MULTI
Du er her: ForsidePraksisAdministrativ udvisningSubsistensløshedUdlændingenævnets afgørelse af 18. februar 2015 – Administrativ udvisning – Subsistensløshed
Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år til en nigeriansk statsborger, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Ansøgeren henvendte sig i september 2014 til politiet, da han ønskede at anmelde, at han havde tabt sit italienske fremmedpas. Politiet kontaktede politiets udlændingesektion, da ansøgeren ikke havde ID på sig, og da ansøgeren ikke havde penge med sig. Udlændingesektionen oplyste, at ansøgeren skulle anholdes med henblik på at klarlægge, om han havde lovligt ophold og midler til at opholde sig i Danmark. Ansøgeren oplyste over for politiet, at han ikke kunne fremvise kopi af sin italienske opholdstilladelse, at han havde opholdt sig i Danmark siden juli 2014, at han havde 100 euro på sig, og at han havde til hensigt at tage til Italien i oktober 2014. Det fremgik af politiets system POLCON, at ansøgeren tidligere var indberettet i Norge for at opholde sig ulovligt. Ansøgeren blev udvist i september 2013 af Norge med indrejseforbud indtil september 2018.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde haft lovligt ophold i Danmark i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde de nødvendige midler til sit underhold i Danmark og til hjemrejsen til Italien eller Nigeria. Udlændingenævnet lagde vægt på politiets oplysninger om, at ansøgeren på anholdelsestidspunktet var i besiddelse af 100 euro, at han ikke havde en hjemrejsebillet, at han over for politiet havde oplyst, at han havde til hensigt at rejse til Italien i oktober 2014, og at han efter at have kontaktet tre venner ikke kunne skaffe midler til det videre ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren ikke havde foretaget sig noget kriminelt i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det påhviler en udlænding, der opholder sig i Danmark, at have de fornødne midler til sit underhold i Danmark og til hjemrejsen. Udlændingenævnet fandt således, at betingelserne for at kunne udvise ansøgeren med indrejseforbud var til stede. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstædigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, at der ikke forelå oplysninger om tilknytning til herboende personer eller oplysninger om helbredsmæssige forhold, der kunne føre til, at en udvisning af ansøgeren måtte antages at virke særligt belastende. FAM/2015/11.


Senest opdateret: 18-02-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post