MULTI
Du er her: ForsidePraksisAdministrativ udvisning
right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2017 – Administrativ udvisning – EU-borger

    Dato: 21-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Litauen jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1 samt indrejseforbud i to år jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, 5. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse herom. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter egne oplysninger var indrejst i Danmark ultimo september 2016/primo oktober 2016 og således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig i Danmark i cirka tre eller fire dage. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i oktober 2016 var blevet anholdt og sigtet for fire overtrædelser af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, ved i fire tilfælde af butikstyverier at have stjålet for i alt 2.148 kr. i butikker. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren var blevet pågrebet i umiddelbar tilknytning til det ene forhold, at han havde erkendt alle fire forhold over for politiet, og at han havde vedtaget et bødeforelæg på 4.400 kr. for butikstyverierne, som var blevet begået i nær tilknytning til hans indrejse her i landet. Udlændingenævnet henviste herudover til, at klageren overfor politiet havde oplyst, at han havde brugt alle sine penge på at købe hash på Christiania, at han ikke havde adgang til penge, og at han havde overnattet på Christiania den første nat, men siden da ikke havde sovet. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering, at klagerens adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt således, at udvisningen ikke var uforenelig med EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt bela¬stende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens egne oplysninger om, at klageren var kommet til Danmark ultimo september 2016/primo oktober 2016, at han ikke tidligere havde været i Danmark, at han ikke havde tilknytning til herboende personer, og at han ikke havde oplyst om særlige helbredsmæssige eller personlige forhold, der gjorde, at en udvisning af ham måtte antages at virke særligt belastende. FAM/2017/148.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

    Dato: 09-10-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år til en statsborger fra Rumænien, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1. nr. 1, ikke var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et enkeltstående tyveri af beskeden værdi, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne lægges til grund, at klageren var indrejst i Danmark med det formål at begå kriminalitet, samt at klageren havde forklaret, at han havde opholdt sig i Danmark i cirka seks måneder, hvilken forklaring på det foreliggende grundlag ikke kunne forkastes som værende urigtig. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren ikke tidligere var straffet for berigelseskriminalitet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens adfærd ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor udvisningen af klageren ville være i strid med opholdsdirektivets (direktiv 2004/38/EF) artikel 27, stk. 2. FAM/2017/62.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Frafald af ansøgning om asyl

    Dato: 28-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2016 om administrativ udvisning af en serbisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, og § 32, stk. 4. 5. pkt. Det fremgik af sagen, at klageren primo november 2016 var indrejst i Danmark sammen med sin ægtefælle og fællesbarn, hvor de alle havde søgt om asyl. Under oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen medio november 2016 havde klageren frafaldet sin asylansøgning.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren primo november 2016 havde søgt om asyl, at klageren medio november 2016 havde frafaldet sin ansøgning om asyl, og at ansøgningen om asyl af Udlændingestyrelsen var blevet vurderet som åbenbart grundløs, fordi klageren var statsborger i Serbien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det følger af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, at en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis udlændingen er fritaget for visum, jf. § 3, eller er meddelt visum, jf. §§ 4-4b, og frafalder en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, som behandles efter § 53 b. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder i sagen, der kunne medføre, at klageren ikke kunne udvises, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, og at en udvisning af klageren ikke ville virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, der kunne medføre, at der kunne være humanitære grunde til ikke at udvise klageren. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at klageren som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke skulle udvises. Udlændingenævnet lagde ydermere vægt på, at klageren var født og opvokset i Serbien, at klageren havde familie i Serbien, som klageren havde kontakt til, og at klageren var sund og rask. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at klagerens ægtefælle, som klageren havde et barn sammen med, havde søgt om asyl i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om omstændigheder, der gjorde, at klagerens ægtefælle ikke kunne indrejse i Serbien, for der at udøve familielivet sammen med klageren og fællesbarnet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ægtefællens asylsag var afsluttet. FAM/2017/140.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. september 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 27-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en kinesisk statsborger med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Klageren var i september 2006 indrejst i Danmark med opholdstilladelse som studerende. I marts 2015 inddrog Styrelsen for International Rekruttering og Integration klagerens opholdstilladelse. I maj 2015 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag på hendes ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen fastsatte samtidig en udrejsefrist til medio juni 2015. I juni 2015 anmodede Udlændingestyrelsen Nationalt Udlændingecenter om at foretage udrejsekontrol, da klageren ikke havde indsendt dokumentation for sin udrejse af Danmark. Ultimo september 2016 – efter at politiet gentagne gange havde forsøgt at kontakte klageren – kontaktede klageren efter anmodning politiet. Klageren oplyste, at hun via sin advokat var blevet bekendt med, at hun i februar 2016 havde opnået tidsubegrænset opholdstilladelse. Hun oplyste endvidere, at hun ikke havde set brevet, hvori hun skulle være blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller havde modtaget et opholdskort.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2 var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på oplysningerne fra politiet om, at klageren havde studeret indtil primo 2016, at hun havde været i arbejde på en restaurant så sent som i september 2016, at hun ultimo september 2016 fortsat var registreret med adresse i Danmark, og at hun ultimo oktober 2016 havde rettet personlig henvendelse til Udlændingenævnet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde imod at udvise klageren af landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev meddelt afslag på sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i maj 2015, og at det herefter påhvilede hende at udrejse af landet senest medio juni 2015. Det forhold, at klageren havde oplyst, at hun ikke havde set afgørelsen, hvor hun var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, og at klagerens partsrepræsentant havde oplyst, at hun havde klaget over afgørelsen og oplyst klageren om, at hun senere var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren selv var ansvarlig for valg af partsrepræsentant, og at en afgørelse anses for forkyndt, når den er kommet frem til partsrepræsentanten. En udmeldt udrejsefrist kan derfor ikke suspenderes, uanset om klageren ikke er gjort bekendt med afgørelsens indhold af sin partsrepræsentant. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens oplysninger til politiet, at der ikke forelå særlige helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der ville kunne medføre, at en udvisning måtte antages at virke særligt belastende for hende, samt at hun ikke havde tilknytning til herboende personer, der ville kunne medføre, at udvisningen af klageren måtte anses for at virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at alle klagerens opholdstilladelser i Danmark havde været meddelt med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet fandt endelig, at det af partsrepræsentanten anførte om, at klageren burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1 ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at det ikke fandtes dokumenteret, at der forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen af klageren måtte anses for at virke særligt belastende for hende. FAM/2017/139.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 27-04-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud i to år til en statsborger fra Iran. Klageren fik i maj 2016 inddraget sin opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen, hvorved Styrelsen for International Rekruttering Integration havde fastsat udrejsefristen til medio juni 2016. Efter den fastsatte udrejsefrists udløb mødte klageren op i Udlændingenævnet, hvorefter Styrelsen for International Rekruttering og Integration den følgende dag traf afgørelse om udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Styrelsen for International Rekruttering og Integration traf afgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist i juni 2016, som blev fastsat i forbindelse med Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra maj 2016, og at klageren, efter at udrejsefristen var overskredet, personligt var mødt op i Udlændingenævnet, hvor klageren var blevet tilbageholdt af politiet, da klageren ikke længere havde lovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der ville tale imod at udvise klageren af landet, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i maj 2016 havde fået inddraget sin opholdstilladelse fra marts 2015, da han ikke havde overholdt en af betingelserne for opholdstilladelse, og at det herefter havde påhvilet klageren at udrejse af landet senest medio juni 2016. Det forhold, at klageren ikke var blevet opmærksom på Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra maj 2016 før medio juni 2016, og at udrejsefristen på dette tidspunkt allerede var overskredet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var tilmeldt digital post, at det var klagerens eget ansvar at tjekke sin e-boks, og at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med frigørende virkning kunne sende breve med digital post til den pågældendes e-boks, jf. § 3, stk. 1, i lov om Digital Post fra offentlige afsendere. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klagerens frihedsberøvelse var blevet kendt ulovlig af byretten, og at klageren var blevet løsladt og tilkendt erstatning på 8.000 kr. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagens akter, at klageren alene var blevet meddelt en advarsel, da klageren ikke havde midler til at betale en bøde, hvorfor sagen var blevet afgjort med et tiltalefrafald. ERH/2017/82.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. april 2017 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

    Dato: 11-04-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2016 om administrativ udvisning af en finsk statsborger i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3 og § 32, stk. 4, 5. pkt. Det fremgik af politirapporterne, at klageren i april 2016 blev truffet i Rødby Havn sammen med sin søster, der var statsborger i Somalia, at klagerens søster i forbindelse med standsningen fremviste et falsk italiensk pas, og at klageren modtog en straksbøde på 5.000 kr. Det fremgik endvidere, at klageren og klagerens søster havde til hensigt at fortsætte til Finland, og at klageren var bevidst om, at han ikke på legal vis kunne transportere sin søster til Finland.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren havde overtrådt udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1 til 4, idet han havde bistået sin søster uden gyldig rejselegitimation med ulovlig indrejse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren og hans søster samstemmende havde forklaret, at klagerens søster havde taget kontakt til klageren med henblik på at få hjælp til at komme til Finland fra Italien, at klageren havde samlet sin søster op i Hamborg, og at klageren og hans søster herefter var fortsat mod Puttgarden, hvorefter klageren og hans søster i april 2016 var indrejst i Danmark, mens klagerens søster havde været i besiddelse af et falsk italiensk pas. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ved afhøringer i april 2016 havde erkendt forholdet, og at han i april 2016 havde vedtaget et bødeforelæg for forholdet. Udlændingenævnet tillagde det herudover vægt, at klageren efter det oplyste i samarbejde med sin søster havde planlagt bevidst at skaffe sin søster adgang til Danmark uden lovlig rejselegitimation, selvom han var klar over, at dette var i strid med dansk lovgivning, at klageren havde forklaret til politiet, at han var fløjet til Rom for der at leje en bil, så han kunne hente sin søster og bringe hende til Finland, at klageren, da han blev stoppet af politiet i Rødby Havn, i første omgang havde forklaret, at hans passager var en fremmed, han havde mødt på en cafe i Hamborg og tilbudt at køre til København, hvorfra hun kunne tage videre til Sverige, hvorefter han selv ville køre til Ringkøbing, og at klagerens søster havde været i besiddelse af et falsk italiensk pas, som hun havde fremvist med henblik på at blive meddelt tilladelse til indrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at der var tilstrækkelige holdepunkter for at anse klagerens adfærd for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at udvisningen derfor ikke ville være uforenelig med opholdsdirektivet, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at det var hans søster, som klageren havde transporteret til Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet klagerens søster ikke havde lovligt ophold i Danmark, og idet klageren overfor politiet havde erkendt, at han var opmærksom på, at han ikke kunne transportere hende på lovlig vis. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var blevet udsendt til Finland, hvor han var statsborger, og hvor han efter det oplyste boede sammen med sin ægtefælle og parrets to børn. FAM/2017/44.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. marts 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 30-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Tyrkiet, som havde opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse, og som ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med en af Udlændingestyrelsen fastsat udrejsefrist, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Klageren var i juni 2015 meddelt afslag på opholdstilladelse og pålagt at udrejse straks af Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var til stede, da Udlændingestyrelsen traf sin afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i juni 2015 havde meddelt klageren afslag på hans seneste ansøgning om opholdstilladelse, og at det herefter påhvilede klageren at udrejse af landet straks. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist i Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2015, og at han i maj 2016 var blevet antruffet af politiet i Sverige, da han havde forsøgt at indrejse i Sverige fra Danmark uden fornøden opholdstilladelse eller gyldigt visum. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klageren til politiet i maj 2016 havde erkendt, at han havde opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke forelå oplysninger om tilknytning til herboende personer eller oplysninger om helbredsmæssige forhold, der kunne føre til, at en udvisning af klageren måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at klageren som 16-årig var indrejst i Danmark i 2008 og havde opholdt sig her i landet siden, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da klageren gentagne gange var meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, og da han i forbindelse hermed alene havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold, hvorfor en udvisning af ham ikke kunne antages at virke belastende. Det forhold, at klageren havde en broder og en søster, som var bosiddende i Danmark fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til et andet resultat, da klageren var myndig. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at klagerens fader var registreret som udrejst til Tyrkiet i februar 2016. Udlændingenævnet fandt endelig, at udrejsefristen kunne fastsættes til straks, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 4. pkt., henset til, at klageren var udvist af landet med indrejseforbud. FAM/2017/67.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. februar 2017 – Administrativ udvisning – Kriminalitet

    Dato: 02-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år til en statsborger fra Etiopien, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i december 2015 blev kendt skyldig i overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse ved at have rettet henvendelse til forurettede og forhindret forurettede i at lukke sin bildør, hvorefter klageren havde befølt forurettede i ansigtet, på låret og brystet, samt flere gange havde tilbudt forurettede sex, hvilket var egnet til at krænke forurettedes blufærdighed, hvilket klageren blev idømt ti dagbøder á 250 kr. for. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at karakteren af den begåede lovovertrædelse sammenholdt med hensynet til den offentlige orden samt sikkerhedsmæssige grunde tilsagde, at klageren kunne udvises af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var 38 år og etiopisk statsborger, at klageren havde været i Danmark i ca. fire en halv måned, da klageren blev dømt for blufærdighedskrænkelse, at klageren ikke fejlede noget helbredsmæssigt, at klageren ikke havde familie i Danmark, men at klageren havde en forlovet i Sudan og sin moder i Eritrea, og at klageren havde læst statistik på universitet i tre år. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde gjort tjeneste i militæret i 17-18 år, før klageren deserterede, og at klageren efter egne oplysninger risikerede tortur ved en tilbagevenden til Eritrea. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der kunne være tale om forhold af asylrelevant karakter, som Flygtningenævnet ville vurdere i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af klagerens klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl fra november 2016. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at klagerens afslag på asyl i november 2016 blev asylretligt vurderet i forhold til Etiopien og ikke i forhold til Eritrea. FAM/2017/35.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. januar 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 12-01-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en statsløs palæstinenser fra Syrien med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 5. pkt.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at klageren ikke burde administrativt udvises med indrejseforbud i to år på grund af ulovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i marts 2016 havde henvendt sig i politibutikken i en dansk lufthavn, hvor han netop var ankommet med toget fra Sverige, hvor han var asylansøger, og at han havde ønsket at udrejse med det samme til Sverige igen, da hans rejsedestination ikke var København, men Malmö, Sverige. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af sagens akter, at klageren var i besiddelse af en togbillet til en strækning i Sverige, og at billetten var købt tidligere samme dag. Udlændingenævnet lagde således til grund, at det ikke havde været klagerens hensigt at indrejse i Danmark, men at indrejsen alene havde skyldtes, at klageren var faldet i søvn i toget på vej til Malmö. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren ikke kunne anses for at have haft til hensigt at opholde sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig det rettest at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren ikke længere var udvist af Danmark, og det i forbindelse med Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2016 meddelte indrejseforbud blev ophævet. FAM/2017/2.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Overtrådt indrejseforbud meddelt af et andet Schengenland

    Dato: 26-10-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i fem år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1 og § 32, stk. 4, 3. pkt., til en nigeriansk statsborger. Klageren blev i august 2015 antruffet af politiet i Danmark, og det fremgik af Polkon (som er politiets særlige grænseapplikation), at klageren i april 2014 var blevet meddelt indrejseforbud og indberettet som uønsket i Schengenområdet af et andet Schengenland med gyldighed indtil januar 2016. Klageren havde anført, at han ikke var klar over, at han var blevet indberettet som uønsket i Schengenområdet indtil januar 2016, og at han var taget til Danmark i god tro, da hans spanske ægtefælle skulle til jobsamtale i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i fem år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 3. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i august 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev antruffet af politiet i august 2015 uden fornøden indrejse- eller opholdstilladelse, idet klageren i april 2014 var blevet indberettet som uønsket i Schengenområdet gældende indtil januar 2016. Udlændingenævnet henviste herved til, at det herefter påhvilede klageren at søge om særskilt indrejsetilladelse til Danmark for at kunne indrejse lovligt. Det forhold, at klageren var gift med en spansk statsborger, at klageren havde opholdstilladelse i Spanien, og at klagerenes spanske ægtefælle opholdt sig i Danmark sammen med klageren, idet hun søgte arbejde, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at klageren blev indberettet som uønsket i Schengenområdet i april 2014, og at Udlændingenævnet ikke havde grundlag for at anfægte gyldigheden af denne indberetning. Udlændingenævnet fandt således, at uanset at klagerens ægtefælle var EU-statsborger og skulle til Danmark i forbindelse med en jobsamtale, kunne dette ikke i sig selv berettige klageren til at indrejse i Danmark uden særskilt tilladelse. Udlændingenævnet bemærkede herved, at der hverken var dokumentation for klagerens ægtefælles jobansøgning eller ophold i Danmark, ligesom klageren blev antruffet uden ægtefællen, som efter klagerens oplysninger allerede var rejst hjem. Det forhold, at klageren ikke vidste, at han var uønsket i Schengenområdet, og at han var indrejst i Danmark i god tro, kunne således ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde opholdstilladelse i Spanien, hvor han havde bopæl med sin ægtefælle og parrets fællesbørn, og at klageren alene havde opholdt sig kortvarigt i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig på den baggrund, at klageren ikke havde en sådan familiemæssig og social tilknytning til Danmark, at dette kunne tale for at meddele et indrejseforbud af kortere varighed end fem år. FAM/2016/115.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. oktober 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 10-10-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende udvisning af en indisk statsborger med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1. Klageren var i juli 2014 indrejst i Danmark. Primo oktober 2015 var klageren blevet antruffet af politiet i forbindelse med en kontrol for ulovlig arbejdskraft i en restaurant. Klageren erkendte over for politiet, at han opholdt sig ulovligt i Danmark. Klageren oplyste endvidere, at han havde et barn sammen med en dansk kvinde, som han havde mødt kort efter sin ankomst til Danmark, og som han ikke havde haft kontakt med siden februar 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1 var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren overfor politiet havde erkendt, at han havde opholdt sig ulovligt i Danmark, og at han ikke havde været i besiddelse af gyldig rejselegitimation, gyldigt visum eller opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren var blevet antruffet af politiet i forbindelse med en kontrol for ulovlig arbejdskraft. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde et barn i Danmark født i august 2015. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette forhold ikke kunne føre til, at udvisningen af klageren måtte anses for at være særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt til at ophæve en afgørelse om udvisning, at man under sit ulovlige ophold har fået et barn. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at klageren hverken på anholdelsestidspunktet primo oktober 2015 eller på udsendelsestidspunktet ultimo oktober 2015 havde nogen form for kontakt eller samvær med sit barn, og at et ønske om at etablere en relation til et herboende barn heller ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at klageren i juli 2014 var indrejst ulovligt i Danmark, hvor han havde opholdt sig uden et opholdsgrundlag, indtil han primo oktober 2015 blev antruffet af politiet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det af partsrepræsentanten anførte om, at klageren havde gjort adskillige forsøg på at få genetableret kontakten med sin tidligere herboende kæreste, og at hans chance for at få etableret et forhold til sit barn ville blive stærkt forringet, hvis han blev udvist med et indrejseforbud, ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at han i juli 2014 var indrejst ulovligt i Danmark, hvor han havde opholdt sig uden et opholdsgrundlag, indtil han i oktober 2015 blev antruffet af Københavns Politi. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at klageren havde vedtaget og betalt sin bøde, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var tale om forhold, der i sig selv kunne føre til, at afgørelsen om udvisning med indrejseforbud kunne ophæves. Det af partsrepræsentanten anførte om, at der var tale om en mindre alvorlig forseelse, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering, ligesom anmodningen om en forkortelse af indrejseforbuddets periode ikke kunne imødekommes. Udlændingenævnet fandt endelig, at kun såfremt ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger talte herfor, kunne der meddeles et indrejseforbud af kortere varighed. Idet klageren på anholdelsestidspunktet og udsendelsestidspunktet ikke havde nogen form for kontakt eller samvær med sit barn eller øvrige familiemæssige eller sociale tilknytninger, kunne der ikke anses for at foreligge særlige omstændigheder, der kunne tale for at forkorte den meddelte periode for indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5. FAM/2016/120.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. september 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 12-09-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en bangladeshisk statsborger med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. I november 2013 blev ansøgeren meddelt endeligt afslag på asyl af Flygtningenævnet, som i afgørelsen lagde til grund, at han måtte antages at stamme fra Bangladesh og ikke fra Burma, og at han kunne udsendes tvangsmæssigt til Bangladesh. Udlændingestyrelsen traf herefter i maj 2014 afgørelse om at udvise ansøgeren.

    Udlændingenævnet fandt, at der var en væsentlig mangel i Udlændingestyrelsens afgørelsesgrundlag. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af Udlændingestyrelsens udvisningsafgørelse fra maj 2014 fremgik, at Udlændingestyrelsen havde lagt vægt på, at ansøgeren til politiet ved en udrejsekontrol i december 2013 havde oplyst, at han på daværende tidspunkt ikke ønskede at medvirke til udsendelse til Bangladesh, jf. Flygtningenævnets endelige afgørelse om asyl fra november 2013. Det fremgik imidlertid rettelig af politiets rapport om udrejsekontrol i december 2013, at politiet havde foreholdt ansøgeren, om han ville medvirke til frivillig udrejse til Burma og ikke Bangladesh. På den baggrund hjemviste Udlændingenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen i første instans på ny kunne vurdere, hvorvidt betingelserne for at kunne udvise ansøgeren, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt. FAM/2016/68.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren

    Dato: 02-08-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Albanien, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2016 klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Klageren blev samtidig administrativt udvist og meddelt indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i maj 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse i maj 2016 havde meddelt klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fulgte af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, at en udlænding i denne situation skulle udvises, medmindre særlige grunde talte herimod (1). Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod at udvise klageren af landet, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at der kunne være humanitære grunde til ikke at udvise klageren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at klageren som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke skulle udvises. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold omfattet af udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke havde en familiemæssig tilknytning til Danmark, men at klageren havde en broder i sit hjemland, og at klageren var sund og rask. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde anført, at klageren ønskede at klage over, at han fik indrejseforbud i hele EU og Schengenlandene, og at han ikke havde haft mulighed for at udrejse, førend han havde modtaget afslaget på asyl, idet dette ikke var et forhold, der kunne tillægges betydning, når klageren havde fået afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1, og i den forbindelse var blevet udvist i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2. FAM/2016/51.

    (1) Det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 25 b, stk. 2 (Lovforslag nr. L 107, fremsat den 12. januar 2011, bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser, til nr. 2) vedrørende udlændinge, der meddeles afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, at: ”I sager, hvor Udlændingeservice [nu Udlændingestyrelsen] meddeler et afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren, skal udrejsefristen efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, fastsættes til straks, og den pågældende asylansøger skal derfor udvises med indrejseforbud efter § 25 b, stk. 2, medmindre særlige grunde taler herimod.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren

    Dato: 02-08-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Serbien, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Udlændingestyrelsen meddelte i juni 2016 klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Klageren blev samtidig administrativt udvist og meddelt indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i juni 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse i juni 2016 havde meddelt klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fulgte af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, at en udlænding i denne situation skulle udvises, medmindre særlige grunde talte herimod (1). Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod at udvise klageren af landet, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at der kunne være humanitære grunde til ikke at udvise klageren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at klageren som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke skulle udvises. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold omfattet af udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke havde en familiemæssig tilknytning til Danmark, men at klageren havde en søn i sit hjemland, og at klageren var sund og rask. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde anført, at han havde ret til at søge asyl i Danmark, og at han ikke var kommet til Danmark for at skabe problemer, idet dette ikke var forhold, der kunne tillægges betydning, når klageren havde fået afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1, og i den forbindelse var blevet udvist i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2. FAM/2016/58.

    (1) Det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 25 b, stk. 2 (Lovforslag nr. L 107, fremsat den 12. januar 2011, bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser, til nr. 2) vedrørende udlændinge, der meddeles afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, at: ”I sager, hvor Udlændingeservice [nu Udlændingestyrelsen] meddeler et afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren, skal udrejsefristen efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, fastsættes til straks, og den pågældende asylansøger skal derfor udvises med indrejseforbud efter § 25 b, stk. 2, medmindre særlige grunde taler herimod.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2016 – Administrativ udvisning – EU-borger – Ulovligt ophold

    Dato: 14-06-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en statsborger fra Litauen med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Klageren, der havde opholdt sig i Danmark siden maj 2015, blev i oktober 2015 anholdt af politiet og sigtet for ulovligt ophold, idet han havde opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse, og idet han som EU-borger havde været turist i Danmark fra maj 2015 til juli 2015, hvorefter han var forblevet som turist i Danmark frem til oktober 2015. Han havde ernæret sig under sit ophold her i landet ved at samle flasker. Klageren havde over for politiet forklaret, at han ikke havde været aktivt jobsøgende under sit ophold i Danmark, og at han ikke havde en intention om at søge eller udføre arbejde i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, ved i tidsrummet fra august 2015 til oktober 2015 at have opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse, idet han som EU-borger havde været turist i Danmark fra maj 2015 til juli 2015, hvorefter han var forblevet som turist i Danmark frem til oktober 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren havde ernæret sig ved at samle flasker. Udlændingenævnet lagde på den baggrund vægt på, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke længere havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, og 4, da han som EU-borger alene havde ret til at opholde sig i Danmark i op til tre måneder fra sin indrejse, jf. udlændingelovens § 2, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere efter de foreliggende oplysninger, at klageren ikke reelt havde været arbejdssøgende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens egne oplysninger til politiet om, at han siden sin ankomst til Danmark havde været hjemløs og sovet i telt i parker, at han kom til Danmark i maj 2015 med henblik på at samle flasker – hvilket efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne sidestilles med beskæftigelse som hverken arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller en person med tilstrækkelige midler – at han ikke havde været aktivt jobsøgende under sit ophold, da han ikke talte særlig godt engelsk, og at han ikke havde en intention om at søge eller udføre arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde midler til ophold og hjemrejse, at han ikke havde tilknytning til Danmark eller herboende personer, at der ikke forelå særlige helbredsmæssige eller andre personlige forhold, og at der ikke var oplyst om andre særligt belastende forhold ved en tilbagevenden til hjemlandet. FAM/2016/66.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. december 2015 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

    Dato: 17-12-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en italiensk statsborger med indrejseforbud i to år på grund af kriminalitet begået i Danmark, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 32, stk. 4, 2. pkt. Klageren blev i august anholdt for tyveri af en mobiltelefon til en værdi af 4.100 kr. samt for besiddelse af 1,2 gram hash i sin højre bukselomme. Klageren havde i forbindelse med en afhøring til politiet erkendt, at han havde stjålet mobiltelefonen, og oplyst at hashen var til eget forbrug.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke kunne udvises af Danmark med indrejseforbud i to år, idet dette ikke var foreneligt med EU-retten. Udlændingenævnet fandt således, at klagerens fortsatte tilstedeværelse i Danmark ikke kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. EU-rettens regler om fri bevægelighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste ikke tidligere var straffet i Danmark, og at tyveriet ikke havde båret præg af at være organiseret eller forud planlagt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at byretten havde fundet, at der ikke havde foreligget et sådant sikkert grundlag for vurderingen af, hvorvidt klagerens adfærd havde udgjort en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod grundlæggende samfundsinteresser, hvorfor der ikke havde været grundlag for at opretholde frihedsberøvelsen af klageren. FAM/2015/236.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Overtrådt indrejseforbud

    Dato: 16-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelser om udvisning af et serbisk ægtepar for indrejse i Danmark i strid med et indrejseforbud meddelt i et andet Schengenland, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 3. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klagerne med indrejseforbud i fem år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 3. pkt., var opfyldt, da Udlængestyrelsen traf afgørelserne i maj 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerne var indrejst i Schengen-området i april 2015 på trods af, at klagerne var meddelt indrejseforbud i Schengen-området i to Schengen-lande gældende til henholdsvis september 2015 og februar 2017. Det forhold, at klagerne havde oplyst, at de ikke havde kendskab til indrejseforbuddene i de to Schengen-lande, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ene klager var blevet deporteret til Serbien af Ungarn i september 2010, og at den anden klager var blevet udvist af Tyskland i marts 2010, efter at den pågældende var blevet dømt flere tilfælde af tyveri. Udlændingenævnet henviste til, at det er to Schengen-lande, der havde indberettet klagerne i SIS, og såfremt klagerne ville gøre indsigelser mod disse landes indberetning i SIS, måtte klagerne rette henvendelse til de relevante landes myndigheder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klagerne havde oplyst, at klagerne var blevet overfaldet gentagne gange i Serbien som følge af deres tilknytning til Kosovo, og at klagerne havde en verserende konflikt med en tidligere arbejdsgiver, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om forhold af asylretlig karakter, der ikke indgik i vurderingen af sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at klagerne havde frafaldet deres asylansøgninger i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at en af klagerne led af hjerteproblemer, for højt kolesterol samt dårlige nerver, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke herved forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klagerne. FAM/2015/235.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 16-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 2. pkt., på grund af ulovligt ophold i Danmark, til en pakistansk statsborger, der ved Flygtningenævnets afgørelse fra december 2014 var blevet meddelt afslag på asyl, og som i den forbindelse blev pålagt at udrejse af Danmark senest 15 dage efter afgørelsesdatoen, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2, 2. pkt. Klageren udrejste ikke i overensstemmelse hermed. Klageren havde et mindreårigt barn, født i 2013, med en bulgarsk statsborger. Barnets moder forsvandt efter det oplyste kort efter fødslen, og klageren havde en verserende sag ved Statsforvaltningen om ophævelse af den fælles forældremyndighed. Han ønskede herefter at søge opholdstilladelse efter EU-retten under henvisning til sin søn, der var bulgarsk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i juni 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ved Flygtningenævnets afgørelse i december 2014 var blevet meddelt afslag på asyl, og at han i den forbindelse var blevet pålagt at udrejse af Danmark senest 15 dage efter afgørelsesdatoen, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2, 2. pkt., og at han ikke var udrejst i overensstemmelse hermed. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ved sit fremmøde hos Rigspolitiet, Nationalt Udlændingecenter, i december 2014 havde oplyst, at han og hans søn ønskede at medvirke frivilligt til udsendelsen, at han skulle bruge to måneder til at få afsluttet sine sager, men at når sagerne var afsluttede, ville han gerne samarbejde fuldt ud med myndighederne. Udlændingenævnet bemærkede herved, at klageren og hans søns asylsag var afsluttet ved Flygtningenævnets afgørelse i december 2014, og at det oplyste om den verserende sag om ophævelse af fælles forældremyndighed ikke gav anledning til at udsætte udrejsefristen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, at han alene sås at have haft processuelt ophold under asylsagsbehandlingen, at han blev meddelt endeligt afslag på asyl ved Flygtningenævnets afgørelse i december 2014, og at han senest i november 2015 havde fået afslag på genoptagelse af sin asylsag. Det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at udvisningen af klageren ville stride mod retten til familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og barnets interesse efter FN’s Børnekonvention, idet klagerens mindreårige søn ville blive adskilt fra sin fader, hvis denne blev udvist, da den mindreårige søn ikke havde et gyldigt pas, og klageren ikke havde fuld forældremyndighed over drengen, og at dette betød, at den mindreårige søn ikke kunne følge med til Pakistan og heller ikke kunne søge om opholdstilladelse i Pakistan uden et gyldigt pas, kunne efter Udlændingenævnets opfattelse ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land, de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt ikke, at FN’s børnekonvention giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Det forhold, at partsrepræsentanten havde henvist til to domme afsagt af EU-domstolen – Sag C-34/09 Gerardo Ruiz Zambrano mod Office national del I’emploi (Onem) og Sag C-200/02 Kungian Catherine Zhu og Man Lavette Chen mod Secretary of State for the Home Department – kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingenævnet ikke havde kompetence til at behandle sager om opholdsret efter EU-retten. Udlændingenævnet konstaterede i den forbindelse, at den rette myndighed – Statsforvaltningen – allerede havde behandlet sagen. FAM/2015/250.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2015 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

    Dato: 23-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en kroatisk og bosnisk statsborger med dobbelt statsborgerskab i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Det fremgik af sagen, at klageren i april 2015 blev anholdt i forbindelse med en udrejsekontrol i Københavns Lufthavn, hvor han var på vej til Beograd, Serbien, idet en skanning af klagerens pas viste, at han af Sverige var indberettet som uønsket og meddelt indrejseforbud i Schengen i perioden fra marts 2015 til marts 2018. På den baggrund blev klageren frihedsberøvet og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven for at være indrejst ulovligt i et Schengen land. Det fremgik af Københavns Politis anmeldelsesrapport og afhøringsrapport, at klageren blev visiteret i Vestre Fængsel, hvor politiet fandt klageren i besiddelse af en hashklump og to små poser, der indeholdt et hvidt stof. Stoffet blev analyseret af Border Police som værende kokain. Klageren erkendte over for politiet, at stofferne lå i hans taske, som han selv havde pakket, men han nægtede, at stofferne var til eget forbrug, og at han selv skulle have medbragt stofferne, og han oplyste, at han ikke vidste, hvorfor stofferne lå i hans taske. Københavns Politi havde over for Udlændingenævnet oplyst, at klageren havde modtaget et bødeforelæg på 8.000 kr. for overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer, idet han ulovligt havde været i besiddelse af 2,7 gram kokain og 5,7 gram hash. Klageren var efterfølgende i juli 2015 ved Københavns Byret blevet dømt for ulovlig besiddelse af 2,7 gram kokain og 5,7 gram hash.

    Udlændingenævnet lagde til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2015 ikke havde opholdt sig her i landet i længere tid end de sidste seks måneder, hvorefter Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf sin afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren under visitationen i Vestre Fængsel var fundet i besiddelse af 5,7 gram hash og 2,7 gram kokain, at klageren til Københavns Politis afhøringsrapport havde erkendt det faktiske forhold, at stofferne lå i hans taske, og at klageren havde været bevidst om, at det var euforiserende stoffer, der lå i hans taske. Ligeledes lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren i Københavns Byret var dømt for ulovlig besiddelse af 2,7 gram kokain og 5,7 gram hash. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klagerens adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, således at udvisningen af klageren ikke var uforenelig med EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en udvisning ville være særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke tidligere havde oplyst at have haft længerevarende ophold her i landet eller at have nogen særlig tilknytning til herboende personer eller at have særlige personlige eller helbredsmæssige forhold eller oplyst om særligt belastende forhold ved en tilbagevenden til enten Kroatien eller Bosnien-Hercegovina. FAM/2015/253.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Administrativ udvisning – Kriminalitet – EU-borgere

    Dato: 07-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med et indrejseforbud i to år af to polske statsborgere i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1 og § 32, stk. 4, 5. pkt. Det fremgik af en politirapport, at de to udviste, der var mor og datter, havde begået butikstyveri, hvor de havde stjålet varer for 1.379,20 kr. Det fremgik af rapporten, at de to udviste var blevet anmeldt i marts 2015, da de var gået ind i et prøverum med en række varer og derefter kom tomhændede ud med hver en taske i hånden. Anmelderen havde mistet dem af syne ved et kundeskab, men havde senere samme dag taget kontakt til de to udviste, da de på ny var kommet tilbage til butikken. De havde hver i deres tasker nogle varer, som den pågældende butik førte. I tasken lå også en del stanniol, ligesom der i kundeskabet var flere varer, der blev ført af den pågældende butik, der var forsynet med alarmer, der var viklet ind i et tykt lag stanniol. Moderen erkendte tyveriet over for politiet. Hun forklarede til politiet, at hun og datteren var turister fra Polen, at de skulle hjem senere samme dag, at hendes datter ikke havde noget med tyveriet at gøre og ikke var vidende om, at moderen havde lagt en parfume i datterens taske. Datteren forklarede, at hun var kommet til Danmark i februar 2015, at hendes fader boede fast i Danmark, at han havde opholdt sig i Danmark i cirka syv år, at hun tidligere havde besøgt Danmark, og at hun ikke vidste, hvem der havde pakket alarmerne ind i stanniol. Det fremgik af et bødeforelæg fra den pågældende dag, at de to udviste havde betalt bødeforelæg på henholdsvis 1.500 kr og 1.000 kr. I marts 2015 udviste Udlændingestyrelsen moderen og datteren af Danmark med et indrejseforbud på to år. I april 2015 klagede den udviste moders advokat på vegne af de to og anførte til støtte for klagen, at de udviste med deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, at advokaten ikke mente, at den begåede kriminalitet var af professionel karakter, samt at tyveriet ikke kunne antages at være begået med henblik på at omsætte varerne på et senere tidspunkt, da varerne blandt andet var beklædning og makeup. Advokaten henviste endvidere til, at de to udviste ikke var tidligere straffet. Advokaten henviste desuden til de refererede TFK 2012.1042 og TFK 2009.670.

    Udlændingenævnet lagde til grund ud fra de udvistes egne oplysninger, at de på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde opholdt sig i Danmark i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet fandt herefter, at betingelserne for at kunne udvise de pågældende med et indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 5. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf deres afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at de to udviste i forening begik butiksrøveri i den pågældende butik i marts 2015, at de begge havde erkendt dette, og at de begge havde betalt en bøde for forholdet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset at de to udviste var EU-borgere, kunne de udvises administrativt med indrejseforbud, idet deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark måtte anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den professionelle karakter af tyveriet, idet varernes alarmer var pakket ind i stanniol, antallet af stjålne varer og den korte periode, de to udviste havde været i Danmark, førend de begik kriminalitet. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse og at udvisningen således ikke var uforenelig med EU-reglerne. Det af advokaten anførte om, at de udviste alene havde brugt stanniol til at pakke varerne ind i, og ikke som i sag TFK 2012.1042 havde benyttet en såkaldt russerpose, hvilket efter advokatens opfattelse havde et mere professionelt tilsnit end at pakke varerne ind i stanniol, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering, da formålet med begge anordninger var at undgå, at alarmerne kunne aktiveres, og at det ikke er afgørende for graden af professionalisme, hvor avanceret udstyret til at omgå alarmsystemet er. Det af advokaten anførte om, at de udviste ikke var tidligere straffede i modsætning til sagen refereret i TFK 2009.670, fandt Udlændingenævnet heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, da Udlændingenævnet vurderede, at butikstyveriet grundet udførselsmetoden samt værdien af de stjålne genstande, og henset til at forholdet var begået af flere i forening, havde en så professionel karakter, at der var tale om et forhold, der udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, der kunne bevirke, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for de to udviste, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det forhold, at de udvistes ægtefælle og fader boede i Danmark og skulle have boet her i syv år, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, da familien havde indrettet sig således, at de udøvede samvær i forbindelse med ferieophold, hvilket de kunne fortsætte med i Polen. FAM/2015/174.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. juni 2015 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

    Dato: 09-06-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en rumænsk statsborger i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Klageren var efter egne oplysninger senest indrejst i Danmark i december 2014. Det fremgik af sagen, at han i løbet af fire til fem dage i december 2014 i Danmark var blevet tildelt et bødeforlæg på 800 kr. for at have begået hærværk, at han havde vedtaget et bødeforlæg på 500 kr. for at have at have begået butikstyveri, at han havde vedtaget endnu et bødeforlæg på 500 kr. for at have begået butikstyveri, at han havde vedtaget et bødeforlæg på 1.500 kr. for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og at han have vedtaget et bødeforlæg på 3.000 kr. for at have begået hærværk. Det fremgik endvidere, at klageren i januar 2015 havde vedtaget en bøde og frakendelse af førerretten i tre år for i december 2014 at have ført en bil påvirket af euforiserende stoffer. Det fremgik derudover, at klageren efter egne oplysninger ikke arbejdede, at han drak dagligt, at han røg hash og marihuana, at han ikke kunne redegøre for, hvorledes han skaffede penge til dette forbrug, og at han i december 2014 havde stjålet, fordi han og hans kæreste ikke havde penge. Københavns Byret fandt i forbindelse med et retsmøde en dag efter Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af klageren, at klagerens adfærd efter de foreliggende oplysninger ikke var tilstrækkelig til, at den kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor udvisningen ville være uforenelig med opholdsdirektivet, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3. Københavns Byret inddrog ved sin afgørelse alene to af de i alt fem forhold, klageren havde begået.

    Udlændingenævnet lagde til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i december 2014 ikke havde opholdt sig her i landet i længere tid end de sidste seks måneder, hvorefter Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, og § 32, stk. 4, 2. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf sin afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i december 2014 havde ført en bil påvirket af euforiserende stoffer – et forhold han havde erkendt og vedtaget en bøde og frakendelse af førerretten for – at klageren i december 2014 havde modtaget en bøde for hærværk begået samme dag, at klageren i december 2014 havde modtaget to bøder for to forskellige butikstyverier begået samme dag, og at klageren i december 2014 havde modtaget to bøder for henholdsvis hærværk og overtrædelse af ordensbekendtgørelsen for forhold begået i København i december 2014. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at uanset at klageren var EU-borger, kunne klageren udvises administrativt med indrejseforbud, idet klagerens fortsatte tilstedeværelse måtte anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt således, at henset til, at det kunne lægges til grund, at klageren havde begået alle de anførte strafbare forhold over fire-fem dage, ville det ikke være stridende mod EU-rettens regler om fri bevægelighed at udvise klageren. Det forhold, at Københavns Byret i december 2014 havde fundet, at klagerens adfærd efter de foreliggende oplysninger ikke kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse og havde fundet, at udvisningen ville være uforenelig med opholdsdirektivet, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at Københavns Byret ved sin kendelse i december 2014 alene konkret havde taget stilling til de to begåede forhold vedrørende overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og hærværk. Udlændingenævnet lagde endelig afgørende vægt på, at klageren udover disse to forhold havde begået en række andre kriminelle forhold, som han havde modtaget og til dels vedtaget bøder for, og som ikke indgik i Københavns Byrets kendelse fra december 2014. FAM/2015/105.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. maj 2015 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

    Dato: 21-05-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en græsk statsborger med indrejseforbud i to år på grund af kriminalitet begået i Danmark, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 2, og § 32, stk. 4, 5. pkt. Klageren blev i januar 2015 anholdt for besiddelse af 0,83 gram kokain og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Klageren havde i forbindelse med en afhøring til politiet oplyst, at kokainen var til eget forbrug, og at han fire til fem gange inden for de seneste tre år ved ophold i Danmark havde købt kokain.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke burde udvises med indrejseforbud i to år, idet en sådan udvisning med indrejseforbud måtte anses for at være i strid med EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt således, at klagerens fortsatte tilstedeværelse i Danmark ikke kunne antages at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. EU-rettens regler om fri bevægelighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke tidligere sås at være idømt bøde- eller fængselsstraf for lignende forhold, og at klageren alene var i besiddelse af 0,83 gram kokain til eget forbrug. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at klageren havde oplyst, at han under tidligere ophold i Danmark skulle have købt kokain uden at være dømt eller have modtaget bøde herfor, ikke kunne tillægges afgørende negativ betydning, sammenholdt med at den vedtagne bøde var for besiddelse af en begrænset mængde kokain til eget forbrug, som efter praksis alene ville medføre bødestraf. FAM/2015/93.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. april 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Beskyttelsesværdigt familieliv

    Dato: 13-04-2015

    Udlændingenævnet hjemviste i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en somalisk statsborger, som var blevet udvist med indrejseforbud i to år, under henvisning til, at hun ikke havde overholdt en fastsat udrejsefrist. Udrejsefristen blev fastsat i forbindelse med, at ansøgeren i marts 2014 blev meddelt endeligt afslag på asyl. Ansøgeren indrejste i Danmark i november 2012 og indgik i januar 2015 ægteskab med en somalisk statsborger, som i oktober 2012 blev meddelt asyl i Danmark. Det fremgik af sagen, at parret boede sammen, og at parret i december 2014 fik et fællesbarn.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen forud for afgørelsen om, hvorvidt ansøgeren burde udvises af Danmark, kunne tage stilling til om ansøgeren og dennes ægtefælle havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark var nærmest til at beskytte, eller om parret kunne henvises til at udøve familielivet i Somalia. FAM/2015/118.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. februar 2015 – Administrativ udvisning – Subsistensløshed

    Dato: 18-02-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år til en nigeriansk statsborger, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Ansøgeren henvendte sig i september 2014 til politiet, da han ønskede at anmelde, at han havde tabt sit italienske fremmedpas. Politiet kontaktede politiets udlændingesektion, da ansøgeren ikke havde ID på sig, og da ansøgeren ikke havde penge med sig. Udlændingesektionen oplyste, at ansøgeren skulle anholdes med henblik på at klarlægge, om han havde lovligt ophold og midler til at opholde sig i Danmark. Ansøgeren oplyste over for politiet, at han ikke kunne fremvise kopi af sin italienske opholdstilladelse, at han havde opholdt sig i Danmark siden juli 2014, at han havde 100 euro på sig, og at han havde til hensigt at tage til Italien i oktober 2014. Det fremgik af politiets system POLCON, at ansøgeren tidligere var indberettet i Norge for at opholde sig ulovligt. Ansøgeren blev udvist i september 2013 af Norge med indrejseforbud indtil september 2018.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde haft lovligt ophold i Danmark i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde de nødvendige midler til sit underhold i Danmark og til hjemrejsen til Italien eller Nigeria. Udlændingenævnet lagde vægt på politiets oplysninger om, at ansøgeren på anholdelsestidspunktet var i besiddelse af 100 euro, at han ikke havde en hjemrejsebillet, at han over for politiet havde oplyst, at han havde til hensigt at rejse til Italien i oktober 2014, og at han efter at have kontaktet tre venner ikke kunne skaffe midler til det videre ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren ikke havde foretaget sig noget kriminelt i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det påhviler en udlænding, der opholder sig i Danmark, at have de fornødne midler til sit underhold i Danmark og til hjemrejsen. Udlændingenævnet fandt således, at betingelserne for at kunne udvise ansøgeren med indrejseforbud var til stede. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstædigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, at der ikke forelå oplysninger om tilknytning til herboende personer eller oplysninger om helbredsmæssige forhold, der kunne føre til, at en udvisning af ansøgeren måtte antages at virke særligt belastende. FAM/2015/11.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. februar 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde

    Dato: 04-02-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en nigeriansk statsborger med indrejseforbud i to år på grund af ulovligt arbejde i Danmark, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Ansøgeren blev i juni 2012 anholdt for ulovligt arbejde i form af prostitution, som hun erkendte. Det fremgik af afhøringsrapporten fra juni 2012, at ansøgeren fire gange tidligere siden 2009 var blevet antruffet i miljøet omkring Istedgade i København, at nogle mennesker, som opholdt sig i Nigeria, havde bragt hende til Danmark med henblik på prostitution, og at ansøgeren betalte halvdelen af sin månedlige indtjening til en nigeriansk kvinde, som opholdt sig i Danmark. Politiet meddelte i den forbindelse ansøgeren tiltalefrafald for overtrædelse af udlændingeloven. I december 2013 blev ansøgeren igen anholdt for ulovligt arbejde i form af prostitution, hvorefter politiet endnu en gang meddelte ansøgeren tiltalefrafald. I december 2013 blev ansøgeren af Center Mod Menneskehandel vurderet menneskehandlet i sommeren 2012, hvorefter hun blev indkvarteret på et krisecenter. Det fremgik af politiets anmeldelsesrapport fra oktober 2014, at ansøgeren blev antruffet på et loppemarked i Danmark, at ansøgeren var uønsket i Schengen-området med undtagelse af Italien, at hun havde et indrejseforbud til Norge, og at ansøgeren havde ansøgt om forlængelse af sin italienske opholdstilladelse, men at ansøgningen ikke var blevet godkendt endnu. Det fremgik endvidere, at ansøgeren tjente til sit ophold i Danmark ved at prostituere sig selv, at ansøgeren to gange tidligere havde været anholdt for ulovligt arbejde ved prostitution, at ansøgeren begge gange blev erklæret for menneskehandlet af Center Mod Menneskehandel, og at ansøgeren fortsat arbejdede som prostitueret i Danmark. Derudover fremgik det, at ansøgerens italienske opholdstilladelse udløb i januar 2014, at ansøgerens italienske opholdstilladelse ikke var blevet fornyet, at ansøgeren havde søgt om forlængelse af sin opholdstilladelse i Italien i december 2013, og at det italienske politi ved et møde i februar 2014 havde oplyst ansøgeren om, at hun måtte afvente politiets beslutning vedrørende fornyelsen af hendes opholdstilladelse. Det fremgik desuden, at ansøgeren kom til Danmark i august 2014 med fly fra Italien, at ansøgeren skyldte en kvindelig alfons ca. 20.000 euro, at den kvindelige alfons havde bedt ansøgeren om at tage til Danmark for at prostituere sig, og at ansøgeren havde arbejdet som prostitueret omkring Istedgade i København. Det fremgik herudover, at ansøgeren vidste, at hun ikke måtte tage arbejde i Danmark, at ansøgeren ved sine tidligere anholdelser var blevet overgivet til Center Mod Menneskehandel, at ansøgeren var et offer for menneskehandel, og at ansøgeren var bekendt med, at hun kun måtte opholde sig i Italien som følge af, at hun var uønsket i Schengen-området. I oktober 2014 blev ansøgeren meddelt et bødeforelæg på 2.300 kroner for ulovligt arbejde og ophold i Danmark uden fornøden tilladelse. Ansøgerens advokat anførte til støtte for klagen, at ansøgeren ikke kunne straffes og udvises for ulovligt arbejde, idet hendes arbejde i form af prostitution og ophold i Danmark måtte anses for at være en følge af det forhold, at hun var menneskehandlet. I oktober 2014 stadfæstede Østre Landsret byrettens kendelse, hvorved frihedsberøvelse af ansøgeren blev kendt lovlig og forlænget. Østre Landsret anførte i afgørelsen, at ansøgerens forklaring om gæld og pression ikke fandtes at være til hinder for udvisning af hende som følge af udlændingelovens § 26 a. Østre Landsret fandt herefter, at betingelserne for frihedsberøvelse med henblik på udvisning var opfyldt, idet mindre indgribende foranstaltninger ikke fandtes at være tilstrækkelige. Procesbevillingsnævnet havde ved en afgørelse i januar 2015 meddelt tilladelse til, at afgørelsen kunne kæres til Højesteret. I oktober 2014 blev ansøgeren påset udrejst af Danmark til Bologna i Italien. Der blev endvidere i sagen henvist til U 2014.1177H, Højesterets kendelse af 20. januar 2014.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise ansøgeren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde erkendt overfor politiet, at hun levede af at prostituere sig i Danmark uden arbejdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren vedtog en bøde på 2.300 kroner for at have arbejdet som prostitueret på gaden og ved at have opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren var blevet vurderet menneskehandlet, og at ansøgerens advokat havde anført, at ansøgeren hverken kunne straffes eller udvises for ulovligt arbejde i medfør af udlændingelovens § 26 a, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 26 a, at bestemmelsen ikke finder anvendelse, såfremt hensynet til den offentlige orden tilsiger, at der sker udvisning, at ansøgeren i perioden fra 2009 til 2012 flere gange var blevet antruffet i miljøet omkring Istedgade i København, at ansøgeren tre gange var blevet anholdt for ulovligt arbejde i Danmark, og at ansøgeren ikke tidligere havde udnyttet de refleksionsperioder, hun var blevet tilbudt, idet hun selvstændigt i 2012 og i 2013 var rejst tilbage til Italien inden udløbet af refleksionsperioden for senere at indrejse i Danmark og tage ulovligt arbejde på ny. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Østre Landsrets kendelse, at betingelserne for frihedsberøvelse med henblik på udvisning af ansøgeren var opfyldt, idet mindre indgribende foranstaltninger ikke fandtes at være tilstrækkelige. Udlændingenævnet fandt desuden, at Europarådets konvention om indsatsen mod menneskehandel ikke kunne føre til, at udrejsefristen ikke skulle fastsættes til straks, idet hensynet til den offentlige orden tilsagde det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren angav fortsat at være handlet af den samme person, uden at ansøgeren ved sin seneste indrejse i Danmark havde kontaktet de relevante myndigheder med henblik på at modtage de tilbud, som blev givet til personer, der var ofre for menneskehandel. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren skyldte penge til en kvindelig alfons, som havde truet ansøgerens moder på livet, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at de oplyste trusler ikke sås at have en sådan karakter eller intensitet, at de kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt endelig, at Højesterets kendelse af 20. januar 2014 ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Højesterets kendelse ikke var sammenlignelig med ansøgerens sag, idet ansøgeren tre gange var blevet anholdt for ulovligt arbejde i Danmark, og at ansøgeren ikke tidligere havde udnyttet de refleksionsperioder, hun var blevet tilbudt. FAM/2015/22.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. januar 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 21-01-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en nigeriansk statsborger med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Klageren blev i marts 2013 meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen. Afgørelsen blev stadfæstet af Flygtningenævnet i maj 2013, hvorefter det blev pålagt klageren at udrejse af landet 15 dage efter afgørelsesdatoen. I januar 2014 mødte klageren hos Rigspolitiet som tilsagt og oplyste, at han ikke ville medvirke til udsendelsen, da han ikke stolede på, at han ville kunne få en tidligere behandlingsdato end i marts 2014, idet han skulle behandles for øjenproblemer. Klageren blev samtidig vejledt om konsekvensen af manglende udrejse. Af øjenrapport fra Roskilde Sygehus’ øjenafdeling fra januar 2014 fremgik det, at en hurtig behandling af klagerens øjne var nødvendig, idet han var i udsendelsesposition, og at han havde fået en tid i marts 2014 på øjenafdelingen. Klageren blev ved afgørelse fra august 2014 af Udlændinge¬styrelsen udvist med indrejseforbud i to år. Afgørelsen blev påklaget i oktober 2014. Det fremgik af klagen, at klageren som følge af et slag mod sit højre øje halvandet år tilbage havde mistet synet på øjet, og at han led af grøn stær. I november 2014 udtalte Udlændingestyrelsen, at klagerens helbredsmæssige problem med sit ene øje ikke havde en sådan alvorlig karakter, at han som følge heraf ikke havde kunnet udrejse i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i august 2014. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ved Flygtningenævnets afgørelse i maj 2013 blev pålagt at udrejse af Danmark, efter at han var blevet meddelt endeligt afslag på asyl, og at han i august 2014 ikke sås at være udrejst af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en udvisning måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det forhold, at klageren havde mistet synet på sit højre øje og led af grøn stær, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens udtalelse fra november 2014, at klagerens helbredsmæssige problem ikke havde en sådan alvorlig karakter, at han som følge heraf ikke havde kunnet udrejse i overensstemmelse med udrejsefristen. FAM/2015/64.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. december 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde

    Dato: 08-12-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en pakistansk statsborger efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Klageren – der hverken havde opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark, men som havde opholdstilladelse i Spanien – blev i april 2013 antruffet af SKAT i færd med at sælge tøj fra et telt, der var opslået på et kræmmermarkeds handelsgade. Klageren erkendte efterfølgende over for politiet at have udført ulovligt arbejde ved at sælge tøj fra teltet, men anførte, at han i maj 2012 havde registreret en virksomhed i Danmark, og at han var af den opfattelse, at han derved havde tilladelse til at arbejde i virksomheden i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, idet han indrejste i Danmark samme dag, som han blev antruffet af politiet, og at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i april 2013 blev antruffet på et kræmmermarked i færd med at sælge tøj fra et telt, der var opslået på kræmmermarkedets handelsgade, og at han over for politiet havde erkendt, at han herved arbejdede ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at efter udlændingelovens § 13, stk. 1, skal udlændinge have arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse, og at det er en aktivitets faktiske karakter og ikke alene det forhold, om der udbetales løn herfor, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren havde opholdstilladelse i Spanien, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet en spansk opholdstilladelse ikke giver ret til at tage arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder – herunder helbredsmæssige oplysninger – at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. FAM/2014/233.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 01-12-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en israelsk statsborger med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 1. Klageren indrejste ifølge politiets oplysninger i Danmark i december 2010 på et turistvisum og havde efter egne oplysninger ikke søgt om familiesammenføring med sin herboende samlever, da hun vidste, at hun ikke opfyldte kravene for at opnå familiesammenføring. Politiet anholdt i oktober 2014 klageren og sigtede hende for ulovligt ophold, idet hun efter eget udsagn havde opholdt sig i Danmark siden december 2010. Klageren erkendte over for politiet at have opholdt sig ulovligt her i landet.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren til politiet havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark siden december 2010, og at klageren havde vedtaget et bødeforelæg for at have opholdt sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren trods sit næsten fire år lange ophold i Danmark ikke kunne antages at have en berettiget forventning om at kunne etablere og udøve familieliv i Danmark, da hun aldrig havde søgt om opholdstilladelse, og da det efter det oplyste var et bevidst valg fra hendes og hendes samlevers side ikke at søge om familiesammenføring eller opholdstilladelse på andet grundlag i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisning måtte anses for at virke særligt belastende, idet klageren efter det oplyste havde familie og venner i Israel, som hun var i daglig kontakt med. Der sås endvidere ikke at foreligge særlige helbredsmæssige eller personlige forhold, der kunne føre til, at udvisningen måtte anses for særligt belastende for klageren. FAM/2014/226.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. november 2014 – Administrativ udvisning – EU-borger – Ulovligt ophold

    Dato: 24-11-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en polsk statsborger med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 1. Klageren, der havde opholdt sig i Danmark i hvert fald siden september 2013, blev i september 2014 anholdt af politiet og sigtet for ulovligt ophold, idet han oplyste ikke at have været i beskæftigelse eller jobsøgende under sit ophold. Klageren ændrede dog senere forklaring til, at han havde været jobsøgende under sit ophold i Danmark, men at han ikke kunne få et arbejde, idet han ikke havde en fast bopæl.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde opholdt sig ulovligt i Danmark på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, da han ikke længere havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, og 4, idet han som EU-statsborger alene havde ret til at opholde sig i Danmark i op tre måneder fra sin indrejse, jf. udlændingelovens § 2, stk. 1, og at Udlændingenævnet efter de foreliggende oplysninger fandt, at han ikke havde været reelt arbejdssøgende i perioden fra september 2013 til september 2014, hvor han havde opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren over for politiet først oplyste, at han ikke havde været jobsøgende under sit ophold i Danmark, og at han ved en senere afhøring kom med modstridende oplysninger om, at han havde været jobsøgende under sit ophold i Danmark, men at han ikke kunne få et arbejde, idet han ikke havde en fast bopæl, ligesom han ikke kunne oplyse, hvilke arbejdspladser han havde ansøgt om job hos, og at han havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at en EU-statsborger, der er indrejst i landet for at søge beskæftigelse, har ret til ophold som arbejdssøgende i indtil seks måneder fra indrejsen, og at den pågældende herefter har ret til ophold som arbejdssøgende, så længe det kan dokumenteres, at den pågældende fortsat søger arbejde og har reelle muligheder for at blive ansat, jf. § 3, stk. 4, i EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. FAM/2014/232.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. november 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 11-11-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en gambisk statsborger efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1. Klageren, der havde opholdstilladelse i Spanien, indrejste ifølge egne oplysninger i Danmark midt i marts 2014. Politiet anholdt midt i juli 2014 klageren og sigtede ham for ulovligt ophold, idet han havde opholdt sig i Danmark i mere end 90 dage. Klageren havde over for politiet erkendt, at have opholdt sig ulovligt her i landet.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren til politiet havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark i cirka en måned i perioden fra medio juni 2014 til medio juli 2014, og at klageren havde vedtaget et bødeforelæg for at have opholdt sig ulovligt i Danmark. Det forhold, at klagerens kæreste, der boede i Danmark, til støtte for klagen havde anført blandt andet, at klageren ikke forstod Udlændingestyrelsens udvisningsafgørelse, idet denne var udfærdiget på dansk, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet afgørelsen blev forkyndt på engelsk for klageren, og idet klageren havde oplyst, at han forstod engelsk, ligesom han havde tilkendegivet, at han ikke var enig i afgørelsen, men ikke ønskede at påklage denne. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren havde oplyst, at han og hans kæreste skulle giftes i Danmark i november 2014, og at klageren var i Danmark, fordi han var blevet forelsket i sin herboende kæreste og agerede far for dennes børn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering og lagde herved vægt på, at klageren havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark, og at klageren og dennes kæreste derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne opholde sig vedvarende her i landet med henblik på at etablere et familieliv, ligesom Udlændingenævnet henviste til, at klageren udover sin kæreste ikke havde tilknytning til herboende personer, og at det således ikke ville være belastende for klageren at vende tilbage til sit opholdsland Spanien. FAM/2014/164.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. oktober 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde

    Dato: 22-10-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en tyrkisk statsborger efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Klageren, der havde opholdstilladelse og boede i Sverige, blev i forbindelse med en kontrolaktion iværksat af politiet, SKAT og Arbejdstilsynet fundet i færd med at pakke servietter i kasser på en ejendom, der ejedes af klagerens fætter. Fætteren var også direktør i en emballagevirksomhed, der havde til huse på ejendommen. Klageren var angiveligt direktør for det svenske søsterselskab til emballagevirksomheden. Klageren oplyste til politiet, at han blot ville instruere de øvrige medarbejdere i, hvorledes arbejdet skulle udføres.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at politiet i forbindelse med en kontrolaktion sammen med SKAT og Arbejdstilsynet på ejendommen, hvorfra en emballagevirksomhed blev drevet, fandt klageren og tre øvrige medarbejdere i færd med at pakke servietter i papkasser. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren til politiet havde oplyst, at han ikke syntes, at medarbejderne i virksomheden udførte arbejdet på en hensigtsmæssig måde, hvorfor han foreviste, hvordan han syntes, at medarbejderne skulle gøre, idet han viste dem, hvordan de skulle sætte tape på kassen, inden de lagde servietterne i kassen, og hvordan de skulle sætte tape og label på bagefter, og at det var på eget initiativ, at han havde instrueret medarbejderne i udførelsen af arbejdet. Udlændingenævnet fandt, at det var uden betydning, at klageren ikke var iført arbejdstøj. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at emballagevirksomhedsejeren, der også var klagerens fætter, oplyste, at klageren var ansat i den svenske afdeling af virksomheden, mens klageren selv oplyste, at han var ansat i den tyrkiske afdeling af virksomheden. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af udlændingelovens § 13, stk. 1, at udlændinge skal have arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse, og at det er en aktivitets faktiske karakter, og ikke alene det forhold, om der udbetales løn for arbejdet, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde. Det forhold, at ansøgeren havde opholdstilladelse i Sverige, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet en svensk opholdstilladelse ikke giver ret til at tage arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klagerens handlinger ikke kunne henføres til udlændingebekendtgørelsens § 33, stk. 2, nr. 3, idet klageren ved at instruere og vise medarbejderne ansat i den danske virksomhed, hvorledes disse skulle udføre deres arbejde, havde varetaget en daglig ledelsesfunktion/en arbejdsfunktion, der ikke kunne indeholdes i udlændingebekendtgørelsens § 33, stk. 2, nr. 3, hvorunder udlændinge for et tidsrum af 90 dage fra indrejsen er fritaget fra krav om arbejdstilladelse, hvis de er repræsentanter på forretningsrejse her i landet for udenlandske firmaer eller selskaber, der ikke har forretningskontor her i landet. Udlændingenævnet bemærkede, at der ved forretningsrejse må forstås en rejse med henblik på at indgå i møder med andre virksomheder eller kunder, indgå kontrakter og eventuelt inspicere virksomheder. FAM/2014/154.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Administrativ udvisning – Kriminalitet – EU-borger

    Dato: 04-09-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år af en person med både irakisk og svensk statsborgerskab efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. I april 2014 indrejste klageren med fly i Dan-mark fra Irak. Den pågældende skulle herefter videre til Sverige, hvor han boede. Den pågældende gik i lufthavnen igennem området, hvor man automatisk angiver intet at have at deklarere. SKAT trak klageren til side og fandt i den pågældendes bagage 5000 cigaretter og 6 kg tobak, hvilket var over den tilladte grænse på 400 cigaretter. Den pågældende fik en bøde på 30.000 kr. og blev pålagt at betale en afgift på cirka 15.000 kr. for overtrædelse af toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1. I april 2014 udviste Udlændingestyrel-sen klageren af Danmark og meddelte den pågældende indrejseforbud i to år.

    Udlændingenævnets flertal fandt, at klageren ikke burde udvises med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at klageren var borger i EU, at den pågældende ved indrejsen i Danmark fra Irak medbragte cigaretter og tobak og fik en bøde samt afgifter fra SKAT på et samlet beløb af cirka 45.000 kr. for indsmuglingen af 5000 cigaretter og 6 kg tobak, og at den pågældende ikke var kendt for lignende kriminalitet. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at indsmuglingen af det nævnte kvantum tobaksvarer ikke kunne antages at have en sådan karakter, at den kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnets flertal fandt på denne baggrund, at en udvisning måtte antages at være uforenelig med EU-retten, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3. FAM/2014/118.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 04-09-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, til en filippinsk statsborger, da hun på tidspunktet for en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark indgivet i februar 2014 ikke havde lovligt ophold her i landet. Samtidig stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21*. Ansøgeren blev i februar 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair med gyldighed frem til august 2010. I december 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring og pålagde i den forbindelse ansøgeren at udrejse senest 15 dage efter modtagelsen af afgørelsen. Det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration meddelte i februar 2011 ansøgeren, at klagen ikke var tillagt opsættende virkning og pålagde i den forbindelse ansøgeren at udrejse straks. I juni 2011 stadfæstede det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2010 og pålagde ansøgeren at udrejse straks. I juli 2013 søgte ansøgeren om humanitær opholdstilladelse i Danmark, og i august 2013 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på ansøgningen om humanitær opholdstilladelse. I februar 2014 indgav ansøgeren på ny ansøgning om ægtefællesammenføring i Danmark, hvor hun oplyste, at hun siden 2009 havde opholdt sig uafbrudt her i landet. I maj 2014 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at afvise ansøgerens ansøgning om ægtefællesammenføring samt om at udvise ansøgeren med indrejseforbud i to år.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise ansøgeren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at Udlændingestyrelsen i december 2010 pålagde ansøgeren at udrejse senest 15 dage efter modtagelsen af afgørelsen, at det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i februar 2011 pålagde ansøgeren at udrejse straks, og at ansøgeren i februar 2014 indgav ansøgning om ægtefællesammenføring, hvor hun oplyste, at hun siden 2009 uafbrudt havde opholdt sig her i landet. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren ikke var udrejst i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist og have haft ulovligt ophold i Danmark siden december 2010. Det forhold, at ansøgeren havde opholdt sig her i landet siden 2009, at hun i august 2010 indgik ægteskab med sin herboende ægtefælle, og at hun fødte parrets fællesbarn i november 2011 i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde haft opholdstilladelse i perioden fra februar 2009 til august 2010 som au pair med henblik på midlertidigt ophold, at ansøgeren således ikke havde haft lovligt ophold, siden hun blev pålagt at udrejse i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag på familiesammenføring i december 2010, og at parret derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet sammen i Danmark. FAM/2014/169.

    *For resumé vedrørende afgørelsen om afvisning se under: Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. juli 2014 – Administrativ udvisning – Subsistensløshed

    Dato: 14-07-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med indrejseforbud efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2, og § 32, stk. 4, 2. pkt., af en statsborger fra Nigeria med opholdstilladelse i Italien. Den pågældende blev i maj 2014 antruffet og anholdt af politiet, og den pågældende oplyste til politiet, at hun havde 405 kr. til resten af sit ophold i Danmark på fire dage. Den pågældende oplyste endvidere til politiet, at hun ikke på lovlig vis kunne anskaffe midler til resten af sit ophold i Danmark. I juni 2014 afsagde Østre Landsret en kendelse om, at den pågældende ikke kunne anses for at være subsistensløs, da hun i byretten havde forklaret, at hun havde yderligere penge og kreditkort.

    Udlændingenævnet fandt, at den pågældende ikke skulle administrativt udvises under henvisning til, at hun ikke havde de nødvendige midler til sit underhold her i landet og til sin hjemrejse, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det fremgik af en kendelse fra Østre Landsret fra juni 2014, at den pågældende ved sin anholdelse var i besiddelse af 405 kr. og en gyldig flybillet, at hun for byretten havde forklaret, at hun havde yderligere penge og kreditkort, samt at der blandt hendes personlige effekter efter anholdelsen blev fundet 300 euro samt diverse kreditkort, og at Østre Landsret på den baggrund havde fundet, at hun ikke kunne anses for at være subsistensløs. Udlændingenævnet tilbagesendte på den baggrund sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne ophæve udvisningen og det meddelte indrejseforbud. FAM/2014/68.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. maj 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 19-05-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en iransk statsborger efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Den pågældende indrejste i Danmark i juni 2009 og søgte om asyl. Den pågældende blev i december 2010 meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen, og Flygtningenævnet stadfæstede i april 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse og pålagde i den forbindelse den pågældende at udrejse syv dage efter Flygtningenævnets afgørelse. Flygtningenævnet traf samtidig afgørelse om, at den pågældende kunne udsendes tvangsmæssigt til hjemlandet, såfremt han ikke ønskede at medvirke til at udrejse. Flygtningenævnets afgørelse blev forkyndt for den pågældende under Flygtningenævnets møde. Politiet antraf den pågældende i forbindelse med en udrejsekontrol i juni 2013. Udlændingestyrelsen meddelte herefter i oktober 2013 den pågældende afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2 (udsendelseshindringer), og pålagde i den forbindelse den pågældende at udrejse i overensstemmelse med den af Flygtningenævnet tidligere fastsatte udrejsefrist. Den pågældende blev herefter i marts 2014 administrativt udvist af Udlændingestyrelsen, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, idet han fortsat ikke var udrejst.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise den pågældende i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den pågældende ikke var udrejst i overensstemmelse med den af Flygtningenævnet fastsatte udrejsefrist. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod udvisning. Det forhold, at den pågældende havde anført, at han var etnisk kurder fra Iran, og at han ville blive fængslet ved hjemkomsten til Iran, idet han ikke havde nogen identitetspapirer, kunne ikke føre til en ændret vurdering, henset til at Flygtningenævnet i april 2011 havde meddelt ham afslag på asyl. Udvisningen fandtes i øvrigt ikke at være særligt belastende for ansøgeren. FAM/2014/69.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. maj 2014 – Administrativ udvisning – EU-borger

    Dato: 07-05-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Litauen under henvisning til udlændingelovens § 25 b, stk. 1, jf. § 32, stk. 4. 2. pkt., da vedkommende opholdt sig ulovligt i Danmark. I december 2006 blev den pågældende meddelt ret til tidsubegrænset ophold i Danmark på baggrund af EU-regler, hvorefter den pågældende udrejste af Danmark i februar 2008. I februar 2013 indrejste den pågældende på ny i Danmark. I perioden fra marts 2013 til december 2013 blev den pågældende anholdt og sigtet flere gange for butikstyveri. Den pågældende kunne ikke dokumentere, at hun havde et job i Danmark. Den pågældende oplyste overfor politiet, at hun ikke havde været tilmeldt et jobcenter og ikke havde haft et tilgængeligt CV på internettet eller lignende. Den pågældendes advokat havde under klagesagen anført, at den pågældende havde været jobsøgende og havde fået et job i Danmark, men dette var ikke dokumenteret. I december 2013 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om udvisning af den pågældende med indrejseforbud i to år.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise den pågældende efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, var til stede, da hun som EU-borger alene havde ret til at opholde sig i Danmark i op tre måneder fra sin indrejse, jf. udlændingelovens § 2, stk. 1, og at hun ikke havde dokumenteret, at hun havde været reelt arbejdssøgende i perioden fra februar 2013 til december 2013, eller at hun havde fået arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisning af den pågældende måtte antages at virke særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, og Udlændingenævnet lagde vægt på, at det forhold, at den pågældende havde haft tidsubegrænset opholdsret i Danmark på baggrund af EU-reglerne, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da hendes tidsubegrænsede opholdsret måtte anses for ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 1, da hun havde opholdt sig udenfor Danmark i perioden fra februar 2008 til februar 2013. FAM/2014/104.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. april 2014 – Administrativ udvisning – Subsistensløshed

    Dato: 09-04-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2, og § 32, stk. 4, 2. pkt., af en statsborger fra USA. Den pågældende blev i oktober 2013 tilbageholdt af politiet, hvor han bl.a. blev fundet i besiddelse af 13,55 euro og 8,50 danske kroner. Den pågældende oplyste på daværende tidspunkt overfor politiet, at han havde været i Danmark i cirka 2 uger. Politiet vurderede den pågældende som subsistensløs. Af en forelæggelsesblanket fra Københavns Politi til Udlændingestyrelsen fremgik det, at den pågældende ikke havde tilknytning til nogen i Danmark fastboende personer udover venner og bekendte. Endvidere oplyste den pågældende, at han ville cykle til Berlin, da han ikke havde midler til at skaffe en billet, at han ikke længere havde nogen tilknytning til USA, og at han siden 1986 havde opholdt sig i Tyskland, hvor han ikke var i besiddelse af en opholdstilladelse, men hvor en ansøgning om opholdstilladelse var under behandling. I november 2013 klagede den pågældende til Udlændingenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse. Her anførte den pågældende blandt andet, at han havde haft til hensigt at låne penge af sine venner, og at han lige inden tilbageholdelsen fra politiet havde fået stjålet sine ejendele, som han oplyste indeholdt 800 euro plus øvrige ejendele med en handelsværdi på 3.340 euro.

    Udlændingenævnet fandt, at den pågældende hverken havde de nødvendige midler til sit underhold her i landet eller til en hjemrejse til Tyskland eller USA. Udlændingenævnet lagde herved vægt på politiets oplysninger om, at den pågældende på anholdelsestidspunktet i oktober 2013 alene var i besiddelse af et mindre antal kontanter og ikke havde råd til en hjemrejsebillet eller ville få råd til dette inden for kort tid. På afgørelsestidspunktet havde den pågældende endvidere ikke haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet henviste til, at det af Udlændingestyrelsens vejledning af 28. juni 2010 om administrativ ud- og afvisning, afsnit 4.5.2, fremgår, at en udlænding efter praksis vil skulle have mindst cirka kr. 350,- pr. dag til sit ophold her i landet. Udlændingenævnet fandt således, at betingelserne for at kunne udvise den pågældende med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2, var til stede. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den pågældende til støtte for sin klage blandt andet havde anført, at han havde fået stjålet sine ejendele kort inden anholdelsestidspunktet i oktober 2013. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den pågældende derved ikke havde godtgjort at være i besiddelse af tilstrækkelige midler til sit underhold her i landet, herunder hjemrejsen til USA eller Tyskland. Udlændingenævnet henviste herved til, at den pågældende overfor Københavns Politi havde oplyst ikke at have haft midler nok til at skaffe en billet til Berlin og derfor ville cykle, hvorfor det ikke fandtes sandsynliggjort, at han havde 800 euro på sit opholdssted i København. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte anses for at virke særligt belastende for den pågældende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Herved lagde Udlændingenævnet vægt på, at den pågældende aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke forelå oplysninger om tilknytning til nogen herboende personer eller om helbredsmæssige forhold, der kunne føre til, at en udvisning måtte antages at være særligt belastende. FAM/2014/140.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. februar 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 17-02-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en serbisk statsborger under henvisning til udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4. 2. pkt. I juni 2012 havde klageren søgt om ægtefællesammenføring med en herboende serbisk statsborger. Udlændingestyrelsen meddelte i december 2012 klageren afslag på ansøgningen om ægtefællesammenføring og fastsatte i den forbindelse en udrejsefrist for klageren i december 2012. Under Udlændingenævnets behandling af sagen blev der i marts 2013 meddelt afslag på processuelt ophold, og ansøgeren havde således ikke ret til at opholde sig i Danmark under Udlændingenævnets behandling af sagen. Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse af december 2012, og oplyste klageren om, at hun skulle udrejse straks, hvis hun ikke allerede var udrejst. I november 2013 blev klageren antruffet af politiet i Danmark. Klageren oplyste i den forbindel¬se, at hun var indrejst i Danmark i marts 2012 og havde opholdt sig i Danmark siden, at hun havde modtaget afslaget på familiesammenføring i maj 2013, at hun var klar over, at der i brevet stod, at hun skulle udrejse af Danmark, men at hendes advokat havde oplyst den herboende ægtefælle om, at klageren kunne blive i Danmark under Udlændingenævnets behandling af klagesagen. I december 2013 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om udvisning af den pågældende med indrejseforbud i to år.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da hun ikke var udrejst i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist som fastsat ved Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2012, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klageren og hendes ægtefælle havde to fællesbørn, og at det ældste barn ifølge en udtalelse fra kommunen af december 2013 ikke var alderssvarende. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det af udtalelsen fra kommunen også fremgik, at det ældste barn siden februar 2013 havde været tryg i den sproggruppe og det børnehus, han var tilknyttet, at klageren og hendes ægtefælle havde valgt at stifte familie i Danmark forud for, at hun var meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke var oplyst om forhold, hvorefter familien ikke kunne udøve familielivet i Serbien. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at børnene var født henholdsvis i december 2008 og i januar 2011, at det ældste barn på skift havde opholdt sig tre måneder i Danmark og tre måneder i Serbien frem til august 2012, og at der således, for så vidt angik det ældste barn, var tale om en afbrudt tilknytning til Danmark. FAM/2014/72.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. januar 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde

    Dato: 22-01-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en statsborger fra Albanien efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Klageren, som boede i Sverige, var eneejer af en rengørings- og transportvirksomhed, som siden marts 2013 var registreret i Danmark. Klageren blev i oktober 2013 afhørt af politiet, idet han var blevet sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4, ved at have beskæftiget en albansk statsborger i Danmark, selvom denne ikke havde arbejdstilladelse. Under afhøringen forklarede klageren, at hans virksomhed endvidere beskæftigede sig med byggeopgaver i Danmark, at hans arbejdsopgaver i den forbindelse bestod i at give tilbud på opgaver, at han fandt håndværkere til at udføre de konkrete opgaver, at han afholdt et ugentligt byggemøde med bygherre, arkitekt og håndværkere, at han holdt tilsyn med byggepladsen, og at han havde det overordnede ansvar for underleverandørerne. På baggrund af disse oplysninger blev han sigtet for selv at have udført ulovligt arbejde efter udlændingelovens § 59, stk. 2. Klageren erkendte de faktiske omstændigheder, men oplyste, at han troede, at han gerne måtte arbejde, idet både de svenske og danske myndigheder skulle have oplyst dette overfor ham. Klageren vedtog et bødeforelæg for forholdet. I forbindelse med klagen blev det anført blandt andet, at klageren indirekte via et andet selskab ejede kapitalandelene i det pågældende selskab, at han ikke arbejdede i selskabet men alene førte tilsyn med selskabet, at den daglige ledelse blev varetaget af en ansat konsulent, som var stifter af selskabet, at klageren ikke var blevet antruffet på byggepladsen, men alene var blevet afhørt på politistationen, og at det ikke var det pågældende selskab, der havde entreprisen på byggesagen, men at det var det andet selskab.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på klagerens egen beskrivelse af hans arbejdsopgaver, at han havde erkendt de faktiske omstændigheder, og at han havde vedtaget et bødeforelæg for forholdet. Udlændingenævnet fandt - henset til klagerens egen beskrivelse af sine arbejdsopgaver i Danmark og til karakteren og omfanget heraf - at arbejdet havde været af en sådan art, at det krævede en arbejdstilladelse for, at det kunne udføres lovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 13, stk. 1. Det forhold, at klageren havde oplyst, at han troede, at han havde ret til at arbejde, idet både de danske og svenske myndigheder angiveligt havde oplyst overfor ham, at han godt måtte arbejde, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at alene danske myndigheder kan beslutte, om der kan arbejdes lovligt i Danmark, og at det ikke sås nærmere dokumenteret, til hvilke myndigheder klageren skulle have rettet henvendelse og herved have opnået en berettiget forventning om at måtte udøve beskæftigelse i Danmark uden at have opnået tilladelse hertil. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at alene det forhold, at der kan oprettes og registreres et selskab i Danmark, ikke i sig selv giver ret til at arbejde i Danmark, ligesom Udlændingenævnet fandt, at dette ikke i sig selv giver en berettiget forventning om at have fået arbejdstilladelse i Danmark. Det blev endvidere bemærket, at klageren var albansk statsborger og således ikke selv var omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed, uanset at han var bosiddende i Sverige. Det forhold, at klageren havde anført blandt andet, at han alene indirekte via et andet selskab ejede kapitalandelene i det pågældende selskab, at han ikke arbejdede i selskabet men alene førte tilsyn med selskabet, at den daglige ledelse blev varetaget af en ansat konsulent, som var stifter af selskabet, at klageren ikke var blevet antruffet på byggepladsen, men alene var blevet afhørt på politistationen, og at det ikke var det pågældende selskab, der havde entreprisen på byggesagen, men at det var et andet selskab, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens egne oplysninger om hans arbejdsopgaver i selskabet. FAM/2014/73.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. december 2013 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 05-12-2013

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 2. pkt., på grund af ulovligt ophold i Danmark, til en libanesisk statsborger. I december 2011 meddelte Udlændingestyrelsen den pågældende afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 5, hvilken afgørelse blev stadfæstet af Justitsministeriet i december 2012. Der blev i den forbindelse fastsat en udrejsefrist til den 19. januar 2013. Den 18. januar 2013 indgav den pågældende ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sine herboende mindreårige børn. Ansøgningen blev i februar 2013 afvist af Udlændingestyrelsen, idet ansøgningen var indgivet under en fastsat udrejsefrist. Den pågældende udrejste herefter af Danmark den 29. april 2013 til Istanbul i Tyrkiet. Han blev i lufthavnen i Istanbul afvist, idet hans libanesiske nationalitetspas var udløbet, hvorfor han måtte returnere til Danmark, hvor han den 30. april 2013 blev antruffet af det danske politi. Den 1. maj 2013 udviste Udlændingestyrelsen den pågældende af Danmark med indrejseforbud i to år på grund af ulovligt ophold i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at den pågældende ikke kunne anses for fortsat at have opholdt sig ulovligt i Danmark på antræffelsestidspunktet den 30. april 2013, på hvilket tidspunkt den pågældende faktuelt ikke havde opholdt sig her i landet i mere end 24 timer. Udlændingenævnet omgjorde derfor Udlændingestyrelsens afgørelse og ophævede det meddelte indrejseforbud. ERH/2013/84.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 31. oktober 2013 – Administrativ udvisning – EU-borger

    Dato: 31-10-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, af en statsborger fra Rumænien. Den pågældende blev i juli 2013 anholdt og sigtet for tyveri af en mobiltelefon til en værdi af cirka 5.000 kr., som han havde stjålet fra en kvindes baglomme på et diskotek, hvorefter han løb fra stedet. Den pågældende erkendte tyveriet og vedtog et bødeforelæg på 4.000 kr. herfor. Det fremgik af sagen, at den pågældende havde oplyst til politiet, at han var kommet til Danmark cirka seks dage forud for tyveriet for at arbejde, og at han ikke blot var turist. Den pågældende havde endnu ikke fået en arbejdskontrakt, idet han oplyste, at arbejdsgiveren ønskede, at han arbejdede på prøve i en uge, inden arbejdsgiveren ville give ham en arbejdskontrakt. Den pågældende havde herudover ingen tilknytning til Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for udvisning var til stede, idet tyveriet vedrørte en genstand af ikke uvæsentlig værdi, at tyveriet ikke var tilfældighedspræget, og at tyveriet blev begået i nær tilknytning til den pågældendes indrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset den pågældendes egne oplysninger, som i øvrigt ikke støttedes af andre oplysninger i sagen, om at være i beskæftigelse i Danmark på tidspunktet for lovovertrædelsen, kunne det ikke anses for uproportionalt i forhold til EU-retten at udvise den pågældende. Udlændingenævnet fandt således, at den pågældendes adfærd udgjorde en så reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, at udvisningen ikke var uforenelig med EU-reglerne. FAM/2013/50.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. september 2013 – Administrativ udvisning – Kriminalitet

    Dato: 17-09-2013

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år af en rumænsk statsborger efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen udviste klageren i maj 2013 grundet tyveri.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke burde udvises med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, idet klagerens adfærd ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor udvisning af klageren ville være i strid med opholdsdirektivets (direktiv 2004/38/EF) artikel 27, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der kun var tale om et enkelt tyveri af beskeden værdi, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne lægges til grund, at klageren var indrejst i Danmark med det formål at begå kriminalitet, og at klageren ikke tidligere var straffet for berigelseskriminalitet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne tillægges afgørende betydning, at tyveriet var begået i forening med to medgerningsmænd. FAM/2013/122.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juli 2013 – Administrativ udvisning – Kriminalitet – EU-retten

    Dato: 25-07-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en tyrkisk statsborger efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Den pågældende blev anholdt og sigtet for at have udført ulovligt arbejde i København, idet den pågældende ikke havde en gyldig arbejdstilladelse. Den pågældende fremviste i forbindelse hermed en ansættelseskontrakt indgået mellem den pågældende og et svensk vikarbureau samt en kontrakt om arbejdsudleje indgået imellem det svenske vikarbureau og det firma i Danmark (en mindre restauration i et indkøbscenter), hvor den pågældende var blevet anholdt for at have udført ulovligt arbejde.

    Udlændingenævnet fandt, at det ikke var i strid med det svenske vikarbureaus ret til fri udveksling af tjenesteydelser at kræve en arbejdstilladelse af den pågældende. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til EU-Domstolens domme Kommissionen mod Luxemborg (C-445/03) præmis 39 og Vander Elst (C-43/93) præmis 20-21, og udledte heraf, at formålet med udstationeringen ikke må være at opnå adgang til arbejdsmarkedet i den medlemsstat, hvor udstationeringen finder sted. Udlændingenævnet lagde vægt på, at vikarbureausituationen er kendetegnet ved, at udstationeringen af arbejdstageren udgør selve formålet med den tjenesteydelse, som vikarbureauet udfører, og at arbejdstageren udfører opgaverne under det i Danmark baserede firmas kontrol og ledelse. Udlændingenævnet bemærkede således, at det i disse situationer må antages, at formålet med udstationeringen af arbejdstagere fra vikarbureauet som udgangspunkt er at bringe arbejdstagere ind på og dermed at opnå adgang til arbejdsmarkedet i den medlemsstat, hvor udstationeringen finder sted. Medlemsstaten vil derfor i denne situation kunne kræve arbejdstilladelse fra den pågældende tredjelandsstatsborger. Er formålet ikke at bringe arbejdstagere ind på og dermed at opnå adgang til arbejdsmarkedet i den medlemsstat, hvor udstationeringen finder sted, kan der ikke kræves arbejdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at formålet med den pågældendes ansættelse i det danske firma som udstationeret fra det svenske vikarbureau var at bringe den pågældende ind på og dermed at opnå adgang til arbejdsmarkedet her i landet. Udlændingenævnet henviste til, at den pågældende som tredjelandsstatsborger er bosiddende i Sverige og har fået ansættelse i Danmark igennem et svensk vikarbureau, og at den pågældende har været undergivet det danske firmas kontrol og ledelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke var i modstrid med EU-retten at kræve arbejdstilladelse af den pågældende. FAM/2013/41.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. juli 2013 – Administrativ udvisning – Kriminalitet - Ulovligt arbejde

    Dato: 17-07-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år af en pakistansk statsborger, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1 og § 32, stk. 4. 2. pkt. I februar 2013 kontrollerede politiet en restaurant for, om der var nogen, der udførte ulovligt arbejde. Politiet anholdt og sigtede klageren for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, idet klageren arbejdede uden fornøden tilladelse. Klageren erkendte over for politiet at have været i færd med at tilberede mad, men oplyste samtidig, at han ikke fik løn for arbejdet, dog blev han bespist. Klageren vedtog et bødeforelæg for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorfor betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren havde erkendt over for politiet at være i færd med at tilberede mad på restauranten, da politiet kom for at kontrollere restauranten for, om der var nogen, der udførte ulovligt arbejde. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af udlændingelovens § 13, stk. 1, at udlændinge skal have en arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse, og at det er en aktivitets faktiske karakter, og ikke alene det forhold, om der udbetales løn herfor, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde. FAM/2013/63.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juni 2013 – Administrativ udvisning – Kriminalitet

    Dato: 13-06-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en russisk statsborger under henvisning til udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1. Den pågældende indrejste efter egne oplysninger i Danmark samme dag, som vedkommende blev anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenlovens § 10, stk. 2, jf. § 4, stk. 1, og våbenbekendtgørelsens § 44, stk. 4, jf. § 15, stk. 1, nr. 5, ved uden politiets tilladelse at have båret en enhåndsbetjent foldekniv. Den pågældende vedtog et bødeforelæg på 3.000 kr. for forholdet.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at træffe afgørelse om udvisning med indrejseforbud efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, var til stede, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende, herunder da der i øvrigt ikke forelå oplysninger om, at ansøgeren skulle have tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. FAM/2013/39.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2013 – Administrativ udvisning – EU-borger

    Dato: 27-05-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, af en rumænsk statsborger. Den pågældende blev i marts 2013 anholdt og sigtet for butikstyveri til en samlet værdi af 694,75 kr. Den pågældende vedtog et bødeforelæg på 1.400 kr. for forholdet. Det fremgik af sagen, at den pågældende i januar 2013 havde vedtaget et bødeforelæg på 500 kr. for tyveri til en samlet værdi af 48 kr., og at den pågældende i februar 2013 havde vedtaget et bødeforelæg på 500 kr. for tyveri til en værdi af 8,85 kr. Den pågældende var efter egne oplysninger ankommet til Danmark fire måneder forinden anholdelsen og havde ingen tilknytning til Danmark. FAM/2013/38.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for udvisning var til stede, idet der var tale om tre forhold af tyveri til en samlet værdi af 751,60 kr., og at der var tale om skærpende omstændigheder, idet de tre forhold var begået i nær tilknytning til indrejsen, og at der ikke var tale om en spontan eller tilfældig handling. Udlændingenævnet fandt, at adfærden udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse i at kunne beskytte sig mod tyveri. FAM/2013/38

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. februar 2013 – Administrativ udvisning – kriminalitet – EU-borger

    Dato: 27-02-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en polsk statsborger under henvisning til udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1. Den pågældende indrejste efter egne oplysninger i Danmark den 28. august 2012 og vedtog den 3. september 2012 et bødeforlæg på 2.500 kr. for to forhold af tyveri til en samlet værdi af 1.896 kr. Seks dage efter vedtog den pågældende endnu et bødeforelæg på 2.500 kr. for ulovlig omgang med hittegods.

    Udlændingenævnet fandt, at der forelå skærpede omstændigheder i sagen, idet der var tale om tre separate forhold af henholdsvis ulovlig omgang med hittegods og tyveri begået i nær tilknytning til indrejsen i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at den pågældendes adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsmæssig interesse, og at udvisningen derfor ikke var i strid med EU-retten. FAM/2013/9.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. februar 2013 – Administrativ udvisning – Kriminalitet – Ulovligt ophold

    Dato: 27-02-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ ud-visning af en ghanesisk statsborger under henvisning til udlændingelovens § 25 b, stk. 1. Den pågældende indrejste efter egne oplysninger i Danmark den 1. december 2011 uden fornøden tilladelse hertil, idet den pågældende selv oplyste, at han havde fået visum til Danmark, hvilket ikke ansås for dokumenteret, da han ikke var i besiddelse af sit nationalitetspas, hvilket angiveligt skulle være blevet stjålet fra ham, uden at han i den forbindelse havde anmeldt tyveriet til politiet, og da det ikke fremgik af udlændingemyndighedernes visumsystem, at han skulle have fået udstedt visum til Danmark. Han blev den 23. februar 2012 anholdt og sigtet for ulovligt ophold i Danmark i perioden fra den 1. december 2011 til den 23. februar 2012 og erkendte forholdet.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise den pågældende efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1 var til stede, da han indrejste og opholdt sig i Danmark uden forudgående tilladelse hertil, og at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder – herunder helbredsmæssige forhold – at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for den pågældende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. FAM/2013/16.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. januar 2013 – Administrativ udvisning – Kriminalitet – Ulovligt arbejde/EU-retten

    Dato: 30-01-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvis-ning af en statsløs, tidligere sovjetisk statsborger, med opholdstilladelse i Estland, under henvisning til udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Den pågældende indrejste efter egne oplysninger i Danmark den 30. marts 2012. Han blev den 25. april 2012 anholdt og sigtet for at have arbejdet ulovligt i Danmark ved at have udført arbejde på en byggeplads uden fornøden tilladelse hertil. Den pågældende var ifølge egne oplysninger ejer af en estisk virksomhed, der i en periode i foråret 2012 havde en entreprisekontrakt med en dansk virksomhed vedrørende udførelse af bygningsarbejde i Danmark. FAM/2013/15.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise den pågældende efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, var til stede under henvisning til, at den pågældende ikke var fremkommet med dokumentation for registrerings- og ejerforholdene for det estiske firma eller for sit ansættelsesforhold i firmaet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det forhold, at den pågældende havde opholdstilladelse i Estland, ikke gav ham ret til at arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt herefter, at den pågældende på det foreliggende grundlag ikke var fritaget for kravet om arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 13 under henvisning til reglerne om den frie bevægelighed i EU, som fastslået ved blandt andet EU-domstolens dom i sag C-43/93 Vander Elst. Der var endvidere ikke oplyst om sådanne omstændigheder – herunder helbredsmæssige forhold – at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for den pågældende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. FAM/2013/15


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post