MULTI
Du er her: ForsidePraksisAdministrativ udvisningUlovligt arbejde
  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. februar 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde

    Dato: 04-02-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en nigeriansk statsborger med indrejseforbud i to år på grund af ulovligt arbejde i Danmark, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Ansøgeren blev i juni 2012 anholdt for ulovligt arbejde i form af prostitution, som hun erkendte. Det fremgik af afhøringsrapporten fra juni 2012, at ansøgeren fire gange tidligere siden 2009 var blevet antruffet i miljøet omkring Istedgade i København, at nogle mennesker, som opholdt sig i Nigeria, havde bragt hende til Danmark med henblik på prostitution, og at ansøgeren betalte halvdelen af sin månedlige indtjening til en nigeriansk kvinde, som opholdt sig i Danmark. Politiet meddelte i den forbindelse ansøgeren tiltalefrafald for overtrædelse af udlændingeloven. I december 2013 blev ansøgeren igen anholdt for ulovligt arbejde i form af prostitution, hvorefter politiet endnu en gang meddelte ansøgeren tiltalefrafald. I december 2013 blev ansøgeren af Center Mod Menneskehandel vurderet menneskehandlet i sommeren 2012, hvorefter hun blev indkvarteret på et krisecenter. Det fremgik af politiets anmeldelsesrapport fra oktober 2014, at ansøgeren blev antruffet på et loppemarked i Danmark, at ansøgeren var uønsket i Schengen-området med undtagelse af Italien, at hun havde et indrejseforbud til Norge, og at ansøgeren havde ansøgt om forlængelse af sin italienske opholdstilladelse, men at ansøgningen ikke var blevet godkendt endnu. Det fremgik endvidere, at ansøgeren tjente til sit ophold i Danmark ved at prostituere sig selv, at ansøgeren to gange tidligere havde været anholdt for ulovligt arbejde ved prostitution, at ansøgeren begge gange blev erklæret for menneskehandlet af Center Mod Menneskehandel, og at ansøgeren fortsat arbejdede som prostitueret i Danmark. Derudover fremgik det, at ansøgerens italienske opholdstilladelse udløb i januar 2014, at ansøgerens italienske opholdstilladelse ikke var blevet fornyet, at ansøgeren havde søgt om forlængelse af sin opholdstilladelse i Italien i december 2013, og at det italienske politi ved et møde i februar 2014 havde oplyst ansøgeren om, at hun måtte afvente politiets beslutning vedrørende fornyelsen af hendes opholdstilladelse. Det fremgik desuden, at ansøgeren kom til Danmark i august 2014 med fly fra Italien, at ansøgeren skyldte en kvindelig alfons ca. 20.000 euro, at den kvindelige alfons havde bedt ansøgeren om at tage til Danmark for at prostituere sig, og at ansøgeren havde arbejdet som prostitueret omkring Istedgade i København. Det fremgik herudover, at ansøgeren vidste, at hun ikke måtte tage arbejde i Danmark, at ansøgeren ved sine tidligere anholdelser var blevet overgivet til Center Mod Menneskehandel, at ansøgeren var et offer for menneskehandel, og at ansøgeren var bekendt med, at hun kun måtte opholde sig i Italien som følge af, at hun var uønsket i Schengen-området. I oktober 2014 blev ansøgeren meddelt et bødeforelæg på 2.300 kroner for ulovligt arbejde og ophold i Danmark uden fornøden tilladelse. Ansøgerens advokat anførte til støtte for klagen, at ansøgeren ikke kunne straffes og udvises for ulovligt arbejde, idet hendes arbejde i form af prostitution og ophold i Danmark måtte anses for at være en følge af det forhold, at hun var menneskehandlet. I oktober 2014 stadfæstede Østre Landsret byrettens kendelse, hvorved frihedsberøvelse af ansøgeren blev kendt lovlig og forlænget. Østre Landsret anførte i afgørelsen, at ansøgerens forklaring om gæld og pression ikke fandtes at være til hinder for udvisning af hende som følge af udlændingelovens § 26 a. Østre Landsret fandt herefter, at betingelserne for frihedsberøvelse med henblik på udvisning var opfyldt, idet mindre indgribende foranstaltninger ikke fandtes at være tilstrækkelige. Procesbevillingsnævnet havde ved en afgørelse i januar 2015 meddelt tilladelse til, at afgørelsen kunne kæres til Højesteret. I oktober 2014 blev ansøgeren påset udrejst af Danmark til Bologna i Italien. Der blev endvidere i sagen henvist til U 2014.1177H, Højesterets kendelse af 20. januar 2014.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise ansøgeren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde erkendt overfor politiet, at hun levede af at prostituere sig i Danmark uden arbejdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren vedtog en bøde på 2.300 kroner for at have arbejdet som prostitueret på gaden og ved at have opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren var blevet vurderet menneskehandlet, og at ansøgerens advokat havde anført, at ansøgeren hverken kunne straffes eller udvises for ulovligt arbejde i medfør af udlændingelovens § 26 a, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 26 a, at bestemmelsen ikke finder anvendelse, såfremt hensynet til den offentlige orden tilsiger, at der sker udvisning, at ansøgeren i perioden fra 2009 til 2012 flere gange var blevet antruffet i miljøet omkring Istedgade i København, at ansøgeren tre gange var blevet anholdt for ulovligt arbejde i Danmark, og at ansøgeren ikke tidligere havde udnyttet de refleksionsperioder, hun var blevet tilbudt, idet hun selvstændigt i 2012 og i 2013 var rejst tilbage til Italien inden udløbet af refleksionsperioden for senere at indrejse i Danmark og tage ulovligt arbejde på ny. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Østre Landsrets kendelse, at betingelserne for frihedsberøvelse med henblik på udvisning af ansøgeren var opfyldt, idet mindre indgribende foranstaltninger ikke fandtes at være tilstrækkelige. Udlændingenævnet fandt desuden, at Europarådets konvention om indsatsen mod menneskehandel ikke kunne føre til, at udrejsefristen ikke skulle fastsættes til straks, idet hensynet til den offentlige orden tilsagde det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren angav fortsat at være handlet af den samme person, uden at ansøgeren ved sin seneste indrejse i Danmark havde kontaktet de relevante myndigheder med henblik på at modtage de tilbud, som blev givet til personer, der var ofre for menneskehandel. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren skyldte penge til en kvindelig alfons, som havde truet ansøgerens moder på livet, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at de oplyste trusler ikke sås at have en sådan karakter eller intensitet, at de kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt endelig, at Højesterets kendelse af 20. januar 2014 ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Højesterets kendelse ikke var sammenlignelig med ansøgerens sag, idet ansøgeren tre gange var blevet anholdt for ulovligt arbejde i Danmark, og at ansøgeren ikke tidligere havde udnyttet de refleksionsperioder, hun var blevet tilbudt. FAM/2015/22.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. december 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde

    Dato: 08-12-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en pakistansk statsborger efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Klageren – der hverken havde opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark, men som havde opholdstilladelse i Spanien – blev i april 2013 antruffet af SKAT i færd med at sælge tøj fra et telt, der var opslået på et kræmmermarkeds handelsgade. Klageren erkendte efterfølgende over for politiet at have udført ulovligt arbejde ved at sælge tøj fra teltet, men anførte, at han i maj 2012 havde registreret en virksomhed i Danmark, og at han var af den opfattelse, at han derved havde tilladelse til at arbejde i virksomheden i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, idet han indrejste i Danmark samme dag, som han blev antruffet af politiet, og at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i april 2013 blev antruffet på et kræmmermarked i færd med at sælge tøj fra et telt, der var opslået på kræmmermarkedets handelsgade, og at han over for politiet havde erkendt, at han herved arbejdede ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at efter udlændingelovens § 13, stk. 1, skal udlændinge have arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse, og at det er en aktivitets faktiske karakter og ikke alene det forhold, om der udbetales løn herfor, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren havde opholdstilladelse i Spanien, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet en spansk opholdstilladelse ikke giver ret til at tage arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder – herunder helbredsmæssige oplysninger – at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. FAM/2014/233.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. oktober 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde

    Dato: 22-10-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en tyrkisk statsborger efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Klageren, der havde opholdstilladelse og boede i Sverige, blev i forbindelse med en kontrolaktion iværksat af politiet, SKAT og Arbejdstilsynet fundet i færd med at pakke servietter i kasser på en ejendom, der ejedes af klagerens fætter. Fætteren var også direktør i en emballagevirksomhed, der havde til huse på ejendommen. Klageren var angiveligt direktør for det svenske søsterselskab til emballagevirksomheden. Klageren oplyste til politiet, at han blot ville instruere de øvrige medarbejdere i, hvorledes arbejdet skulle udføres.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at politiet i forbindelse med en kontrolaktion sammen med SKAT og Arbejdstilsynet på ejendommen, hvorfra en emballagevirksomhed blev drevet, fandt klageren og tre øvrige medarbejdere i færd med at pakke servietter i papkasser. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren til politiet havde oplyst, at han ikke syntes, at medarbejderne i virksomheden udførte arbejdet på en hensigtsmæssig måde, hvorfor han foreviste, hvordan han syntes, at medarbejderne skulle gøre, idet han viste dem, hvordan de skulle sætte tape på kassen, inden de lagde servietterne i kassen, og hvordan de skulle sætte tape og label på bagefter, og at det var på eget initiativ, at han havde instrueret medarbejderne i udførelsen af arbejdet. Udlændingenævnet fandt, at det var uden betydning, at klageren ikke var iført arbejdstøj. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at emballagevirksomhedsejeren, der også var klagerens fætter, oplyste, at klageren var ansat i den svenske afdeling af virksomheden, mens klageren selv oplyste, at han var ansat i den tyrkiske afdeling af virksomheden. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af udlændingelovens § 13, stk. 1, at udlændinge skal have arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse, og at det er en aktivitets faktiske karakter, og ikke alene det forhold, om der udbetales løn for arbejdet, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde. Det forhold, at ansøgeren havde opholdstilladelse i Sverige, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet en svensk opholdstilladelse ikke giver ret til at tage arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klagerens handlinger ikke kunne henføres til udlændingebekendtgørelsens § 33, stk. 2, nr. 3, idet klageren ved at instruere og vise medarbejderne ansat i den danske virksomhed, hvorledes disse skulle udføre deres arbejde, havde varetaget en daglig ledelsesfunktion/en arbejdsfunktion, der ikke kunne indeholdes i udlændingebekendtgørelsens § 33, stk. 2, nr. 3, hvorunder udlændinge for et tidsrum af 90 dage fra indrejsen er fritaget fra krav om arbejdstilladelse, hvis de er repræsentanter på forretningsrejse her i landet for udenlandske firmaer eller selskaber, der ikke har forretningskontor her i landet. Udlændingenævnet bemærkede, at der ved forretningsrejse må forstås en rejse med henblik på at indgå i møder med andre virksomheder eller kunder, indgå kontrakter og eventuelt inspicere virksomheder. FAM/2014/154.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. januar 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde

    Dato: 22-01-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en statsborger fra Albanien efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Klageren, som boede i Sverige, var eneejer af en rengørings- og transportvirksomhed, som siden marts 2013 var registreret i Danmark. Klageren blev i oktober 2013 afhørt af politiet, idet han var blevet sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4, ved at have beskæftiget en albansk statsborger i Danmark, selvom denne ikke havde arbejdstilladelse. Under afhøringen forklarede klageren, at hans virksomhed endvidere beskæftigede sig med byggeopgaver i Danmark, at hans arbejdsopgaver i den forbindelse bestod i at give tilbud på opgaver, at han fandt håndværkere til at udføre de konkrete opgaver, at han afholdt et ugentligt byggemøde med bygherre, arkitekt og håndværkere, at han holdt tilsyn med byggepladsen, og at han havde det overordnede ansvar for underleverandørerne. På baggrund af disse oplysninger blev han sigtet for selv at have udført ulovligt arbejde efter udlændingelovens § 59, stk. 2. Klageren erkendte de faktiske omstændigheder, men oplyste, at han troede, at han gerne måtte arbejde, idet både de svenske og danske myndigheder skulle have oplyst dette overfor ham. Klageren vedtog et bødeforelæg for forholdet. I forbindelse med klagen blev det anført blandt andet, at klageren indirekte via et andet selskab ejede kapitalandelene i det pågældende selskab, at han ikke arbejdede i selskabet men alene førte tilsyn med selskabet, at den daglige ledelse blev varetaget af en ansat konsulent, som var stifter af selskabet, at klageren ikke var blevet antruffet på byggepladsen, men alene var blevet afhørt på politistationen, og at det ikke var det pågældende selskab, der havde entreprisen på byggesagen, men at det var det andet selskab.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på klagerens egen beskrivelse af hans arbejdsopgaver, at han havde erkendt de faktiske omstændigheder, og at han havde vedtaget et bødeforelæg for forholdet. Udlændingenævnet fandt - henset til klagerens egen beskrivelse af sine arbejdsopgaver i Danmark og til karakteren og omfanget heraf - at arbejdet havde været af en sådan art, at det krævede en arbejdstilladelse for, at det kunne udføres lovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 13, stk. 1. Det forhold, at klageren havde oplyst, at han troede, at han havde ret til at arbejde, idet både de danske og svenske myndigheder angiveligt havde oplyst overfor ham, at han godt måtte arbejde, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at alene danske myndigheder kan beslutte, om der kan arbejdes lovligt i Danmark, og at det ikke sås nærmere dokumenteret, til hvilke myndigheder klageren skulle have rettet henvendelse og herved have opnået en berettiget forventning om at måtte udøve beskæftigelse i Danmark uden at have opnået tilladelse hertil. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at alene det forhold, at der kan oprettes og registreres et selskab i Danmark, ikke i sig selv giver ret til at arbejde i Danmark, ligesom Udlændingenævnet fandt, at dette ikke i sig selv giver en berettiget forventning om at have fået arbejdstilladelse i Danmark. Det blev endvidere bemærket, at klageren var albansk statsborger og således ikke selv var omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed, uanset at han var bosiddende i Sverige. Det forhold, at klageren havde anført blandt andet, at han alene indirekte via et andet selskab ejede kapitalandelene i det pågældende selskab, at han ikke arbejdede i selskabet men alene førte tilsyn med selskabet, at den daglige ledelse blev varetaget af en ansat konsulent, som var stifter af selskabet, at klageren ikke var blevet antruffet på byggepladsen, men alene var blevet afhørt på politistationen, og at det ikke var det pågældende selskab, der havde entreprisen på byggesagen, men at det var et andet selskab, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens egne oplysninger om hans arbejdsopgaver i selskabet. FAM/2014/73.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. juli 2013 – Administrativ udvisning – Kriminalitet - Ulovligt arbejde

    Dato: 17-07-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år af en pakistansk statsborger, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1 og § 32, stk. 4. 2. pkt. I februar 2013 kontrollerede politiet en restaurant for, om der var nogen, der udførte ulovligt arbejde. Politiet anholdt og sigtede klageren for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, idet klageren arbejdede uden fornøden tilladelse. Klageren erkendte over for politiet at have været i færd med at tilberede mad, men oplyste samtidig, at han ikke fik løn for arbejdet, dog blev han bespist. Klageren vedtog et bødeforelæg for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorfor betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren havde erkendt over for politiet at være i færd med at tilberede mad på restauranten, da politiet kom for at kontrollere restauranten for, om der var nogen, der udførte ulovligt arbejde. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af udlændingelovens § 13, stk. 1, at udlændinge skal have en arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse, og at det er en aktivitets faktiske karakter, og ikke alene det forhold, om der udbetales løn herfor, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde. FAM/2013/63.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. januar 2013 – Administrativ udvisning – Kriminalitet – Ulovligt arbejde/EU-retten

    Dato: 30-01-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvis-ning af en statsløs, tidligere sovjetisk statsborger, med opholdstilladelse i Estland, under henvisning til udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Den pågældende indrejste efter egne oplysninger i Danmark den 30. marts 2012. Han blev den 25. april 2012 anholdt og sigtet for at have arbejdet ulovligt i Danmark ved at have udført arbejde på en byggeplads uden fornøden tilladelse hertil. Den pågældende var ifølge egne oplysninger ejer af en estisk virksomhed, der i en periode i foråret 2012 havde en entreprisekontrakt med en dansk virksomhed vedrørende udførelse af bygningsarbejde i Danmark. FAM/2013/15.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise den pågældende efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, var til stede under henvisning til, at den pågældende ikke var fremkommet med dokumentation for registrerings- og ejerforholdene for det estiske firma eller for sit ansættelsesforhold i firmaet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det forhold, at den pågældende havde opholdstilladelse i Estland, ikke gav ham ret til at arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt herefter, at den pågældende på det foreliggende grundlag ikke var fritaget for kravet om arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 13 under henvisning til reglerne om den frie bevægelighed i EU, som fastslået ved blandt andet EU-domstolens dom i sag C-43/93 Vander Elst. Der var endvidere ikke oplyst om sådanne omstændigheder – herunder helbredsmæssige forhold – at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for den pågældende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. FAM/2013/15


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post