnet fandt desuden, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at ansøgeren ikke havde et handicap, der forhindrede ansøgeren i at opfylde en eller flere af betingelserne for tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2015/183.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. november 2015 – Erhverv – Særlige individuelle kvalifikationer

    Dato: 09-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af særlige individuelle kvalifikationer, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7, til en statsborger fra Sydafrika, der havde søgt en stilling som gæstehøjskolelærer. Ansøgeren var tilbudt beskæftigelse som gæstelærer ved en højskole, hvor hun skulle undervise i ”environmental studies”, ”african studies” og ”afro-fusion og afrocontemporary dance”. Ansøgeren havde i 2011 afsluttet en videregående seksårig uddannelse som ”Master of Science in environmental science and natural ressource management”, og i 2012 havde hun afsluttet en ”Master of Sciences and Technology Credential Agronomy and Agri-Foods Speciality Environmental Management of Ecosystems and Tropical Forest” i Frankrig.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke var tilbudt beskæftigelse på baggrund af særlige individuelle kvalifikationer, idet den tilbudte beskæftigelse som gæstehøjskolelærer ikke, som dette var forudsat i lovbemærkningerne, var så tæt knyttet til ansøgeren som person, at andre ikke umiddelbart ville kunne varetage det pågældende arbejde som gæstehøjskolelærer. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på baggrund af uddannelse og beskæftigelseserfaring måtte anses for muligt at opnå de fornødne kompetencer for at kunne varetage en stilling som gæstelærer ved højskolen, og at det derfor som udgangspunkt ville være muligt for andre end ansøgeren at tilegne sig de fornødne kompetencer som gæstelærer. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at højskolen til støtte for sin klage havde anført, at man på højskolen var forundret over, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i sin afgørelse havde skrevet, at det ikke var godtgjort, at ansøgeren besad særlige kompetencer eller andre individuelle kvalifikationer, der var så tæt knyttet til ansøgeren, at andre ikke umiddelbart ville kunne varetage den tilbudte beskæftigelse. Det forhold, at ansøgeren havde gennemført en længere videregående seksårig uddannelse, og at højskolen søgte en gæstelærer, der kunne undervise i fag, der var relateret til ansøgerens uddannelse, fandt Udlændingenævnet ikke ændrede ved, at den tilbudte beskæftigelse ikke var baseret på ansøgerens særlige individuelle kvalifikationer, som der kan meddeles opholds- og arbejdstilladelse efter i udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde danset i 26 år, herunder modtaget formel dansetræning i 17 år og selv undervist i 12 år, at hun havde oplyst, at hun havde erhvervserfaring inden for området klimaforandringer, og at hun som sydafrikansk statsborger havde særlig kulturel indsigt i afrikanske forhold. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke herved var oplyst om sådanne forhold, der kunne ændre ved, at også andre personer ville kunne varetage den tilbudte beskæftigelse. Udlændingenævnet bemærkede i relation hertil, at ansøgeren ikke var uddannet lærer, ikke havde erfaring med undervisning eller i øvrigt formelle kompetencer inden for pædagogik, og at hun ikke havde dokumenteret sin erhvervserfaring. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at højskolen i forbindelse med rekruttering af arbejdskraft også havde mulighed for at anvende beløbsordningen og greencardordningen. ERH/2015/181.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. november 2015 – Erhverv – Særlige individuelle kvalifikationer

    Dato: 09-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af særlige individuelle kvalifikationer i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7 til en statsborger fra Indien, som søgte opholds- og arbejdstilladelse som kyllingekønsbestemmer.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholds- og arbejdstilladelse som kyllingekønsbestemmer efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke var tilbudt beskæftigelse på baggrund af særlige individuelle kvalifikationer, idet den tilbudte beskæftigelse som kyllingekønsbestemmer ikke – som dette var forudsat i lovbemærkningerne – var knyttet så tæt til ansøgerens person, at andre ikke umiddelbart ville kunne varetage det pågældende arbejde med kønssortering. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at det på baggrund af uddannelse og arbejdserfaring måtte anses for muligt at opnå de nødvendige kompetencer med henblik på at kunne bestride en stilling som kyllingekønsbestemmer, og at det derfor som udgangspunkt ville være muligt for andre end ansøgeren at tilegne sig tilsvarende kompetencer inden for kønssortering. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der – uanset at dette efter det oplyste ikke var tilfældet i Europa – fandtes uddannelsesinstitutioner, som udbød en regulær uddannelse som kyllingekønsbestemmer, og at dette i sig selv indikerede, at der ikke var tale om beskæftigelse, som individuelt var knyttet til ansøgeren som person, men derimod sædvanlig faglært arbejde, som kunne tilegnes på grundlag af almindelig uddannelses- og arbejdsmæssig erfaring. Det forhold, at ansøgeren havde en indisk uddannelse som kyllingekønsbestemmer og efterfølgende havde opnået langvarig arbejdserfaring inden for dette felt, at selskabet, som havde tilbudt beskæftigelsen, havde specialiseret sig i at beskæftige personer, der besad den særlige uddannelse som kyllingekønsbestemmer, at der var ganske få brancheanerkendte uddannelsessteder i Japan og Indien, at uddannelsen som kyllingekønsbestemmer var så vanskelig og langvarig, at fjerkræproducenter ikke selv uddannede medarbejdere, og at ansatte hos selskabet, som havde tilbudt beskæftigelsen, anvendte en særlig metode til at kønsbestemme – den såkaldte kloak-metode – ændrede ikke ved, at den tilbudte beskæftigelse ikke baserede sig på særlige individuelle kvalifikationer i udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7’s forstand. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på lovbemærkningerne til udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7, hvoraf det fremgår, at det afgørende kriterium med henblik på at meddele en opholdstilladelse og arbejdstilladelse er en vurdering af udlændingens særlige individuelle kvalifikationer. Udlændingenævnet fandt således, at hensynet til en branches behov for arbejdskraft inden for et bestemt område eller en virksomheds økonomiske forhold ikke alene kan begrunde en opholdstilladelse i medfør af bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endelig, at eventuelle uhensigtsmæssige konsekvenser for en branche i Danmark set i forhold til udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7’s anvendelsesområde ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse i medfør af bestemmelsen, og at afgørelsen byggede på de kriterier, som var forudsat i lovbemærkningerne til udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7. ERH/2015/207.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. november 2015 – Fremmedpas

    Dato: 09-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på fremmedpas til en statsborger fra Ukraine, jf. udlændingebekendtgørelsens § 6, stk. 4. Ansøgeren havde til støtte for ansøgningen anført, at hans ukrainske nationalitetspas ikke kunne forlænges, da han havde en verserende politisag i Ukraine. Ansøgeren havde til støtte for klagen anført, at han havde været på Den Ukrainske Ambassade for at søge om nationalitetspas, at han på ambassaden havde fået at vide, at han skulle rejse til Kiev for at få nyt pas, men at han ikke kunne rejse til Ukraine grundet en verserende retssag.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han ikke kunne få udstedt nationalitetspas fra sit hjemlands myndigheder. Det forhold, at ansøgeren havde kontaktet Den Ukrainske Ambassade med henblik på at få et nationalitetspas, men her var blevet vejledt om at tage til Kiev, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke herved havde dokumenteret, at han ikke kunne få udstedt nationalitetspas. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var tale om sådanne særlige grunde, at der kunne udstedes fremmedpas efter udlændingebekendtgørelsens § 6, stk. 4. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde oplyst, at han havde en verserende straffesag i Ukraine, og at han herved ikke mente, at han kunne tage til Ukraine. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da en uafklaret situation i hjemlandet, herunder mulig strafforfølgelse, som udgangspunkt ikke kan føre til udstedelse af fremmedpas. FAM/2015/225.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. november 2015 – Au Pair – Formodning – Ej tæt forbindelse til værtsfamilie

    Dato: 05-11-2015

    Udlændingenævnet hjemviste i november 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1, til en statsborger fra Etiopien. Det fremgik af sagen, at ansøgeren i forbindelse med indgivelse af ansøgningen på Den Danske Ambassade i Addis Ababa, Etiopien, blev interviewet, og at hun under interviewet havde oplyst, at hun efter endt uddannelse i 2010 ikke havde haft beskæftigelse i hjemlandet, at hun havde fået kontakt til værtsfamilien gennem værtsmoderens søster, der boede i Addis Ababa, at ansøgeren ikke havde kendskab til, hvor værtsfamilien boede i Danmark, at hun ikke havde kendskab til værtsfamiliens profession, at ansøgeren havde søgt om au pair-opholdet i Danmark, fordi hun ikke havde et arbejde, og fordi værtsmoderens søster havde fortalt hende om familien, og at hun ikke havde kendskab til Danmark, herunder heller ikke til landets geografiske beliggenhed. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde meddelt afslag under henvisning til, at ansøgeren ikke sås at have etableret en tæt kontakt med værtsfamilien og heller ikke sås at have tilegnet sig et vist kendskab til Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark alene under henvisning til, at der ikke sås at være knyttet en tæt forbindelse mellem værtsfamilien og ansøgeren, hvorfor styrelsen havde antaget, at der måtte være en formodning for, at formålet med ansøgningen ikke var at forbedre hendes sproglige og eventuelt faglige kundskaber samt udvide hendes kulturelle horisont gennem et bedre kendskab til Danmark via et midlertidigt ophold hos en familie. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ved vurderingen af, om en ansøgning falder inden for formålet med au pair-ordningen, blandt andet lægges vægt på, om der forinden er knyttet en tæt forbindelse mellem ansøgeren og værtsfamilien. Dette er således blot et delelement i vurderingen og ikke en direkte betingelse for meddelelse af opholdstilladelse efter au pair-ordningen. Det er således efter Udlændingenævnets opfattelse ikke et krav, at der skal være en tæt forbindelse mellem ansøgeren og værtsfamilien forud for ansøgningen. Udlændingenævnet fandt således, at dette forhold ikke alene kunne føre til, at ansøgeren burde meddeles afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det i klagen var anført, at kontakten mellem ansøgeren og værtsfamilien intensiveredes i perioden fra ansøgningens indgivelse til afgørelsestidspunktet, og at ansøgeren og værtsfamilien havde opnået et mere grundigt kendskab til hinanden. Det forhold, at ansøgeren havde angivet en anden begrundelse for au pair-opholdet end den, der fremgik af de svar, som hun havde afgivet under det afholdte sprog- og formålsinterview på Den Danske Ambassade i Addis Ababa, Etiopien, vurderede Udlændingenævnet heller ikke var tilstrækkeligt til at kunne føre til, at ansøgeren burde meddeles afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark, idet der ikke forelå øvrige oplysninger, som kunne bestyrke formodningen for, at formålet med ansøgningen var at opnå et længerevarende ophold i Danmark. ERH/2015/179.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. november 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration – Mulighed for genoptagelse af visse sager om familiesammenføring med børn

    Dato: 05-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en anmodning om genoptagelse af en ansøgning om familiesammenføring i medfør af § 2, stk. 2, i lov nr. 738 af 25. juni 2014 til to tyrkiske statsborgere født i henholdsvis 1994 og 2000. Det fremgik af oplysningerne i sagen, at ansøgerne var født i Tyrkiet, hvor de på ansøgningstidspunktet boede sammen med deres moder, at de havde gået i skole i Tyrkiet frem til henholdsvis andet gymnasieår og 3. klasse, og at de tidligere havde været på besøg i Danmark i 2007, 2008 og 2010. Udlændingestyrelsen havde i oktober 2012 truffet afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år af den ældste ansøger, da han ikke var udrejst i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist. Ansøgerne blev begge påset udrejst af Danmark i marts 2013, efter at de havde opholdt sig i Danmark siden juni 2010.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for genoptagelse af ansøgernes ansøgninger om familiesammenføring i henhold til lov nr. 738 af 25. juni 2014 ikke var opfyldt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgerne havde gået i henholdsvis 5. klasse og 10. klasse i Danmark, at den ældste ansøger ikke var påbegyndt arbejde eller studie i Tyrkiet efter udvisningen af Danmark, at de begge talte, læste og skrev dansk, og at deres fader og to søskende boede i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da det er en betingelse for genoptagelse efter lov nr. 738 af 25. juni 2014, at udlændingen i det væsentligste har opholdt sig her i landet i perioden fra afslaget eller afvisningen af ansøgningen, og indtil udlændingens fyldte 18 år eller, hvis udlændingen er under 18 år, indtil tidspunktet for indgivelse af anmodning om genoptagelse. Udlændingenævnet lagde vedrørende den ældste ansøger vægt på, at han senest i december 2007 var blevet meddelt afslag på familiesammenføring i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 13, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i september 2008 havde stadfæstet denne afgørelse, at han havde haft to kortvarige visumophold i Danmark i 2007 og 2008, at han senest var indrejst i Danmark i juni 2010, at han fyldte 18 år i marts 2012, og at han blev påset udrejst i marts 2013. Udlændingenævnet lagde vedrørende den yngste ansøger vægt på, at han senest indrejste i Danmark i juni 2010, at han senest i december 2010 var blevet meddelt afslag på familiesammenføring i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 13, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i april 2011 havde stadfæstet denne afgørelse, og at han var blevet påset udrejst af Danmark i marts 2013. Udlændingenævnet fandt således på den baggrund, at ansøgerne i den relevante periode havde haft omtrent halvdelen af deres ophold i Tyrkiet og halvdelen af deres ophold i Danmark, hvorfor det ikke, jf. lovbemærkningerne, kunne lægges til grund, at centrum for deres liv samlet set havde været i Danmark i perioden. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den ældste ansøger i perioden fra september 2008 og frem til sin indrejse i Danmark i juni 2010 måtte antages at have gået i skole i Tyrkiet, og at den yngste ansøger forud for sin seneste indrejse i Danmark i juni 2010 havde gået i skole i Tyrkiet, og at han efter sin udrejse af Danmark i marts 2013 og frem til genoptagelsesanmodningen i juli 2014 efter det oplyste havde gået i skole i Tyrkiet. FAM/2015/242.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. november 2015 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Retsgyldigt ægteskab

    Dato: 05-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en statsborger fra Pakistan. Ansøgeren og den herboende reference havde indgået ægteskab i Pakistan telefonisk, idet den herboende reference ikke havde været til stede ved ægteskabets indgåelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til den herboende reference. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at de grundlæggende betingelser for at anse et ægteskab for gyldigt skal være opfyldt, for at der kan meddeles opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle, at dette blandt andet indebærer, at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret, og at det efter dansk ret er en betingelse, at begge parter er fysisk til stede ved vielsen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at ansøgeren havde oplyst over for Den Danske Ambassade i Islamabad, Pakistan, at vielsen mellem ansøgeren og den herboende reference var foregået telefonisk, idet den herboende reference befandt sig i enten Norge eller Danmark, og ansøgeren befandt sig i Pakistan. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at både ansøgeren og den herboende reference var til stede under selve bryllupsceremonien, men at det var selve papirarbejdet i forbindelse med indgåelsen af ægteskabet (Nikkah), som blev ordnet tidligere i håb om at gøre processen for ansøgerens opholdstilladelse hurtigere, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagens udfald, idet ægteskabet ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Det forhold, at ansøgeren ved e-mail til Udlændingenævnet havde indsendt et udateret certifikat underskrevet og stemplet af Secretary Union Council i en angivet by i Pakistan, hvoraf det fremgik, at ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende reference blev indgået telefonisk i august 2014 ved Union Council, og at brudegommen ankom til Pakistan med henblik på i juli 2015 at indgå ægteskabet på ny, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var tale om en ny vielsesattest, som godtgjorde, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et nyt ægteskab, men at certifikatet alene fremstod som en erklæring om, at ansøgeren og den herboende reference skulle have indgået ægteskab på ny. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke var dokumenteret, at der var etableret et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, idet ansøgeren og den herboende reference aldrig havde boet sammen, men havde oplyst at de planlagde at bo sammen. Udlændingenævnet fandt endelig, at det på den baggrund ikke var godtgjort, at der mellem parret var etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, der kunne føre til, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familie i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1. ERH/2015/224.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. november 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Privat børnepasser

    Dato: 05-11-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan, der i marts 2008 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, c, stk. 1. Ansøgeren var i oktober 2012 blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, m, stk.1. Udlændingestyrelsen havde i september 2014 meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år indenfor de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde indsendt dokumentation i form af godkendte kontrakter fra en kommune og kvitteringer for privat børnepasning for, at hun i perioden fra april 2010 til og med december 2010 havde passet et barn som privat børnepasser 30 timer ugentligt, at hun i perioden fra marts 2011 til og med maj 2011 havde passet et barn i 30 timer ugentligt som privat børnepasser, og at hun tillige i perioden fra marts 2012 til og med april 2015 havde passet mindst et barn ad gangen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at privat børnepasning måtte anses for at være ansøgerens hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse. Udlændingenævnet bemærkede herved, at ansøgeren ikke sås at have modtaget andre former for ydelser i de pågældende perioder. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren måtte anses for at have været i beskæftigelse i over 30 timer ugentligt i tre år og fire måneder, og at hun således opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. FAM/2015/180.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 03-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference havde i forbindelse med sin asylsag oplyst, at ægteskabet var indgået i november/december 2011 i Mogadishu, Somalia.

    Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et retsgyldigt ægteskab, hvorfor ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ægteskabet var indgået i Somalia, og at dokumentation fra Somalia, herunder vielsesattester, efter fast praksis ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia. Udlændingenævnet henviste herved til, at det afgørende i forhold til udlændingelovens regler for familiesammenføring, er, hvorvidt der er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem den herboende reference og ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det af den herboende reference oplyste om, at den herboende reference og ansøgeren havde boet sammen siden april 2011 indtil den herboende references flugt fra Somalia i marts 2012, hvorved den herboende reference og ansøgeren skulle have boet sammen i cirka elleve måneder, ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at ansøgerens forældre var imod den herboende references og ansøgerens forhold, at den herboende reference blev afvist af ansøgerens forældre, da den herboende reference bad om deres accept, at den herboende reference og ansøgeren løb hjemmefra og blev viet af en sheik, at ansøgerens familie – efter at familien fik at vide, at den herboende reference og ansøgeren havde indgået ægteskab – angreb den herboende references og ansøgerens opholdssted, at ansøgerens familie ville dræbe den herboende reference, men at det ikke lykkedes, og at ansøgerens familie tog ansøgeren med sig. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at et fast samlivsforhold af længere varighed efter praksis krævede et dokumenteret samliv på fælles bopæl i mindst 1½ til 2 år frem til ansøgningstidspunktet, og at samlivet skulle være uafbrudt. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fandtes godtgjort, at der var etableret et familieliv, som Danmark var nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun blev meddelt opholdstilladelse. FAM/2015/206.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2015 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 03-11-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald til en statsborger fra Cameroun, som i 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgerens opholdstilladelse ikke kunne anses for at være bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var udrejst af Danmark i et relativt kort tidsrum på en måned i perioden fra september 2014 til oktober 2014, samt at det var ansøgerens udlejer, som – uden ansøgerens vidende – havde frameldt ansøgeren hans adresse i Det Centrale Personregister. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren tilmeldte sig Det Centrale Personregister kort tid efter, at han indrejste i Danmark på ny og blev vidende om, at han var blevet frameldt registret. Udlændingenævnet tillagde det herudover en vis vægt, at det forhold, at en ansøger er udrejst, og at dette fremgår af Det Centrale Personregister, ikke er tilstrækkeligt til at fastslå, at udlændingen har opgivet sin bopæl i Danmark eller har ønsket dette. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren havde været beskæftiget i Danmark både før og efter sin udrejse, og at ansøgeren i forbindelse med sin klage havde fremlagt dokumentation for, at han i september 2014 købte en flybillet, og at han samtidig købte en returbillet til København. Udlændingenævnet fandt således, at det måtte antages, at ansøgeren ikke havde haft til hensigt at opgive sin bopæl i Danmark. ERH/2015/193.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2015 – Fremmedpas

    Dato: 03-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på fremmedpas til en statsborger fra Irak, jf. udlændingebekendtgørelsens § 6, stk. 5. Ansøgeren havde i ansøgningen medsendt kopi af en erklæring om mistet fremmedpas, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde mistet sit sidste fremmedpas under flytning. Vedlagt ansøgningen var endvidere en skrivelse fra Kriminalvården i Sverige fra oktober 2013, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde fået en dom på 25 dages fængsel. Ansøgeren havde til støtte for klagen oplyst, at han var stoppet med kriminalitet, at hans ekskone havde smidt hans sidste fremmedpas ud, da han i 2007 fik en fængselsstraf på tre år, men at han nu gerne ville have et fremmedpas, så han kunne rejse ud og få ordnet sine tænder.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren i alt seks gange i perioden fra 1998 til 2007 havde fået bevilget udstedelse af fremmedpas eller erstatningspas for fremmedpas, og at det på den baggrund ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt at udstede et nyt fremmedpas til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at han var stoppet med kriminalitet, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det fremgik af sagen, at ansøgerens nyeste dom var fra oktober 2013. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ønskede at rejse til udlandet for at få lavet sine tænder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var muligt at få ordnet tænder i Danmark, og at det fremgik af ansøgerens ansøgning om fremmedpas fra august 2006, at han også heri havde ønsket fremmedpas for at rejse til udlandet for at få lavet sine tænder. FAM/2015/222.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 02-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en somalisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Den herboende reference, der var indrejst i Danmark i 2005, meddelt endeligt afslag på asyl i 2006 og efter en genoptagelse af sin asylsag meddelt opholdstilladelse som flygtning i 2013, ansøgte i 2014 om opholdstilladelse til ansøgeren og parrets to ældste børn. Det var oplyst, at parret indgik ægteskab i 1995 og derefter boede sammen indtil 2004, hvor den herboende reference rejste fra familien. Der var ikke fremlagt dokumentation for ægteskabets indgåelse. Den herboende reference var med resten af familien i 1999 flygtet fra Somalia til Etiopien. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark og opholdt sig fortsat i Etiopien med parrets to ældste børn. Den herboende reference oplyste på et mundtligt nævnsmøde, at familien var flyttet til Etiopien i 1999, fordi han havde problemer med myndighederne i Somalia. I Etiopien blev han og den øvrige familie også truet, men den herboende reference forlod Etiopien og efterlod den øvrige familie alene, fordi de ikke havde tilstrækkelige ressourcer til at flygte sammen.

    Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference ikke havde indsendt gyldig dokumentation for, at parret havde indgået et ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede, at det angivne ægteskab efter det oplyste var indgået i Somalia, og at dokumentation fra Somalia ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at officielle somaliske dokumenter, herunder vielsesattester, efter fast praksis for tiden ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med legitimitet til udøvelse af myndighed. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at selv om der havde eksisteret et fast samlivsforhold af længere varighed i perioden mellem 1995 og 2004 mellem parret, havde den herboende reference selv valgt at afbryde samlivet. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at den herboende reference udrejste af Etiopien i 2004, at den herboende reference i 2005 blev meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, og at den herboende reference efter afslaget på opholdstilladelse ikke sås at have genoptaget familielivet med sin familie. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at et fast samlivsforhold af længere varighed efter fast praksis kræver dokumenteret samliv på fælles bopæl og uden væsentlige afbrydelser i mindst halvandet til to år frem til ansøgningstidspunktet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende reference havde oplyst, at han i sommeren 2006 var udrejst til Holland, og at han blev der, indtil han i 2012 igen indrejste i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere – uanset at det måtte lægges til grund, at den herboende reference i den pågældende periode havde opholdt sig i Holland – at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet han under det nævnte ophold ikke sås at have genoptaget familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at årsagen til, at parret ikke længere boede sammen, var, at den herboende reference måtte flygte fra Etiopien, og at det ikke var muligt for parret at flygte samlet som familie, da dette var for farligt, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om omstændigheder, der kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at parret havde to fællesbørn, der i 2015 var indrejst i Danmark og havde taget ophold hos den herboende reference, samt to børn bosiddende i Etiopien hos ansøgeren, da parret siden 2004, på hvilket tidspunkt parret afbrød familielivet, ikke havde boet sammen. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, der var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at parrets to yngste børn nu boede i Danmark, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at børn efter praksis først anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, og såfremt børnene har gået i dansk skole eller institution, at dette kan føre til en fravigelse af de almindelige betingelser for ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle meddeles opholdstilladelse. Den herboende references forklaring ved Udlændingenævnets møde i november 2015 kunne på ovennævnte baggrund ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet stadfæstede samtidig afgørelser om afslag på familiesammenføring til parrets to ældste børn. FAM/2015/178.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 02-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Kenya, der søgte om familiesammenføring med sin herboende søn, som var født i marts 2010. Ansøgeren havde i perioden fra 2008 til 2010 haft opholdstilladelse i Danmark på baggrund af uddannelse og med henblik på jobsøgning efter endt uddannelse. I oktober 2010 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til ansøgerens søns mor. Ansøgeren forlod herefter Danmark. I januar 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med ansøgerens herboende søn, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at ansøgeren fortsat var i et forhold til ansøgerens søns mor. Det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration hjemviste i juli 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse fra januar 2011. I november 2011 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på familiesammenføring med ansøgerens herboende søn. Justitsministeriet stadfæstede denne afgørelse i september 2012. Udlændingestyrelsen meddelte på ny i juni 2014 ansøgeren afslag på familiesammenføring med ansøgerens herboende søn. Det fremgik af det elektroniske visumsystem, at ansøgeren i marts 2013 blev meddelt visum til Danmark for en periode på 86 dage med henblik på at besøge en ven i Danmark, og at ansøgeren i august 2014 blev meddelt visum til Danmark for en periode på 47 dage.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde boet i Danmark siden november 2010, og at ansøgeren ikke havde udøvet samvær med sin herboende søn i et sådant omfang, at ansøgeren på denne baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at ansøgeren og hans herboende søn var stærkt knyttet til hinanden, at ansøgeren udøvede samvær med sin herboende søn, at der efter ansøgerens opfattelse forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, og at det efter ansøgerens opfattelse ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Uanset at der mellem ansøgeren og dennes herboende søn eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, fandt Udlændingenævnet desuden, at Danmark ikke var det nærmeste land til at beskytte dette familieliv, idet ansøgeren alene i forhold til det aktuelle samvær havde set sin søn i 37 dage i perioden fra december 2014 til februar 2015 under et processuelt ophold. Udlændingenævnet noterede i den forbindelse, at ansøgerens herboende søns daginstitution i december 2014 havde oplyst, at ansøgerens herboende søn havde det svært med at blive hentet af ansøgeren, og at det var ved at være et stykke tid siden, at daginstitutionen havde set ansøgeren. Udlændingenævnet fandt herudover, at FN’s børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at der henset til karakteren og omfanget af samværet ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens herboende søn var født i marts 2010, at ansøgeren havde boet sammen med sin herboende søn og dennes mor i cirka fem måneder indtil sin udrejse af Danmark i 2010, at ansøgeren i perioden fra sin udrejse af Danmark i november 2010 indtil marts 2013 alene havde haft kontakt med sin søn via ugentlige samtaler på Skype, og at ansøgeren herefter alene havde udøvet samvær med sin søn under besøgsophold (visumophold) og processuelt ophold i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i marts 2013 blev meddelt visum med henblik på at besøge en ven i Danmark og ikke ansøgerens herboende søn, ligesom Udlændingenævnet bemærkede, at der ikke sås at være givet afslag på visumophold i Danmark under henvisning til ansøgerens herboende søn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i august 2014 på et visum, at han efterfølgende søgte om forlængelse af visummet, og at han først søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende søn efter at have fået afslag på forlængelse af visummet. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren under sit processuelle ophold havde haft mulighed for at intensivere sit samvær med sin herboende søn, idet der ikke efter praksis kan meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, for at etablere eller intensivere et samvær. Det var således Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren fortsat kunne henvises til at udøve samvær med sin søn på visumophold og via Skype. Det forhold, at ansøgeren betalte børnebidrag til sin herboende søn, fandt Udlændingenævnet ej heller kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var dokumenteret et sådant samvær mellem ansøgeren og dennes herboende søn, der kunne medføre opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne gives opholdstilladelse. FAM/2015/177.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. november 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 02-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Ansøgeren, som var statsborger i Bangladesh, opholdt sig på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i Kina som led i sit Ph.d. stipendiat ved Københavns Universitet og havde til ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse oplyst, at han forventede at være udrejst frem til februar 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, da han ikke opfyldte en grundlæggende betingelse for meddelelse heraf, idet ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke havde ophold i Danmark, da han var bosat i Kina. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af udlændingelovens § 11, stk. 3, at der kun kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis der ikke er grundlag for at inddrage en opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, hvor ansøgerens opholdstilladelse var bevaret under forudsætning af, at han inden februar 2016 på ny bosatte sig i Danmark, at det først på tidspunktet for hans genindrejse og fornyede bosætning i Danmark endeligt kunne fastlægges, at hans opholdstilladelse ikke var bortfaldet, uanset det igangværende udlandsophold. Forudsætningen for, at ansøgerens opholdstilladelse ikke var bortfaldet – det vil sige ”indrejst inden februar 2016” – skulle således være opfyldt forud for, at der kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, på tilsvarende vis, som der ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis der måtte være grundlag for at inddrage en meddelt opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ligeledes måtte følge af en sproglig fortolkning af udlændingelovens § 11, stk. 3, jf. § 11, stk. 4 og stk. 5, at udlandsophold først indgår i beregningen af opholdets længde og beskæftigelseskravet, når ansøgeren er vendt endeligt tilbage til Danmark, idet det fremgår af udlændingelovens § 11, stk. 4 og stk. 5, at ansøgeren ”har haft” ophold i udlandet, herunder i forhold til beskæftigelse i udlandet, som vil kunne medregnes for højst to år. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det fremgår af udlændingelovens § 11, stk. 6, at der i forhold til uddannelsesforløb i udlandet henvises til ”afsluttede ophold”. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. FAM/2015/241.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2015 – Familiesammenføring, andre – Søskende – Omsorgsperson

    Dato: 26-10-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, litra c, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2, til en somalisk statsborger. Ansøgeren, der var født i 1998, søgte i august 2014 opholdstilladelse under henvisning til sin herboende storebroder, der var født i 1994. Den herboende storebroder var indrejst i Danmark i november 2013, havde søgt asyl og i den forbindelse oplyst, at hans moder, broder, født i 1998, og søster, født i 1993, fortsat boede i Somalia, at han på tidspunktet for asylansøgningen ikke havde kontakt til familie eller andre i hjemlandet, at hans søster boede i landsbyen, idet hun var flyttet ud af det fælles hjem i forbindelse med indgåelse af ægteskab, og at hans fader døde i 2012. Det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema, at ansøgeren ikke havde familie i Somalia, idet hans moder var afgået ved døden, hvorfor han på ansøgningstidspunktet boede hos naboerne, og at den herboende storebroder ikke havde forsørget ansøgeren. Den herboende storebroder havde i sin del af ansøgningsskemaet oplyst, at han boede sammen med ansøgeren indtil sin flugt til Danmark, at hverken han selv eller ansøgeren led af sygdomme, og at han ikke vidste, hvor hans søster boede.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende storebroder til støtte for sin klage havde anført, at han i juni 2014 fik at vide af en tidligere nabo, at hans moder var afgået ved døden i februar 2014, og at naboen endvidere havde fortalt, at klagerens søster og dennes ægtefælle havde forladt byen, hvorfor ansøgeren var det eneste familiemedlem tilbage i ansøgerens hjemby. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige grunde til, at ansøgeren ikke ville kunne vedblive med at tage ophold sammen med naboerne eller hos sin søster i Somalia. Udlændingenævnet fandt således ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren led alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i Somalia, herunder at ansøgeren var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Somalia. Udlændingenævnet bemærkede herudover, at ansøgeren var 15 år på ansøgningstidspunktet og nu var fyldt 16 år, hvorfor det måtte antages, at han kunne klare sig selv og ikke havde det samme behov for pasning og pleje som et yngre barn. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå en sådan særlig familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person, at der uanset bestemmelsen i udlændingebekendtgørelsens § 21, var grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke sås at foreligge oplysninger om en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende storebroder, der lå udover, hvad der fulgte af det oplyste slægtskab. Det forhold, at den herboende storebroder til støtte for sin klage havde anført, at han trådte i sin faders sted i 2012, da denne blev syg og efterfølgende døde, og at den herboende storebroder herefter fik job i en butik, så han kunne forsørge familien, fandt Udlændingenævnet herudover ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren efter det oplyste havde boet sin mor hele sit liv, og også efter den herboende storebroders flugt fra Somalia indtil moderens død, og at den herboende storebroder ikke havde forsørget ansøgeren. Det var således Udlændingenævnets vurdering, at den herboende storebroder ikke kunne anses for at være trådt i ansøgerens forældremyndighedsindehavers sted inden den herboende storebroders udrejse af Somalia, da ansøgerens moder havde denne rolle indtil sin død. FAM/2015/170.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. oktober 2015 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie – Nærmeste familie

    Dato: 21-10-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, litra c, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2, til to somaliske statsborgere. Ansøgerne var på ansøgningstidspunktet henholdsvis otte og ni år, og de søgte i august 2014 opholdstilladelse til en herboende somalisk statsborger, der var meddelt asyl i maj 2014 (referencen). Ansøgerne oplyste, at de var henholdsvis niece og fætter til referencen, at de var forældreløse, og at referencen havde taget sig af dem, siden de var små og havde været deres forsørger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgerne var opvokset hos referencen, siden ansøgerne var ganske små, eller at den ene af ansøgerne var referencens fætter. Udlændingenævnet kunne derfor heller ikke lægge til grund, at referencen var trådt i stedet for ansøgernes forældre, eller at referencen var ansøgernes nærmeste familie. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af referencens asylsag, at referencen var flyttet hen til sin ægtefælle, da referencen indgik ægteskab med denne, og at de eneste slægtninge, der var omtalt i asylsagen, var referencens mor, søn, niece og onkel. Det fremgik endvidere af referencens asylsag, at referencen havde oplyst, at hendes mor, søn, niece og fætter på tidspunktet for asylansøgningen boede i referencens hjemby, og at de alle boede i det samme hus. Det fremgik desuden af asylsagen, at referencen, da hun blev foreholdt, at hun først havde forklaret, at det var hendes onkel, der fortsat boede i referencens hjemby, i stedet forklarede, at der rettelig var tale om en slægtning fra referencens moders side af familien, som ikke var en onkel, men rettelig en slægtning, der ifølge lokal tradition kunne defineres som en fætter. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at ansøgerne havde boet hos referencen, siden de var henholdsvis ganske lille og nyfødt, og at referencen havde det fulde ansvar over for ansøgerne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen i forbindelse med asylsagen ikke havde oplyst om, at hun havde ansvaret for ansøgerne eller havde nævnt ansøgerne i forbindelse med udfyldelsen af sit familieskema i forbindelse med asylsagen. Udlændingenævnet fandt det påfaldende, at referencen ikke i forbindelse med udfyldelsen af asylansøgningsskemaet havde oplyst om navnene på ansøgernes forældre, ligesom referencen havde oplyst, at hun ikke havde haft kontakt til ansøgerne siden sin flugt, da referencen havde oplyst, at det ikke var muligt at få telefonisk kontakt til ansøgerne, og at referencen ikke havde forsørget ansøgerne, men at referencen desuagtet havde været i stand til at få oplyst, at referencens moder var afgået ved døden. Det forhold, at referencen var analfabet, kunne ligeledes ikke føre til en ændret vurdering, da det fremgik af asylsagen, at referencen havde bekræftet, at hun forstod tolken, og at referencen havde afgivet bemærkninger til asylreferaterne. Udlændingenævnet fandt, at der var tale om så væsentlige oplysninger, at referencen burde have oplyst herom til de danske myndigheder, da referencen blev spurgt ind til sine familieforhold. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at ansøgerne risikerede at blive dræbt som følge af referencens flugt, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved kunne være tale om oplysninger af asylretlig karakter, der ikke kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. FAM/2015/168.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. oktober 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 21-10-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Bosnien-Hercegovina og disses to fællesbørn, født i henholdsvis 1997 og 2002, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne indrejste i Danmark i maj 2012 og søgte asyl. Ansøgerne blev i maj 2012 meddelt afslag på asyl, og denne afgørelse kunne ikke påklages, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. I oktober 2012 meddelte Justitsministeriet ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I december 2013 meddelte Justitsministeriet på ny ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, idet den ene ansøger ganske vist led af en sådan alvorlig psykisk sygdom, som efter Justitsministeriets praksis ville kunne begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse, men som ansøgeren ville kunne blive behandlet for i hjemlandet. I november 2014 meddelte Justitsministeriet på ny ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, idet det var muligt for den ansøger, der led af psykisk sygdom, at blive behandlet i Bosnien-Hercegovina. I december 2014 indgav ansøgernes partsrepræsentant på ansøgernes vegne ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Partsrepræsentanten henviste i den forbindelse til FN’s børnekonvention. I januar 2015 afslog Justitsministeriet at genoptage ansøgernes sag om humanitær opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte i august 2015 ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke ved eller siden deres indrejse i Danmark i maj 2012 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke havde haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de kunne gives opholdstilladelse i Danmark. Det forhold, at den ene ansøger var psykisk syg, havde været indlagt og modtog medicin herfor, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste til, at Justitsministeriet i sine afgørelser fra oktober 2012, december 2013 og november 2014 havde meddelt ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og at Justitsministeriet i januar 2015 havde afvist at genoptage sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, måtte anses som en lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold, og at Justitsministeriet havde vurderet, at den fornødne medicin kunne fås i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet ikke havde tillagt en genoptagelsesanmodning fra oktober 2015 vedrørende ansøgernes sag om humanitær opholdstilladelse opsættende virkning. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at ansøgernes fællesbørn havde opholdt sig i Danmark siden maj 2012, at fællesbørnene talte dansk og indgik i hverdagen i det danske samfund, og at de var knyttet til deres respektive skoler og lokalsamfundet, samt at der til sagen var vedlagt skoleudtalelser vedrørende fællesbørnene, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at fællesbørnene måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af, at de havde gået i skole i Danmark og havde fået et socialt netværk og venner i blandt andet gymnasiet, skolen og til fritidsaktiviteter, kunne dette ikke i sig selv medføre, at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, henset til, at familien alene havde opholdt sig i Danmark på til dels processuelt ophold siden deres indrejse, og at længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, som har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der ikke efter praksis kan meddeles opholdstilladelse i Danmark alene under henvisning til, at en ansøger taler dansk og kan gå i skole eller på gymnasiet på almindelige vilkår. Udlændingenævnet henviste desuden til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast ophold med opholdstilladelse i Danmark, og at børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt herudover, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen – herunder at familien ikke havde haft opholdsgrundlag i Danmark, længden og karakteren af familiens ophold og børnenes faktiske tilknytning til deres forældre, som de var indrejst sammen med – ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke stred mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgerne til at tage ophold i hjemlandet, hvor de udrejste fra i 2012. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at fællesbørnenes sociale og følelsesmæssige udvikling i høj grad var afhængig af, at de havde minimum én forælder, som kunne støtte dem økonomisk, socialt og følelsesmæssigt. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at børnene var indrejst sammen med deres forældre. Uanset at den ene forælder måtte have været den primære omsorgsperson både før og efter familiens indrejse i Danmark, fandt Udlændingenævnet, at dette i sig selv ikke kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at et afslag på opholdstilladelse til fællesbørnene ikke efter Udlændingenævnets opfattelse udgjorde et uproportionalt indgreb i fællesbørnenes rettigheder i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Børnekonvention. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt tillige, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til opholdstilladelse end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i cirka tre år og fem måneder i et andet land uden opholdstilladelse til dette land, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forældre som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Dette gælder uanset, om der måtte være dårlige økonomiske og sociale vilkår i børnenes og deres forældres hjemland. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således, at fællesbørnene ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, og at deres forældre dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børnene og forældrene. Det forhold, at det ene af fællesbørnene på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, var mindreårig, og at fællesbarnet efter Udlændingestyrelsens afgørelse i august 2015 var blevet myndig, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet fællesbarnet ej heller som myndig ville kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til familiens forhold eller på baggrund af egne selvstændige forhold. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at den ene forælder arbejdede frivilligt i en genbrugsbutik to gange ugentligt, og at det ene fællesbarn havde arbejdet frivilligt i forbindelse med afholdelsen af en festival. FAM/2015/169.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. oktober 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 19-10-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en eritreisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference blev meddelt asyl i juli 2013. I november 2013 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende reference. Af ansøgningsskemaet fremgik det, at parret traf hinanden tre år før ægteskabets indgåelse, at parret havde gået i skole sammen, at parret ikke boede sammen inden ægteskabets indgåelse, og at parret så hinanden hver dag i skolen og på markedet inden ægteskabets indgåelse. Det fremgik endvidere, at parret indgik ægteskab i marts 1998 i Etiopien, at parret boede sammen efter ægteskabets indgåelse, at parret sidst så hinanden i 1999, og at parret holdt kontakt via telefon og Skype. Det fremgik af den herboende references asylsag fra november 2012, at referencen oplyste at have indgået ægteskab med ansøgeren imarts 1998, at parret ikke havde set hinanden siden december 1999, og at referencen på dette tidspunkt ikke vidste, hvad der var sket med ansøgeren. I maj 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 c, stk. 1. Det blev til støtte for klagen anført, at parret forsøgte at flygte i december 1999, at parret blev adskilt på grænsen mellem Etiopien og Sudan og mistede kontakten til hinanden, at den herboende reference fandt ansøgeren og sin lillesøster i 2013, at parret havde mistet alle personlige papirer, at indgåelse af ægteskab i Etiopien sker ved, at parterne indskrives i kirkebogen, at der ikke er tradition for udstedelse af vielsesattester ved indgåelse af ægteskab, at præsten, som forestod vielsen mellem parret, var død. Det blev endvidere anført til støtte for klagen, at parrets familier var vidne til ægteskabets indgåelse, at hverken den herboende reference og ansøger havde indgået et nyt forhold med en ny partner under parrets adskillelse, idet parret ikke havde kendskab til hinandens skæbne, og at den herboende reference betragtede parret som ægtefæller trods adskillelsen. Endelig var det anført til støtte for klagen, at den herboende reference efter adskillelsen spurgte enhver eritreer og etiopier, hun mødte, om de havde kendskab til ansøgerens skæbne, og at den herboende reference efter ankomsten til Danmark fortsatte søgningen efter ansøgeren, og at en etiopier fra Athen fandt ansøgeren i Etiopien.

    Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at den herboende reference og ansøgeren havde indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for ægteskabets indgåelse, idet den herboende reference ikke havde fremsendt en vielsesattest. Det forhold, at den herboende reference havde anført, at indgåelse af ægteskab i Etiopien sker ved, at parterne indskrives i kirkebogen, at der ikke er tradition for udstedelse af vielsesattester ved indgåelse af ægteskab, og at præsten, som forestod vielsen mellem parret, var død, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at såfremt dokumentation for ægteskabet mellem parret forelå, ville ægteskabet ikke kunne anses for retsgyldigt efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference var henholdsvis 19 år og 14 år ved ægteskabets indgåelse i marts 1998 i Etiopien. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det var uden betydning, om ægteskabet betragtedes som retsgyldigt i hjemlandet. Udlændingenævnet henviste herved til, at det afgørende i forhold til udlændingelovens regler for familiesammenføring, er, hvorvidt der er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, at parret efter ægteskabets indgåelse i marts 1998 havde boet sammen, og at parret sidst havde set hinanden i december 1999. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at det angivne samliv var etableret på et tidspunkt, hvor den herboende reference var 14 år, og ansøgeren var 19 år, og at samlivet blev afbrudt, da den herboende reference var 16 år, og ansøgeren var 21 år. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at et par ikke kan opnå en bedre retsstilling, end hvis parret havde indgået ægteskab, og at et ægteskab mellem mindreårige, eller hvor en af parterne er mindreårig, ikke kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren og den herboende references forhold ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den herboende references alder ved ægteskabets indgåelse, og at parret sidst havde set hinanden i 1999, hvor den herboende reference var 16 år. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der på tidspunkterne for ægteskabets indgåelse og adskillelsen ikke var etableret et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at hverken ansøgeren eller den herboende reference havde indgået et nyt forhold med en ny partner under parrets adskillelse, idet parret ikke havde kendskab til hinandens skæbne, og at den herboende reference betragtede parret som ægtefæller trods adskillelsen, fandt Udlændingenævnet ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2015/176.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. oktober 2015 – Hjemsendelse af nordisk statsborger

    Dato: 15-10-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdsret og hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Island, der havde modtaget ydelser til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 18 og lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4. Klageren var i august 2012 indrejst i Danmark. I september 2014 indberettede den kommune, hvori klageren boede, til Udlændingestyrelsen, at klageren havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, at klageren havde modtaget ydelserne siden april 2014, og at kommunen ikke vidste, om ydelsen måtte antages at være vedvarende.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at hjemsende klageren, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, og havde konstateret, at klagerens opholdsret derfor var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 18. Udlændingenævnet fandt det godtgjort, at klageren havde modtaget vedvarende ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 3, idet klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra april 2014 til Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2015 – det vil sige i mere end seks måneder. Udlændingenævnet lagde derfor til grund, at klageren i perioden, hvor klageren havde modtaget ydelserne efter lov om aktiv socialpolitik, ikke havde været i stand til at skaffe sig beskæftigelse, og at ydelserne derfor måtte antages at ville blive vedvarende. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det kunne føre til, at Udlændingenævnet ikke stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om hjemsendelse af klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren kun havde boet lovligt i Danmark i cirka to år og 11½ måned, og at hun således havde boet i Danmark i mindre end tre år, hvorfor en hjemsendelse af klageren ikke ville være i strid med lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 5, og Nordisk Konvention om social bistand og sociale tjenesters artikel 7. Det forhold, at klageren på klagetidspunktet havde opholdt sig i Danmark i mere end tre år, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde opholdt sig i Danmark i mere end tre år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig i Danmark siden august 2012, at hun i perioden fra april 2014 til og med juli 2015 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at klageren i sin klage havde oplyst, at hun nu, hvor kommunen var ophørt med at udbetale kontanthjælp, var gået i gang med at søge job. Udlændingenævnet fandt således efter de foreliggende oplysninger, at klageren ikke kunne anses for at have været omfattet af EU-rettens regler for fri bevægelighed, herunder som EØS-borger, under klagerens hidtidige ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt ej heller, at det forhold, at ansøgeren og dennes barn var glade for at bo i Danmark, hvor ansøgeren og barnet havde fået venner, og hvor barnet gik i skole og deltog i fritidsaktiviteter, kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og dennes barn indrejste i Danmark i august 2012, og at ansøgeren og barnet derfor havde opholdt sig i Danmark i mindre end tre år, ligesom Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren og barnet havde familie i Island. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde fået konstateret bipolær affektiv sindslidelse, at en medarbejder hos jobcenteret herefter havde sygemeldt klageren, hvorfor klageren begyndte at modtage ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at klageren efter længere tids behandling begyndte at føle sig bedre tilpas. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke led af en akut eller aktuelt livstruende lidelse, og at der måtte antages at være tilgængelige behandlingsmuligheder i Island. FAM/2015/167.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. oktober 2015 – Børnesammenføring – Forsørgelseskrav

    Dato: 12-10-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15, og § 9 c, stk. 1. Den herboende fader blev meddelt opholdstilladelse her i landet i marts 2013 som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren var født i 2009 og søgte i januar 2014 om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende fader. Den herboende fader havde i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse oplyst, at han aldrig havde set ansøgeren, idet faderen flygtede fra Somalia før ansøgeren blev født, at ansøgeren var bosiddende hos sin farmoder, at ansøgerens moder havde opgivet ham til ansøgerens farmoder cirka et år efter, at ansøgeren blev født, og at ansøgerens moder ikke ville kendes ved ansøgeren, men at ansøgeren og hans moder havde begrænset kontakt til hinanden.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, idet væsentlige hensyn talte for at stille krav om, at den herboende fader ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, indtil han meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15. Udlændingenævnet lagde herved lagt vægt på, at den herboende fader allerede var udrejst af Somalia, da ansøgeren blev født, at faderen aldrig havde set ansøgeren, og at han af egen fri vilje valgte at rejse fra Somalia i 2009. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende fader og ansøgeren ikke havde haft regelmæssig kontakt i en længere periode, og at der derfor forelå væsentlige hensyn, der talte for at stille krav om, at faderen ikke modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at faderen fra november 2013 til september 2015 havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der i sagen ikke forelå oplysninger, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier efter EMRK artikel 8 ikke havde en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og havde levet hovedparten af sit liv i Somalia, hvor han havde været bosiddende hos henholdsvis sin moder og sin farmoder, og at ansøgeren siden januar 2015 igen var bosiddende hos sin farmoder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det til sagen var oplyst, at den herboende fader og ansøgeren aldrig havde boet sammen, da faderen flygtede fra Somalia, før ansøgeren blev født, at faderen og ansøgeren efter det oplyste aldrig havde besøgt hinanden, at faderen og ansøgeren efter det oplyste alene havde talt i telefon sammen, og at der i sagen ikke var oplyst om væsentlige forhindringer for, at faderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang som hidtil ved telefonopkald og eventuelle besøgsophold. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det var den herboende faders eget valg at søge opholdstilladelse i Danmark og efterlade ansøgerens moder og ufødte søn i hjemlandet. Den herboende fader havde således frivilligt opgivet familielivet med ansøgeren, idet faderen selv havde truffet beslutningen om at rejse til Danmark uden ansøgeren, ligesom faderen selv havde valgt ikke at se ansøgeren, efter at han blev født. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader allerede var udrejst af Somalia, da ansøgeren blev født, at han havde stiftet ny familie, at faderen og hans herboende ægtefælle i perioden fra januar 2004 til starten af 2009 havde haft et samliv hos faderens forældre i Mogadishu, at faderen i marts 2013 søgte om familiesammenføring fra Malaysia, at faderen ikke tidligere i forbindelse med sin ansøgning om opholdstilladelse i 2013 havde oplyst om ansøgeren, og at faderen først ca. et år efter, at han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, havde ansøgt om opholdstilladelse til ansøgeren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde boet hos sin moder i sit første leveår, at ansøgerens moder efter det oplyste ikke længere ville kendes ved ansøgeren, at ansøgeren efter det oplyste havde boet hos sin farmoder, at ansøgeren ifølge det oplyste i faderens klage fra september 2014 ikke længere kunne bo hos sin farmoder, da hun var blevet for gammel til at passe ham, at ansøgeren efter det oplyste rejste til Kenya med faderens ven, hvor ansøgeren efter ca. to til tre måneders ophold blev syg med malaria, og at ansøgeren på afgørelsestidspunktet igen var bosiddende hos sin farmoder. Det forhold, at den herboende fader til sagen havde oplyst, at han var flygtet fra Somalia, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at faderen var meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i Danmark og dermed ikke som flygtning efter udlændingelovens §§ 7 eller 8. På den baggrund fandt Udlændingenævnet det ikke urimeligt at henvise den herboende fader til samvær med ansøgeren eventuelt via besøgsophold i hjemlandet eller telefonisk som hidtil. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende fader til brug for en dna-undersøgelse havde oplyst ansøgerens moders telefonnummer, da Udlændingestyrelsen havde anmodet om kontaktoplysninger på ansøgeren. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og ansøgerens moder antageligt havde kontakt i et vist omfang, idet faderen havde oplyst hendes kontaktoplysninger, da faderen blev spurgt om kontaktoplysningerne til ansøgeren. Det indgik desuden i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende fader i sin klage havde anført, at ansøgeren var syg og havde behov for lægelig behandling i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at faderen ikke havde oplyste yderligere om ansøgerens helbredsmæssige tilstand end det af faderen telefonisk oplyst, herunder oplyst hvilken lægelig behandling han måtte have behov for i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til, at der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren fortsat havde familie i Somalia, herunder sin farmoder, sine fastre og onkler, sine kusiner og fætre og sin moder, og at ansøgeren således ikke var uden omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at der som udgangspunkt ikke kunne meddeles opholdstilladelse med henblik på at indlede eller fortsætte et behandlingsforløb i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse også vægt på, at den herboende fader havde oplyst, at ansøgeren havde modtaget behandling mod malaria på et sygehus i Somalia. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der i sagen ikke var oplyst om ganske særlige forhold, herunder alvorlige personlige og helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, ligesom Udlændingenævnet fandt, at det ikke ville være i strid med barnets tarv efter FN’s børnekonvention at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/166.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 05-10-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en thailandsk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle havde fra januar 2014 til oktober 2014 modtaget ressourceforløbsydelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle i marts 2008 blev bevilget et fleksjob, at han fra april 2008 til august 2012 havde haft et fleksjob, at han i januar 2014 blev visiteret til et ressourceforløb med virkning fra januar 2014 med henblik på at udvikle hans arbejdsevne, som var forværret, og han allerede i oktober 2014 blev tilkendt førtidspension, da det blev vurderet, at han uanset støtte, herunder beskæftigelse i fleksjob, ikke ville blive i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der forelå særlige grunde til at dispensere fra udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt således, at det ud fra en konkret vurdering og en rimelighedsbetragtning måtte anses for uproportionalt, såfremt ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle fra januar 2014, hvor han havde været visiteret til fleksjob, til oktober 2014, hvor han blev tilkendt førtidspension, havde modtaget ressourceforløbsydelse. FAM/2015/198.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 05-10-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren, der var født i 1996, flygtede efter det oplyste til Danmark som 15-årig i oktober 2011. Det fremgik af sagen, at ansøgerens forældre og søskende et til to år forinden var udrejst til Iran uden ansøgeren, og at ansøgeren havde opholdt sig 13 til 14 år i Afghanistan inden udrejsen til Danmark. Ansøgeren var i april 2013 blevet meddelt endeligt afslag på asyl, jf. udlændingelovens § 7. Ansøgeren var i april 2013 blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, gældende til ansøgeren fyldte 18 år i oktober 2014.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at han under henvisning til længden og karakteren af opholdet kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2011, og at han i april 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 16 ½ år, da han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, frem til han var 18 år. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i en alder af cirka 15 år, hvorfor det måtte lægges til grund, at han havde haft hovedparten af sine formative år uden for Danmark. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i sit hjemland, indtil han var cirka 13 eller 14 år, at han havde modtaget undervisning i hjemlandet, at han talte flydende dari, og at han ikke sås at have en sådan tilknytning til personer her i landet, som kunne begrunde en opholdstilladelse. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren talte næsten flydende dansk, at han havde gået på en almindelig dansk folkeskole, at han havde danske venner og bekendte, at han gik til taekwondo i en klub to gange ugentligt, at han arbejdede på et autoværksted, og at han havde været i flere praktikforløb, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren ikke havde kontakt til sin familie i Afghanistan, fandt Udlændingenævnet ligeledes ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren var myndig. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at han havde familiemedlemmer i Afghanistan, og at han havde kontakt til sine forældre, som efter det oplyste fortsat befandt sig i Iran. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. FAM/2015/164.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 05-10-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Ansøgeren, som var kinesisk statsborger, blev i april 2009 meddelt opholdstilladelse som studerende i Danmark, som var gyldig indtil juni 2011. Ansøgeren blev endvidere i maj 2012 meddelt opholdstilladelse med gyldighed til ultimo juli 2013. I maj 2014 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført på baggrund af en ansøgning indleveret medio 2013. Det fremgik af denne opholdstilladelse, at den var gyldig fra ultimo januar 2014, hvor betingelserne for opholdstilladelsen var opfyldt, og at denne dato var afgørende for, hvornår ansøgeren kunne få permanent opholdstilladelse. Ultimo juli 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark og blev i februar 2015 af Udlændingestyrelsen meddelt afslag herpå. Det var til støtte for klagen gjort gældende, at ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af familiesammenføring var indgivet i juli 2013, hvilket var inden udløbet af ansøgerens opholdstilladelse som studerende i juli 2013, at der således var tale om uafbrudt ophold i Danmark siden april 2009, og at kravet om fem års lovligt ophold i Danmark derfor var opfyldt.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, da hun ikke havde boet lovligt her i landet i mindst fem år, og i hele denne periode havde været meddelt opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7 – 9 f, 9 i – 9 n eller 9 p, idet hun ikke havde haft opholdstilladelse i perioden fra ultimo juli 2013 til ultimo januar 2014. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på ordlyden af bestemmelsen i udlændingelovens § 27, stk. 3, hvoraf det fremgår, at beregningen af de i udlændingelovens § 27, stk. 1, nævnte tidsrum – herunder beregningen af tidsrummet for lovligt ophold i Danmark efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1 – afbrydes, når en meddelt opholdstilladelse udløber. Da ansøgerens opholdstilladelse som studerende udløb ultimo juli 2013, lagde Udlændingenævnet således til grund, at beregningen af ansøgerens sammenhængende lovlige ophold blev afbrudt herved. Udlændingenævnet lagde endvidere afgørende vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 27, stk. 1, at de i § 11, stk. 3, nr. 1, nævnte tidsrum regnes fra tidspunktet, hvor betingelserne for opholdstilladelsen er opfyldt, såfremt dette tidspunkt ligger efter ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet henviste i denne forbindelse til, at det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse fra maj 2014, at den var gyldig fra ultimo januar 2014, hvor betingelserne for opholdstilladelsen var opfyldt, samt at det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgerens herboende ægtefælle, med hvem ansøgeren blev familiesammenført, først fyldte 24 år ultimo januar 2014, hvorfor ægteskabet mellem den herboende ægtefælle og ansøgeren først kunne danne grundlag for en opholdstilladelse som familiesammenført fra den dato, hvor den herboende ægtefælle opfyldte 24-årskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. FAM/2015/165.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. oktober 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

    Dato: 01-10-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en marokkansk statsborger i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, idet hun havde modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Ansøgeren havde i forbindelse med klagen oplyst, at kommunen efter hendes opfattelse havde tilsidesat deres oplysningspligt efter forvaltningslovens § 7 og god forvaltningsskik ved ikke at have vejledt hende om konsekvenserne ved at modtage supplerende kontanthjælp i forhold til reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren henviste i den forbindelse til Højesterets dom i U 1996.803 H.

    Udlændingenævnet fandt, ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse og frem til det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i januar 2014, april 2014 og juli 2014 havde modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik, i alt 2.266,97 kr. Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at kommunen efter hendes opfattelse havde tilsidesat sin oplysningspligt efter forvaltningslovens § 7 og god forvaltningsskik ved ikke at have vejledt om konsekvenserne ved at modtage supplerende kontanthjælp i forhold til reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ydelserne, som ansøgeren havde modtaget, var ydelser udbetalt til forsørgelse, at ansøgeren havde skrevet under på sin ægtefælles ansøgning om kontanthjælp, og at ansøgeren på den baggrund – henset til reglerne om gensidig forsørgelsespligt – måtte anses for at være medansøgende i forhold til hendes ægtefælles sag om udbetaling af sociale ydelser. Udlændingenævnet bemærkede, at udbetaling af supplerende kontanthjælp til ansøgeren var begrundet i reglerne om ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt, hvorefter enhver mand og kvinde i forhold til det offentlige har ansvar for blandt andet at forsørge sig selv og sin ægtefælle, jf. § 2 a i lov om aktiv socialpolitik, hvorfor Udlændingenævnet fandt endvidere, at dette ikke var i modstrid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til privatliv, herunder retten til selvbestemmelse i forhold til reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse. Det forhold, at kommunen havde oplyst, at ansøgeren ikke havde modtaget vejledning om modtagelse af sociale ydelser i forhold til reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde oplyst til kommunen, at hun havde konkrete planer om at indgive en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, som tillige først var blevet indgivet en måned efter ansøgningen om kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt således, at kommunen ikke havde haft aktuel anledning til at vejlede ansøgeren om kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, ligesom Udlændingenævnet fandt, at der ikke kan antages at være en generel vejledningspligt for landets kommuner til at vejlede om reglerne for tidsubegrænset opholdstilladelse i forbindelse med, at en udlænding eller dennes ægtefælle måtte søge om hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endelig, at den af ansøgeren påberåbte afgørelse optrykt i U 1996.803 H ikke gav anledning til en ændret vurdering. FAM/2015/79.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. september 2015 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 25-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Vietnam, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren blev i marts 2014 meddelt afslag på visum, da ansøgeren skulle besøge sin herboende daværende kæreste, som var søster til ansøgerens nuværende ægtefælle. Ansøgeren ansøgte på ny om visum til Danmark i juni 2014 under henvisning til sin herboende daværende kæreste, og ansøgeren blev i juli 2014 meddelt visum til Danmark, hvorefter han indrejste i landet. Ansøgeren og ægtefællen mødte hinanden i august 2014 via ansøgerens tidligere kæreste, som også var ansøgerens ægtefælles søster, og parret flyttede sammen allerede samme dag, som parret mødte hinanden. I september 2014 indgik ansøgeren ægteskab med sin nuværende ægtefælle. Ansøgerens nuværende ægtefælle havde et handicap i form af en hjerneskade og havde som følge heraf svær mental nedsættelse. Kommunen havde overfor Udlændingestyrelsen udtrykt mistanke om, at ansøgerens ægtefælles søster havde arrangeret familiesammenføringen.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. § 9, stk. 9, og ansøgeren kunne derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen vægt på, at der mellem parret var en ikke ubetydelig aldersforskel på 13 år, og at parret indgik ægteskab efter et meget kort personligt bekendtskab. Udlændingenævnet henviste herved til, at det i ansøgningsskemaet var oplyst, at parret mødte hinanden i august 2014 - kun 13 dage efter ansøgerens indrejse i Danmark - at det var gennem ansøgerens tidligere kæreste, som også var ansøgerens ægtefælles søster, at parret mødte hinanden, at parret efter det oplyste flyttede sammen allerede samme dag, som parret mødte hinanden, og at parret indgik ægteskab i september 2014 efter kun cirka én måneds bekendtskab. Det indgik endvidere i vurderingen, at ansøgeren tidligere havde været kæreste med ægtefællens søster, og at han i forbindelse med sit seneste besøg her i Danmark havde til hensigt at besøge ægtefællens søster. Udlændingenævnet fandt således, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Det forhold, at ægtefællens mentale nedsættelse med nedsat funktionsniveau ikke hindrede hende i at udøve normalt samliv med et andet menneske, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet kommunen overfor Udlændingestyrelsen havde udtrykt mistanke om, at ansøgerens tidligere kæreste, som var søster til ansøgerens nuværende ægtefælle, havde arrangeret familiesammenføringen. Det anførte om, at aldersforskellen mellem ansøgeren og ægtefællen ikke burde have betydning for sagen, idet dette var ganske normalt i parrets kultur, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at aldersforskellen imellem ansøgeren og ægtefællen ikke i sig selv var udslagsgivende, men alene indgik som et delelement i en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt ægteskabet måtte anses for at være indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt således efter en samlet vurdering, at der var et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren havde indgået ægteskab med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/192.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. september 2015 – Erhverv – Almindeligt lønarbejde – Pendler – Designansvarlig

    Dato: 23-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på en ansøgning om pendlerarbejdstilladelse som in-house kreativ designansvarlig til en amerikansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 6. Ansøgeren var blevet tilbudt en stilling på 37,5 timer ugentligt til en månedsløn på 19.500 kr. Ansøgerens arbejdsopgaver skulle primært bestå af optegning af produkter, koncepter, messer, at arbejde med udvikling af design, opdatering af web samt udføre grafisk arbejde generelt. Ansøgeren havde en Bachelor of Fine Arts fra USA og havde ifølge egne oplysninger siden 2009 haft arbejdserfaring inden for salg, interiør, møbler og grafisk design. Ansøgeren havde i perioden fra september 2013 til september 2015 haft en svensk opholds- og arbejdstilladelse. Ansøgeren havde siden maj 2014 arbejdet freelance for samme virksomhed, som nu havde tilbudt hende arbejde som in-house kreativ designansvarlig.

    Udlændingenævnet fandt, at den beskæftigelse, som ansøgeren var tilbudt, måtte betragtes som almindeligt lønarbejde inden for det almindelige arbejdsmarked. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den tilbudte beskæftigelse som designansvarlig måtte anses for at være sædvanligt faglært arbejde, ligesom ansøgeren ikke var tilbudt beskæftigelse på baggrund af særlige kvalifikationer, idet det måtte antages, at ansøgeren ikke var den eneste, som ville kunne varetage arbejdet som in-house kreativ designansvarlig hos virksomheden. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde gennemført en Bachelor of Fine Arts i december 2013, og at hun i sin ansøgning havde anført, at hun havde erfaring inden for interiør, møbler og grafisk design. Udlændingenævnet noterede sig i den forbindelse, at der manglede dokumentation for ansøgerens forudgående arbejdserfaring. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde haft arbejdserfaring siden 2009, at hun i ansøgningen alene havde givet oplysninger om arbejdserfaring fra 2012, at hun i ansøgningen havde angivet, at hun i perioden fra november 2013 til december 2013 havde været beskæftiget som Sales Associate, og at hun i perioden fra maj 2014 til november 2014 havde været selvstændig erhvervsdrivende som interiør- og grafisk designer, hvor hun havde hjulpet firmaer med grafisk design og design af interiør. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren havde begrænset relevant arbejdserfaring til den tilbudte stilling som in-house kreativ designansvarlig, idet det endvidere måtte antages, at praktikopholdet i perioden fra juni 2012 til september 2012 var sket som led i hendes uddannelse og dermed primært havde et uddannelsesmæssigt sigte. Udlændingenævnet tillagde det herudover vægt, at der måtte anses for at være tilgængelig og kvalificeret arbejdskraft i Danmark og EU/EØS-landene. Udlændingenævnet lagde afslutningsvis vægt på, at ansøgeren var tilbudt en stilling på 37,5 timer ugentligt til en månedsløn på 19.500 kr., hvilket Udlændingenævnet fandt talte for, at der ikke var tale om beskæftigelse på baggrund af særlige kvalifikationer. ERH/2015/172.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. september 2015 – Erhverv – Greencardordningen – Indberetning i SIS

    Dato: 23-09-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen til en pakistansk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at ansøgeren var registreret i Schengeninformationssystemet (SIS) som uønsket i Schengenlandene.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse i medfør af greencardordningen under henvisning til, at han var indberettet som uønsket i Schengenlandene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ud fra de af Udlændingenævnet indhentede oplysninger fra Rigspolitiets Sirenekontor ikke kunne lægges til grund, at registreringen i SIS vedrørte ansøgeren, idet Udlændingenævnet fandt, at det af Rigspolitiet fremsendte foto ikke umiddelbart var sammenligneligt med de af ansøgeren fremsendte pasfotos i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at det ud fra oplysningerne fra Rigspolitiet ikke kunne lægges til grund, at det reelt var ansøgeren, der var registreret i SIS og ikke en anden person fra Pakistan. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, hvorvidt de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter greencardordningen var opfyldt. ERH/2015/162.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 16-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en bhutanesisk statsborger, der boede i USA, og som havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle var i november 2010 blevet meddelt opholdstilladelse som kvoteflygtning efter udlændingelovens § 8, stk. 1, og var indrejst i Danmark i februar 2011. Den herboende ægtefælle havde inden for de seneste tre år forud for afgørelsen om opholdstilladelse modtaget ydelser efter integrationsloven og lov om aktiv socialpolitik.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af oplysninger fra den herboende ægtefælles kommune, at den herboende ægtefælle i perioden fra februar 2011 til december 2011 havde modtaget hjælp til underhold efter integrationsloven og i perioden fra januar 2012 og frem til ansøgningstidspunktet havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, samt at hun i 2011 havde modtaget engangshjælp. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse fortsat sås at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af en udtalelse fra Udlændingestyrelsen fremgik, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle, hvis hun tog ophold med sin ægtefælle i USA, ville risikere refoulement til Bhutan, hvor det ikke kunne afvises, at hun kunne blive udsat for asylretlig forfølgelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise den herboende ægtefælle til at indrejse og tage ophold i USA for der at udøve familielivet med ansøgeren, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde fem særbørn i Danmark, hvoraf de fire var umyndige og gik i skole, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, vil kunne fraviges. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende ægtefælles særbørn først var kommet til Danmark i februar 2011 og således kun havde haft fire og et halvt års ophold i Danmark. FAM/2015/221.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2015 – Hjemsendelse af nordisk statsborger

    Dato: 16-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdsret og hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Sverige, der havde modtaget ydelser til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 18 og lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4. Klageren var i maj 2014 indrejst i Danmark. I februar 2015 indberettede den kommune, hvori klageren boede, til Udlændingestyrelsen, at klageren havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, at klageren havde modtaget ydelserne siden oktober 2014, og at kommunen formodede, at klageren ville have brug for vedvarende ydelser i mere end et halvt år.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at hjemsende klageren, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, og at Udlændingestyrelsen havde konstateret, at klagerens opholdsret derfor var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 18. Udlændingenævnet fandt det godtgjort, at klageren havde modtaget vedvarende ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 3, idet klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra oktober 2014 til Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2015 – det vil sige i mere end seks måneder. Udlændingenævnet lagde derfor til grund, at klageren i perioden, hvor klageren havde modtaget ydelserne efter lov om aktiv socialpolitik, ikke havde været i stand til at skaffe sig beskæftigelse, og at ydelserne derfor måtte antages at ville blive vedvarende. Det forhold, at klageren kortvarigt forud for oktober 2014 havde haft beskæftigelse, og at klageren til støtte for sin klage havde anført, at han var arbejdssøgende, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet klageren siden oktober 2014 havde modtaget hjælp til forsørgelse, og idet klageren selv forventede at modtage offentlig hjælp året ud. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det kunne føre til, at Udlændingenævnet ikke stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om hjemsendelse af klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde familie i Danmark og kun havde boet lovligt i Danmark i cirka et år og fire måneder, og at han således havde boet i Danmark i mindre end tre år, hvorfor en hjemsendelse af klageren ikke ville være i strid med lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 5, og Nordisk Konvention om social bistand og sociale tjenesters artikel 7. Udlændingenævnet fandt desuden, at klageren ikke kunne anses for at være omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed, herunder som EØS-borger, under klagerens hidtidige ophold i Danmark, henset til at klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik siden oktober 2014. Det forhold, at klageren til støtte for sin klage havde anført, at han ved en hjemsendelse til Sverige ville blive hjemløs, og at han ikke havde familie i Sverige, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet klageren i Sverige havde mulighed for at modtage offentlig hjælp – herunder hjælp til at finde en bolig og arbejde. FAM/2015/66.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Dato: 16-09-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Hviderusland, der i februar 2008 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens dagældende § 9 c, stk. 1. Ansøgeren var i perioden mellem oktober 2014 og oktober 2015 under uddannelse som serviceassistent. Det fremgik af sagen, at ansøgeren siden august 2010 og frem til påbegyndelsen af uddannelsen havde været i et fast ansættelsesforhold i en kommune, at ansøgeren fortsat var ansat hos den samme arbejdsgiver, og at ansøgeren efter endt uddannelse ville vende tilbage til den samme afdeling hos den samme arbejdsgiver. Der blev under sagens behandling ved Udlændingenævnet fremlagt dokumentation for, at uddannelsen var påbegyndt på arbejdsgiverens foranledning.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ville være tilknyttet arbejdsmarkedet på tidspunktet for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgerens uddannelse ville blive afsluttet i oktober 2015, og ansøgeren ville på det tidspunkt vende tilbage til og fortsat være ansat i en tidsubegrænset stilling, hvorfor Udlændingenævnet tilbagesendte sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2015/78.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. september 2015 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie

    Dato: 15-09-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til en mozambiquisk statsborger, som havde søgt om familiesammenføring under henvisning til sin herboende faster. Den herboende faster blev i april 1997 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå særlige grunde til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forældre var afgået ved døden i henholdsvis 2008 og 2009, at ansøgeren havde boet hos sin farmoder og farfader, at farfaderen var afgået ved døden, at farmoderen nu var for syg til at drage omsorg for ansøgeren, at den herboende faster havde forældremyndigheden over ansøgeren, og at den herboende faster efter det oplyste efter forældrenes død havde sendt penge hver måned til ansøgeren til dækning af udgifter til blandt andet skole, transport og uniform. Udlændingenævnet tillagde det endvidere stor vægt, at den herboende faster havde været i Mozambique i perioden fra december 2013 til januar 2014, at den herboende faster igen fra juli 2014 til januar 2015 havde været i Mozambique for at være sammen med ansøgeren, at den herboende faster fortsat havde draget omsorg for ansøgeren under hendes ophold i Mozambique, og at hun siden januar 2015 havde draget omsorg for ansøgeren i Danmark, hvor de begge var indrejst samtidig. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at særlige grunde talte for, at ansøgeren kunne tage ophold hos sin herboende faster som nærmeste slægtning, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, såfremt de øvrige betingelser for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, måtte være opfyldt. FAM/2015/163.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. september 2015 – Au pair – Livsforløb

    Dato: 10-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark til en ansøger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. Ansøgeren havde på ansøgningstidspunktet afsluttet seks års grundskole, fire års gymnasium samt fire års videregående uddannelse, herunder uddannelsen Bachelor of Science in Business Administration Major in Financial Management i marts 2012. Ansøgeren havde desuden siden juli 2012 været beskæftiget som ”Accounting Clerk” i en filippinsk virksomhed. Værtsmoderen havde til støtte for klagen anført, at ansøgeren fortsat var hjemmeboende, at hun havde en kort uddannelse i økonomi, at hun havde arbejdet i et mindre firma, hvor hun havde været beskæftiget med kontooverførsler, at hun herved tjente ca. 800-900 kr. månedligt, at hun var enebarn og boede hjemme hos sine forældre, at hun ikke endnu havde opbygget en karriere, at såvel ansøgerens tante som hendes kusine havde en tilsvarende baggrund som ansøgeren, og at de begge tidligere havde været på au pair-ophold i Danmark. Værtsmoderen havde endvidere anført, at værtsfamilien tidligere havde haft au pairs med uddannelse og karriere f.eks. som sygeplejerske, og at værtsmoderen af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering var blevet vejledt om, at det har betydning for meddelelse af en opholdstilladelse som au pair, om au pair-personen er hjemmeboende eller ej. På baggrund af værtsmoderens klage anmodede Udlændingenævnet i august 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om en udtalelse om indholdet af den oplyste vejledning til værtsmoderen. Udlændingenævnet anmodede endvidere i august 2015 værtsmoderen om at fremsende erklæringer fra de pågældende personer, som der i klagen var henvist til som havende sammenlignelige sager med ansøgerens sag, hvori de pågældende skulle samtykke til, at oplysningerne i deres sager måtte refereres i ansøgerens sag. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering oplyste i en udtalelse fra august 2015, at det ikke af sagen fremgik, at styrelsen skulle have oplyst, at det havde betydning, at ansøgeren var hjemmeboende, ligesom det ikke var indgået i styrelsens vurdering, om ansøgeren havde været ude- eller hjemmeboende.

    Udlændingenævnet fandt, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark ikke kunne anses at være, at hun ønskede at udvide sin kulturelle horisont og forbedre sine sproglige og faglige kundskaber. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse var 24 år, og at hun havde gennemført 14 års skolegang i Filippinerne. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i marts 2012 havde gennemført uddannelsen Bachelor of Science in Business Administration Major in Financial Management i Filippinerne, og at hun siden juli 2012 havde været beskæftiget inden for sit felt som ”Accounting Clerk” hos en filippinsk virksomhed. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren måtte antages at være så godt etableret i sit hjemland, at et au pair-forløb ikke kunne anses som en naturlig forlængelse af hendes hidtidige livsforløb, og at hun derfor ikke kunne formodes at have til hensigt at opnå en kulturel udveksling i tråd med au pair-ordningens formål og hensigt. Udlændingenævnet lagde til grund, at værtsmoderen ikke – som hun var blevet anmodet om – havde fremsendt de anmodede erklæringer fra de pågældende personer, som hun havde henvist til som havende sammenlignelige sager med ansøgerens sag. Udlændingenævnet bemærkede dog, at afgørelser efter udlændingelovens § 9 j, stk. 1, træffes efter et konkret og samlet skøn over sagens omstændigheder, og at den omstændighed, at et eller flere forhold i forskellige sager er ens, ikke nødvendigvis fører til, at udfaldet af sagerne er ens. ERH/2015/175.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Administrativ udvisning – Kriminalitet – EU-borgere

    Dato: 07-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med et indrejseforbud i to år af to polske statsborgere i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1 og § 32, stk. 4, 5. pkt. Det fremgik af en politirapport, at de to udviste, der var mor og datter, havde begået butikstyveri, hvor de havde stjålet varer for 1.379,20 kr. Det fremgik af rapporten, at de to udviste var blevet anmeldt i marts 2015, da de var gået ind i et prøverum med en række varer og derefter kom tomhændede ud med hver en taske i hånden. Anmelderen havde mistet dem af syne ved et kundeskab, men havde senere samme dag taget kontakt til de to udviste, da de på ny var kommet tilbage til butikken. De havde hver i deres tasker nogle varer, som den pågældende butik førte. I tasken lå også en del stanniol, ligesom der i kundeskabet var flere varer, der blev ført af den pågældende butik, der var forsynet med alarmer, der var viklet ind i et tykt lag stanniol. Moderen erkendte tyveriet over for politiet. Hun forklarede til politiet, at hun og datteren var turister fra Polen, at de skulle hjem senere samme dag, at hendes datter ikke havde noget med tyveriet at gøre og ikke var vidende om, at moderen havde lagt en parfume i datterens taske. Datteren forklarede, at hun var kommet til Danmark i februar 2015, at hendes fader boede fast i Danmark, at han havde opholdt sig i Danmark i cirka syv år, at hun tidligere havde besøgt Danmark, og at hun ikke vidste, hvem der havde pakket alarmerne ind i stanniol. Det fremgik af et bødeforelæg fra den pågældende dag, at de to udviste havde betalt bødeforelæg på henholdsvis 1.500 kr og 1.000 kr. I marts 2015 udviste Udlændingestyrelsen moderen og datteren af Danmark med et indrejseforbud på to år. I april 2015 klagede den udviste moders advokat på vegne af de to og anførte til støtte for klagen, at de udviste med deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, at advokaten ikke mente, at den begåede kriminalitet var af professionel karakter, samt at tyveriet ikke kunne antages at være begået med henblik på at omsætte varerne på et senere tidspunkt, da varerne blandt andet var beklædning og makeup. Advokaten henviste endvidere til, at de to udviste ikke var tidligere straffet. Advokaten henviste desuden til de refererede TFK 2012.1042 og TFK 2009.670.

    Udlændingenævnet lagde til grund ud fra de udvistes egne oplysninger, at de på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde opholdt sig i Danmark i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet fandt herefter, at betingelserne for at kunne udvise de pågældende med et indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 5. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf deres afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at de to udviste i forening begik butiksrøveri i den pågældende butik i marts 2015, at de begge havde erkendt dette, og at de begge havde betalt en bøde for forholdet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset at de to udviste var EU-borgere, kunne de udvises administrativt med indrejseforbud, idet deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark måtte anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den professionelle karakter af tyveriet, idet varernes alarmer var pakket ind i stanniol, antallet af stjålne varer og den korte periode, de to udviste havde været i Danmark, førend de begik kriminalitet. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse og at udvisningen således ikke var uforenelig med EU-reglerne. Det af advokaten anførte om, at de udviste alene havde brugt stanniol til at pakke varerne ind i, og ikke som i sag TFK 2012.1042 havde benyttet en såkaldt russerpose, hvilket efter advokatens opfattelse havde et mere professionelt tilsnit end at pakke varerne ind i stanniol, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering, da formålet med begge anordninger var at undgå, at alarmerne kunne aktiveres, og at det ikke er afgørende for graden af professionalisme, hvor avanceret udstyret til at omgå alarmsystemet er. Det af advokaten anførte om, at de udviste ikke var tidligere straffede i modsætning til sagen refereret i TFK 2009.670, fandt Udlændingenævnet heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, da Udlændingenævnet vurderede, at butikstyveriet grundet udførselsmetoden samt værdien af de stjålne genstande, og henset til at forholdet var begået af flere i forening, havde en så professionel karakter, at der var tale om et forhold, der udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, der kunne bevirke, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for de to udviste, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det forhold, at de udvistes ægtefælle og fader boede i Danmark og skulle have boet her i syv år, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, da familien havde indrettet sig således, at de udøvede samvær i forbindelse med ferieophold, hvilket de kunne fortsætte med i Polen. FAM/2015/174.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 07-09-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsløs palæstinenser fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark i juli 2014 og blev i august 2014 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgik af den herboende ægtefælles asylsag, at hun i maj 2009 indgik ægteskab med ansøgeren, som var hendes fætter. Det fremgik endvidere, at hun havde læst engelsk litteraturvidenskab på Universitetet i Homs og havde arbejdet som engelsklærer, og at ansøgeren var beskæftiget som ejendomsmægler. Det fremgik af sagen, at parret efter det oplyste boede sammen fra december 2009 til juli 2014, hvor den herboende ægtefælle flygtede, og at parret havde et fællesbarn født i februar 2014. Den herboende reference afgav i september 2015 mundtlig forklaring til Udlændingenævnet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens samlede omstændigheder, herunder at parret efter det oplyste havde haft et samliv på fælles, selvstændig bopæl efter ægteskabets indgåelse i cirka fire et halvt år forud for den herboende ægtefælles flugt fra hjemlandet, at parret havde et fællesbarn, at de begge var veluddannede, og at parret indgav ansøgning om familiesammenføring umiddelbart efter, at den herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at parret måtte antages at have afkræftet formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, eller at parret ikke aktuelt havde et selvstændigt ønske om at fortsætte samlivet. FAM/2015/161.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 07-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en pakistansk statsborger, der havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende voksne søn. Det fremgik af sagen, at ansøgerens søn var født i 1986 som dansk statsborger, at han boede de første 16 år af sit liv i Pakistan, og at han i 2003 indrejste i Danmark. Endvidere fremgik det, at han i perioden fra juni 2007 til november 2013 var udrejst til Sverige, og at ansøgeren boede i Sverige, hvor hun havde haft opholds- og arbejdstilladelse i perioden fra september 2012 til november 2013. Desuden fremgik det, at ansøgerens ægtefælle var død i 1989, at ansøgeren ikke længere kunne bo alene, og at den herboende voksne søn havde forsørget ansøgeren sammen med hans brødre. Det blev til støtte for klagen anført, at ansøgeren havde boet sammen med sin søn, indtil han udrejste til Danmark i 2003, og at ansøgeren efterfølgende havde boet sammen med sin søn fra juni 2008, først i Pakistan, og siden oktober 2008 i Sverige.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende voksne søn, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens søn ikke havde boet sammen, siden sønnen udrejste til Danmark i 2003 og indtil juni 2008. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren og ansøgerens søn skulle have boet sammen i Sverige i perioden fra oktober 2008 til november 2013, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens søn havde boet på den samme adresse i Sverige, som ansøgerens datter og hendes familie boede på. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgerens søn ikke havde etableret en selvstændig husstand i Sverige, som ansøgeren var en del af. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev givet opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren ikke led af alvorlig sygdom eller handicap, at ansøgeren var 60 år, og at hun måtte formodes at kunne klare sig selv enten i Sverige eller i Pakistan, hvor hun havde boet størstedelen af sit liv. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke sås at foreligge et særligt afhængigheds- eller plejeforhold, der kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens sønner havde forsørget hende, men Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da ansøgerens sønner fortsat kunne gøre dette, selvom ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/255.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Hjemsendelse af nordisk statsborger

    Dato: 07-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Norge, der havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, hvorved ansøgerens opholdsret i Danmark var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 18. Ansøgeren indrejste i Danmark fra Norge i juli 2012 sammen med sine tre mindreårige børn. I september 2012 underrettede ansøgerens bopælskommune Udlændingestyrelsen om, at ansøgeren havde ansøgt om løbende forsørgelse i forbindelse med sin indrejse fra Norge til Danmark, men at ansøgeren havde fået afslag herpå under henvisning til, at ansøgeren havde en ægtefælle i Norge, der var forpligtet til at forsørge hende. I oktober 2012 indberettede ansøgerens bopælskommune til Udlændingestyrelsen, at ansøgeren var bevilget kontanthjælp fra august 2012, ligesom bopælskommunen i april 2013 oplyste over for Udlændingestyrelsen, at ansøgeren fortsat siden august 2012 havde modtaget kontanthjælp.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette traf afgørelse om at hjemsende klageren, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, og udlændingelovens § 18. Udlændingenævnet fandt det godtgjort, at klageren havde modtaget vedvarende ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 3, idet klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra august 2012 og frem til Udlændingestyrelsens afgørelse i november 2014. Ansøgeren havde således modtaget ydelser til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik i mere end seks måneder, hvorfor Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren i perioden for udbetaling af kontanthjælp ikke havde været i stand til at opnå beskæftigelse i Danmark, ligesom ydelserne ifølge oplysninger fra ansøgerens bopælskommune måtte antages at blive vedvarende. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren allerede søgte om offentlige ydelser i forbindelse med sin indrejse fra Norge i juli 2012, og at hun efter at have fået dette bevilget i august 2012 uden afbrydelse havde modtaget sådanne ydelser. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at dette kunne føre til en ændret vurdering af sagens udfald. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren alene havde boet i Danmark i ca. to år og fire måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, at hun således havde boet mindre end tre år her i landet, og at en hjemsendelse af hende derfor som udgangspunkt ikke ville være i strid med lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 5, samt Nordisk Konvention om social bistand og sociale tjenesters artikel 7. Det forhold, at ansøgerens tidligere ægtefælle efter det oplyste havde truet ansøgeren med, at han ville tage hendes børn fra hende og rejse tilbage til ansøgerens oprindelige hjemland, og at børnene gik i danske institutioner, fandt Udlændingenævnet – henset til længden og karakteren af ansøgerens og børnenes ophold i Danmark – ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at børnene grundet deres alder og varigheden af deres ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, der kunne føre til, at ansøgeren ikke skulle hjemsendes i medfør af udlændingelovens § 18. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at børn efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark i forhold til udlændingeloven efter seks til syv års ophold med opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke kunne anses for at være omfattet af EU/EØS-reglerne, idet hun ikke på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde arbejde i Danmark, var arbejdssøgende i Danmark eller havde gået i skole i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede samtidigt – henset til oplysningerne om at ansøgeren udrejste af Danmark i december 2014 og genindrejste i juni 2015 – at det efter lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, og udlændingelovens § 18, er et krav, at en nordisk statsborger, der er blevet hjemsendt, har pligt til at udrejse af Danmark i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist, men at den pågældende har mulighed for at indrejse i Danmark på ny på et senere tidspunkt og tage nyt ophold, jf. udlændingelovens § 1. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at der ved et nyt ophold i Danmark påbegyndtes en ny treårig periode i henhold til lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 5. FAM/2015/160.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1

    Dato: 07-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en irakisk statsborger, da ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation for at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra denne betingelse. Ansøgeren havde i forbindelse med ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse oplyst, at hun ikke havde bestået Prøve i Dansk 1, at hun var pensionist, og at hun havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren havde indsendt dokumentation fra et sprogcenter, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde deltaget sporadisk i danskundervisning, at hun kunne tale lidt engelsk, og at hun ikke led af helbredsmæssige problemer, der kunne påvirke hendes deltagelse. Ansøgeren fremsendte endvidere dokumentation fra hendes journalrapport vedrørende hendes beskæftigelsesindsats, hvoraf det fremgik, at hendes danskundervisning blev stoppet midlertidigt på grund af hendes ægtefælles forhold, idet hun ikke turde lade sin ældre og svagelige ægtefælle være alene hjemme. Ansøgeren havde været beskæftiget som lærer, men hun havde efter det oplyste ikke været i stand til at lære dansk endnu af aldersmæssige, sociale og helbredsmæssige årsager. Der var endelig fremlagt en lægeerklæring, hvoraf det fremgik, at ansøgeren formentlig havde en PTSD-tilstand, og at hun led af KOL.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at hun ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, såfremt Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren led af angst, vrangforestillinger og muligvis af PTSD gennem flere år samt KOL, at hun nu var blevet folkepensionist, og at hun på baggrund af disse sygdomme og grundet hendes ægtefælles helbred var blevet fritaget for danskundervisning. Udlændingenævnet fandt, at disse forhold ikke kunne føre til dispensation fra danskprøve-kravet, da ansøgeren ikke herved kunne anses for at være ude af stand til at tilegne sig yderligere danskkundskaber, eller at det måtte være uproportionalt at stille et sådan krav. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ophøret af ansøgerens deltagelse i danskundervisningen primært var forårsaget af ægtefællens forhold, herunder behov for konstant hjælp og støtte i hjemmet. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren havde en uddannelsesmæssig baggrund som lærer. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke kunne anses for uproportionalt at stille krav om bestået Prøve i Dansk 1 som betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren havde mulighed for at tilmelde sig Prøve i Dansk 1 uden at have deltaget i et fastlagt undervisningsforløb, og at danskprøven således også kunne tages på baggrund af selvstudier eller efter privatundervisning. FAM/2015/65.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2015 – Familiesammenføring, andre – Søskende

    Dato: 04-09-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en congolesisk statsborger med sin herboende broder, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Ansøgeren var født i januar 1999. Den herboende broder blev i november 2009 meddelt opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren havde siden november 2011 boet hos en ældre mand i Tanzania, som hun ikke var i familie med, men som fungerede som hendes omsorgsperson.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren efter en konkret vurdering af sagens omstændigheder ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at personen i Tanzania var hendes nærmeste omsorgsperson. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende broder konsekvent havde oplyst om ansøgeren i forbindelse med behandlingen af sin asylsag og ved behandlingen af sin første familiesammenføringssag, og at de divergenser, der måtte være i den herboende broders forklaring vedrørende familieforhold, efter Udlændingenævnets opfattelse ikke var af en sådan betydelig karakter, at ansøgeren burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning hertil. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren var uden omsorgspersoner i Tanzania, lagde Udlændingenævnet vægt på det af den herboende broder oplyste ved hans ansøgninger om asyl og familiesammenføring og det af broderen anførte vedrørende omsorgspersonens manglende vilje til fortsat at tage sig af ansøgeren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på den herboende broders forklaring på nævnsmødet i Udlændingenævnet i september 2015, hvor han blandt andet forklarede, at ansøgeren ikke længere opholdt sig lovligt hos omsorgspersonen. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren og den herboende broder var hinandens nærmeste slægtninge, og at den daværende omsorgsperson ikke kunne antages at være ansøgerens primære omsorgsperson, idet han efter det oplyste alene havde taget sig af ansøgeren siden november 2011. Udlændingenævnet tillagde det vægt, at den herboende broder siden maj 2012 havde sendt penge til forsørgelse af ansøgeren. FAM/2015/199.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Dato: 04-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6, til en statsborger fra Peru. Ansøgeren blev i februar 2010 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren var i perioden fra september 2009 til april 2013 optaget på en videregående uddannelse normeret til 120 ECTS-point, og ansøgeren havde siden september 2010 optjent 65 ECTS-point. Under uddannelsesforløbet afholdt ansøgeren et års barsel i forbindelse med sin datters fødsel i januar 2011.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren siden september 2010 havde optjent 65 ECTS-point svarende til 13 måneders uddannelse. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at ansøgeren under sin videregående uddannelse havde været på barsel. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til ordlyden af bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 6, nr. 2, hvoraf det fremgår, at et uddannelsesforløb her i landet, hvor en udlænding har været optaget på en videregående uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution, indgår med den fulde varighed af uddannelsesforløbet beregnet på grundlag af det antal point, som udlændingen har opnået efter det fælleseuropæiske pointsystem (ECTS). Udlændingenævnet bemærkede hertil, at der i forarbejderne til bestemmelsen vedrørende uddannelse ikke er anført noget om fravær, som det er tilfældet vedrørende fravær i forbindelse med ordinær beskæftigelse, herunder fravær som følge af blandt andet sygdom, ferie eller barsel. En barselsperiode under et uddannelsesforløb kan således efter bestemmelsen ikke efterfølgende tillægges den normerede uddannelsestid. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder CEDAW-konventionen. FAM/2015/191.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. september 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Dato: 03-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Elfenbenskysten. Ansøgeren var i oktober 2006 blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på grundlag af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren havde oplyst, at hun havde været i deltidsbeskæftigelse i perioden fra februar 2007 til februar 2012, at hun i perioden fra januar 2004 til juni 2013 havde gennemført uddannelsen BA Hospitality Management ved University of West London som fjernstudie, og at hun på ansøgningstidspunktet var selvstændig erhvervsdrivende. Ansøgeren havde til støtte for klagen anført, at hun under sin deltidsansættelse havde været på barsel og været sygemeldt grundet graviditet. Ansøgeren havde endvidere anført, at hun havde arbejdet mere end fuldtid i sin egen virksomhed, men at hun ikke havde tjent nok til at give sig selv løn.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse, i ordinær beskæftigelse eller drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de seneste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren alene havde været i ordinær beskæftigelse i cirka et år og syv måneder inden for de seneste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at de perioder, hvor ansøgeren havde været sygemeldt, havde haft barsel og haft orlov med løn, kunne medregnes i beskæftigelsesperioden, da hun i disse tilfælde havde været ansat i samme virksomhed både før og efter perioderne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den periode, hvor ansøgeren havde haft orlov uden løn, ikke kunne medregnes, da hun ikke var vendt tilbage til ansættelsesforholdet efterfølgende, eftersom hun ikke fik sin tidsbegrænsede ansættelse forlænget. Udlændingenævnet fandt desuden, at den periode, hvor ansøgeren havde gennemført uddannelsen BA Hospitality Management som fjernstudie, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 180 af 26. april 2012 side 35, at såfremt en uddannelse gennemført i udlandet skal kunne indgå i beregningen af, om en udlænding har været under uddannelse, har været i ordinær beskæftigelse eller drevet selvstændig erhvervsvirksomhed, forudsættes det blandt andet, at udlændingen har været i beskæftigelse her i landet på det tidspunkt, hvor udlandsopholdet påbegyndes, samt at udlændingen har orlov fra sin arbejdsplads her i landet, og at udlændingen således forventes at genoptage sit arbejde efterfølgende. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren havde påbegyndt sin uddannelse, før hun påbegyndte sin beskæftigelse, og at hun ikke havde haft orlov til at gennemføre uddannelsen, der var gennemført som fjernstudie. Udlændingenævnet fandt endelig, at den periode, hvor ansøgeren havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed, ikke kunne medregnes i beskæftigelsen, da ansøgeren ikke havde fremsendt dokumentation for virksomheden i form af for eksempel momsangivelser og regnskaber. FAM/2015/189.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. september 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse – Fleksjob

    Dato: 03-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en bosnisk statsborger, som havde humanitær opholdstilladelse i Danmark på baggrund af udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Ansøgeren havde været ansat i fleksjob i perioden fra april 2009 til januar 2010 og igen fra maj 2010 til april 2012. Det fremgik af sagen, at ansøgeren led af posttraumatisk belastningsreaktion og periodisk depression, samt at han var i behandling herfor. Til støtte for klagen var det anført, at ansøgerens tilstand blev forværret over tid, og at tilstanden derfor blev vurderet som værende uden mulighed for forbedring. Endelig blev det til sagen oplyst af kommunen, at ansøgeren var omfattet af fleksjobbestemmelserne, at han ikke var i fleksjob på tidspunktet for afgørelsen, da han var i behandling hos Rehabiliteringscenter for torturofre, Jylland (RCT-Jylland), samt at han var under udredning for, om han eventuelt skulle modtage førtidspension.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles. Udlændingenævnet lagde herved vægt på oplysningerne fra kommunen om, at ansøgeren var omfattet af fleksjobbestemmelserne, men ikke aktuelt var i fleksjob, da han var i behandling hos RCT-Jylland. Det forhold, at der ikke var nogen bedring, der gjorde, at han kunne genoptage sit fleksjob, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgerens status på afgørelsestidspunktet var uafklaret, idet han var under udredning med henblik på stillingtagen til førtidspension. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren opfyldte betingelsen om aktuelt at være i beskæftigelse eller under uddannelse, eller at der var grundlag for at dispensere fra bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren havde været omfattet af fleksjobbestemmelserne siden november 2010. Udlændingenævnet fandt det derfor ikke uproportionalt at stille betingelsen om, at ansøgeren skulle opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, da det ikke var dokumenteret eller godtgjort, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville kunne opfylde betingelsen, om end det eventuelt ikke lod sig gøre med ordinær fuldtidsbeskæftigelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at fleksjob efter reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse, idet fleksjob er et tilbud til personer, der har en så varig og væsentlig nedsat arbejdsevne, at personen ikke har mulighed for at opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet. Betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, vil således kunne opfyldes ved fleksjob. FAM/2015/190.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. september 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Au pair

    Dato: 02-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afvisning af en ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse som au pair i Danmark meddelt til en ansøger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. Ansøgeren indgav sin ansøgning om forlængelse af opholdstilladelsen til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering knap halvanden måned efter, at den oprindelse opholdstilladelse var udløbet.

    Udlændingenævnet fandt, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med rette afviste ansøgerens ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse som au pair her i landet, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 3, jf. stk. 2, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgningen var indgivet efter udløbet af den oprindelige opholdstilladelse, og at det som altovervejende hovedregel er et krav, at ansøgning om forlængelse af en eksisterende opholdstilladelse som au pair indgives, inden opholdstilladelsen udløber. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå omstændigheder, der efter forarbejderne til bestemmelsen kunne begrunde en dispensation fra betingelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik udtrykkeligt på engelsk af den oprindelige opholdstilladelse, at en eventuel ansøgning om forlængelse af opholdstilladelsen skulle indgives, inden opholdstilladelsens udløb, at en sådan ansøgning tidligst kunne indgives to måneder inden opholdstilladelsens udløb, og at ansøgerens ophold her i landet ville blive betragtet som ulovligt, såfremt hun indleverede en ansøgning om forlængelse efter udløbet af hendes oprindelige opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde et personligt ansvar for at sikre sig, at hun på ethvert tidspunkt overholdt betingelserne for sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet tillagde det desuden betydelig vægt, at forlængelsesansøgningen først var indgivet knap halvanden måned efter, at den oprindelige opholdstilladelse udløb, og at der således var passeret et længere tidsrum, hvilket talte for, at ansøgningen skulle afvises. ERH/2015/158.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. september 2015 – Au pair – Uddannelsesniveau

    Dato: 02-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair efter udlændingelovens § 9 j, stk. 1, til en filippinsk statsborger. Ansøgeren havde gået seks år i grundskole. Hun begyndte en ungdomsuddannelse i 2002, men måtte forlade skolen i december 2002 på grund af sygdom. I 2003-2004 fortsatte hun uddannelsen, men igen måtte hun forlade skolen i november 2004 på grund af sygdom. I april 2015 gennemførte Den Danske Ambassade i Manilia, Filippinerne, et interview med ansøgeren. Ambassaden vurderede, at hendes engelskkundskaber var på niveau med en ”6th Grader”. Ansøgeren havde under interviewet vanskeligt ved at formulere sig og forstå flere af spørgsmålene på engelsk, ligesom hun anvendte simple engelske ord og sætninger.

    Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som au pair i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 j, stk. 1, idet hun ikke i fornødent omfang kunne forventes at få et tilfredsstillende sprogligt, fagligt og kulturelt udbytte af et au pair-ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde en tilstrækkelig uddannelsesmæssig baggrund, idet hun med seks års grundskole og to års afbrudte uddannelsesforløb på ungdomsuddannelsen alene havde gennemført ca. otte års skolegang i Filippinerne. Udlændingenævnet henviste herved til, at en ansøger som udgangspunkt skal have gennemført skolegang svarende til 9. klassetrin. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde afbrudt sit studie på grund af dårligt helbred, og at hun efter endt uddannelse var nødt til at hjælpe sine forældre med familiens afgrøder, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren i dette tilfælde ikke havde en tilstrækkelig uddannelsesmæssig baggrund. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at Den Danske Ambassade i Manila, Filippinerne, havde vurderet, at ansøgeren under interviewet havde vanskeligt ved at formulere sig og forstå flere af spørgsmålene på engelsk, ligesom hun anvendte simple engelske ord og sætninger. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren i forbindelse med ambassadeinterviewet ikke havde udvist de fornødne sproglige kundskaber med henblik på at få et tilfredsstillende udbytte af et au pair-ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at ansøgeren havde gennemført otte år og to måneders uddannelse, at de resterende måneder op til kravet om ni års uddannelse ikke burde stå i vejen for hendes muligheder for et au pair-ophold, at omstændighederne bag hendes manglende uddannelse var ude af hendes kontrol på grund af sygdom, og at hun var nødsaget til at arbejde udenlands med henblik på at forsørge sin familie, samt at hendes søster – som hun skulle afløse som au pair hos værtsfamilien – havde fået en god kulturel forståelse af Danmark og lært dansk, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at værtsfamilien, hvor ægtemanden var britisk, vurderede, at ansøgerens engelskkundskaber var gode, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at det anførte ikke ændrede ved det forhold, at ansøgeren ikke havde en tilstrækkelig uddannelsesmæssig baggrund eller besad de fornødne sprogegenskaber med henblik på at få et tilfredsstillende sprogligt, fagligt og kulturelt udbytte af et au pair-ophold i Danmark. ERH/2015/188.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. september 2015 – Erhverv – Beløbsordningen – Proforma

    Dato: 02-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, til en statsborger fra Tyrkiet.

    Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder grund til at antage, at ansøgerens tilbudte ansættelse som ”kok” hos en navngivet virksomhed måtte anses for proforma, og at det afgørende formål med hans ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af beskæftigelse måtte anses for at være med henblik på at opnå et længerevarende ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indgav sin ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af beløbsordningen få måneder efter, at han havde gennemgået et kokkekursus af fem måneders varighed, at han alene havde været i beskæftigelse som kok i Tyrkiet i ca. fire år og ni måneder, men alene fire måneder som færdiguddannet. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at ansøgeren ikke trods opfordring hertil havde dokumenteret, at en årsløn på 384.000 kr. var realistisk set i forhold til virksomhedens budget og de øvrige medarbejderes aflønning. Udlændingenævnet fandt endvidere, at virksomhedens generelle prisniveau på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke naturligt skabte grundlag for den tilbudte høje månedsløn. Udlændingenævnet henviste til, at der var indsendt et driftsbudget for virksomheden, hvoraf det fremgik, at der var kalkuleret med en årlig omsætning på 1.440.000 kr., personaleomkostninger på 660.000 kr., samt et årligt resultat på 189.000 kr., at der udover ansøgerens ansættelse påtænktes ansat en medhjælper og en tjener, hvorefter der fratrukket ansøgerens årsløn alene ville være en samlet årsløn på 276.000 kr. til fordeling mellem de to øvrige medarbejdere, der herefter alene ville have mulighed for at oppebære en månedsløn på 11.500 kr. hver især. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der på afgørelsestidspunktet var ansat fire deltidsansatte, som kunne håndtere cafeservering, at der ikke forelå oplysninger om en kok, og at lønniveauet for de fire deltidsansatte ikke var oplyst. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at den fremsendte ansættelseskontrakt ikke opfyldte udlændingelovens krav, herunder med angivelse af CVR-nummer eller P-nummer indskrevet i kontrakten, samt at det ikke havde været muligt at klarlægge ansøgerens ansættelsesvilkår i forhold til opsigelse og ferie. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ansættelse efter det oplyste tog afsæt i et ønske om at etablere en tyrkisk restaurant, der endnu ikke var drift, mens det ved opslag på internettet fremgik, at der allerede var etableret en restaurant på den adresse, der var anført i ansøgerens ansættelseskontrakt som arbejdssted. Det forhold, at virksomhedens ejer lejede virksomhedens lokaler, og at han ikke kunne afvente svar fra udlændingemyndighederne, da der skulle betales husleje hver måned, hvorfor han havde valgt at benytte lokalerne som café, indtil det var muligt at åbne en tyrkisk restaurant på stedet, og at konceptet ville blive ændret til en tyrkisk restaurant, når der blev ansat en tyrkisk kok, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering, da oplysningerne ikke afkræftede formodningen om, at ansøgeren alene var blevet tilbudt ansættelse med en indtjening over 384.000 kr. med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren ifølge de fremsendte oplysninger var gift med en EU-borger, at arbejdsgiveren havde oplyst til styrelsen, at han var kommet i kontakt med ansøgeren via fælles kontakter i Tyrkiet, mens det under Udlændingenævnets behandling af sagen blev oplyst, at ansøgeren var blevet skilt og var arbejdsgiverens nevø. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgeren og hans onkel havde forsøgt at omgå reglerne for opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. ERH/2015/159.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 27-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger født i 1986 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Den herboende ægtefælle var født i Danmark og var dansk statsborger. Den herboende ægtefælle boede frem til oktober 2014 hos sine forældre i Danmark. Den herboende ægtefælle udrejste af Danmark i april 2015 til Sverige. I februar 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende ægtefælle. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2009 i Pakistan, at de selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at de selvstændigt havde planlagt brylluppet. Det fremgik endvidere, at parret havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse på en ferie i 2012, og at parret havde indgået ægteskab i Pakistan i april 2014. Ansøgeren havde ansøgt om et besøgsvisum til Danmark og var i den forbindelse til samtale på den danske ambassade i Islamabad i oktober 2014. Ansøgeren havde ved samtalen oplyst, at parret havde startet forholdet i 2012, at parrets forældre havde givet tilladelse til ægteskabet, at den herboende ægtefælle var kommet til Pakistan dagen før parrets bryllup, at parret havde boet sammen som ægtefæller i fire dage, inden den herboende ægtefælle var rejst tilbage til Danmark, og at parret ikke havde set hinanden i perioden fra forholdets begyndelse til ægteskabets indgåelse. Den herboende ægtefælle var indkaldt til møde i Udlændingenævnet, men han mødte ikke op til mødet.

    Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var indgået efter parrets eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, idet ansøgeren og hendes ægtefælle var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, da de var fætter og kusine. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, udover det der følger af selve ægteskabet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til sagen oplyste om den herboende ægtefælles tilknytning til Danmark – i forhold til sagens øvrige omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret var mødtes første gang i 2009, da parret var henholdsvis 18 år og 22 år, at parret havde indledt forholdet i 2012, hvor parret var henholdsvis 21 år og 25 år, at den herboende ægtefælle var kommet til Pakistan dagen før parrets bryllup, og at parret meget kortvarigt havde boet sammen som ægtefæller i omkring fire dage, før den herboende ægtefælle var rejst tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for forholdets begyndelse samt ægteskabets indgåelse havde boet hos sine forældre, og at parret ikke sås at have etableret en selvstændig bopæl. Det forhold, at parret havde anført, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, at parret selv havde besluttet at indgå ægteskab, at parret selv havde planlagt deres bryllup, og at den herboende ægtefælle på ansøgningstidspunktet var under uddannelse i Danmark, hvor han også havde et arbejde, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Det forhold, at parret havde haft telefonisk kontakt, og at parret havde boet sammen på en ferie i 2012, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet oplysningerne om parrets kontakt og opholdet ikke havde haft en sådan udstrækning, at det kunne tillægges nogen afgørende betydning. FAM/2015/219.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 27-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger, som var født i 1989, efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens ægtefælle var født i 1991 i Danmark og var dansk statsborger. Ansøgerens ægtefælle boede frem til april 2015 hos sine forældre i Danmark indtil hans udrejse af Danmark til Sverige. I februar 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med ægtefællen. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2008 i Pakistan, at de selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at de selv havde planlagt brylluppet. Det fremgik endvidere, at parret havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse på en ferie i 2008, at parret havde indgået ægteskab i Pakistan i juli 2010, og at ansøgeren havde været på besøg i Danmark i perioderne fra december 2010 og 90 dage frem, fra juli 2011 og 90 dage frem og igen fra december 2014 og frem. Ansøgerens ægtefælle var indkaldt til et møde i Udlændingenævnet med henblik på at afgive forklaring, men han mødte ikke op til mødet.

    Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet mellem ansøgeren og ægtefællen var indgået efter parrets eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, og Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ægtefællen var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, idet de var fætter og kusine. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, udover det der følger af selve ægteskabet. Det forhold, at parret havde anført, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, at parret indledte forholdet i 2008, at parret i 2010 selv besluttede at indgå ægteskab, og at parret selv planlagde deres bryllup, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til sagen oplyste om ægtefællens tilknytning til Danmark – i forhold til sagens øvrige omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde således til grund, at parret mødtes første gang i 2008, da parret var henholdsvis 18 år og 16 år, og at parret indgik ægteskab i 2010, da parret var henholdsvis 20 år og 18 år. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ægtefællen på tidspunktet for ægteskabets indgåelse boede hos sine forældre. Det forhold, at parret havde haft telefonisk kontakt, og at ansøgeren havde været på besøg i Danmark i perioderne fra december 2010 og 90 dage frem, fra juli 2011 og 90 dage frem og igen fra december 2014 og frem, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet opholdene ikke havde haft en sådan udstrækning, at det kunne tillægges nogen afgørende betydning. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret ikke sås at have etableret en selvstændig bopæl. FAM/2015/220.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 27-08-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig thailandsk statsborger. Den herboende reference blev i 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt ud fra en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at det på det foreliggende grundlag ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens fader i hjemlandet havde udvist evnen eller viljen til at påtage sig ansvaret for ansøgeren siden hendes fødsel. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens fødselsattest, at ansøgeren ved fødslen skulle flytte ind på sin faders adresse sammen med den herboende reference, og at ansøgeren i forbindelse med klagen havde oplyst, at hun alene havde boet på sin faders adresse i tre måneder efter sin fødsel sammen med sin moder, hvorefter hverken ansøgeren eller den herboende reference havde haft kendskab til faderens adresse i Thailand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der var forløbet knap 15 år siden opholdet på faderens adresse, at den herboende reference havde oplyst den sidst kendte adresse på faderen, og at der var overensstemmelse mellem den adresse, som den herboende reference havde oplyst i ansøgningsskemaet, og den adresse, der var anført på ansøgerens fødselsattest. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at den herboende reference havde uddannet sig i Danmark til social- og sundhedshjælper, at hun havde været i fast beskæftigelse siden april 2012, at hendes herboende ægtefælle ligeledes var i fast beskæftigelse, at hun og ansøgeren havde haft regelmæssig telefonisk kontakt, og at hun havde besøgt ansøgeren årligt i Thailand. FAM/2015/155.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie

    Dato: 27-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til en somalisk statsborger, født i 1999, der søgte om familiesammenføring med sin herboende faster, som i august 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det var under sagen oplyst, at ansøgerens forældre var afgået ved døden, da hun var to år, at ansøgeren siden havde boet hos sin faster, at ansøgeren efter den herboende fasters udrejse fra Somalia havde boet hos naboer, hvor hun arbejdede som husholderske, at hun ikke længere kunne gå i skole, da der ikke var nogen til at betale for skolegangen, og at den herboende faster havde to brødre og to søstre i Somalia. Den herboende faster havde under behandlingen af sin asylsag alene oplyst om en navngiven datter, der samtidigt søgte asyl, og en enkelt gang nævnt, at hun havde opfostret en ikke navngiven datter på 14 år inden hendes flugt.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde til, at ansøgeren ikke ville kunne vedblive at tage ophold i Somalia. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren ville lide alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i Somalia, herunder at hun var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Somalia. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren ikke sås at være uden omsorgspersoner i Somalia, idet den herboende faster blandt andet havde fire søskende i Somalia. Udlændingenævnet henviste i øvrigt til, at generelle dårlige sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan føre til, at en ansøger meddeles opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/154.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 27-08-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, under henvisning til at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have boet lovligt her i landet i mindst fem år.

    Udlændingenævnets flertal fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2014. Flertallet fandt således ud fra en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at ansøgeren ikke på afgørelsestidspunktet burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have boet lovligt her i landet i mindst fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. § 27, stk. 1. Flertallet lagde herved vægt på, at ansøgeren i august 2008 blev meddelt ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 13, på baggrund af, at den herboende reference fejlagtigt var registreret som dansk statsborger. Ansøgeren blev derfor i februar 2013 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Flertallet fandt, at ansøgeren derfor burde stilles, som om ansøgeren fra sin indrejse i Danmark havde haft ret til opholdstilladelse efter udlændingelovens almindelige regler, og at ansøgeren derfor skulle stilles, som om hun samlet havde haft mere end fem års lovligt ophold i Danmark. Flertallet henviste i den forbindelse også til en generel forvaltningsretlig grundsætning om berettigede forventninger. Det blev også tillagt betydning, at den herboende reference, som ansøgerens opholdstilladelse i Danmark siden 2008 havde beroet på, i maj 2013 blev meddelt statsborgerskab i Danmark. Tilsvarende havde parrets fællesbørn samme dag fået dansk statsborgerskab. FAM/2015/156.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

    Dato: 27-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en russisk statsborger fra Letland. Ansøgeren blev i juli 2008 meddelt opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2. I september 2013 indgav ansøgeren ansøgning til Statsforvaltning om EU-opholdsdokument i Danmark. Ansøgeren havde i den forbindelse oplyst, at han var statsborger i Letland. I september 2013 meddelte Statsforvaltningen ansøgeren, at ansøgningen om EU-opholdsdokument blev oversendt til Udlændingestyrelsen som en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, idet Statsforvaltningen ikke havde kompetence til at behandle ansøgninger for ansøgere med et Aliens Passport. Udlændingestyrelsen anmodede i januar 2014 om ansøgerens bemærkninger til, at Udlændingestyrelsen ville lægge til grund, at ansøgeren ikke var lettisk statsborger og dermed ikke var EU-statsborger. Ansøgeren oplyste i januar 2014 over for Udlændingestyrelsen, at han kom fra Letland, at han fik hjælp til at udfylde ansøgningen i Statsforvaltningen, at han ikke havde lettisk statsborgerskab, at han var født i Letland, at han boede i Letland indtil 2008, hvorefter han indrejste i Danmark, og at han havde været i uafbrudt beskæftigelse i Danmark, siden han indrejste i 2008. I juli 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I juli 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. I august 2014 klagede ansøgeren over Udlændingestyrelsens afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren anførte til støtte for sin klage, at han efter at have fremvist sit lettiske pas til Statsforvaltningen blev henvist til at udfylde et ansøgningsskema om opholdstilladelse efter EU-bekendtgørelsen, at han fik hjælp til at udfylde ansøgningen af en medarbejder fra Statsforvaltningen, at han havde et lettisk pas, men at han ikke var statsborger i Letland, at han var født i Letland, at han boede i Letland indtil 2008, hvorefter han indrejste i Danmark, og at hans ægtefælle i december 2013 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Vedlagt klagen var blandt andet en skrivelse fra den lettiske ambassade i Danmark fra august 2014, hvoraf det fremgik, at ansøgeren ikke var statsborger i Letland, og at han tilhørte det russiske mindretal i Letland.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, da han ikke havde boet lovligt her i landet i mindst fem år og i hele denne periode havde været meddelt opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7 – 9 f, 9 i – 9 n eller 9 p, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i juli 2014 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren havde således på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i relation til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, alene haft opholdstilladelse i Danmark i cirka ni måneder regnet fra juli 2014, idet gyldigheden af ansøgerens opholdstilladelse skulle regnes fra det tidspunkt, hvor betingelserne for opholdstilladelsen var opfyldt, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren havde boet i Danmark siden juli 2008, hvor han fejlagtigt var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at en betingelse for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens almindelige regler i Danmark er, at ansøgeren skal have boet lovligt i Danmark i mindst fem år og i hele denne periode have haft opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 – 9 f, 9 i – 9 n eller 9 p, at ansøgerens ret til ophold meddelt af Statsforvaltningen i juli 2008 var meddelt efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, og dermed ikke i medfør af udlændingelovens almindelige regler, og derfor allerede af den grund ikke kunne medregnes ved opgørelse af længden af ansøgerens lovlige ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Det forhold, at ansøgeren havde haft uafbrudt beskæftigelse i Danmark siden hans indrejse i 2008, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da dette ikke kunne føre til meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at han ikke havde haft ret til ophold i Danmark efter udlændingelovens §§ 7 – 9 f, 9 i – 9 n eller 9 p, før ansøgeren i juli 2014 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset om han havde været i god tro vedrørende sin ret til ophold i medfør af EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på denne baggrund kunne have fået en mulig berettiget forventning om fortsat ret til ophold, men ikke en berettiget forventning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle i december 2013 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter EU-reglerne, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da det fremgik af UdlændingeInformationsPortalen, at ansøgerens ægtefælle var lettisk statsborger, hvorimod ansøgeren var russisk statsborger fra Letland. FAM/2015/202.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. august 2015 – Au Pair – Livsforløb

    Dato: 26-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark meddelt til en ansøger fra Filippinerne, da der ikke var en naturlig sammenhæng mellem det ønskede au pair-ophold og ansøgerens hidtidige livsforløb, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. Ansøgeren havde på ansøgningstidspunktet afsluttet seks års grundskole, fire års gymnasium samt fire års videregående uddannelse. Ansøgeren havde desuden erhvervserfaring fra perioden fra august 2009 til januar 2011, fra april 2012 til april 2014 og fra november 2014 til tidspunktet for ansøgningens indgivelse i april 2015. Ansøgeren havde til støtte for klagen anført, at der var en naturlig sammenhæng mellem det tilsigtede au pair-ophold og hans hidtidige livsforløb, at han ikke på baggrund af sin bacheloruddannelse ”Information Technology” havde fundet relevant beskæftigelse inden for IT-branchen, at han derfor havde haft tidsbegrænset og ufaglært arbejde i ovenstående perioder, samt at han sideløbende med disse ansættelser havde arbejdet frivilligt som lærer og hjulpet sine søstre med at tage sig af deres børn.

    Udlændingenævnet fandt, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark ikke kunne anses at være, at han ønskede at udvide sin kulturelle horisont og forbedre sine sproglige og faglige kundskaber, og at der således ikke forelå en naturlig sammenhæng mellem det ønskede au pair-ophold og det hidtidige livsforløb. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for ansøgningens indgivelse var 29 år, og at han havde gennemført 14 års skolegang i Filippinerne, herunder bacheloruddannelsen ”Information Technology”. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i perioden fra 2006 til 2014 havde opnået ca. syv års arbejdserfaring på forskellige arbejdspladser. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens uddannelsesmæssige baggrund sammenholdt med hans samlede erhvervserfaring medførte, at han måtte antages at være så godt etableret, at et au pair-forløb ikke kunne anses som en naturlig forlængelse af hans hidtidige livsforløb. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det af ansøgeren anførte om, at der var en naturlig sammenhæng mellem det tilsigtede au pair-ophold og det hidtidige livsforløb, at han ikke på baggrund af sin bacheloruddannelse havde fundet relevant beskæftigelse, at han havde arbejdet frivilligt som lærer, og at han i næsten to år havde hjulpet sine søstre med at tage sig af deres børn, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. ERH/2015/77.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år

    Dato: 24-08-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en nigeriansk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste tre år, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde. Det var oplyst til sagen, at den herboende ægtefælle, der var statsborger i Nigeria, i 2011 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, på baggrund af ganske særlige personlige omstændigheder, og at parret havde mødt hinanden i Danmark, hvor de var blevet gift og havde stiftet familie. Kommunen havde under sagen oplyst, at fællesbarnet ville blive efterladt uden omsorgsperson, såfremt ansøgeren ikke vedblev at bo sammen med den herboende ægtefælle og fællesbarnet, og at kommunen i så fald ville træffe beslutning om at anbringe fællesbarnet uden for hjemmet. Det var desuden oplyst, at den herboende ægtefælle ville have behov for livslang psykosocial støtte, herunder antagelig behandling med psykofarmaka og kontakt til det psykiatriske behandlingssystem. Ansøgeren havde på ansøgningstidspunktet og frem til april 2015 haft opholdstilladelse i Italien.

    Udlændingenævnet fandt, at det ville være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at den herboende ægtefælle og fællesbarnet ikke blev henvist til at indrejse i Italien eller Nigeria for der at udøve familielivet sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de grundlæggende betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. Udlændingenævnet fandt således, at der i givet fald ville kunne meddeles opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til fælles samliv på fælles bopæl med den herboende ægtefælle. FAM/2015/153.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Børnesammenføring – Aldersgrænse på 15 år

    Dato: 24-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af en herboende moder til en somalisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1. Den herboende reference indrejste i Danmark i marts 2013 og blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgeren, der indgav sin ansøgning om opholdstilladelse i Addis Abeba, Etiopien, i oktober 2013, oplyste på ansøgningstidspunktet, at han var under 15 år. Udlændingestyrelsen iværksatte i forbindelse med behandlingen af sagen en dna- og aldersundersøgelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet han ikke var under 15 år på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Retslægerådet i sin aldersundersøgelse af ansøgeren havde konkluderet, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet sandsynligvis var 19 år eller ældre. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Retslægerådet i sin undersøgelse havde konkluderet, at ansøgeren – på trods af at det ikke med rimelighed kunne afgøres, hvorvidt ansøgeren var under eller over 18 år på ansøgningstidspunktet – sandsynligvis var 19 år eller ældre på undersøgelsestidspunktet, hvorfor ansøgeren, uanset om han var under 18 år på ansøgningstidspunktet, i hvert fald var over 15 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ej heller kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Somalia, at han på ansøgningstidspunktet ikke havde været en del af den herboende references husstand i mere end et år, idet han udrejste af Somalia for at arbejde i Saudi Arabien, at ansøgeren nu opholdt sig i Etiopien, at hans moster, morbroder, faster samt yngre søskende ligeledes opholdt sig i Etiopien, hvorfor han ikke var uden omsorgspersoner i opholdslandet, og at han aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgeren ikke fortsat ville kunne opholde sig hos sine familiemedlemmer i Etiopien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende reference i sin asylsag havde oplyst, at ansøgeren valgte at udrejse af Somalia som 13-årig for at arbejde i Saudi Arabien, og at den herboende reference udrejste af Somalia og søgte asyl i Danmark uden samtidig at søge om asyl for ansøgeren, hvorfor Udlændingenævnet lagde til grund, at det måtte antages at have været et bevidst valg, at den herboende reference afbrød familielivet med ansøgeren, da hun udrejste og overlod ham i hans egen og herefter sin ægtefælles varetægt. Udlændingenævnet fandt således, at der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. For så vidt angik FN’s Børnekonvention, lagde Udlændingenævnet vægt på, at denne konvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt derudover ikke, at var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for ansøgeren, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde eller havde haft alvorlige sygdomme eller handicap. FAM/2015/152.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

    Dato: 24-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse fra januar 2014 om inddragelse af en opholdstilladelse til en uruguayansk statsborger, som i december 2012 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at den pågældende bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30, hvilket klageren ikke gjorde inden den fastsatte frist i september 2013, men først i december 2014.

    Udlændingenævnet kunne på baggrund af sagens oplysninger ikke lægge til grund, at klageren havde gennemført en danskprøve på A1-niveau eller en sprogprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden for den af Udlændingestyrelsen meddelte frist, som var i september 2013. Det forhold, at det fremgik af sagen, at klageren havde bestået modultest på Dansk Uddannelse 3, modul 1-3, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af klagerens opholdstilladelse fra december 2012 udtrykkeligt fremgik, at hun skulle bestå en danskprøve på A1-niveau, og at hun ikke sås at have dokumenteret over for hverken Udlændingestyrelsen eller Udlændingenævnet, at hun havde bestået en prøve i dansk på A1-niveau eller på et højere niveau inden fristens udløb i september 2013. Udlændingenævnet fandt derfor, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke læn¬gere var til stede, og at tilladelsen derfor kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 11, jf. § 9, stk. 30, jf. 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i december 2012 i en alder af 52 år blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle. Klageren sås således alene at have opholdt sig i Danmark i cirka to år, og hun havde alene haft opholdstilladelse i Danmark i tretten måneder. Klageren kunne derfor ikke på baggrund af længden af sit ophold her i landet antages at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse af den grund ville virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at en udlænding, der meddeles opholdstilladelse i Danmark, har et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der er knyttet til opholdstilladelsen, hvilket fremgik dels af den oprindelige afgørelse fra januar 2014, og dels af et brev, som Udlændingestyrelsen havde fremsendt til klageren i februar 2013. Udlændingestyrelsen havde herudover gentaget denne vejledning generelt på www.nyidanmark.dk den 1. marts 2013, den 13. juni 2013 og den 28. juni 2013, og Udlændingestyrelsen havde den 30. august 2013 oplyst, at fristen for aflæggelse af danskprøven var forlænget til den 10. september 2013. Det forhold, at klagerens herboende ægtefælle havde et synshandicap, som ifølge ham var Udlændingestyrelsen bekendt, fritog ikke klageren og hendes ægtefælle for at gøre sig bekendt med indholdet af de breve, som de modtog fra offentlige myndigheder, herunder breve vedrørende klagerens opholdsgrundlag. Dette kunne f.eks. være sket ved en personlig eller telefonisk henvendelse til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at klageren ikke på baggrund af hendes ansættelse som deltidsansat på en skole kunne anses for at have opnået en sådan fast tilknytning til det danske arbejdsmarked og uddannelsessystem, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse under henvisning hertil måtte antages at virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet fandt således, at klageren havde bevaret en væsentlig tilknytning til Uruguay, hvortil hun var rejst tilbage to gange under sit ophold i Danmark, hvor hun var statsborger, og hvor hendes forældre, søskende og hendes myndige datter var bosat. Det forhold, at parret havde anført, at klagerens ægtefælle ikke kunne arbejde som gymnasielærer i spansk og historie i Uruguay på grund af sit handicap, kunne ikke føre til et ændret resultat. Udlændingenævnet bemærkede herved, at klageren i Uruguay måtte henvises til at forsørge sin ægtefælle. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren og hendes ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Uruguay for at udøve familielivet dér. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2015/216.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

    Dato: 24-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, til en statsborger fra Thailand. Den pågældende indgav i juni 2014 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik siden juli 2009. Ansøgerens advokat havde til støtte for klagen anført, at ansøgeren i august 2004 var blevet adopteret med virkning fra juli 2002, hvor ansøgeren var under 12 år, og at Statsamtet i marts 2005 havde truffet en ny afgørelse om retsvirkningstidspunktet, hvorefter adoptionen nu havde retsvirkning fra udstedelsen af den oprindelige bevilling fra august 2004, hvor ansøgeren var over 12 år. Ændringen af retsvirkningstidspunktet medførte ifølge advokaten, at ansøgeren ikke længere ville have et retskrav på dansk statsborgerskab. Advokaten havde endvidere anført, at Statsforvaltningen ved en afgørelse i april 2015 havde erkendt, at der var sket væsentlige sagsbehandlingsfejl, men at dette ikke kunne føre til en ny ændring af retsvirkningstidspunktet for adoptionen. Advokaten havde anført, at ansøgeren på baggrund af forløbet i Statsamtet havde krav på dansk statsborgerskab, subsidiært tidsubegrænset opholdstilladelse. Det blev endvidere til sagen oplyst, at ansøgeren kom til Danmark i en alder af ni år, at hun havde levet under utrygge forhold i Thailand, at dette havde præget ansøgeren, og at ansøgeren måske var sat tilbage rent udviklingsmæssigt.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, om, at en ansøger ikke må have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil ansøgeren vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren fra juli 2009 og frem til afgørelsestidspunktet havde fået udbetalt kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endvidere ikke grundlag for at anse den pågældende for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14 (hensynet til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention). Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren selv havde oplyst, at hun ikke led af et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Det anførte om, at ansøgeren var adopteret og i den forbindelse burde have erhvervet dansk indfødsret, og at den manglende indfødsret skyldtes en sagsbehandlingsfejl ved Statsamtet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at nævnet ikke har kompetence til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren rettelig burde være meddelt dansk indfødsret. FAM/2015/99.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 24-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsløs ansøger, født i Burma, der i 2003 indrejste i Danmark på baggrund af en opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 8, idet ansøgeren havde modtaget kontanthjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik i perioden fra august 2012 til august 2015, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5.

    Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse i Danmark siden juli 2003 og dermed opfyldte den tidsmæssige betingelse. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte en af de øvrige grundlæggende betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse og frem til det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde modtaget kontanthjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik i perioden fra august 2012 til august 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, der gav mulighed for at give tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde fremsendt en lægejournal samt en epikrise, hvoraf det fremgik, at ansøgeren led af sukkersyge og astma, at det fremgik af ansøgerens generelle helbredsattest fra november 2011, at ansøgeren havde haft en del fravær på grund af sygdom i forbindelse med beskæftigelsestilbud samt danskundervisning, at ansøgerens astma virkede til at have været en stor barriere i forhold til ansøgerens tilknytning til arbejdsmarkedet, og at ansøgeren ikke havde været i praktik siden 2014 som følge af ansøgerens helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen, idet der ikke blev vurderet at være dokumenteret helbredsmæssige problemer af en sådan karakter og omfang, at der kunne dispenseres fra betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at kommunen, hvor ansøgeren var bosat, havde oplyst, at ansøgeren skulle arbejdsprøves, at der skulle udarbejdes en arbejdsevneerklæring, og at kommunens plan var, at ansøgeren skulle i beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke kunne dispenseres fra kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, med henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 15, uagtet at ansøgeren siden september 2003 havde haft opholdstilladelse som flygtning, idet der – på trods af at ansøgeren var flygtning – ikke i sagen var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige forhold, der havde sammenhæng med ansøgerens flygtningestatus, som kunne begrunde, at ansøgeren ikke havde opfyldt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, hvorfor der ikke kunne dispenseres efter udlændingelovens § 11, stk. 15. Udlændingenævnet fandt endelig, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kunne anses som uproportionalt at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5 overfor ansøgeren. FAM/2015/218.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2015 – Børnesammenføring – Børn under 15 år

    Dato: 21-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, og § 9 c, stk. 1, til fem statsløse palæstinensere fra Syrien, der var født i henholdsvis 1967, 1995, 1999, 2004 og 2010. Den herboende reference, som var 17 år på ansøgningstidspunktet, udrejste fra Syrien til Egypten med sin onkel i juni 2013 og indrejste i Danmark i juni 2014 med sin onkel, hvor han søgte asyl. Den herboende reference oplyste til sin asylsag, at han ønskede sin onkel som ledsager, indtil hans øvrige familie kom til Danmark. Ansøgerne søgte i september 2014 om familiesammenføring med den herboende reference, som var henholdsvis deres søn og bror.

    Udlændingenævnet fandt vedrørende den herboende references mor og ældste søster, at de ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og den herboende reference, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse betydelig vægt, at den herboende reference udrejste fra Syrien til Egypten i juni 2013, hvorefter han ikke havde været en del af sin mor og søsters husstand, i hvert fald et år forinden han indgav ansøgning om familiesammenføring, ligesom den herboende reference til sin asylsag havde oplyst, at det var planen, at han og hans onkel skulle udrejse sammen fra Egypten og bo sammen i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at familielivet mellem den herboende reference og ansøgerne blev frivilligt afbrudt, da han udrejste af Syrien. Det forhold, at ansøgerne befandt sig under farlige omstændigheder i Syrien, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et andet udfald, idet disse forhold var af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. For så vidt angik FN’s Børnekonvention, bemærkede Udlændingenævnet, at denne ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at den herboende reference efter det oplyste ikke længere kunne bo sammen med sin onkel i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den herboende reference på afgørelsestidspunktet var myndig og måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet fandt vedrørende den herboende references tre yngste søskende, at disse ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde til, at ansøgerne ikke ville kunne vedblive med at tage ophold sammen med deres mor i Syrien. Udlændingenævnet fandt således ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger at kunne lægge til grund, at ansøgerne led alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig sammen med deres mor, herunder at ansøgerne var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Syrien, ligesom der ikke forelå særlige grunde til, at der burde meddeles opholdstilladelse under henvisning til den herboende reference som nærmeste familie. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne, siden deres far afgik ved døden, havde boet hos deres mor i Syrien, hvor den herboende references ældste myndige søster ligeledes var bosat, og at ansøgernes mor således havde været den primære omsorgsperson, siden ansøgernes far afgik ved døden, og derved også før den herboende reference udrejste af Syrien. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende references yngste søskende ej heller kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference ikke havde delt bopæl med ansøgerne siden sin udrejse af Syrien, ligesom han ikke havde fungeret som ansøgernes forsøger. Udlændingenævnet lagde således til grund, at der mellem den herboende reference og ansøgerne ikke var etableret et sådant ganske særligt kvalificeret afhængigheds- eller tilknytningsforhold, der kunne begrunde, at ansøgerne blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der til sagen ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at et afslag på opholdstilladelse i Danmark for ansøgerne ville udgøre en krænkelse af den herboende reference og ansøgernes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at ansøgerne befandt sig under farlige omstændigheder i Syrien, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til et andet udfald. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at generelt dårlige økonomiske og sociale forhold i en ansøgers hjemland, herunder eventuelle asylretlige forhold, ikke kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1, pkt. FAM/2015/151.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2015 – Børnesammenføring – Børn under 15 år

    Dato: 21-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, og § 9 c, stk. 1, til fem statsløse palæstinensere fra Syrien, der var født i henholdsvis 1967, 1995, 1999, 2004 og 2010. Den herboende reference, som var 17 år på ansøgningstidspunktet, udrejste fra Syrien til Egypten med sin onkel i juni 2013 og indrejste i Danmark i juni 2014 med sin onkel, hvor han søgte asyl. Den herboende reference oplyste til sin asylsag, at han ønskede sin onkel som ledsager, indtil hans øvrige familie kom til Danmark. Ansøgerne søgte i september 2014 om familiesammenføring med den herboende reference, som var henholdsvis deres søn og bror.

    Udlændingenævnet fandt vedrørende den herboende references mor og ældste søster, at de ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og den herboende reference, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse betydelig vægt, at den herboende reference udrejste fra Syrien til Egypten i juni 2013, hvorefter han ikke havde været en del af sin mor og søsters husstand, i hvert fald et år forinden han indgav ansøgning om familiesammenføring, ligesom den herboende reference til sin asylsag havde oplyst, at det var planen, at han og hans onkel skulle udrejse sammen fra Egypten og bo sammen i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at familielivet mellem den herboende reference og ansøgerne blev frivilligt afbrudt, da han udrejste af Syrien. Det forhold, at ansøgerne befandt sig under farlige omstændigheder i Syrien, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et andet udfald, idet disse forhold var af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. For så vidt angik FN’s Børnekonvention, bemærkede Udlændingenævnet, at denne ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at den herboende reference efter det oplyste ikke længere kunne bo sammen med sin onkel i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den herboende reference på afgørelsestidspunktet var myndig og måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet fandt vedrørende den herboende references tre yngste søskende, at disse ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde til, at ansøgerne ikke ville kunne vedblive med at tage ophold sammen med deres mor i Syrien. Udlændingenævnet fandt således ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger at kunne lægge til grund, at ansøgerne led alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig sammen med deres mor, herunder at ansøgerne var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Syrien, ligesom der ikke forelå særlige grunde til, at der burde meddeles opholdstilladelse under henvisning til den herboende reference som nærmeste familie. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne, siden deres far afgik ved døden, havde boet hos deres mor i Syrien, hvor den herboende references ældste myndige søster ligeledes var bosat, og at ansøgernes mor således havde været den primære omsorgsperson, siden ansøgernes far afgik ved døden, og derved også før den herboende reference udrejste af Syrien. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende references yngste søskende ej heller kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference ikke havde delt bopæl med ansøgerne siden sin udrejse af Syrien, ligesom han ikke havde fungeret som ansøgernes forsøger. Udlændingenævnet lagde således til grund, at der mellem den herboende reference og ansøgerne ikke var etableret et sådant ganske særligt kvalificeret afhængigheds- eller tilknytningsforhold, der kunne begrunde, at ansøgerne blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der til sagen ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at et afslag på opholdstilladelse i Danmark for ansøgerne ville udgøre en krænkelse af den herboende reference og ansøgernes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at ansøgerne befandt sig under farlige omstændigheder i Syrien, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til et andet udfald. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at generelt dårlige økonomiske og sociale forhold i en ansøgers hjemland, herunder eventuelle asylretlige forhold, ikke kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1, pkt. FAM/2015/151.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse

    Dato: 21-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en vietnamesisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1. Ansøgeren indgik ægteskab med en dansk statsborger i august 2008, hvorefter ansøgeren i oktober 2008 blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Denne opholdstilladelse var betinget af, at ansøgeren og den herboende ægtefælle udøvede samliv på fælles bopæl. Statsforvaltningen meddelte i maj 2013 Udlændingestyrelsen, at Statsforvaltningen havde uarbejdet bevilling til separation mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle. I marts 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren, at hendes opholdstilladelse var inddraget. Det fremgik af ansøgerens klage til Udlændingenævnet, at ansøgeren havde planlagt at flytte tilbage til den herboende ægtefælle, og at ansøgeren havde meldt flytning i april 2015. Klagen var derudover vedlagt en kvittering for flytteanmeldelse, hvoraf det fremgik, at ansøgeren fra april 2015 havde c/o adresse på samme adresse som den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet havde i forbindelse med behandlingen af sagen foretaget opslag i Det Centrale Personregister, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i juni 2013 fraflyttede sin og den herboende ægtefælles fælles bopæl.

    Udlændingenævnet fandt, at det er en betingelse for opholdstilladelse givet i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at der er samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren samlevede på fælles bopæl med den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle efter egne oplysninger havde ophævet samlivet i juni 2013, da parret var ophørt med at have fælles bopæl, og at Statsforvaltningen i maj 2013 havde meddelt Udlændingestyrelsen, at Statsforvaltningen havde udarbejdet bevilling til separation. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren i juni 2013 var fraflyttet ansøgeren og den herboende ægtefælles fælles bopæl. Udlændingenævnet fandt endvidere, at som følge af samlivsophævelsen var betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse, og Udlændingestyrelsen havde derfor med rette inddraget ansøgerens opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren – efter Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse i marts 2015 – havde oplyst, at hun i april 2015 var flyttet sammen med den herboende ægtefælle på ny, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet samlivsforholdet havde været afbrudt i knap to år. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i oktober 2008 i en alder af 40 år, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i cirka syv år, og at ansøgerens forældre, som ansøgeren havde besøgt flere gange, fortsat opholdt sig i Vietnam, hvor ansøgeren tillige havde haft hovedparten af sit liv og opvækst. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren under sit ophold i Danmark havde været under uddannelse, at ansøgeren i perioden fra november 2009 havde været i beskæftigelse, at ansøgeren talte, læste og skrev dansk, at ansøgeren var medlem af det Vietnamesiske Katolske Fællesskab, at ansøgeren var formand for et andet vietnamesisk fællesskab, at ansøgeren fra december 2014 havde fået ny ansættelseskontrakt, og at ansøgerens voksne søn var under uddannelse, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet der ikke var tale om forhold af en sådan karakter, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren på baggrund heraf havde opnået en stærkere tilknytning til Danmark end til hjemlandet, hvor ansøgeren var født og opvokset, hvor ansøgeren var statsborger, og hvor ansøgeren havde boet de første 40 år af sit liv. Det forhold, at ansøgeren var blevet opereret i knæet, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke var tale om helbredsmæssige forhold af en sådan karakter, at ansøgerens opholdstilladelse burde bevares på denne baggrund. FAM/2015/150.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1 – Flygtninge

    Dato: 21-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en indonesisk statsborger. Ansøgeren havde siden juni 2005 haft opholdstilladelse i Danmark som kvoteflygtning efter udlændingelovens § 8. Ansøgeren havde i forbindelse med ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse oplyst, at han ikke havde bestået Prøve i Dansk 1, og at han ikke led af et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren havde til støtte for klagen anført, at han burde blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, idet flere af hans venner, som havde samme baggrund som ham, som ikke havde gået i skole, og som ikke havde bestået Prøve i Dansk 1, var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, og idet han havde vist vilje til integration gennem fuldtidsarbejde, aktivering og samtale med jobcenter og fagforening/a-kasse, samt personligt fremmøde på personlige virksomheder for at søge arbejde.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, om at have bestået Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst i ansøgningsskemaet, at han ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Det forhold, at flere af ansøgerens venner fra den provins i Indonesien, hvor han kom fra, som befandt sig i Danmark, som havde samme baggrund som ansøgeren, som ikke havde gået i skole, og som ikke havde bestået Prøve i Dansk 1, havde fået tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at afgørelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, træffes efter et konkret samlet skøn over sagens omstændigheder. Den omstændighed, at et eller flere forhold i forskellige sager måtte være ens, fører således ikke til, at udfaldet af sagerne bliver ens. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der ikke uden fuldmagt fra ansøgerne i de af ansøgeren nævnte sager, hvoraf det skulle fremgå, at de pågældende gav samtykke til, at oplysningerne i deres sager kunne indgå i ansøgerens sag, kunne redegøres nærmere for forskelle og ligheder i de nævnte sager og ansøgerens sag, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 3. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgeren ikke havde et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens 11, stk. 15, uagtet at ansøgeren siden juni 2005 havde haft opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 11, stk. 15 (Lovforslag nr. L 180 fremsat den 26. april 2012, s. 14: ”(…) at det ikke er ønskeligt, at herboende flygtninge, som er påvirkede af deres fortid, men ikke i en sådan grad, at de efter internationale forpligtelser skal undtages fra at skulle opfylde betingelserne, afskæres fra at kunne opnå tidsubegrænset opholdstilladelse, fordi de i praksis ikke er i stand til at opfylde betingelserne”, og til at det endvidere fremgår af lovbemærkningerne på s. 14, at begrundelsen for, at den pågældende ikke har kunnet opfylde betingelserne, skal have en sammenhæng med den pågældendes flygtningestatus. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der på trods af, at ansøgeren var flygtning, ikke kunne dispenseres efter udlændingelovens § 11, stk. 15, da der i ansøgerens sag ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder forhold der havde sammenhæng med ansøgerens flygtningestatus, at der var grundlag for dispensation i medfør at bestemmelsen. Ansøgerens tilknytning til arbejdsmarkedet og hans frivillige arbejde hos en indonesisk forening kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt derfor, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kunne anses for uproportionalt at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7 overfor ansøgeren. FAM/2015/149.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Dato: 19-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Kosovo, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6, idet ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerens herboende ægtefælle blev født i Kosovo, hvor hun var statsborger. Hun blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i august 2007. Ansøgeren havde senest indgivet ansøgning om ægtefællesammenføring i juni 2014. Ansøgeren havde fået afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, i juli 2009, september 2012, oktober 2013 og januar 2015, og han havde senest fået afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, i februar 2015. Det fremgik af ansøgningsskemaet om familiesammenføring, at parret havde to fællesbørn, der på ansøgningstidspunktet var henholdsvis tre og fem år. Det blev endvidere oplyst, at ansøgerens herboende ægtefælle på ansøgningstidspunktet var ansat som rotationsmedarbejder i 30 timer om ugen på et pleje- og ældrecenter, at hun tidligere i perioden mellem august 2008 og august 2009 havde været vikaransat på et uddannelsescenter med 37 timer om ugen, at hun i perioden fra september 2009 til maj 2010 havde været vikar som ernæringsassistent på samme uddannelsescenter med 17 timer om ugen, at hun i perioden fra maj 2011 til november 2011 havde været i løntilskudsjob som pædagogmedhjælper med 30 timer om ugen, at hun i perioden fra juni 2013 til august 2014 havde været ansat på et pleje- og ældrecenter som rotationsmedarbejder med 30 timer om ugen, at hun i perioden fra september 2014 til oktober 2014 havde været ansat ved det samme pleje- og ældrecenter som medarbejder uden sundhedsfaglig uddannelse med 32 timer om ugen, samt at hun havde afsluttet uddannelsen som ernæringsassistent i februar 2008 og påtænkte at tage en uddannelse som social- og sundhedshjælper. Til støtte for klagen blev det anført, at den herboende ægtefælles ansættelse i løntilskudsjob burde indgå i beregningen ved vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Efter anmodning fra Udlændingenævnet fremsendte ansøgeren dokumentation, hvoraf det fremgik, at ansøgerens herboende ægtefælle med sin datter, født i marts 2010, afholdt pligtorlov mellem oktober 2010 og april 2011, barselsorlov mellem april 2010 og juni 2010 og forældreorlov mellem juni 2010 og januar 2011, i alt 45 uger. Ansøgerens herboende ægtefælle havde med sin søn, født i november 2011, afholdt pligtorlov mellem november 2011 og december 2011, barselsorlov mellem december 2011 og marts 2012 og forældreorlov mellem marts 2012 og oktober 2012, i alt 46 uger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle ikke havde dokumenteret at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse – det vil sige fra juli 2009. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgerens ægtefælle alene havde dokumenteret, at hun inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde været i ordinær beskæftigelse i juli 2009 og august 2009, i perioden mellem februar 2010 og juli 2010, juni 2011 og august 2011, i juni 2013 og juli 2013 og i perioden mellem oktober 2013 og juli 2014 samt i ordinær deltidsbeskæftigelse i perioden mellem september 2009 og januar 2010, i august 2010 og i september 2010, i september 2011, i august 2013 og i september 2013. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens ægtefælle alene havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse med et timetal på mindst 30 timer ugentligt i et år og syv måneder og i ordinær deltidsbeskæftigelse med et timetal på mellem 15 og 29 timer ugentligt i otte måneder. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgerens ægtefælle samlet set havde været i ordinær beskæftigelse i et år og 11,8 måneder inden for de seneste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2013 var klar over, at ansættelsen i perioden mellem maj 2011 og november 2011 var en løntilskudsansættelse, at det fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2013, at der skal være tale om tre års ordinær beskæftigelse, samt at det fremgår af hjemmesiden www.nyidanmark, at løntilskud ikke opfylder kravene til ordinær beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde fået en berettiget forventning om, at hendes løntilskudsansættelse skulle kunne medregnes ved opgørelsen af beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle havde været på barsel i to perioder inden for de seneste fem år, og at det blev anført af ansøgeren, at barselsorlov efter ansøgerens opfattelse skal medregnes, hvis man går på barsel, når man er i et ansættelsesforhold, uanset hvordan forholdene ser ud efter endt barselsorlov. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagen, at ansøgerens ægtefælle ikke vendte tilbage til ordinær beskæftigelse umiddelbart efter endte barsler, hvorfor de to barselsperioder ikke kunne indgå i beregningen af ansøgerens ægtefælles beskæftigelse inden for de seneste fem år forud for ansøgningen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens ægtefælles barselsperioder ikke lå inden for rammerne af et ansættelsesforhold, hvorfor disse perioder ikke kunne medregnes som beskæftigelse i forhold til udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser – herunder FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW-konventionen). Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte imod, at ansøgerens ægtefælle skulle opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 12. Det forhold, at parret havde fået to børn, som var statsborgere i Kosovo, kunne ikke føre til en ændret vurdering, henset til længden og karakteren af børnenes ophold i Danmark. Udlændingenævnet henviste til, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års ophold i Danmark, hvor barnet har gået i en dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var noget til hinder for, at parret kunne udøve familielivet i Kosovo, hvor ansøgeren og parrets fællesbørn alle var statsborgere, hvor ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var født og opvokset, og hvor parret var mødtes. FAM/2015/148.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 19-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens herboende ægtefælle indrejste i Danmark i juli 2014 og blev i samme måned meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgik af den herboende ægtefælles asylsag, at parret i marts 2013 indgik ægteskab, at parret i april 2013 rejste til Egypten, hvor de boede sammen i et år og to til tre måneder, at den herboende ægtefælle i juli 2014 flygtede til Danmark, hvorefter ansøgeren rejste tilbage til Syrien, da hun var højgravid og ikke kunne rejse med den herboende ægtefælle, og da den herboende ægtefælle desuden ikke havde råd til at tage ansøgeren med. Det fremgik af sagen, at parret var fætter og kusine, at parret ikke havde boet sammen før ægteskabets indgåelse, og at parret havde et fællesbarn født i august 2014.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte kravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, om at være fyldt 24 år på ansøgningstidspunktet, idet ansøgeren ved indgivelsen af ansøgningen var 20 år, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet der ikke mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret var fætter og kusine, hvorfor parret var nært beslægtet i udlændingelovens forstand, og at det ikke kunne antages, at parret havde haft et længerevarende og indgående kendskab til hinanden forud for ægteskabets indgåelse, ud over det der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at parret ikke havde boet sammen før ægteskabets indgåelse og efter ægteskabets indgåelse alene havde boet sammen i cirka et år og tre måneder. Det forhold, at parret havde anført, at parret selv havde besluttet at indgå ægteskab, at parret havde boet sammen i Egypten efter ægteskabets indgåelse, at det i parrets land ikke var forbudt at indgå ægteskab med en, man var i familie med, hvis man var forelsket, og at parret havde oplyst, at ægteskabet blev indgået, fordi parret forelskede sig i hinanden, var ikke tilstrækkeligt til at ophæve formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren efter den herboende ægtefælles flugt fødte parrets fællesbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold, hvorefter det ville kunne anses som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. FAM/2015/157.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 19-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret var nærtbeslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle var kusine og fætter. Parret indgik i marts 2013 ægteskab, da ansøgeren var 18 år, og den herboende ægtefælle var 24 år. Parret boede efter det oplyste efter ægteskabets indgåelse sammen i cirka et år og to til tre måneder i Egypten, før den herboende ægtefælle i juli 2014 flygtede til Danmark, og ansøgeren rejste tilbage til Syrien. Ansøgeren var på daværende tidspunkt højgravid og fødte i august 2014 parrets fællesbarn. Parrets fællesbarn blev i januar 2015 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende fader, men var på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke registreret indrejst i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren, som var født i september 1994, var under 24 år, og således ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk., 1, idet der ikke mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var kusine og fætter, hvorfor der efter dansk ret var formodning for, at det oplyste samliv ikke er etableret efter begge parters eget ønske. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, ud over det der fulgte af selve slægtskabet. Udlændingenævnet henviste desuden til, at parret ikke havde boet sammen før ægteskabets indgåelse og efter det oplyste alene havde boet sammen i cirka et år og to til tre måneder efter ægteskabets indgåelse. Det forhold, at ansøgeren efter den herboende ægtefælles flugt til Danmark fødte parrets fællesbarn, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da det blotte faktum, at parret havde fået et barn, ikke i sig selv ville kunne afkræfte formodningen for, at samlivet ikke var indgået efter begge parters ønske. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold, hvorefter det ville kunne anses som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. FAM/2015/96.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 19-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en tyrkisk statsborger. Den herboende fader havde fået opholdstilladelse i Danmark i april 2011 efter EU-retten som ægtefælle til en dansk statsborger. I april 2014 indgav den herboende fader ansøgning om ansøgning om opholdstilladelse for sin søn (ansøgeren).

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgeren ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet, at ansøgeren var født i Tyrkiet, hvor han havde opholdt sig siden sin fødsel, at ansøgeren havde haft otte års skolegang i Tyrkiet, og at ansøgeren havde besøgt Danmark i perioden fra november 2013 til december 2013 samt i perioden fra januar 2015 til april 2015, siden den herboende faders indrejse i Danmark i 2011. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på den herboende faders oplysninger om, at ansøgeren siden faderens udrejse af Tyrkiet i november 2008 havde boet hos familie i Tyrkiet, og at ansøgeren således ikke ud over, hvad der følger af slægtskabet til den herboende fader og hans storebroder, der fik opholdstilladelse i Danmark i november 2011, i sig selv, havde nogen form for tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at den herboende fader først indgav ansøgning om opholdstilladelse for ansøgeren tre år efter, at han opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og at ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet og ikke i årene forinden på noget tidspunkt havde opholdt sig i Danmark og været en del af den herboende faders dagligdag i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens tilknytning til Tyrkiet klart måtte anses for at overstige hans tilknytning til Danmark og dermed hans mulighed for vellykket integration her i landet. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse, selvom ansøgeren ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at det ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo i Tyrkiet sammen med sin familie og udøve familielivet med den herboende fader via besøgs- og ferieophold, og at udøvelsen af familielivet mellem ansøgeren og den herboende fader kunne ske i samme omfang, som var sket siden den herboende faders frivillige indrejse i Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens moder også boede i Tyrkiet, at ansøgeren ikke havde boet hos sin moder siden skilsmissen i 2009, og at den herboende fader til sagen havde oplyst, at ansøgeren ikke længere kunne bo hos sin familie i Tyrkiet som følge af familiens dårlige helbred, og at ansøgeren ikke kunne bo hos sin moder som følge af hendes psykiske sygdom, hvilket ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde både sin moder, mormoder og morfader samt farmoder og farfader i hjemlandet, og at den herboende fader ikke havde fremsendt dokumentation for, at ansøgeren hverken kunne bo hos sin moder eller hos sine bedsteforældre. FAM/2015/205.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 18-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Kina, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, jf. § 9, stk.1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende ægtefælle stiftede bekendtskab gennem en datingside i august 2014, hvorefter parret mødte hinanden personligt i november 2014 og besluttede at indgå ægteskab i december 2014. I december 2014 indgik parret ægteskab i Kina. Det var oplyst til sagen, at ansøgeren og ansøgerens særbarn havde været i Danmark på visumophold fra december 2014, at den herboende ægtefælle havde et mindreårigt særbarn, med hvem den herboende ægtefælle havde samvær, og at den herboende ægtefælle havde sukkersyge. Det fremgik desuden, at den herboende ægtefælle frem til august 2014 havde været gift med en anden kinesisk statsborger, der blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i juli 2014.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Ansøgeren kunne derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var 20 års aldersforskel mellem parret, og at parret alene havde kendt hinanden ca. fire måneder og mødt hinanden personligt ca. 1,5 måned inden ægteskabets indgåelse. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at parret indgik ægteskab efter et meget kort personligt bekendtskab. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse yderligere vægt på, at den herboende ægtefælle i august 2014 blev skilt fra sin tidligere kinesiske ægtefælle – kun seks dage før han etablerede kontakt til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret på tidspunktet for klagen havde boet sammen i ca. fem måneder, at parret og ansøgerens søn kommunikerede sammen på dansk, at parret havde kendt hinanden i længere tid inden indgåelsen af ægteskabet, end det var tilfældet for ansøgeren og dennes tidligere ægtefælle, og at parret ventede så længe på at blive gift for netop at være sikre på valget, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at parret ikke kunne antages at have et så indgående personligt kendskab til hinanden, som normalt ville kunne forudsættes forud for indgåelse af et ægteskab. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle havde anført, at parret var modne mennesker, at den store aldersforskel var helt almindelig i Asien, at det var en overraskelse, at hans tidligere ægtefælle valgte at forlade ham, at det forhold, at hans tidligere ægtefælle lige havde fået tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke havde nogen betydning for skilsmissen, og at han og hans tidligere ægtefælle var vokset fra hinanden, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at aldersforskellen imellem parret ikke i sig selv var udslagsgivende, men alene indgik som et delelement i en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt ægteskabet måtte anses for at være indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 9, at udlændingemyndighederne blandt andet kan inddrage momenter såsom tidligere giftermål. Udlændingenævnet fandt herudover, at det anførte om, at et afslag ville betyde, at parret blev udvist af Danmark, at den herboende ægtefælles særbarn og steddatter i Danmark ville miste deres fader, at ansøgerens særbarn var stærkt integreret i Danmark allerede, at ansøgerens søn så sin fader dø af sygdom, og at det ville være i strid med barnets tarv ikke at meddele ansøgeren og ansøgerens søn opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der således på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende har et tilsvarende motiv til ægteskabet. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at den herboende ægtefælles datter havde oplyst, at den herboende ægtefælle led af sukkersyge, og at han skulle til kontrol hos sin læge hver 3. måned, ikke kunne føre til en anden vurdering, da det var Udlændingenævnets vurdering, at der ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv mellem parret, idet Udlændingenævnet lagde til grund, at der var tale om et proformaægteskab. FAM/2015/95.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 18-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan, da ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke kunne anses for at opfylde tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Ansøgerens ægtefælle, der ligeledes var statsborger i Pakistan, indrejste i Danmark i 1986 og var i perioden fra 1986 til 1989 gift med en herboende dansk statsborger. I juni 1988 blev den herboende ægtefælle meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde to fællesbørn, der begge var statsborgere i Pakistan. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i maj 1990. Det fremgik videre af ansøgningsskemaet, at hun havde gennemført en gymnasial uddannelse, at hun var uddannet skolelærer, at hun havde besøgt Danmark i november 2006, juni 2007, august 2008 og november 2010, at hun senest indrejste i Danmark i juni 2014, og at hun havde boet i Danmark i mere end seks måneder. Af den herboende ægtefælles del af ansøgningsskemaet fremgik det, at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i Pakistan, at den herboende ægtefælle første gang kom til Danmark i februar 1986, at den herboende ægtefælles moder og ene broder boede i Pakistan, at den herboende ægtefælle havde en broder i Danmark, at den herboende ægtefælle og ansøgeren kommunikerede på urdu og panjabi, at den herboende ægtefælle i perioden fra 1986 til 2003 drev selvstændig erhvervsvirksomhed, og at han fra 2007 og indtil tidspunktet for ansøgningsskemaets udfyldelse havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. I januar 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark. I januar 2015 påklagede ansøgerens partsrepræsentant Udlændingestyrelsens afgørelse til Udlændingenævnet og anførte i den anledning, at ansøgeren havde en ægtefælle og to børn, der opholdt sig i Danmark, at det var partsrepræsentantens opfattelse, at Udlændingestyrelsen ikke havde foretaget en konkret vurdering af varigheden og karakteren, af parrets ophold i de respektive lande, af parrets familiemæssige tilknytning til Danmark og ansøgerens hjemland, af parrets sprogfærdigheder og af parrets uddannelses- og arbejdsmæssige tilknytning til Danmark. Partsrepræsentanten havde derudover henvist til den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Pakistan, hvor ansøgeren tillige havde haft sin skolegang og taget en uddannelse, og at parret havde haft et længerevarende familieliv i Pakistan, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor den herboende ægtefælle indrejste i 1986 i en alder af 31 år. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at den herboende ægtefælle, inden parret indgik ægteskab, tit rejste til Pakistan for at besøge ansøgeren, at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i maj 1990 i Pakistan, at parret kommunikerede på urdu og punjabi, at den herboende ægtefælle første gang ansøgte om familiesammenføring med ansøgeren cirka 14 år efter, at parret indgik ægteskab, og at parret på dette tidspunkt havde fået to fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det taler med betydelig vægt imod at anse tilknytningskravet for opfyldt i tilfælde, hvor den herboende ægtefælle har indgået ægteskab og været gift med ansøgeren i en længere periode, hvor ansøgeren fortsat havde opholdt sig i sit hjemland forud for ansøgningen om ægtefællesammenføring i Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde opholdt sig i fem perioder i Danmark på baggrund af turistvisum i årene 2006, 2007, 2008 og 2010, og at hun havde været indrejst i Danmark i juni 2014, kunne ikke føre til en ændret vurdering henset til karakteren og varigheden af disse besøgsophold, og henset til at ansøgeren og den herboende ægtefælle samlet set havde en væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at ansøgerens besøgsophold i Danmark havde været af uregelmæssig karakter, herunder at hun i perioden fra 2011 til 2013 ikke havde opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det af partsrepræsentanten anførte om, at partsrepræsentanten mente, at ansøgeren havde tilstrækkelig tilknytning til Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet parrets samlede tilknytning til Danmark ikke kunne anses for at være større end til Pakistan. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden april 1986, at den herboende ægtefælle i juni 1988 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at den herboende ægtefælle i perioderne fra 1986 til 2003 og fra 2007 til afgørelsestidspunktet havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. Udlændingenævnet fandt ud fra en samlet vurdering af sagen, at den herboende ægtefælle, gennem den måde parret havde udøvet familielivet på, havde bevaret en meget væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Pakistan. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælles fællesbørn, der begge var myndige, havde haft opholdstilladelse her i landet i under ni år, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at det var ansøgerens eget valg at etablere familie og få børn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at parret dermed havde valgt at udøve familielivet således, at deres familie skulle leve adskilt. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at partsrepræsentanten havde henvist til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelse om retten til familieliv (EMRK artikel 8). Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) vedrørende EMRK artikel 8 om retten til familieliv, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2015/201.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2015 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børn

    Dato: 18-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en iransk ansøgers opholdstilladelse var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, og at den ikke kunne meddeles på ny i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren, der var født i Danmark i 2014, blev i december 2005 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren boede herefter i perioden fra december 2010 til august 2014 i Iran sammen med sin moder grundet den herboende reference og ansøgerens moders skilsmisse, og parret var enige om, at ansøgeren skulle flytte til Iran med sin moder i forbindelse med parrets skilsmisse. Ansøgerens moder havde til sagen oplyst, at hun havde indgået ægteskab på ny, og at hendes nye ægtefælle ikke ønskede ansøgeren boende, ligesom hendes nye ægtefælle ikke lod hende indrejse med ansøgeren på besøgsophold i Danmark som hidtil. Den herboende reference havde oplyst, at han som politisk flygtning ikke havde mulighed for at indrejse i Iran.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark måtte anses for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., da hun havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været registreret udrejst siden december 2010, og at hun måtte anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for ikke at anse ansøgerens opholdstilladelse om bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens moders nye ægtefælle ikke ønskede at have ansøgeren boende, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at grundlaget for ansøgerens udrejse var, at den herboende reference og ansøgerens moder i forlængelse af deres skilsmisse aftalte, at ansøgeren skulle udrejse af Danmark sammen med sin moder og opholde sig i Iran. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at den herboende reference ikke forud for ansøgerens planlagte udrejse af Danmark ansøgte om bevarelse af hendes opholdstilladelse, og at den herboende reference således først knap fire år efter ansøgerens udrejse indgav ansøgning om dispensation for bortfald af opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren heller ikke kunne meddeles opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i knap seks år fra sin fødsel og frem til tidspunktet for hendes udrejse i 2010 samt på to korte visumophold, at hun på ansøgningstidspunktet havde været udrejst af Danmark i knap fire år, at hun ikke talte, skrev eller læste dansk, og at hun havde gået i skole i Iran, ligesom hun talte, skrev og læste opholdslandets sprog. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren udrejste i en alder af knap seks år, hvorfor hun havde haft hovedparten af sine formative år udenfor Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at den herboende reference på tidspunktet for ansøgerens udrejse til Iran og aftalen herom med ansøgerens moder ej heller havde mulighed for at rejse til Iran, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference havde accepteret at udøve sit familieliv med ansøgeren gennem korte visumophold i Danmark, og at ansøgeren havde mulighed for at søge om visumophold i Danmark under ledsagelse af en anden person end sin moder. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren manglede grundlæggende omsorg eller pleje i Iran, ligesom der ikke var oplyst om og dokumenteret forhold, der talte imod, at ansøgeren fortsat kunne opholde sig hos sin familie i Iran, hvor hendes moder tillige boede, og hvor ansøgeren havde boet siden sin tilbagerejse i december 2010. FAM/2015/147.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 12-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en filippinsk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 9 (proforma). Ved opslag i udlændingemyndighedernes visumsystem, IVR-VIS, fremgik det, at ansøgeren i august 2014 indgav ansøgning om besøgsvisum til sin svoger i Danmark, at ansøgeren i august 2014 blev meddelt et Schengen-visum på 90 dage, og at hun fra august 2014 kunne indrejse i Danmark. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i oktober 2014 via internettet, at parret mødte hinanden personligt samme dag i oktober 2014, at parret dagen efter traf beslutning om at indgå ægteskab, at parret ligeledes flyttede sammen samme dag, at parret i november 2014 indgik ægteskab, og at parret havde boet sammen, siden parret indgik ægteskabet. Det fremgik endvidere af ansøgningsskemaet, at ansøgeren arbejdede som ”medical assistent” i hjemlandet, at ansøgeren ikke før havde været i Danmark, og at ansøgeren havde en søster, der boede i Danmark. I marts 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse. I marts 2015 klagede den herboende ægtefælle over Udlændingestyrelsen afgørelse. Den herboende ægtefælle havde til støtte for klagen anført, at parret havde kendt hinanden et par måneder, inden parret besluttede at indgå ægteskab, at parret allerede i september 2014 lærte hinanden at kende via internettet, og at beslutningen om at indgå ægteskab var påvirket af blandt andet ansøgerens besøgsvisums snarlige udløb. Under klagesagen fremlagde den herboende ægtefælle en udskrift fra et datingsite fra primo oktober 2014 med korrespon-dancen mellem parret, hvor hun brugte et alias. Under nævnsmødet i august 2015 forklarede den herboende ægtefælle, at parret lærte hinanden at kende i oktober 2014, at den herboende ægtefælle ikke var sikker, men oplyste, at det ud fra en kopi af den herboende ægtefælles egen e-mail så ud, som om parret for første gang fik kontakt i oktober 2014, at den herboende ægtefælle herefter besøgte ansøgeren hos ansøgerens søster, at den herboende ægtefælle ikke kendte ansøgerens familie i Danmark, og at ansøgeren herefter tog med den herboende ægtefælle hjem. Den herboende ægtefælle forklarede, at ansøgeren og den herboende ægtefælle aftalte at indgå ægteskab, da parret blev nødt til det, hvis forholdet skulle have en chance, at ægteskabet ikke var et proformaægteskab, at ansøgeren var ansat som sekretær i en sundhedsklinik i Filippinerne, og at ansøgeren havde mistet sit arbejde.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i august 2014 på et 90-dages Schengen-visum, at ansøgeren indgik ægteskab med den herboende ægtefælle i november 2014, at ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med den herboende ægtefælle efter 89 dage i Danmark, og at beslutningen om ægteskab ifølge den herboende ægtefælles egen forklaring var begrundet i ansøgerens besøgsvisums snarlige udløb i november 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i oktober 2014 via internettet og fire dage senere personligt, at parret flyttede sammen en dag efter det første personlige møde i oktober 2014, og at parret således indgik ægteskab efter en måneds bekendtskab. Det af den herboende ægtefælle anførte om, at parret boede sammen forud for ægteskabets indgåelse, og at den herboende ægtefælle således mente, at parret havde haft samliv på fælles bopæl, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at parret ikke kunne antages at have et personligt kendskab til hinanden, som normalt vil kunne forudsættes forud for indgåelse af et ægteskab. Udlændingenævnet fandt således, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Det forhold, at ansøgerens søster og svoger havde udtalt, at ansøgeren havde ledsaget sin niece til Danmark, at det var meningen, at ansøgeren skulle opholde sig hos sin søster og svoger, at ansøgeren ikke var kommet til Danmark for at få opholdstilladelse, og at det var ansøgerens søsters og svogers opfattelse, at ægteskabet mellem den herboende ægtefælle og ansøgeren ikke var et proformaægteskab, kunne ligeledes ikke føre til en ændret vurdering henset til sagens øvrige omstændigheder. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens oplysninger ikke svarede overens med ansøgerens handlemønster, herunder at ansøgeren optrådte på et datingsite, og at ansøgeren kort efter kontakten med den herboende ægtefælle flyttede ind på den herboende ægtefælles bopæl. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at hvis der på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er bestemte grunde for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er bestemte grunde for at antage, at den herboende ægtefælle har et tilsvarende motiv til ægteskabet. FAM/2015/200.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. august 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 12-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en nigeriansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende søn, som var født i september 2013. Af sagen fremgik det, at ansøgeren boede i Sverige, hvor han havde ansøgt om asyl, at baggrunden for ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark var, at ansøgeren ville tage arbejde og forsørge sin familie, at han ville hjælpe med at opdrage sin søn, og at moderen til ansøgerens søn havde svært ved at tage sig af hendes og ansøgerens barn. Det fremgik endvidere, at ansøgerens forældre var blevet dræbt i Nigeria af en gruppering, og at ansøgeren også var blevet forsøgt dræbt af samme gruppering. I august 2014 oplyste ansøgeren Udlændingestyrelsen om, at han var blevet meddelt afslag på asyl i Sverige, hvor han havde boet siden 2009, og at det var derfor, at han søgte om opholdstilladelse i Danmark. I november 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Under klagesagens behandling anmodede Udlændingenævnet ansøgeren i maj 2015 om at udfylde en erklæring om samvær med et barn bosiddende i Danmark og meddele samtykke til at kontakte moderen til ansøgerens søn. Ansøgeren blev endvidere anmodet om at oplyse, hvor ofte ansøgeren var i Danmark, hvor han opholdt sig, når han var i Danmark, og karakteren og omfanget af ansøgerens samvær med sin søn, herunder hvor samværet blev udøvet, og hvor ansøgeren aktuelt opholdt sig. I maj 2015 oplyste ansøgeren, at moderen til ansøgerens søn ikke længere kom til Sverige med ansøgerens søn, at ansøgeren derfor grundet praktiske forhold ikke udøvede samvær med sin søn, at ansøgeren derfor var nødt til at indrejse illegalt i Danmark for at udøve samværet med sin søn, og at han opholdt sig mellem 10 og 12 dage pr. måned med sin søn og sønnens moder. Af en udfyldt erklæring om samvær med et barn bosiddende i Danmark fremgik det, at ansøgeren havde regelmæssigt samvær med sin søn, men at samværet ikke var planlagt, at der var samvær i weekenderne, og at sønnen ikke overnattede hos ansøgeren. Det fremgik desuden, at ansøgerens søn overnattede 28 dage hos sin moder, og at der var samvær i ferier og helligdage. Det fremgik ikke, hvem der havde udfyldt erklæringen, da den ikke var underskrevet. Erklæringen var endvidere ikke dateret, og Udlændingenævnet havde ikke modtaget ansøgerens samtykke til at kontakte moderen til ansøgerens søn.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og ansøgerens søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ved erklæring til Udlændingestyrelsen fra november 2014 havde oplyst, at han udøvede samvær med sin søn to dage på en fire-ugers-periode, at han ikke overnattede sammen med sønnen, at samværet ikke var regelmæssigt, og at denne ordning ikke mere blev praktiseret, idet moderen ikke længere bragte barnet til Sverige. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren under klagesagen havde oplyst, at han indrejste i Danmark for at udøve samvær med sin søn, og at han opholdt sig mellem 10 og 12 dage pr. måned hos moderen til sin søn. Udlændingenævnet fandt endvidere, at de under klagesagen modtagne oplysninger om samværet ikke kunne lægges til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingenævnet i maj 2015 havde anmodet om ansøgerens samtykke til at kontakte moderen til ansøgerens søn med henblik på at blive oplyst om samværet med ansøgerens barn, men at Udlændingenævnet ikke havde modtaget samtykket hertil. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og ansøgerens søn omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det var ansøgerens eget valg at søge at etablere familie og få barn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Det anførte om, at ansøgerens forældre var blevet dræbt, og at ansøgeren var forfulgt og forsøgt slået ihjel, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet noterede forlængelse heraf, at ansøgeren var blevet meddelt afslag på asyl i Sverige. FAM/2015/251.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Dato: 12-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger, der i juni 2009 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren, der led af dissemineret sclerose, PTSD og personlighedsændring efter katastrofeoplevelse, påbegyndte en pædagoguddannelse i september 2012 og havde opnået 60 ECTS-point på ansøgningstidspunktet, hvilket svarer til et års gennemført uddannelse. Ansøgeren havde ifølge de lægelige oplysninger i sagen været sygemeldt i lange perioder under sit studium.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 5 og stk. 6, idet ansøgeren ikke havde dokumenteret at have været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse – det vil sige fra august 2010. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Det forhold, at ansøgeren led af dissemineret sclerose og psykiske symptomer som følge deraf, PTSD, personlighedsændring efter katastrofeoplevelse, mareridt, flashbacks, koncentrationsbesvær samt hukommelsesbesvær og var begyndt at isolere sig socialt, da han havde tiltagende svært ved at være sammen med andre mennesker, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at uanset at ansøgeren måtte anses for omfattet af FN’s handicapkonvention, var det ikke dokumenteret, at ansøgeren ikke ville være i stand til at opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Der blev her henvist til, at det forhold, at ansøgeren havde et handicap, ikke i sig selv kunne føre til, at samtlige almindeligt gældende betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse burde fraviges. Udlændingenævnet lagde herved blandt andet afgørende vægt på, at ansøgeren havde dokumenteret, at han efter studiestart i september 2012 havde gennemført første og andet semester på pædagoguddannelsen, og at han derved havde opnået 60 ECTS-point. Det forhold, at det fremgik af lægelige udtalelser fra henholdsvis december 2014 og juni 2015 fra ansøgerens praktiserende læge, at ansøgerens prognose på længere sigt var usikker på grund af flere langvarige sygemeldinger siden januar 2013, at han ikke på noget tidspunkt i perioden havde været i stand til at varetage sit studium på relevant vis, at det på daværende tidspunkt var urealistisk, at han ville kunne færdiggøre sit studium, og at det heller ikke var realistisk, at han ville kunne varetage et arbejde på ordinære vilkår, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at ansøgeren efter det oplyste – til trods for de lægelige oplysninger om det modsatte – efter studiestart i september 2012 havde været i stand til at gennemføre første og andet semester på pædagoguddannelsen, og at han derved havde opnået 60 ECTS-point. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgerens praktiserende læge i juni 2015 havde udtalt, at ansøgeren fortsat havde behov for sygemelding for en længere periode, men at en prognose ikke kunne afgives på dette tidspunkt. Udlændingenævnet fandt således, at det forhold, at ansøgeren aktuelt måtte være stoppet på studiet på grund af sygemelding, ikke kunne anses som dokumentation for, at ansøgeren ikke kunne vende tilbage til studiet på et senere tidspunkt og opnå yderligere ECTS-point. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke kunne afvises, at ansøgeren på et senere tidspunkt ville kunne opfylde beskæftigelseskravet – eventuelt i form af et fleksjob – eller uddannelseskravet, henset til at han havde fuldført et års studium på trods af sine helbredsforhold. FAM/2015/173.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Dato: 12-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, til en statsborger fra Syrien.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Det forhold, at det til støtte for klagen var anført, at ansøgerens karakterer i Dansk Prøve 2 belyste hendes præsentationsevne i skriftlig fremstilling, mundtlig kommunikation og læseforståelse samt afspejlede hendes vilje til at integrere sig i det danske samfund, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om forhold, der kunne føre til dispensation fra beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Det forhold, at ansøgeren led af dissemineret sclerose, som er en kronisk lidelse, der ikke kan kureres, at medicin alene kunne mildne symptomerne, at hun havde en aftagende gangfunktion og kroniske smerter, og at hun i perioden fra april 2009 til marts 2014 havde haft samlet 185 patientaftaler med en samlet varighed på 177,75 timer, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke sås at have forsøgt at komme i beskæftigelse, herunder ved at forsøge at deltage i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger via kommunen, og at ansøgeren heller ikke forud for diagnosen i 2009 havde været i beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt således, at uanset at ansøgeren måtte anses for omfattet af FN’s handicapkonvention, var det ikke dokumenteret, at ansøgeren ikke ville være i stand til at opfylde betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Der henvistes herved til, at det forhold, at en ansøger har et handicap, ikke i sig selv kan føre til, at samtlige almindelige betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse bør fraviges. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke sås at være afklaret i kommunalt regi, og at der ikke var rejst en sag om førtidspension. Udlændingenævnet fandt det derfor ikke uproportionalt at stille betingelsen om, at ansøgeren skulle opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, da Udlændingenævnet på afgørelsestidspunktet ikke fandt det dokumenteret eller godtgjort, at hun ikke på et senere tidspunkt ville kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, om end det eventuelt ikke kunne lade sig gøre med ordinær fuldtidsbeskæftigelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at fleksjob efter reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse, idet fleksjob er et tilbud til personer, der har en så varig og væsentlig nedsat arbejdsevne, at personen ikke har mulighed for at opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og at betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, således ville kunne opfyldes ved fleksjob. FAM/2015/86.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

    Dato: 12-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, til en statsborger fra Irak, der i september 2001 var blevet meddelt opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren havde ifølge sine egne oplysninger modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik siden 2001.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, om, at en ansøger ikke må have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil ansøgeren vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at hun i de sidste tre år fra ansøgningstidspunktet havde modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at det ved opslag i eIndkomst fremgik, at hun i perioden fra juli 2012 til juli 2015 havde modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde fremlagt lægeerklæringer, der dokumenterede, at hun led af en række forskellige lidelser, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens bopælskommune havde oplyst, at hun endnu ikke var udredt helbredsmæssigt, og at det var kommunens plan, at hun efter den helbredsmæssige udredning skulle i beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var uenig med bopælskommunen om kommunens fremtidige planer vedrørende hende, da det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at hun på et senere tidspunkt ikke ville kunne opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet fandt derfor, at det på baggrund af de på afgørelsestidspunktet foreliggende oplysninger ikke kunne anses for uproportionalt at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, overfor ansøgeren. FAM/2015/203.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2015 – Erhverv – Greencardordningen – Afslag på genoptagelse – Passivitet

    Dato: 04-08-2015

    Udlændingenævnet afslog i august 2015 at genoptage det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra juli 2011 vedrørende en pakistansk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse efter greencardordningen – på grund af retsfortabende passivitet. Ansøgeren anmodede i juni 2015 Udlændingenævnet om at genoptage sagen, idet han oplyste Udlændingenævnet om, at han havde bestået en ny uddannelse, og at han havde fået yderligere tre års arbejdserfaring.

    Udlændingenævnet fandt, at der som udgangspunkt ikke er en frist for anmodning om genoptagelse af en tidligere truffet afgørelse. Udlændingenævnet fandt dog, at passivitetsbetragtninger kan inddrages i sager, hvor en genoptagelsesanmodning først indgives flere år efter, at afgørelsen er truffet. Udlændingenævnet fandt derfor, at der ikke var grundlag for at realitetsbehandle ansøgerens anmodning om genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i juli 2011 havde stadfæstet Udlændingeservices afgørelse fra august 2010 om afslag på opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen, og at der således var forløbet knap fire år fra afgørelsestidspunktet, til Udlændingenævnet modtog ansøgerens anmodning om genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde oplyst om særlige grunde eller forhold, der kunne berettige, at der var forløbet så lang tid, inden anmodningen om genoptagelse blev indgivet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde bestået en ny uddannelse, og at ansøgeren havde fået yderligere tre års arbejdserfaring var efterfølgende forhold, som ikke ville kunne indgå i en eventuel genoptagelsessag. ERH/2015/76.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 31. juli 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1

    Dato: 31-07-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en zambiansk statsborgers ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, da ansøgeren ikke opfyldte kravet om bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i ansøgningen ikke havde angivet at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en prøve på et tilsvarende niveau, ligesom ansøgeren ikke havde indsendt dokumentation herfor. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af beviser fra juni 2007 og juni 2008, at ansøgeren ved folkeskolens afgangsprøve og folkeskolens 10.-klasse-prøve i danskdisciplinerne bortset fra orden fik et karaktergennemsnit på henholdsvis 5,75 (efter 13-skalaen) og 01 (efter 7-trins-skalaen), og at ansøgeren således ikke opfyldte danskprøvekravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Det forhold, at det fremgik af grundforløbsbevis fra januar 2011, at ansøgeren i faget Dansk C fik standpunktskarakteren 4, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der var tale om en standpunktskarakter og ikke en afsluttet danskprøve, uanset at karakteren var blevet overført som prøvekarakter. Endvidere kunne det forhold, at ansøgeren siden maj 2011 havde været ansat hos H&M Hennes & Mauritz A/S, og at han i perioden fra august 2011 til juli 2013 havde gennemført en grunduddannelse som salgsassistent hos virksomheden, ikke føre til en ændret vurdering, idet alene beståelse af danskprøver kan føre til opfyldelse af danskprøvekravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at han ikke led af et handicap, der forhindrede ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2015/97.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. juli 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Ansøgeren udvist ved dom

    Dato: 29-07-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, til en statsborger fra Afghanistan. Højesteret stadfæstede i august 2005 Østre Landsrets dom fra marts 2005, hvorved ansøgeren blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21, og idømt en fællesstraf af fængsel i fem år og seks måneder samt udvist for bestandig af Danmark. I oktober 2006 blev ansøgeren meddelt endeligt afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I august 2010 stadfæstede Østre Landsret en byretsdom fra april 2010, hvorved ansøgeren blev idømt en straf af fængsel i fire år og ni måneder for en lang række overtrædelser af straffeloven. Østre Landsret fandt i februar 2015, at en udvisning af ansøgeren ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvorfor udvisningen af ansøgeren skulle opretholdes. Procesbevillingsnævnet meddelte i marts 2015 ansøgeren afslag på kære af Østre Landsrets kendelse fra februar 2015 til Højesteret. Udlændingestyrelsen afslog i april 2015 ansøgerens ansøgning om familiesammenføring med hans to mindreårige børn, født i henholdsvis 2008 og 2010, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 10, stk. 4.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, idet ansøgeren var blevet udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ved Østre Landsrets dom i marts 2005, som Højesteret stadfæstede ved dom i august 2005, blev idømt fængsel i fem år og seks måneder samt udvist af Danmark for bestandigt. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren havde to børn, som boede sammen med børnenes moder i Danmark, ikke udgjorde en sådan særlig grund til at meddele ansøgeren opholdstilladelse uanset den ved dom idømte udvisning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens børn var født, efter at ansøgeren ved Højesterets dom i august 2005 var blevet udvist for bestandigt af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve et familieliv i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller FN’s konvention om civile og politiske rettigheder, at nægte ansøgeren opholdstilladelse. FAM/2015/145.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. juli 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Dato: 29-07-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2015 Udlændingestyrelsens afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, til en russisk statsborger. Ansøgeren, der i august 2003 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, havde boet lovligt her i landet som flygtning i mere end otte år. Ansøgeren havde alene været i ordinær beskæftigelse i to dage i juni 2008, hvorefter han havde modtaget kontanthjælp.

    Udlændingenævnet fandt efter en helt konkret vurdering, at ansøgeren i overensstemmelse med sine evner havde vist vilje til integration i det danske samfund, jf. udlændingelovens § 11, stk. 15, og at han således kunne fritages for uddannelses- og beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af oplysningerne fra ansøgerens bopælskommune, at ansøgeren kontinuerligt havde deltaget i de af kommunen anviste aktiviteter som led i en jobplan, herunder deltaget i en række virksomhedspraktikforløb, samt at ansøgeren ifølge oplysningerne fra kommunen var udredt fra rehabilitering og afventede at komme i et ressourceforløb, hvorefter det endeligt skulle vurderes, om og i givet fald i hvilket omfang ansøgeren ville kunne opnå beskæftigelse i form af fleksjob eller lignende beskæftigelse med skånehensyn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren til klagen havde vedlagt en lægeerklæring fra sit forløb hos et rehabiliteringscenter, hvoraf det fremgik, at han led af PTSD i moderat grad, herunder oplevede mareridt og angst, og at hans tilstand vurderedes at være kronisk. FAM/2015/146.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. juli 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

    Dato: 29-07-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, til en statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren indgav i maj 2014 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren havde i perioden fra maj 2011 til maj 2015 adskillige gange modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Ansøgerens læge havde oplyst, at ansøgeren led af slidgigt i ryggen, hovedpine med migrænoide træk og posttraumatisk belastningsreaktion, at lidelserne var kroniske, og at hun grundet sin helbredsmæssige tilstand ikke var i stand til at kunne varetage arbejde hverken på kort eller lang sigt og ej heller selv, om der var skånemæssige hensyn, og at hun vurderedes uden arbejdsevne permanent. Ansøgeren havde fremsendt en udtalelse fra et jobcenter, hvoraf det fremgik, at ansøgeren var bevilliget et ressourceforløb på fem år, idet det blev vurderet, at ansøgeren over tid og med den rette hjælp i form af en tværfaglig, håndholdt og langvarig indsats kunne opnå en forbedring af funktionsevnen. Til støtte for klagen var det anført, at ansøgeren opfyldte alle betingelserne for at være omfattet af den særregel, der gælder for flygtninge med mindst otte års lovligt ophold i Danmark, idet ansøgeren måtte betragtes som havende udvist vilje til integration ved en række integrationsfremmende aktiviteter, herunder praktik i en genbrugsbutik i et halvt år i 2003, at hun havde bestået prøve i Dansk 2 i 2007, og at hun havde gået på VUC og i 9. klasse i tre måneder i 2010.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, om, at en ansøger ikke må have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil ansøgeren vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke var opfyldt, idet ansøgeren havde modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven inden for de seneste tre år, og at dette understøttedes af oplysninger fra e-Indkomst, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i perioden fra maj 2011 og senest i maj 2015 adskillige gange havde modtaget kontanthjælp efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at anse den pågældende for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14 (hensynet til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap). Det forhold, at det fremgik af en lægeerklæring fra ansøgerens læge, at ansøgeren led af slidgigt i ryggen, hovedpine med migrænoide træk og posttraumatisk belastningsreaktion, at lidelserne havde været til stede i cirka ti år og var kroniske, at lidelserne ikke havde kunnet bedres, men at lidelserne alene havde kunnet stabiliseres, at ansøgerens prognose var dårlig, at ansøgeren grundet sin helbredsmæssige tilstand ikke var i stand til at kunne varetage arbejde hverken på kort eller lang sigt og ej heller, selv om der var skånemæssige hensyn, og at ansøgeren vurderedes uden arbejdsevne permanent, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af en afgørelse om ressourceforløb fra et jobcenter, at ansøgeren var blevet visiteret til et ressourceforløb i en periode på fem år fra juni 2014, idet det var rehabiliteringsteamets vurdering, at ansøgerens arbejdsevne kunne udvikles yderligere. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af en udtalelse fra jobcenteret, at ansøgeren over tid og med den rette hjælp i form af en tværfaglig, håndholdt og langvarig indsats kunne opnå bedring af funktionsevnen, samt at hvis ansøgerens funktionsevne på sigt blev bedret, burde det vurderes, om ansøgeren kunne deltage i en yderst skånsom arbejdsprøvning med rette skånehensyn og mentortilknytning. Udlændingenævnet fandt derfor, at det på den baggrund ikke var godtgjort eller sandsynliggjort at være udelukket, at ansøgeren på et senere tidspunkt ikke ville kunne opfylde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde anført, at hun havde været i praktik i en genbrugsbutik i et halvt år i 2003, at hun havde bestået prøve i Dansk 2 i 2007, og at hun havde gået på VUC og i 9. klasse i tre måneder i 2010. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse oplysninger ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet ansøgeren i perioden fra 2003 til 2010 alene havde deltaget i begrænset omfang i integrationsfremmende aktiviteter, og idet hun siden 2010 ikke sås at have udvist vilje til efter evne at integrere sig i det danske samfund via deltagelse i undervisning eller andre aktiviteter. FAM/2015/144.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. juli 2015 – Au pair – Formodning – Formål

    Dato: 23-07-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark til en ansøger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. Ansøgeren havde forud for sin ansøgning om opholdstilladelse som au pair gennemført et formålsinterview med Den Danske Ambassade i Manila, Filippinerne. Ansøgeren havde i den forbindelse oplyst, at hun skulle afløse sin søster som au pair hos værtsfamilien på grund af søsterens kommende studier i Danmark, at hun havde fået kontakt til værtsfamilien via sin søster, at hun med au pair-opholdet forventede at finde en dansk ægtefælle, tjene penge og hjælpe sin familie, og at hun på sigt ønskede at studere en bacheloruddannelse i Filippinerne eller i Danmark gennem værtsfamilien. Ved Udlændingenævnets opslag i Det Centrale Personregister (CPR) fremgik det, at ansøgerens søster var boende på værtsfamiliens adresse. Ansøgeren havde til støtte for klagen anført, at hun via sin søster havde fået et positivt indtryk af Danmark, at hun skulle afløse sin søster som au pair, at hun ønskede en kulturel udveksling og at udvide sin horisont, samt at det afgørende formål med ansøgningen var at udvikle sig som menneske.

    Udlændingenævnet fandt, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark ikke kunne anses at være, at hun ønskede at udvide sin kulturelle horisont og forbedre sine sproglige og faglige kundskaber. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i forbindelse med formålsinterviewet havde oplyst, at hun skulle afløse sin søster hos værtsfamilien, hvor søsteren på afgørelsestidspunktet boede, hvorfor hun derfor skulle bo på samme adresse som sin søster, som hun sprogligt måtte forventes at kommunikere med på filippinsk. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af formålsinterviewet fremgik, at ansøgerens forventning til et au pair-ophold i Danmark var at finde en dansk ægtefælle, at tjene penge og hjælpe sin familie, og at hun på sigt ønskede at studere en bacheloruddannelse i Filippinerne eller i Danmark gennem værtsfamilien. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der var en formodning for, at ansøgeren havde haft en intention om at opnå et længerevarende ophold i Danmark, som ikke alene var begrundet med ønsket om et au pair-ophold. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det af ansøgeren anførte om, at hun via sin søster havde fået et positivt indtryk af Danmark, at hun skulle afløse sin søster som au pair, at hun ønskede en kulturel udveksling og at udvide sin horisont, samt at det afgørende formål med ansøgningen var at udvikle sig som menneske, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. ERH/2015/102.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. juli 2015 – Erhverv – Greencardordningen

    Dato: 23-07-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen til en pakistansk statsborger, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 1. Det fremgik af ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, at ansøgeren havde en Bachelor of Science (honours) Agriculture fra 2011 samt en Master of Science (honours) Agriculture fra 2013. Ansøgeren havde endvidere anført, at han i perioderne fra juli 2010 til februar 2011 og fra juli 2011 til tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen havde været beskæftiget som researcher på en folkeskole. I marts 2014 havde styrelsen anmodet ansøgeren om at indsende en detaljeret beskrivelse af ansøgerens arbejde på folkeskolen. Derudover havde styrelsen anmodet om ansøgerens kommentarer til, at han i ansøgningen havde anført, at han i beskæftigelsen som reseacher i perioderne fra juli 2010 til februar 2011 og fra juli 2011 til tidspunktet for ansøgningens indgivelse havde arbejdet 48 timer ugentligt, og at ansøgeren samtidig havde anført, at han ligeledes havde studeret i perioderne fra juli 2007 til juli 2011 og fra september 2011 til september 2013. I april 2014 havde Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering modtaget ansøgerens arbejdsgivererklæringer samt udtalelser fra folkeskolen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i perioden fra juli 2010 til februar 2011 og i perioden fra juli 2011 til datoen for erklæringen havde været beskæftiget som researcher 48 timer om ugen, og at arbejdssproget var engelsk. I august 2014 havde Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering anmodet om ansøgerens bemærkninger til, at hans arbejdsgivererklæring var enslydende med en anden arbejdsgivererklæring, som styrelsen havde modtaget fra en anden pakistansk greencardansøger, som skulle arbejde på en anden skole. I september 2014 havde ansøgeren oplyst, at det var skoleinspektøren på folkeskolen, som havde udstedt arbejdsgivererklæringerne samt udtalelserne, og at det var almindelig praksis i Pakistan at få hjælp og inspiration på internettet ved udarbejdelse af arbejdsgivererklæringer. Endvidere anførte ansøgeren, at han sagtens kunne studere på en masteruddannelse samtidig med, at han arbejdede 48 timer om ugen på folkeskolen, idet hans masteruddannelse var en praktisk uddannelse. I oktober 2014 havde Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen under henvisning til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at ansøgeren måtte anses for at have afgivet urigtige oplysninger samt fremlagt dokumentation, der ansås for konstrueret med henblik på det formål at opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren havde fremsendt arbejdsgivererklæringer samt udtalelser fra en folkeskole, der fremstod enslydende med en arbejdsgivererklæring fremsendt af en anden pakistansk greencardansøger, som skulle arbejde på en anden skole. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at det var almindelig praksis i Pakistan at få hjælp og inspiration på internettet ved udarbejdelse af blandt andet arbejdsgivererklæringer, hvorfor ansøgeren bad om, at der sås bort fra dette, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den anden ansøgers arbejdsgivererklæringers form og indhold var ens, idet de indeholdt samme grammatik og sætningsopbygning. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at folkeskolen, der oplyste at have engelsk som arbejdssprog, måtte forventes at kunne formulere en arbejdsgivererklæring på engelsk uden hjælp fra internettet. Udlændingenævnet fandt det endvidere utroværdigt, at en folkeskole havde ansat en researcher inden for jord og landbrug, der havde til opgave at samle, analysere og evaluere information omkring kemi, biologi og fysik vedrørende jord med henblik på at informere om og påvirke landbrugsproduktion, miljømæssig kvalitet, folkesundhed, klimaforandringer og biodiversitet. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at ansøgeren i forbindelse med klagen angiveligt havde sendt billeder af skolen, ansøgeren og nogle unavngivne personer. Udlændingenævnet fandt herefter ikke anledning til at tage stilling til, om ansøgeren kunne tildeles point for uddannelse, uddannelsesretning, sprogfærdigheder, arbejdserfaring eller alder. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at ansøgeren måtte anses for at have afgivet urigtige oplysninger samt fremlagt dokumentation, der måtte anses for konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark. ERH/2015/143.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. juli 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Genoptagelse – Retsfortabende passivitet

    Dato: 17-07-2015

    Udlændingenævnet afviste i juli 2015 en anmodning om genoptagelse af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse vedrørende en kinesisk statsborger fra august 2011, hvorved ministeriet stadfæstede Udlændingeservices afgørelse fra februar 2011 om en afvisning af indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens daværende § 9, stk. 18. I oktober 2014 rettede ansøgerens søn henvendelse til Udlændingenævnet, hvilket blev opfattet som en anmodning om genoptagelse.

    Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at realitetsbehandle anmodningen om genoptagelse af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra august 2011. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var forløbet mere end tre år mellem tidspunktet for ministeriets afgørelse, og indtil udlændingemyndighederne modtog anmodningen om genoptagelse, og at ansøgeren ikke havde oplyst om særlige grunde eller forhold, der kunne berettige, at der var forløbet så lang tid, inden der blev anmodet om genoptagelse. Udlændingenævnet fandt således, at anmodningen om genoptagelse ikke kunne behandles på grund af retsfortabende passivitet, og at der ikke i sagen forelå sådanne omstændigheder, der kunne føre til, at retten til at indgive en anmodning om genoptagelse ikke skulle anses for bortfaldet. FAM/2015/142.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. juli 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Afslag på genoptagelse – Passivitet

    Dato: 17-07-2015

    Udlændingenævnet meddelte i juli 2015 en ansøger afslag på en anmodning om genoptagelse af ansøgerens sag, hvori det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration havde truffet afgørelse i oktober 2006 om inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at der som udgangspunkt ingen frist er for anmodning om genoptagelse af en tidligere truffet afgørelse, men at passivitetsbetragtninger kan inddrages i sager, hvor en genoptagelsesanmodning først indgives flere år efter, at afgørelsen er truffet. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke var grundlag for at realitetsbehandle ansøgerens anmodning om genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration den i oktober 2006 havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2006 om inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse i Danmark, og at der således var forløbet mere end otte og et halvt år fra afgørelsestidspunktet, til Udlændingestyrelsen modtog ansøgerens henvendelse om genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde oplyst om særlige grunde eller forhold, der kunne berettige, at der var forløbet så lang tid, inden anmodningen om genoptagelse blev indgivet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens anmodning om genoptagelse af sagen skulle afvises og ikke blive behandlet i Udlændingenævnet. FAM/2015/73.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2015 – Børnesammenføring – Forsørgelseskrav

    Dato: 13-07-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15, til to statsborgere fra Vietnam, der havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til deres herboende fader. Den herboende fader blev i 1992 meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført og indgik i 2010 på ny ægteskab med ansøgernes moder i Vietnam. Ansøgerne, der var født i henholdsvis 2001 og 2006, havde besøgt Danmark i tre måneder i 2010, ligesom den herboende fader havde besøgt ansøgerne årligt i Vietnam, hvor ansøgerne havde gået i skole. Ansøgernes moder havde i forbindelse med ansøgningen oplyst, at hun ikke så sig i stand til at tage sig af ansøgerne grundet økonomiske vanskeligheder. Den herboende faders bopælskommune erklærede i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse, at den herboende fader løbende havde modtaget offentlig støtte efter lov om aktiv socialpolitiks § 25.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, idet væsentlige hensyn talte for at stille krav om, at den herboende fader ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, indtil ansøgerne kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 15, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det til sagen var oplyst, at den herboende fader allerede var udrejst af Vietnam inden ansøgernes fødsel, at han så børnene én gang om året, at ansøgerne efter det oplyste alene havde været i Danmark i 2010, at den herboende fader alene havde været i Vietnam i en kortere periode i 2013, og at han herudover inden for de seneste to år alene havde set ansøgerne i forbindelse med deres nylige indrejse i Danmark i juni 2014. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerne og deres fader ikke havde haft regelmæssig kontakt i en længere periode, og at der derfor forelå væsentlige hensyn, der talte for at stille krav om, at den herboende fader ikke modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at det fremgik af det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, at den herboende fader siden januar 2008 havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, og at den herboende faders bopælskommune havde erklæret, at den herboende fader løbende havde modtaget offentlig støtte efter lov om aktiv socialpolitiks § 25. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende fader ikke opfyldte kravet i udlændingelovens § 9, stk. 15, 1. pkt. Det forhold, at ansøgernes moder var udrejst af Vietnam og kort forinden hendes og ansøgernes seneste indrejse i Danmark i juni 2014 havde erklæret, at hun overdrog forældremyndigheden til den herboende fader grundet økonomiske vanskeligheder, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne siden deres fødsel havde boet i Vietnam, at ansøgernes moder i hele denne periode havde haft forældremyndigheden, og at hun således fortsat måtte anses som værende den reelle forældremyndighedsindehaver og primære omsorgsperson, ligesom den herboende faders kontakt til ansøgerne havde været meget begrænset. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være i strid med barnets tarv at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det ikke var uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise den herboende fader til at udøve samværet med ansøgerne i samme omfang som hidtil og at henvise ansøgerne til at tage ophold sammen med deres moder. FAM/2015/141.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

    Dato: 13-07-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, til en serbisk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse og frem til det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren i perioden fra januar 2011 til april 2015 havde modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, at der var mulighed for, at der kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere vilkår end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at hun ikke led af et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, at hun i perioden fra februar 2011 til marts 2013 havde været i beskæftigelse 20 timer om ugen, og at hun siden marts 2013 efter egne oplysninger havde været i beskæftigelse 30 timer om ugen. Det forhold, at det fremgik af udtalelse fra juni 2011 fra Middelfart Rygcenter, at ansøgeren havde langvarige og tilsyneladende forværrende lænderygsmerter ledsaget af regelmæssige episoder med fuldstændig symptomfravær, at hendes ryglidelse vurderedes stationær med varigt skånebehov, og at det fremgik af udtalelse fra marts 2014 fra Jobcenter Kolding, at ansøgeren havde modtaget ydelserne efter lov om aktiv socialpolitik, fordi hun på grund af ryggenerne ikke var i stand til at varetage en fuldtidsstilling, og at hun på grund af disse ryggener samt hendes ægtefælles pasningsbehov ej heller havde været forsøgt reaktiveret, kunne ikke føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det ligeledes fremgik af udtalelse fra juni 2011 fra Middelfart Rygcenter, at der var mulighed for forbedring, hvis der iværksattes et kontinuerligt træningsforløb, og at ansøgeren angiveligt ikke var forsøgt behandlet konservativt for lænderygproblematikken. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens helbredsmæssige tilstand ikke på afgørelsestidspunktet var af en sådan karakter og omfang, at kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp kunne fraviges henset til, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren ikke på et senere tidspunkt ville kunne opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. FAM/2015/84.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

    Dato: 13-07-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, til en statsborger fra Kosovo. Ansøgeren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i form af kontanthjælp som supplement til sin lønindtægt, idet beløbet blev udbetalt efter reglerne om gensidig forsørgelsespligt mellem ægtefæller.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse og frem til det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i perioderne fra januar 2014 til april 2014 og fra juni 2014 til september 2014 havde modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at han ikke inden for de sidste syv år forud for klagetidspunktet havde ansøgt om at modtage offentlig hjælp, at han ikke kunne nægte at modtage supplerende kontanthjælp fra kommunen, der blev udbetalt uden, at han havde ansøgt herom, og at han anså det for urimeligt, hvis han på baggrund heraf ansås for ikke at opfylde betingelserne for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde i forbindelse vægt på, at ydelserne, som ansøgeren havde modtaget i perioderne fra januar 2014 til april 2014 og fra juni 2014 til september 2014, var ydelser udbetalt til forsørgelse, at kommunen siden april 2014 havde udbetalt i alt 9.586 kr. til ansøgeren, og at han var oplyst om, at han – så længe hans ægtefælle modtog kontanthjælp – ville få udbetalt supplerende kontanthjælp, når hans indtægter lå under to gange kontanthjælpstaksten. Udlændingenævnet bemærkede, at udbetaling af supplerende kontanthjælp til ansøgeren var begrundet i reglerne om ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt, hvorefter enhver mand og kvinde i forhold til det offentlige har ansvar for blandt andet at forsørge sig selv og sin ægtefælle, jf. § 2 a i lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde skrevet under på sin ægtefælles ansøgning om kontanthjælp, og at han på den baggrund – henset til reglerne om gensidig forsørgelsespligt – ansås for at være medansøgende i forhold til sin ægtefælles sag om udbetaling af sociale ydelser. Det forhold, at kommunen havde oplyst, at ansøgeren ikke havde modtaget vejledning om modtagelse af sociale ydelser, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle ansøgte om kontanthjælp i januar 2012, og at det ikke fremgik af kommunens journal, at ansøgeren havde oplyst kommunen om en forestående sag om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne personlige, herunder helbredsmæssige, forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere vilkår end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. FAM/2015/85.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 13-07-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en pakistansk statsborgers ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5., idet ansøgeren – inden for de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse og indtil tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles – havde modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven.

    Udlændingenævnet lagde vægt på oplysningerne fra eIndkomst samt ansøgerens egne oplysninger om, at han i perioden fra januar 2014 til februar 2014 samt i perioden fra april 2014 til juni 2014 havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren alene havde modtaget enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse, og at der var tale om supplerende kontanthjælp, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde modtaget ydelser udbetalt til forsørgelse, og at ansøgeren i alt havde modtaget 34.104 kr. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udbetaling af supplerende kontanthjælp til ansøgeren var begrundet i reglerne om ægtefællers gensidige forsørgelsespligt, hvorefter enhver mand og kvinde i forhold til det offentlige har ansvaret for blandt andet at forsørge sig selv og sin ægtefælle, jf. § 2 a i lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde vedvarende smerter efter en operation for karpaltunnelsyndrom, og at det ikke var muligt at vurdere ansøgerens ægtefælles beskæftigelsespotentiale, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var tale om forhold, der kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, i forhold til ansøgerens ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kunne anses for uproportionalt at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, over for ansøgeren. FAM/2015/140.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 09-07-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i 1996 meddelt opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring, han blev i 1997 blev meddelt opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i 1999. I februar 2012 indgik parret ægteskab i Libanon, hvorefter ansøgerens herboende ægtefælle besøgte hende i Libanon, inden hun indrejste i Danmark i november 2013 og søgte om familiesammenføring. Ansøgerens herboende ægtefælle var samboende med sit særbarn, som er født i 2001, og han havde derudover et myndigt særbarn, der var født i 1994. Parret fik et fællesbarn i Danmark i marts 2014. Den herboende ægtefælle var førtidspensionist.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og hendes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det var en betingelse for at anse ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark for større end ægtefællernes samlede tilknytning til deres hjemland, at begge ægtefæller – hver især – havde opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at han kom til Danmark i november 1992 i en alder af 25 år, og at han var født, opvokset og havde haft en stor del af sin voksentilværelse i Libanon inden sin indrejse i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at han havde haft lovligt ophold i Danmark i cirka 19 år, at han efter det oplyste ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller andre danskprøver på et tilsvarende eller højere niveau, og at han ikke havde taget en erhvervskompetencegivende uddannelse i Danmark, havde været i beskæftigelse eller på anden vis havde forsøgt at integrere sig i det danske samfund, siden han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1996. Det forhold, at ansøgerens herboende ægtefælle i 1996/97 havde forsøgt at etablere en fødevareforretning, og at han talte og forstod dansk, når der ikke blev anvendt vanskelige udtryk, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da tilknytningen til arbejdsmarkedet lå langt tilbage i tid, og da han efter det oplyste ikke efterfølgende forud for sin førtidspensionering havde været i beskæftigelse. Udlændingenævnet lagde herudover til grund, at ansøgeren var statsløs palæstinenser fra Libanon, hvor hun var født, opvokset, havde haft sin skolegang og hele sit voksne liv, hvor hendes forældre og søskende fortsat boede, hvor ansøgeren og hendes herboende ægtefælle mødte hinanden i 2011, hvor parret indgik ægteskab i 2012, og at de talte arabisk sammen, at de begge havde søskende i Libanon, at ansøgerens herboende ægtefælle derudover havde to brødre i Danmark, at hans moder var død, men at hans fader boede i Libanon, og at ansøgerens herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Libanon. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at advokaten til støtte for sin klage havde anført, at ansøgerens herboende ægtefælles yngste særbarn havde fået en stærk tilknytning til Danmark, hvor han gik i skole og til fodbold samt havde skabt sig en vennekreds. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens herboende ægtefælles særbarn, som ifølge Det Centrale Personregister havde været udrejst af Danmark til Libanon i perioderne fra september 2005 til juli 2009 og fra juli 2010 til september 2013 grundet varigheden af barnets ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark og dermed føre til en fravigelse af betingelsen. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års uafbrudt lovligt ophold her i landet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den omstændighed, at parrets fællesbarn havde fået opholdstilladelse i Danmark i juni 2014, ikke kunne føre til et ændret resultat, idet fællesbarnet ikke ansås for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da ægtefæller ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt herudover, at den omstændighed, at ansøgerens herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark igennem flere år, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet dette ophold ikke i sig selv kunne føre til, at han kunne anses for at have opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, og at han ikke sås at have udvist vilje til efter evne at integrere sig. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til en udtalelse i juni 2014 fra Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, at ansøgerens herboende ægtefælle ved en tilbagevenden til Libanon ikke risikerede asylrelevant forfølgelse, hvilket han ikke havde kommenteret efter Udlændingestyrelsens partshøring fra juni 2014. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde været udsat for regelmæssig tortur under fængselsophold, før han kom til Danmark, at han led af PTSD, generaliseret angst og en kronisk forstemningstilstand og en moderat restriktiv lungefunktionsnedsættelse og aktuelt var i behandling med blandt andet de antidepressive præparater Citalopram og Mirtazapin, kunne ikke føre til et ændret resultat, idet der herved ikke var tale om sådanne omstændigheder, der kunne føre til en fravigelse af tilknytningskravet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at MedCOI(1) havde oplyst, at begge de medicinske præparater Citalopram og Mirtazapin var tilgængelige i Libanon, og at ansøgerens herboende ægtefælle således kunne købe sin medicin i Libanon. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret var mødtes og var blevet gift, og hvorfra de begge var statsløse palæstinensere, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Det forhold, at begge ansøgerens herboende ægtefælles særbørn var blevet danske statsborgere, og at parrets fællesbarn eventuelt havde udsigt til at blive dansk statsborger i slutningen af 2015, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der alene dispenseres fra tilknytningskravet i forhold til danske statsborgere, hvis den herboende ægtefælle har været dansk statsborger i 26 år, eller har haft lovligt ophold i Danmark i 26 år. Det af advokaten anførte om, at det ville være udfordrende for ansøgerens herboende ægtefælle at blive henvist til at udøve familielivet i Libanon på grund af hans forhold til sit særbarn, kunne ikke føre til et ændret resultat. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens herboende ægtefælles særbarn efter det oplyste havde sin moder i Libanon, og desuden ifølge oplysningerne fra Det Centrale Personregister havde været udrejst til Libanon i perioderne fra september 2005 til juli 2009 og fra juli 2010 til september 2013, og således ikke havde fået en væsentlig tilknytning til Danmark, selvom hans skole havde oplyst, at han var aktiv i skolen og den lokale fodboldklub, at han viste stor vilje til at lære det danske sprog, at han i oktober 2014 var blevet udsluset fra modtagerklassen og var startet i en 6. klasse, og at han var velfungerende såvel fagligt som socialt på trods af, at hans danske ikke var helt alderssvarende. FAM/2015/171.


    (1) MedCOI er et projekt finansieret af Den Europæiske Flygtningefond med henblik på at indhente oplysninger om tilgængelig medicin i ansøgeres hjemlande.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag

    Dato: 09-07-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en russisk statsborger. Ansøgeren blev i december 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter EU- og EØS-bekendtgørelsen på et forkert grundlag, da ansøgeren blev anset for at være lettisk statsborger og dermed EU-borger, hvorimod han rettelig var russisk statsborger. I juni og juli 2013 meddelte Statsforvaltningen ansøgeren, at hans ansøgning om tids¬ubegrænset opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen ikke kunne imødekommes. I juni 2014 stadfæstede Udlændingestyrelsen Statsforvaltningens afslag på tidsubegrænset ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingestyrelsen oplyste overfor ansøgeren, at Udlændingestyrelsen tillige havde behandlet ansøgerens sag efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag efter denne bestemmelse. I september 2014 meddelte Statsforvaltningen, at ansøgerens opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt. I oktober 2014 påklagede ansøgeren Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til Udlændingenævnet og anførte i den forbindelse, at han havde boet og arbejdet i Danmark siden december 2008, at han opfyldte alle betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse som EU-borger, og at Statsforvaltningens fejl ikke burde komme ham til skade. Ansøgeren anførte endvidere, at han indtil september 2013 havde været på dagpenge fra sin A-kasse, at han havde et lettisk pas, at han var lettisk statsborger, og at han var EU-borger. Vedlagt klagen var en kopi af det, som ansøgeren oplyste var et lettisk stats¬borgerpas fra december 1970. Det fremgik af de kopierede sider, at passet var udstedt af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, og ansøgerens nationalitet var russisk.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde nogen familiemæssig tilknytning til personer i Danmark, og at han ikke havde oplyst om sådanne omstændigheder, herunder at han skulle lide af alvorlige sygdomme eller handicaps, at dette kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde oplyst, at han havde været i arbejde siden maj 2014, og at han havde uddannet sig til buschauffør og lastbilchauffør. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette ikke i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet henviste til, at det ved opslag i eIndkomst fremgik, at ansøgeren ikke havde været tilknyttet arbejdsmarkedet i perioderne fra april 2011 til maj 2013, fra juli 2013 til juni 2014 og fra september 2014 til marts 2015. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren i kraft af sit ophold i Danmark, herunder karakteren og længden heraf, hvor han i cirka fem år havde haft ret til ophold på et forkert grundlag, sammenholdt med ansøgerens i øvrigt begrænsede tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarkedet, ikke havde opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning hertil. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at det ikke burde komme ham til skade, at han af Statsforvaltningen i december 2008 blev medd