MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføring24-års-kravetUdlændingenævnets afgørelse af 17. februar 2014 – Ægtefællesammenføring – 24-års-kravet

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsløs kurder fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at ansøgeren var under 24 år, og der ikke forelå ganske særlige grunde til at give opholdstilladelse. Det fremgik af sagen, at ansøgerens herboende ægtefælle i 2009 var meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning, og at han ikke kunne vende tilbage til hjemlandet, da han fortsat risikerede asylrelevant forfølgelse. Ansøgeren havde boet cirka fire år i Tyskland, hvor hun havde opholdstilladelse.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da ansøgeren var under 24 år, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde opholdstilladelse i Tyskland, og at der ikke var oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Tyskland, hvor parret havde mødt hinanden, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren var gravid med forventet termin i juni 2014, kunne heller ikke føre til en anden vurdering. FAM/2014/76.

Senest opdateret: 17-02-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post