MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføring
right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2018 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 26-03-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en iransk statsborger på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2017 den iranske statsborger afslag på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, da styrelsen havde lagt til grund, at den herboende reference og klageren var nærtbeslægtede på en sådan måde som beskrevet i udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt., og at denne slægtsrelation var til hinder for at give opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 1 pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren og dennes herboende ægtefælle ikke på baggrund af de fremlagte oplysninger kunne anses for at være nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, idet klageren og dennes herboende ægtefælle på baggrund af de til brug for sagens oplysning indgivne informationer ikke fremstod som nærmere beslægtede. Udlændingestyrelsen havde i sin afgørelse lagt til grund, at klageren og dennes herboende ægtefælles bedstefædre var fætre. Udlændingenævnet fandt derimod, at klageren og dennes herboende ægtefælle ikke var nærmere beslægtede, end at klageren og dennes herboende ægtefælles bedstefædre var fætre, i hvilket tilfælde klageren og dennes herboende ægtefælles oldeforældre var søskende, og klageren og dennes herboende ægtefælle således havde en fælles tipoldeforælder. FAM/2018/27.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. marts 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Ganske særlige grunde

    Dato: 22-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Honduras, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at der havde været etableret et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og ansøgerens herboende samlever. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret fast samliv på fælles bopæl i halvandet til to år uden væsentlig afbrydelse, idet parterne havde oplyst at have boet sammen i tre måneder i 2011, under ansøgerens graviditet og Udlændingestyrelsens sagsbehandling i 2015 og fra august 2016 og frem til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Idet der skal være tale om kontinuerligt samliv umiddelbart op til indgivelsen af ansøgning om familiesammenføring uden væsentlig afbrydelse, ændrede det ikke Udlændingenævnets vurdering, at parret havde boet sammen i kortere perioder i 2007, 2009 og 2013. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens samlever ikke havde etableret et samliv af den fornødne varighed, og at der derfor efter de foreliggende oplysninger ikke var etableret et familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8’s forstand, som Danmark var nærmest til at beskytte. Det forhold, at ansøgeren og ansøgerens samlever havde et fællesbarn født i 2015, der var dansk statsborger, kunne ikke i sig selv føre til, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske institutioner eller skoler, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endvidere, at det ikke ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at henvise parret til at udøve familielivet sammen med fællesbarnet i Honduras. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at partsrepræsentanten havde anført i klagen, at Udlændingestyrelsens afgørelse var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder særligt EMRK artikel 8 og EU-retten. For så vidt angik spørgsmålet om EMRK artikel 8, henviste Udlændingenævnet til, at bestemmelsen ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Med hensyn til det anførte vedrørende EU-retten og dommene C-34/09, Zambrano, og C-133/15, Chavez-Vilchez, vurderede Udlændingenævnet, at disse afgørelser ikke fandt anvendelse ved vurderingen af sagen, idet en af forudsætningerne for, at en tredjelandsborger kan aflede ret, og dermed opholdstilladelse, fra barnet, der er unionsborger, er, at tredjelandsborgeren ikke er gift eller samlevende med unionsborgerens anden forælder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af præmisserne 68, 72 og 74 i EU-Domstolens dom i sagen C-256/11, Dereci, af 15. november 2011 fremgår, at den omstændighed alene, at det for en statsborger i en medlemsstat af økonomiske årsager eller for at bevare familieenheden på Unionens område måtte forekomme ønskværdigt, at medlemmer af dennes familie, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, kan opholde sig med vedkommende på Unionens område, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at det må antages, at unionsborgeren nødsages til at forlade Unionens område, hvis en sådan ret ikke meddeles. FAM/2018/8.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Ægtefællesammenføring – Grundlæggende betingelser – Krav om gyldigt nationalitetspas

    Dato: 11-12-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 med en ændret begrundelse Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2016, hvorved en irakisk statsborger var meddelt afslag på opholdstilladelse, da han ikke var i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag under henvisning til, at ansøgeren ikke havde fremlagt nogen form for gyldig dokumentation for sin identitet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. udlændingelovens § 39. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt et gyldigt nationalitetspas, hvilket er en grundlæggende betingelse for at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingebekendtgørelsens § 17. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige denne grundlæggende betingelse, jf. udlændingebekendtgørelsens § 17, stk. 1, stk. 2. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste havde mødt sin ægtefælle i 2005, i 2007 havde fået et fællesbarn sammen med hende, og at parret otte år senere i 2015 havde indgået ægteskab, hvor parret forud herfor havde haft kontakt ved besøg, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke på noget tidspunkt havde haft lovligt ophold i Danmark og både på tidspunktet for fællesbarnets fødsel og på tidspunktet for ægteskabet var meddelt endeligt afslag på asyl og dermed ikke kunne have en berettiget forventning om at kunne blive og stifte familie i Danmark. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgeren i flere år havde været registreret forsvundet, og at han siden fællesbarnets fødsel og frem til brylluppet alene havde besøgt sin ægtefælle og barnet. Det af ansøgeren anførte om, at parrets søn havde nået en alder, hvor han havde opbygget en selvstændig tilknytning til Danmark via sine kammerater og sine aktiviteter, kunne på samme baggrund ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2017/121.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 15-11-2017

    Udlændingenævnets flertal omgjorde i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en statsborger fra Makedonien under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 7.

    Udlændingenævnets flertal fandt efter en konkret og individuel vurdering af sagen, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Makedonien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden 1991, at hun blev statsborger i Danmark i 2004, at hun havde en uddannelsesmæssig og arbejdsmæssig tilknytning til Danmark, hvor hun på ny havde boet fast siden 2012, hvor hendes familie boede, hvor ansøgerens og den herboende ægtefælles børn var født, og hvor ansøgeren flere gange havde besøgt den herboende ægtefælle og børnene. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde været udrejst til Makedonien fra 2008 til 2012, fandt Udlændingenævnets flertal endelig ikke på tidspunktet for afgørelsen kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2017/129.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. november 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 15-11-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Cameroun i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelses¬bestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde indgivet ansøgning om ægtefællesammenføring i februar 2016, og at Udlændingestyrelsen dernæst første gang havde truffet afgørelse i juli 2016, hvor det fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende reference, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende reference på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse til ansøgeren og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens første afgørelse i juli 2016 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have partshørt ansøgeren og den herboende reference om Udlændingestyrelsens ændrede regelopfattelse efter Biao-dommen og forud for, at Udlændingestyrelsen traf fornyet afgørelse i juli 2017. FAM/2017/134.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. november 2017 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl

    Dato: 06-11-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse til en stats¬borger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som var meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå et samliv på fælles bopæl.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke på tidspunktet for afgørelsen burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle og ansøgeren ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde etableret et samliv i december 2006 på et internationalt cruiseskib, og at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde bibeholdt et samliv, efter at ansøgerens ansættelse var ophørt på grund af graviditet med fællesbarnet i 2011. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle siden 2012 havde opholdt sig vedvarende og konsekvent i Filippinerne sammen med ansøgeren og fællesbarnet, der blev født i 2012, hver gang dette havde været muligt på grund af den herboende ægtefælles ansættelse, og at den herboende ægtefælle havde opholdt sig i Filippinerne i flere gentagne perioder af en måneds varighed hvert år. Udlændingenævnet lagde således til grund, at den herboende ægtefælle havde været i Filippinerne hver gang hans arbejdsmæssige forhold som ansat på et internationalt cruiseskib tillod det. På baggrund af disse konkrete omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, om længerevarende samliv kunne anses for opfyldt. FAM/2017/133.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Identitet kan ikke fastslås

    Dato: 09-10-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, til en ansøger med ukendt nationalitet, da hendes identitet ikke med sikkerhed kunne fastslås. I april 2015 var klageren blevet meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen. I oktober 2015 havde Flygtningenævnet stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse. I august 2015 var klageren nedkommet med et barn og i oktober 2015 havde hun indgået ægteskab i Danmark med barnets fader – en herboende eritreisk statsborger, der havde opholdstilladelse som flygtning, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er en grundlæggende betingelse for at kunne blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, at ansøgerens identitet kan anses for dokumenteret eller lægges til grund. Dette gælder i forhold til navn, fødselsdato og statsborgerskab. Såfremt dette ikke er opfyldt, vil der ikke kunne meddeles opholdstilladelse, uanset ansøgningsgrundlag. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Flygtningenævnet i forbindelse med klagerens asylsag ikke havde kunnet lægge til grund, at klageren var eritreisk statsborger, idet der hverken var fremlagt dokumentation herfor, eller det på anden måde var sandsynliggjort, at hun skulle være det. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at klageren selv var indrejst i Danmark som asylansøger og havde søgt opholdstilladelse som flygtning med henvisning til, at klageren var eritreisk statsborger. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at klagerens partsrepræsentant ikke over for Udlændingenævnet havde indsendt nye oplysninger, der kunne understøtte klagerens oplysninger om, at hun var eritreisk statsborger, eller havde søgt om genoptagelse af Flygtningenævnets afgørelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ikke til sagen var fremlagt gyldig dokumentation for klagerens identitet, herunder eksempelvis en fødselsattest, som klagerens tidligere partsrepræsentant i december 2016 under sagens behandling i Udlændingenævnet ellers havde oplyst ville blive fremskaffet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at klageren altid havde betragtet sig selv som eritreisk statsborger, at hun på intet tidspunkt overfor de danske myndigheder havde forklaret divergerende om sin identitet, at det ikke burde lægges hende til last, at de danske myndigheder ikke med sikkerhed kunne fastslå hendes identitet, og at det var udbredt, at ansøgere fra Eritrea ikke var i besiddelse af identitetspapirer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger, at det ikke var muligt at fastslå klagerens identitet i forhold til statsborgerskab og dermed vurdere, hvorvidt betingelserne for at meddele opholdstilladelse til klageren var opfyldt. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at klagerens, hendes ægtefælles og parrets fællesbarns familieliv var beskyttelsesværdigt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, og at klagerens partsrepræsentant havde henvist til brugen af DNA-undersøgelser i andre sager. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at klagerens statsborgerskabsforhold ikke kunne anses for oplyst, og at det påhvilede klageren, jf. udlændingelovens § 40, at oplyse dette. Udlændingenævnet bemærkede, at det forhold, at klageren havde indgået ægteskab i Danmark, og at parret havde fået et fællesbarn, ikke ændrede ved dette. Uanset at der foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv, skal en udlændings identitet således kunne lægges til grund. Det forhold, at der var udstedt en dansk vielsesattest, hvor det var anført, at klageren var født i Eritrea, ændrede ikke herpå. Det bemærkedes, at det også var indgået i asylsagen, at klageren skulle være født i Eritrea. Udlændingenævnet fandt endelig af samme årsag, at det til klagen anførte om, at de danske myndigheder ikke havde undersøgt, hvorvidt klagerens ægtefælle ved at flytte til klagerens hjemland var beskyttet imod refoulement, da myndighederne ikke havde været i stand til at fastslå klagerens statsborgerskab og derved hvilket land, familielivet skulle udøves i, hvorfor familielivet var bedst beskyttet i Danmark, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, uanset om der er tvivl om identiteten. FAM/2017/109.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao

    Dato: 03-10-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en amerikansk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 28 år på afgørelsestidspunktet, var født som dansk statsborger i USA og havde inden den seneste indrejse i Danmark i juni 2016 opholdt sig i Danmark i to måneder i 1990, syv måneder i 1992 og derudover på ferie- og besøgsophold. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-dommen).

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i september 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017 fremgik det udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren i Danmark og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde endelig en vis vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i forbindelse med indrejsen i Danmark havde taget væsentlige skridt til at etablere sig i Danmark med henblik på varigt ophold, herunder boligforhold, ligesom den herboende ægtefælle allerede i august 2016 var påbegyndt en ansættelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/31.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao

    Dato: 03-10-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en tunesisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 45 år på afgørelsestidspunktet, var dansk statsborger og havde boet i Danmark hele sit liv. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-sagen).

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i maj 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2016 fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2016 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endelig vægt, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have partshørt ansøgeren og referencen om Udlændingestyrelsens ændrede regelopfattelse efter Biao-dommen og forud for, at Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/32.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao

    Dato: 03-10-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en kinesisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 53 år gammel på afgørelsestidspunktet, var født i Danmark, og han havde været udrejst til Kina første gang i perioden mellem september 1990 og november 1992 og efterfølgende mellem november 1993 og juni 2016. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-sagen).

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i august 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i maj 2017 fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende ægtefælle og ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren i Danmark og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i maj 2017 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endelig en vis vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde solgt parrets hus i Kina i september 2015 og i august 2015 havde købt bolig i Danmark med overtagelse i februar 2016 og således havde planlagt flytningen til Danmark over en længere periode inden indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/33.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. september 2017 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab – Ganske særlige grunde

    Dato: 25-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Ansøgeren blev i marts 2015 meddelt afslag på ægtefællesammenføring i Danmark under henvisning til, at ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og da der ikke forelå ganske særlige grunde. I november 2015 hjemviste Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2015 til fornyet behandling, da den herboende reference havde indsendt ny dokumentation, som Udlændingestyrelsen ikke havde haft mulighed for at vurdere. I september 2016 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring. Den herboende reference havde til sagen oplyst, at han og ansøgeren var blevet gift efter de syriske traditioner, og at der intet var unormalt i, at de dokumenter, der efterfølgende var blevet udarbejdet inden for den offentlige forvaltning i Syrien, var udarbejdet senere, end ægteskabet var indgået, samt at der i Syrien ikke var et krav om, at begge ægtefæller skulle være fysisk til stede for at få udstedt de relevante dokumenter.

    Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at den herboende reference havde fremlagt divergerende oplysninger om datoen for parrets eventuelle ægteskab samt om den herboende references civilstatus som forlovet eller gift. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et retsgyldigt ægteskab, da den herboende reference i forbindelse med sin ansøgning om asyl udtrykkeligt havde oplyst, at han kun var forlovet, selvom han havde haft lejlighed til at fremkomme med bemærkninger og rettelser til samtalereferatet, men han havde ikke haft bemærkninger til dette. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i sin del af ansøgningspakken havde oplyst, at parret blev gift i april 2014, mens den herboende reference i sin del af ansøgningspakken havde oplyst, at parret i april 2013 havde besluttet at blive gift, men at parret ikke kunne blive gift på grund af krigen. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende reference havde anført, at han faktisk havde været gift siden april 2013, men at parret ikke kunne bo sammen på grund af krigen, og at parret havde holdt ægteskabet hemmeligt på grund af ansøgerens onkel. Det forhold, at der i sagen var fremlagt kopier og oversættelser af forskellige skrivelser, hvoraf det fremgik, at parret havde indgået ægteskab i april 2013 og havde betalt ægteskabsafgifter, samt at ”Marriage Certificate” var blevet udstedt i april 2015, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at skrivelsen fra april 2013 kun dokumenterede, at parret havde betalt ægteskabsafgifter, samt at skrivelsen ikke var udstedt af en religiøs myndighed. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke havde fremsendt en gyldig ”Marriage Contract” fra den religiøse ret, som var udstedt på selve vielsesdagen med begge parters underskrift samt dokumentation for registrering af kontrakten ved Civil Registry, eller en efterregistrering fra den religiøse myndighed med underskrift fra begge parter og dokumentation for registrering af Civil Registry. Endvidere kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at den herboende reference havde fremsendt kopi af ”Judgement of Marriage Confirmation”, hvoraf det fremgik, at kopien var blevet udstedt i april 2015, at ægteskabet var blevet efterregistreret i marts 2015 ved domstolen i Damaskus, og at efterregistreringen var blevet foretaget ved stedfortræder. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ”Judgement of Marriage Confirmation” var udstedt i marts 2015, hvor den herboende reference var i Danmark, og at en dom kun kunne anerkendes, hvis den var udstedt på et tidspunkt, hvor det måtte formodes, at begge parter havde været i Syrien. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt halvandet til to års varighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke var gift og ikke havde boet sammen, samt at den herboende reference flere gange havde oplyst, at han indtil sin udrejse af Syrien boede i Damaskus på det hotel, hvor han arbejdede, eller i sin egen lejlighed, hvor kun den herboende reference boede, og at ansøgeren havde boet hos sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da forholdet mellem parret ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anses for at have indgået et ægteskab, som kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold i øvrigt, at det var uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/92.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. juli 2017 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A2-niveau indenfor en fastsat frist – Dispensation

    Dato: 06-07-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på udsættelse af fristen for at aflægge danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau til en libanesisk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde have været meddelt afslag på udsættelse af fristen for at aflægge danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist, jf. § 11 i bekendtgørelse om danskprøve på A1-niveau og danskprøve på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge. Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at Udlændingestyrelsen – henset til at ansøgerens ægtefælle i maj 2014 havde orienteret Udlændingestyrelsen om ansøgerens graviditet – burde have ydet en konkret vejledning til ansøgeren om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A2-niveau på tidspunktet for meddelelse af ansøgerens opholdstilladelse i maj 2014. Udlændingestyrelsen burde således på baggrund af ansøgerens graviditet udtrykkeligt have vejledt om muligheden for at søge om suspension på baggrund af ansøgerens forestående fødsel. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning kunne have været udslagsgivende i forhold til ansøgerens for sene ansøgning om suspension af danskprøvefristen. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne fastsætte en ny frist for aflæggelse af danskprøve på A2-niveau. Udlændingenævnet fandt endelig, at den nye frist skulle regnes fra Udlændingestyrelsens afgørelse, og at fristen skulle beregnes således, at det antal dage, der gik forud for ansøgerens barsel, skulle fratrækkes i de 15 måneder, som er den normale frist for at bestå Prøve i Dansk på A2-niveau. FAM/2017/50.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. juli 2017 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl

    Dato: 06-07-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Sydafrika, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå et samliv på fælles bopæl.

    Udlændingenævnet lagde efter en helt konkret og individuel vurdering vægt på oplysningerne om den herboende references og ansøgerens samliv på fælles bopæl i Danmark siden december 2015. Det indgik i vurderingen, at ansøgerens fravær fra den fælles bopæl skyldtes særlige arbejdsmæssige forhold, herunder ansøgerens arbejde som pilot, hvor han ifølge en arbejdskontrakt arbejdede med basis i Afrika to måneder, mens han i en måned opholdt sig på parrets fælles bopæl i Danmark sammen med parrets fælles datter. Det blev også tillagt betydning, at parret havde afhændet deres tidligere bolig i Sydafrika med henblik på ophold og bopæl i Danmark. Udlændingenævnet fandt således efter en konkret og individuel vurdering at kunne lægge til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde opretholdt et samliv, der i almindelighed måtte anerkendes som et normalt samliv under de givne betingelser. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2017/86.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 22-06-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Syrien og dennes fire fælles børn med en herboende ægtefælle, som i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

    Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for den ansøgende ægtefælle som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for parrets fællesbørn, der var under 15 år på ansøgningspunktet, som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d. I september 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt den herboende ægtefælle opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. I juli 2016 havde Udlændingestyrelsen forlænget den herboende ægtefælles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Den ansøgende ægtefælle var derfor ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, da den herboende ægtefælle ikke havde haft opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, i mere end de sidste tre år. Af samme grund var parrets mindreårige fællesbørn ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, uanset at de var under 15 år. Udlændingenævnet fandt herefter, at den ansøgende ægtefælle og parrets fællesbørns ansøgninger om opholdstilladelse skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren og parrets fællesbørn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde, at ansøgerne på tidspunktet for afgørelsen, jf. Danmarks internationale forpligtelser, burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens og fællesbørnenes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde, for så vidt angik to af fællesbørnene, vægt på, at det fremgik af ansøgningsskemaerne, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at den ansøgende ægtefælle efter det oplyste led af astma, og at der efter det oplyste skulle være en person til at holde øje med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, idet der ikke var fremlagt dokumentation for sygdommen, ligesom det hverken var sandsynliggjort eller dokumenteret, at den ansøgende ægtefælles astma havde en karakter og et omfang, der medførte, at hun ikke var i stand til at tage vare på sig selv eller fællesbørnene. Det forhold, at et af fællesbørnene havde en knude i højre ben, at hun havde væskeansamling og en betændelsestilstand af iskiasnerven, og at barnet burde opereres, således at knuden kunne undersøges nærmere, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt således, at det herved ikke var godtgjort, at fællesbarnet led af en så alvorlig sygdom, at der på den baggrund måtte anses at foreligge ganske særlige grunde til at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at selv om lidelsen kunne give smerter og væskeansamling, var der efter det oplyste tale om en godartet svulst i det ene ben. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at et andet fællesbarn havde medfødt hjernesvind, idet barnet led af en medfødt følelsesmæssig og mental forsinkelse, at fællesbarnet havde deformation af sine fødder og en forstyrret sprogudvikling, at fællesbarnet havde behov for specialiseret rehabilitering og træning og ikke kunne foretage toiletbesøg på egen hånd. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der på baggrund af de foreliggende lægelige oplysninger ikke kunne anses at være tale om et handicap af en sådan karakter og omfang, at der herved måtte anses at foreligge ganske særlige grunde for at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der efter det oplyste var tale om en medfødt lidelse, og at den specialiserede træning, som barnet havde brug for, var uafhængig af den ansøgende ægtefælles og den herboende ægtefælles indsats. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at fællesbørnene boede sammen med ansøgeren, og at ansøgeren kunne tage vare på børnene. Det forhold, at ansøgeren og fællesbørnene havde opholdt sig i et nedlagt butikslokale i Istanbul, Tyrkiet, at ansøgeren var fysisk og psykisk belastet og ikke kunne tjene penge til huslejen, og at børnene efter det oplyste ikke kunne få behandling i Tyrkiet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke i sig selv kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset om de ansøgende familiemedlemmer måtte bo under dårlige forhold eller var på flugt. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle selv havde epilepsi og i øvrigt ikke havde det godt fysisk og psykisk, og at han led af mareridt, koncentrationsbesvær og andre symptomer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle kunne modtage lægehjælp og medicinsk behandling i Danmark herfor og derudover kunne klare sig selvstændigt i Danmark, og således ikke var afhængig af den ansøgende ægtefælles omsorg. Det forhold, at den herboende ægtefælle var på flugt fra regeringen i Syrien, at han var hjemløs og statsløs, idet familien var kurdere, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at der var tale om forhold af asylretlig karakter, som ikke i sig selv kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren og fællesbørnene i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende ægtefælle på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende ægtefælle ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2017/84.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 15-06-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kina, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke rådede over en selvstændig bolig af rimelig størrelse.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering af sagen, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke rådede over en selvstændig bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingenævnet i april 2016 havde hjemvist sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen, idet den herboende ægtefælle havde indsendt en allonge fra marts 2016 til lejekontrakten, hvorved den eksisterende lejekontrakt blev forlænget, hvilket var nye oplysninger i forhold til Udlændingestyrelsens behandlingsgrundlag. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af forvaltningsretlige principper følger, at når en sag hjemvises til fornyet behandling i førsteinstansen, skal sagen vurderes i helhed på ny i forhold til det oprindelige ansøgningstidspunkt. Udlændingenævnet henviste desuden til, at Udlændingestyrelsen over for Udlændingenævnet havde oplyst, at såfremt der under sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen indkom nye oplysninger om opfyldelsen af boligkravet, herunder en ny lejekontrakt eller et tillæg til en lejekontrakt til en eksisterende lejekontrakt om forlængelse, således at den selvstændige råden ville strække sig mere end 1 ½ år, ville Udlændingestyrelsen anse kravet om at råde over en selvstændig bolig i mindst 1 ½ år fra ansøgningens indgivelse for at være opfyldt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende ægtefælle som følge af Udlændingenævnets hjemvisning i april 2016 burde stilles på samme måde, som hvis den herboende ægtefælle havde indsendt allongen fra marts 2016 til Udlændingestyrelsen, mens Udlændingestyrelsen fortsat behandlede ansøgningen. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælle havde opfyldt kravet om at råde over en selvstændig bolig i mindst halvandet år beregnet fra indgivelsen af ansøgningen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. FAM/2017/61.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve

    Dato: 15-06-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om ny udmeldt frist til at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau til en iransk statsborger, som i juli 2016 var blevet ægtefællesammenført her i landet, og som senere i juli 2016 havde tilmeldt sig Det Centrale Personregister (CPR). I august 2016 fødte klageren parrets fællesbarn. I september 2016 anmodede den herboende ægtefælle Udlændingestyrelsen om udsættelse af fristen for klageren til at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau. Senere i september 2016 suspenderede Udlændingestyrelsen fristen for klageren til at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau med i alt 46 uger. Udlændingestyrelsen fradrog endvidere det antal dage, der var forløbet, fra klageren havde tilmeldt sig CPR, og indtil klagerens ægtefælle havde anmodet om udsættelse af fristen.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, for så vidt angik beregningen af længden af den nye udmeldte frist for at bestå danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt således, at den nye frist for at bestå en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau ikke skulle være den af Udlændingestyrelsen fastsatte dato primo november 2017, men et senere tidspunkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det afgørende for beregning af suspensionen i forhold til udlændingelovens § 9, stk. 30, jf. danskprøvebekendtgørelsens § 11, stk. 3, jf. § 9, og § 10, skulle være barnets fødedato og ikke – som anført af Udlændingestyrelsen – datoen for ansøgning om suspension. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at fristen for bestået danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, rettelig burde være seks måneder efter udløbet af ansøgerens 46-ugers barselsorlov, påbegyndt fra fødetidspunktet, dog fratrukket det antal dage, som var forløbet fra tidspunktet for klagerens tilmelding til CPR og frem til fødedatoen i august 2016. Klagerens frist for at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på tilsvarende eller højere niveau burde således rettelig være ultimo november 2017. FAM/2017/74.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Samvær med særbørn

    Dato: 06-06-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en tyrkisk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde siden marts 2014 løbende modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25 (kontanthjælp). Den herboende ægtefælle havde – udover parrets tre fællesbørn – et særbarn, som var anbragt i en plejefamilie uden for hjemmet. Til sagen var fremlagt særbarnets bopælskommunes afgørelse fra september 2016, hvorved der blev fastsat samvær mellem den herboende ægtefælle og særbarnet af to timers varighed hver fjerde uge.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at bopælskommunen havde udtalt, at den herboende ægtefælle siden marts 2014 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, at ydelserne var udbetalt til underhold, og at ydelserne ikke kunne sidestilles med løn eller pension eller træde i stedet herfor. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til sagen var dokumenteret, at et af fællesbørnene havde været indlagt to gange, da barnet havde været respiratorisk påvirket. Udlændingenævnet vurderede imidlertid, at det ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at fællesbarnets seneste indlæggelse lå tilbage i tid, at der ikke forelå oplysninger om, at fællesbarnet aktuelt var behandlingskrævende, eller at fællesbarnets tilstand i øvrigt var af en sådan karakter, at han ikke kunne henvises til at tage ophold i Tyrkiet sammen med ansøgeren og den herboende ægtefælle. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde tre fællesbørn, som var danske statsborgere. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at fællesbørn, der bor hos den herboende ægtefælle, først efter seks til syv års fast og lovligt ophold i Danmark – i hvilken forbindelse barnet har gået i dansk institution og/eller skole – som udgangspunkt anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse vil have så væsentlige konsekvenser for barnet, at udlændingemyndighederne kan se bort fra kravet om, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år ikke må have modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle havde et særbarn, som var bosiddende i Danmark, og som var anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie. Udlændingenævnet vurderede imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle ifølge en udtalelse fra særbarnets bopælskommune ikke havde haft samvær med særbarnet siden marts 2015, at der endvidere ikke var effektueret samvær mellem den herboende ægtefælle og særbarnet i overensstemmelse med kommunens afgørelse fra september 2016, ligesom den herboende ægtefælle ikke skulle have kontaktet kommunen, siden hun indgav ansøgning om samvær med særbarnet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der – henset til at den herboende ægtefælle ikke havde haft samvær med sit særbarn i omkring to år og to måneder – ikke kunne meddeles opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning hertil. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælles samvær med sit særbarn ikke var af et sådant omfang, at en henvisning til udøvelse af familielivet i Tyrkiet kunne anses for et uforholdsmæssigt indgreb i den herboende ægtefælles og dennes særbarns ret til familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle havde ytret et ønske om i fremtiden at have samvær med sit særbarn, og at særbarnets bopælskommune efter den herboende ægtefælles opfattelse modarbejdede, at den herboende ægtefælle havde samvær med sit særbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ved vurdering af, om samvær med mindreårige børn i Danmark kan føre til opholdstilladelse, lægges vægt på det reelt udøvede faktiske samvær, hvorfor eventuelle ønsker om samvær i fremtiden ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ej heller forelå oplysninger på sagen om, at den herboende ægtefælle, såfremt hendes og ansøgerens familieliv udøvedes i Tyrkiet, ikke som hidtil ville kunne udøve familielivet med sit særbarn via telefonsamtaler. FAM/2017/20.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. marts 2017 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab

    Dato: 13-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger, som på tidspunktet for indgåelse af ægteskab med den herboende reference var under 15 år.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende references ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at ansøgerens og den herboende references ægteskab blev indgået i november 2014 i Syrien, da ansøgeren alene var 14 år gammel. Ægteskabet kunne således ikke anerkendes efter dansk ret, da det måtte anses som stridende mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public), jf. lov om ægteskabs indgåelse og opløsning § 22 b, stk. 2, nr. 3, da ansøgeren var under 15 år. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at der havde været etableret et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, idet det til sagen var oplyst, at ansøgeren og den herboende reference alene havde boet sammen fra december 2013 og indtil november 2014, svarende til omkring et år, og at dette samtidig var en periode, der lå forud for, at ansøgeren var fyldt 15 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt desuden, at forholdet mellem ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved lagt vægt på, at ansøgerens og den herboende references ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der alene efter det oplyste var stiftet et forhold på et tidspunkt, hvor ansøgeren var under 15 år. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde etableret et samliv af en sådan karakter, at det var omfattet af EMRK, eller at ansøgeren og den herboende reference i øvrigt kunne anses for at have forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at det måtte anses for at udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK’s artikel 8. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/145.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 02-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Thailand i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle var tidligere statsborger i Iran, og han blev i 1996 statsborger i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Thailand, jf. udlændingelovens § 9. stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Thailand, hvor hun var statsborger, og hvor hun havde boet hele sit liv, at hun havde forældre og søskende i hjemlandet, at hun og hendes ægtefælle havde mødt hinanden i 2003/2004 under en ferie i Thailand, at parret efter det oplyste havde boet sammen i Thailand i perioden fra november 2003 til september 2005, at parret herefter, frem til de havde indgået ægteskab i december 2007 i Thailand, havde boet i Thailand i forbindelse med ferier, og at parret – også efter ægteskabets indgåelse og efter fødslen af parrets to fællesbørn i november 2006 og maj 2010 – havde valgt at forblive bosiddende i hver sit land og alene bo sammen i Thailand i forbindelse med den herboende ægtefælles ferier og forretningsrejser. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle – henset til den måde parret havde valgt at udøve familielivet på – måtte anses for at have større tilknytning til Thailand end til Danmark, uanset at ansøgerens ægtefælle ifølge Det Centrale Personregister (CPR) var indrejst i Danmark i november 1985, var blevet dansk statsborger i juni 1996, havde haft arbejde og havde taget en uddannelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parrets fællesbørn først var registreret indrejst i Danmark i august 2014 i en alder af henholdsvis syv og fire år, at ansøgeren første gang var indrejst i Danmark i marts 2015 på turistvisum sammen med sit særbarn, og at der først i maj 2015 var indgivet ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af den herboende ægtefælle. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på to visumophold siden medio marts 2015 og havde haft processuelt ophold i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om opholdstilladelse ved udlændingemyndighederne, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Thailand. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Thailand. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som kunne bevirke, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand for der at udøve familielivet med ansøgeren, parrets to fællesbørn og ansøgerens særbarn, og hvor de vedvarende efter ægteskabets indgåelse og efter fødslen af parrets to fællesbørn havde udøvet deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. Det forhold, at parrets ældste fællesbarn havde fået stillet en række diagnoser, herunder infantil autisme, forsinket psykomotorisk udvikling og tab af følelsesmæssig kontakt, at der i forhold til fællesbarnets funktionsniveau blev vurderet at være tale om et alvorligt nedsat socialt funktionsniveau, og at familien på grund af manglende skoletilbud i Thailand havde valgt at flytte til Danmark, hvor barnet var begyndt i en modtageklasse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det samme gjaldt det forhold, at parrets yngste fællesbarn havde gået i børnehave og i skole i Danmark og efter det oplyste talte flydende dansk og ikke længere thai, og at ansøgerens ægtefælle frygtede i fremtiden ikke at have kræfter til at klare børn, hjem og fultidsarbejde alene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er forældremyndighedshaverens ret at beslutte, hvor et barn skal bo, at parrets fællesbørn havde været bosiddende i Thailand frem til medio august 2014, hvor de var henholdsvis syv og fire år, hvor det ældste barn var i behandling og således havde adgang til lægelig hjælp, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i 2014 havde besluttet, at fællesbørnene skulle flytte til Danmark, og at de alene havde boet i Danmark i omkring 2½ år. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at børn efter praksis som udgangspunkt først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børene har gået i danske institutioner eller skoler, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt og stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet sammen med parrets børn i Thailand. FAM/2017/76.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. februar 2017 – Ægtefællesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 21-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en syrisk statsborger, der søgte om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle, som i oktober 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

    Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ansøgeren som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d. Henset til, at ansøgerens herboende ægtefælle i oktober 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at ansøgerens ægtefælle således ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end tre år, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, der ville kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagens akter, at ansøgeren efter det oplyste ikke led af alvorlige sygdomme eller alvorlige handicaps, og at han derfor ikke havde behov for særlig pasning og pleje fra sin herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle først havde indgået ægteskab efter udrejsen fra Syrien, og at der ikke var stiftet familie mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle på dette tidspunkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at der efter det oplyste først var blevet indledt et forhold mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i Grækenland i slutningen af 2014, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle ligeledes ikke var indrejst samtidigt i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til sagen og til støtte for klagen var oplyst, at ansøgerens ægtefælle havde et særbarn, der var diagnosticeret med atypisk autisme og mental retardering af middelsvær grad, og som profiterede af at gå på en specialskole med socialpædagogiske tilbud, ligesom han havde brug for at have ansøgeren og ansøgerens ægtefælle omkring sig. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i Danmark alene havde været/boet sammen siden juli 2015, og at ansøgeren alene havde været en del af ansøgerens ægtefælles særbarns liv siden slutningen af 2014. Udlændingenævnet fandt ydermere, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgeren ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med ansøgerens ægtefælle på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens ægtefælle aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention skal foretages en proportionalitetsafvejning, og er der uoverstigelige hindringer for ægtefællernes etablering i hjemlandet eller den ansøgende ægtefælles opholdsland, vil Danmark normalt være forpligtet til at tillade ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens og ansøgerens ægtefælles rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren havde en uklar situation i Grækenland, at ansøgeren frygtede, at han ville blive henvist til et liv på gaden, uden job og uden bolig, og at usikkerheden omkring ansøgerens og ansøgerens ægtefælles fremtid som forenet familie påvirkede ansøgerens ægtefælle og ansøgerens ægtefælles familie. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Grækenland, og idet ægteskabet i Danmark var indgået på et tidspunkt, hvor ansøgeren havde fået afvist sin asylansøgning i Danmark, og idet der ikke herved var oplyst om sådanne omstændigheder, der kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale og/eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/4.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. december 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 19-12-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Den herboende ægtefælle (referencen), der var somalisk statsborger, blev i 1990 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og han blev i 1994 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og referencens samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Somalia og Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Etiopien, hvor ansøgeren og referencen mødtes og efterfølgende indgik ægteskab, hvor parrets to fællesbørn var født, og hvor ansøgeren tillige havde familie, hvorfor ansøgeren måtte antages at have en stærkere tilknytning til Etiopien end til Danmark, hvor hun aldrig havde opholdt sig. Udlændingenævnet lagde desuden til grund, at referencens tilknytning til Somalia var større end hans tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at referencen var født og opvokset i Somalia, hvor han havde haft en større del af sin opvækst og sit liv, at både ansøgeren og referencen var somaliske statsborgere, at ansøgerens moder og fire søskende var bosiddende i Somalia, og at parret talte somali sammen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at referencen ikke havde været tilknyttet arbejdsmarkedet i Danmark, og at han ikke havde taget en uddannelse her i landet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen havde haft opholdstilladelse i Danmark i cirka 26 år, at han efter det oplyste havde danske venner, at han talte flydende dansk, og at hans tre særbørn var danske statsborgere. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren og referencen på baggrund af referencens forhold ikke kunne anses for at have opnået så stærk en tilknytning til Danmark, at ansøgerens og referencens samlede tilknytning til Danmark måtte anses for at være større end til Somalia eller Etiopien. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der mellem Somalia og Etiopien forelå en kulturel lighed og geografisk nærhed, hvorfor ansøgerens og referencens tilknytning til Somalia og Etiopien måtte anses for at være større end til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Somalia og Etiopien. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at referencen ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Etiopien for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret siden indgåelsen af ægteskabet i 2008 havde indrettet sig på en sådan måde, at parret udøvede familielivet under referencens ophold i Etiopien, men i øvrigt levede adskilt, og at der ikke var oplyst om hindringer for, at ansøgeren, referencen samt fællesbørnene fortsat kunne udøve familielivet som hidtil. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen efter det oplyste i forbindelse med en rejse til Somalia i 2007 blev nægtet adgang, at han aldrig kom ind i Somalia, og at referencen ikke mente at kunne vende tilbage til Somalia på grund af krigen og sit manglende netværk i landet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet Udlændingestyrelsen havde oplyst, at referencen ved en tilbagevenden til Somalia ikke ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at referencen kunne henvises til at tage ophold i Etiopien, hvor parret var mødtes og havde indgået ægteskab, hvor ansøgeren havde boet hele sit liv, hvor parret fællesbørns var født, og hvor referencen ved flere lejligheder havde besøgt ansøgeren og fællesbørnene. Udlændingenævnet bemærkede, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen var hjertepatient og led af sukkersyge, og at han i den forbindelse tog forskellige medicinske præparater. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at det fremgik af Udlændingenævnets baggrundsoplysninger fra MedCOI (1), at præparaterne tillige var tilgængelige i Etiopien. FAM/2016/96.

    (1) MedCOI er et projekt, der er finansieret af den Europæiske Flygtninge Fond, med henblik på at indhente medicinske oplysninger fra ansøgeres hjemlande. Projektet giver 11 EU-medlemsstater plus Norge og Schweiz mulighed for at benytte sig af faciliteterne hos MedCOI i Holland og Belgien. MedCOI retter forespørgsler til kvalificerede læger og andre eksperter, der arbejder i ansøgeres hjemlande. Den information, der indhentes, bliver gennemgået af MedCOI’s projektmedarbejdere, der blandt andet består af en læge, før den videregives til den relevante COI-service.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Ægtefællesammenføring – Karenstid for kriminelle forhold begået mod tidligere ægtefælle – Handling begået efter ægteskabets ophør

    Dato: 01-12-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Den herboende ægtefælle var i december 2010 dømt for overtrædelse af straffelovens § 244 og 266 for vold og trusler mod en tidligere ægtefælle. Den herboende ægtefælle blev idømt 50 dages fængsel. Den herboende ægtefælle var i oktober 2008 blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hendes ægtefælle indenfor de seneste ti år var idømt en frihedsstraf for overtrædelse af straffelovens § 244 og § 266 for forhold begået mod hans tidligere ægtefælle jf. udlændingelovens § 9, stk. 10. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det strafbare forhold var begået i 2010 to år efter ægteskabets ophør i 2008, og at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 9, stk. 10, jf. lovforslag nr. L171 fremsat den 20. februar 2004 s. 32, at der ved vurderingen af, hvornår en forurettet kan betragtes som den herboendes ”samlever”, skal lægges vægt på, hvorvidt der har været tale om et ægteskabslignende forhold. FAM/2016/103.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Uafsonet fængselsstraf

    Dato: 01-12-2016

    Udlændingenævnet afslog i december 2016 at genoptage en sag om ægtefællesammenføring til en thailandsk kvinde, som havde fået afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hendes danske ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og hvor Udlændingenævnet havde vurderet, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige kravet om selvforsørgelse i udlændingelovens § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke var anført nye, væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at Den Danske Ambassade i Bangkok havde oplyst, at den herboende ægtefælle, hvis han tog ophold i Thailand, udover afsoning af en to-årig fængselsstraf risikerede at få en tillægsstraf for at være udeblevet fra afsoningen, og at den herboende ægtefælle herefter kunne påregne at blive udvist efter afsoning. Det indgik endvidere, at ansøgerens advokat havde anført, at den idømte fængselsstraf med den forventede tillægsstraf for udeblivelse efter hans opfattelse gjorde det uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Thailand, og at udgangspunktet i dansk strafferetspraksis efter advokatens oplysninger var, at 0,3 gram amfetamin blev betragtet som besiddelse til eget forbrug og var forbundet med bødestraf. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet henviste herved til Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2016, hvor Udlændingenævnet vurderede det forhold, at den herboende ægtefælle var idømt fængselsstraf og risikerede udvisning af Thailand efter afsonet dom. Udlændingenævnet fandt således – uanset længden af den herboende ægtefælles idømte fængselsstraf – at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Thailand, og uanset at besiddelse af 0,3 gram amfetamin – herunder om det kunne anses for at være med henblik på videresalg – blev straffet hårdere i Thailand end i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til genoptagelse, at Den Danske Ambassade i Thailand havde oplyst, at den herboende ægtefælle efter endt afsoning i Thailand ville blive udvist af Thailand. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det allerede indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle risikerede udvisning. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der ikke sås at være fremlagt dokumentation fra de thailandske myndigheder om den herboende ægtefælles angivelige indrejseforbud og længden heraf. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Udlændingenævnet ved sin afgørelse fra januar 2016 også havde henvist til, at den herboende ægtefælle ikke sås at have modtaget offentlig hjælp i form af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik siden juli 2015, at han i perioden fra september 2016 til december 2016 havde modtaget SU, og at det derfor måtte antages, at han kunne opfylde kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet fandt derfor fortsat, at Danmark ikke kunne anses for nærmest til at beskytte familielivet mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, således at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark på grund af den herboende ægtefælles dom i Thailand. FAM/2016/110.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 28-09-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en afghansk statsborger. Den herboende ægtefælle, der var blevet dansk statsborger, havde tidligere haft opholdstilladelse i Danmark som flygtning fra Afghanistan.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på en nærmere vurdering af det angivne familieliv mellem ansøgeren og referencen samt indhentelse af en asylretlig vurdering af referencens mulighed for at udøve familielivet i Afghanistan med ansøgeren, som han efter det oplyste havde været gift med siden 1997 og dernæst levet adskilt fra og uden kontakt med frem til cirka ansøgningstidspunktet i slutningen af 2014. Udlændingenævnet henviste til, at referencen i forbindelse med sin asylansøgning i 2001 til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at ansøgeren, som han havde indgået ægteskab med i 1997, på daværende tidspunkt befandt sig i en større by i Afghanistan, at hans moder ligeledes var bosiddende i samme større by i Afghanistan, og at han senest havde haft kontakt med sin moder i maj/juni 2000. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring med ansøgeren havde oplyst, at han havde været på besøg i Afghanistan i 2010, i 2011 og i 2014, uden at det var nærmere oplyst, om der i den forbindelse blev søgt skabt kontakt til ansøgeren, og/eller om ansøgeren og referencen de facto havde valgt at leve separeret. Udlændingenævnet henviste endelig til, at ansøgeren i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen om familiesammenføring havde oplyst, at ansøgeren og referencen indgik ægteskab i 1997, hvorefter parret havde boet sammen i otte til ni måneder, at der derefter var et Talebanangreb, i hvilken forbindelse referencen forsvandt, og at ansøgeren herefter havde boet hos sine egne forældre. Det var endvidere oplyst, at ansøgerens forældre i 2014 var rejst til en større by i Afghanistan, hvor de ved et tilfælde havde mødt en af referencens venner, der havde oplyst, at referencen levede og var bosiddende i Danmark. FAM/2016/80.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2016 – Ægtefællesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 16-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en syrisk statsborger, der søgte om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle, som i juni 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

    Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ansøgeren som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d. Henset til, at ansøgerens herboende ægtefælle i juni 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at ansøgerens ægtefælle ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end tre år, fandt Udlændingenævnet endvidere, at ansøgeren ikke var omfattet af den persongruppe, der ville kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens advokat havde anført, at udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, var ugyldig, da bestemmelsen efter advokatens opfattelse stred mod basale og klare menneskeretlige standarder, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Folketinget havde vedtaget bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, i overensstemmelse med lovgivningsproceduren, og at et flertal i Folketinget i den forbindelse havde fundet, at reglerne var i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Udlændingenævnet lagde herefter til grund, at bestemmelsen er gyldig, og at Udlændingenævnet derfor behandler denne type sager i overensstemmelse med loven. Udlændingenævnet foretager således en konkret og individuel prøvelse i hver enkelt sag om familiesammenføring, hvor den herboende reference har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, herunder en prøvelse af, om Danmarks internationale forpligtelser kan føre til, at en ansøger skal meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens herboende ægtefælles asylsag, at han var sund og rask, og at det fremgik af ansøgerens ansøgning, at hun ikke led af alvorlige sygdomme eller alvorlige handicaps, og at hun ikke havde behov for, at andre passede hende. Udlændingenævnet fandt ydermere, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgeren ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med sin herboende ægtefælle på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens ægtefælle ikke aktuelt havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i sin ansøgning havde oplyst, at hun var i risiko for repressalier, herunder tilfangetagelse, fra både myndigheder og militser i Syrien, hvis disse opdagede, at ansøgerens ægtefælle var flygtet, og at hun var bange, idet der kunne være tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/67.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. september 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 12-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Ansøgeren havde boet i Italien fra juli 2012 indtil maj 2014, hvor han indrejste i Danmark. Ansøgeren havde italiensk fremmedpas.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle var født og opvokset i Somalia, hvor de også havde stiftet familie, hvorfor ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgerens herboende ægtefælle først kom til i marts 2013 i en alder af 22 år, og hvor ansøgerens herboende ægtefælle kun havde haft opholdstilladelse i cirka to år og 10 måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle mødte hinanden i Somalia i 2010, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle talte somali sammen, at ansøgerens herboende ægtefælles moder og tre søskende fortsat boede i Somalia, og at ansøgerens forældre og søskende ligeledes var bosiddende i Somalia. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren ikke udover ansøgerens herboende ægtefælle og parrets fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgerens processuelle ophold af 19 måneders varighed i Danmark ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke på baggrund heraf kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Somalia. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden marts 2013 og deltaget i integrationsprogrammet i Danmark, da ansøgerens herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Somalia oversteg den fælles samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Somalia. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Italien, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse, for dér at udøve familielivet med ansøgeren og parrets fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerens herboende ægtefælle, såfremt ansøgerens herboende ægtefælle ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Italien, kunne søge om genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og familiesammenføring, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at børn først efter seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt på samme baggrund, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at ansøgerens herboende ægtefælle havde anført, at de sociale og økonomiske forhold for familien, herunder for børnene, i Italien var dårligere end i Danmark. FAM/2016/61.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. august 2016 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 11-08-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 9, til en tunesisk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter det oplyste etablerede kontakt i oktober 2012 over internettet på Facebook, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle mødtes første gang personligt i august 2014 på en ferie i Tunesien, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle besluttede at indgå ægteskab i februar 2015, at ansøgerens ægtefælle indrejste i Tunesien i maj 2015, at hun udrejste af Tunesien i juni 2015, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle indgik ægteskab i maj 2015, at kommunikationen på dette tidspunkt alene havde bestået i telefonisk kontakt via Skype, Facebook, sms, og under et ferieophold, og at ansøgerens ægtefælle frem til juli 2015 fortsat boede sammen med sin tidligere ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle indgik ægteskab efter et kort personligt bekendtskab, og at der var 25 års aldersforskel mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle. Udlændingenævnet fandt således efter en samlet vurdering, at der var et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren havde indgået ægteskab med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse i Danmark. Det af ansøgerens advokat anførte om, at anvendelsen af bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 9, forudsætter, at der foreligger sikre bevismæssige holdepunkter for, at der foreligger et proformaægteskab, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle burde have været partshørt forud for afgørelsen om afslaget, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter ansøgerens advokats opfattelse ville have givet uddybende oplysninger om deres bekendtskab, hvis ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde vidst, at oplysningerne i ansøgningsskemaet ville blive anvendt på en sådan måde, at ægteskabet ville blive opfattet som et proformaægteskab, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et ændret resultat. Udlændingenævnet henviste herved til, at Udlændingestyrelsen i visse sager afgør sager på baggrund af de oplysninger, der er afgivet i ansøgningsskemaet uden behov for en samtale, og at dette typisk er i sager, hvor parterne har tilbragt kort tid sammen både forud for og efter ægteskabets indgåelse, hvorfor Udlændingestyrelsen på denne baggrund havde lagt til grund, at parterne havde et meget begrænset personligt bekendtskab til hinanden. Det anførte om, at afslaget var indgribende for ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, idet ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var afskåret fra at udøve deres ægteskab efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, fandt Udlændingenævnet desuden heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der mellem ansøgeren og dennes ægtefælle ikke eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv ifølge EMRK artikel 8, da Udlændingenævnet lagde til grund, at ægteskabet var indgået med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark. Det af ansøgerens advokat anførte om, at det fremgik af den vedlagte dokumentation, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles forhold siden 2012 havde været af romantisk karakter, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet facebookopdateringer, e-mails og private billeder af ansøgeren og ansøgerens ægtefælle ikke udgjorde tilstrækkelig dokumentation for, at der var etableret et indgående og forudgående kendskab mellem ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, og dermed ikke afkræftede formodningen om, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse for ansøgerens vedkommende var at opnå en opholdstilladelse i Danmark. FAM/2016/91.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2016 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 04-08-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger, som var født i 1991, efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens ægtefælle var født i 1990 og var dansk statsborger. Ansøgerens ægtefælle blev i november 1993 meddelt ret til ophold i Danmark i medfør af udlændingelovens dagældende § 14. Ansøgerens ægtefælle blev i september 2008 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerens ægtefælle udrejste af Danmark til Pakistan i august 1998 og genindrejste i Danmark i maj 2002, hvor hun opholdt sig indtil februar 2016, hvor hun udrejste af Danmark til Sverige. I november 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med ægtefællen. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2010, hvor ansøgerens ægtefælle var på ferie i Pakistan, at parret havde været kærester siden 2010, at beslutningen om indgåelse af ægteskabet blev truffet i juli 2013, at parret selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at parret havde indgået ægteskab i december 2014. Det fremgik endvidere af ansøgningsskemaet og sagen, at parret ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, at parret var sammen hver dag, da ansøgerens ægtefælle var på ferie i Pakistan i 2010, og at parret havde boet sammen i perioden fra oktober 2015 – hvor ansøgeren var indrejst på visum i Danmark – til januar 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, allerede fordi ansøgerens ægtefælle ikke var fastboende i Danmark. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnets flertal lagde herved afgørende vægt på, at parret var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, da parret var fætter og kusine, hvorfor der efter dansk lov var formodning for, at det oplyste samliv ikke var etableret efter begge parters ønske. Udlændingenævnets flertal fandt således, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende samliv og indgående bekendtskab ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabets indgåelse. Udlændingenævnets flertal fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde mødt hinanden i 2010, at det var parrets egen beslutning at indgå ægteskab, at parret ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, men at parret havde været sammen hver dag, da ansøgerens ægtefælle var i Pakistan i 2010, og at parret havde haft kontakt hver dag siden ægteskabets indgåelse, ikke var tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets flertals afgørelse, at ansøgerens ægtefælle havde opholdt sig i Danmark i perioden fra december 1993 til august 1998 og i perioden fra maj 2002 til februar 2016, og at ansøgerens ægtefælle var under uddannelse i Danmark. Udlændingenævnets flertal fandt imidlertid, at det til sagen oplyste om ansøgerens ægtefælles tilknytning til Danmark – i forhold til sagens faktiske omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter parrets eget ønske. Udlændingenævnets flertal lagde således vægt på, at parret før ægteskabets indgåelse ikke havde samlevet eller sås at have haft et længerevarende personligt kendskab til hinanden. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgerens ægtefælle – efter at hun havde mødt ansøgeren i Pakistan i 2010 – alene efter det oplyste sås at have besøgt ansøgeren i forbindelse med ægteskabets indgåelse i 2014. Udlændingenævnets flertal fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde boet sammen siden oktober 2015, hvor ansøgeren indrejste på visum i Danmark, da parret ikke havde haft et forudgående samliv eller personligt kendskab inden ægteskabets indgåelse, og at parret efterfølgende ikke kunne anses for at have etableret et fast samliv af betydelig varighed. Udlændingenævnets flertal henviste i den forbindelse til, at ansøgerens ægtefælle og ansøgeren på tidspunktet for ægteskabets indgåelse var henholdsvis 24 år og 23 år. Udlændingenævnets flertal fandt endelig, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der afgørende talte for alligevel at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. FAM/2016/73.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 25-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1991 og blev dansk statsborger i 2001. I perioderne fra august 2003 til juli 2006 og fra januar 2008 til november 2013 var ansøgerens herboende ægtefælle udrejst til Libanon. I januar 2008 indgik parret ægteskab i Libanon. Parret havde to børn, som var født i Libanon i henholdsvis 2008 og 2011, og som indrejste i Danmark i november 2013, samt et barn født i Danmark i 2014. Alle børn var danske statsborgere.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Libanon, hvor han også havde haft sin skolegang og havde arbejdet, hvorfor ansøgeren måtte antages at have en stærkere tilknytning til Libanon end til Danmark, hvor han aldrig havde haft opholdstilladelse, og hvor han alene havde opholdt sig på besøgs- og processuelt ophold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ægtefælle var født i Libanon og havde taget ophold i Danmark som fem-årig i 1990. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse stor vægt på, at ansøgerens ægtefælle i perioder på knap tre år fra august 2003 til juli 2006 og fem år og ti måneder fra januar 2008 til november 2013 havde været udrejst til Libanon, og at parret således havde etableret og udøvet et familieliv i Libanon gennem flere år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 1991, at hun sammenlagt havde haft 16 års ophold i Danmark, og at hun i maj 2001 blev meddelt dansk statsborgerskab. Udlændingenævnet lagde dog vægt på, at ansøgerens ægtefælle selv havde valgt at afbryde sin tidligere tilknytning til Danmark, idet hun havde valgt at udrejse til Libanon i de nævnte perioder. Udlændingenævnet lagde i øvrigt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle mødte hinanden i Libanon i april 2006, at parret indgik ægteskab i april 2008 i Libanon, og at parret talte arabisk sammen indbyrdes. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at ansøgerens ægtefælle efter sine egne oplysninger valgte at genindrejse i Danmark i 2006 og i 2013 grundet den vanskelige situation i Libanon. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke udover sin ægtefælle og parrets tre fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark, og at det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på et kortvarigt visumophold fra juni 2014 og herefter havde indgivet ansøgning om familiesammenføring i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af det nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end deres samlede tilknytning til Libanon. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens ægtefælle ikke gennem længerevarende beskæftigelse havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var uddannet tandtekniker i Danmark, fandt Udlændingenævnet herudover ikke i sig selv kunne føre til, at tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, på den baggrund kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det ved opslag i maj 2016 i eIndkomst fremgik, at ansøgerens ægtefælle siden sin indrejse i Danmark i november 2013 havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at hun senest havde modtaget kontanthjælp i maj 2016. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at parrets ældste søn, der var født i 2008, havde mistet sin tilknytning til Libanon, at barnet næsten havde glemt at tale arabisk, og at barnet var skoleelev og fuldt integreret i Danmark, fandt Udlændingenævnet ydermere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af statusbeskrivelsen fra barnets SFO, at barnet havde svært ved at indgå i sociale sammenhænge grundet manglende danskkundskaber. Det fremgik endvidere af CPR, at parrets to ældste fællesbørn var indrejst i Danmark i november 2013 og således havde opholdt sig fast i Danmark i ca. to et halvt år. Udlændingenævnet bemærkede, at børn efter praksis først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle i forbindelse med ansøgningen havde vedlagt en udtalelse af juli 2014 fra sin læge, hvoraf det fremgik, at hun havde det psykisk svært, at hun var under udredning for en depression, og at hun havde en opblussen i sine kroniske rygsmerter. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i forbindelse med sin klage i august 2015 til Udlændingenævnet havde vedlagt en sygehusjournal fra august 2015, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde haft hjertebanken og havde svært ved at få vejret, at han led af sure opstød og halsbrand og at han havde lette smerter bag brystbenet. Udlændingenævnet fandt, at disse oplysninger ikke kunne føre til, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder alvorlige helbredsmæssige forhold hverken hos ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle, som bevirkede, at parret og deres tre fællesbørn ikke igen ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret havde mødt hinanden, havde indgået ægteskab, havde fået to børn og havde boet sammen, for der at udøve familielivet sammen. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2016/112.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 19-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en canadisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 2003, jf. udlændingelovens 8, og blev i februar 2014 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Parret var begge født og opvokset i Iran og mødtes første gang i Danmark i 2005, hvor de også indgik ægteskab med hinanden. Den herboende ægtefælle havde i december 2010 bestået Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet modtog i forbindelse med klagesagen i april 2016 fra den herboende ægtefælles kommune oplysninger om karakteren og omfanget af det til hende tilbudte integrationsforløb, samt hvilke øvrige beskæftigelsesmæssige tiltag, herunder aktiveringsforløb og sprogundervisning samt resultatet af disse, den herboende ægtefælle havde deltaget i.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Iran, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret var født og opvokset i Iran, hvor parret havde haft deres skolegang, og at parret talte persisk sammen, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgeren først indrejste i juni 2004 i en alder af 36 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold i Danmark havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at parrets samlede tilknytning til Danmark var større end deres samlede tilknytning til Iran, uanset at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden juni 2004. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle i 2009 undlod at tage imod ordinært arbejde, at hun i juli 2011 havde været tilbudt ordinært arbejde, men at hun allerede efter to dage igen blev tilmeldt jobcentret som ledig, at hun i september 2011 blev visiteret til et åbent tilbud, idet hun havde frasagt sig ordinært arbejde, at hun ikke blev vurderet samarbejdsvillig i forhold til at tage ordinært arbejde samt tilbud udenfor den by, hun boede i, og at hun var ophørt på Danskuddannelse 2 grundet fravær. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde haft mere end 12 års lovligt og uafbrudt ophold i Danmark, kunne således efter Udlændingenævnets vurdering ikke alene føre til, at parrets samlede tilknytning til Danmark kunne anses for større end parrets samlede tilknytning til Iran. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende ægtefælle ikke gennem sit ophold i Danmark havde udvist vilje eller evne til at blive integreret i det danske samfund. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde besøgt Danmark i 2005, at han havde været på processuelt ophold fra december 2008 til oktober 2010, og at han igen besøgte Danmark i 2011, i 2012 og i 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Iran. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke forelå sådanne særlige personlige forhold, der talte for, at ansøgerens ægtefælle skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Canada, for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen vurderede, at der ikke var risiko for refoulement fra Canada til Iran. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle havde oplyst, at hun havde en handicappet broder, som hun ikke kunne flytte fra. Udlændingenævnet fandt imidlertid at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da der ikke herved var tale om sådanne personlige forhold, at der var grundlag for at fravige tilknytningskravet. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2016/111.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 19-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 7, til en bosnisk-hercegovinsk statsborger. Ansøgerens ægtefælle, der ligeledes var statsborger i Bosnien-Hercegovina, fik meddelt opholdstilladelse i januar 1994 efter lov nr. 933 af 18. november 1992 om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. I november 1995 blev ansøgerens ægtefælle meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og i marts 1997 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren og den herboende ægtefælle stiftede bekendtskab med hinanden via internettet i januar 2010, og ansøgeren besøgte derefter Danmark, når hun kunne. Ansøgeren og den herboende ægtefælle besluttede at indgå ægteskab i forbindelse med ansøgerens andet besøg i Danmark. Ægteparret havde forud for indgåelse af ægteskab telefonisk kontakt næsten hver dag, når ansøgeren ikke var i Danmark. Ægteskabet blev indgået i januar 2012 i Danmark, og ægteparret fik et fællesbarn i december 2012. Ansøgeren havde gået i grundskole i Bosnien-Hercegovina, hun talte alene bosnisk, og ægteparret talte bosnisk sammen. Ansøgerens ægtefælle var tilkendt førtidspension i 2005. Udlændingestyrelsen udtalte i oktober 2014, at der ikke var holdepunkter for at antage, at ansøgerens ægtefælle ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse. Ansøgerens ægtefælle havde til sagen oplyst, at han efter 17 år i Danmark var rejst tilbage til Bosnien-Hercegovina for at besøge ansøgeren, og at hans tilknytning til landet alene var ansøgeren og deres fællesbarn. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at han aldrig havde været i nogen form for beskæftigelse i Danmark, at han aldrig havde gået i skole eller taget nogen danskkurser, efter at han kom til Danmark, men at han gennem en periode på to år fra 2010 til 2012 havde udført frivilligt arbejde i en karateklub omkring en time om ugen. I juli 2015 blev ansøgerens og den herboende ægtefælles fællesbarn meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 2.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Bosnien-Hercegovina, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Bosnien-Hercegovina, hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle også havde haft deres skolegang. Den herboende ægtefælle kom første gang til Danmark i december 1993 i en alder af 29 år og havde således haft ophold i Danmark i cirka 21 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælles moder og søster var bosiddende i Dannmark, og at hans broder var bosiddende i Kroatien, mens ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Ansøgerens forældre og søskende var således bosat i Bosnien-Hercegovina, og ansøgeren havde et 24-årigt særbarn, der ikke opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle stiftede bekendtskab med hinanden på internettet i januar 2010, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle talte bosnisk sammen. Ansøgeren og den herboende ægtefælle måtte på den baggrund antages at have en stærkere tilknytning til Bosnien-Hercegovina end til Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden december 1993, at han havde haft opholdstilladelse fra januar 1994, at han var tilkendt førtidspension i 2005, og at han havde udført frivilligt arbejde. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den herboende ægtefælle aldrig havde deltaget i nogen former for kommunale tilbud eller sprogundervisning eller havde taget nogen uddannelse eller haft nogen form for beskæftigelse i Danmark, og da der var tale om en kort og meget beskeden frivillig indsats, og han ikke i øvrigt havde gjort en indsats for at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det frivillige arbejde ikke havde haft et omfang og en karakter, som kunne sidestilles med den tilknytning og integration, der opnås i forbindelse med at tage en uddannelse eller have været beskæftiget i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne særlige personlige forhold, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Bosnien-Hercegovina for der at udøve familielivet med ansøgeren og deres fællesbarn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændingestyrelsen havde udtalt, at den herboende ægtefælle ikke ville være i konkret og individuel risiko for asylrelevant forfølgelse, og at den herboende ægtefælle havde været på besøg i Bosnien-Hercegovina. Endelig fandt Udlændingenævnet, at den herboende ægtefælles PTSD på baggrund af oplevelser under krigen, og det forhold, at han var tilkendt førtidspension, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet sygdommen ikke kunne anses at forhindre ham i at tage ophold i Bosnien-Hercegovina. FAM/2016/99.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Urigtige oplysninger og konstrueret dokumentation

    Dato: 13-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger under henvisning til, at den herboende reference havde afgivet urigtige oplysninger samt fremlagt dokumentation, der blev anset for at være konstrueret med det formål at skaffe ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, stk. 1.

    Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at referencen måtte anses for at have afgivet urigtige oplysninger samt fremlagt dokumentation, der ansås for konstrueret med det formål, at ansøgeren kunne opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at referencen i forbindelse med sin asylsag i november 2014 havde oplyst, at han var ugift, mens det i ansøgningen om familiesammenføring var oplyst, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen var indgået i Syrien i marts 2013 – inden referencens flugt fra hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der til sagen var fremlagt to dokumenter vedrørende ægteskabskontrakten, der måtte antages at være to forskellige oversættelser af det samme originale dokument, men at der var væsentlige divergenser i dokumenterne, herunder at dokumenterne var udstedt af Shariadomstolen i to forskellige byer, at shariadommerens navn var forskelligt i de to dokumenter, og at medgiften var oplyst med to forskellige beløb i de to dokumenter, ligesom der i det ene dokument var omtalt en stedfortræder for referencen, hvilket ikke var tilfældet i det andet dokument. Uanset om der var tale om to separate dokumenter – og således ikke blot to oversættelser af det samme originale dokument – fandt Udlændingenævnet, at der i dokumenterne var så væsentlige uoverensstemmelser, at dokumenterne ikke kunne lægges til grund, da de måtte anses for at være konstrueret til lejligheden med det formål at skaffe ansøgeren opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der til klagen var fremlagt et andet dokument vedrørende ægteskabets indgåelse, hvor referencens navn fremstod væsentligt anderledes, end det navn, referencen havde oplyst til udlændingemyndighederne, ligesom den i dokumentet oplyste dato for indgåelsen af ægteskabskontrakten ikke var i overensstemmelse med den i de øvrige fremlagte dokumenter oplyste dato for indgåelsen af ægteskabskontrakten. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der var stavefejl i de angivelige officielle myndighedsstempler på de to dokumenter vedrørende ægteskabskontrakten, hvorfor dokumenterne ikke kunne antages at være udstedt af eller verificeret af de rette syriske myndigheder. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at referencen havde forklaret divergerende om sit forhold til ansøgeren, herunder hvor referencen arbejdede, og hvor han mødte ansøgeren for første gang, samt hvor ansøgeren og referencen havde boet sammen. FAM/2016/71.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2016 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej særlige grunde for dispensation

    Dato: 10-06-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra kravet om bestået danskprøve på A1-niveau senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30, til en statsborger fra Canada. Ansøgeren blev i september 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført. Det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse, at opholdstilladelsen blandt andet var betinget af, at ansøgeren bestod en prøve i dansk på sprogniveau A1 senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen. Udlændingestyrelsen vejledte i den forbindelse om, hvorledes ansøgeren kunne tilmelde sig prøven. I maj 2015 indsendte ansøgeren til Udlændingestyrelsen en kopi af sit barns fødselsattest og oplyste i den forbindelse, at hun var klar over, at hun var forsinket med orienteringen om barsel, men at hun var blevet oplyst af både sprogskolen og kommunen om, at hendes barsel ville blive registreret og fremgå af deres system.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at afslå at suspendere fristen for aflæggelse af prøve i dansk på A1-niveau eller en danskprøve på et tilsvarende eller et højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i september 2014 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at det fremgik af opholdstilladelsen, at ansøgeren senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen skulle bestå en danskprøve på A1-niveau eller en danskprøve på et tilsvarende eller et højere niveau. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren først i maj 2015 oplyste Udlændingestyrelsen om, at hun i marts 2015 var nedkommet med sit og sin ægtefælles første fællesbarn, at Udlændingestyrelsen i en situation, hvor Udlændingestyrelsen modtager en anmodning om fristudsættelse vedrørende danskprøven en måned eller mere efter terminsdatoen, hvor det forudsættes, at ansøgeren har født, efter praksis vil suspendere fristen for at bestå danskprøven, fra barslen starter og frem til 46 uger fra fødselsdatoen, og at Udlændingestyrelsen i dette tilfælde vil fradrage det antal dage, som allerede er forløbet af fristen fra tilmelding til Det Centrale Personregister til dagen, hvor Udlændingestyrelsen modtager anmodningen om udsættelsen af fristen for at bestå danskprøve A1. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det i henhold til Udlændingestyrelsens praksis som udgangspunkt er en forudsætning for udsættelse af fristen for at bestå danskprøve A1, at anmodningen om fristudsættelse er modtaget inden fristens udløb. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den angivne fejlagtige vejledning, som ansøgeren skulle have modtaget fra kommunen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at kommunen til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at kommunen ikke i forbindelse med sin vejledning af ansøgeren havde oplyst, at oplysningerne om ansøgerens barsel ville blive videresendt til udlændingemyndighederne. Udlændingenævnet bemærkede, at det var ansøgerens eget ansvar at forberede sig til prøven og at tilrettelægge et forløb, således at ansøgeren kunne nå at forberede sig, inden hun skulle op til prøven, og at kravet om danskprøven udtrykkeligt fremgik af ansøgerens opholdstilladelse, hvorfor det ud fra det oplyste måtte have stået ansøgeren klart, at hverken ansøgerens sprogskole eller kommunen var rette myndighed til at vurdere, om ansøgerens frist for at bestå danskprøve A1 kunne udsættes. FAM/2016/43.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. maj 2016 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 30-05-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en somalisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 9.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at det ægteskab, ansøgeren havde indgået, måtte anses for at være et proformaægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 9. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at det til sagen var blevet oplyst og dokumenteret, at ansøgerens ægtefælle i en uge i februar 2015 havde opholdt sig i Etiopien sammen med ansøgeren, og at det i forbindelse med klagen var oplyst og dokumenteret, at ansøgeren i november 2015 var nedkommet med ansøgerens og ansøgerens ægtefælles fællesbarn. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse var opfyldt. FAM/2016/53.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. maj 2016 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 30-05-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 9, til en vietnamesisk statsborger, samt afslag på opholdstilladelse til ansøgerens tre børn i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabet mellem ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om visum i 1997 havde oplyst, at ansøgerens ægtefælles tidligere ægtefælle var ansøgerens søster, og at det samtidig var blevet oplyst, at ansøgeren boede i Vietnam som en familie sammen med sin moder og fem søskende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle var gift med ansøgerens søster fra september 1998 til oktober 2014, og at ansøgeren efter det oplyste mødte ansøgerens herboende ægtefælle til en fest i 2012 i Vietnam. Udlændingenævnet kunne i den forbindelse ikke lægge til grund, at ansøgeren ikke havde kendskab til, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for mødet var gift med en navngiven kvinde, som ansøgeren i 1997 havde oplyst var hendes søster. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren på trods af Udlændingestyrelsens anmodning herom i august 2015 og i september 2015 ikke havde oplyst navnene på sine søskende, og at det til visumsagen i 1997 var blevet oplyst, at hun boede sammen med sine fem søskende som en familie. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. påhviler en udlænding at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan meddeles. Det følger endvidere af forarbejderne til bestemmelsen, at såfremt en udlænding afgiver urigtige oplysninger eller erklæringer eller svigagtigt fortier oplysninger, kan udlændingen meddeles afslag på ansøgningen. Det forhold, at ansøgeren troede, at den herboende ægtefælles tidligere ægtefælle ikke var hendes søster, og at ansøgerens søster skulle tilhøre et andet folk end ansøgeren på baggrund af ansøgerens søsters navn, kunne på baggrund af sagens oplysninger i øvrigt ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at hun havde fem søskende, som var hendes forældres adoptivbørn, og som hun efter eget valg ikke havde kontakt med, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at ansøgernes tidligere ægtefælle, som var hendes børns fader, boede på samme adresse i Vietnam som ansøgeren og ansøgernes tre børn på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet lagde således ved afgørelsen afgørende vægt på, at ansøgeren måtte anses for at have afgivet urigtige oplysninger, der ansås for konstrueret med henblik på det formål at opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens tre børn ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren samme dag blev meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgerens tre børn havde indgivet ansøgning sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgerens tre børn og ansøgerens herboende ægtefælle. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens børns personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at der burde gives opholdstilladelse. FAM/2016/54.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2016 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab – Nærtbeslægtet

    Dato: 23-05-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en tyrkisk statsborger, som blev meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på de oplysninger, som den herboende ægtefælle havde afgivet på nævnsmødet i maj 2016 om, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var fætter og kusine, at ansøgeren og den herboende ægtefælle aldrig havde været tætte som børn, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde set hinanden hvert andet og tredje år, at ansøgerens ægtefælle havde stiftet nærmere bekendtskab med ansøgeren i 2010, hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle blev forelskede, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde indgået ægteskab i 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren desuden havde oplyst, at hun lagde vægt på uddannelse, herunder at hun var uddannet socialrådgiver og havde job i en kommune. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at parret oprindeligt ikke havde fortalt deres respektive familier om forholdet, at ansøgerens herboende ægtefælle først havde oplyst om forholdet overfor sin moder et år efter, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var blevet kærester, at parrets bryllupsfest blev holdt et år efter ægteskabets indgåelse i Tyrkiet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle selv betalte for bryllupsfesten, at parret gav hinanden bryllupsgaver, at parret efterfølgende boede tre måneder sammen i Danmark, og at ansøgeren på dette tidspunkt var selvstuderende. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens herboende ægtefælles forklaring var troværdig, og fandt således, at der ikke var grundlag for at betvivle, at ægteskabet var indgået efter begge parters ønske. FAM/2016/108.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. maj 2016 – Ægtefællesammenføring – Identitet kan ikke fastslås

    Dato: 04-05-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, til en afghansk statsborger, da hendes identitet ikke med sikkerhed kunne fastslås.

    Udlændingenævnet fandt, at det på afgørelsestidspunktet ikke var muligt at fastslå ansøgerens identitet og vurdere, hvorvidt betingelserne for at meddele opholdstilladelse til ansøgeren var opfyldt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt gyldig dokumentation for sin identitet, herunder f.eks. gyldigt nationalitetspas. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle havde opgivet forskellige oplysninger vedrørende ansøgerens navn og fødselsår samt ansøgerens farfaders navn. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgerens identitet ikke kunne anses for at være dokumenteret eller i øvrigt sandsynliggjort, således som det påhviler en udlænding efter udlændingelovens § 40. FAM/2016/39.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2016 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Sprogprøvekravet

    Dato: 06-04-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 12, nr. 5, idet den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Den herboende ægtefælle blev i september 2005 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Den herboende ægtefælle havde bestået erhvervsuddannelsernes grundforløb i teknologi og kommunikation, ligesom han havde modtaget danskundervisning i ottende og niende klasse. Den herboende ægtefælle henviste i klagen til punkt 7 i bilag 1 til bekendtgørelse om danskprøve på A1-niveau og danskprøve på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge, hvoraf det fremgår, at bevis for erhvervsuddannelse (f.eks. bevis for gennemført grundforløb) anses som fornøden dokumentation for, at en udlænding har bestået en danskprøve på mindst A1-niveau. Det var herefter den herboende ægtefælles opfattelse, at det fremlagte grundforløbsbevis måtte anses som fornøden dokumentation for, at han havde bestået en danskprøve på mindst samme niveau som Prøve i Dansk 1.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 5., og at ansøgeren derfor ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle havde bestået erhvervsuddannelsernes grundforløb i teknologi og kommunikation, ligesom han havde modtaget danskundervisning i ottende og niende klasse. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle ikke i forbindelse med grundforløbet havde aflagt en prøve i en danskdisciplin, ligesom han ikke havde taget folkeskolens afgangsprøve i dansk. FAM/2016/35.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. marts 2016 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 16-03-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende ægtefælle blev telefonisk introduceret til hinanden i august 2012, og parret indgik i november 2014 ægteskab, fem dage efter at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde mødt hinanden personligt, hvorefter ansøgeren og den herboende ægtefælle boede sammen, indtil den herboende ægtefælle vendte tilbage til Danmark primo december 2014.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, hvorfor han ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret blev introduceret for hinanden telefonisk i august 2012 gennem en fælles veninde, at parret mødte hinanden første gang i november 2014, og at parret indgik ægteskab i november 2014, cirka fem dage efter at parret havde mødt hinanden første gang, og at parret alene havde tilbragt cirka 22 dage sammen. Udlændingenævnet fandt således, at parret ikke kunne antages at have haft et så indgående personligt kendskab til hinanden, som normalt vil kunne forudsættes forud for indgåelse af et ægteskab. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende har et tilsvarende motiv til ægteskabet. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at der mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var en aldersforskel på cirka 16 år, og at den herboende ægtefælle tidligere havde været gift med somaliske statsborgere. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende ægtefælle fik opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført, at den herboende ægtefælle derefter blev skilt fra sin tidligere ægtefælle cirka halvandet år efter, at den herboende ægtefælle blev meddelt selvstændigt opholdsgrundlag, at hun indgik ægteskab med en anden somalisk statsborger to år efter skilsmissen fra sin første ægtefælle, at han blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet med den herboende ægtefælle, og at han blev registreret med ukendt adresse otte måneder efter meddelelse af opholdstilladelsen og efter cirka fire måneders ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der efter en samlet vurdering forelå et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren havde indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse i Danmark. FAM/2016/31.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. marts 2016 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv

    Dato: 14-03-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Canada, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens samlevers samliv var af fast og længerevarende karakter og derfor opfyldte kravet om et længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret siden midten af 2011 havde rejst rundt i udlandet i en camper, der tillige fungerede som parrets opholdssted under rejserne, og at parret i vintrene boede i en lejet lejlighed eller hos parrets forældre i enten Danmark eller Canada. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parrets rejseaktiviteter og levevis til sagen var beskrevet og dokumenteret, og at parret i slutningen af 2015 fik et fællesbarn. FAM/2016/15.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. marts 2016 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv

    Dato: 14-03-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Kenya, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens samlevers samliv var af fast og længerevarende karakter og derfor opfyldte kravet om et længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret havde haft et fast og næsten kontinuerligt samliv i Kenya på fælles bopæl siden slutningen af 2009, og at dette var dokumenteret blandt andet via pasregistreringer og lejekontrakter. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret i 2009 havde fået et fællesbarn, der siden 2014 havde haft fast ophold hos ansøgerens samlever. FAM/2016/16.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. marts 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 09-03-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en irakisk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle havde fra august 2013 til og med juni 2015 modtaget kontanthjælp.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parrets fællesbarn, der var dansk statsborger, var diagnosticeret med kræftsygdommen Wilms tumor (kræft i nyrerne), og som følge heraf skulle undergå en operation og syv til ti måneders behandling med kemoterapi. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der forelå ganske særlige grunde til at dispensere fra udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt således, at det måtte anses for uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren og ansøgerens familie til at udøve familielivet i Irak. FAM/2016/13.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. januar 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 20-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en thailandsk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde i perioden fra oktober 2013 til december 2013 modtaget kontanthjælp og havde i perioden fra januar 2014 frem til ansøgningstidspunktet modtaget uddannelseshjælp. Det var under sagen oplyst, at den herboende ægtefælle var diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse, og at han var i behandling herfor med en række præparater. Det var endvidere oplyst, at den herboende ægtefælle var blevet idømt to års fængsel af de thailandske myndigheder for besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg, som han ikke havde afsonet, ligesom han herefter var eftersøgt af myndighederne i Thailand.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at bopælskommunen havde udtalt, at den herboende ægtefælle i perioden fra oktober 2013 til december 2013 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25 (kontanthjælp), og at han havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 23 (uddannelseshjælp) i perioden fra januar 2014 frem til ansøgningstidspunktet, samt oplysningerne fra eIndkomst, hvoraf det fremgik, at han yderligere havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik frem til juli 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering af sagen, at den herboende ægtefælle led af bipolar affektiv sindslidelse, og at han var i behandling herfor. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste til, at MedCOI (1) i november 2015 havde oplyst over for Udlændingenævnet, at de relevante præparater var tilgængelige i Thailand, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ville kunne modtage den nødvendige og relevante behandling i Thailand. Udlændingenævnet fandt af de samme grunde, at der ikke var oplyst om sådanne forhold, der ville kunne føre til dispensation fra udlændingelovens § 9, stk. 5, i medfør af FN’s Handicapkonvention. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle var blevet idømt to års fængsel i Thailand for besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg, at de thailandske myndigheder havde udstedt en arrestordre på ham, og at det til sagen var anført, at strafferammen for narkotikaforbrydelser i Thailand er høj, og at en dom for narkotika ofte kan medføre et indrejseforbud i landet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til, at der skulle dispenseres fra ægtefællesammenføringsbetingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet forholdene ikke medførte, at Danmark måtte anses for nærmest til at beskytte familielivet mellem ægtefællerne, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det ikke var dokumenteret, at ansøgerens ægtefælle var meddelt et indrejseforbud i Thailand. Udlændingenævnet fandt herudover – uanset længden af den idømte fængselsstraf – at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise parret til at udøve familielivet i Thailand. Udlændingenævnet fandt således, at henset til, at det også i Danmark er strafbart at besidde amfetamin med henblik på videresalg, kunne en idømt fængselsstraf i Thailand herfor ikke føre til dispensation fra reglerne om ægtefællesammenføring i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at uanset, at besiddelse af amfetamin på 0,3 gram straffes hårdere i Thailand end i Danmark, ville besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg også i Danmark kunne medføre frihedsstraf, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne anses for uproportionalt at meddele afslag på familiesammenføring i Danmark uanset idømt frihedsstraf i Thailand på to år. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at parret og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand for dér at udøve familielivet, jf. EMRK artikel 8. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn efter praksis som udgangspunkt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års lovligt ophold med opholdstilladelse her i landet. FAM/2016/5.

    (1) MedCOI er et projekt, der er finansieret af den Europæiske Flygtninge Fond, med henblik på at indhente medicinske oplysninger fra ansøgeres hjemlande. Projektet giver 11 EU-medlemsstater plus Norge og Schweiz mulighed for at benytte sig af faciliteterne hos MedCOI i Holland og Belgien. MedCOI retter forespørgsler til kvalificerede læger og andre eksperter, der arbejder i ansøgeres hjemlande. Den information, der indhentes, bliver gennemgået af MedCOI’s projektmedarbejdere, der blandt andet består af en læge, før den videregives til den relevante COI-service.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. januar 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 11-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en serbisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle, som også var serbisk statsborger, blev i december 1991 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og i oktober 1994 blev hun meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, under henvisning til sit første ægteskab. Denne opholdstilladelse blev inddraget i september 1995 på grund af skilsmisse. I januar 1997 blev ansøgerens herboende ægtefælle meddelt opholdstilladelse på ny under henvisning til sit andet ægteskab, og i februar 2001 blev hun meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren selv blev i december 1994, februar 2002 og december 2012 meddelt afslag på asyl i Danmark. Ansøgeren var ligeledes i marts 2003 blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. I november 2012 blev ansøgeren af Udlændingestyrelsen meddelt afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. I januar 2013 blev ansøgeren meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, og Udlændingenævnet stadfæstede i april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2012. Det fremgik af Udlændingenævnets afgørelse fra april 2013, at parret tidligere havde oplyst, at de havde mødt hinanden i Serbien, da de var henholdsvis 14 år og 15 år, at de efterfølgende havde boet sammen og havde fået to børn i henholdsvis 1978 og 1984, og at de havde indgået ægteskab, da de var henholdsvis 26 år og 27 år, hvilket svarede til 1989. Det fremgik endvidere, at ansøgeren siden 1996 havde samlevet med sin herboende ægtefælle under besøgsophold i Danmark af tre måneders varighed. Det fremgik af ansøgerens nye ansøgning, at parret i marts 2012 på ny havde indgået ægteskab i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Serbien, hvor parret også havde haft deres skolegang, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor den herboende ægtefælle først fik opholdstilladelse i en alder af 28 år, og hvor hun de seneste 19 år havde haft uafbrudt opholdstilladelse, og hvor ansøgeren ikke havde haft en gyldig opholdstilladelse, men alene havde haft processuelt ophold i få perioder. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde mødt hinanden i Serbien i 1977, at parret havde fået to fællesbørn i henholdsvis 1978 og 1984, at den herboende ægtefælle i 1991 blev meddelt opholdstilladelse under henvisning til ægteskab med en anden mand, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle på ny havde indgået ægteskab i marts 2012. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det fremgik af Udlændingenævnets afgørelse fra april 2013, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i deres ansøgningsskema fra marts 2012 havde oplyst, at de havde indgået ægteskab første gang, da de var henholdsvis 26 år og 27 år, hvilket svarede til 1989. Udlændingenævnet henledte i den forbindelse til opmærksomheden på notat af 1. december 2005 om anvendelsen af tilknytningskravet ved ægtefællesammenføring, hvoraf det fremgår, at ”det med betydelig vægt vil tale imod at anse tilknytningskravet for opfyldt, hvis den herboende og ansøgeren tidligere har været gift eller har levet sammen i deres fælles hjemland inden den herboendes indrejse i Danmark, og at parret senere indgiver ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af nyt ægteskab indgået efter den herboendes indrejse i Danmark. Indgåelsen af ægteskab på ny indikerer, at den herboende har bevaret en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet.” Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens oplysninger om, at han i perioden fra 2010 til 2015 havde været på besøgsophold i Danmark af tre måneders varighed hvert halve år, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Serbien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke ud over den herboende ægtefælle og de herboende voksne fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark, at fællesbørnene var indrejst i Danmark i 1991 sammen med den herboende ægtefælle, og at ansøgeren således havde levet adskilt fra børnene i flere år, før de blev myndige. Udlændingenævnet fandt ydermere, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som hun havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Serbien, herunder fordi parret talte serbisk sammen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren havde indgivet sin ansøgning om ægtefællesammenføring i følgeskab med den herboende ægtefælle og en tolk. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark med opholdstilladelse senest siden januar 1997, at hun forud for dette havde boet knap fire år i Danmark med opholdstilladelse, og at hun havde haft en tilknytning til arbejdsmarkedet i form af rengøringsarbejde og job på et vaskeri i en ukendt periode, inden hun blev tilkendt førtidspension. Udlændingenævnet lagde ydermere vægt på, at den herboende ægtefælle på baggrund af sit ophold og de nævnte beskæftigelser ikke havde opnået en sådan fast og væsentlig tilknytning til det danske uddannelsessystem og det danske arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Serbien oversteg parrets samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herved, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Serbien for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, at det fremgik af ansøgerens skadesjournal fra august 2015, at det anbefaledes, at ansøgeren henvistes til Kompetencecenter for Transkulturel Psykiatri, idet han var plaget af stemmehøring, ligesom det anbefaledes, at han ikke udrejste alene, samt at ansøgerens familie havde oplyst, at det var deres opfattelse, at ansøgeren var alvorligt psykisk syg. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke på denne baggrund kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Serbien, idet ansøgerens helbredsmæssige forhold ikke var af en sådan meget alvorlig karakter, at det i sig selv kunne føre til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning hertil. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren i januar 2013 blev meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. FAM/2016/4.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. december 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Stillingtagen til retsgyldigt ægteskab

    Dato: 03-12-2015

    Udlændingenævnet hjemviste i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Marokko, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen ved sin behandling af sagen ikke sås at have taget stilling til eller forbehold for, hvorvidt der var indgået et retsgyldigt ægteskab mellem ansøgeren og den herboende reference. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren til ansøgningen havde fremlagt en oversat vielsesattest, hvoraf det fremgik, at den herboende reference ikke selv var til stede ved vielsen, men at hans fader mødte op som befuldmægtiget på hans vegne. Derudover fremgik det af vielsesattesten, at den herboende references advokat havde skrevet under for ham. Det følger af Udlændingenævnets praksis, at udgangspunktet ved bedømmelse af sager om ægtefællesammenføring er, at vurderingen af, om betingelsen om et retsgyldigt ægteskab eller længerevarende samliv er opfyldt, går forud for en vurdering af de øvrige betingelser i udlændingelovens § 9, stk. 1. nr. 1. Der bør således som udgangspunkt ikke meddeles afslag under henvisning til, at en af de øvrige grundlæggende betingelser i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt, såfremt der ikke foreligger et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til sagen, herunder hvorvidt der var indgået et retsgyldigt ægteskab mellem ansøgeren og den herboende reference. Udlændingenævnet havde ikke herved taget stilling til, om ægteskabet var retsgyldigt. FAM/2015/233.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. december 2015 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 03-12-2015

    Udlændingenævnet hjemviste i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en marokkansk statsborger til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen ved sin behandling af sagen ikke havde taget stilling til eller forbehold for, hvorvidt der var indgået et retsgyldigt ægteskab mellem ansøgeren og den herboende reference. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference til ansøgningen havde fremlagt en oversat vielsesattest. Det fremgik heraf, at den herboende reference ikke selv havde været til stede ved vielsen, men at den herboende references fader var mødt op som befuldmægtiget på den herboende references vegne, og at ansøgerens advokat havde skrevet under for den herboende reference. Udlændingenævnet fandt i overensstemmelse med praksis, at udgangspunktet ved bedømmelse af sager om ægtefællesammenføring er, at vurderingen af, om betingelsen om et retsgyldigt ægteskab eller længerevarende samliv er opfyldt, går forud for en vurdering af de øvrige betingelser i udlændingelovens § 9, stk. 1. nr. 1. Der bør således som udgangspunkt ikke meddeles afslag under henvisning til, at en af de øvrige grundlæggende betingelser i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt, såfremt der ikke foreligger et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til sagen, herunder hvorvidt der var indgået et retsgyldigt ægteskab mellem ansøgeren og den herboende reference. Udlændingenævnet bemærkede, at Udlændingenævnet ikke herved havde taget stilling til, om ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende reference var retsgyldigt. FAM/2015/217.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 25-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren havde indgivet ansøgningen om opholdstilladelse i februar 2015. Den herboende ægtefælle havde i sin del af ansøgningsskemaet oplyst, at hun lejede en bolig på 85 m2. Udlændingestyrelsen havde i juni 2015 foretaget et opslag i Det Centrale Personregister, hvoraf det fremgik, at den herboende ægtefælle var uden fast bopæl. Udlændingestyrelsen havde efterfølgende kontaktet den herboende ægtefælle telefonisk, som oplyste, at hun havde opgivet sin bopæl, at hun nu boede hos en veninde, at hun havde problemer med sine forældre, og at hun ikke ønskede, at hendes forældre skulle vide, hvor hun boede, på hvilken baggrund Udlændingestyrelsen i juni 2015 havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til boligkravet i udlændingelovens § 9, stk. 6. Den herboende ægtefælle havde i august 2015 anmodet Udlændingestyrelsen om genoptagelse af Udlændingestyrelsens afgørelse. I oktober 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt afslag på genoptagelse af ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen havde i den forbindelse lagt vægt på, at den herboende ægtefælle efter egne oplysninger fortsat ikke rådede over sin egen bolig, da hun boede på et krisecenter, uanset hendes oplysninger om at hun afventede en bolig.

    Udlændingenævnet fandt, for så vidt angik Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2015, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle i perioden fra maj 2015 til juni 2015 var registreret uden bopæl i Det Centrale Personregister, herunder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og at den herboende ægtefælle telefonisk havde bekræftet over for Udlændingestyrelsen, at hun havde opgivet sin bopæl. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle siden juni 2015 havde været registreret på et krisecenter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at dette kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle fortsat ikke rådede over egen bolig. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at efter boligkravsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, 1. pkt., anses referencen for at råde over sin egen bolig, når referencen som ejer, andels- eller anpartshaver, lejer eller på anden lignende måde råder over brugsretten til en bolig eller en del af en bolig. Udlændingenævnet fandt således ikke, at et ophold på et krisecenter opfylder kravet om at råde over egen bolig, idet et sådant forhold forudsættes at være af midlertidig karakter. Det forhold, at baggrunden for, at den herboende ægtefælle boede på krisecenter, var, at hun havde brug for beskyttelse for sin familie, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle til Udlændingenævnet havde oplyst, at hun ventede på en permanent bolig. Udlændingenævnet fandt, for så vidt angik Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2015, at den herboende ægtefælle ikke ved anmodningen om genoptagelse var fremkommet med nye oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der var en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis oplysningerne havde foreligget ved den oprindelige afgørelse i sagen, og at Udlændingestyrelsen derfor i oktober 2015 med rette havde afslået at genoptage Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2015. FAM/2015/229.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 25-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til tre syriske ansøgere i medfør af henholdsvis udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, § 9, stk. 1, nr. 2 og § 9 c, stk. 1. Den herboende ægtefælle og fader var i april 2015 blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og denne opholdstilladelse var gyldig frem til april 2016. Det fremgik af den herboende references asylsag, at hverken han eller hans familie led af alvorlig sygdom eller handicap, og at ingen i husstanden havde særlige behov, såsom sygdom, svagelighed eller handicaps. I april 2015 påklagede den herboende reference Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2015 til Flygtningenævnet, idet han ikke havde fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. I august 2015 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter den herboende reference havde opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Det fremgik af Flygtningenævnets sagsoplysninger, at den ansøgende ægtefælle havde en disc sygdom nederst i taljen og en kirtel sygdom. I juli 2015 ansøgte ansøgerne, som var henholdsvis ægtefælle, datter født i 2001 og søn født i 1997, om at blive familiesammenført med den herboende reference.

    Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ægtefællen og datteren som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 (for så vidt angik ægtefællen), og i § 9, stk. 1, nr. 2 (for så vidt angik datteren). I april 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt den herboende reference opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, hvilket Flygtningenævnet havde stadfæstet i august 2015. Denne opholdstilladelse var endnu ikke forlænget. Udlændingenævnet fandt derfor, at ægtefællen ikke var omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 1. Af samme grund var datteren ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 2, uanset at hun var under 15 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ægtefællen, sønnen og datteren opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og fader var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at ingen i husstanden havde særlige behov, såsom sygdom, svagelighed eller handicaps, hvilket tillige fremgik af familiens egne oplysninger til sagen. Det forhold, at ægtefællen i ansøgningsskemaet havde oplyst, at den herboende reference havde ydet familien økonomisk støtte på 1.000 kr. to gange, og at den herboende reference havde passet ægtefællen inden den herboende references udrejse, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det samtidig var oplyst, at ægtefællen ikke led af alvorlig sygdom eller handicap. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at sønnen på ansøgningstidspunktet var fyldt 18 år og dermed var myndig, hvorfor han måtte formodes at kunne klare sig selv, samt at han ikke led af alvorlige sygdomme eller handicap. Udlændingenævnet fandt desuden, at et afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ægtefællen og den mindreårige datter på tidspunktet for afgørelsen ej heller kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ægtefællen og datteren ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende reference på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende reference aktuelt selv kun havde en etårig opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, jf. lovbemærkningerne. Det forhold, at det var anført, at familien var i risiko for overgreb og udvisning tilbage til Syrien, og at sønnen var i risiko for at blive tvangsindkaldt til den syriske hær, herunder at blive udsat for overgreb på liv og legeme, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der var tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 9 c, stk. 1. FAM/2015/228.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år

    Dato: 19-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en thailandsk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i mere end de sidste tre år, idet den herboende ægtefælle var i besiddelse af en tidsbegrænset opholdstilladelse gældende frem til august 2016, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, idet den herboende ægtefælle ikke var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet henviste herved til, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var statsborgere i Thailand, at parret mødte hinanden og indgik ægteskab i Thailand, og at den herboende ægtefælle havde opholdt sig i Thailand sammen med ansøgeren to måneder om året frem til 2013 og herefter seks måneder i henholdsvis 2013 og 2014. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab på et tidspunkt, hvor den herboende ægtefælle alene havde midlertidig opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da ægtefæller ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/244.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Økonomisk sikkerhedsstillelse

    Dato: 18-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en ugandisk statsborger. Den herboende ægtefælle, der var dansk statsborger, indgav i marts 2014 en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark til ansøgeren, og Udlændingestyrelsen anmodede i april 2014 om yderligere oplysninger i sagen. Den herboende ægtefælle indgav ved personligt fremmøde i Udlændingestyrelsen i maj 2014 de ønskede oplysninger og oplyste samtidig, at den herboende ægtefælle ville opholde sig i Uganda fra maj til juli 2014, hvorfor den herboende ægtefælle anmodede om at modtage orientering om væsentligt nyt i sagen pr. e-mail. Udlændingestyrelsen anmodede i september 2014 ved brev sendt til den herboende ægtefælles danske adresse om at stille økonomisk sikkerhed inden tre uger. Samtidig med afsendelsen af brevet sendte Udlændingestyrelsen en e-mail til den herboende ægtefælle med orientering om, at der var sendt et brev til hans adresse vedrørende sagen. Udlændingestyrelsen orienterede samtidig om, at det afsendte brev indeholdt personfølsomme oplysninger, der ikke kunne oplyses i e-mailen. Udlændingestyrelsen modtog ikke efterfølgende svar fra den herboende ægtefælle, og det i september 2014 afsendte brev blev ikke modtaget retur fra postvæsenet. Udlændingestyrelsen meddelte derfor i marts 2015 ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde stillet økonomisk sikkerhed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark, idet den herboende ægtefælle ikke havde fremsendt dokumentation for sikkerhedsstillelse til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, enten i form af en anfordringsgaranti eller deponering på en dertil oprettet konto i et pengeinstitut, hvori kommunalbestyrelsen har pant, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle i sin klage havde anført, at han i maj 2014 havde anmodet Udlændingestyrelsen om fremtidigt at korrespondere med sig via sin e-mail-adresse, da han skulle rejse til Uganda og tidligere havde haft problemer med at tilgå sin digitale postkasse i Afrika, at han ikke havde modtaget Udlændingestyrelsens brev fra september 2014 hverken i sin e-mail, sin digitale post, eller på sin postadresse, at han i september 2014 opholdt sig i Uganda, og at han hele tiden havde været i stand til at stille den fornødne økonomiske sikkerhed. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsens brev fra september 2014 blev sendt til den postadresse, som den herboende ægtefælle ifølge CPR var tilmeldt, at Udlændingestyrelsen samtidig havde orienteret den herboende ægtefælle på en e-mail til den af den herboende ægtefælle oplyste e-mail-adresse om afsendelsen af brevet, og at Udlændingestyrelsen ikke sås at have modtaget brevet retur fra postvæsenet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende ægtefælle ved henvendelse til Udlændingestyrelsen i maj 2014 havde oplyst, at han ville rejse til Uganda i maj 2014 med forventet hjemvenden i juli 2014, og at Udlændingestyrelsen derfor efter Udlændingenævnets opfattelse med rette havde kunnet forvente, at den herboende ægtefælle ville modtage Udlændingestyrelsens brev fra september 2014 rettidigt. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at Udlændingestyrelsen som offentlig myndighed er forpligtet til at sikre, at personfølsomme og personhenførbare oplysninger ikke kan komme uvedkommende til kendskab, og at sådanne oplysninger derfor ikke må indgå i en almindelig e-mail. Dette gælder, uanset at modtageren har meddelt sit samtykke til eller ønske om at kommunikere via e-mail. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der i sagen ikke var oplyst om eller henvist til ganske særlige grunde til, at krav om sikkerhedsstillelse til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven burde undlades. Udlændingenævnet fandt endelig, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Uganda for der at udøve familielivet med ansøgeren. FAM/2015/187.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 03-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference havde i forbindelse med sin asylsag oplyst, at ægteskabet var indgået i november/december 2011 i Mogadishu, Somalia.

    Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et retsgyldigt ægteskab, hvorfor ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ægteskabet var indgået i Somalia, og at dokumentation fra Somalia, herunder vielsesattester, efter fast praksis ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia. Udlændingenævnet henviste herved til, at det afgørende i forhold til udlændingelovens regler for familiesammenføring, er, hvorvidt der er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem den herboende reference og ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det af den herboende reference oplyste om, at den herboende reference og ansøgeren havde boet sammen siden april 2011 indtil den herboende references flugt fra Somalia i marts 2012, hvorved den herboende reference og ansøgeren skulle have boet sammen i cirka elleve måneder, ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at ansøgerens forældre var imod den herboende references og ansøgerens forhold, at den herboende reference blev afvist af ansøgerens forældre, da den herboende reference bad om deres accept, at den herboende reference og ansøgeren løb hjemmefra og blev viet af en sheik, at ansøgerens familie – efter at familien fik at vide, at den herboende reference og ansøgeren havde indgået ægteskab – angreb den herboende references og ansøgerens opholdssted, at ansøgerens familie ville dræbe den herboende reference, men at det ikke lykkedes, og at ansøgerens familie tog ansøgeren med sig. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at et fast samlivsforhold af længere varighed efter praksis krævede et dokumenteret samliv på fælles bopæl i mindst 1½ til 2 år frem til ansøgningstidspunktet, og at samlivet skulle være uafbrudt. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fandtes godtgjort, at der var etableret et familieliv, som Danmark var nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun blev meddelt opholdstilladelse. FAM/2015/206.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 02-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en somalisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Den herboende reference, der var indrejst i Danmark i 2005, meddelt endeligt afslag på asyl i 2006 og efter en genoptagelse af sin asylsag meddelt opholdstilladelse som flygtning i 2013, ansøgte i 2014 om opholdstilladelse til ansøgeren og parrets to ældste børn. Det var oplyst, at parret indgik ægteskab i 1995 og derefter boede sammen indtil 2004, hvor den herboende reference rejste fra familien. Der var ikke fremlagt dokumentation for ægteskabets indgåelse. Den herboende reference var med resten af familien i 1999 flygtet fra Somalia til Etiopien. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark og opholdt sig fortsat i Etiopien med parrets to ældste børn. Den herboende reference oplyste på et mundtligt nævnsmøde, at familien var flyttet til Etiopien i 1999, fordi han havde problemer med myndighederne i Somalia. I Etiopien blev han og den øvrige familie også truet, men den herboende reference forlod Etiopien og efterlod den øvrige familie alene, fordi de ikke havde tilstrækkelige ressourcer til at flygte sammen.

    Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference ikke havde indsendt gyldig dokumentation for, at parret havde indgået et ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede, at det angivne ægteskab efter det oplyste var indgået i Somalia, og at dokumentation fra Somalia ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at officielle somaliske dokumenter, herunder vielsesattester, efter fast praksis for tiden ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med legitimitet til udøvelse af myndighed. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at selv om der havde eksisteret et fast samlivsforhold af længere varighed i perioden mellem 1995 og 2004 mellem parret, havde den herboende reference selv valgt at afbryde samlivet. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at den herboende reference udrejste af Etiopien i 2004, at den herboende reference i 2005 blev meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, og at den herboende reference efter afslaget på opholdstilladelse ikke sås at have genoptaget familielivet med sin familie. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at et fast samlivsforhold af længere varighed efter fast praksis kræver dokumenteret samliv på fælles bopæl og uden væsentlige afbrydelser i mindst halvandet til to år frem til ansøgningstidspunktet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende reference havde oplyst, at han i sommeren 2006 var udrejst til Holland, og at han blev der, indtil han i 2012 igen indrejste i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere – uanset at det måtte lægges til grund, at den herboende reference i den pågældende periode havde opholdt sig i Holland – at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet han under det nævnte ophold ikke sås at have genoptaget familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at årsagen til, at parret ikke længere boede sammen, var, at den herboende reference måtte flygte fra Etiopien, og at det ikke var muligt for parret at flygte samlet som familie, da dette var for farligt, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om omstændigheder, der kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at parret havde to fællesbørn, der i 2015 var indrejst i Danmark og havde taget ophold hos den herboende reference, samt to børn bosiddende i Etiopien hos ansøgeren, da parret siden 2004, på hvilket tidspunkt parret afbrød familielivet, ikke havde boet sammen. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, der var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at parrets to yngste børn nu boede i Danmark, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at børn efter praksis først anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, og såfremt børnene har gået i dansk skole eller institution, at dette kan føre til en fravigelse af de almindelige betingelser for ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle meddeles opholdstilladelse. Den herboende references forklaring ved Udlændingenævnets møde i november 2015 kunne på ovennævnte baggrund ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet stadfæstede samtidig afgørelser om afslag på familiesammenføring til parrets to ældste børn. FAM/2015/178.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. oktober 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 19-10-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en eritreisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference blev meddelt asyl i juli 2013. I november 2013 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende reference. Af ansøgningsskemaet fremgik det, at parret traf hinanden tre år før ægteskabets indgåelse, at parret havde gået i skole sammen, at parret ikke boede sammen inden ægteskabets indgåelse, og at parret så hinanden hver dag i skolen og på markedet inden ægteskabets indgåelse. Det fremgik endvidere, at parret indgik ægteskab i marts 1998 i Etiopien, at parret boede sammen efter ægteskabets indgåelse, at parret sidst så hinanden i 1999, og at parret holdt kontakt via telefon og Skype. Det fremgik af den herboende references asylsag fra november 2012, at referencen oplyste at have indgået ægteskab med ansøgeren imarts 1998, at parret ikke havde set hinanden siden december 1999, og at referencen på dette tidspunkt ikke vidste, hvad der var sket med ansøgeren. I maj 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 c, stk. 1. Det blev til støtte for klagen anført, at parret forsøgte at flygte i december 1999, at parret blev adskilt på grænsen mellem Etiopien og Sudan og mistede kontakten til hinanden, at den herboende reference fandt ansøgeren og sin lillesøster i 2013, at parret havde mistet alle personlige papirer, at indgåelse af ægteskab i Etiopien sker ved, at parterne indskrives i kirkebogen, at der ikke er tradition for udstedelse af vielsesattester ved indgåelse af ægteskab, at præsten, som forestod vielsen mellem parret, var død. Det blev endvidere anført til støtte for klagen, at parrets familier var vidne til ægteskabets indgåelse, at hverken den herboende reference og ansøger havde indgået et nyt forhold med en ny partner under parrets adskillelse, idet parret ikke havde kendskab til hinandens skæbne, og at den herboende reference betragtede parret som ægtefæller trods adskillelsen. Endelig var det anført til støtte for klagen, at den herboende reference efter adskillelsen spurgte enhver eritreer og etiopier, hun mødte, om de havde kendskab til ansøgerens skæbne, og at den herboende reference efter ankomsten til Danmark fortsatte søgningen efter ansøgeren, og at en etiopier fra Athen fandt ansøgeren i Etiopien.

    Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at den herboende reference og ansøgeren havde indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for ægteskabets indgåelse, idet den herboende reference ikke havde fremsendt en vielsesattest. Det forhold, at den herboende reference havde anført, at indgåelse af ægteskab i Etiopien sker ved, at parterne indskrives i kirkebogen, at der ikke er tradition for udstedelse af vielsesattester ved indgåelse af ægteskab, og at præsten, som forestod vielsen mellem parret, var død, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at såfremt dokumentation for ægteskabet mellem parret forelå, ville ægteskabet ikke kunne anses for retsgyldigt efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference var henholdsvis 19 år og 14 år ved ægteskabets indgåelse i marts 1998 i Etiopien. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det var uden betydning, om ægteskabet betragtedes som retsgyldigt i hjemlandet. Udlændingenævnet henviste herved til, at det afgørende i forhold til udlændingelovens regler for familiesammenføring, er, hvorvidt der er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, at parret efter ægteskabets indgåelse i marts 1998 havde boet sammen, og at parret sidst havde set hinanden i december 1999. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at det angivne samliv var etableret på et tidspunkt, hvor den herboende reference var 14 år, og ansøgeren var 19 år, og at samlivet blev afbrudt, da den herboende reference var 16 år, og ansøgeren var 21 år. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at et par ikke kan opnå en bedre retsstilling, end hvis parret havde indgået ægteskab, og at et ægteskab mellem mindreårige, eller hvor en af parterne er mindreårig, ikke kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren og den herboende references forhold ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den herboende references alder ved ægteskabets indgåelse, og at parret sidst havde set hinanden i 1999, hvor den herboende reference var 16 år. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der på tidspunkterne for ægteskabets indgåelse og adskillelsen ikke var etableret et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at hverken ansøgeren eller den herboende reference havde indgået et nyt forhold med en ny partner under parrets adskillelse, idet parret ikke havde kendskab til hinandens skæbne, og at den herboende reference betragtede parret som ægtefæller trods adskillelsen, fandt Udlændingenævnet ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2015/176.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 05-10-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en thailandsk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle havde fra januar 2014 til oktober 2014 modtaget ressourceforløbsydelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle i marts 2008 blev bevilget et fleksjob, at han fra april 2008 til august 2012 havde haft et fleksjob, at han i januar 2014 blev visiteret til et ressourceforløb med virkning fra januar 2014 med henblik på at udvikle hans arbejdsevne, som var forværret, og han allerede i oktober 2014 blev tilkendt førtidspension, da det blev vurderet, at han uanset støtte, herunder beskæftigelse i fleksjob, ikke ville blive i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der forelå særlige grunde til at dispensere fra udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt således, at det ud fra en konkret vurdering og en rimelighedsbetragtning måtte anses for uproportionalt, såfremt ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle fra januar 2014, hvor han havde været visiteret til fleksjob, til oktober 2014, hvor han blev tilkendt førtidspension, havde modtaget ressourceforløbsydelse. FAM/2015/198.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. september 2015 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 25-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Vietnam, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren blev i marts 2014 meddelt afslag på visum, da ansøgeren skulle besøge sin herboende daværende kæreste, som var søster til ansøgerens nuværende ægtefælle. Ansøgeren ansøgte på ny om visum til Danmark i juni 2014 under henvisning til sin herboende daværende kæreste, og ansøgeren blev i juli 2014 meddelt visum til Danmark, hvorefter han indrejste i landet. Ansøgeren og ægtefællen mødte hinanden i august 2014 via ansøgerens tidligere kæreste, som også var ansøgerens ægtefælles søster, og parret flyttede sammen allerede samme dag, som parret mødte hinanden. I september 2014 indgik ansøgeren ægteskab med sin nuværende ægtefælle. Ansøgerens nuværende ægtefælle havde et handicap i form af en hjerneskade og havde som følge heraf svær mental nedsættelse. Kommunen havde overfor Udlændingestyrelsen udtrykt mistanke om, at ansøgerens ægtefælles søster havde arrangeret familiesammenføringen.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. § 9, stk. 9, og ansøgeren kunne derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen vægt på, at der mellem parret var en ikke ubetydelig aldersforskel på 13 år, og at parret indgik ægteskab efter et meget kort personligt bekendtskab. Udlændingenævnet henviste herved til, at det i ansøgningsskemaet var oplyst, at parret mødte hinanden i august 2014 - kun 13 dage efter ansøgerens indrejse i Danmark - at det var gennem ansøgerens tidligere kæreste, som også var ansøgerens ægtefælles søster, at parret mødte hinanden, at parret efter det oplyste flyttede sammen allerede samme dag, som parret mødte hinanden, og at parret indgik ægteskab i september 2014 efter kun cirka én måneds bekendtskab. Det indgik endvidere i vurderingen, at ansøgeren tidligere havde været kæreste med ægtefællens søster, og at han i forbindelse med sit seneste besøg her i Danmark havde til hensigt at besøge ægtefællens søster. Udlændingenævnet fandt således, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Det forhold, at ægtefællens mentale nedsættelse med nedsat funktionsniveau ikke hindrede hende i at udøve normalt samliv med et andet menneske, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet kommunen overfor Udlændingestyrelsen havde udtrykt mistanke om, at ansøgerens tidligere kæreste, som var søster til ansøgerens nuværende ægtefælle, havde arrangeret familiesammenføringen. Det anførte om, at aldersforskellen mellem ansøgeren og ægtefællen ikke burde have betydning for sagen, idet dette var ganske normalt i parrets kultur, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at aldersforskellen imellem ansøgeren og ægtefællen ikke i sig selv var udslagsgivende, men alene indgik som et delelement i en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt ægteskabet måtte anses for at være indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt således efter en samlet vurdering, at der var et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren havde indgået ægteskab med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/192.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 16-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en bhutanesisk statsborger, der boede i USA, og som havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle var i november 2010 blevet meddelt opholdstilladelse som kvoteflygtning efter udlændingelovens § 8, stk. 1, og var indrejst i Danmark i februar 2011. Den herboende ægtefælle havde inden for de seneste tre år forud for afgørelsen om opholdstilladelse modtaget ydelser efter integrationsloven og lov om aktiv socialpolitik.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af oplysninger fra den herboende ægtefælles kommune, at den herboende ægtefælle i perioden fra februar 2011 til december 2011 havde modtaget hjælp til underhold efter integrationsloven og i perioden fra januar 2012 og frem til ansøgningstidspunktet havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, samt at hun i 2011 havde modtaget engangshjælp. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse fortsat sås at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af en udtalelse fra Udlændingestyrelsen fremgik, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle, hvis hun tog ophold med sin ægtefælle i USA, ville risikere refoulement til Bhutan, hvor det ikke kunne afvises, at hun kunne blive udsat for asylretlig forfølgelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise den herboende ægtefælle til at indrejse og tage ophold i USA for der at udøve familielivet med ansøgeren, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde fem særbørn i Danmark, hvoraf de fire var umyndige og gik i skole, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, vil kunne fraviges. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende ægtefælles særbørn først var kommet til Danmark i februar 2011 og således kun havde haft fire og et halvt års ophold i Danmark. FAM/2015/221.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 07-09-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsløs palæstinenser fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark i juli 2014 og blev i august 2014 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgik af den herboende ægtefælles asylsag, at hun i maj 2009 indgik ægteskab med ansøgeren, som var hendes fætter. Det fremgik endvidere, at hun havde læst engelsk litteraturvidenskab på Universitetet i Homs og havde arbejdet som engelsklærer, og at ansøgeren var beskæftiget som ejendomsmægler. Det fremgik af sagen, at parret efter det oplyste boede sammen fra december 2009 til juli 2014, hvor den herboende ægtefælle flygtede, og at parret havde et fællesbarn født i februar 2014. Den herboende reference afgav i september 2015 mundtlig forklaring til Udlændingenævnet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens samlede omstændigheder, herunder at parret efter det oplyste havde haft et samliv på fælles, selvstændig bopæl efter ægteskabets indgåelse i cirka fire et halvt år forud for den herboende ægtefælles flugt fra hjemlandet, at parret havde et fællesbarn, at de begge var veluddannede, og at parret indgav ansøgning om familiesammenføring umiddelbart efter, at den herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at parret måtte antages at have afkræftet formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, eller at parret ikke aktuelt havde et selvstændigt ønske om at fortsætte samlivet. FAM/2015/161.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 27-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger født i 1986 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Den herboende ægtefælle var født i Danmark og var dansk statsborger. Den herboende ægtefælle boede frem til oktober 2014 hos sine forældre i Danmark. Den herboende ægtefælle udrejste af Danmark i april 2015 til Sverige. I februar 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende ægtefælle. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2009 i Pakistan, at de selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at de selvstændigt havde planlagt brylluppet. Det fremgik endvidere, at parret havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse på en ferie i 2012, og at parret havde indgået ægteskab i Pakistan i april 2014. Ansøgeren havde ansøgt om et besøgsvisum til Danmark og var i den forbindelse til samtale på den danske ambassade i Islamabad i oktober 2014. Ansøgeren havde ved samtalen oplyst, at parret havde startet forholdet i 2012, at parrets forældre havde givet tilladelse til ægteskabet, at den herboende ægtefælle var kommet til Pakistan dagen før parrets bryllup, at parret havde boet sammen som ægtefæller i fire dage, inden den herboende ægtefælle var rejst tilbage til Danmark, og at parret ikke havde set hinanden i perioden fra forholdets begyndelse til ægteskabets indgåelse. Den herboende ægtefælle var indkaldt til møde i Udlændingenævnet, men han mødte ikke op til mødet.

    Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var indgået efter parrets eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, idet ansøgeren og hendes ægtefælle var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, da de var fætter og kusine. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, udover det der følger af selve ægteskabet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til sagen oplyste om den herboende ægtefælles tilknytning til Danmark – i forhold til sagens øvrige omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret var mødtes første gang i 2009, da parret var henholdsvis 18 år og 22 år, at parret havde indledt forholdet i 2012, hvor parret var henholdsvis 21 år og 25 år, at den herboende ægtefælle var kommet til Pakistan dagen før parrets bryllup, og at parret meget kortvarigt havde boet sammen som ægtefæller i omkring fire dage, før den herboende ægtefælle var rejst tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for forholdets begyndelse samt ægteskabets indgåelse havde boet hos sine forældre, og at parret ikke sås at have etableret en selvstændig bopæl. Det forhold, at parret havde anført, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, at parret selv havde besluttet at indgå ægteskab, at parret selv havde planlagt deres bryllup, og at den herboende ægtefælle på ansøgningstidspunktet var under uddannelse i Danmark, hvor han også havde et arbejde, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Det forhold, at parret havde haft telefonisk kontakt, og at parret havde boet sammen på en ferie i 2012, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet oplysningerne om parrets kontakt og opholdet ikke havde haft en sådan udstrækning, at det kunne tillægges nogen afgørende betydning. FAM/2015/219.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 27-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger, som var født i 1989, efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens ægtefælle var født i 1991 i Danmark og var dansk statsborger. Ansøgerens ægtefælle boede frem til april 2015 hos sine forældre i Danmark indtil hans udrejse af Danmark til Sverige. I februar 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med ægtefællen. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2008 i Pakistan, at de selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at de selv havde planlagt brylluppet. Det fremgik endvidere, at parret havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse på en ferie i 2008, at parret havde indgået ægteskab i Pakistan i juli 2010, og at ansøgeren havde været på besøg i Danmark i perioderne fra december 2010 og 90 dage frem, fra juli 2011 og 90 dage frem og igen fra december 2014 og frem. Ansøgerens ægtefælle var indkaldt til et møde i Udlændingenævnet med henblik på at afgive forklaring, men han mødte ikke op til mødet.

    Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet mellem ansøgeren og ægtefællen var indgået efter parrets eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, og Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ægtefællen var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, idet de var fætter og kusine. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, udover det der følger af selve ægteskabet. Det forhold, at parret havde anført, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, at parret indledte forholdet i 2008, at parret i 2010 selv besluttede at indgå ægteskab, og at parret selv planlagde deres bryllup, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til sagen oplyste om ægtefællens tilknytning til Danmark – i forhold til sagens øvrige omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde således til grund, at parret mødtes første gang i 2008, da parret var henholdsvis 18 år og 16 år, og at parret indgik ægteskab i 2010, da parret var henholdsvis 20 år og 18 år. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ægtefællen på tidspunktet for ægteskabets indgåelse boede hos sine forældre. Det forhold, at parret havde haft telefonisk kontakt, og at ansøgeren havde været på besøg i Danmark i perioderne fra december 2010 og 90 dage frem, fra juli 2011 og 90 dage frem og igen fra december 2014 og frem, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet opholdene ikke havde haft en sådan udstrækning, at det kunne tillægges nogen afgørende betydning. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret ikke sås at have etableret en selvstændig bopæl. FAM/2015/220.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år

    Dato: 24-08-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en nigeriansk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste tre år, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde. Det var oplyst til sagen, at den herboende ægtefælle, der var statsborger i Nigeria, i 2011 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, på baggrund af ganske særlige personlige omstændigheder, og at parret havde mødt hinanden i Danmark, hvor de var blevet gift og havde stiftet familie. Kommunen havde under sagen oplyst, at fællesbarnet ville blive efterladt uden omsorgsperson, såfremt ansøgeren ikke vedblev at bo sammen med den herboende ægtefælle og fællesbarnet, og at kommunen i så fald ville træffe beslutning om at anbringe fællesbarnet uden for hjemmet. Det var desuden oplyst, at den herboende ægtefælle ville have behov for livslang psykosocial støtte, herunder antagelig behandling med psykofarmaka og kontakt til det psykiatriske behandlingssystem. Ansøgeren havde på ansøgningstidspunktet og frem til april 2015 haft opholdstilladelse i Italien.

    Udlændingenævnet fandt, at det ville være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at den herboende ægtefælle og fællesbarnet ikke blev henvist til at indrejse i Italien eller Nigeria for der at udøve familielivet sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de grundlæggende betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. Udlændingenævnet fandt således, at der i givet fald ville kunne meddeles opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til fælles samliv på fælles bopæl med den herboende ægtefælle. FAM/2015/153.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Dato: 19-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Kosovo, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6, idet ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerens herboende ægtefælle blev født i Kosovo, hvor hun var statsborger. Hun blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i august 2007. Ansøgeren havde senest indgivet ansøgning om ægtefællesammenføring i juni 2014. Ansøgeren havde fået afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, i juli 2009, september 2012, oktober 2013 og januar 2015, og han havde senest fået afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, i februar 2015. Det fremgik af ansøgningsskemaet om familiesammenføring, at parret havde to fællesbørn, der på ansøgningstidspunktet var henholdsvis tre og fem år. Det blev endvidere oplyst, at ansøgerens herboende ægtefælle på ansøgningstidspunktet var ansat som rotationsmedarbejder i 30 timer om ugen på et pleje- og ældrecenter, at hun tidligere i perioden mellem august 2008 og august 2009 havde været vikaransat på et uddannelsescenter med 37 timer om ugen, at hun i perioden fra september 2009 til maj 2010 havde været vikar som ernæringsassistent på samme uddannelsescenter med 17 timer om ugen, at hun i perioden fra maj 2011 til november 2011 havde været i løntilskudsjob som pædagogmedhjælper med 30 timer om ugen, at hun i perioden fra juni 2013 til august 2014 havde været ansat på et pleje- og ældrecenter som rotationsmedarbejder med 30 timer om ugen, at hun i perioden fra september 2014 til oktober 2014 havde været ansat ved det samme pleje- og ældrecenter som medarbejder uden sundhedsfaglig uddannelse med 32 timer om ugen, samt at hun havde afsluttet uddannelsen som ernæringsassistent i februar 2008 og påtænkte at tage en uddannelse som social- og sundhedshjælper. Til støtte for klagen blev det anført, at den herboende ægtefælles ansættelse i løntilskudsjob burde indgå i beregningen ved vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Efter anmodning fra Udlændingenævnet fremsendte ansøgeren dokumentation, hvoraf det fremgik, at ansøgerens herboende ægtefælle med sin datter, født i marts 2010, afholdt pligtorlov mellem oktober 2010 og april 2011, barselsorlov mellem april 2010 og juni 2010 og forældreorlov mellem juni 2010 og januar 2011, i alt 45 uger. Ansøgerens herboende ægtefælle havde med sin søn, født i november 2011, afholdt pligtorlov mellem november 2011 og december 2011, barselsorlov mellem december 2011 og marts 2012 og forældreorlov mellem marts 2012 og oktober 2012, i alt 46 uger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle ikke havde dokumenteret at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse – det vil sige fra juli 2009. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgerens ægtefælle alene havde dokumenteret, at hun inden for de sidste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde været i ordinær beskæftigelse i juli 2009 og august 2009, i perioden mellem februar 2010 og juli 2010, juni 2011 og august 2011, i juni 2013 og juli 2013 og i perioden mellem oktober 2013 og juli 2014 samt i ordinær deltidsbeskæftigelse i perioden mellem september 2009 og januar 2010, i august 2010 og i september 2010, i september 2011, i august 2013 og i september 2013. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens ægtefælle alene havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse med et timetal på mindst 30 timer ugentligt i et år og syv måneder og i ordinær deltidsbeskæftigelse med et timetal på mellem 15 og 29 timer ugentligt i otte måneder. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgerens ægtefælle samlet set havde været i ordinær beskæftigelse i et år og 11,8 måneder inden for de seneste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2013 var klar over, at ansættelsen i perioden mellem maj 2011 og november 2011 var en løntilskudsansættelse, at det fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2013, at der skal være tale om tre års ordinær beskæftigelse, samt at det fremgår af hjemmesiden www.nyidanmark, at løntilskud ikke opfylder kravene til ordinær beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde fået en berettiget forventning om, at hendes løntilskudsansættelse skulle kunne medregnes ved opgørelsen af beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle havde været på barsel i to perioder inden for de seneste fem år, og at det blev anført af ansøgeren, at barselsorlov efter ansøgerens opfattelse skal medregnes, hvis man går på barsel, når man er i et ansættelsesforhold, uanset hvordan forholdene ser ud efter endt barselsorlov. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagen, at ansøgerens ægtefælle ikke vendte tilbage til ordinær beskæftigelse umiddelbart efter endte barsler, hvorfor de to barselsperioder ikke kunne indgå i beregningen af ansøgerens ægtefælles beskæftigelse inden for de seneste fem år forud for ansøgningen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens ægtefælles barselsperioder ikke lå inden for rammerne af et ansættelsesforhold, hvorfor disse perioder ikke kunne medregnes som beskæftigelse i forhold til udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser – herunder FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CEDAW-konventionen). Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte imod, at ansøgerens ægtefælle skulle opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 12. Det forhold, at parret havde fået to børn, som var statsborgere i Kosovo, kunne ikke føre til en ændret vurdering, henset til længden og karakteren af børnenes ophold i Danmark. Udlændingenævnet henviste til, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års ophold i Danmark, hvor barnet har gået i en dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var noget til hinder for, at parret kunne udøve familielivet i Kosovo, hvor ansøgeren og parrets fællesbørn alle var statsborgere, hvor ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var født og opvokset, og hvor parret var mødtes. FAM/2015/148.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 19-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens herboende ægtefælle indrejste i Danmark i juli 2014 og blev i samme måned meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgik af den herboende ægtefælles asylsag, at parret i marts 2013 indgik ægteskab, at parret i april 2013 rejste til Egypten, hvor de boede sammen i et år og to til tre måneder, at den herboende ægtefælle i juli 2014 flygtede til Danmark, hvorefter ansøgeren rejste tilbage til Syrien, da hun var højgravid og ikke kunne rejse med den herboende ægtefælle, og da den herboende ægtefælle desuden ikke havde råd til at tage ansøgeren med. Det fremgik af sagen, at parret var fætter og kusine, at parret ikke havde boet sammen før ægteskabets indgåelse, og at parret havde et fællesbarn født i august 2014.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte kravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, om at være fyldt 24 år på ansøgningstidspunktet, idet ansøgeren ved indgivelsen af ansøgningen var 20 år, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet der ikke mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret var fætter og kusine, hvorfor parret var nært beslægtet i udlændingelovens forstand, og at det ikke kunne antages, at parret havde haft et længerevarende og indgående kendskab til hinanden forud for ægteskabets indgåelse, ud over det der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at parret ikke havde boet sammen før ægteskabets indgåelse og efter ægteskabets indgåelse alene havde boet sammen i cirka et år og tre måneder. Det forhold, at parret havde anført, at parret selv havde besluttet at indgå ægteskab, at parret havde boet sammen i Egypten efter ægteskabets indgåelse, at det i parrets land ikke var forbudt at indgå ægteskab med en, man var i familie med, hvis man var forelsket, og at parret havde oplyst, at ægteskabet blev indgået, fordi parret forelskede sig i hinanden, var ikke tilstrækkeligt til at ophæve formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren efter den herboende ægtefælles flugt fødte parrets fællesbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold, hvorefter det ville kunne anses som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. FAM/2015/157.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 19-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret var nærtbeslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle var kusine og fætter. Parret indgik i marts 2013 ægteskab, da ansøgeren var 18 år, og den herboende ægtefælle var 24 år. Parret boede efter det oplyste efter ægteskabets indgåelse sammen i cirka et år og to til tre måneder i Egypten, før den herboende ægtefælle i juli 2014 flygtede til Danmark, og ansøgeren rejste tilbage til Syrien. Ansøgeren var på daværende tidspunkt højgravid og fødte i august 2014 parrets fællesbarn. Parrets fællesbarn blev i januar 2015 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende fader, men var på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke registreret indrejst i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren, som var født i september 1994, var under 24 år, og således ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk., 1, idet der ikke mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var kusine og fætter, hvorfor der efter dansk ret var formodning for, at det oplyste samliv ikke er etableret efter begge parters eget ønske. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, ud over det der fulgte af selve slægtskabet. Udlændingenævnet henviste desuden til, at parret ikke havde boet sammen før ægteskabets indgåelse og efter det oplyste alene havde boet sammen i cirka et år og to til tre måneder efter ægteskabets indgåelse. Det forhold, at ansøgeren efter den herboende ægtefælles flugt til Danmark fødte parrets fællesbarn, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da det blotte faktum, at parret havde fået et barn, ikke i sig selv ville kunne afkræfte formodningen for, at samlivet ikke var indgået efter begge parters ønske. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold, hvorefter det ville kunne anses som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. FAM/2015/96.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 18-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Kina, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, jf. § 9, stk.1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende ægtefælle stiftede bekendtskab gennem en datingside i august 2014, hvorefter parret mødte hinanden personligt i november 2014 og besluttede at indgå ægteskab i december 2014. I december 2014 indgik parret ægteskab i Kina. Det var oplyst til sagen, at ansøgeren og ansøgerens særbarn havde været i Danmark på visumophold fra december 2014, at den herboende ægtefælle havde et mindreårigt særbarn, med hvem den herboende ægtefælle havde samvær, og at den herboende ægtefælle havde sukkersyge. Det fremgik desuden, at den herboende ægtefælle frem til august 2014 havde været gift med en anden kinesisk statsborger, der blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i juli 2014.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Ansøgeren kunne derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var 20 års aldersforskel mellem parret, og at parret alene havde kendt hinanden ca. fire måneder og mødt hinanden personligt ca. 1,5 måned inden ægteskabets indgåelse. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at parret indgik ægteskab efter et meget kort personligt bekendtskab. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse yderligere vægt på, at den herboende ægtefælle i august 2014 blev skilt fra sin tidligere kinesiske ægtefælle – kun seks dage før han etablerede kontakt til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret på tidspunktet for klagen havde boet sammen i ca. fem måneder, at parret og ansøgerens søn kommunikerede sammen på dansk, at parret havde kendt hinanden i længere tid inden indgåelsen af ægteskabet, end det var tilfældet for ansøgeren og dennes tidligere ægtefælle, og at parret ventede så længe på at blive gift for netop at være sikre på valget, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at parret ikke kunne antages at have et så indgående personligt kendskab til hinanden, som normalt ville kunne forudsættes forud for indgåelse af et ægteskab. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle havde anført, at parret var modne mennesker, at den store aldersforskel var helt almindelig i Asien, at det var en overraskelse, at hans tidligere ægtefælle valgte at forlade ham, at det forhold, at hans tidligere ægtefælle lige havde fået tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke havde nogen betydning for skilsmissen, og at han og hans tidligere ægtefælle var vokset fra hinanden, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at aldersforskellen imellem parret ikke i sig selv var udslagsgivende, men alene indgik som et delelement i en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt ægteskabet måtte anses for at være indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 9, at udlændingemyndighederne blandt andet kan inddrage momenter såsom tidligere giftermål. Udlændingenævnet fandt herudover, at det anførte om, at et afslag ville betyde, at parret blev udvist af Danmark, at den herboende ægtefælles særbarn og steddatter i Danmark ville miste deres fader, at ansøgerens særbarn var stærkt integreret i Danmark allerede, at ansøgerens søn så sin fader dø af sygdom, og at det ville være i strid med barnets tarv ikke at meddele ansøgeren og ansøgerens søn opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der således på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende har et tilsvarende motiv til ægteskabet. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at den herboende ægtefælles datter havde oplyst, at den herboende ægtefælle led af sukkersyge, og at han skulle til kontrol hos sin læge hver 3. måned, ikke kunne føre til en anden vurdering, da det var Udlændingenævnets vurdering, at der ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv mellem parret, idet Udlændingenævnet lagde til grund, at der var tale om et proformaægteskab. FAM/2015/95.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 18-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan, da ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke kunne anses for at opfylde tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Ansøgerens ægtefælle, der ligeledes var statsborger i Pakistan, indrejste i Danmark i 1986 og var i perioden fra 1986 til 1989 gift med en herboende dansk statsborger. I juni 1988 blev den herboende ægtefælle meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde to fællesbørn, der begge var statsborgere i Pakistan. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i maj 1990. Det fremgik videre af ansøgningsskemaet, at hun havde gennemført en gymnasial uddannelse, at hun var uddannet skolelærer, at hun havde besøgt Danmark i november 2006, juni 2007, august 2008 og november 2010, at hun senest indrejste i Danmark i juni 2014, og at hun havde boet i Danmark i mere end seks måneder. Af den herboende ægtefælles del af ansøgningsskemaet fremgik det, at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i Pakistan, at den herboende ægtefælle første gang kom til Danmark i februar 1986, at den herboende ægtefælles moder og ene broder boede i Pakistan, at den herboende ægtefælle havde en broder i Danmark, at den herboende ægtefælle og ansøgeren kommunikerede på urdu og panjabi, at den herboende ægtefælle i perioden fra 1986 til 2003 drev selvstændig erhvervsvirksomhed, og at han fra 2007 og indtil tidspunktet for ansøgningsskemaets udfyldelse havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. I januar 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark. I januar 2015 påklagede ansøgerens partsrepræsentant Udlændingestyrelsens afgørelse til Udlændingenævnet og anførte i den anledning, at ansøgeren havde en ægtefælle og to børn, der opholdt sig i Danmark, at det var partsrepræsentantens opfattelse, at Udlændingestyrelsen ikke havde foretaget en konkret vurdering af varigheden og karakteren, af parrets ophold i de respektive lande, af parrets familiemæssige tilknytning til Danmark og ansøgerens hjemland, af parrets sprogfærdigheder og af parrets uddannelses- og arbejdsmæssige tilknytning til Danmark. Partsrepræsentanten havde derudover henvist til den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Pakistan, hvor ansøgeren tillige havde haft sin skolegang og taget en uddannelse, og at parret havde haft et længerevarende familieliv i Pakistan, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor den herboende ægtefælle indrejste i 1986 i en alder af 31 år. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at den herboende ægtefælle, inden parret indgik ægteskab, tit rejste til Pakistan for at besøge ansøgeren, at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i maj 1990 i Pakistan, at parret kommunikerede på urdu og punjabi, at den herboende ægtefælle første gang ansøgte om familiesammenføring med ansøgeren cirka 14 år efter, at parret indgik ægteskab, og at parret på dette tidspunkt havde fået to fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det taler med betydelig vægt imod at anse tilknytningskravet for opfyldt i tilfælde, hvor den herboende ægtefælle har indgået ægteskab og været gift med ansøgeren i en længere periode, hvor ansøgeren fortsat havde opholdt sig i sit hjemland forud for ansøgningen om ægtefællesammenføring i Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde opholdt sig i fem perioder i Danmark på baggrund af turistvisum i årene 2006, 2007, 2008 og 2010, og at hun havde været indrejst i Danmark i juni 2014, kunne ikke føre til en ændret vurdering henset til karakteren og varigheden af disse besøgsophold, og henset til at ansøgeren og den herboende ægtefælle samlet set havde en væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at ansøgerens besøgsophold i Danmark havde været af uregelmæssig karakter, herunder at hun i perioden fra 2011 til 2013 ikke havde opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det af partsrepræsentanten anførte om, at partsrepræsentanten mente, at ansøgeren havde tilstrækkelig tilknytning til Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet parrets samlede tilknytning til Danmark ikke kunne anses for at være større end til Pakistan. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden april 1986, at den herboende ægtefælle i juni 1988 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at den herboende ægtefælle i perioderne fra 1986 til 2003 og fra 2007 til afgørelsestidspunktet havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. Udlændingenævnet fandt ud fra en samlet vurdering af sagen, at den herboende ægtefælle, gennem den måde parret havde udøvet familielivet på, havde bevaret en meget væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Pakistan. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælles fællesbørn, der begge var myndige, havde haft opholdstilladelse her i landet i under ni år, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at det var ansøgerens eget valg at etablere familie og få børn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at parret dermed havde valgt at udøve familielivet således, at deres familie skulle leve adskilt. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at partsrepræsentanten havde henvist til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelse om retten til familieliv (EMRK artikel 8). Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) vedrørende EMRK artikel 8 om retten til familieliv, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2015/201.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. august 2015 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 12-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en filippinsk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 9 (proforma). Ved opslag i udlændingemyndighedernes visumsystem, IVR-VIS, fremgik det, at ansøgeren i august 2014 indgav ansøgning om besøgsvisum til sin svoger i Danmark, at ansøgeren i august 2014 blev meddelt et Schengen-visum på 90 dage, og at hun fra august 2014 kunne indrejse i Danmark. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i oktober 2014 via internettet, at parret mødte hinanden personligt samme dag i oktober 2014, at parret dagen efter traf beslutning om at indgå ægteskab, at parret ligeledes flyttede sammen samme dag, at parret i november 2014 indgik ægteskab, og at parret havde boet sammen, siden parret indgik ægteskabet. Det fremgik endvidere af ansøgningsskemaet, at ansøgeren arbejdede som ”medical assistent” i hjemlandet, at ansøgeren ikke før havde været i Danmark, og at ansøgeren havde en søster, der boede i Danmark. I marts 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse. I marts 2015 klagede den herboende ægtefælle over Udlændingestyrelsen afgørelse. Den herboende ægtefælle havde til støtte for klagen anført, at parret havde kendt hinanden et par måneder, inden parret besluttede at indgå ægteskab, at parret allerede i september 2014 lærte hinanden at kende via internettet, og at beslutningen om at indgå ægteskab var påvirket af blandt andet ansøgerens besøgsvisums snarlige udløb. Under klagesagen fremlagde den herboende ægtefælle en udskrift fra et datingsite fra primo oktober 2014 med korrespon-dancen mellem parret, hvor hun brugte et alias. Under nævnsmødet i august 2015 forklarede den herboende ægtefælle, at parret lærte hinanden at kende i oktober 2014, at den herboende ægtefælle ikke var sikker, men oplyste, at det ud fra en kopi af den herboende ægtefælles egen e-mail så ud, som om parret for første gang fik kontakt i oktober 2014, at den herboende ægtefælle herefter besøgte ansøgeren hos ansøgerens søster, at den herboende ægtefælle ikke kendte ansøgerens familie i Danmark, og at ansøgeren herefter tog med den herboende ægtefælle hjem. Den herboende ægtefælle forklarede, at ansøgeren og den herboende ægtefælle aftalte at indgå ægteskab, da parret blev nødt til det, hvis forholdet skulle have en chance, at ægteskabet ikke var et proformaægteskab, at ansøgeren var ansat som sekretær i en sundhedsklinik i Filippinerne, og at ansøgeren havde mistet sit arbejde.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i august 2014 på et 90-dages Schengen-visum, at ansøgeren indgik ægteskab med den herboende ægtefælle i november 2014, at ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med den herboende ægtefælle efter 89 dage i Danmark, og at beslutningen om ægteskab ifølge den herboende ægtefælles egen forklaring var begrundet i ansøgerens besøgsvisums snarlige udløb i november 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i oktober 2014 via internettet og fire dage senere personligt, at parret flyttede sammen en dag efter det første personlige møde i oktober 2014, og at parret således indgik ægteskab efter en måneds bekendtskab. Det af den herboende ægtefælle anførte om, at parret boede sammen forud for ægteskabets indgåelse, og at den herboende ægtefælle således mente, at parret havde haft samliv på fælles bopæl, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at parret ikke kunne antages at have et personligt kendskab til hinanden, som normalt vil kunne forudsættes forud for indgåelse af et ægteskab. Udlændingenævnet fandt således, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Det forhold, at ansøgerens søster og svoger havde udtalt, at ansøgeren havde ledsaget sin niece til Danmark, at det var meningen, at ansøgeren skulle opholde sig hos sin søster og svoger, at ansøgeren ikke var kommet til Danmark for at få opholdstilladelse, og at det var ansøgerens søsters og svogers opfattelse, at ægteskabet mellem den herboende ægtefælle og ansøgeren ikke var et proformaægteskab, kunne ligeledes ikke føre til en ændret vurdering henset til sagens øvrige omstændigheder. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens oplysninger ikke svarede overens med ansøgerens handlemønster, herunder at ansøgeren optrådte på et datingsite, og at ansøgeren kort efter kontakten med den herboende ægtefælle flyttede ind på den herboende ægtefælles bopæl. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at hvis der på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er bestemte grunde for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er bestemte grunde for at antage, at den herboende ægtefælle har et tilsvarende motiv til ægteskabet. FAM/2015/200.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 09-07-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i 1996 meddelt opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring, han blev i 1997 blev meddelt opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i 1999. I februar 2012 indgik parret ægteskab i Libanon, hvorefter ansøgerens herboende ægtefælle besøgte hende i Libanon, inden hun indrejste i Danmark i november 2013 og søgte om familiesammenføring. Ansøgerens herboende ægtefælle var samboende med sit særbarn, som er født i 2001, og han havde derudover et myndigt særbarn, der var født i 1994. Parret fik et fællesbarn i Danmark i marts 2014. Den herboende ægtefælle var førtidspensionist.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og hendes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det var en betingelse for at anse ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark for større end ægtefællernes samlede tilknytning til deres hjemland, at begge ægtefæller – hver især – havde opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at han kom til Danmark i november 1992 i en alder af 25 år, og at han var født, opvokset og havde haft en stor del af sin voksentilværelse i Libanon inden sin indrejse i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at han havde haft lovligt ophold i Danmark i cirka 19 år, at han efter det oplyste ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller andre danskprøver på et tilsvarende eller højere niveau, og at han ikke havde taget en erhvervskompetencegivende uddannelse i Danmark, havde været i beskæftigelse eller på anden vis havde forsøgt at integrere sig i det danske samfund, siden han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1996. Det forhold, at ansøgerens herboende ægtefælle i 1996/97 havde forsøgt at etablere en fødevareforretning, og at han talte og forstod dansk, når der ikke blev anvendt vanskelige udtryk, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da tilknytningen til arbejdsmarkedet lå langt tilbage i tid, og da han efter det oplyste ikke efterfølgende forud for sin førtidspensionering havde været i beskæftigelse. Udlændingenævnet lagde herudover til grund, at ansøgeren var statsløs palæstinenser fra Libanon, hvor hun var født, opvokset, havde haft sin skolegang og hele sit voksne liv, hvor hendes forældre og søskende fortsat boede, hvor ansøgeren og hendes herboende ægtefælle mødte hinanden i 2011, hvor parret indgik ægteskab i 2012, og at de talte arabisk sammen, at de begge havde søskende i Libanon, at ansøgerens herboende ægtefælle derudover havde to brødre i Danmark, at hans moder var død, men at hans fader boede i Libanon, og at ansøgerens herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Libanon. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at advokaten til støtte for sin klage havde anført, at ansøgerens herboende ægtefælles yngste særbarn havde fået en stærk tilknytning til Danmark, hvor han gik i skole og til fodbold samt havde skabt sig en vennekreds. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens herboende ægtefælles særbarn, som ifølge Det Centrale Personregister havde været udrejst af Danmark til Libanon i perioderne fra september 2005 til juli 2009 og fra juli 2010 til september 2013 grundet varigheden af barnets ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark og dermed føre til en fravigelse af betingelsen. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års uafbrudt lovligt ophold her i landet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den omstændighed, at parrets fællesbarn havde fået opholdstilladelse i Danmark i juni 2014, ikke kunne føre til et ændret resultat, idet fællesbarnet ikke ansås for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da ægtefæller ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt herudover, at den omstændighed, at ansøgerens herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark igennem flere år, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet dette ophold ikke i sig selv kunne føre til, at han kunne anses for at have opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, og at han ikke sås at have udvist vilje til efter evne at integrere sig. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til en udtalelse i juni 2014 fra Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, at ansøgerens herboende ægtefælle ved en tilbagevenden til Libanon ikke risikerede asylrelevant forfølgelse, hvilket han ikke havde kommenteret efter Udlændingestyrelsens partshøring fra juni 2014. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde været udsat for regelmæssig tortur under fængselsophold, før han kom til Danmark, at han led af PTSD, generaliseret angst og en kronisk forstemningstilstand og en moderat restriktiv lungefunktionsnedsættelse og aktuelt var i behandling med blandt andet de antidepressive præparater Citalopram og Mirtazapin, kunne ikke føre til et ændret resultat, idet der herved ikke var tale om sådanne omstændigheder, der kunne føre til en fravigelse af tilknytningskravet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at MedCOI(1) havde oplyst, at begge de medicinske præparater Citalopram og Mirtazapin var tilgængelige i Libanon, og at ansøgerens herboende ægtefælle således kunne købe sin medicin i Libanon. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret var mødtes og var blevet gift, og hvorfra de begge var statsløse palæstinensere, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Det forhold, at begge ansøgerens herboende ægtefælles særbørn var blevet danske statsborgere, og at parrets fællesbarn eventuelt havde udsigt til at blive dansk statsborger i slutningen af 2015, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der alene dispenseres fra tilknytningskravet i forhold til danske statsborgere, hvis den herboende ægtefælle har været dansk statsborger i 26 år, eller har haft lovligt ophold i Danmark i 26 år. Det af advokaten anførte om, at det ville være udfordrende for ansøgerens herboende ægtefælle at blive henvist til at udøve familielivet i Libanon på grund af hans forhold til sit særbarn, kunne ikke føre til et ændret resultat. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens herboende ægtefælles særbarn efter det oplyste havde sin moder i Libanon, og desuden ifølge oplysningerne fra Det Centrale Personregister havde været udrejst til Libanon i perioderne fra september 2005 til juli 2009 og fra juli 2010 til september 2013, og således ikke havde fået en væsentlig tilknytning til Danmark, selvom hans skole havde oplyst, at han var aktiv i skolen og den lokale fodboldklub, at han viste stor vilje til at lære det danske sprog, at han i oktober 2014 var blevet udsluset fra modtagerklassen og var startet i en 6. klasse, og at han var velfungerende såvel fagligt som socialt på trods af, at hans danske ikke var helt alderssvarende. FAM/2015/171.


    (1) MedCOI er et projekt finansieret af Den Europæiske Flygtningefond med henblik på at indhente oplysninger om tilgængelig medicin i ansøgeres hjemlande.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. juni 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 24-06-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en israelsk statsborger. Den herboende ægtefælle havde siden sin fødsel i 1990 haft længerevarende ophold i Tyskland, Frankrig og Israel. Den herboende ægtefælle og ansøgeren havde overfor Udlændingestyrelsen oplyst, at de første gang mødte hinanden i 2005 i Israel, på hvilket tidspunkt den herboende ægtefælle var volontør i Israel. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at den herboende ægtefælle var opvokset i Danmark, Israel og Frankrig, at hun var født som dansk statsborger, at hun i perioden fra januar 2012 til maj 2013 havde opholdt sig i Tyskland grundet arbejde, at hun fra maj 2013 til august 2014 havde opholdt sig i Israel og Grækenland i forbindelse med studieophold og ferie, og at hun og ansøgeren talte engelsk og hebraisk sammen. Den herboende ægtefælle havde desuden oplyst, at parret i januar 2013 besluttede at indgå ægteskab, at parret boede sammen i perioderne fra juli 2011 til december 2011 i Israel, fra januar 2012 til maj 2013 i Tyskland og fra juni 2013 til juli 2014 i Israel, at parret indgik ægteskab i maj 2013 i Danmark, at parret efterfølgende var på ferie i august 2014 i Grækenland, og at parret sidst så hinanden i september 2014. Det fremgik endvidere, at ansøgeren senest indrejste i Danmark i september 2014, at han havde besøgt Danmark i perioderne fra december 2006 til januar 2007, fra marts 2009 til april 2009, august 2010 til december 2010, fra juni 2011 til juli 2011 og i maj 2013. Den herboende ægtefælle havde herudover oplyst, at hun havde 14 søskende, hvoraf 12 af hendes søskende var bosat i Danmark, at hun fra august 2006 til august 2007 havde arbejdet 18 timer ugentligt i en forretning, at hun fra februar 2008 til marts 2008 havde arbejdet 40 timer ugentligt i hjemmeplejen, at hun fra august 2008 til maj 2009 havde arbejdet 40 timer ugentligt på en café, at hun fra oktober 2009 til juni 2011 havde arbejdet i hjemmeplejen, og at hun fra august 2014 havde arbejdet på et plejecenter cirka 37 timer ugentligt. Den herboende ægtefælle mente, at hun ikke skulle stå til regnskab for sine forældres valg om at rejse i Europa og dernæst bo i Israel i mange år, at den herboende ægtefælle havde fulgt sine forældre, da hun i en ung alder ikke selv havde mulighed for at vælge, hvor hun gerne ville opholde sig, at den herboende ægtefælle på trods af sit udlandsophold var blevet hjemmeskolet på dansk efter ACE-systemet, at den herboende ægtefælle i flere perioder havde opholdt sig i Danmark i forbindelse med et efterskoleophold og en gymnasial uddannelse, mens den herboende ægtefælle var i et forhold med ansøgeren, og at den herboende ægtefælle efter sin studentereksamen tog til Israel for at være sammen med ansøgeren, da han på daværende tidspunkt ikke havde afsluttet sin værnepligt i Israel. Den herboende ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren herefter tog ophold i Tyskland, da den herboende ægtefælle på daværende tidspunkt ikke var fyldt 24 år, at den herboende ægtefælle og ansøgeren efter opholdet i Tyskland tog til Israel, hvor ansøgeren spontant valgte at studere i et år, og at den herboende ægtefælle således mente, at hendes tilknytning til Danmark var større end hendes tilknytning til Israel.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Danmark ikke var større end den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Israel, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle efter sine egne oplysninger sammenlagt havde boet i Danmark i cirka otte år afbrudt af flere ophold i Israel på mere end en måneds varighed, og at hun sammenlagt havde boet i Israel i cirka syv år og seks måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle mødte ansøgeren i Israel, at parret kommunikerede på engelsk og hebraisk, og at parret havde boet sammen i Israel i perioderne fra juli 2011 til december 2011 og igen fra juni 2013 til juli 2014. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at den herboende ægtefælle – uanset at hun var født i Danmark i marts 1990, og at hun var dansk statsborger – havde en væsentlig tilknytning til Israel. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det oplyste om den herboende ægtefælles uddannelses- og arbejdsmæssige tilknytning til Danmark ikke kunne føre til et ændret udfald, da den herboende ægtefælle på baggrund af de nævnte uddannelser og beskæftigelse ikke havde opnået en sådan fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at den herboende ægtefælle på baggrund heraf kunne anses for at have opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Det anførte om, at den herboende ægtefælle ikke skulle stå til regnskab for sine forældres valg om at rejse i Europa og dernæst bo i Israel i mange år, og at den herboende ægtefælle havde fulgt sine forældre, da hun i en ung alder ikke havde mulighed for at vælge, hvor hun gerne ville opholde sig, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle selv af flere omgange havde valgt at udrejse til blandt andet Israel, og at hun herved havde afbrudt sin tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Israel, hvor han havde haft sin skolegang og havde været tilknyttet arbejdsmarkedet, og hvor hans forældre og søskende fortsat boede. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde besøgt Danmark i perioderne fra december 2006 til januar 2007, fra marts 2009 til april 2009, i august 2010, i december 2010 til december 2010, fra juni 2011 til juli 2011 og i maj 2013. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til karakteren og varigheden af disse besøgsophold og henset til, at den herboende ægtefælle og ansøgeren samlet set havde en væsentlig tilknytning til Israel. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Israel, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde mødt hinanden i Israel, og at den herboende ægtefælle havde besøgt og boet sammen med ansøgeren af flere omgange i Israel. FAM/2015/112.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Genoptagelse

    Dato: 23-06-2015

    Udlændingenævnet afslog i juni 2015 at genoptage en sag, hvorved en ansøger, der var britisk statsborger, var blevet meddelt afslag på familiesammenføring, idet den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet havde i september 2014 stadfæstet Udlændingestyrelsens afslag fra september 2013 på familiesammenføring mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Udlændingenævnet havde i den forbindelse fundet, at det ikke var dokumenteret, at den herboende ægtefælle ikke kunne få opholdstilladelse i Storbritannien for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet havde ved sin afgørelse fra september 2014 endvidere lagt til grund, at den herboende ægtefælles samvær med hans særbørn i Danmark henset til den korte månedlige udstrækning, og at han ikke havde forældremyndighed over børnene, ikke kunne føre til, at et afslag ville være en krænkelse af den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den herboende ægtefælle havde i forbindelse med anmodningen om genoptagelse oplyst, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i marts 2015 var blevet forældre til et fællesbarn, at den herboende ægtefælle var blevet meddelt afslag på besøgsvisum i Storbritannien, og at den herboende ægtefælle led af rygproblemer.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde anført nye, væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle i en e-mail fra oktober 2014 havde angivet, at han led af rygproblemer, og at hans e-mail var vedlagt en lægeerklæring, hvoraf det fremgik, at han var henvist til træningscenter, da operation ikke var aktuel, og at der blev arbejdet herimod at etablere en virksomhedspraktik, men at han selv vurderede, at dette ikke var aktuelt på grund af hans rygsmerter. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at der ikke var tale om helbredsmæssige oplysninger af en sådan karakter, at det – såfremt oplysningerne måtte have foreligget på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse fra september 2014 – ville have ført til, at der ville kunne have været dispenseret fra kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det forhold, at den herboende ægtefælle var blevet meddelt afslag på visum til Storbritannien, var ikke ensbetydende med, at han ikke ville kunne opnå opholdstilladelse i Storbritannien, herunder som familiesammenført. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke ville være uproportionalt at henvise familien til at udøve familielivet i Storbritannien, idet ansøgeren var statsborger i Storbritannien, og idet begge hendes børn var statsborgere i Storbritannien. Udlændingenævnet bemærkede, at afslaget på besøgsvisum delvis var begrundet i, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke overfor de britiske udlændingemyndigheder havde fremlagt den nødvendige dokumentation for udstedelse af visummet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at parret efterfølgende var blevet forældre, ikke kunne føre til en genoptagelse af sagen, idet der var tale om en efterfølgende omstændighed, som allerede af den grund ikke kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2015/111.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2015 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Dato: 18-06-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6, til en indisk statsborger under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed her i landet i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, idet han alene havde været i beskæftigelse i, hvad der svarede til sammenlagt 26,2 måneder.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig virksomhed her i landet i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse fra februar 2014 og fortsat måtte antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle i perioden fra april 2009 til og med april 2010 havde modtaget sygedagpenge, at han havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge i perioden fra august 2010 til og med april 2011, at han havde dokumenteret, at han havde arbejdet fuld tid i månederne juni 2011, august 2011, september 2011 og i perioden fra marts 2012 til og med januar 2014, bortset fra august 2012 og december 2013, og at han havde arbejdet på deltid i november 2011 og februar 2012. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende ægtefælle ikke herved havde dokumenteret at have været i beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de seneste fem år fra ansøgningstidspunktet – fra februar 2009 til februar 2014 – idet han alene havde dokumenteret, at han havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse (30-37 timer ugentligt) i 25 måneder i perioden, og at han havde været i deltidsbeskæftigelse (15 til 29 timer ugentligt) i to måneder, der kunne indgå med 3/5 i beregningen, altså omregnet til 1,2 måneder, og således alene havde været i beskæftigelse i 26,2 måneder i perioden. Udlændingenævnet kunne således ikke lægge til grund, at perioden fra april 2009 til og med april 2010, hvor den herboende ægtefælle havde modtaget sygedagpenge, kunne indgå i beregningen af beskæftigelseskravet, idet perioden ikke sås at være inden for rammerne af et ansættelsesforhold, idet han til og med marts 2009 var selvstændigt erhvervsdrivende, og at han efter sin periode med sygedagpenge efter det oplyste ikke genoptog sin virksomhed som selvstændigt erhvervsdrivende, men havde en periode, hvor han modtog arbejdsløshedsdagpenge. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte imod, at den herboende ægtefælle skulle opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 12. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen var oplysninger om, at den herboende ægtefælle led af sygdom eller handicap, eller at der var andre forhold vedrørende ansøgeren, der kunne føre til, at betingelsen ikke burde stilles. Det forhold, at parret havde et fællesbarn, som blev født i Danmark i marts 2014, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise ansøgeren og hendes herboende ægtefælle og deres fællesbarn til at indrejse og tage ophold i Indien, hvor parret og deres fællesbarn var statsborgere, hvor ansøgeren havde sine forældre og søskende, og hvor parret mødte hinanden personligt for første gang og indgik ægteskab, for dér at udøve familielivet sammen, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at parrets fællesbarn grundet barnets alder og varigheden af barnets ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, som kunne føre til en fravigelse af betingelsen. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet. Det blev i den forbindelse bemærket, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8, ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2015/52.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2015 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Sprogprøvekravet

    Dato: 10-06-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Makedonien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 12, nr. 5, idet den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Den herboende ægtefælle blev i marts 2004 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Den herboende ægtefælle havde oplyst, at han i forbindelse med sit grundforløb hos Teknisk Erhvervsskole i faget Dansk F havde fået karakteren 02 i standpunktskarakter, at denne karakter var overført som hans prøvekarakter, at han havde modtaget danskundervisning på F-niveau i forbindelse sin uddannelse som sikkerhedsvagt, at han havde fulgt danskundervisning på en ungdomsskole, og det således var den herboende ægtefælles opfattelse, at han havde modtaget undervisning og fremlagt projektopgaver på et højere niveau end Prøve i Dansk 1. Den herboende ægtefælle havde endvidere henvist til bekendtgørelse om danskprøve A1 – A 2 niveau for familiesammenførte udlændinge § 23, kapitel 10 – Ikrafttræden, Bilag 1, hvoraf det fremgår, at bevis for gennemført grundforløb kan anses som fornøden dokumentation for, at en udlænding har bestået en danskprøve på mindst A1-niveau.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 5., og at ansøgeren derfor ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle fik karakteren 02 i standpunktskarakter i faget Dansk F på et grundforløb, og at denne standpunktskarakter blev overført som den herboende ægtefælles prøvekarakter i Dansk F, da faget dansk ikke blev udtrukket til eksamen. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle ikke havde aflagt prøve i faget. Udlændingenævnet bemærkede, at for at opfylde betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau skal den herboende ægtefælle have taget og bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at den herboende ægtefælle havde modtaget danskundervisning på F-niveau i forbindelse med sin uddannelse som sikkerhedsvagt, at han havde fulgt danskundervisning på en ungdomsskole, og at det således var den herboende ægtefælles opfattelse, at han havde modtaget undervisning og fremlagt projektopgaver på et højere niveau end Prøve i Dansk 1, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller aflagt en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde henvist til bekendtgørelse om danskprøve A1 – A 2 niveau for familiesammenførte udlændinge § 23, kapitel 10 – Ikrafttræden, Bilag 1, hvoraf det fremgår, at bevis for gennemført grundforløb kan anses som fornøden dokumentation for, at en udlænding har bestået en danskprøve på mindst A1-niveau, kunne ikke føre til et andet udfald, idet bekendtgørelsen vedrører danskprøver på et betydeligt lavere niveau end Prøve i Dansk 1. FAM/2015/107.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. maj 2015 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl

    Dato: 08-05-2015


    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, til en filippinsk statsborger, som søgte om ægtefællesammenføring med en herboende dansk statsborger. I juli 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til en herboende samlever. Det fremgik af ansøgningen, at parret havde mødt hinanden i april 2011 i Filippinerne, og siden da havde været sammen omkring ½ år sammenlagt i Danmark under ansøgerens fire besøgsophold samt fire måneder i Filippinerne. I november 2014 blev ansøgeren meddelt afslag på familiesammenføring med den herboende samlever. Det blev til støtte for klagen anført, at ansøgeren havde forsøgt at bo så meget sammen med den herboende samlever som muligt, og at parret havde et barn sammen. Ved Udlændingenævnets opslag i Det Centrale Personregister i april 2015 fremgik det, at ansøgerens herboende samlever aldrig havde været registreret som udrejst af Danmark, og at parrets fællesbarn i april 2014 var registreret som indrejst i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende samlever efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende samlever ikke havde dokumenteret samliv på fælles bopæl. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at parret havde mødt hinanden i april 2011 og siden da havde boet sammen omkring ½ år sammenlagt i Danmark under ansøgerens fire besøgsophold samt fire måneder i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at de anførte besøgsophold ikke kunne dokumentere et fast samliv af længere periode. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at samliv under ferieophold og besøgsophold, herunder visumfrit ophold, ikke kunne anses for at udgøre et fast samliv på fælles bopæl i udlændingelovens forstand, og at den herboende samlever aldrig havde været registreret som udrejst af Danmark. Udlændingenævnet fandt det således ikke dokumenteret, at parrets forhold havde en sådan fasthed og varighed, at det kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at parret henset til deres fællesbarn havde et beskyttelsesværdigt familieliv, men fandt dog ikke, at der var oplyst om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende samlever ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Filippinerne for dér at udøve familielivet med ansøgeren og deres fællesbarn. Udlændingenævnet henviste herved til, at familielivet var etableret med udgangspunkt i Filippinerne, og at parrets fællesbarn var født i Filippinerne, hvorfor Udlændingenævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse. FAM/2015/75.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 24-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference havde i forbindelse med sin asylsag oplyst, at hun i 2009 indgik ægteskab med ansøgeren i Mogadishu, at hun og ansøgeren havde en datter, og at hun på tidspunktet for asylsamtalen var gravid. Den herboende reference oplyste endvidere, at hun aldrig havde boet sammen med ansøgeren, at ansøgeren besøgte hende en gang imellem, og at ansøgeren var blevet truet af den herboendes references brødre, fordi han arbejdede for regeringen i Mogadishu. Den herboende reference oplyste i forbindelse med ægtefællesammenføring, at hun og ansøgeren indgik ægteskab juli 2009 i Wajid, Somalia, og at den herboende reference boede sammen med hende i nogle måneder efter ægteskabet blev indgået, hvorefter ansøgeren blev nødt til at flygte til Italien grundet krigen hvor han havde opnået flygtningestatus og havde gyldigt opholdstilladelse gældende til oktober 2020. Ansøgerens partsrepræsentant havde i forbindelse med klagen henvist til retspraksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Tarakhel mod Schweiz (app.np. 29217/12), og indsendt kopi af anden herboende reference og ansøgerens vielsesattest, hvoraf det fremgik, at parret havde indgået ægteskab i juli 2009 i Wajid, Somalia hvilket blev bekræftede af den somaliske ambassade i Rom, Italien.

    Udlændingenævnet fandt, at det angivne ægteskab mellem den herboende reference og ansøgeren ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da den herboende reference og ansøgeren efter det oplyste indgik ægteskab i Somalia, og at dokumentation fra Somalia, ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at officielle somaliske dokumenter, herunder vielsesattester, efter fast praksis for tiden ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia. Det forhold at vielsesattesten dateret i januar 2014 fra den somaliske ambassade i Rom, Italien, blev indhentet som dokumentation for ægteskabet, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da vielsesattesten blev udstedt af de somaliske myndigheder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der var divergerende oplysninger om byen, hvor vielsen mellem den herboende reference og ansøgeren fandt sted. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem den herboende reference og ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at et fast samlivsforhold af længere varighed efter praksis krævede et dokumenteret samliv på fælles bopæl i mindst 1½ til 2 år frem til ansøgningstidspunktet, og at samlivet skulle være uafbrudt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen lagt til grund, at der var divergerende oplysninger om samlivet, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag havde oplyst blandt andet, at hun og ansøgeren aldrig havde boet sammen, og at ansøgeren kom og besøgte hende, og at den herboende reference senere i forbindelse med behandlingen af asylsag havde oplyst, at hun og ansøgeren efter ægteskabets indgåelse boede sammen i syv måneder, hvorefter hun og ansøgeren flyttede til Mogadishu. Udlændingenævnet fandt, at divergenserne i den herboende references forklaringer var så store, at det ikke kunne lægges til grund, at den herboende reference og ansøgeren havde dokumenteret at have et længerevarende samliv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt, at uanset at den herboende reference og ansøgeren, havde etableret et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, var Danmark ikke er nærmest til at beskytte dette familieliv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at EMRK art. 8, ikke indebærer en generel og ubetinget ret til at parterne selv kan vælge det land, hvor familielivet skal udøves. Udlændingenævnet har herved lagde vægt på, at ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Italien fra den februar 2014 til januar 2025. Det forhold, at der var henvist til retspraksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Tarakhel mod Schweiz (app. no. 29217/12), kunne ikke give anledning til et andet udfald. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens sag ikke var sammenlignelig med dommen Tarakhel mod Schweiz app.no. (29217/12), fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, da ansøgeren allerede havde et opholdsgrundlag i Italien, hvor han efter det oplyste havde boet siden 2010, og at ansøgeren måtte antages at have etableret sig i Italien. FAM/2015/124.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 24-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en afghansk statsborger. Ansøgerens ægtefælle, som også var afghansk statsborger, var meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning og havde siden 2002 opholdt sig i Danmark. I marts 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til sit ægteskab med den herboende ægtefælle. Det fremgik af sagen, at ansøgeren ikke tidligere havde besøgt Danmark. Det fremgik endvidere, at den herboende ægtefælle arbejdede som kok i Danmark. Under sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen vurderede Udlændingestyrelsen, at den herboende ægtefælle ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan ikke ville risikere asylrelevant forfølgelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet bemærkede, at det er en betingelse for at anse tilknytningskravet for opfyldt, at begge ægtefæller hver især har opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Tilknytningskravet vil som det altovervejende udgangspunkt ikke kunne anses for opfyldt, hvis en ansøger aldrig har været i Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at den herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet han havde boet i Danmark i knap 12 år og havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked. Udlændingenævnet lagde samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at hun således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, kunne allerede på denne baggrund ikke anses for opfyldt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og den herboende ægtefælle måtte antages at kunne udøve familielivet i Afghanistan, idet Udlændingenævnet lagde vægt på Udlændingestyrelsens udtalelse om, at den herboende ægtefælle ikke ville risikere asylrelevant forfølgelse i Afghanistan. FAM/2015/125.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab – 24-års-kravet

    Dato: 24-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsløs fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgeren og den herboende reference var fætter og kusine. Ansøgeren og den herboende reference blev introduceret for hinanden til en fest, hvorefter ansøgeren og den herboende reference fik ni måneder til at finde ud af, om de passede sammen, inden ansøgeren og den herboende reference blev kærester. Ægteskabet blev indgået i Syrien i 2013. Ansøgeren og den herboende reference boede efter ægteskabets indgåelse sammen i otte måneder, inden den herboende reference flygtede til Danmark. Ansøgeren var på tidspunktet for ansøgningens indgivelse ikke fyldt 24 år.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke var fyldt 24 år, og at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke mellem ansøgeren og den herboende reference var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, idet ansøgeren og den herboende reference ikke havde boet alene sammen inden ægteskabets indgåelse, og idet ansøgeren og den herboende reference efter ægteskabets indgåelse alene havde haft et samliv af kortere varighed, hvor de ikke havde stiftet selvstændig bolig. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at både ansøgeren og den herboende reference var 21 år ved indgåelsen af ægteskabet, og at ansøgeren og den herboende reference havde boet hos den herboende references familie, indtil den herboende reference var flygtet til Danmark. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgerens og den herboende references kontakt via telefon efter ægteskabets indgåelse ikke havde haft en sådan udstrækning, at det kunne tillægges afgørende betydning. FAM/2015/101.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 20-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i april 1997 meddelt opholdstilladelse som flygtning og havde været dansk statsborger siden 2005. Den herboende ægtefælle havde to mindreårige særbørn i Danmark, der var født henholdsvis i 2000 og 2001 og var statsborgere i Somalia, og parret havde tre fællesbørn født i henholdsvis 2010, 2011 og 2014. Den herboende ægtefælle og ansøgeren havde mødt hinanden i maj 2009 i Somalia, parret besluttede i juni 2010 at indgå ægteskab, parret boede inden ægteskabets indgåelse sammen i to år og tre måneder i Addis Ababa, Etiopien, og parret indgik ægteskab i juni 2010 i Addis Ababa, Etiopien. Det var endvidere oplyst, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde boet sammen fra 2009 til 2013 i Addis Ababa, Etiopien. Den herboende ægtefælle havde uddybet, at han og ansøgeren havde boet sammen i fem måneder i 2009, at han og ansøgeren havde boet sammen fra juni 2010 til august 2010, fra januar 2011 til juli 2011, fra marts 2012 til juni 2012 og fra januar 2013 til juni 2013. Den herboende ægtefælle havde andetsteds i sin del af ansøgningsskemaet anført, at han havde besøgt sin ægtefælle i Etiopien i fem måneder i 2009 i tre måneder i 2010 i syv måneder i 2011, i tre måneder i 2012 og i fem måneder i 2013. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at han ikke var i arbejde, at han ikke havde taget en uddannelse i Danmark, at han var førtidspensionist, og at han led af hypertension og astma, for hvilket han modtog medicinsk behandling. Om samvær med særbørnene blev det oplyst, at den herboende ægtefælle havde samvær med særbørnene på lørdage, og at børnene ikke sov hos ægtefællen. Det fremgik af en oversigt over indbetalinger til pension, at den herboende ægtefælle fra januar 1999 til december 2000 havde været tilknyttet en virksomhed, at han fra januar 2006 til december 2006 havde været tilknyttet en anden virksomhed, og at han fra januar 2007 til december 2007 havde været tilknyttet en tredje virksomhed. Det blev endvidere til støtte for klagen anført, at ansøgeren ikke opholdt sig i Somalia, at hun var flygtet fra Somalia til Etiopien af sikkerhedsmæssige årsager, at ansøgeren havde større tilknytning til Danmark end til Etiopien, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles tre fællesbørn var danske statsborgere og opholdte sig sammen med ansøgeren, og at fællesbørnene ikke var i Danmark grundet ansøgerens ægtefælles sygdom. Det blev endelig anført, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles tre fællesbørn bedst kunne sikres en god og fornuftig opvækst i Danmark sammen med ansøgeren og ansøgerens ægtefælle.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Danmark ikke var større end den herboende ægtefælle og ansøgerens samlede tilknytning til Somalia og Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde til grund, at den herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde imidlertid samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at ansøgeren således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, kunne på den baggrund ikke anses for opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom den herboende ægtefælle og ansøgerens tilknytning til Danmark ikke var større end den herboende ægtefælles og ansøgerens samlede tilknytning til Somalia eller Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde mødt hinanden i Somalia, at den herboende ægtefælle efter egne oplysninger fra 2009 til 2013 havde boet i Etiopien, og at det til sagen derudover var oplyst, at den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Etiopien i fem måneder i 2009, i tre måneder i 2010, i syv måneder i 2011, i tre måneder i 2012 og i fem måneder i 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var den herboende reference og ansøgerens eget valg at etablere familie og få børn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derefter, at den herboende ægtefælle og ansøgeren dermed havde valgt at udøve familielivet således, at den herboende ægtefælle og ansøgeren skulle leve adskilt. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle oprindeligt var flygtning fra Somalia, kunne ikke føre til et andet udfald, da ansøgerens ægtefælle nu var dansk statsborger, og at han efter det oplyste havde mødt ansøgeren i Somalia. Det forhold, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles tre fællesbørn var danske statsborgere og opholdt sig sammen med ansøgeren, og at de tre fællesbørn ikke opholdt sig i Danmark grundet den herboende ægtefælles sygdom, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års ophold i Danmark, hvor barnet har gået i en dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til landet. Udlændingenævnet fandt herved ikke, at der var grund til at fravige tilknytningskravet. Det anførte om, at de tre fællesbørn bedst kunne sikres en god og fornuftig opvækst i Danmark sammen med ansøgeren og ansøgerens ægtefælle, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at ansøgeren havde to mindreårige særbørn i Danmark, kunne ikke føre til et andet udfald af sagen, idet det oplyste samvær med særbørnene ikke var af et sådant omfang, at kravet til tilknytning kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at den herboende ægtefælle led af PTSD, KOL og hypertension, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke var tale om så alvorlige helbredsmæssige forhold, at dette kunne begrunde en fravigelse af kravet om tilknytning. Udlændingenævnet bemærkede, at den herboende ægtefælle – uanset hans helbredsmæssige forhold – havde haft længerevarende ophold i Etiopien, hvor han havde boet sammen med ansøgeren. FAM/2015/121.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 13-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en iransk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i december 1997 som kvoteflygtning, jf. udlændingelovens § 8, blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i juli 2007 og blev meddelt dansk statsborgerskab i januar 2009. Ansøgeren indgik ægteskab med den herboende ægtefælle i juli 2014, og den herboende ægtefælle indgav ansøgning om opholdstilladelse på vegne af ansøgeren i september 2014 under henvisning til ægteskabet. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren flygtede til Irak i april 2011 på grund af politisk aktivitet i Iran, der bragte ham i livsfare, at ansøgeren havde forældre og søskende i hjemlandet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i Komalas lejre i Irak i juli 2013, hvor den herboende ægtefælle var på ferieophold, at parret havde kontakt via telefon, Facebook og Skype, og at parret sidst så hinanden i en periode fra juli 2014 til august 2014. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren aldrig havde besøgt Danmark, at ansøgeren arbejdede i Irak, at den herboende ægtefælle var født i Iran og opvokset i Irak, at den herboende ægtefælles forældre og søster boede i Danmark, at den herboende ægtefælle havde gennemført farmakonomuddannelsen i Danmark, og at den herboende ægtefælle havde haft fuldtidsbeskæftigelse i Danmark siden juli 2014. Til støtte for klagen til Udlændingenævnet var det anført, at Udlændingestyrelsen ikke havde lagt vægt på den herboende ægtefælles status som flygtning, og at det på den baggrund ville være uforsvarligt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at tage ophold i Iran. Til brug for behandlingen af sagen anmodede Udlændingenævnet om en udtalelse fra Udlændingestyrelsen om, hvorvidt den herboende ægtefælle ved tilbagevenden til Iran ville risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingestyrelsen udtalte i den forbindelse, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle ved tilbagevenden til Iran ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Iran, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det er som altovervejende hovedregel en betingelse for at anse ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark for større end ægtefællernes samlede tilknytning til deres hjemland, at begge ægtefæller – hver især – har opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgerens herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet hun havde haft opholdstilladelse i Danmark i mere end 12 år, hun havde gennemført farmakonomuddannelsen, og hun havde haft fuldtidsbeskæftigelse siden juli 2014. Udlændingenævnet lagde samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at han således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, hvorfor tilknytningskravet ikke kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Iran. Udlændingenævnets flertal lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Iran for der at udøve familielivet med ansøgeren, henset til at de begge var født i Iran, at ansøgeren var iransk statsborger, og at ansøgerens forældre og søskende boede i Iran. Udlændingenævnets flertal fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle tidligere havde opholdsgrundlag som flygtning, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i februar 2015 havde udtalt, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle ved en tilbagevenden til Iran ville risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnets flertal bemærkede i den forbindelse, at den herboende ægtefælle havde opnået dansk statsborgerskab, hvorfor hun som udgangspunkt kunne tage ophold i Iran uden at risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren frygtede asylretlig forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet asylretlige forhold ikke kan føre til en fravigelse af tilknytningskravet. Det samlede Udlændingenævn fandt endelig, at ægtefællerne – såfremt de ikke anså det for muligt at opholde sig i Iran – ville kunne henvises til at udøve familielivet i Irak, hvor ansøgeren havde opholdt sig siden april 2011, hvor ægtefællerne havde mødt hinanden, hvor ægteskabet var indgået, og hvor den herboende ægtefælle var opvokset frem til sin udrejse til Danmark. Udlændingenævnet fandt det således ikke uforholdsmæssigt at henvise ægtefællerne til at tage ophold i enten Iran eller Irak. FAM/2015/82.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl – Ganske særlige grunde

    Dato: 08-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en eritreansk statsborger med en herboende flygtning i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Det fremgik af sagen, at ansøgeren og den herboende reference havde oplyst, at parret havde boet sammen, fra de var fyldt 13 år i perioden fra 2002 til 2009, at parret i denne periode havde været kærester, og at parret havde boet i en lejet bolig sammen. Det fremgik endvidere, at den herboende reference var fængslet i perioden fra 2009 til 2012, og at han i september 2012 flygtede fra Eritrea.

    Udlændingenævnet fandt, at parret ikke opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet begge parter var under 24 år, og idet parret ikke havde dokumenteret at have haft et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset om parret måtte kunne dokumentere samliv på fælles bopæl i perioden fra 2002 til 2009, kunne dette stadig ikke føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret efter det oplyste havde boet sammen, fra de var 13 år, og at det henset til parrets unge alder på tidspunktet for det angivne samliv ikke kunne lægges til grund, at de havde samlevet i denne periode i udlændingelovens forstand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det angivelige fælles samliv blev afbrudt ved den herboende references fængsling i 2009. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det ikke kunne lægges til grund, at parret havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, henset til parrets unge alder på tidspunktet for det angivne samliv, og at parret ikke havde set hinanden siden 2009. FAM/2015/115.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Dato: 08-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 12, nr. 6, til en statsborger fra Vietnam. Ansøgeren havde ansøgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, som var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i 2005, og derfor var omfattet af kravet i udlændingelovens § 9, stk. 12. Den herboende ægtefælle havde overfor Udlændingestyrelsen oplyst, at han var i beskæftigelse som produktionsmedarbejder 37 timer ugentligt, at han var blevet ansat juli 2013, at han i perioden fra 2002 til 2004 havde været i beskæftigelse 37 timer ugentligt som produktionslagerarbejder, at han i perioden fra 2005 til 2008 havde været beskæftiget 37 timer ugentligt, at han i perioden fra 2009 til 2010 havde været beskæftiget 9 timer ugentligt, og at han i 2011 havde været ansat 37 timer ugentligt. Parret havde to børn født i henholdsvis maj 2011 og oktober 2012, som begge havde opholdstilladelse i Danmark. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at han havde modtaget, barselsdagpenge i cirka to år, at han havde afholdt fædreorlov i juli 2011, at han havde afholdt barsel i august 2011, at han havde afholdt forældreorlov i perioden fra august 2011 til april 2012, og at han i perioden fra januar 2013 til juli 2013 havde afholdt forældreorlov.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær fuldtidsbeskæftigelse her i landet i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, og fortsat må antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret, at han havde været under uddannelse eller været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for tidspunktet for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede, at udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 1-6, finder anvendelse for herboende udlændinge, som ikke er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, som er affattet ved lov nr. 572 af 31. maj 2010. Den herboende ægtefælle var således omfattet af udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 1-6. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at den herboende ægtefælle var overgået fra deltidsbeskæftigelse i juni og juli 2011 til at afholde fædreorlov i forbindelse med fødslen af parrets første barn i juli 2011, at han havde afholdt barsel i august 2011, at han havde afholdt forældreorlov i perioden fra august 2011 til april 2012, og at han i perioden fra januar 2013 til juli 2013 afholdt forældreorlov i forbindelse med fødslen af parrets andet barn, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da den herboende ægtefælle i april 2012 og i december 2012 havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at barselsorlov/forældreorlov kun kan indgå i beregningen, såfremt den pågældende er i et ansættelsesforhold før afholdelsen af barsel/forældreorlov, og at pågældende efter endt barsel vender tilbage til samme ansættelsesforhold. Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle havde været i 10 måneders fuldtidsbeskæftigelse og 10 måneders deltidsbeskæftigelse, hvilket svarede til i alt 16 måneders ordinær beskæftigelse, og at den herboende ægtefælle således ikke opfyldte kravet om mindst tre års beskæftigelse eller uddannelse inden for de sidste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Det forhold, at parret havde to fællesbørn, der var født henholdsvis i 2011 og i 2012, og som gik i børnehave og dagpleje, kunne ikke føre til en anden vurdering, idet børnene endnu ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede, at børn efter praksis først efter seks til syv års uafbrudt ophold i Danmark anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse vil have så væsentlige konsekvenser for barnet, at udlændingemyndighederne kan se bort fra kravet om, at ansøgerens ægtefælle skal opfylde en del af de gældende betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2015/116.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Dato: 08-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6, til en marokkansk statsborger under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed her i landet i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle havde fået tidsubegrænset opholdstilladelse i februar 2003 og skulle opfylde de nugældende overførte betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse i forhold til ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret, at han havde været under uddannelse eller været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse – fra juni 2009 til juni 2014. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle i perioden fra juli 2009 til og med juni 2014 havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse med mere end 30 timer om ugen i 13 måneder, og at han havde været i ordinær deltidsbeskæftigelse med mellem 15 og 30 timer om ugen i tre måneder. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering, da dette samlet gav 13 måneders fuldtidsbeskæftigelse og tre måneders deltidsbeskæftigelse, hvilket i alt gav 14,8 måneders ordinær beskæftigelse. Det var endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at han var i gang med en forberedende voksenuddannelse. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at der var tale om en uddannelse, der kunne indgå i opgørelsen af beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte imod, at ansøgerens herboende ægtefælle skulle opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 12. Det forhold, at parret havde fået et fællesbarn i maj 2012, som var statsborger i Marokko, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at det følger af praksis, at børn som udgangspunkt først kan antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv år i landet, hvor børnene har gået i dansk institution eller skole. Parrets barn kunne således ikke anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret mødte hinanden og indgik ægteskab i Marokko, hvor de begge var statsborgere. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at parret kunne udøve familielivet i Marokko, hvor ansøgeren, hendes herboende ægtefælle og deres fællesbarn alle var statsborgere, og hvor ansøgeren og hendes herboende ægtefælle var født og opvokset, og hvor parret havde forældre og søskende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen var oplysninger om, at den herboende ægtefælle led af sygdom eller handicap, eller at der var andre forhold vedrørende ham, der kunne føre til, at betingelsen ikke burde stilles. FAM/2015/49.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 08-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en tyrkisk statsborger. Ansøgerens ægtefælle, som også var tyrkisk statsborger, indrejste i Danmark i februar 1997, og han blev meddelt opholdstilladelse i november 1997 i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, som ægtefællesammenført. Den herboende ægtefælle blev i oktober 2000 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgerens herboende ægtefælle havde været gift med en dansk statsborger i perioden fra februar 1997 til november 2001, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik nyt ægteskab i februar 2002. Det fremgik endvidere af Det Centrale Personregister, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde fire børn, som alle fire boede i Danmark. Parrets tre ældste børn var født i 1992, 1993 og 1998 i Tyrkiet. Parrets yngste barn var født i september 2003 i Danmark. I februar 2014 modtog Udlændingestyrelsen ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til hendes herboende søn. I februar 2014 indgav ansøgeren endvidere ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til ægteskab med sin ægtefælle. Det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema, at ansøgeren og den herboende ægtefælle tidligere havde været gift i perioden fra august 1991 til september 1995, at parret var født og opvokset i samme by i Tyrkiet, at parret sidst havde set hinanden i december 2013, og at parret talte tyrkisk og dansk indbyrdes.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Tyrkiet, hvor parret også havde haft deres skolegang, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor den herboende ægtefælle først fik opholdstilladelse i en alder af 33 år. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at parret forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark i 1997 havde kendt hinanden i Tyrkiet siden 1991, at parret tidligere havde været gift med hinanden i perioden fra august 1991 til september 1995, og at parret i denne periode fik to fællesbørn. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som han havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at parrets tredje fællesbarn var født i 1998 i Tyrkiet, mens den herboende ægtefælle var gift med en herboende dansk statsborger. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på ni visumbesøg, og at ansøgeren havde opholdt sig ulovligt i Danmark i perioden fra 2008 til 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet. Det talte med betydelig vægt imod at anse tilknytningskravet for opfyldt, at den herboende ægtefælle og ansøgeren tidligere havde været gift eller havde levet sammen i deres fælles hjemland inden den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, og at parret senere indgav ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af nyt ægteskab indgået efter den herboende ægtefælles indrejse i Danmark. Indgåelse af ægteskab på ny indikerede, at den herboende ægtefælle havde bevaret en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle talte sammen på tyrkisk og dansk, og at flere af den herboende ægtefælles søskende tillige var bosiddende i Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende ægtefælle havde bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet, således at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark dermed ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden november 1997, at han i oktober 2000 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at han siden maj 2000 havde arbejdet 40 timer om ugen som slagter. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, da Udlændingenævnet ikke fandt, at den herboende ægtefælles arbejdsmarkedstilknytning var af en sådan karakter, at den i sig selv kunne føre til en ændret vurdering af, om parrets samlede tilknytning til Danmark oversteg til parrets samlede tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, der talte for, at der skulle meddeles opholdstilladelse, uanset at tilknytningskravet ikke kunne anses for at være opfyldt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse i Tyrkiet for dér at udøve familielivet med ansøgeren som hidtil. Det forhold, at ansøgeren tillige havde søgt om familiesammenføring med parrets herboende yngste søn, som opholdt sig hos den herboende ægtefælle i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at hvis der foreligger et familieliv mellem et herboende barns forældre vil det – uanset om det angives, at der ansøges om familiesammenføring alene med henvisning til barnet, eller om det angives, at der ansøges om familiesammenføring med henvisning til den herboende forælder – være familiens forhold som samlet enhed, der vil danne grundlag for vurderingen af, om der bør meddeles opholdstilladelse. Det vil således være de samme faktiske, konkrete omstændigheder i sagen, der vil indgå i grundlaget for vurderingen af, om der bør meddeles tilladelse til familiesammenføring her i landet. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at parrets fællesbørn, som opholdte sig hos den herboende ægtefælle i Danmark, ikke udgjorde sådanne ganske særlige grunde, at ansøgeren på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at parrets yngste barn var født i 2003 i Danmark og siden havde boet her i landet, at han havde gået i vuggestue og børnehave og nu gik i skole i Danmark, og at parrets næstyngste barn født i 1998 havde haft opholdstilladelse i Danmark siden februar 2004. Det bemærkedes endvidere, at parrets to ældste børn, som var født i henholdsvis 1992 og 1993, var myndige. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at parrets yngste barns forhold ikke kunne føre til, at det kunne anses for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og Børnekonventionen at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i denne forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse ikke var i strid med barnets tarv, og at parrets børn ikke ved afslaget var afskåret fra at have regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med ansøgeren. Der var i klagen henvist til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i Osman mod Danmark sagen (application no. 38058/09). Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Osman-sagen efter Udlændingenævnets opfattelse ikke var sammenlignelig med nærværende sag, idet Osman-sagen vedrørte et barn, som blev nægtet opholdstilladelse i Danmark, mens nærværende sag vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en forælder kan få opholdstilladelse afledt af sit barns forhold. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det var parrets eget valg, at parrets fællesbørn skulle bo i Danmark på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom det var parrets eget valg at lade børnene forblive i Danmark, selv om ansøgeren var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt afslutningsvis, at parret dermed havde valgt at udøve familielivet således, at parrets familie skulle leve adskilt, og at der intet var til hinder for, at parret kunne fortsætte med at udøve familielivet som hidtil, herunder via feriebesøg. FAM/2015/129.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 26-03-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, til en iransk statsborger. Ansøgerens ægtefælle havde været dansk statsborger siden 1993, mens ansøgeren var iransk statsborger. I august 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til ægteskab med den herboende ægtefælle. Det fremgik, at ansøgeren ikke tidligere havde besøgt Danmark, at parret mødte hinanden i november 2012 og blev gift i maj 2014 i Iran, samt at parret talte sammen på persisk og iransk. I oktober 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Afgørelsen blev påklaget i november 2014, hvor det blev anført, at parret var ved at planlægge, at ansøgeren kunne komme på besøg i Danmark, og at den herboende ægtefælle var ansøgerens nærmeste familie. Endvidere blev det anført, at ansøgerens ægtefælle ud fra en lægefaglig vurdering formodentlig var syg af kræft.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Iran, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det var en betingelse for at anse tilknytningskravet som opfyldt, at begge ægtefæller hver især havde opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at den herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet hun havde boet i Danmark i 29 år og været statsborger i Danmark i 21 år, men ikke at ansøgeren havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, da ansøgeren aldrig havde været i Danmark. Det forhold, at parret var ved at planlægge, at ansøgeren skulle komme på besøg til Danmark, og at den herboende ægtefælle var hans nærmeste familie, kunne på den baggrund ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren ikke udover sin ægtefælle havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse. Det forhold at ansøgerens ægtefælle ud fra en lægefaglig vurdering formodentlig var syg af kræft, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at hun ikke kunne modtage behandling for dette i Iran. FAM/2015/43.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl

    Dato: 23-03-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Under sagens behandling i Udlændingenævnet fremgik det imidlertid af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren og den herboende reference ikke længere var gift.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse på baggrund af ægteskab eller et fast samlivsforhold af længere varighed med den herboende reference, da det var en betingelse for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at der var samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det af CPR fremgik, at ansøgeren og den herboende reference i november 2014 var blevet skilt, og at der ikke var fremkommet oplysninger om, at ansøgeren og den herboende reference måtte have til hensigt at samleve på fælles bopæl. FAM/2015/41.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 18-03-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8, og § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Syrien. Af ansøgningsskemaet fremgik det blandt andet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var beslægtet som fætter og kusine, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var forelsket i hinanden og ønskede at indgå ægteskab, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde kendt hinanden hele deres liv og ofte havde mødt hinanden, at ansøgeren og den herboende ægtefælle traf beslutning om at indgå ægteskab i januar 2012, og at de indgik ægteskab i april 2012 i Syrien. Det fremgik endvidere, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i starten af deres ægteskab mødtes en gang månedligt i Syrien af seks dages varighed og boede sammen i disse perioder, at dette skyldtes, at den herboende ægtefælle var værnepligtig, at ansøgeren og den herboende ægtefælle boede sammen med den herboende ægtefælle onkel, moster, fætre og kusiner, at ansøgeren og den herboende ægtefælle herudover boede sammen i perioden fra august 2012 til august 2013 i Tyrkiet, hvor de boede sammen med den herboende ægtefælles moder og brødre, at ansøgeren og den herboende ægtefælle efter den herboende ægtefælles flugt havde kommunikeret sammen næsten hver dag via Skype, og at den herboende ægtefælle indrejste i Danmark i oktober 2013. I oktober 2014 påklagede den herboende ægtefælle Udlændingestyrelsens afgørelse, og han anførte i den forbindelse, at ansøgeren befandt sig i Syrien, og at hun ville være sammen med den herboende ægtefælle i Danmark, at ansøgerens fader boede i Sverige, at ansøgerens søster og moder var blevet familiesammenført med ansøgerens fader i Sverige, og at ansøgeren ikke kunne bo alene i Tyrkiet. I februar 2015 fremsendte den herboende ægtefælle en lægeerklæring omhandlende ansøgeren, hvoraf det fremgik, at ansøgeren blandt andet led af en neurose, at ansøgeren havde symptomer på depression, og at ansøgeren havde brug for lægelig og psykologisk behandling. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet i Udlændingenævnet i marts 2015, at han havde kendt sin ægtefælle som sin kusine, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var opvokset sammen, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle således havde kendt hinanden hele deres liv. Den herboende ægtefælle forklarede endvidere, at han og ansøgeren havde talt om at indgå ægteskab to år, før de indgik ægteskab, hvilket var i 2010, og at han havde været igennem hårde oplevelser for at komme til Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra c. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født i august 1993, og at hun således ikke var fyldt 24 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet Udlændingenævnet fandt, at der ikke mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke kunne antages at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, udover det der fulgte af selve slægtskabet. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke havde boet alene sammen før ægteskabet, og at de efter ægteskabets indgåelse alene havde haft et samliv af kortere varighed, hvor de ej heller havde stiftet selvstændig bolig. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren og den herboende ægtefælle efter ægteskabets indgåelse først boede sammen hos den herboende ægtefælles onkel og dennes familie, samtidig med at den herboende ægtefælle var indkaldt til militæret, og dernæst hos den herboende ægtefælles moder i Tyrkiet, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle senest havde set hinanden i august 2013. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde anført, de selv besluttede at indgå ægteskab, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde boet sammen i Syrien og Tyrkiet, efter at de indgik ægteskab, var ikke tilstrækkeligt til at antage, at der var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren opholdt sig i et krigshærget område i Syrien, og at ansøgeren var bange, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter. Det forhold, at ansøgeren befandt sig i Syrien, at hun var uden familiemedlemmer, at det var farligt for hende at opholde sig i Syrien uden mulighed for beskyttelse og støtte gennem familiemedlemmer, at hun blandt andet led af en neurose og havde symptomer på depression, hvorfor hun havde brug for lægelig og psykologisk behandling, kunne ikke føre til en ændret vurdering, allerede fordi der ikke kunne antages at foreligge et beskyttelsesværdigt familieliv. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet endelig, idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. FAM/2015/114.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 17-03-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en irakisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1996, og han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i 1999. I januar 2008 indgik parret ægteskab i Irak, hvorefter den herboende ægtefælle besøgte ansøgeren i Irak i fire måneder om året.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Irak, da begge ægtefæller – hver især – skulle have opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at hun således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle kom til Danmark i en alder af 43 år, at han var født, opvokset og havde haft en stor del af sin voksentilværelse i Irak inden sin indrejse i Danmark, at han ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller andre danskprøver på tilsvarende eller højere niveau, og at han ikke havde taget en erhvervskompetencegivende uddannelse i Danmark eller været i beskæftigelse siden sin indrejse i Danmark i 1996. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret mødte hinanden i Irak i 2008, at parret talte arabisk sammen, og at parret havde søskende i Irak, men ikke i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at parrets samlede tilknytning til Danmark, henset til den måde parret havde udøvet familielivet på, herunder den herboende ægtefælles årlige besøg i Irak af fire måneders varighed, ikke var større end parrets tilknytning til Irak. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle i 18 år havde haft opholdstilladelse i Danmark som flygtning, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet den omstændighed, at den herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark igennem flere år som flygtning ikke i sig selv kunne føre til, at han kunne anses for at have opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, og at han ikke sås at have udvist vilje til efter evne at integrere sig. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at parret ikke kunne udøve deres familieliv i Irak på grund af den aktuelle situation, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da parret siden 2008 havde indrettet sig på en sådan måde, at de tilbragte fire måneder af året sammen i Irak, og de måtte henvises til fortsat at udøve familielivet som hidtil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til Udlændingestyrelsens udtalelse om, at den herboende ægtefælle ved en tilbagevenden til Irak ikke risikerede asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at den herboende ægtefælle skulle lide af en rygsøjlelidelse og spændte nerverødder, ikke kunne føre til et ændret resultat, idet der herved ikke var tale om sådanne omstændigheder, der kunne føre til en fravigelse af tilknytningskravet. Udlændingenævnet bemærkede, at den herboende ægtefælle havde demonstreret, at det havde været muligt at søge lægehjælp for sine lidelser i Irak, idet han under sit ophold i hjemlandet havde søgt lægehjælp. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i sagen forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Irak, hvor parret mødtes og blev gift, og hvor begge parter var statsborgere, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. FAM/2015/46.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 16-03-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens herboende ægtefælle indrejste i Danmark i august 2013 og blev i januar 2014 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Under sin oplysnings- og motivsamtale med Udlændingestyrelsen oplyste den herboende ægtefælle, at ansøgeren var hans kusine, og at han indgik ægteskab med ansøgeren i marts 2013. I maj 2014 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende ægtefælle. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at de mødte hinanden hos familie, hvor de blev forelskede, at de havde kendt hinanden siden barndommen, at de ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, at de selvstændigt besluttede at indgå ægteskab, og at de selvstændigt planlagde brylluppet. Det fremgik endvidere, at parret indgik ægteskab i marts 2013, og at de boede sammen hos den herboende ægtefælles forældre fra ægteskabets indgåelse, og indtil den herboende ægtefælle i juli 2013 var nødt til at forlade Syrien. Den herboende ægtefælle anførte til støtte for klagen, at parret ikke var i familie, at der var tradition for at kalde sin kone for sin onkels eller mosters datter eller manden for sin onkels søn, og at det muligvis var derfor, at personen, som parret havde fået til at hjælpe med ansøgningsskemaet, havde anført, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var fætter og kusine.

    Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle var indgået efter parrets eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, idet de var fætter og kusine. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det udtrykkeligt fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgeren var den herboende ægtefælles moders søsters datter. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke kunne lægges til grund, at disse specifikke oplysninger alene skyldtes en misforståelse hos en person, som hjalp den herboende ægtefælle med at udfylde skemaet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på den herboende ægtefælles egen oplysning i oplysnings- og motivsamtalen om, at ansøgeren var hans kusine, hvilket den herboende ægtefælle ligeledes forklarede ved det mundtlige nævnsmøde. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtskab til hinanden ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret havde kendt hinanden siden barndommen, at ægteskabet efter det oplyste var indgået efter begge parters ønske, at parret havde anført i ansøgningen, at parret selv havde truffet beslutningen om at indgå ægteskabet med hinanden, og at parret selv havde planlagt brylluppet, ikke afkræftede formodningsreglen efter udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde levet sammen hos den herboende ægtefælles familie i Syrien efter ægteskabets indgåelse, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at det efter omstændighederne ville kunne tilbagevise formodningen om, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget valg, hvis der efter ægteskabets indgåelse havde været samliv af betydelig varighed, og det måtte lægges til grund, at begge parter havde ønsket at fortsætte samlivet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at parret alene havde boet sammen fra marts 2013 til juli 2013. FAM/2015/29.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 16-03-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger under henvisning til formodning for tvangsægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde kendt hinanden i tre år forud for ægteskabets indgåelse, i hvilken periode de havde brevvekslet, og at de efter ægteskabets indgåelse fandtes at have etableret et egentligt familieliv og sammen truffet væsentlige beslutninger for familiens fremtid. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2015/38.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Indrejseforbud

    Dato: 02-03-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse i Danmark til en ghanesisk statsborger på baggrund af samlivsforhold med ansøgerens herboende danske kæreste, i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 4. Ansøgeren var ved dom fra maj 2011 idømt 40 dages fængsel og var i samme forbindelse blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren og den herboende reference siden ansøgerens udrejse havde været på flere ferieophold sammen i Tyskland og Sverige. Ansøgeren og den herboende reference havde efter det oplyste planer om at indgå ægteskab inden for seks måneder, ligesom parret havde et fællesbarn, født i november 2011.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at ophæve indrejseforbuddet og meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, og § 32, stk. 7. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ved dom fra maj 2011 blev udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset om det lagdes til grund, at parret havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, idet de havde fået et fællesbarn i november 2011 og efterfølgende havde holdt kontakt, var Danmark ikke nærmest til at beskytte et sådant familieliv. Udlændingenævnet lagde herved lagt vægt på, at ansøgeren overfor retten i maj 2011 havde oplyst, at han ingen familie havde i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og den herboende reference først havde etableret et egentligt kæresteforhold, efter at ansøgeren var blevet udvist af Danmark, og at parret derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udøve et familieliv i Danmark. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og den herboende reference ikke var gift, og at parret efter det oplyste kun havde opholdt sig sammen under ferieophold i forskellige andre EU-lande. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ferieophold og længere besøgsophold efter fast praksis ikke var tilstrækkeligt til, at der kunne anses etableret et samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at parret frivilligt måtte anses for at have indrettet sig således, at parret levede adskilt og alene havde personlig kontakt i forbindelse med kortvarige ferieophold. FAM/2015/59.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold

    Dato: 02-03-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 5. Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1. Det blev til støtte for klagen oplyst, at den herboende ægtefælle led af diabetes og derfor ikke kunne tage ophold i Tyrkiet. I august 2014 fremsendte partsrepræsentanten dokumentation for, at den herboende ægtefælle havde tilmeldt sig Prøve i Dansk 1. I december 2014 blev der fremsendt et udsnit af et billede af storskærmen på det pågældende sprogcenter, som partsrepræsentanten oplyste viste den herboende ægtefælles kursistnummer, og at den herboende ægtefælle havde opnået karakteren 10 i den skriftlige del af prøven. Partsrepræsentanten oplyste endvidere, at den herboende ægtefælle havde fået 12 i den mundtlige del af Prøve i Dansk 1, og at dokumentation for den mundtlige del ville blive fremsendt, når den herboende ægtefælle havde modtaget det med posten. I januar 2015 anmodede Udlændingenævnet partsrepræsentanten om at fremsende dokumentation for, at den herboende ægtefælle havde bestået Prøve i Dansk 1 såvel i den skriftlige som den mundtlige del. Udlændingenævnet hørte efterfølgende ikke fra hverken partsrepræsentanten eller den herboende ægtefælle.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret, at hun opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at partsrepræsentanten havde indsendt et udsnit af et billede, hvoraf det efter det oplyste fremgik, at den herboende ægtefælle havde fået karakteren 10 i den skriftlige del af Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det pågældende billede ikke kunne anses for at udgøre behørig dokumentation for, at den herboende ægtefælle havde bestået Prøve i Dansk 1, idet der alene var tale om et udsnit med et anført kursistnummer for den skriftlige del af Prøve i Dansk 1. Den herboende ægtefælles navn og CPR-nummer fremgik ikke af billedet, og der var ikke indsendt det endelige prøvebevis. Udlændingenævnet fandt, at det ikke var dokumenteret, at det begrænsede karakterudsnit uden angivelse af dato og sted kunne henføres til den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet henviste til, at det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at det påhviler en ansøger selv – eller dennes ægtefælle når de søger om familiesammenføring – at meddele og dokumentere de fornødne oplysninger til brug for sagens vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at den herboende ægtefælle ikke skulle opfylde betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 12. Udlændingenævnet fandt således, at det forhold, at den herboende ægtefælle led af diabetes, ikke kunne føre til, at betingelsen om bestået Prøve i Dansk 1 eller anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau ikke burde stilles, ligesom der ikke til sagen var oplyst om forhold, der bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet for dér at udøve familielivet med ansøgeren, hvor parret tillige havde mødt hinanden og havde indgået ægteskab. FAM/2015/45.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. februar 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 25-02-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. I februar 2014 modtog Udlændingestyrelsen ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring. Det fremgik, at ansøgeren indrejste i Danmark i januar 2014, at hans herboende ægtefælle var hans kusine, og at parret havde holdt kontakten via de sociale netværk. Det fremgik endvidere, at parret selv besluttede at blive gift, og at herboende ægtefælle havde været beskæftiget eller under uddannelse siden 2008. I juni 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om opholdstilladelse. Ved personlig henvendelse til Udlændingenævnet havde den herboende ægtefælle anført, at både hendes familie og ansøgerens familie var imod ægteskabet. Hun havde endvidere anført, at parret havde boet sammen i Istanbul i 2012 i fem måneder. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet, at hun siden 2012 var rejst til Tyrkiet to til tre gange om året, og at parret havde holdt bryllupsfest i januar 2014 i Danmark med 150 til 160 gæster. Hun forklarede desuden, at der ved brylluppet i 2013 blev afholdt en lille ceremoni med ansøgerens kernefamilie, og at det var parret, der havde planlagt og betalt festerne. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at den herboende ægtefælle i de perioder, hvor hun ikke boede hos sine egne forældre, havde boet hos sine onkler. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at hun siden 2013 havde været skrevet op til en lejlighed, men at hun ikke havde fået nogen.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle var fætter og kusine, hvorfor det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde herunder vægt på, at parret ikke sås at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabet, ligesom det ikke var sandsynliggjort, at parret selv havde planlagt brylluppet og afholdt udgifterne hertil. Det forhold, at parret i ansøgningen havde oplyst, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for ægteskabets indgåelse var 23 år og boede hos sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parrets kontakt via sociale netværk efter ægteskabets indgåelse ikke havde en sådan udstrækning, at formodningen for tvangsægteskab herved kunne anses for tilbagevist. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det oplyste om den herboende ægtefælles tilknytning til Danmark samt hendes forældres indstilling vedrørende ægteskabet med ansøgeren – i forhold til sagens faktiske omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet fandt desuden, at parret ikke kunne anses for at have etableret et fast samliv af længere varighed, da de alene havde boet sammen i fem måneder i Istanbul under den herboende ægtefælles studier i Tyrkiet, under besøgsophold i Tyrkiet og i perioden fra januar 2014 til juli 2014 i Danmark. Det bemærkedes, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for ansøgerens ophold i Danmark boede hos sine forældre. FAM/2015/26.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. februar 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 12-02-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference indrejse i Danmark i juli 2013 og blev meddelt asyl i december 2013. Den herboende reference indgav i juli 2014 en ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring på vegne af ansøgeren. Af ansøgningsskemaet fremgik det, at ansøgeren og referencen mødte hinanden i Ceelo Gambo i 2011, at de indgik ægteskab i 2012, at de sidst så hinanden i 2013, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, at parret aldrig havde boet sammen, at ansøgeren forblev boende hos sin familie for at passe sine søskende, og at parret siden vielsen havde haft telefonisk kontakt gennem en bekendt. Det fremgik af den herboende references asylsag, at parret ikke selv var til stede ved vielsen, da vielsen blev indgået af parrets fædre ved tilstedeværelsen af vidner. I november 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Det blev til støtte for klagen anført, at ægteskabet var indgået i overensstemmelse med de gældende regler i Somalia.

    Udlændingenævnet fandt, at det angive ægteskab mellem den herboende reference og ansøgeren ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ægteskabet var indgået i Somalia. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at officielle somaliske dokumenter efter fast praksis på afgørelsestidspunktet ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke selv var fysisk til stede ved vielsen, hvorfor ægteskabet ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet det ville stride mod grundlæggende danske retsprincipper, hvis et ægteskab var indgået mellem parter, der ikke var fysisk tilstedeværende ved vielsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret havde oplyst, at parret aldrig havde haft fælles bopæl. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren og den herboende references forhold ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende references somaliske ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og at parret aldrig havde boet sammen. Udlændingenævnet fandt derfor, at parret ikke havde etableret et samliv af en sådan karakter, at det var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, eller i øvrigt kunne anses for at have forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at det måtte anses for at være udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2015/15.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Ej ganske særlige grunde

    Dato: 09-02-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en serbisk statsborger, da der ikke var etableret et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl med ansøgerens herboende danske kæreste, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og da der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren og den herboende reference havde aldrig boet på fælles adresse, og parret fik et fællesbarn i april 2013.

    Udlændingenævnet fandt, at det på baggrund af parrets egne oplysninger ikke kunne anses for dokumenteret, at parret havde haft et samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at uanset om parret havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, kunne Danmark ikke anses for nærmest til at beskytte dette i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da denne bestemmelse ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at parret havde et fællesbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da børn efter Udlændingenævnets praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at det i klagen var anført, at parrets fællesbarn var dansk statsborger og ikke havde krav på ophold og beskyttelse i Serbien, og at Udlændingestyrelsens afgørelse hindrede ansøgeren i at opretholde en tilknytning til barnet i de første leveår, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at parrets fællesbarn ikke kunne tage ophold eller indrejse i Serbien, og at ansøgeren var indgået i et kæresteforhold med den herboende reference og fået et barn med ham uden at have et opholdsgrundlag i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at ansøgeren var bopælsforælder til parrets fællesbarn, at afslag på familiesammenføring ville medføre en de facto udvisning af en dansk statsborger, og at Udlændingestyrelsens afgørelse reelt fratog parrets fællesbarn den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, der er tilknyttet statussen som unionsborger, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det anførte vedrørte forhold, som var underlagt Justitsministeriets kompetence, hvor ansøgeren havde en verserende klagesag vedrørende opholdstilladelse som følge af Zambrano-dommen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at Udlændingestyrelsens vejledning havde været uden reel substans, og at det var kritisabelt, at Udlændingestyrelsen med kendskab til sagens faktum skriftligt havde anmodet ansøgeren om at ansøge om familiesammenføring for derefter at meddele afslag på ansøgningen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen gentagne gange havde oplyst om årsagen til, hvorfor Udlændingestyrelsen anmodede om oplysninger i forhold til familiesammenføringen med den herboende reference, herunder at det var familiens forhold som samlet enhed, der ville danne grundlag for vurderingen af, om der burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren på baggrund af Udlændingestyrelsens breve i sagen ikke kunne have opnået en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/80.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej grundlag for at udsætte fristen for beståelse af danskprøve på A1-niveau

    Dato: 28-01-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014 om ikke at udsætte fristen for beståelse af danskprøve A1 inden seks måneder regnet fra meddelelsen af opholdstilladelsen. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2014 klageren, der er statsborger i Ukraine, opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen orienterede samtidig klageren om, at hun inden seks måneder skulle bestå danskprøve A1 – senest i november 2014. I juni 2014 anmodede klageren Udlændingestyrelsen om udsættelse af fristen for klagerens beståelse af danskprøve A1 til seks måneder efter den 1. oktober 2014, hvor klageren forventede at være tilbage fra Ukraine, hvor klageren rejste til efter det oplyste for at redde sin ejendom. I juli 2014 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag herpå, idet Udlændingestyrelsen ikke fandt forhold, der kunne anses som lovligt forfald i forhold til beskrivelsen af danskprøven. I september 2014 anmodede klageren på ny om at få udsat fristen for at bestå danskprøve A1. Klageren oplyste endvidere i september 2014, at hun opholdt sig i Ukraine. I oktober 2014 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag på udsættelse af fristen for beståelse af danskprøve A1, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren ikke havde lovligt forfald. Udlændingestyrelsen vejledte i den forbindelse klageren om, at såfremt en udlænding aflægger prøven inden fristen, men ikke består, forlænges fristen med tre måneder til at bestå en omprøve. Klageren havde under klagesagen henvist til den generelle situation i Ukraine på tidspunktet for sagens behandling.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen i oktober 2014 med rette traf afgørelse om at afslå at udsætte klagerens frist for at bestå prøve i dansk på A1-niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i maj 2014 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at det fremgik af opholdstilladelsen, at klageren senest seks måneder fra datoen på brevet skulle bestå danskprøven, og at Udlændingestyrelsen allerede i juli 2014 afslog at udsætte fristen for at aflægge danskprøven. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren til trods for Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2014 selv valgte at rejse til Ukraine, uagtet at klageren var bekendt med, at hendes danske opholdstilladelse var betinget af, at hun bestod prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau senest i november 2014. Det forhold, at klageren til støtte for sin klage til Udlændingenævnet havde anført, at det var klagerens opfattelse, at ekstraordinære transportproblemer, herunder en rejse fra Ukraine til Danmark, kunne medføre udsættelse af danskprøven, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det var Udlændingenævnets opfattelse, at der herved mentes ekstraordinære transportproblemer på selve den dag, hvor udlændingen skulle aflægge prøven og ikke forudgående. Udlændingenævnet bemærkede, at klageren havde haft mulighed for at kunne tilrettelægge afholdelsen af danskprøven allerede inden sin udrejse til Ukraine, hvis klageren havde ønsket dette, ligesom klageren vendte tilbage til Danmark inden fristens udløb i november 2014. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at danskprøven A1 afholdes løbende og normalt flere gange ugentligt, at tilmelding sker via internettet, og at prøven i alt varer én time. Det forhold, at klageren ønskede udsættelse af fristen for beståelse af danskprøven for at redde sin ejendom i Ukraine, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste allerede i maj 2014 fik oplysninger om, at der kunne være problemer i forhold til hendes ejendomsret over ejendommen i Ukraine, at det tidspunkt lå forud for, at klageren blev meddelt opholdstilladelse, og at klageren dernæst havde seks måneder til at bestå prøven, efter at opholdstilladelsen var blevet meddelt. Udlændingenævnet fandt således ikke grundlag for at forlænge den i loven fastsatte frist på seks måneder. FAM/2015/16.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 28-01-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en vietnamesisk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle havde i juni 2013 modtaget ydelser efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, således ikke var opfyldt, og at ansøgeren derfor ikke kunne meddeles opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle i juni 2013 havde modtaget enkeltstående ydelser efter lov om aktiv socialpolitik §§ 81 og 85, i alt 17.687 kr., til at betale depositum og en måneds husleje for en lejebolig. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ydelserne var tilbagebetalingspligtige, og at ansøgerens ægtefælle på klagetidspunktet havde tilbagebetalt størstedelen af ydelserne. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det forhold, at et beløb udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven senere tilbagebetales, ikke kunne føre til dispensation fra bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, idet de udbetalte ydelser var ydet med henblik på forsørgelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det udbetalte beløb lå væsentligt over det beløb (ca. 900 kr.), som i forarbejderne til bestemmelsen er angivet som eksempel på et beløb, der ligger under bagatelgrænsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde anført, at han i forbindelse med ansøgningen om og bevillingen af ydelserne efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik ikke var blevet vejledt om konsekvenserne af at modtage ydelserne i forhold til udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter egne oplysninger besluttede at indgå ægteskab i juli 2013, at ægteskabet blev indgået i december 2013, og at beslutningen om ægteskabet og indgåelsen heraf således fandt sted efter ansøgerens ægtefælles forløb med ydelserne efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik, der blev udbetalt i juni 2013. Udlændingenævnet fandt herefter, at da der ikke i øvrigt forelå oplysninger om, at kommunen havde eller burde have haft kendskab til et forestående ægteskab mellem parret, kunne kommunen ikke antages at have haft konkret anledning til at vejlede ansøgerens ægtefælle om konsekvenserne af at modtage offentlig hjælp i relation til udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle i april 2013 havde været i kontakt med en medarbejder hos kommunens vielseskontor om legalisering af dokumenter fra Vietnam, der på daværende tidspunkt skulle anvendes som dokumentation for en vielse i Danmark af parret, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens ægtefælle ikke i forbindelse med sin ansøgning om offentlige ydelser havde oplyst kommunen om planerne om at indgå ægteskab med en udlænding, og at der ikke i øvrigt i sagen forelå oplysninger om, at kommunen burde have været bekendt hermed. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens ægtefælle led af type 2-diabetes, at han – foruden ydelserne modtaget i juni 2013 efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik – ikke tidligere havde modtaget offentlige ydelser, at han på klagetidspunktet befandt sig i en god jobmæssig situation i Danmark, og at det efter hans opfattelse ville være næsten umuligt for ham at få arbejde i Vietnam. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at det ville være uproportionalt at henvise ham til at indrejse og tage ophold i Vietnam, hvor han og ansøgeren indgik ægteskab, og hvor han havde opholdt sig flere gange, for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver en ubetinget ret til at vælge, hvilket land familielivet skal udøves i. FAM/2015/56.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve

    Dato: 26-01-2015

    Udlændingenævnet hjemviste i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en statsborger fra Bosnien ikke havde bestået danskprøve A2 rettidigt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 32, til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse alene havde konstateret, at den beståede danskprøve A2 ikke skete rettidigt i forhold til muligheden for at få nedsat den økonomiske sikkerhedsstillelse yderligere, men at der ikke var foretaget en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt der forelå lovligt forfald, jf. udlændingelovens § 9, stk. 32, 4. pkt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ægtefælle i sin klage havde oplyst, at han troede, at Udlændingestyrelsen ville informere ham konkret om tidspunktet for beståelse af danskprøve A2, og at der var en 15 måneders frist fra beståelsen af danskprøve A1. Udlændingenævnet fandt det på den baggrund rettest, at Udlændingestyrelsen som 1. instans skulle vurdere, om den anførte misforståelse omkring fristen for rettidig beståelse af danskprøve A2 kunne anses som lovligt forfald. FAM/2015/3.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej særlige grunde for dispensation

    Dato: 21-01-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra kravet om bestået danskprøve på A1-niveau senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30, til en statsborger fra Filippinerne. Ansøgeren blev i februar 2011 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair. I juni 2013 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger. Det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse fra juni 2013, at opholdstilladelsen blandt andet var betinget af, at ansøgeren bestod en prøve i dansk på sprogniveau A1 senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen. Udlændingestyrelsen vejledte i den forbindelse om, hvorledes ansøgeren kunne tilmelde sig prøven. I september 2014 oplyste ansøgerens herboende ægtefælle til Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke havde aflagt en prøve i dansk på A1-niveau eller på et højere niveau, idet ansøgerens ægtefælle havde misforstået reglerne om aflæggelse af prøve i dansk på A1-niveau.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at afslå at suspendere fristen for aflæggelse af prøve i dansk på A1-niveau eller på et højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i juni 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at det fremgik af opholdstilladelsen, at ansøgeren senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstilladelsen skulle bestå en danskprøve på A1-niveau eller på et højere niveau, samt at det var ansøgerens eget ansvar at forberede sig til prøven og at tilrettelægge et forløb, således at ansøgeren kunne nå at forberede sig, inden hun skulle op til prøven. Udlændingenævnet fandt ikke, at den angivne forkerte vejledning, som ansøgerens ægtefælle skulle have fået fra en sagsbehandler i sin kommune, kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at kravet om danskprøven stod udtrykkeligt i opholdstilladelsen, og at det ud fra det oplyste både havde stået ansøgerens ægtefælle og hans sagsbehandler i kommunen klart, at ansøgerens ægtefælles kommune ikke var rette myndighed til at vurdere, om ansøgeren var fritaget for danskprøve under henvisning til ansøgerens tidligere au pair ophold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ikke var nærmere redegjort for, hvornår ansøgerens ægtefælle og ansøgeren havde haft en samtale med en sagsbehandler i kommunen, og at ansøgerens ægtefælle uanset tidspunktet herfor havde haft mulighed for at kontakte Udlændingestyrelsen for at få af- eller bekræftet de opstillede betingelser i den meddelte opholdstilladelse fra juni 2013, ligesom ansøgerens ægtefælle først selv reagerede på kravet om danskprøve over for Udlændingestyrelsen i september 2014. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at Udlændingenævnet ikke havde vurderet, om der var grundlag for at inddrage ansøgerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 11, på grund af manglende bestået danskprøve inden for den fastsatte frist, idet Udlændingestyrelsen som 1. instans skulle vurdere dette spørgsmål. FAM/2015/4.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 19-01-2015

    Udlændingenævnet hjemviste i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en somalisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 9. Udlændingestyrelsen meddelte afslag under henvisning til, at det afgørende formål med ansøgeren og den herboendes ægtefælles ægteskab var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema og den herboende ægtefælles oplysningsskema, at ansøgeren var født i maj 1992 og dermed var 22 år. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til sagen, herunder hvorvidt de grundlæggende betingelser for at meddele opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. Udlændingenævnet bemærkede, at Udlændingenævnet ikke herved havde taget stilling til, om det afgørende formål med ægteskabets indgåelse mellem parret var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. FAM/2015/58.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 16-12-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Somalia efter udlændingelovens § 9, stk. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, idet han i januar 2012 afsluttede sin uddannelse og anmodede kommunen om kontanthjælp (forsørgelse). Den herboende ægtefælle havde til støtte for klagen anført, at han efterfølgende havde tilbagebetalt pengene, at kommunen ikke havde vejledt ham om konsekvenserne ved modtagelse af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i forhold til senere ansøgninger om ægtefællesammenføring, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle var blevet forældre til to børn henholdsvis i april 2011 og januar 2013.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, derfor ikke var opfyldt, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af en udtalelse fra bopælskommunen, at den herboende ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i februar 2012, at ydelserne havde været udbetalt til underhold, at den herboende ægtefælle var uden forsørgerpligt, og at han boede sammen med sin bror. Den herboende ægtefælle sås ikke at have oplyst overfor kommunen, at han havde planer om at søge familiesammenføring, hvorfor Udlændingenævnet lagde til grund, at bopælskommunen ikke havde overtrådt sin vejledningspligt. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle efterfølgende havde tilbagebetalt pengene, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret havde to fællesbørn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at fællesbørnene på grund af deres alder og den omstændighed, at børnene kun havde opholdt sig i Danmark siden februar 2014, ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at dette kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn – uanset at de har opholdstilladelse i Danmark – efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet, hvor børnene har været tilknyttet en dansk institution eller skole. FAM/2014/241.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. december 2014 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Sygdom hos herboende ægtefælle

    Dato: 08-12-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en bosnisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste tre år, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde. Det var oplyst til sagen, at den herboende ægtefælle ikke var flygtning, at parret havde et fællesbarn født i juli 2013, og at den herboende ægtefælle led af bindevævssygdommen lupus.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste tre år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle alene havde haft tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark senest forlænget til december 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere ikke, at der forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at han skulle gives opholdstilladelse. Det forhold, at parret havde fået et fællesbarn, født i juli 2013, som var statsborger i Bosnien-Hercegovina, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at det følger af fast praksis, at børn først antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv år her i landet, hvor børnene har gået i dansk institution eller skole. Parrets barn kunne således ikke anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Det forhold, at den herboende ægtefælle på grund af sin sygdom efter det oplyste ikke kunne klare sig selv og passe parrets barn alene, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle indgik ægteskab og fik et fællesbarn på et tidspunkt, hvor parret ikke havde en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at parret, såfremt de ønskede det, kunne udøve familielivet i Bosnien-Hercegovina, hvor parret og deres fællesbarn alle var statsborgere, og hvor ansøgeren og hans herboende ægtefælle var født og opvokset, hvor parret havde mødt hinanden i 2011, og hvor både ansøgerens forældre og søskende samt den herboende ægtefælles fader opholdt sig. Udlændingenævnet fandt, at parret alternativt kunne vælge at udøve familielivet som hidtil via besøgsophold i henholdsvis Danmark og Bosnien-Hercegovina. Det forhold, at den herboende ægtefælle led af bindevævssygdommen systematisk lupus erythematosus og SLE, at hun havde anført, at hun ikke havde råd til at betale for sin medicin og behandling i Bosnien-Hercegovina, og at hun ville dø, hvis hun ikke fik sin medicin, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i Bosnien-Hercegovina var adgang til ambulant behandling og kontrolundersøgelser for den herboende ægtefælle foretaget af en reumatolog, at indlæggelse og behandling endvidere var mulig, samt at hendes medicin var tilgængelig i Bosnien-Hercegovina. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde anført, at hun på grund af sin sygdom ikke kunne finde arbejde og forsørge sin familie, samt at hendes ægtefælle var arbejdsløs og ikke kunne finde arbejde, hvorfor han ikke kunne forsørge hende og fællesbarnet, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der herved ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, som kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at der alene meddeltes opholdstilladelse, hvis der forelå ganske særlige grunde, og at sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2014/206.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. december 2014 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 08-12-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Syrien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren indrejste i Danmark i marts 2009 og søgte i den forbindelse om EU-opholdstilladelse ved statsforvaltningen ved brug af et falsk bulgarsk nationalitetspas. I forbindelse med politiets afhøring af ansøger i marts 2009 søgte ansøgeren også om asyl i Danmark. Ansøgeren blev idømt fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i fem år på baggrund af dokumentfalsk i medfør af straffelovens § 171. I maj 2009 blev ansøgeren udsendt af Danmark til Tjekkiet i medfør af Dublinforordningen, idet ansøgeren var registreret som asylansøger i Tjekkiet. Ansøgers indrejseforbud var således gældende frem til maj 2014. I oktober 2013 blev den herboende ægtefælle meddelt asyl i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Parret indgik ægteskab i januar 2013 i Tyrkiet, og parret havde ikke efter ægteskabets indgåelse boet sammen. I marts 2014 indgav ansøgeren ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab under henvisning til sin herboende ægtefælle. Det fremgik af den herboende ægtefælles oplysningsskema, at parret mødte hinanden i Tyrkiet, at parret indgik ægteskab i februar 2014, og at parret havde boet sammen i perioden fra den 15. februar 2014 til den 18. februar 2014. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet i december 2014, at parret mødtes første gang i Tyrkiet i januar 2013 i en busterminal i forbindelse med den herboende ægtefælles udrejse fra Syrien, at den herboende ægtefælle fulgtes med sin moder, at de talte kurdisk, som ansøgeren hørte, hvorfor ansøgeren rettede henvendelse til hende, og at parret talte sammen i flere timer. Endvidere forklarede den herboende ægtefælle, at ansøgeren efter nogle dage tilkendegav, at ansøgeren godt kunne lide hende og gerne ville giftes med hende, at parret derefter aftalte at blive gift, at parret blev islamisk gift i januar 2013 i Tyrkiet, at der ikke blev udarbejdet papirer vedrørende vielsen, at parret var sammen i cirka tre uger i Tyrkiet, hvorefter ansøgeren rejste til Tjekkiet, mens den herboende ægtefælle blev i Tyrkiet indtil maj 2013, hvor den herboende ægtefælle rejste videre til Danmark og ansøgte om asyl. Den herboende ægtefælle besøgte efterfølgende ansøgeren to gange i Tjekkiet, idet hun besøgte ham første gang fra december 2013 til januar 2014, hvor parret blev islamisk gift i december 2013, men moskeen var ikke bemyndiget til at foretage vielser. Den herboende ægtefælle besøgte ansøgeren igen i februar 2014, hvorunder parret indgik ægteskab. Den herboende ægtefælle har ikke efterfølgende været i Tjekkiet, og parret har sidst været sammen i sommerferien fra juni 2014 til juli 2014, hvor ansøgeren var på besøg i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Ansøgeren kunne derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret aldrig havde boet sammen, og at parret alene havde set hinanden i sammenlagt tre uger. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren tidligere havde forsøgt at opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at dette handlemønster sammenholdt med omstændighederne i sagen, måtte anses som udtryk for, at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet for ansøgeren var at opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle helst ville til et udviklet land og stifte familie, og at den herboende ægtefælles incitament til at få ansøgeren til Danmark efter det oplyste var kærlighed til ham og et ønske om at leve sammen. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der således på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende ægtefælle har et tilsvarende motiv til ægteskabet. FAM/2014/244.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. december 2014 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl – Ej ganske særlige grunde

    Dato: 03-12-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk.1, til en ansøger, som var statsborger i Sri Lanka, og som søgte ægtefællesammenføring med en herboende dansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke havde til hensigt at leve sammen på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af sagen, at ansøgeren fraflyttede den fælles bopæl i november 2013, at parret i april 2014 blev skilt, og at ansøgeren på klagetidspunktet boede på et krisecenter. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke var hindringer for, at ansøgeren kunne rejse tilbage til sit hjemland, hvor hun var født, opvokset og havde levet hele sit liv. Det forhold, at ansøgeren frygtede, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland ville blive udsat for overgreb eller lignende fra familien, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da hun havde mulighed for at søge beskyttelse ved myndighederne i sit hjemland, eller hvis hun frygtede, at myndighederne i hjemlandet ikke ville kunne beskytte hende imod familiens overgreb, havde hun mulighed for at søge asyl i Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der i øvrigt ikke forelå oplysninger om, at ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, kunne begrunde, at hun skulle gives opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste led af PTSD og havde været under behandling for mavesår, samt at hun efter det oplyste havde været udsat for vold af den herboende tidligere ægtefælle, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om omstændigheder, der kunne føre til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2014/175.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 01-12-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference, der også var somalisk statsborger, indrejste i Danmark i november 2012 og blev i februar 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Under asylsagen oplyste referencen, at han og ansøgeren indgik ægteskab i Somalia i februar 2010, at han og ansøgeren ikke flyttede sammen efter ægteskabets indgåelse, da han ikke kunne forsørge hende, at han på grund af ægteskabet blev udstødt af sin familie, som truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke lod sig skille fra ansøgeren, at han derfor flygtede fra Somalia, og at han siden flugten ikke havde kontakt med ansøgeren. I ansøgningen oplyste den herboende reference imidlertid, at han og ansøgeren boede sammen i Somalia i ca. tre måneder, indtil han flygtede fra landet.

    Udlændingenævnet fandt, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet parret efter det oplyste blev gift i Somalia i februar 2010, og idet de danske udlændingemyndigheder ikke tillægger somaliske dokumenter, herunder vielsesattester, sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med en dermed manglende legitimitet til udøvelse af myndighed. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parret ikke havde dokumenteret at have etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, eftersom de kun kunne have boet sammen i højst tre måneder, hvorfor parret ikke havde etableret et samlivsforhold af en sådan fast og varig karakter, at det kunne anses for beskyttelsesværdigt i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at det til støtte for klagen var anført, at det ikke havde været muligt for ansøgeren og referencen at etablere et samlivsforhold af længere varighed, idet referencen måtte flygte fra Somalia for at beskytte sit og ansøgerens liv, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet asylretlige forhold ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/220.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. november 2014 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 24-11-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Thailand, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik i november 2009 ægteskab. I juni 2010 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at det ægteskab, ansøgeren havde indgået med den herboende ægtefælle, var et proformaægteskab. Det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse fra juni 2010. I november 2010 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag til ansøgeren under henvisning til, at det ægteskab, ansøgeren havde indgået med den herboende ægtefælle, var et proformaægteskab. Justitsministeriet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingeservices afgørelse fra november 2010. I januar 2012 afslog Justitsministeriet at genoptage sagen. I maj 2014 indgav ansøgeren på ny ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik af sagen, at ansøgeren og den herboende ægtefælle mødtes i maj 2009 og besluttede at indgå ægteskab i august 2009, hvorefter parret i november 2009 indgik ægteskab. Parret havde i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i 2010 været indkaldt til et møde i Udlændingeservice, hvor parret svarede divergerende på en række spørgsmål om hinandens personlige forhold, herunder vedrørende hinandens fødselsdatoer, familieforhold og parrets fællesaktiviteter. Under mødet blev det desuden oplyst, at parret kommunikerede via ordbøger, og at ansøgeren alene forstod enkelte sætninger på dansk. Den herboende ægtefælle havde efter ansøgerens hjemrejse i 2010 angiveligt besøgt ansøgeren en til flere gange hvert år, ligesom ansøgeren og den herboende ægtefælle angiveligt skulle have bevaret telefonisk kontakt med hinanden til trods for, at den herboende ægtefælle kun beherskede dansk, og ansøgeren beherskede thailandsk og engelsk.

    Udlændingenævnet fandt, at der fortsat var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Ansøgeren kunne derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremkommet nye afgørende oplysninger, siden det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i juli 2010 traf afgørelse og siden Justitsministeriets afgørelser fra oktober 2011 og januar 2012. Udlændingenævnet tillagde det vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle traf beslutning om at indgå ægteskab efter et kort personligt bekendtskab, at ansøgeren og den herboende ægtefælle fortsat ikke sås at kunne kommunikere sammen på fælles sprog, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke trods besøg og telefonsamtaler sås at have opbygget et interessefællesskab, som ægtefæller må forventes at have. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren første gang indrejste i Danmark med henblik på at besøge sin herboende søster, og at to af ansøgerens søskende var familiesammenført til Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at ansøgeren og den herboende ægtefælle nu havde været gift i fem år, idet der ikke herved forelå et sådant samliv, der kunne afkræfte, at det ægteskab, ansøgeren og den herboende ægtefælle havde indgået, måtte anses for at være et proformaægteskab. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der således på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende ægtefælle har et tilsvarende motiv til ægteskabet. FAM/2014/184.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. november 2014 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Kravet om fortsat at være tilknyttet arbejdsmarkedet

    Dato: 14-11-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Jordan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6, idet ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om fortsat at måtte antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet på tidspunktet, hvor opholdstilladelse ville kunne meddeles. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i 1998 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Den herboende ægtefælle havde oplyst, at han tidligere havde været selvstændig erhvervsdrivende, og at virksomheden ophørte i april 2014, men at han ikke aktuelt var i beskæftigelse, og at han modtog arbejdsløshedsdagpenge. Ansøgeren og den herboende ægtefælle havde to fællesbørn, der var født i henholdsvis 2010 og 2011, hvor de også blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren og den herboende ægtefælle ventede på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse endnu et fællesbarn.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om fortsat at måtte antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6, 2. led, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af dokumenter fra SKAT, at den herboende ægtefælles selvstændige virksomhed ophørte i april 2014, og at det fremgik af det elektroniske indkomstregister eIndkomst, at den herboende ægtefælle siden maj 2014 havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke kunne bortses fra kravet om, at den herboende ægtefælle skulle opfylde en del af de gældende betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, henset til at ansøgerens og den herboende ægtefælles fællesbørn blot havde opholdt sig i Danmark i henholdsvis cirka tre og fire år. Udlændingenævnet bemærkede, at fællesbørn, der bor hos den herboende ægtefælle/forælder, efter praksis først efter mindst seks til syv års uafbrudt ophold i Danmark anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning her til landet, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse til ansøgeren vil have så alvorlige konsekvenser for barnet/børnene, at der kan bortses fra kravet om, at den herboende ægtefælle skal opfylde en del af de gældende betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke til sagen var oplyst om sådanne omstændigheder, der bevirkede, at ansøgeren, den herboende ægtefælle og fællesbørnene ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Jordan, hvor de alle var statsborgere, hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden og indgik ægteskab, og hvor den herboende ægtefælle flere gange havde besøgt ansøgeren, for dér at udøve familielivet, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2014/165.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. november 2014 – Ægtefællesammenføring – 24-års-kravet – Ej ganske særlige grunde – Positivlisten

    Dato: 12-11-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. til en ansøger fra Ukraine. Ansøgeren var på tidspunktet for ansøgningen ikke fyldt 24 år. Den herboende ægtefælle drev sit eget IT-konsulent firma.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke var fyldt 24 år, og at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at den herboende ægtefælle drev et IT-konsulent firma, ikke kunne føre til, at han var omfattet af Positivlisten, som er en liste over en række stillingsbetegnelser inden for forskellige erhvervsområder, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft, og at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på denne baggrund. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle ikke sås at have gennemført tre års relevant IT-uddannelse, som blandt andet er et krav førend en stilling som IT-konsulent kan anses for omfattet af Positivlisten. Den herboende ægtefælle sås alene at have gennemført en erhvervsfaglig IT-uddannelse samt enkeltfag på datamatikeruddannelsen, hvilket Udlændingenævnet ikke anså for at være tilstrækkeligt til at være særligt erhvervskvalificerende, hvorfor 24-års-kravet af den grund ikke kunne fraviges. FAM/2014/225.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. november 2014 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej særlige grunde for dispensation

    Dato: 06-11-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra danskprøve til en statsborger fra Thailand. Ansøgeren søgte i april 2014 om ægtefællesammenføring under henvisning til ægteskab med en herboende dansk statsborger. Ansøgeren søgte som led i sin ansøgning om dispensation fra krav om bestået danskprøve på A1-niveau. Ansøgeren blev i juli 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Opholdstilladelsen var betinget af, at ansøgeren senest seks måneder fra sin tilmelding til folkeregisteret skulle bestå udlændingemyndighedernes prøve i dansk på A1-niveau eller anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Samtidig blev ansøgeren meddelt afslag på dispensation fra danskprøve.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde, som kunne tale for at fravige kravet om, at ansøgeren skulle bestå udlændingemyndighedernes prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau senest seks måneder fra sin tilmelding til folkeregisteret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste havde meget travlt, da hun arbejdede hos den herboende ægtefælle på den herboende ægtefælles campingplads, hvor hun havde mange opgaver, og at hun skulle passe parrets fællesbarn, som var født i september 2011, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at parrets fællesbarn var indrejst i Danmark i april 2013 og således ikke havde en selvstændig tilknytning til Danmark henset til sin alder og opholdets varighed, og at et barn først efter seks til syv års ophold i Danmark kan anses for at have opnået en sådan tilknytning her til landet, at danskprøvekravet kan fraviges. FAM/2014/174.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. oktober 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Ej længerevarende samliv – Ej ganske særlige grunde

    Dato: 27-10-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 c, stk. 1, til en venezuelansk statsborger. Ansøgeren havde samlevet med den herboende reference i Danmark i henholdsvis fem og seks måneder i 2012 og 2013, og ansøgeren havde til klagesagen oplyst, at ansøgeren og den herboende reference havde samlevet i Venezuela i cirka tre måneder.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til samlivet med den herboende reference, idet ansøgeren og den herboende reference ikke havde dokumenteret at have samlevet i et fast samlivsforhold af længere varighed, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren og den herboende reference var registreret på samme bopæl i to perioder på henholdsvis fem og seks måneder i Danmark og at den herboende reference ikke var registreret som værende udrejst eller med bopæl i udlandet, hvorfor det oplyste om samlivet i Venezuela ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at samvær under ferieophold og besøgsophold ikke efter praksis kunne anses for at være egentligt samliv, og at samlivet som udgangspunkt skulle være uafbrudt. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde etableret et samliv af den fornødne varighed, og at der derfor ikke var etableret et familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8’s forstand. Udlændingenævnet bemærkede, at det forhold, at ansøgeren havde to børn, som boede i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene var myndige og derfor måtte antages at kunne klare sig selv. Det forhold, at den herboende reference havde anført, at ansøgeren havde en virksomhed i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens selvstændige virksomhed i Danmark ikke i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. På den baggrund fandt Udlændingenævnet, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2014/224.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. oktober 2014 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 07-10-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstil-ladelse til en statsborger fra Libanon efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgeren og den herboende ægtefælle er beslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle er fætter og kusine. Parret mødte hinanden under den herboende ægtefælles ferie i Libanon i 2007 og indgik ægteskab i Libanon i 2009, hvorefter den herboende ægtefælle returnerede til Danmark og påbegyndte et job og senere en uddannelse. Parret havde efter ægteskabets indgåelse boet sammen under ferieophold i henholdsvis Danmark og ansøgerens opholdsland.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var i familie med hinanden, idet par-ret var fætter og kusine, og at det således måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke sås at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabet, idet parret ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, og idet ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælle selv havde planlagt eller afholdt udgifterne til brylluppet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for ægteskabets indgåelse var 19½ år og boede hos sine forældre. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgerens og den herboende ægtefælles kontakt efter ægteskabets indgåelse via telefon, Skype og feriebesøg i henholdsvis Libanon og Danmark ikke kunne sidestilles med etablering af et fast samliv af længere varighed, og at kontakten ikke havde haft en sådan udstrækning, at formodningen for tvangsægteskab herved kunne anses for tilbagevist. FAM/2014/155.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. oktober 2014 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 06-10-2014

    Udlændingenævnet hjemviste i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2014 om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 9 (proforma). Udlændingestyrelsen meddelte afslag under henvisning til, at der var 25 års aldersforskel mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle, at de begge var gift, da de indledte forholdet i april 2010, og at parret efter den herboende ægtefælles skilsmisse og indgåelse af ægteskab med ansøgeren blev ved med at bo sammen med den herboende ægtefælles syge tidligere ægtefælle.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise Udlændingestyrelsens afgørelse, da der efter de på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse foreliggende oplysninger ikke var grundlag for at fastslå, at det ægteskab, som ansøgeren havde indgået, måtte anses for at være et proformaægteskab. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på den herboende ægtefælles forklaring om omstændighederne i forbindelse med ægteskabets indgåelse og oplysningerne om det efterfølgende samliv og kontakt. FAM/2014/208.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. september 2014 – Ægtefællesammenføring – 24-års-kravet

    Dato: 26-09-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, til en serbisk statsborger. Udlændingenævnet hjemviste samtidig den del af afslaget, der vedrørte udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling. Ansøgeren var på afgørelsestidspunktet under 24 år, og den herboende ægtefælle havde under klagesagen indsendt oplysninger om, at han havde gennemgået fire hjerteoperationer.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren, der var under 24 år, ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at sagen skulle hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen efter § 9 c, stk. 1 vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle havde indsendt oplysninger om sin helbredsmæssige tilstand, som ikke var indgået i grundlaget for Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorfor Udlændingenævnet fandt det rettest, at Udlændingestyrelsen skulle vurdere disse oplysninger i første instans. FAM/2014/185.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. september 2014 – Ægtefællesammenføring – Økonomisk sikkerhedsstillelse

    Dato: 10-09-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2014 Udlændingestyrelsens delafgørelse vedrørende økonomisk sikkerhedsstillelse jf. udlændingelovens § 9, stk. 4, i forbindelse med behandlingen af en afghansk statsborgers ansøgning om familiesammenføring med den herboende ægtefælle.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle var dansk statsborger, at han ved sin betaling af sikkerhedsstillelse i august 2013 henviste til, at han havde alvorlige helbredsmæssige problemer i form af diabetes type 2, sendiabetiske komplikationer i form af diabetisk retinopati medførende en synsnedsættelse til 40 % af det normale, i hvilken forbindelse han var i medicinsk behandling, og at han derfor fandt, at der burde dispenseres herfra. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering af disse omstændigheder, at det måtte anses for bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at der ikke i forbindelse med Udlændingestyrelsens meddelelse af opholdstilladelse i september 2013 blev stillet krav om økonomisk sikkerhed. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke burde henvises til at udøve familielivet i Afghanistan, såfremt der ikke var stillet økonomisk sikkerhed. FAM/2014/197.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 08-09-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en ansøger fra Marokko under henvisning til, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl med ansøgerens danske kæreste, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse i Danmark. Parret havde efter det oplyste mødt hinanden under den herboende kærestes ferie i Marokko i 2011 og havde aldrig boet på fælles adresse, men alene levet sammen i forbindelse med parrets ferieophold i henholdsvis Marokko og Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende kæreste ikke havde haft et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet henviste til, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at den herboende aldrig havde været registreret som udrejst af Danmark, ligesom ansøgeren aldrig havde været meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at samliv under besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv efter praksis ikke kan medregnes i udregningen af, hvorvidt der foreligger et længerevarende samlivsforhold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Danmark ikke kunne anses som nærmest til at beskytte det eksisterende forhold mellem ansøgeren og den herboende i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren og den herboende alene havde tilbragt tid sammen i forbindelse med den herboendes ferieophold i Marokko og ansøgerens besøgsophold i Danmark. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at det ikke var dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at ansøgeren og den herboende havde boet sammen på fast bopæl eller havde forpligtet sig på anden måde over for hinanden. Det forhold, at den herboende ikke talte sproget i Marokko eller efter det oplyste ville kunne få arbejde i Marokko, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at sociale og økonomiske forhold ikke ville kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2014/191.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 04-09-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en ansøger fra Afghanistan under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, idet parret efter det oplyste var henholdsvis 12 og 13 år gamle ved ægteskabets indgåelse i Afghanistan i 2004. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det var uden betydning, om ægteskabet betragtedes som retsgyldigt i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed, idet parret efter det oplyste alene havde boet sammen i perioden fra 2004 til 2008. Udlændingenævnet lagde vægt på, at samlivsforholdet var etableret, hvor parret henholdsvis var 12 og 13 år gamle og blev afbrudt på et tidspunkt, hvor parret havde en alder af henholdsvis 16 og 17 år. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det er en grundlæggende forudsætning for meddelelse af opholdstilladelse, at begge ægtefæller eller samlevere er over 24 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet forholdet mellem den herboende og ansøgeren ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den herboendes alder på tidspunktet for ægteskabets indgåelse, og at ansøgeren og den herboende måtte anses for at have opgivet et fælles familieliv fra 2009 til 2013. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der efter 2009 alene havde været tale om et enkelt besøgsophold og telefonsamtaler, hvilket ikke kunne føre til, at ansøgeren og den herboende kunne anses for at have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv. Det forhold, at ansøgeren boede hos den herboendes moder i Afghanistan, kunne ikke føre til et andet resultat. FAM/2014/190.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Ej retsgyldigt ægteskab – Ej ganske særlige grunde

    Dato: 04-09-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren havde indgået ægteskab med en herboende afghansk statsborger i Pakistan efter at have etableret kontakt over internettet. Den herboende ægtefælle havde opholdstilladelse som flygtning. Parret havde efter ægteskabet levet sammen i cirka en måned. Ægteskabet i Pakistan blev indgået efter den pakistanske Muslim Family Law Ordinance fra 1961. Udlændingestyrelsen havde til sagen oplyst, at ægteskaber indgået efter Muslim Family Law Ordinance fra 1961 kun kan anses for retsgyldige i Pakistan, såfremt disse er indgået af muslimer, der begge er pakistanske statsborgere, eller hvor en af parterne er muslim og derudover pakistansk statsborger, uanset at vielsesattesten efterfølgende er påstemplet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne få opholdstilladelse i Danmark, da ægteskabet ikke kunne anses for at være retsgyldigt, ligesom der ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det af parret indgåede ægteskab efter den pakistanske Muslim Family Law Ordinance fra 1961 ikke kunne anses for at være retsgyldigt efter pakistansk ret, og at det derfor ej heller kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede, at ægteskabet rettelig burde være indgået efter Special Marriage Act 1872 og registreret hos District Councils. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parret ikke havde haft et længerevarende samlivsforhold, ligesom der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse, da der ikke forelå et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret kun havde levet sammen i en måned i 2013 i forbindelse med indgåelsen af ægteskabet. FAM/2014/222.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2014 – Ægtefællesammenføring – 24-års-kravet

    Dato: 27-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsløs person fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at både den herboende ægtefælle og ansøgeren var under 24 år, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse. Det fremgik af sagen, at ansøgerens herboende ægtefælle i 2009 var meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning, og at den herboende ægtefælle ikke kunne vende tilbage til hjemlandet, da den herboende ægtefælle fortsat risikerede asylrelevant forfølgelse. Ansøgeren havde boet cirka fem år i Østrig, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse som flygtning.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da både ansøgeren og den herboende ægtefælle var under 24 år, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt, at parret under henvisning til forholdene i Syrien ikke kunne henvises til at udøve familielivet dér, og henviste parret til at udøve familielivet i Østrig, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse, og hvorfra den herboende ægtefælle ikke ville risikere refoulement. Det forhold, at Østrig efter det oplyste opererer med et alderskrav på 21 år, hvorfor parret ikke ville kunne få opholdstilladelse i Østrig, kunne ikke føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde opholdstilladelse i Østrig, og at der ikke var oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Østrig, hvor parret havde mødt hinanden, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det ikke sås at være dokumenteret, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse i Østrig for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren – såfremt den herboende ægtefælle efter en konkret ansøgning måtte blive meddelt afslag på at få opholdstilladelse i Østrig – havde mulighed for at anmode om sagens genoptagelse ved Udlændingenævnet med henblik på en fornyet vurdering af, hvorvidt Danmark i givet fald ville kunne anses for nærmest til at beskytte det af parret etablerede familieliv. FAM/2014/228.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år

    Dato: 26-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en albansk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidst tre år på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse, og at der ikke forelå ganske særlige grunde. Den herboende ægtefælle blev i oktober 2013 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I april 2014 indgav ansøgeren ansøgning om familiesammenføring.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste tre år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juni 2014, hvorfor ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at den herboende ægtefælles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, var meddelt på baggrund af hendes moders helbredsmæssige forhold, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle havde stiftet selvstændig familie, og at ansøgerens svigermoders forhold ikke kunne føre til, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der i sagen ikke forelå oplysninger om den herboende ægtefælles personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise den herboende ægtefælle og parrets fællesbarn til at indrejse og tage ophold i Albanien, hvor parret havde mødtes og begge var statsborgere, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt derudover, at det forhold, at den herboende ægtefælles moder efter det oplyste var fuldstændig afhængig af den herboende ægtefælles hjælp hver dag, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er en opgave for de sociale myndigheder i Danmark at varetage plejeopgaver. Det forhold, at parret havde et fællesbarn, født i juni 2013 i Danmark, og som var albansk statsborger, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da barnet grundet sin unge alder ikke kunne anses for at have en sådan selvstændig tilknytning her til landet, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til barnet. Udlændingenævnet bemærkede, at børn normalt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet. FAM/2014/187.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 26-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en irakisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 1994 i Irak. Ansøgerens herboende ægtefælle var dansk statsborger og havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1984. Ansøgeren havde tidligere haft opholdstilladelse i Danmark, idet hun i 1996 blev meddelt opholdstilladelse, og i 1999 blev hun meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet. Ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle havde igennem to perioder på sammenlagt mere end tre år boet sammen i Irak. Ansøgeren var i perioden fra maj 2006 til august 2007 udrejst til sit hjemland, og i november 2010 udrejste hun på ny til Irak, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark i december 2012. I denne forbindelse bortfaldt ansøgerens opholdstilladelse i Danmark. Parret fik i perioden fra 1997 til 2005 fire fællesbørn, som alle var danske statsborgere. Børnene havde været udrejst af Danmark i de samme perioder som ansøgeren, og ansøgeren havde siden december 2012 på ny opholdt sig i Danmark.

    Udlændingenævnets flertal fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Irak, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgerens herboende ægtefælle – uanset at han havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1984 og var blevet dansk statsborger – og ansøgeren – uanset at hun havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1996 og tidsubegrænset opholdstilladelse siden 1999 – begge havde større tilknytning til Irak end til Danmark. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at både den herboende ægtefælle og ansøgeren var født i Irak og havde familie dér, ligesom de kommunikerede på irakisk, og at parret igennem flere perioder på sammenlagt mere end tre år havde opholdt sig sammen i Irak, hvor parret tog ophold med henblik på at tage varigt ophold. Det oplyste om den herboende ægtefælles tidligere uddannelse og beskæftigelse, herunder at han i 1994 havde afsluttet en uddannelse som civilingeniør i Danmark, at han i 1995 havde været ansat ved en virksomhed i Århus, og at han i 2009 og 2010 havde været ansat i job med løntilskud, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle uagtet karakteren og længden af sit ophold i Danmark, og herunder den nævnte uddannelse og de nævnte beskæftigelser, ikke kontinuerligt havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, men havde haft kortere perioder med beskæftigelse, og at han to gange havde været udrejst til Irak med henblik på at etablere familielivet i det land, hvor han var opvokset. Ansøgerens tidligere opholdstilladelse i Danmark og det forhold, at hun under sagens behandling i Udlændingenævnet var gravid, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at ansøgeren i februar 1996 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført, og at hun i maj 1999 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet det var hendes eget valg at udrejse til Irak og dermed opgive sin opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren i forbindelse med sit ophold i Danmark efter det oplyste havde taget sprogkurser og været i praktik, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om forhold, der kunne medføre, at ansøgeren og hendes ægtefælle havde opnået en større tilknytning til Danmark end til Irak, hvor hun var født og opvokset, og hvortil hun efter det oplyste havde haft ønske om at vende tilbage for dér at udøve familielivet sammen med sin ægtefælle og parrets fire fællesbørn. Det forhold, at ansøgeren led af dysreguleret stofskifte og diabetes, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af lægeerklæringer, at ansøgeren siden 2007 havde været syg, og at hun alligevel i 2010 havde valgt at udrejse til Irak for at udøve familielivet dér. Det forhold, at ansøgerens og hendes ægtefælles fællesbørn var danske statsborgere og havde boet i Danmark fra fødslen og frem til maj 2006, i perioden fra august 2007 til november 2010 og siden december 2012, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene to gange havde været udrejst til Irak i en længere periode, hvorved børnene fik afbrudt deres tilknytning til Danmark. Udlændingenævnets flertal bemærkede hertil, at det havde været ansøgerens og hendes ægtefælles eget valg at udrejse af Danmark i henholdsvis 2006 og 2010, og at børnene fra december 2012 på ny skulle tage ophold i Danmark, uagtet at ansøgeren ikke længere havde opholdstilladelse i Danmark, idet hun havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, hvorved hendes opholdstilladelse var bortfaldet. FAM/2014/166.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 21-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Yemen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren indgav ansøgningen om opholdstilladelse i marts 2014. Den herboende ægtefælle havde sammen med sin del af ansøgningsskemaet fremsendt en lejekontrakt, hvoraf det fremgik, at lejemålet var indgået mellem udlejer og den herboende ægtefælles moder, at boligen bestod af tre værelser, og at det samlede areal udgjorde 85 m2. Den herboende ægtefælle havde anført, at han var førtidspensionist og debil og derfor ikke kunne bo alene. Af de lægelige akter fremgik det, at den herboende ægtefælle ville kunne visiteres til en bolig for evnesvage. Den herboende ægtefælle havde i ansøgningen oplyst, at parret blev gift i Yemen, og at den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Yemen.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den til sagen fremlagte lejekontrakt var indgået mellem udlejer og den herboende ægtefælles moder, hvorfor den herboende ægtefælle ikke kunne anses for at have den fulde rådighed over lejemålet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at den herboende ægtefælle efter det oplyste var førtidspensionist og debil, ikke kunne føre til en anden vurdering, henset til, at der til sagen ikke var oplyst om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Yemen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på oplysningerne om, at parret blev gift i Yemen, og at den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i ansøgerens hjemland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Endelig bemærkede Udlændingenævnet, at FN’s handikapkonvention ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og Udlændingenævnet fandt det ikke urimeligt, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 6, blev stillet i sagen, henset til at den herboende ægtefælle på trods af sit handikap udrejste af Danmark til Yemen for at mødes og blive gift med ansøgeren, og henset til at den herboende ægtefælle efterfølgende besøgte ansøgeren i ansøgerens hjemland. FAM/2014/130.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 21-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i april 2014. Af den lejekontrakt, der var vedlagt ansøgningsskemaet, fremgik det blandt andet, at lejemålet bestod af et værelse, og at det samlede boligareal udgjorde 40 m2. Den herboende ægtefælle søgte efter det oplyste på afgørelsestidspunktet efter en anden bolig. Ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, som var født i november 2011.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at lejemålet efter det oplyste havde et boligareal på 40 m2, og at der efter familiesammenføringen ville skulle bo tre personer i lejemålet, hvorfor lejemålet ikke levede op til boligkravsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 2, hvorefter en bolig anses for at have en rimelig størrelse, hvis boligens areal efter gennemførelsen af familiesammenføring vil være på mindst 20 m2 per person, der bor i boligen jf. stk. 3. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at den herboende ægtefælle skulle godtgøre at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 6, og lagde vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne forhold, der kunne føre til, at boligkravet ikke skulle stilles. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, der var dansk statsborger, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at barnet på grund af dets unge alder ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at parret havde anført, at ansøgeren ikke ønskede at være adskilt fra den herboende ægtefælle og parrets fællesbarn, og at et afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 6, ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at den herboende ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Filippinerne for dér at udøve familielivet med ansøgeren og parrets fællesbarn. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøver deres familieliv. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser – herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 – at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/227.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Identitet kan ikke fastslås

    Dato: 21-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, til en nigeriansk statsborger, da hans identitet ikke med sikkerhed kunne fastslås. Ansøgeren indrejste i Danmark i oktober 2008 og mødte under sit ophold i Danmark sin herboende danske ægtefælle. Efter indrejsen i Danmark søgte ansøgeren asyl, og han blev meddelt afslag herpå. Ansøgeren blev påset udrejst af Danmark i december 2011, og parret indgik ægteskab i Nigeria i august 2013. Ansøgeren havde oplyst seks forskellige fødselsdatoer, fem forskellige navne samt forskellige nationaliteter og fødesteder til de danske myndigheder. Ansøgeren havde endvidere fremlagt to forskellige nigerianske nationalitetspas.

    Udlændingenævnet fandt, at det på afgørelsens tidspunkt ikke var muligt at fastslå ansøgerens identitet og vurdere, hvorvidt betingelserne for at meddele opholdstilladelse til ansøgeren var opfyldt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde opgivet forskellige oplysninger vedrørende sit navn, sin fødselsdato, sit statsborgerskab og sit fødested, samt at ansøgeren overfor udlændingemyndighederne havde fremlagt to forskellige nationalitetspas, hvoraf to forskellige fødedatoer fremgår, og hvor underskrifterne i passet ikke lignede hinanden. Udlændingenævnet bemærkede, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan indgives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, jf. udlændingelovens § 40, og Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens identitet ikke kunne anses for at være dokumenteret eller i øvrigt sandsynliggjort. FAM/2014/111.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Herboende ægtefælle idømt ubetinget straf af mindst et år og seks måneders fængsel

    Dato: 21-08-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 1 (fængselsstraf på mindst et år og seks måneder), til en statsborger fra Israel. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i juni 1985 idømt et år og seks måneders fængsel. I december 1985 blev ansøgerens herboende ægtefælle meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke måtte være idømt en ubetinget straf af mindst et år og seks måneders fængsel, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af bemærkningerne til Lovforslag nr. L 168 af 17. marts 2011 (Lov om ændring af udlændingeloven og lov om ægteskab indgåelse og opløsning), side 43, at: ”Kravet om opfyldelse af de overførte betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse vil kunne fraviges enkeltvis på grund af herboendes særlige forhold eller situation. Der vil f.eks. kunne ske fravigelse af de foreslåede betingelser i § 9, stk. 12, nr. 1 og 2, hvor der som udgangspunkt ikke kan meddeles ægtefællesammenføring, hvis den herboende har begået alvorlig kriminalitet, i tilfælde hvor den idømte straf ligger langt tilbage i tid, og hvor den herboende ikke efterfølgende har begået ny kriminalitet”. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det måtte anses for at være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælles dom på et år og seks måneders fængsel var fra juni 1985, og at hen herboende ægtefælle efterfølgende ikke sås at være dømt for ny kriminalitet, samt at den herboende ægtefælle i december 1985 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/134.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 21-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en pakistansk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 2003 i Pakistan. Ansøgerens herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden januar 1990, og i december 1991 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren blev i juli 2003 meddelt afslag på ansøgning om ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Denne afgørelse blev ikke påklaget. Parret fik i perioden fra 2004 til 2010 fire fællesbørn i Pakistan. Ansøgeren søgte i december 2013 på ny om ægtefællesammenføring i Danmark.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Pakistan, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvortil den herboende ægtefælle først kom i 1990 i en alder af 26 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret siden 2003 havde etableret og udøvet fælles familieliv med udgangspunkt i Pakistan, da parrets fire fællesbørn var født og opvokset i Pakistan, da der senest blev indgivet ansøgning om ægtefællesammenføring i december 2013, og da ansøgerens herboende ægtefælle – henset til den måde parret hidtil havde udøvet familielivet på – havde bevaret en væsentlig tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgerens herboende ægtefælle havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark siden 1991 og havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da ansøgerens herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at parrets samlede tilknytning til Pakistan oversteg parrets samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parrets fællesbørn i maj 2014 fik opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da parrets fællesbørn ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede, at fællesbørn, som bor hos en herboende ansøgers ægtefælle, efter Udlændingenævnets praksis først efter seks til syv års ophold i Danmark ville kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse ville have så væsentlige konsekvenser for børnene, at kravet om tilknytning kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt herudover, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af parrets rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, idet EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. FAM/2014/129.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 04-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en kinesisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle havde i perioden fra januar 2011 til februar 2012 modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Parret havde et fællesbarn, født i februar 2009, som var registreret indrejst i Danmark i september 2010.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for sidste tre år forud for afgørelsen havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det forhold, at den herboende ægtefælle tidligere havde udført fysisk belastende arbejde, og at han siden en arbejdsulykke i december 2007 havde været uarbejdsdygtig og derfor var blevet tildelt førtidspension fra februar 2012, ikke i sig selv kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at den herboende ægtefælle ikke kunne henvises til at indrejse og tage ophold i Kina for dér at udøve familielivet med ansøgeren, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, der vedrører hensynet til familiens enhed. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parrets fællesbarn – henset til den korte tid barnet havde været i Danmark – ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn først efter seks til syv års ophold i Danmark kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at det var op til parret som forældremyndighedsindehavere at afgøre, om parrets fællesbarn skulle blive i Danmark med den herboende ægtefælle eller udrejse med ansøgeren til Kina, at parret selv havde besluttet, at fællesbarnet skulle tage ophold i Danmark, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse her, og at der i øvrigt ikke forelå oplysninger om, at fællesbarnet ikke fortsat kunne udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang som hidtil. Udlændingenævnet fandt endelig, at det af ansøgeren anførte om, at der burde dispenseres fra selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, under henvisning til forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke ville være uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Kina, hvor ansøgeren var statsborger og efter det oplyste var i beskæftigelse, hvor den herboende ægtefælle efter det oplyste tidligere havde været på besøgsophold flere gange, og hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab. FAM/2014/219.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 09-07-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til på opholdstilladel-se på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, til en statsborger fra Iran. Ansøgerens herboende ægtefælle havde til og med juni 2011 modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.

    Udlændingenævnet fandt, at der på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var forløbet tre år siden den herboende ægtefælle sidst havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor ansøgeren nu ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. FAM/2014/6.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. juli 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 02-07-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en ansøger fra Ghana under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet det fremgik af en erklæring fra den stedlige domstol i Ghana, at parret ikke var fysisk til stede ved indgåelsen af ægteskabet, som blev indgået per stedfortræder. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at begge parter skal være fysisk til stede ved en vielse, for at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede, at det er uden betydning, om ægteskabet betragtes som retsgyldigt i hjemlandet. Det til sagen oplyste om, at parret havde søgt om at blive gift i Danmark, og at de danske vielsesmyndigheder havde afvist parret under henvisning til, at parret allerede var gift, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt det ikke dokumenteret, at de danske vielsesmyndigheder skulle have nægtet parret vielse, herunder også efter at vielsesmyndigheden havde haft kendskab til, at der ikke forelå et efter dansk ret retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, idet parret alene havde boet sammen i 2007, som måtte antages at have været en kortere periode, og at parret efterfølgende alene havde haft samliv under besøgsophold. Udlændingenævnet lagde vægt på, at opholdene var sket på visum og derfor havde været midlertidige. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at samliv under besøgsophold henset til karakteren heraf som udgangspunkt ikke vil kunne indgå i vurderingen af, hvorvidt der foreligger et længerevarende samliv. FAM/2014/85.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. juni 2014 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 26-06-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret var beslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle var fætter og kusine. Parret mødte efter det oplyste hinanden i Tyrkiet i sommeren 2006 i forbindelse med en sommerferie, besluttede at indgå ægteskab i 2007, og indgik ægteskab i marts 2008 i Tyrkiet. Parret havde et fællesbarn født i juli 2010, der var dansk statsborger. Parret holdt kontakt inden ægteskabets indgåelse via telefon, internet og den herboende ægtefælles feriebesøg i Tyrkiet, og efter ægteskabets indgåelse skulle parret efter det oplyste i perioden fra marts 2009 til august 2010 have boet i Sverige. I 2010 vendte den herboende ægtefælle tilbage til Danmark, og parret havde siden besøgt hinanden i henholdsvis Danmark og Sverige.

    Udlændingenævnets flertal fandt, at parterne var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at parterne ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtskab udover den familiemæssige relation inden brylluppet, og at parret ikke i tiden efter brylluppet havde haft et sådant samliv, at det kunne tilbagevise formodningen for, at der var tale om tvangsægteskab. Oplysninger om samlivet i Sverige og efterfølgende besøgsophold i henholdsvis Sverige og Danmark fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at parret i 2011 blev meddelt afslag på familiesammenføring efter EU-reglerne, da det ikke kunne lægges til grund, at den herboende ægtefælle havde taget faktisk ophold i Sverige i den angivne periode. Udlændingenævnet fandt endvidere, at oplysningerne om parrets fællesbarn, henset til barnets unge alder, ikke kunne føre til et andet resultat, da barnet ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at dette i sig selv kunne føre til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/125.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juni 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 25-06-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilla-delse til en statsløs palæstinenser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde i forbindelse med fødslen af ansøgerens og den herboende ægtefælles første fællesbarn i april 2011 modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, idet hun kort tid efter fødslen af fællesbarnet var færdig med sin uddannelse og derefter i juni 2011 anmodede kommunen om barselsdagpenge (hjælp til forsørgelse). Den herboende ægtefælle havde til støtte for klagen anført blandt andet, at der på skemaet, hvorved den herboende ægtefælle søgte om hjælp til forsørgelse i forbindelse med sin barsel, intet stod om kontanthjælp, men at der stod ”ansøgning om hjælp efter lov om aktiv socialpolitik”, hvilket hun ikke forbandt med kontanthjælp, og at den herboende ægtefælle i forbindelse med fødslen af parrets andet fællesbarn i marts 2013 havde fravalgt offentlige ydelser, idet hun var blevet opmærksom på reglen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde i perioden fra juni 2011 til februar 2012 modtaget offentlig hjælp.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændinge-nævnets afgørelse havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, derfor ikke var opfyldt, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på blandt andet, at det fremgik af kopien af skemaet, hvorved den herboende ægtefælle søgte om hjælp til forsørgelse, at den herboende ægtefælle søgte hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, at den herboende ægtefælle i forbindelse med ansøgningen om hjælp til forsørgelse havde oplyst, at hun var enlig, at hun søgte kontanthjælp på baggrund af barsel efter endt uddannelse, og at dette ligeledes fremgik af kommunens journalnotater vedrørende ansøgningen om hjælp til forsørgelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret havde to fællesbørn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at fællesbørn, der bor hos den herboende ægtefælle, efter praksis først efter seks til syv års fast og sammenhængende ophold i Danmark, hvorunder børnene har gået i danske institutioner og skoler, anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse vil have så væsentlige konsekvenser for børnene, at udlændingemyndighederne kan se bort fra kravet om, at den herboende ægtefælle ikke må have modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. FAM/2014/86.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juni 2014 – Ægtefællesammenføring – 24-års-kravet

    Dato: 13-06-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilla-delse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en ansøger fra Serbien, der på afgørelsestidspunktet ikke var fyldt 24 år, og som søgte om ægtefællesammenføring med sin herbo-ende serbiske ægtefælle. Ægteparret havde et fællesbarn, født i juni 2013, der i juli 2013 blev meddelt op-holdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, da ansøgeren var under 24 år på afgørelsestidspunktet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbarn ikke ville kunne udøve familielivet i Serbien, hvor ansøgeren og ansøgerens ægtefælle mødtes og indgik ægteskab, og hvor ansøgeren, ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbarn var statsborgere. Udlændingenævnet lagde vægt på, at fællesbarnet henset til sin unge alder ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle i perioden fra 2007 til 2011 arbejdede som flyttemand, at han i september 2011 færdiggjorde en 3-årig erhvervsuddannelse som godschauffør, og at han siden april 2013 havde arbejdet som chauffør, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet der ikke herved var oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der bevirkede, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke var uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtigelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2014/235.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. juni 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 04-06-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, til et par fra Somalia under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og da der ikke forelå særlige grunde til at meddele opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet parret efter det oplyste blev gift i Somalia, og idet de danske myndigheder ikke siden 1995 havde tillagt somaliske dokumenter sædvanlig bevismæssig betydning. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, parret ikke havde levet sammen siden 2000, og at parrets tidligere samlivsforhold således blev afbrudt senest i juni 2000, da den herboende ægtefælle udrejste til Etiopien for dér at indgå ægteskab med en anden herboende somalisk kvinde, som han efterfølgende rejste til Danmark med. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der i sagen ikke forelå særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da den herboende ægtefælle under sin asylsag havde oplyst, at han i juni 2000 forlod ansøgeren og parrets fællesbørn for at blive gift med anden herboende somalisk kvinde. Udlændingenævnet fandt desuden, at parret ikke havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv. Det forhold, at parret havde et fællesbarn, som havde fået opholdstilladelse i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at barnet som følge af dets unge alder ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning her til landet, at der burde gives ansøgeren opholdstilladelse alene under henvisning hertil. FAM/2014/60.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. juni 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 04-06-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en irakisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 2002 i Irak. Ansøgerens herboende ægtefælle var dansk statsborger og havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1990. Ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle havde igennem flere perioder på sammenlagt mere end fire år boet sammen i Irak. Parret fik i september 2004 og i september 2005 (tvillinger) tre fællesbørn, som var danske statsborgere. Siden 2009 havde børnene været i Danmark. Et af parrets børn, som var født i september 2005, var handicappet, og barnet havde behov for særlige institutionstilbud, herunder aflastningsinstitution af hensyn til de to øvrige børn.

    Udlændingenævnet fandt, at det måtte anses for bedst stammede med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle ikke skulle henvises til at udøve familielivet i Irak. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parrets ene fællesbarn, som var handicappet og led af infantil autisme og uspecificeret mental retardering havde opholdt sig i Danmark siden 2009, og at barnet modtog særlig pædagogisk behandling på en særlig institution. FAM/2014/59.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 27-05-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Somalia under henvisning til, at det af ansøgeren og dennes ægtefælle indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og at der ikke forelå særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 c, stk. 1. Den herboende reference, som også var somalisk statsborger, indrejste i Danmark i juni 2013 og blev i april 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Under asylsagen oplyste den herboende reference, at han blev gift med ansøgeren i Somalia i marts eller april 2012, men at han aldrig boede sammen med ansøgeren, idet han blev boende hos sine forældre, mens han i forbindelse med familiesammenføringssagen oplyste, at parret boede sammen i en måned efter brylluppet, og at han havde haft kontakt med ansøgeren via telefon og Skype.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at det indgåede ægteskab ikke var retsgyldigt og derfor ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet parret efter det oplyste blev gift i Somalia i 2012, og idet de danske udlændingemyndigheder ikke siden 1995 havde tillagt somaliske dokumenter sædvanlig bevismæssig betydning. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret efter ægteskabets indgåelse ikke havde dokumenteret at have etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, eftersom de ikke havde levet sammen, da den herboende ægtefælle efter brylluppet fortsat havde boet sammen med sine forældre, hvorfor parret ikke havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions, artikel 8. FAM/2014/106.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 27-05-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en somalisk statsborger på baggrund af, at den herboende ægtefælle havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tre år forud for afgørelsen om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den herboende ægtefælle kom til Danmark som kvoteflygtning, at han led af alvorlig sygdom, at han efter en hjerneoperation i 2012 var blevet dobbeltsidig delvis lammet i benene, at han var invalideret med en meget begrænset gangfunktion, at han havde udviklet epilepsi med generaliseret krampeanfald og bevidsthedstab, at han led af sukkersyge, og at han blev behandlet med antipsykotiske medicin. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at parrets ægteskab blev indgået før den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, og at ægtefællerne var blevet adskilt på tidspunktet, hvor den herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse som kvoteflygtning i Danmark, samt at ansøgeren var udrejst af Somalia og på afgørelsestidspunktet havde haft opholdstilladelse i Italien igennem fem-seks år. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder fandt Udlændingenævnet, at parret ikke burde henvises til at udøve familielivet i Italien. FAM/2014/105.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 26-05-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 5, til en tyrkisk statsborger. Den herboende ægtefælle havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra januar 2010 til januar 2014, og havde siden februar 2014 modtaget folkepension. Den herboendes ægtefælle havde i 2009 fået konstateret diskusprolaps og havde efter det oplyste været præget af sorg og depression grundet sygdommen. Det fremgik af sagen, at ansøgeren afviste behandling for sygdommen. På afgørelsestidspunktet var den herboende ægtefælle ikke i medicinsk behandling.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik inden for de seneste tre år, og at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, derfor ikke var opfyldt. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde fået konstateret diskusprolaps og havde været præget af sorg og depression, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om helbredsforhold af en sådan karakter, at det kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den herboende ægtefælle ikke modtog behandling eller medicin, og at vedkommende forud for meddelelse af førtidspension var blevet vurderet egnet til et skånejob. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde modtaget folkepension siden februar 2014, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet ikke fandt det dokumenteret, at vedkommende havde været ude af stand til at opfylde betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, frem til meddelelse af folkepension i februar 2014. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige – herunder helbredsmæssige – forhold der kunne bevirke, at det ville være uproportionalt at henvise parret til at udøve familielivet i Tyrkiet. FAM/2014/64.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 19-05-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kina efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 9. Ansøgeren blev i april 2013 meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til ansøgerens herboende voksne datter. I forbindelse med ansøgningen oplyste ansøgeren, at hun havde besøgt sin datter i Danmark fra juli 2012 til september 2012. I oktober 2013 indgik ansøgeren ægteskab med sin herboende ægtefælle. Ansøgeren indgav senere i oktober 2013 ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet. I forbindelse med ansøgningen oplyste ansøgeren blandt andet, at ansøgeren traf sin herboende ægtefælle via dating.dk under sit besøg i Danmark fra juli 2012 til september 2012. I december 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 9. Den herboende ægtefælle oplyste i forbindelse med klagen til Udlændingenævnet, at ansøgerens herboende datter havde forsøgt at finde en dansk mand til sin moder, således at ansøgeren kunne bo hos sin datter i Danmark, og at ansøgeren boede sammen med den herboende ægtefælle fra august 2012 til september 2012.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse i Danmark til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i april 2013 var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til sin herboende datter, og at ansøgeren i denne forbindelse oplyste, at ansøgeren boede hos sin herboende datter i perioden fra juli 2012 til september 2012, mens ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet med den herboende ægtefælle oplyste, at ansøgeren i perioden fra august 2012 til september 2012 boede sammen med den herboende ægtefælle. Det var endvidere ansøgerens herboende datter, som var anført som vært i forbindelse med et visum udstedt til ansøgeren gældende for 90 dage i en periode fra december 2012 til december 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle i forbindelse med klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde anfægtet Udlændingestyrelsens sagsfremstilling. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgeren ikke havde oplyst troværdigt om sine forhold, at det afgørende formål med ægteskabet for ansøgeren var at opnå opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der således på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende ægtefælle har et tilsvarende motiv til ægteskabet. FAM/2014/186.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Genoptagelse – Passivitet

    Dato: 15-05-2014

    Udlændingenævnet afviste i maj 2014 at behandle en herboendes ægtefælle anmodning om genoptagelse af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra november 2010, hvorved ministeriet stadfæstede Udlændingestyrelsens afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet), til en iransk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at der gjaldt som udgangspunkt ingen frist gælder for anmodning om genoptagelse af en tidligere truffet afgørelse, men at passivitetsbetragtninger kan inddrages i sager, hvor en genoptagelsesanmodning først indgives flere år efter, at afgørelsen er truffet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke grundlag for at realitetsbehandle genoptagelsesanmodningen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i november 2010 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse af september 2010, at der således var forløbet mere end tre år mellem tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og indtil den herboende ægtefælles anmodning om genoptagelse af sagen, og at den herboende ægtefælle ikke havde oplyst om særlige grunde eller forhold, der kunne berettige, at der var forløbet så lang tid, inden anmodningen om genoptagelse blev indgivet. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælles ret til at anmode om genoptagelse af sagen var bortfaldet ud fra passivitetsbetragtninger. Den herboende ægtefælles anmodning om genoptagelse af sagen blev således afvist og blev ikke behandlet i Udlændingenævnet. FAM/2014/132.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Omgørelse

    Dato: 15-05-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Tyrkiet under henvisning til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke opfyldte tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark i 12 år, at den herboende ægtefælle havde haft tilknytning til det danske arbejdsmarked igennem flere år, og at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, idet ansøgeren havde været i Danmark på visumophold. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 7 var opfyldt. FAM/2014/133.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – 24-års-kravet

    Dato: 13-05-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse under henvisning til ægteskab til en statsborger fra Libanon. Ansøgeren var født i august 1991 i Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle var født i 1974 i Libanon og var dansk statsborger. Det var til sagen oplyst, at parret mødtes gennem familie i 2012, at parret indgik ægteskab i januar 2013, at parret ikke havde boet sammen forud for ægteskabets indgåelse, at parret havde et fællesbarn født i Libanon i januar 2014, og at parret siden ægteskabets indgåelse havde haft kontakt på næsten daglig basis via Skype, Viber, WhatsApp m.v.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da hun på ansøgningstidspunktet var under 24 år. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der ville kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som kunne bevirke, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret mødtes og indgik ægteskab, og dér sammen med ansøgeren og parrets fællesbarn udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og parrets fællesbarn var bosat i en flygtningelejr sammen med ansøgerens ægtefælles moder og broder, der begge var syge, og at den herboende ægtefælle, såfremt han måtte tage ophold i Libanon, efter det oplyste ikke ville kunne forsørge familien. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke er sådanne ganske særlige grunde, der kan føre til, at en ansøger meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise den herboende ægtefælle og parrets fællesbarn til at indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret mødte hinanden og indgik ægteskab, for dér at udøve familielivet sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv, uanset at der på tidspunktet har været etableret et beskyttelsesværdigt familieliv. FAM/2014/137.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt familieliv

    Dato: 13-05-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en vietnamesisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle var gift i Vietnam i perioden fra 1991 til 2000, og parret blev forældre til et barn i 1992. Den herboende ægtefælle blev i februar 2003 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskab med en herboende dansk statsborger. Hun blev i november 2006 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, og i januar 2008 blev hun skilt fra sin tidligere danske ægtefælle. I 2006 indgik ansøgeren ægteskab med en herboende dansk statsborger, som var den herboende ægtefælles søster. Ansøgeren havde endvidere i 2007 kortvarig opholdstilladelse i Danmark som kok. I 2006 fik parret endnu et fællesbarn sammen. Begge børn havde siden henholdsvis indrejsen i 2003 og fødslen i 2006 haft uafbrudt ophold i Danmark. Parret havde i øvrigt under sagens behandling forklaret modstridende om parrets forhold forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark. Ansøgeren og referencen blev på ny gift i Vietnam i 2010.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet lagde betydelig vægt på, at parret forud for ansøgerens indrejse i Danmark i juli 2007 havde kendt hinanden i Vietnam siden 1991, at parret tidligere havde været gift med hinanden i perioden fra 1991 til 2000, og at parret i denne periode fik et fællesbarn. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på parrets forklaringer om, hvordan kontakten mellem ægtefællerne blev genetableret, herunder at parret ved den seneste ansøgning om opholdstilladelse fra januar 2013 havde oplyst, at parret mødte hinanden i 2005. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse på grund af arbejde i perioden fra juli 2007 til oktober 2007, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af det nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som den pågældende havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Vietnam. Det bemærkedes i den forbindelse, at parrets andet fællesbarn blev født i 2006, mens den herboende ægtefælle var gift med sin tidligere ægtefælle, der var den herboende ægtefælles søster. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at parret talte vietnamesisk sammen, at ansøgeren havde forældre og søskende i Vietnam, og at den herboende ægtefælles to søskende ligeledes var bosiddende i Vietnam. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at det oplyste om, at den herboende ægtefælle siden 2003 havde boet i Danmark og siden 2007 havde været tilknyttet arbejdsmarkedet, kunne føre til et andet resultat, da Udlændingenævnet ikke fandt, at den herboende ægtefælle på baggrund af hendes ophold og beskæftigelsen havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske arbejdsmarked, at dette kunne føre til en ændret vurdering af, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke oversteg parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der kunne tale for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Vietnam. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at parrets fællesbørn opholdt sig hos den herboende ægtefælle i Danmark, ikke udgjorde sådanne ganske særlige grunde, at ansøgeren på den baggrund burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, uanset at parrets yngste barn var født i 2006 i Danmark og siden havde boet her i landet. Det bemærkedes endvidere, at parrets ældste barn, som var født i 1992, på afgørelsestidspunktet var myndigt. Udlændingenævnet fandt således ikke, at barnets forhold kunne føre til, at det kunne anses for at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i denne forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne give en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det var parrets eget valg, at parrets fællesbørn skulle bo i Danmark på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom det var parrets eget valg at lade børnene forblive i Danmark, selv om ansøgeren var blevet meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at parret dermed havde valgt at udøve familielivet således, at parrets familie skulle leve adskilt, og at der intet var til hinder for, at parret kunne fortsætte med at udøve familielivet som hidtil. FAM/2014/147.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt familieliv

    Dato: 07-05-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 7. Ansøgeren og den herboende ægtefælle mødtes i 1996 og fik i 1997 og 2000 to fællesbørn. Familien indrettede sig enten således, at de boede sammen, eller at den nu herboende ægtefælle løbende besøgte ansøgeren og fællesbørnene i årene 1996 til ultimo 2000. I 2001 indrejste den herboende ægtefælle i Danmark og blev meddelt opholdstilladelse under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger. I 2005 blev den herboende ægtefælle meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse og blev i 2006 skilt fra sin herboende danske ægtefælle. I 2007 indgik ansøgeren og den herboende ægtefælle ægteskab, og parret blev i 2009 forældre til endnu et fællesbarn. I 2009 og 2010 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. I 2011 afviste Udlændingestyrelsen, at ansøgeren kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 18 (nu § 9, stk. 21), idet forholdene, der begrundede afslagene i 2009 og 2010, ikke havde ændret sig i en sådan grad, at der var grundlag for at vurdere sagen på ny.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet lagde vægt på, ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Tyrkiet, hvor parret havde haft deres skolegang og tilknytning til arbejdsmarkedet, og at den herboende ægtefælle først i en alder af 27 år var indrejst i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren udover den herboende ægtefælle og de tre fællesbørn ingen tilknytning havde til Danmark, og uanset at ansøgeren havde været på visumophold i Danmark tre gange forud for den seneste indrejse i 2013, kunne dette ikke føre til en anden vurdering, idet parret ikke herved havde opnået en større tilknytning til Danmark end til Tyrkiet. Udlændingenævnet bemærkede, at det taler med betydelig vægt imod at anse tilknytningskravet for opfyldt i tilfælde, hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle tidligere har været gift eller har levet sammen i deres fælles hjemland inden den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, og parret senere indgiver ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af nyt ægteskab indgået efter den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, idet indgåelse af ægteskab på ny indikerer, at den herboende ægtefælle har bevaret en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet. Udlændingenævnet fandt ud fra tilsvarende betragtninger, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som den herboende ægtefælle havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet tillagde det betydelig vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark havde indrettet sig således, at parret enten boede sammen, eller at den herboende ægtefælle besøgte ansøgeren og fællesbørnene, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark havde fået to fællesbørn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret talte kurdisk og tyrkisk sammen, og at parrets forældre og søskende stadig boede i Tyrkiet. Det forhold, at parrets tre fællesbørn henholdsvis i oktober 2010 i en alder af ét år og i 2012 i en alder af henholdsvis 12 og 15 år var meddelt opholdstilladelse i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at dette kunne føre til en fravigelse af de almindelige betingelser for familiesammenføring, da fællesbørnene ikke havde boet i Danmark fast og sammenhængende i seks til syv år og herunder gået i danske institutioner og/eller skoler. FAM/2014/40.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 01-05-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 9. Ansøgeren blev i 2010 meddelt endeligt afslag på asyl og tvangsmæssigt udsendt til Afghanistan. Ansøgeren indrejste på ny i Danmark i juni 2012 og søgte asyl, hvilket ansøgeren i april 2013 på ny blev meddelt endeligt afslag på. Kort tid herefter indgik ansøgeren ægteskab i Danmark med sin herboende ægtefælle. Parret havde fået dispensation til at indgå ægteskab i Danmark, idet den herboende ægtefælle er anerkendt flygtning i Danmark. Ægtefællen var mor til en kvinde, som ansøgeren under sin første asylsag oplyste at have været forlovet med, men som havde hævet forlovelsen med ansøgeren.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Udlændinge-nævnet lagde vægt på, at ansøgeren to gange tidligere var meddelt endeligt afslag på asyl i Danmark i 2010 og 2013, og at parret kort tid efter det sidste afslag indgik ægteskab og søgte om familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren primært ønskede en opholdstilladelse i Danmark, uanset på hvilket grundlag opholdstilladelsen meddeles. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i forbindelse med asylsagerne og ægtefællesammenføringssagen havde givet divergerende oplysninger om, hvem ansøgeren var i et forhold med, herunder den herboende ægtefælle og dennes datter, samt hvornår ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden og blev forlovet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke havde fortalt troværdigt om sine forhold, og at det afgørende formål med ægteskabet var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der således på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende ægtefælle har et tilsvarende motiv til ægteskabet. FAM/2014/35.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 01-05-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en serbisk statsborger. Den herboende ægtefælle indrejste i Danmark i 1988 som 6-årig. Hans moder var bosiddende i Danmark. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at han var udrejst til Serbien fra marts 2001 til august 2002 og fra september 2005 til november 2012, hvor han havde uddannet sig, og hvor parret var mødtes og var blevet gift. Ansøgeren havde haft fire besøgsophold i Danmark i perioden fra januar 2011 til november 2012, og hun var på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse gravid. Det var til sagen oplyst, at den herboende ægtefælle var ansat på et hospital som kontorassistent, mens han ventede på at få sin autorisation som læge i Danmark. Den herboende ægtefælle havde været udrejst af Danmark til Serbien i samlet ca. otte år.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens herboende ægtefælle – uanset at han var indrejst i Danmark som mindreårig og var blevet dansk statsborger – fortsat havde en betydelig tilknytning til ansøgerens hjemland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både den herboende ægtefælle og ansøgeren var født i Serbien og havde familie dér, ligesom de kommunikerede på serbisk, og at den herboende ægtefælle havde opholdt sig i mere end otte år i Serbien, hvor han dels var gået på gymnasiet og dels havde uddannet sig til læge, og hvor parret var blevet gift. Det oplyste om den herboende ægtefælles familiemæssige tilknytning til Danmark og hans tidligere beskæftigelse, herunder at han i perioden fra april 2004 til juli 2005 havde arbejdet som postbud, at han i perioden fra februar 2005 til maj 2005 havde gennemført hærens basisuddannelse som værnepligtig, at han i perioden fra august 2007 til oktober 2007 havde arbejdet som vikar med pleje af udviklingshæmmede børn og voksne, og at han i perioden fra november 2013 til februar 2014 havde arbejdet som frivillig læge på Frederiksberg Hospital, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Ansøgerens fire besøgsophold i Danmark og det forhold, at hun var gravid, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. FAM/2014/43.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år

    Dato: 29-04-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1., og § 9 c, stk. 1, til en tyrkisk statsborger. Den herboende ægtefælle blev senest i august 2013 meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle, der er tyrkisk statsborger, ikke havde tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse, selvom referencen havde boet i Danmark siden 1999. Det forhold, at parret havde et fællesbarn, som var født i 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet bemærkede, at barnet ikke var registreret med bopæl i Danmark. FAM/2014/45.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 29-04-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en statsborger i Sri Lanka. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i september 2010 i Frankrig, hvor ansøgeren var asylsøger og havde fået afslag på asyl. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark. Ansøgerens herboende ægtefælle var dansk statsborger og havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1996. I maj 2012 fik parret et fællesbarn.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Sri Lanka, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det er en betingelse for at anse ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark for større end ægtefællernes samlede tilknytning til deres hjemland, at begge ægtefæller – hver især – har opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgerens herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet denne havde boet i Danmark med opholdstilladelse i mere end 12 år, og idet denne var tilknyttet arbejdsmarkedet. Samtidig lagde Udlændingenævnet til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Det forhold, at parret havde et fællesbarn, der var dansk statsborger, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at barnet som følge af dets unge alder ikke kunne antages at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren burde gives opholdstilladelse under henvisning hertil. FAM/2014/46.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 24-04-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en serbisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1998, og han fik dansk indfødsret i juni 2004. Den herboende ægtefælle havde oplyst at have arbejdet i Danmark fra 2007 til 2010 og at have boet sammenlagt i Danmark i over 12 år. Den herboende ægtefælle havde haft størstedelen af sin skolegang i det tidligere Jugoslavien (nu Bosnien-Hercegovina). Ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i juli 2001 i Serbien. Ansøgeren var født i Beograd i 1981, og hun opholdt sig i Danmark i 2009 og 2012 på visumophold. Ansøgerens forældre og søskende boede i Serbien. Den herboende ægtefælle udrejste af Danmark til Bosnien-Hercegovina i februar 2011, og ansøgeren og den herboende ægtefælle blev kort tid efter gift i Serbien. Den herboende ægtefælle rejste til Dubai i april 2011, hvortil ansøgeren indrejste måneden efter. Parret boede herefter sammen i De Forenede Arabiske Emirater fra maj 2011 til maj 2012. I samme periode var den herboende ægtefælle i Det Centrale Personregister registreret som bosat i Bosnien-Hercegovina.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Serbien. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle var født og opvokset i Jugoslavien og fik opholdstilladelse i Danmark i 1998 som 23-årig, og at Bosnien-Hercegovina geografisk og kulturelt er tæt tilknyttet Serbien, hvor ansøgeren var statsborger. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren var født, opvokset og havde haft sin skolegang i Serbien, at ansøgeren havde familie og venner i Serbien, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle blev gift i Serbien i 2011. Udlændingenævnet lagde herved betydelig vægt på, at ansøgerens ægtefælle valgte at rejse ud af Danmark i 2011 og ifølge Det Centrale Personregister bosatte sig i Bosnien-Hercegovina, hvor ansøgeren og ansøgerens ægtefælle valgte at stifte familie, for derefter at flytte sammen til Dubai fra Bosnien-Hercegovina/Serbien. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren kun havde opnået en begrænset tilknytning til Danmark ved ansøgerens visumophold i 2009 og 2012. Det var indgået i grundlaget for afgørelsen, at den herboende ægtefælle efter det oplyste havde gennemført en styrmandsuddannelse og pilotuddannelse i Danmark og efter det oplyste havde arbejdet i Danmark i perioden fra 2007 til 2010. Udlændingenævnet havde ikke modtaget dokumentation for dette. Udlændingenævnet bemærkede dog hertil, at det oplyste arbejde i perioden fra 2007 til 2010 ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Det indgik i vurderingen, at den herboende ægtefælle havde været beskæftiget i Danmark siden november 2012, og at han erhvervede dansk indfødsret i 2004. Dette fandt Udlændingenævnet imidlertid ikke kunne føre til en ændret vurdering. Det kunne samtidig ikke føre til en ændret vurdering, at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark i mere end 12 år, idet de 12 år i Danmark ikke havde været sammenhængende, og idet parret havde etableret familieliv på et tidspunkt, hvor ægteparret var udrejst af Danmark. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde fremsendt dokumentation for at have været ansat som pilot i Dubai i en del af den periode, hvor ægtefællen ifølge Det Centrale Personregister havde opholdt sig i Bosnien-Hercegovina, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. FAM/2014/141.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 23-04-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab til en statsborger fra Pakistan efter udlændingelovens § 9, stk. 7. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var begge født og opvokset i Pakistan og var pakistanske statsborgere. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens ægtefælle var født i april 1970, at han indgik ægteskab i Danmark med en herboende person i maj 1995, at han i juni 1996 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af dette ægteskab, at han i marts 1999 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, at han i marts 2000 blev skilt fra sin herboende ægtefælle, at han i maj 2000 indgik ægteskab med ansøgeren i Pakistan, og at parret senest i september 2013 indgav ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab. I den forbindelse havde ansøgeren oplyst, at parrets ægteskab var arrangeret af deres familier, og at ægteskabet blev arrangeret fem år forud for ægteskabets indgåelse, ligesom parret selv havde accepteret ægteskabet fem år forud for ægteskabets indgåelse. Parret havde tre børn, født i henholdsvis september 2004, november 2006 og december 2010, som alle tre havde opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde efter ægteskabets indgåelse haft kontakt via besøgsophold og telefon, hvor parret talte urdu og punjabi sammen, og ansøgeren havde opholdt sig i Danmark på visum og processuelt ophold i 2007, 2012 og 2013.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var født og opvokset i Pakistan, hvor de også havde haft deres skolegang, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgerens ægtefælle først kom til i juni 1996 i en alder af 26 år, og hvor ansøgerens ægtefælle havde haft ophold i cirka 18 år. Udlændingenævnet havde i den forbindelse lagt betydelig vægt på, at parret blev forlovet i Pakistan i 1995, hvor der blev truffet aftale om indgåelse af ægteskab, og at ansøgerens ægtefælle således blev gift med en herboende filippinsk statsborger, da han var forlovet og vidste, at han skulle giftes i Pakistan med ansøgeren. Det bemærkedes, at ansøgerens ægtefælle blev skilt fra sin tidligere ægtefælle kort tid efter, at han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at han dernæst kort tid efter blev gift med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt, at parrets forhold – henset til den måde parret valgte at etablere familielivet på – havde karakter af et oprindeligt familieliv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at familielivet blev etableret i Pakistan og fortsat havde været udøvet med udgangspunkt i Pakistan. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at parrets fællesbørn var født og til dels opvokset i Pakistan, og at parret i perioden 2001-2012 ikke havde søgt familiesammenføring i Danmark, hvilket understøttede parrets væsentlige tilknytning til Pakistan. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren ikke udover ansøgerens ægtefælle og parrets tre fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på visumophold i 2007, 2012 og 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Pakistan. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at parret talte urdu og punjabi sammen, at ansøgerens søskende var bosiddende i Pakistan, at ansøgerens ægtefælles forældre og søskende ligeledes var bosiddende i Pakistan, og at ansøgerens ægtefælle flere gange havde været på besøgsophold i Pakistan. FAM/2014/26.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 14-04-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring på baggrund af et samlivsforhold til en statsborger fra New Zealand.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende samlever havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fremgik af den herboende samlevers kommunes journalnotater eller andre sagsnotater i kommunen, at hun var blevet vejledt om konsekvenserne vedrørende familiesammenføring i forbindelse med at modtage kontanthjælp, samt at medarbejderne i kommunens jobcenter ikke kunne erindre at have rådgivet den herboende samlever om betydningen af modtagelse af kontanthjælp i familiesammenføringssager. Udlændingenævnet fandt på baggrund heraf, at kommunen ikke havde overholdt god forvaltningsskik, herunder den generelle vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7, hvorfor Udlændingestyrelsens afgørelse blev omgjort. FAM/2014/15.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 07-04-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret er beslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle er grankusine og granfætter. Parret mødte hinanden første gang i marts 2013 i Pakistan, hvor ansøgeren opholdt sig. Parret havde forinden talt i telefon sammen i ét år og i løbet af dette år aftalt at indgå ægteskab. Parret indgik ægteskab i Pakistan to uger efter det første møde med hinanden. Herefter rejste den herboende ægtefælle tilbage til Danmark, og ansøgeren indrejste i Danmark i juli 2013. Kort tid herefter blev ansøgeren gravid. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet, at han havde bedt sin mor om at undersøge, om der var en kvinde i moderens omgangskreds, der havde en datter, som den herboende ægtefælle kunne indgå ægteskab med. I forbindelse med klagen anførte ansøgerens advokat, at ansøgeren og den herboende ægtefælle først ved ægteskabets indgåelse var blevet bekendt med deres indbyrdes slægtskabsforhold, og at slægtskabet således ikke havde haft indflydelse på ansøgerens og ansøgerens ægtefælles ægteskab, hvilket efter advokatens opfattelse udelukkede, at der kunne være tale om tvangsægteskab.

    Udlændingenævnet fandt, at parret var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtkendskab udover den familiemæssige relation forud for ægteskabets indgåelse, og at parret kun havde boet sammen i forbindelse med ægteskabets indgåelse og ansøgerens besøgsophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at parrets indbyrdes kontakt via telefon og internet forud for ægteskabets indgåelse ikke havde haft en sådan udstrækning, at formodningen for tvangsægteskab var tilbagevist. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at parret selv havde planlagt brylluppet eller udgifterne hertil. Det forhold, at ansøgeren var gravid på tidspunktet for klagen, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da graviditet ikke i sig selv kan afkræfte formodningen for, at ægteskabet er indgået efter begge parters ønske. FAM/2014/38.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 07-04-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret er beslægtede, idet den herboende ægtefælle og ansøgeren er granfætter og grankusine. Parret mødte hinanden første gang i 2010 under den herboende ægtefælles ferie i Tyrkiet. Parret holdt kontakt med hinanden i to år via telefon og Facebook, og den herboende rejste på ferie i Tyrkiet et par gange, blandt andet i juli 2012, hvor parret indgik ægteskab. Herefter rejste den herboende ægtefælle og ansøgeren til Danmark og indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren nedkom i februar 2014 med parrets fællesbarn. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet, at parret selv planlagde brylluppet med hjælp fra deres forældre, at de finansierede brylluppet med de pengegaver, parret modtog i forbindelse med brylluppet, og at det ville være vanskeligt for den herboende ægtefælle at udøve familielivet i Tyrkiet, da den herboende ægtefælle oplevede at have en større tilknytning til Danmark end Tyrkiet.

    Udlændingenævnet fandt, at parret var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret ikke havde haft et længere og indgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse, der rakte ud over, hvad der fulgte af selve slægtskabet. Udlændingenævnet bemærkede, at det efter omstændighederne vil kunne tilbagevise formodningen om, at et ægteskab ikke er indgået efter begge parters eget valg, hvis der efter ægteskabets indgåelse har været et samliv af betydelig varighed, og det må lægges til grund, at begge parter ønsker at forsætte samlivet, og at parrets forudgående kontakt til hinanden i den forbindelse ikke kunne sidestilles med et egentligt samliv. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at efter gældende praksis vil et samliv, som har varet i to år, kunne føre til, at der foreligger et samliv, der anses for værende af betydelig varighed. Samlivet skal kunne dokumenteres. Det forhold, at ansøgeren i februar 2014 nedkom med parrets fællesbarn, kunne ej heller føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at dette i sig selv ikke var nok til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske. FAM/2014/39.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Nægtelse af forlængelse – Genoplivelse af betingelserne for opholdstilladelse

    Dato: 02-04-2014

    Udlændingenævnets flertal stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om betingelserne tilknyttet en forlængelse af opholdstilladelse til en ansøger fra Bosnien-Hercegovina. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i 1993 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter den særlige Jugoslaver-nødlov og blev efterfølgende i 1995 meddelt asyl i Danmark. Ansøgeren fik i september 2004 opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren blev på daværende tidspunkt oplyst af Udlændingestyrelsen om, at forsørgelses- og boligkravet i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 3, og § 9, stk. 6, blev fraveget under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle på grund af sin flygtningestatus ikke kunne henvises til at tage ophold i sit hjemland. Ansøgeren blev endvidere oplyst om, at så længe dennes opholdstilladelse var tidsbegrænset, ville forsørgelses- og boligkravet kunne genoplives, såfremt fravigelsesgrunden ikke længere var til stede. I august 2011 indgav ansøgeren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen vurderede i den forbindelse, at der – efter at ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt asyl i Danmark – var indtrådt fundamentale, varige og effektive ændringer i den herboende ægtefælles hjemland, hvorfor ophørsgrundene i flygtningekonventionens artikel 1 c (5) var indtrådt, hvilket betød, at ansøgerens opholdstilladelse kunne betinges af de almindelige krav til ægtefællesammenføring. Ansøgerens opholdstilladelse i Danmark blev således i juli 2013 forlænget, og kravene til forsørgelse blev genoplivet, således at ansøgerens opholdstilladelse nu var betinget af, at parret ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, indtil ansøgeren fik tidsubegrænset opholdstilladelse, og at parret rådede over egen bolig af rimelig størrelse.

    Udlændingenævnets flertal fandt ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2013. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at ansøgeren ved meddelelse af opholdstilladelse i 2004 blev vejledt af Udlændingestyrelsen om, at kravene ville kunne genoplives, hvis fravigelsesgrunden ikke længere var til stede, så længe hans opholdstilladelse var tidsbegrænset, at der i tiden efter, at ansøgerens herboende ægtefælle fik asyl i Danmark var indtrådt fundamentale, varige og effektive ændringer i hjemlandet, at de asylbegrundende omstændigheder således var ophørt for ansøgerens herboende ægtefælle, og at ansøgerens ægtefælle ikke længere ved en tilbagevenden til hjemlandet ville risikere asylrelevant forfølgelse. Flertallet fandt således, at der fortsat var grundlag for at genoplive betingelserne for ansøgerens opholdstilladelse om, at opholdstilladelsen nu også var betinget af, at parret rådede over egen bolig af rimelig størrelse. FAM/2014/79.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2014 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse

    Dato: 26-03-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 5 (krav om bestået Prøve i Dansk 1) til en tyrkisk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle, som i 1998 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet, var omfattet af betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 12, hvorfor den herboende ægtefælle skulle opfylde de betingelser, der gælder for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse. Den herboende ægtefælle opfyldte ikke betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, idet hun alene havde dokumenteret, at hun sluttede Spor 2, Trin 2, som svarer til Dansk Uddannelse 2, modul 4, hvorfor hun således ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Der forelå i sagen ikke oplysninger om ganske særlige grunde, som kunne føre til fravigelse af kravet. Det forhold, at parret havde to børn, født i henholdsvis 2009 og 2012, med opholdstilladelse i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. FAM/2014/30.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt familieliv

    Dato: 26-03-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en tyrkisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle havde i årene fra 1986 til 1999 etableret et familieliv i Tyrkiet, herunder var alle parrets fire fællesbørn født i Tyrkiet forud for referencens indrejse i Danmark i 1999. Den herboende ægtefælle blev i 1999 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende tysk statsborger. Den herboende ægtefælle fik i 2006 tidsubegrænset opholdstilladelse, hvorefter han i 2007 blev skilt fra sin tidligere herboende ægtefælle og på ny blev gift med ansøgeren.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at både ansøgeren og referencen var født og opvokset i Tyrkiet, hvor begge havde haft deres skolegang og en stor del af deres voksenliv, hvorfor de begge måtte antages at have en stærkere tilknytning til Tyrkiet end til Danmark, hvor den herboende reference først kom til i 1999 i en alder af 37 år, og hvor ansøgeren kun havde haft ophold på henholdsvis visum og processuelt ophold. Udlændingenævnet havde endvidere lagt betydelig vægt på, at parret i årene fra 1986-1999 havde etableret et oprindeligt familieliv i Tyrkiet, herunder at alle parrets fire fællesbørn var født i Tyrkiet forud for den herboende references indrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at referencen havde bevaret en meget væsentlig tilknytning til Tyrkiet. Udlændingenævnet henviste til, at det med betydelig vægt vil tale imod at anse tilknytningskravet for opfyldt, hvis den herboende ægtefælle og ansøgeren tidligere har været gift eller levet sammen – har haft et oprindeligt familieliv – i deres fælles hjemland inden den herboendes indrejse i Danmark, og ægtefællerne senere indgiver ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af (et nyt) ægteskab indgået efter den herboendes indrejse i Danmark, og at det også ville være tilfældet, uanset at den herboende ægtefælle f.eks. har haft opholdstilladelse i Danmark i over 12 år og har haft arbejdsmarkedstilknytning, da indgåelse af et ægteskab på ny med den tidligere ægtefælle/samlever indikerer en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet, hvorfor det oplyste om den herboende ægtefælles fire-årige tilknytning til arbejdsmarkedet under hans 15 årigt ophold i Danmark ikke kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2014/103.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 20-03-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet), til en statsborger fra Libanon.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samtlige omstændigheder, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgerens og ansøgerens herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon. Udlændingenævnet lagde herved vægt på karakteren og varigheden af ansøgerens herboende ægtefælles tilknytning til Danmark, herunder at ansøgerens herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1986, at han havde været dansk statsborger siden 1992 og efter det oplyste, inden han blev førtidspensionist, havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, samt at han siden sin indrejse i Danmark ikke sås at have boet i udlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i perioden fra 1995 til 2008 havde boet i Danmark, samt at parret i denne periode havde fået tre fællesbørn, som alle sammen var danske statsborgere. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at ansøgeren var født i Libanon, mens ansøgerens herboende ægtefælle var født i Irak, og at ansøgerens herboende ægtefælle udover ferieophold i Libanon ikke sås at have haft længerevarende ophold i Libanon. FAM/2014/115.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 20-03-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 7, til en statsborger fra Libanon.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samtlige omstændigheder, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon. Udlændingenævnet lagde herved vægt på karakteren og varigheden af ansøgerens ægtefælles tilknytning til Danmark, herunder at ansøgerens ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1986, at han havde været dansk statsborger siden 1992 og efter det oplyste, inden han blev førtidspensionist, havde været tilknyttet det danske arbejdsmarked, samt at han siden sin indrejse i Danmark ikke sås at have boet i udlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i perioden fra 1995 til 2008 havde boet i Danmark, samt at parret i denne periode havde fået tre fællesbørn, som alle sammen var danske statsborgere. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at ansøgeren var født i Libanon, mens ansøgerens ægtefælle var født i Irak, og at ansøgerens ægtefælle udover ferieophold i Libanon ikke sås at have haft længerevarende ophold i Libanon. FAM/2014/14.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 20-03-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 7. Ansøgerens ægtefælle blev i marts 1992 meddelt opholdstilladelse i Danmark og blev i august 1998 meddelt dansk statsborgerskab. Ansøgeren blev i september 1998 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med den herboende ægtefælle og blev i juni 2001 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Parret havde fået tre børn, født i september 1998, i februar 2002 i Danmark samt i november 2006 i Tyrkiet. Alle tre børn var danske statsborgere. Det var til sagen oplyst, at parret og parrets på daværende tidspunkt to børn i perioden fra september 2003 til september 2004 havde boet i Tyrkiet, at de herefter havde opholdt sig i Danmark frem til april 2005, hvor parret og parrets to børn igen udrejste til Tyrkiet, at parret og deres fællesbørn indrejste på ny i Danmark i april 2013, at parret talte tyrkisk sammen, at ansøgerens forældre og søskende var bosiddende i Tyrkiet, og at ansøgerens ægtefælles søskende var bosiddende i Tyrkiet.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at selvom ansøgerens ægtefælle havde opholdt sig i Danmark i perioden fra 1992 til september 2003 og fra september 2004 og frem til sin udrejse i 2005, og uanset at han i 1998 var blevet meddelt dansk indfødsret, opfyldte parret ikke tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, idet de havde opholdt sig udenfor Danmark i otte år, og idet de tog ophold i Tyrkiet, hvor de begge var født og opvokset. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at parret blev gift i Tyrkiet i 1997, hvor de senest i perioden fra 2005 til 2013 havde boet sammen med deres fællesbørn, at parret kommunikerede sammen på tyrkisk, at parret og deres fællesbørn havde været udrejst af Danmark i knap otte år, og at parret således havde valgt et etablere og opretholde familieliv i Tyrkiet i otte år forud for ansøgerens seneste indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgerens ægtefælle, uanset at han i 1998 erhvervede dansk statsborgerskab, fortsat havde en betydelig tilknytning til Tyrkiet. Det forhold, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælles fællesbørn var danske statsborgere, og at parret og fællesbørnene siden april 2013 havde boet i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til, at tilknytningskravet var opfyldt og lagde til grund, at parret og fællesbørnene ville kunne fortsætte med at udøve familielivet i Tyrkiet. FAM/2014/25.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. marts 2014 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 17-03-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en somalisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i juli 2013 i Etiopien. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark. Ansøgerens herboende ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Danmark siden 1996, var blevet dansk statsborger og havde været tilknyttet arbejdsmarkedet siden 2004.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Somalia, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgerens herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet denne havde boet i Danmark med opholdstilladelse i mere end 12 år, og idet denne var tilknyttet arbejdsmarkedet og havde været det i mere end syv til otte år. Udlændingenævnet lagde dog samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, og at tilknyt-ningskravet derfor ikke kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for fravigelse af kravet og lagde til grund, at den herboende ægtefælle som dansk statsborger ville kunne indrejse og tage ophold i Somalia for dér at udøve familielivet med ansøgeren, henset til at den herboende ægtefælle og ansøgeren begge var født og opvokset i Somalia, at ansøgeren havde boet hele livet i Somalia, og at ansøgeren var somalisk statsborger. FAM/2014/34.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. februar 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 26-02-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, til et par fra Somalia under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret og da der ikke forelå særlige grunde til at meddele opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet omgjorde dog samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse under henvisning til parrets samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Parret oplyste, at de havde indgået ægteskab i 2004 i Somalia og samlevet indtil 2008, hvor ansøgeren flygtede ud af Somalia. I perioden fra 2004 til 2008 fik parret fire børn. Ansøgeren blev i 2009 meddelt asyl i Italien. Den herboende ægtefælle og de fire børn blev i 2013 meddelt asyl i Danmark, og ansøgeren søgte kort tid herefter ægtefællesammenføring med den herboende ægtefælle.

    Udlændingenævnet fandt, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet Udlændingenævnet lagde til grund, at parret ikke havde fremsendt en vielsesattest. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt i den forbindelse, at officielle somaliske dokumenter, herunder vielsesattester, for tiden ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia. Udlændingenævnet fandt samtidig, at parret opfyldte samlivskravet, selvom parrets samliv havde været afbrudt siden 2008. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret efter egne oplysninger indgik ægteskab i 2004 og etablerede et samliv på fælles bopæl, at samlivet blev afbrudt i 2008, da ansøgeren grundet asylrelevant forfølgelse måtte flygte fra Somalia, at ansøgeren herefter blev meddelt asyl i Italien i 2009, og at samlivsafbrydelsen således ikke var frivillig. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret kort tid efter den herboende ægtefælles indrejse i Danmark søgte at genetablere familielivet. FAM/2014/10.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2014 – Ægtefællesammenføring – Karenstid for kriminelle forhold begået mod tidligere ægtefælle

    Dato: 19-02-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2013 om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Marokko. Den pågældendes herboende ægtefælle blev i april 2010 dømt for overtrædelse af straffelovens § 244 ved at have udøvet vold imod sin datter og sin tidligere ægtefælle. Den herboende ægtefælle blev idømt tre måneders fængsel, hvoraf den ene måned blev gjort betinget. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i marts 2013. Til støtte for klagen blev det anført, at den herboende ægtefælle ikke kunne tage ophold i ansøgerens hjemland under henvisning til sine fire særbørn, som alle var danske statsborgere, som boede hos ham og havde samvær med deres moder i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle indenfor en periode på ti år forud for Udlændingenævnets afgørelse var idømt frihedsstraf for personfarlig kriminalitet som omfattet af udlændingelovens § 9, stk. 10, imod sin tidligere ægtefælle. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 10. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde fire særbørn, som alle var danske statsborgere, og som boede hos den herboende ægtefælle og havde samvær med deres moder i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 10, hvoraf det fremgår, at det forhold, at parret ikke har mulighed for sammen at tage ophold i et andet land, ikke i sig selv kan begrunde, at karensperioden i udlændingelovens § 9, stk. 10, ikke skal finde anvendelse, og at indskrænkningen i udlændingelovens § 9, stk. 10, er begrundet i hensynet til beskyttelsen af ansøgerens liv og personlige integritet, herunder hensynet til den pågældendes integrationsmuligheder, og dermed varetager hensynet til andres rettigheder og friheder, hvilket er et lovligt hensyn efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, stk. 2, og at det således er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Udlændingenævnet fandt således, at hensynet til beskyttelsen af ansøgerens liv og personlige integritet vejer tungere end hensynet til beskyttelsen af ansøgeren og ansøgerens ægtefælles ret til familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. FAM/2014/62.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2014 – Ægtefællesammenføring – Karenstid for kriminelle forhold begået mod tidligere ægtefælle

    Dato: 19-02-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2013 om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Marokko. Den pågældendes herboende ægtefælle blev i december 2010 dømt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. til dels § 21, ved i august 2010 at have udøvet vold mod sin tidligere ægtefælle. Den herboende ægtefælle blev idømt fem måneders fængsel. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i oktober 2012, og i maj 2013 blev parrets fællesbarn født. Den herboende ægtefælle havde til sagen oplyst, at han var uskyldig, og at han havde anmodet om genoptagelse af sin straffesag. Den herboende ægtefælle havde endvidere tre mindreårige særbørn, som han skulle have overvåget samvær med i januar 2014.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle indenfor en periode på ti år forud for Udlændingenævnets afgørelse var idømt frihedsstraf for personfarlig kriminalitet som omfattet af udlændingelovens § 9, stk. 10, imod sin tidligere ægtefælle. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 10. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde oplyst, at han var uskyldig, og at han havde anmodet om genoptagelse af sin straffesag, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet straffesagen på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var endelig. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde tre mindreårige særbørn, som han ønskede samvær med, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 10, hvoraf det fremgår, at det forhold, at parret ikke har mulighed for sammen at tage ophold i et andet land, ikke i sig selv kan begrunde, at karensperioden i udlændingelovens § 9, stk. 10, ikke skal finde anvendelse, og at indskrænkningen i udlændingelovens § 9, stk. 10, er begrundet i hensynet til beskyttelsen af ansøgerens liv og personlige integritet, herunder hensynet til den pågældendes integrationsmuligheder, og dermed varetager hensynet til andres rettigheder og friheder, hvilket er et lovligt hensyn efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, stk. 2, og at det således er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det forhold, at parret havde fået et fællesbarn i maj 2013, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet parret havde indgået ægteskab, og ansøgeren var blevet gravid på et tidspunkt, hvor parret ikke havde en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark. FAM/2014/63.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. februar 2014 – Ægtefællesammenføring – 24-års-kravet

    Dato: 17-02-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsløs kurder fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at ansøgeren var under 24 år, og der ikke forelå ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse. Det fremgik af sagen, at ansøgerens herboende ægtefælle i 2009 var meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning, og at han ikke kunne vende tilbage til hjemlandet, da han fortsat risikerede asylrelevant forfølgelse. Ansøgeren havde boet cirka fire år i Tyskland, hvor hun havde opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da ansøgeren var under 24 år, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde opholdstilladelse i Tyskland, og at der ikke var oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Tyskland, hvor parret havde mødt hinanden, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren var gravid med forventet termin i juni 2014, kunne heller ikke føre til en anden vurdering. FAM/2014/76.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. februar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelses-kravet – Sygdom

    Dato: 11-02-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, til en statsborger fra Tyrkiet. Ansøgerens herboende ægtefælle havde i perioden fra maj 2011 og frem til tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse inden for de seneste tre år havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgerens herboende ægtefælle led af emotionelt ustabil personlighedsstruktur, borderline, en evasiv personlighedsforstyrrelse, PTSD, OCD og ADHD, at hun havde været indlagt på baggrund af depressive symptomer og selvmordsforsøg, at hun havde haft psykoselignende symptomer med stemmehøring, der havde opfordret hende til at begå selvmord, og at hun var i medicinsk behandling for sine psykiske lidelser, ikke i sig selv kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at hun ikke var tilkendt førtidspension, og at hun havde søgt optagelse på social- og sundhedsskolen med henblik på at tage en uddannelse. Udlændingenævnet kunne således ikke lægge til grund, at ansøgerens herboende ægtefælle måtte anses for at være afskåret fra på et senere tidspunkt at kunne opfylde kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens herboende ægtefælles helbredsmæssige forhold ikke bevirkede, at parret ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, hvor ansøgeren var statsborger, og hvor ansøgerens forældre, søskende og fem børn var bosat, for at udøve familielivet dér, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt herudover, at det i sagen anførte om, at det ville være en for stor omvæltning for ansøgerens herboende ægtefælle at bosætte sig sammen med ansøgeren i Tyrkiet på grund af hendes sygdomme, idet hun havde sin familie og sine venner i Danmark, og at hun havde behov for faste rammer, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at parret mødtes i Tyrkiet, hvor de indgik ægteskab, og hvor ansøgerens herboende ægtefælle efter egne oplysninger – på trods af hendes helbredsmæssige forhold – havde haft flere besøgsophold. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens herboende ægtefælle havde lært det tyrkiske sprog under sine mange ferieophold i Tyrkiet, og at hun desuden havde taget et tyrkisk sprogkursus i Danmark. FAM/2014/202.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2013 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 31-01-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab til en statsborger fra Kina. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens ægtefælle i perioden fra september 2009 til december 2010 havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik §§ 11 og 25.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt, idet ansøgerens ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle i perioden fra september 2009 til december 2010 havde modtaget kontanthjælp. Det var indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens ægtefælle påbegyndte at modtage offentlig hjælp efter et længerevarende udlandsophold, og at ansøgerens ægtefælle havde anført, at han ikke ville have taget imod kommunens tilbud om offentlig hjælp, hvis han havde været oplyst om konsekvenserne heraf. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, og lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle modtog offentlig hjælp i en periode på 15 en halv måned, og at der således ikke var tale om hjælp i form af enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse, der ikke var direkte relateret til forsørgelse. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, og lagde vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige, herunder helbredsmæssige, forhold, der bevirkede, at ansøgerens ægtefælle ikke ville kunne henvises til at tage ophold i Kina for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle i perioden fra september 2007 til maj 2009 boede og arbejdede i Kina, hvor ansøgeren og ansøgerens ægtefælle mødte hinanden, og hvor parret blev gift i september 2011. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var i lære som kok og muligvis skulle afbryde sit uddannelsesforløb, såfremt han valgte at udøve familielivet med ansøgeren i Kina, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Det forhold, at ansøgeren var flyttet tilbage til sine forældre i Kina, og at dette var usædvanligt og et stigende problem for ansøgeren grundet kinesisk kultur og tradition, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan føre til en fravigelse af betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det forhold, at ansøgeren var gravid med termin i marts 2013, kunne ligeledes ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret indgik ægteskab, samt at ansøgeren blev gravid, på et tidspunkt hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgeren derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark. FAM/2013/118.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 29-01-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilla-delse til en statsborger fra Marokko, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i september 2010 vurderet til at være omfattet af fleksjobordningen og modtog i ledighedsperioder ledighedsydelser efter § 74 i lov om aktiv socialpolitik. I 2011 modtog ansøgerens herboende ægtefælle ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, jf. § 11 (kontanthjælp), i en måned. Det fremgik af journalnotater fra det jobcenter, som ansøgerens herboende ægtefælle havde været tilknyttet, at ansøgerens herboende ægtefælle selv havde opsagt sit fleksjob på grund af samarbejdsvanskeligheder med arbejdsgiveren, hvorfor den herboende ægtefælle selvforskyldt var blevet ledig og dermed havde været selvforskyldt i at modtage ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, jf. § 11, i den pågældende måned. I juni 2012 overgik ansøgerens herboende ægtefælle til at modtage ydelser efter § 25, jf. § 11 i lov om aktiv socialpolitik, idet ansøgerens ægtefælle havde været ledig i seks måneder og var over 60 år, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 74 b, stk. 7. I november 2012 overgik ansøgerens herboende ægtefælle til folkepension.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, derfor ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgerens ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, jf. § 11, i en måned i 2011, og at ansøgerens ægtefælle var selvforskyldt i modtagelsen af disse ydelser. Udlændingenævnet bemærkede, at de ydelser, som ansøgerens ægtefælle havde modtaget efter lov om aktiv socialpolitiks § 74 (ledighedsydelser), ikke burde føre til afslag efter bestemmelsen, idet ansøgerens herboende ægtefælle på dette tidspunkt var visiteret til fleksjob, hvorfor han var afskåret fra at modtage arbejdsløshedsdagpenge, og idet ledighedsydelsen har et beskæftigelsesfremmende sigte. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ydelserne, der blev udbetalt efter juni 2012 – til trods for at disse blev udbetalt efter § 25, jf. § 11, i lov om aktiv socialpolitik – ikke indgik i beregningen af, om ansøgerens herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik inden for de seneste tre år, idet ansøgerens ægtefælle, som på dette tidspunkt var fyldt 60 år, ikke længere kunne modtage ledighedsydelse, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 74 b, stk. 7. FAM/2014/28.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 27-01-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i juli 2013. Efterfølgende fremsendte parret en lejekontrakt til Udlændingestyrelsen, som var underskrevet i september 2013, og hvoraf det blandt andet fremgik, at lejemålet begyndte i december 2012, at boligen bestod af fire værelser, at det samlede areal udgjorde 125 m2, at huslejen udgjorde i alt 100 kr. pr. måned, at udlejeren leverede varme, varmt vand og el på lejemålet, og at udlejeren leverede fællessignalforsyning, hvortil lejeren skulle betale bidrag. Den herboende ægtefælle havde i over et år været skrevet op til en lejebolig hos et boligselskab. Ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, som var født i september 2010.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den til sagen fremlagte lejekontakt var underskrevet i september 2013 – altså efter ansøgningens indgivelse – og at lejeforholdet påbegyndtes i december 2012. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at lejemålet efter det oplyste var ejet af en bekendt til den herboende ægtefælle, og at udlejerens fader og broder endvidere var bosiddende på adressen, hvorfor ansøgeren ikke kunne anses for at have den fulde rådighed over lejemålet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at huslejen alene udgjorde 100 kr. om måneden for et lejemål bestående af fire værelser og med et samlet areal på 125 m2. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af disse omstændigheder, at der ikke forelå et reelt lejeforhold mellem den herboende ægtefælle og udlejeren, hvorfor den herboende ægtefælle ikke kunne anses for at have godtgjort at råde over en bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at den herboende ægtefælle skulle godtgøre at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 6, og lagde vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Pakistan. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, der var dansk statsborger, som talte dansk, og som gik i dansk børnehave, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at barnet på grund af dets unge alder ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. FAM/2014/27.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – 24-års-kravet

    Dato: 17-01-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., under henvisning til, at ansøgeren var under 24 år, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i august 2008 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren blev født i Tyrkiet i december 1990, og ansøgeren indgik i juli 2013 ægteskab med sin herboende ægtefælle. I august 2013 indrejste ansøgeren i Danmark, og ansøgeren indgav i oktober 2013 ansøgning om opholdstilladelse. Det var af parterne oplyst, at de ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, og at parret efter vielsen havde kommunikeret via telefon og SMS. Det fremgik af sagen, at den herboende ægtefælle led af øjenlidelserne amaurosis congenita og pseudophakia. Udlændingestyrelsen meddelte i november 2013 ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. Under klagesagen blev det anført, at den herboende ægtefælle var synshandicappet, at den herboende ægtefælle i denne forbindelse havde brug for hjælp fra ansøgeren og sine forældre, at den herboende ægtefælle var førtidspensionist i Danmark, og at den herboende ægtefælle grundet synshandicappet ikke kunne tage ophold i Tyrkiet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da ansøgeren var under 24 år, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle efter de oplyste forhold ikke var forhindret i at udøve familielivet i Tyrkiet, samt at den herboende ægtefælle, som havde et medfødt synshandicap, ikke led af en behandlingskrævende sygdom, hvorfor det ikke var godtgjort, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne modtage den nødvendige pasning og pleje i Tyrkiet. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende ægtefælle i 2011, 2012 og 2013 havde opholdt sig i Tyrkiet, hvor parret endvidere indgik ægteskabet. Det kunne ikke føre til et ændret resultat, at den herboende ægtefælle blev meddelt førtidspension i januar 2013. Udlændingenævnet fandt, at det ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at henvise ansøgeren til at udøve familielivet med ansøgerens ægtefælle i Tyrkiet. FAM/2014/138.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Ledighedsydelse

    Dato: 15-01-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Thailand. Den herboende ægtefælle var i april 2008 blevet visiteret til fleksjob på grund af en varig funktionsnedsættelse, og den herboende ægtefælle havde siden august 2012 på baggrund heraf modtaget ledighedsydelser efter lov om aktiv socialpolitik § 74.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at en person, der er visiteret til fleksjob, er afskåret fra at modtage arbejdsløshedsdagpenge, uanset at den pågældende måtte være medlem af en A-kasse, at ledighedsydelsen har et beskæftigelsesfremmende sigte, og at reglerne om familiesammenføring derfor modvirker hensynet til beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det vil være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle har modtaget ledighedsydelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. FAM/2014/1.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Ledighedsydelse

    Dato: 15-01-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Kosovo. Den herboende ægtefælle blev i 2009 bevilget fleksjob efter at have modtaget ledighedsydelse grundet varig funktionsnedsættelse, hvorefter den herboende ægtefælle i en periode fra 2010 til 2012 igen modtog ledighedsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, inden ægtefællen på ny påbegyndte et fleksjob.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at en person, der er visiteret til fleksjob, er afskåret fra at modtage arbejdsløshedsdagpenge, uanset at den pågældende måtte være medlem af en A-kasse, at ledighedsydelsen har et beskæftigelsesfremmende sigte, og at reglerne om familiesammenføring derfor modvirker hensynet til beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det vil være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle har modtaget ledighedsydelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. FAM/2014/2.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Ledighedsydelse

    Dato: 15-01-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Bosnien-Hercegovina. Den herboende ægtefælle blev i december 2010 visiteret til fleksjob og modtog i en periode på tre måneder fra januar 2011 til marts 2011 ledighedsydelse grundet varig funktionsnedsættelse, hvorefter han påbegyndte et fleksjob.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at en person, der er visiteret til fleksjob, er afskåret fra at modtage arbejdsløshedsdagpenge, uanset at den pågældende måtte være medlem af en A-kasse, at ledighedsydelsen har et beskæftigelsesfremmende sigte, og at reglerne om familiesammenføring derfor modvirker hensynet til beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det vil være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle har modtaget ledighedsydelse, jf. udlændinge¬lovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. FAM/2014/3.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Ledighedsydelse

    Dato: 15-01-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Marokko. Den herboende ægtefælle blev i 2008 sygemeldt fra sit arbejde grundet sit psykiske helbred og modtog i en periode fra 2010 til 2012 ledighedsydelse efter lov om aktiv social politik. Den herboende ægtefælle kunne grundet sit psykiske helbred ikke fungere i et fleksjob, og ægtefællen blev i 2012 efter flere afklaringsforløb tilkendt førtidspension.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at en person, der er visiteret til fleksjob, er afskåret fra at modtage arbejdsløshedsdagpenge, uanset at den pågældende måtte være medlem af en A-kasse, at ledighedsydelsen har et beskæftigelsesfremmende sigte, og at reglerne om familiesammenføring derfor modvirker hensynet til beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det vil være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle har modtaget ledighedsydelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. FAM/2014/4.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 13-01-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstil-ladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Iran med tidsubegrænset opholdstilladelse i USA. Den herboende ægtefælle, der også var statsborger i Iran, var i 2010 sammen med sin myndige bror blevet meddelt asyl i Danmark. Den herboende ægtefælle havde i perioden fra oktober 2010 til marts 2012, i oktober 2012 og i perioden fra februar 2013 til april 2013 indenfor de seneste tre år forud for afgørelsestidspunktet modtaget ydelser efter integrationsloven og lov om aktiv socialpolitik. Ydelserne var udbetalt til forsørgelse. Under sagens behandling blev det oplyst, at den herboende ægtefælle led af posttraumatisk stressbelastning (PTSD), og at hun led af smerter efter skudskader. Der blev endvidere henvist til det tætte familieforhold mellem den herboende ægtefælle og hendes myndige bror, som hun søgte asyl sammen med.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt, idet ansøgerens ægtefælle inden for de sidste tre år forud for afgørelsen havde modtaget ydelser efter henholdsvis integrationsloven og lov om aktiv socialpolitik, og at ydelserne var udbetalt til underhold. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle efter det oplyste var velfungerende i dagligdagen og måtte antages at kunne opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 5, på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle kunne henvises til at indrejse og tage ophold i USA, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerens ægtefælle ikke havde godtgjort eller sandsynliggjort, at denne ikke ville kunne opnå tilladelse til at tage ophold i USA for dér at udøve familielivet med ansøgeren, og at Udlændingestyrelsen havde vurderet, at ansøgerens ægtefælle ikke ville risikere tilbagesendelse fra USA til sit hjemland (refoulement). Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var blevet meddelt asyl i Danmark sammen med sin bror, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgerens ægtefælle havde stiftet selvstændig familie med ansøgeren, og idet ansøgerens ægtefælles bror ikke boede sammen med ansøgerens ægtefælle, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at den herboende ægtefælle og hendes myndige bror havde en sådan særlig tilknytning til hinanden, der gik ud over, hvad der følger af selve slægtskabet, at dette ville kunne føre til et andet resultat i sagen. FAM/2014/9.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. december 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 18-12-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 7 til en statsborger fra Egypten. Ansøgerens ægtefælle var født i februar 1979 i Egypten. Han indrejste i Danmark første gang i marts 2002 og blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i september 2002, og i december 2009 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren var født i januar 1982 i Egypten, hvor hun også var statsborger. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren tidligere havde besøgt Danmark i perioderne fra oktober 2010 til juni 2011, fra september 2011 til december 2011 og fra januar 2013, at parret havde to fællesbørn født henholdsvis i april 2007 og i juli 2010, som begge var egyptiske statsborgere, at begge børn opholdt sig i Danmark under sagens behandling, og at ansøgerens forældre og søskende opholdt sig i Egypten. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren mødte sin ægtefælle første gang til et bryllup i maj 2006, at parret i perioder siden 2006 havde boet sammen i Cairo, at parret indgik ægteskab i august 2009 i Egypten, at parret talte arabisk sammen, at ansøgeren havde en B.A. i økonomi, og at ansøgerens ægtefælle havde været i beskæftigelse i Danmark fra 2005 til 2011 og derudover havde været selvstændig i perioden fra 2011 til 2012.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Egypten, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var født og opvokset i Egypten, hvor ansøgeren også havde haft sin skolegang, og hvor ansøgerens og ansøgerens ægtefælles forældre og søskende opholdt sig, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgerens ægtefælle først kom til i en alder af 23 år, og hvor han på afgørelsestidspunktet kun havde haft ophold i cirka 11 år. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at parret mødte hinanden i 2006 og senere indgik ægteskab i Egypten i august 2009, at ansøgerens ægtefælle siden da løbende havde besøgt ansøgeren og parrets to fællesbørn i Egypten, at begge børn var født i Egypten, og at parret talte arabisk sammen. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at parret havde etableret og videreført et familieliv i Egypten fra 2006 og frem, og at dette familieliv tillige var blevet etableret på et tidspunkt, hvor ansøgerens ægtefælle fortsat var gift med en anden i Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark i perioderne fra oktober 2010 til juni 2011, fra september 2011 til december 2011 og fra januar 2013 på henholdsvis visum og processuelt ophold, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund heraf ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Egypten. Den herboende ægtefælles tilknytning til det danske arbejdsmarked kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet han på afgørelsestidspunktet havde haft lidt under seks års arbejdsmarkedstilknytning, ligesom tilknytningen til arbejdsmarkedet ikke havde været uafbrudt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise ansøgeren, ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbørn til at indrejse og tage ophold i Egypten for dér at udøve familielivet sammen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at parrets fællesbørn var egyptiske statsborgere, at parrets ældste barn var opvokset de første fem år af sit liv i Egypten, og at børnene grundet deres alder og varigheden af deres ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, som dermed kunne føre til en fravigelse af betingelsen. FAM/2013/102.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. september 2013 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Dato: 26-09-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 12, til en statsborger fra Canada. Ansøgeren ansøgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, som blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i 2005, og var derfor omfattet at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 12. Den herboende ægtefælle havde overfor Udlændingestyrelsen oplyst, at han i juni 2012 blev uddannet som radiograf, og at han var jobsøgende. Overfor Udlændingenævnet fremlagde den herboende ægtefælle dokumentation for, at han i perioden april 2013 til oktober 2013 var ansat på et sygehus som radiolog, og at ansættelsen i oktober 2013 uden yderligere varsel skulle ophøre.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have haft ordinær fuldtidsbeskæftigelse her i landet i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse og fortsat måtte antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret, at han var tilknyttet arbejdsmarkedet, som det er påkrævet efter udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende ægtefælle var ansat i en tidsbegrænset stilling, og at ansættelsen i oktober 2013 skulle ophøre uden yderligere varsel. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 168 fremsat den 17. marts 2011, bemærkningerne til enkelte bestemmelser § 1, nr. 16), at udlændingen må antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet, hvis udlændingen kan godtgøre at være lønmodtager i en uopsagt tidsubegrænset stilling. FAM/2013/76.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. september 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 10-09-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskab til en statsborger fra Somalia. Ansøgeren var født i maj 1988 i Somalia, hvor hun ligeledes var statsborger. Ansøgerens ægtefælle var født i september 1987 i Somalia, hvor han også var statsborger. Ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark i august 2002, og i november 2005 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren var opvokset i Mogadishu, at hun opholdt sig i Etiopien, at hendes forældre og søskende var bosiddende i Somalia, at parret traf hinanden som børn i Somalia i 2000, hvor parret var naboer og gik i samme skole, at parret indgik ægteskab i Somalia i 2011, og at parret efter ægteskabets indgåelse havde kommunikeret via telefon, ligesom ansøgerens ægtefælle havde besøgt ansøgeren i udlandet to gange siden ægteskabets indgåelse. Det fremgik herudover, at parret talte somalisk sammen, at ansøgeren aldrig havde besøgt Danmark, at hun havde gået i skole i Somalia, at ægtefællen forsørgede ansøgeren i Etiopien, at parret efter ægteskabets indgåelse havde boet sammen i Somalia i lidt under en måned, og at parret under ægtefællens besøg i Etiopien havde boet sammen dér i samlet 70 dage. Ansøgerens ægtefælle havde i perioden fra juni 2012 til august 2012 opholdt sig i Etiopien, hans forældre og søskende boede i Danmark, han havde siden januar 2007 været ansat som hospitalsmedhjælper på et sygehus med en ugentlig arbejdstid på 37 timer, og han havde ikke og var ikke i gang med en erhvervskompetencegivende uddannelse i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, idet parrets samlede tilknytning til Somalia var større end deres samlede tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det var en betingelse for at anse ansøgerens og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark for større end deres samlede tilknytning til et andet land, at både ansøgeren og ansøgerens ægtefælle – hver især – havde opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde besøgt Danmark, og at han således ikke havde opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark, hvorfor parrets samlede tilknytning til Somalia måtte antages at være stærkere end parrets samlede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Somalia. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle efter det oplyste havde været i beskæftigelse siden januar 2007, fandt Udlændingenævnet ikke i sig selv kunne føre til, at tilknytningskravet på afgørelsestidspunktet kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold – herunder helbredsmæssige forhold – som bevirkede, at ansøgerens ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Somalia for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet befandt sig i Etiopien, kunne ikke føre til en anden vurdering, henset til at Etiopien og Somalia geografisk og kulturelt måtte anses for tæt forbundne. FAM/2013/103.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. august 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 15-08-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab til en statsborger fra Somalia efter udlændingelovens § 9, stk. 7. Ansøgerens ægtefælle var født i januar 1983 i Somalia. Ansøgerens ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark første gang i april 1996, jf. den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 3, og blev i juni 2004 tildelt dansk statsborgerskab. Ansøgeren var født i Somalia, men havde opholdt sig i Kuwait siden 1990, hvor han var beskæftiget i en bank. Hans forældre og søskende var bosiddende i Somalia. Ansøgeren og dennes herboende ægtefælle traf hinanden som børn i Somalia, hvor de var naboer. Parret havde ikke boet sammen forinden indgåelsen af ægteskabet i november 2006 i Kuwait. Parret havde efterfølgende boet sammen i Kuwait i perioden fra 2006 til 2008 og i øvrigt kommunikeret via telefon og e-mail, ligesom den herboende ægtefælle havde besøgt ansøgeren i Kuwait hvert år siden ægteskabets indgåelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, idet parrets samlede tilknytning til henholdsvis Kuwait og Somalia var større end parrets samlede tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at hun havde boet i Danmark siden juli 1996, at hun blev tildelt dansk statsborgerskab i juni 2004, og at hun siden oktober 2011 havde været ansat som uddannet SOSU hjælper. Udlændingenævnet fandt derimod, at ansøgeren ikke havde opnået tilknytning til Danmark, idet ansøgeren efter det oplyste aldrig havde været på besøg i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at tilknytningskravet som altovervejende udgangspunkt ikke ville kunne anses for opfyldt, hvis ansøgeren aldrig havde været i Danmark. Udlændingenævnet lagde herudover betydelig vægt på, at parret indgik ægteskab i november 2006 i Kuwait, men at de først i februar 2013 – knapt syv år efter – ansøgte om at blive familiesammenført, at parret efter ægteskabets indgåelse boede sammen i Kuwait i perioden fra 2006 til i hvert fald 2008, at ansøgerens ægtefælle havde haft opholdstilladelse i Kuwait, og at hun i øvrigt havde været indrejst i Kuwait på årlig basis, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælle måtte anses for at have indrettet familielivet således, at de skulle bo adskilt i henholdsvis Danmark og Kuwait. Udlændingenævnet fandt desuden, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde et brud på Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet Udlændingenævnet lagde til grund, at Danmark – henset til den måde hvorpå ansøgeren og dennes herboende ægtefælle havde indrettet og udøvet familielivet – ikke kunne anses for nærmest til at beskytte dette familieliv. FAM/2013/119.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. august 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 15-08-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en irakisk statsborger. Ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark i 1984 i en alder af 28 år, og han blev meddelt dansk statsborgerskab i 1992. Ansøgeren og den herboende ægtefælle blev gift i 1994 i Irak, og ansøgeren blev i 1996 meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført med ægtefællen. Parret har fire fællesbørn, der er født i Danmark i henholdsvis 1997, 1999, 2000 og 2005. I 2006 og 2007 var familien udrejst til Irak i en periode på mere end 12 på hinanden følgende måneder, hvorefter Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen. I en periode fra 2010 til 2012 udrejste familien på ny til Irak.


    Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte tilknytningskravet. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at ægtefællerne begge er født og opvokset i Irak, hvor parret også blev gift, samt at parret og parrets fire fællesbørn i to længere perioder har været udrejst af Danmark til Irak, og at familien begge gange efter det oplyste udrejste med henblik på varigt ophold dér. Udlændingenævnets flertal lagde endvidere vægt på, at hverken den herboende ægtefælle eller ansøgeren havde opnået en sådan væsentlig tilknytning til Danmark via uddannelse, beskæftigelse eller sprogkurser, at ægtefællernes tilknytning til Danmark kunne anses for større end deres tilknytning til Irak. Udlændingenævnets flertal lagde derudover vægt på, at parrets fire fællesbørn ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, idet børnenes ophold i Danmark var blevet afbrudt af to længerevarende ophold i Irak. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde en fravigelse af bestemmelsen. Det forhold, at familien havde haft flere dårlige oplevelser i Irak, at parrets ældste fællesbarn lider af epilepsi, og at ansøgeren siden 2007 har været nyrepatient, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet familien siden 2007 havde opholdt sig i længere perioder i Irak med henblik på at etablere et familieliv dér. FAM/2013/46.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. august 2013 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet

    Dato: 14-08-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, jf. § 9, stk. 12, nr. 6, jf. § 11, stk. 3, nr. 8, til en ansøger fra Tyrkiet. Ansøgeren og hans herboende ægtefælle havde to fællesbørn, der var født i Danmark i henholdsvis 2008 og 2010, og som var meddelt opholdstilladelse i Danmark. Den herboende ægtefælle modtog dagpenge før afholdelse af barsel i perioden fra november 2007 til marts 2009, hvorefter hun i perioden fra marts 2009 til juni 2009 modtog feriedagpenge og aktiveringsydelse, indtil hun fra juni 2009 på ny afholdt barsel. Efter endt barsel i november 2010 modtog den herboende ægtefælle dagpenge, indtil hun blev beskæftiget i oktober 2012.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle havde modtaget dagpenge før sin barsel fra november 2007, at hun havde modtaget aktiveringsydelse før sin barsel i juni 2009, og at hun modtog dagpenge, efter at hun ophørte med sin barsel i november 2010, og indtil hun blev beskæftiget i oktober 2012, samt at hun sammenlagt kun havde haft cirka otte måneders fuldtidsbeskæftigelse inden for de seneste fem år forud for ansøgningen om opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 12, ej heller under henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder CEDAW-konventionen, kunne antages at være opfyldt, da den herboende ægtefælle ikke var i beskæftigelse før sin barsel i 2007, da hun ikke var i beskæftigelse i perioden, efter at hendes barsel ophørte i marts 2009, og indtil hun på ny afholdt barsel fra juni 2009, og da hun efter endt barsel i november 2010 fortsat ikke var i beskæftigelse. FAM/2013/87.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. august 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 14-08-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab efter udlændingelovens § 9, stk. 7 til en statsløs palæstinenser fra Syrien. Ansøgerens ægtefælle var født i januar 1964 i Syrien, og han indrejste for første gang i Danmark i juli 1987. Han blev i oktober 1991 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og han blev tildelt dansk statsborgerskab i april 1999. Ansøgeren og den herboende ægtefælle havde to herboende fællesbørn født henholdsvis i juni 2009 og i oktober 2010 i Syrien. Børnene var begge danske statsborgere, og de indrejste og tog ophold i Danmark i december 2011. I december 2011 indrejste ansøgeren efter det oplyste i Danmark, hvor hun i januar 2012 indgav en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren var født i februar 1978 i Syrien og var statsløs palæstinenser. Parret indgik ægteskab i Syrien i 2008. Den herboende ægtefælle havde ikke taget en erhvervskompetencegivende eller en lang videregående uddannelse i Danmark, ligesom han ikke havde været eller påregnede at komme i beskæftigelse. Ansøgerens ægtefælle havde siden 2001 været indskrevet ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor han havde gennemført eksaminer for, hvad der svarede til 10 ECTS-point. Han var diagnosticeret med iskæmisk hjertesygdom og angina pectoris, for hvilken lidelse han modtog medicinsk behandling. Den herboende ægtefælle blev tilkendt førtidspension i 2005. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens ægtefælle havde været ind- eller udrejst fra Danmark til Syrien og fra Syrien til Danmark på et større antal udokumenterede datoer i perioden fra september 2006 til december 2011.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Syrien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens ægtefælle var født og opvokset i Syrien, hvor de begge havde gået i skole, hvorfor de måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgerens ægtefælle først kom til i oktober 1987 i en alder af 23 år. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter det oplyste traf hinanden i 2008 i Syrien, hvor de indgik ægteskab, at de først i januar 2012 ansøgte om at blive familiesammenført, hvorfor parret af denne grund måtte anses for at have bevaret en væsentlig tilknytning til Syrien, idet parret i perioden fra 2008, hvor de indgik ægteskab, til ansøgerens seneste indrejse i Danmark i december 2011 måtte anses for at have indrettet familielivet således, at de skulle bo adskilt i henholdsvis Danmark og i Syrien. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste havde været på to tremåneders visumbesøg i Danmark i henholdsvis 2009 og 2010, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ægteparrets fællesbørn tillige var bosiddende i Syrien sammen med ansøgeren indtil december 2011, mens ansøgerens ægtefælle var bosiddende i Danmark, og Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle gennem sine hyppige og langvarige ophold i Syrien havde bevaret en væsentlig tilknytning dertil. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens ægtefælle ikke på baggrund af sit uddannelsesforløb havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem, at dette i sig selv kunne føre til en ændret vurdering af, at parrets samlede tilknytning til Syrien oversteg deres samlede tilknytning til Danmark, uagtet at ansøgerens ægtefælle havde boet i Danmark i knapt 26 år og blev tildelt dansk statsborgerskab i april 1999. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle ikke på noget tidspunkt havde været i beskæftigelse siden sin indrejse i Danmark i juli 1987, og at han – trods han i september 2001 var påbegyndt en videregående uddannelse – kun havde gennemført eksaminer svarende til 10 ECTS-point. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at parret havde to fællesbørn, som havde opholdt sig i Danmark siden december 2011, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet disse fællesbørn – henset til deres alder og deres korte ophold i Danmark – ikke kunne anses for at have opnået en sådan væsentlig selvstændig tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark under henvisning hertil måtte anses for større end deres samlede tilknytning til Syrien. FAM/2013/104.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. august 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt familieliv

    Dato: 08-08-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7 (tilknytningskravet) til en tyrkisk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i 1985 i Tyrkiet, hvor de begge er født og opvokset i samme by og har gået på samme skole, og hvor parret boede sammen i perioden fra 1985 til 1995 og fik to fællesbørn i henholdsvis 1987 og 1989. Den herboende ægtefælle var i perioden fra 1995 til 2000 gift med en dansk statsborger og blev i henholdsvis 1996 og 1999 meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse og tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark på baggrund af dette ægteskab. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 2000 i Tyrkiet. Den herboende ægtefælle har siden 1997 haft tilknytning til det danske arbejdsmarked, og ansøgeren har flere gange siden 2001 været i Danmark. Ansøgeren er tidligere meddelt afslag på opholdstilladelse i 2003, 2005, 2006, 2007 og 2010 under henvisning til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke opfyldte tilknytningskravet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde etableret og videreført et familieliv i Tyrkiet. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren og dennes ægtefælle begge er født og opvokset i samme by i Tyrkiet, og at parret har boet sammen i en periode på cirka 10 år og i denne periode fået to fællesbørn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at den herboende ægtefælle har haft ophold i Danmark i cirka 17 år og haft tilknytning til arbejdsmarkedet siden 1996, idet genoptagelsen af samlivet i 2000 indikerer, at den herboende ægtefælle har bevaret en væsentlig tilknytning til Tyrkiet, ligesom det ikke kunne føre til en anden vurdering, at ansøgeren flere gange har været i Danmark. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at familier ikke efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har en generel og ubetinget ret til at vælge det land, hvori de ønsker at udøve deres familieliv, samt at parrets fællesbørns forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene er myndige. FAM/2013/34.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. august 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Oprindeligt samliv

    Dato: 07-08-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, jf. § 9, stk. 7, til en ansøger fra Tyrkiet. Den herboende ægtefælle blev i december 2000 som 32-årig meddelt opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2, og blev i november 2009 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Den herboende ægtefælle var i perioden fra november 2007 til april 2012 gift med en dansk statsborger. Ansøgeren og den herboende ægtefælle mødtes i Tyrkiet i 1989, hvor de under samlivsforhold som ugifte i 1991 og 1995 fik to fælles børn, født i Tyrkiet. Parret havde fået yderligere to fællesbørn, født i Tyrkiet i 2000 og 2010, og disse to børn blev i juni 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark. Parret indgik ægteskab i Tyrkiet i juli 2012.

    Udlændingenævnet fandt, at parrets samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, og lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle var født og opvokset i Tyrkiet, hvor de også havde boet hovedparten af deres liv. Udlændingenævnet lagde endvidere betydelig vægt på, at parret forud for den herboende ægtefælles indrejse i Danmark havde etableret et familieliv i Tyrkiet som ugifte samlevende, under hvilket parret blev forældre til to fællesbørn, og at parret blev forældre i 2000 og 2010 til yderligere to fællesbørn, født i Tyrkiet. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at parrets fælles barn født i 2010 således blev født under den herboende ægtefælles ægteskab med sin tidligere ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret før og efter ægteskabets indgåelse havde haft telefonisk kontakt, og at den herboende ægtefælle gennem årene adskillige gange havde været på ferie i Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle gennem den måde, som han havde udøvet familielivet med ansøgeren på forud for og efter sin indrejse i Danmark, herunder at parret sammen havde fire børn født i Tyrkiet, måtte anses for at have bevaret en meget betydelig tilknytning til Tyrkiet. Det forhold, at fællesbørnene født i 2008 og 2010 i 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark og efterfølgende tog ophold her i landet, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene henset til længden af deres ophold her i landet, ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt ud fra en samlet vurdering af sagen, at parrets samlede tilknytning til Tyrkiet væsentligt oversteg parrets samlede tilknytning til Danmark. FAM/2013/88.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. juli 2013 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 04-07-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2013 om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 5, til en tyrkisk statsborger. Ansøgerens ægtefælle var født og opvokset i Danmark. Ansøgeren og dennes ægtefælle blev gift i maj 2010 i Tyrkiet, og ansøgerens ægtefælle fødte i juli 2012 parrets herboende fællesbarn. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens ægtefælle i juni 2012 havde modtaget 18.537 kr. i henhold til § 85, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik ydet til dækning af boligindskud. Udlændingestyrelsen meddelte på denne baggrund ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens ægtefælle anførte til støtte for klagen, at Udlændingestyrelsen havde oplyst overfor hende, at ydelser efter lov om aktiv social politik § 85, stk. 1, ikke var til hinder for familiesammenføring, samt at kommunen burde have vejledt hende om, at det kunne få betydning for familiesammenføring, hvis hun modtog en sådan ydelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerens ægtefælle i juni 2012 modtog 18.537 kr. i henhold til § 85, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, og at dette beløb – uanset at der var tale om en enkeltstående ydelse, der ikke var direkte relateret til forsørgelse – ikke kunne anses for at være af mindre beløbsmæssig størrelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at ansøgerens ægtefælle ikke mente at være blevet vejledt korrekt, idet Udlændingenævnet lagde til grund, at hverken Udlændingestyrelsen eller bopælskommunen på tidspunktet for udbetaling af enkeltydelsen – ud fra det til sagen oplyste – havde haft en konkret anledning til at vejlede ansøgerens ægtefælle om udlændingelovens § 9, stk. 5, da ægtefællen ved anmodningen om enkeltydelsen havde angivet sin civilstand som enlig, og da ansøgeren i juni 2012 ikke havde en verserende ansøgning om opholdstilladelse, idet ansøgeren og ansøgerens ægtefælle først i februar 2013 indgav ansøgning om opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle på afgørelsestidspunktet havde tilbagebetalt de 18.537 kr. til kommunen, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbarn ikke ville kunne henvises til at indrejse og tage ophold i Tyrkiet for dér at udøve familielivet med ansøgeren. FAM/2013/120.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. juli 2013 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 04-07-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Sri Lanka, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, derfor ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen havde oplyst, at den herboende ægtefælle havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i sammenlagt to år og otte måneder – senest i december 2011 – at ydelserne var udbetalt til underhold, og at der ikke var tale om enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse. Det forhold, at den herboende ægtefælles arbejdsevne var nedsat, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at den herboende ægtefælle var i behandling for PTSD, at der var mistanke om, at han led af et lavt intelligensniveau, at han modtog medicin, samt at det ikke kunne udelukkes, at han ville få påtrængende selvmordstanker ved yderligere pres og belastninger, kunne ikke føre til en fravigelse af kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5. FAM/2013/60.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2013 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 27-06-2013

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Pakistan, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 6, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren, ansøgerens herboende ægtefælle og parrets fællesbørn boede for sig selv i Danmark i perioden fra 2007 til 2011. I september 2011 flyttede ansøgeren, ansøgerens herboende ægtefælle og parrets fællesbørn ind hos den herboende ægtefælles forældre. Den herboende ægtefælle led af paranoid skizofreni. Af den kommunale sag fremgik det, at parrets fællesbørn stod til at blive tvangsfjernet, før familien flyttede ind hos den herboende ægtefælles forældre, og at børnenes tarv og trivsel efter indflytningen hos den herboende ægtefælles forældre blev forbedret.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse som følge af, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det af den kommunale sag fremgik, at parrets fællesbørn forud for, at familien flyttede sammen med den herboende ægtefælles forældre, ikke var i trivsel og stod til at blive anbragt uden for hjemmet, men at det havde været gavnligt for børnenes trivsel, at familien flyttede sammen med den herboende ægtefælles forældre. Udlændingenævnet fandt herefter, at det aktuelle boligforhold havde været afgørende for børnenes trivsel, og at boligkravet under henvisning dertil konkret burde fraviges. FAM/2013/56.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2013 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 27-06-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Irak efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8, med henvisning til, at der var tale om et tvangsægteskab. Parret er beslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle er fætter og kusine. Parret mødte hinanden i 2004, da ansøgeren var 19 år og den herboende ægtefælle var 13 år, og besluttede sig i 2008 for at indgå ægteskab. Parrets ægteskab blev registreret i Irak i februar 2009. Parret havde efter registreringen af ægteskabet kontakt ved den herboende ægtefælles årlige ferieophold i Irak og telefonisk. Parret har et barn, der er født i 2009.

    Udlændingenævnet fandt, at parterne var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parterne ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtskab udover den familiemæssige relation inden ægteskabets indgåelse, og at parret ikke i tiden efter brylluppet havde haft et sådant samliv, at det kunne tilbagevise formodningen for, at der var tale om tvangsægteskab. Oplysningerne om, at ægteskabet var indgået efter eget ønske, kunne på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde også vægt på parrets unge alder, herunder at den herboende ægtefælle ikke var myndig på tidspunktet for ægteskabets indgåelse. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at parret havde fået et fællesbarn, ikke i sig selv kunne afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters ønske. FAM/2013/65.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juni 2013 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 25-06-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en vietnamesisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 9.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at parret efter at have kommunikeret via sms siden slutningen af 2011 mødte hinanden for første gang i starten af januar 2012, og at parret indgik ægteskab allerede i marts 2012. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der var mere end 30 års aldersforskel imellem parret, at parret på baggrund af det af ansøgerens herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet måtte antages at have haft kommunikationsvanskeligheder, og at den herboende ægtefælle rejste hjem til Danmark kun fire dage efter brylluppet. Den herboende ægtefælles forklaring under nævnsmødet kunne ikke afkræfte formodningen for, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. FAM/2013/61.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juni 2013 – Ægtefællesammenføring – Proforma

    Dato: 25-06-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Marokko, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 9.

    Udlændingenævnet fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at parret mødtes via internettet i november 2011, at parret mødte hinanden personligt første gang i Marokko i marts 2012, hvor parret samme dag eller dagen efter rettede henvendelse til de marokkanske vielsesmyndigheder med henblik på at blive gift, og at parret blev gift 13 dage efter parrets første personlige møde. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der var 20 års aldersforskel imellem parret, og at parret under en simultanafhøring ved Udlændingestyrelsen havde afgivet divergerende forklaringer omkring en række væsentlige spørgsmål. Endelig tillagde Udlændingenævnet det vægt, at den herboende ægtefælle tidligere havde været gift med en udlænding, som han var blevet skilt fra kort tid efter, at hun var meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark. Den herboende ægtefælles forklaring under nævnsmødet kunne ikke afkræfte formodningen for, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. FAM/2013/62.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2013 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 10-06-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til et par fra Iran under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, at der ikke havde været tale om et længerevarende samliv, og at der ikke forelå ganske særlige omstændigheder i øvrigt. Parret havde den 19. juli 2012 indgået ægteskab i Iran per stedfortræder, hvor den herboende part således ikke var til stede ved vielsen, men alene ansøgeren og den herboende parts fader. Parret havde oplyst til sagen, at de sidst så hinanden den 15. september 2012 i Irak, hvor vielsen skulle have fundet endeligt sted. Den herboende havde til støtte for klagen anført blandt andet, at han på grund af asylrelevant forfølgelse ikke havde været i stand til at indrejse i Iran for derved at være til stede ved vielsen.

    Udlændingenævnet fandt, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet Udlændingenævnet lagde til grund, at ægteskabet var indgået per stedfortræder. Det forhold, at den herboende havde anført, at han som flygtning fra Iran ikke kunne rejse dertil og dermed være til stede ved vielsen, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en fravigelse af kravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ligesom det forhold, at vielsen skulle have fundet endeligt sted den 15. september 2012 i Irak, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den til sagen fremlagte vielsesattest sås udstedt af de iranske – og ikke de irakiske – myndigheder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parret ikke havde haft et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, idet parret efter det oplyste aldrig havde boet på fælles adresse, men alene havde haft kontakt via blandt andet kommunikationsmidlet Skype, ligesom Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå de efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse, idet parret efter Udlændingenævnets vurdering ikke havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og idet der i øvrigt ikke til sagen forelå oplysninger om ansøgerens forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun burde meddeles opholdstilladelse i Danmark. FAM/2013/23.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2013 – Ægtefællesammenføring - Selvforsørgelseskravet

    Dato: 10-06-2013

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Elfenbenskysten. Den herboende ægtefælle havde indenfor de seneste 3 år forud for afgørelsestidspunktet modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Ansøgeren havde under sagens behandling i Udlændingenævnet anført, at parret ikke blev vejledt af kommunen om konsekvenserne for familiesammenføring ved modtagelse af offentlig hjælp til forsørgelse.

    Udlændingenævnet fandt, at der i sagen forelå særlige grunde til at fravige selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, da kommunen ikke fandtes at have overholdt sin vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboendes opholdskommune var bekendt med, at den herboende ægtefælle havde en udenlandsk ægtefælle, da både den herboende og den herboendes ægtefælle var mødt til kontanthjælpssamtale i kommunen. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at kommunen ikke havde vejledt parret om følgerne for familiesammenføring ved modtagelse af offentlig hjælp til forsørgelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at kommunen ikke havde overholdt god forvaltningsskik, herunder den generelle vejledningspligt, jf. forvaltningslovens § 7, og at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 5. under henvisning til, at den herboende ægtefælle havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitiks § 25. FAM/2013/30.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. juni 2013 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 03-06-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret er beslægtede, idet ansøgerens mor er kusine til den herboende ægtefælles bedstefar. Parret mødte hinanden og indgik ægteskab i juli 2010. Parret har efter det oplyste været sammen i Afghanistan i perioderne fra juli 2010 til august 2010 og i august 2012. Ansøgeren har endvidere været i Danmark fra april 2011 til oktober 2011 samt fra november 2011 til juni 2012. I februar 2012 fødte ansøgeren parrets fælles barn.

    Udlændingenævnet fandt, at parret på baggrund af egne oplysninger var nært beslægtede, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt., og at parret ikke havde haft forudgående kendskab, der kunne tilbagevise formodningen for, at der var tale om tvangsægteskab, idet parret efter det oplyste ikke havde boet sammen inden ægteskabet, og at parret ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at parret selv havde planlagt brylluppet og afholdt udgifterne hertil. Det forhold, at parret havde fremlagt en kvittering for udgifterne til brylluppet, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke heraf fremgik, at parret selv havde planlagt brylluppet og afholdt udgifterne dertil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parret ikke havde haft et efterfølgende samliv, der kunne tilbagevise formodningen for, at der var tale om tvangsægteskab. Ansøgerens og den herboende ægtefælles oplysninger om, at ægteskabet var indgået efter eget ønske, kunne på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering i sagen. FAM/2013/42.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2013 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

    Dato: 27-05-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 6, til en ansøger fra Kroatien, idet den herboende ægtefælle til brug for sagen havde fremlagt dokumentation for, at hun lejede en ungdomsbolig, og at lejemålet løb fra den 1. december 2011 til den 1. december 2013. Den herboende ægtefælle havde anført, at hun ca. tre måneder før lejekontraktens udløb ville modtage et brev fra boligforeningen, hvor hun ville blive tilbudt en forlængelse af lejekontrakten med et år, og at denne procedure ville blive gentaget år for år, da hun havde ret til at bo på lejemålet, til hun er 35 år.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle havde underskrevet en tidsbegrænset lejekontrakt for en to-årig periode, og at lejemålet således ikke var gyldigt i mindst tre år fra tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at det oplyste om den herboendes mulighed for forlængelse af lejemålet ikke godtgjorde, at boligkravet efter udlændingelovens § 9, stk. 6 kunne anses for opfyldt, da det anførte ikke førte til, at det var dokumenteret, at den herboende ægtefælles lejekontrakt ville blive forlænget således, at hun rådede over lejemålet i mindst tre år. FAM/2013/28.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. april 2013 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 19-04-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholds-tilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5 (krav om, at den herboende ægtefælle ikke må have modtaget offentlig hjælp tre år forud for afgørelsen om opholdstilladelse), til en ansøger fra Filippinerne. Den herboende ægtefælle havde indenfor de seneste tre år forud for afgørelsestidspunktet modtaget en enkeltstående ydelse på ca. 4.200 kr. efter lov om aktiv socialpolitik. Parret havde under sagens behandling i Udlændingenævnet anført, at der var tale om en engangsudbetaling til dækning af udgifter til el, at ydelsen var tilbagebetalingspligtig, og at den herboende ægtefælle havde indgået afdragsordning herom.

    Udlændingenævnet fandt, at det modtagne beløb lå væsentligt over bagatelgrænsen for modtagelse af offentlige ydelser efter udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ydelsen var givet med henblik på forsørgelse, og at det modtagne beløb lå væsentligt over det beløb (900 kr.), der i forarbejderne til bestemmelsen er angivet som eksempel på et beløb, der ligger under bagatelgrænsen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. FAM/2013/10.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2013 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet

    Dato: 05-02-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 7. Referencen, der er født og opvokset i Iran, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning i 1985, og i 2004 blev han meddelt dansk statsborgerskab. Under sit ophold i Danmark har referencen haft tilknytning til det danske arbejdsmarked. Udlændingestyrelsen har udtalt, at der ikke er grund til at antage, at referencen risikerer asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Parret mødte hinanden via Internettet i 2010, og de indgik ægteskab i juli 2010 i Syrien. Siden har parret været i kontakt med hinanden telefonisk og via Internettet. Ansøgeren har aldrig været i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at referencens og ansøgerens samlede tilknytning til Danmark ikke er større end ægtefællernes samlede tilknytning til Iran. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen har opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, mens ansøgeren aldrig har været i landet, hvorfor hun ikke har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå oplysninger om personlige, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirker, at referencen ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Iran for dér at udøve familielivet med ansøgeren. FAM/2013/24.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. februar 2013 – Ægtefællesammenføring – Karenstid for kriminelle forhold begået mod tidligere ægtefælle

    Dato: 04-02-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 10, til en statsborger fra Burma. Den herboende ægtefælle, som er flygtning fra Burma, blev i august 2008 dømt for vold mod en tidligere ægtefælle, og var således inden for en periode på 10 år forud for Udlændingenævnets afgørelse idømt frihedsstraf for personfarlig kriminalitet som omfattet af udlændingelovens § 9, stk. 10, mod sin tidligere ægtefælle. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab i 2011 i Thailand, og i januar 2012 indrejste ansøgeren i Danmark. Ansøgeren var gravid med parrets fællesbarn på ansøgningstidspunktet i maj 2012, og anførte i forbindelse med sin ansøgning, at ansøgeren var bange for at rejse tilbage til Burma, da ansøgeren frygtede, at militærregimet ville sætte ansøgeren i fængsel, og at ansøgeren ville blive nægtet udrejse af landet igen. Det blev gjort gældende, at den herboende ægtefælle aldrig havde udøvet vold mod ansøgeren, og at den herboende ægtefælle ikke længere indtog alkohol.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke var særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 10, og stadfæstede derfor afgørelsen. Oplysningerne om parrets eventuelt manglende mulighed for at tage ophold i Burma kunne ikke føre til en fravigelse af betingelsen. Udlændingenævnet bemærkede, at det forhold, at parterne ikke vil have mulighed for sammen at tage ophold i Burma, ikke i sig selv vil kunne begrunde, at karensperioden ikke skal finde anvendelse. FAM/2013/33.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2013 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl

    Dato: 31-01-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ansøgning om familiesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, til en nigeriansk statsborger, da hans herboende ægtefælle havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik inden for de seneste 3 år forud for afgørelsen. Ansøgerens ægtefælle havde i løbet af 2010 modtaget fire enkeltydelser fra sin bopælskommune på i alt 17.258,26 kr. til huslejerestance, boligindskudslån og køb af komfur og køleskab. I forbindelse med klagesagens behandling oplyste ansøgerens ægtefælle, at parret havde ophævet samlivet og ikke længere havde fælles bopæl.

    Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring, allerede fordi ansøgeren ikke længere opfyldte den grundlæggende betingelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, hvorefter det er en betingelse for at blive meddelt opholdstilladelse som familiesammenført, at der er et samliv på fælles bopæl. Af samme grund fandt Udlændingenævnet det ikke nødvendigt at foretage en konkret vurdering af, hvorvidt ansøgerens ægtefælle opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. FAM/2013/20.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2013 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

    Dato: 28-01-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Irak efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Parret er beslægtede, idet ansøgeren og den herboende ægtefælle er fætter og kusine. Parret mødte hinanden i sommeren 2010 til en slægtnings bryllup, besluttede at indgå ægteskab den 5. juli 2010, og indgik ægteskab i august 2010 i Irak. Parret boede efter det oplyste sammen i perioden fra juli 2010 til august 2010 hos ansøgerens forældre i Irak, og havde efter brylluppet alene haft kontakt via telefon og internet.

    Udlændingenævnet fandt, at parterne var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, og at det derfor måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parterne ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtskab udover den familiemæssige relation inden brylluppet, og at parret ikke i tiden efter brylluppet havde haft et sådant samliv, at det kunne tilbagevise formodningen for, at der var tale om tvangsægteskab. Oplysningerne om, at ægteskabet var indgået efter eget ønske, kunne på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering i sagen. FAM/2013/31.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. januar 2013 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 25-01-2013

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællefællesammenføring til en israelsk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, under henvisning til, at den herboende ægtefælle, der er dansk statsborger, havde modtaget kontanthjælp efter § 25 i lov om aktiv social politik. Borgmesteren i den herboende ægtefælles bopælskommune havde den 6. december 2012 til brug for sagens behandling i Udlændingenævnet afgivet en udtalelse i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 24, vedrørende den herboende ægtefælles kontanthjælpsforløb. Af udtalelsen fremgik det, at kommunen i den konkrete sag vurderede, at den ikke havde iagttaget vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1, og at kommunen således burde have vejledt den herboende ægtefælle om konsekvenserne af at modtage kontanthjælp i relation til familiesammenføring, idet der i sagen havde været en konkret anledning til at yde denne vejledning, da den herboende ægtefælle overfor kommunen havde oplyst, at han havde en udenlandsk ægtefælle, med hvem han netop var hjemvendt til Danmark.

    På denne baggrund fandt Udlændingenævnet efter en konkret vurdering grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælles bopælskommune under henvisning til kommunens udtalelse af 6. december 2012 burde havde ydet vejledning i relation til udlændingelovens § 9, stk. 5, i forbindelse med den herboende ægtefælles ansøgning om kontanthjælp, og at der således ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. FAM/2013/22.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. januar 2013 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år

    Dato: 22-01-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at den herboende reference ikke havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år, og at der ikke forelå ganske særlige grunde. Den herboende ægtefælle blev den 13. juli 2010 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I januar 2012 indgik parret ægteskab i Danmark, og den 13. marts 2012 modtog Udlændingestyrelsen ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse den 6. juni 2012, hvorfor ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke var oplysninger om, at den herboende ægtefælle led af en sygdom eller et handicap der kunne føre til en fravigelse af kravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og Udlændingenævnet fandt, at parret kunne henvises til at tage ophold i Tyrkiet, hvor begge var statsborgere, og hvor både den herboende ægtefælles og ansøgerens forældre og søskende var bosat. FAM/2013/32.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. januar 2013 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 22-01-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Belarus efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle modtog kontanthjælp i perioden fra marts 2009 til september 2010. Den herboende ægtefælle havde været visiteret til flexjob siden 2002 og kom i flexjob i oktober 2010. Parret gjorde gældende, at parret i februar 2012 var blevet vejledt forkert af kommunen omkring konsekvenserne af at have modtaget offentlige ydelser. Parret indgik ægteskab i februar 2012, fik et fællesbarn i april 2012, og ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i marts 2012.

    Udlændingenævnet fandt, at kravet om selvforsørgelse i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt, idet den herboende ægtefælle modtog kontanthjælp i den angivne periode fra marts 2009 til september 2010, og at det forhold, at parret gjorde gældende, at parret blev vejledt forkert af kommunen, ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle inden den angivelige vejledning fra kommunen havde modtaget offentlige ydelser, og at modtagelse af offentlige ydelser har været uafhængigt af det senere ønske om familiesammenføring i Danmark, da hjælpen blev ydet siden 2002 og senest i 2010, og ægteskabet blev indgået i 2012. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. FAM/2013/40.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post