Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud i to år til en statsborger fra Iran. Klageren fik i maj 2016 inddraget sin opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen, hvorved Styrelsen for International Rekruttering Integration havde fastsat udrejsefristen til medio juni 2016. Efter den fastsatte udrejsefrists udløb mødte klageren op i Udlændingenævnet, hvorefter Styrelsen for International Rekruttering og Integration den følgende dag traf afgørelse om udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.  

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Styrelsen for International Rekruttering og Integration traf afgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist i juni 2016, som blev fastsat i forbindelse med Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra maj 2016, og at klageren, efter at udrejsefristen var overskredet, personligt var mødt op i Udlændingenævnet, hvor klageren var blevet tilbageholdt af politiet, da klageren ikke længere havde lovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der ville tale imod at udvise klageren af landet, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i maj 2016 havde fået inddraget sin opholdstilladelse fra marts 2015, da han ikke havde overholdt en af betingelserne for opholdstilladelse, og at det herefter havde påhvilet klageren at udrejse af landet senest medio juni 2016. Det forhold, at klageren ikke var blevet opmærksom på Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra maj 2016 før medio juni 2016, og at udrejsefristen på dette tidspunkt allerede var overskredet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var tilmeldt digital post, at det var klagerens eget ansvar at tjekke sin e-boks, og at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med frigørende virkning kunne sende breve med digital post til den pågældendes e-boks, jf. § 3, stk. 1, i lov om Digital Post fra offentlige afsendere. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klagerens frihedsberøvelse var blevet kendt ulovlig af byretten, og at klageren var blevet løsladt og tilkendt erstatning på 8.000 kr. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagens akter, at klageren alene var blevet meddelt en advarsel, da klageren ikke havde midler til at betale en bøde, hvorfor sagen var blevet afgjort med et tiltalefrafald. ERH/2017/82.
 

Senest opdateret: 27-04-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen