MULTI
Du er her: ForsidePraksisAdministrativ udvisningSubsistensløshed
  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. februar 2015 – Administrativ udvisning – Subsistensløshed

    Dato: 18-02-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år til en nigeriansk statsborger, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Ansøgeren henvendte sig i september 2014 til politiet, da han ønskede at anmelde, at han havde tabt sit italienske fremmedpas. Politiet kontaktede politiets udlændingesektion, da ansøgeren ikke havde ID på sig, og da ansøgeren ikke havde penge med sig. Udlændingesektionen oplyste, at ansøgeren skulle anholdes med henblik på at klarlægge, om han havde lovligt ophold og midler til at opholde sig i Danmark. Ansøgeren oplyste over for politiet, at han ikke kunne fremvise kopi af sin italienske opholdstilladelse, at han havde opholdt sig i Danmark siden juli 2014, at han havde 100 euro på sig, og at han havde til hensigt at tage til Italien i oktober 2014. Det fremgik af politiets system POLCON, at ansøgeren tidligere var indberettet i Norge for at opholde sig ulovligt. Ansøgeren blev udvist i september 2013 af Norge med indrejseforbud indtil september 2018.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde haft lovligt ophold i Danmark i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde de nødvendige midler til sit underhold i Danmark og til hjemrejsen til Italien eller Nigeria. Udlændingenævnet lagde vægt på politiets oplysninger om, at ansøgeren på anholdelsestidspunktet var i besiddelse af 100 euro, at han ikke havde en hjemrejsebillet, at han over for politiet havde oplyst, at han havde til hensigt at rejse til Italien i oktober 2014, og at han efter at have kontaktet tre venner ikke kunne skaffe midler til det videre ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren ikke havde foretaget sig noget kriminelt i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det påhviler en udlænding, der opholder sig i Danmark, at have de fornødne midler til sit underhold i Danmark og til hjemrejsen. Udlændingenævnet fandt således, at betingelserne for at kunne udvise ansøgeren med indrejseforbud var til stede. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstædigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, at der ikke forelå oplysninger om tilknytning til herboende personer eller oplysninger om helbredsmæssige forhold, der kunne føre til, at en udvisning af ansøgeren måtte antages at virke særligt belastende. FAM/2015/11.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. juli 2014 – Administrativ udvisning – Subsistensløshed

    Dato: 14-07-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med indrejseforbud efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2, og § 32, stk. 4, 2. pkt., af en statsborger fra Nigeria med opholdstilladelse i Italien. Den pågældende blev i maj 2014 antruffet og anholdt af politiet, og den pågældende oplyste til politiet, at hun havde 405 kr. til resten af sit ophold i Danmark på fire dage. Den pågældende oplyste endvidere til politiet, at hun ikke på lovlig vis kunne anskaffe midler til resten af sit ophold i Danmark. I juni 2014 afsagde Østre Landsret en kendelse om, at den pågældende ikke kunne anses for at være subsistensløs, da hun i byretten havde forklaret, at hun havde yderligere penge og kreditkort.

    Udlændingenævnet fandt, at den pågældende ikke skulle administrativt udvises under henvisning til, at hun ikke havde de nødvendige midler til sit underhold her i landet og til sin hjemrejse, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det fremgik af en kendelse fra Østre Landsret fra juni 2014, at den pågældende ved sin anholdelse var i besiddelse af 405 kr. og en gyldig flybillet, at hun for byretten havde forklaret, at hun havde yderligere penge og kreditkort, samt at der blandt hendes personlige effekter efter anholdelsen blev fundet 300 euro samt diverse kreditkort, og at Østre Landsret på den baggrund havde fundet, at hun ikke kunne anses for at være subsistensløs. Udlændingenævnet tilbagesendte på den baggrund sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne ophæve udvisningen og det meddelte indrejseforbud. FAM/2014/68.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. april 2014 – Administrativ udvisning – Subsistensløshed

    Dato: 09-04-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2, og § 32, stk. 4, 2. pkt., af en statsborger fra USA. Den pågældende blev i oktober 2013 tilbageholdt af politiet, hvor han bl.a. blev fundet i besiddelse af 13,55 euro og 8,50 danske kroner. Den pågældende oplyste på daværende tidspunkt overfor politiet, at han havde været i Danmark i cirka 2 uger. Politiet vurderede den pågældende som subsistensløs. Af en forelæggelsesblanket fra Københavns Politi til Udlændingestyrelsen fremgik det, at den pågældende ikke havde tilknytning til nogen i Danmark fastboende personer udover venner og bekendte. Endvidere oplyste den pågældende, at han ville cykle til Berlin, da han ikke havde midler til at skaffe en billet, at han ikke længere havde nogen tilknytning til USA, og at han siden 1986 havde opholdt sig i Tyskland, hvor han ikke var i besiddelse af en opholdstilladelse, men hvor en ansøgning om opholdstilladelse var under behandling. I november 2013 klagede den pågældende til Udlændingenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse. Her anførte den pågældende blandt andet, at han havde haft til hensigt at låne penge af sine venner, og at han lige inden tilbageholdelsen fra politiet havde fået stjålet sine ejendele, som han oplyste indeholdt 800 euro plus øvrige ejendele med en handelsværdi på 3.340 euro.

    Udlændingenævnet fandt, at den pågældende hverken havde de nødvendige midler til sit underhold her i landet eller til en hjemrejse til Tyskland eller USA. Udlændingenævnet lagde herved vægt på politiets oplysninger om, at den pågældende på anholdelsestidspunktet i oktober 2013 alene var i besiddelse af et mindre antal kontanter og ikke havde råd til en hjemrejsebillet eller ville få råd til dette inden for kort tid. På afgørelsestidspunktet havde den pågældende endvidere ikke haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet henviste til, at det af Udlændingestyrelsens vejledning af 28. juni 2010 om administrativ ud- og afvisning, afsnit 4.5.2, fremgår, at en udlænding efter praksis vil skulle have mindst cirka kr. 350,- pr. dag til sit ophold her i landet. Udlændingenævnet fandt således, at betingelserne for at kunne udvise den pågældende med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2, var til stede. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den pågældende til støtte for sin klage blandt andet havde anført, at han havde fået stjålet sine ejendele kort inden anholdelsestidspunktet i oktober 2013. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den pågældende derved ikke havde godtgjort at være i besiddelse af tilstrækkelige midler til sit underhold her i landet, herunder hjemrejsen til USA eller Tyskland. Udlændingenævnet henviste herved til, at den pågældende overfor Københavns Politi havde oplyst ikke at have haft midler nok til at skaffe en billet til Berlin og derfor ville cykle, hvorfor det ikke fandtes sandsynliggjort, at han havde 800 euro på sit opholdssted i København. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte anses for at virke særligt belastende for den pågældende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Herved lagde Udlændingenævnet vægt på, at den pågældende aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke forelå oplysninger om tilknytning til nogen herboende personer eller om helbredsmæssige forhold, der kunne føre til, at en udvisning måtte antages at være særligt belastende. FAM/2014/140.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post