MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringDanskprøveUdlændingenævnets afgørelse af 6. juli 2017 – Ægtefællesammenføring – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A2-niveau indenfor en fastsat frist – Dispensation
Udlændingenævnet omgjorde i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på udsættelse af fristen for at aflægge danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau til en libanesisk statsborger.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde have været meddelt afslag på udsættelse af fristen for at aflægge danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist, jf. § 11 i bekendtgørelse om danskprøve på A1-niveau og danskprøve på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge. Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at Udlændingestyrelsen – henset til at ansøgerens ægtefælle i maj 2014 havde orienteret Udlændingestyrelsen om ansøgerens graviditet – burde have ydet en konkret vejledning til ansøgeren om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A2-niveau på tidspunktet for meddelelse af ansøgerens opholdstilladelse i maj 2014. Udlændingestyrelsen burde således på baggrund af ansøgerens graviditet udtrykkeligt have vejledt om muligheden for at søge om suspension på baggrund af ansøgerens forestående fødsel. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning kunne have været udslagsgivende i forhold til ansøgerens for sene ansøgning om suspension af danskprøvefristen. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne fastsætte en ny frist for aflæggelse af danskprøve på A2-niveau. Udlændingenævnet fandt endelig, at den nye frist skulle regnes fra Udlændingestyrelsens afgørelse, og at fristen skulle beregnes således, at det antal dage, der gik forud for ansøgerens barsel, skulle fratrækkes i de 15 måneder, som er den normale frist for at bestå Prøve i Dansk på A2-niveau. FAM/2017/50.

Senest opdateret: 06-07-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post