MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringBoligkravetUdlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i april 2014. Af den lejekontrakt, der var vedlagt ansøgningsskemaet, fremgik det blandt andet, at lejemålet bestod af et værelse, og at det samlede boligareal udgjorde 40 m2. Den herboende ægtefælle søgte efter det oplyste på afgørelsestidspunktet efter en anden bolig. Ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, som var født i november 2011.

Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde godtgjort at råde over egen bolig af rimelig størrelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at lejemålet efter det oplyste havde et boligareal på 40 m2, og at der efter familiesammenføringen ville skulle bo tre personer i lejemålet, hvorfor lejemålet ikke levede op til boligkravsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, nr. 2, hvorefter en bolig anses for at have en rimelig størrelse, hvis boligens areal efter gennemførelsen af familiesammenføring vil være på mindst 20 m2 per person, der bor i boligen jf. stk. 3. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at den herboende ægtefælle skulle godtgøre at råde over sin egen bolig af rimelig størrelse, jf. herved udlændingelovens § 9, stk. 6, og lagde vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne forhold, der kunne føre til, at boligkravet ikke skulle stilles. Det forhold, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde et fællesbarn, der var dansk statsborger, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at barnet på grund af dets unge alder ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at parret havde anført, at ansøgeren ikke ønskede at være adskilt fra den herboende ægtefælle og parrets fællesbarn, og at et afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 6, ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at den herboende ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Filippinerne for dér at udøve familielivet med ansøgeren og parrets fællesbarn. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøver deres familieliv. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser – herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 – at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/227.

Senest opdateret: 21-08-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post