MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringKrav til ægteskab eller fast samlivsforhold
  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. marts 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Ganske særlige grunde

    Dato: 22-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Honduras, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at der havde været etableret et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og ansøgerens herboende samlever. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret fast samliv på fælles bopæl i halvandet til to år uden væsentlig afbrydelse, idet parterne havde oplyst at have boet sammen i tre måneder i 2011, under ansøgerens graviditet og Udlændingestyrelsens sagsbehandling i 2015 og fra august 2016 og frem til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Idet der skal være tale om kontinuerligt samliv umiddelbart op til indgivelsen af ansøgning om familiesammenføring uden væsentlig afbrydelse, ændrede det ikke Udlændingenævnets vurdering, at parret havde boet sammen i kortere perioder i 2007, 2009 og 2013. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens samlever ikke havde etableret et samliv af den fornødne varighed, og at der derfor efter de foreliggende oplysninger ikke var etableret et familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8’s forstand, som Danmark var nærmest til at beskytte. Det forhold, at ansøgeren og ansøgerens samlever havde et fællesbarn født i 2015, der var dansk statsborger, kunne ikke i sig selv føre til, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske institutioner eller skoler, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endvidere, at det ikke ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at henvise parret til at udøve familielivet sammen med fællesbarnet i Honduras. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at partsrepræsentanten havde anført i klagen, at Udlændingestyrelsens afgørelse var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder særligt EMRK artikel 8 og EU-retten. For så vidt angik spørgsmålet om EMRK artikel 8, henviste Udlændingenævnet til, at bestemmelsen ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Med hensyn til det anførte vedrørende EU-retten og dommene C-34/09, Zambrano, og C-133/15, Chavez-Vilchez, vurderede Udlændingenævnet, at disse afgørelser ikke fandt anvendelse ved vurderingen af sagen, idet en af forudsætningerne for, at en tredjelandsborger kan aflede ret, og dermed opholdstilladelse, fra barnet, der er unionsborger, er, at tredjelandsborgeren ikke er gift eller samlevende med unionsborgerens anden forælder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af præmisserne 68, 72 og 74 i EU-Domstolens dom i sagen C-256/11, Dereci, af 15. november 2011 fremgår, at den omstændighed alene, at det for en statsborger i en medlemsstat af økonomiske årsager eller for at bevare familieenheden på Unionens område måtte forekomme ønskværdigt, at medlemmer af dennes familie, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, kan opholde sig med vedkommende på Unionens område, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at det må antages, at unionsborgeren nødsages til at forlade Unionens område, hvis en sådan ret ikke meddeles. FAM/2018/8.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. september 2017 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab – Ganske særlige grunde

    Dato: 25-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Ansøgeren blev i marts 2015 meddelt afslag på ægtefællesammenføring i Danmark under henvisning til, at ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og da der ikke forelå ganske særlige grunde. I november 2015 hjemviste Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2015 til fornyet behandling, da den herboende reference havde indsendt ny dokumentation, som Udlændingestyrelsen ikke havde haft mulighed for at vurdere. I september 2016 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring. Den herboende reference havde til sagen oplyst, at han og ansøgeren var blevet gift efter de syriske traditioner, og at der intet var unormalt i, at de dokumenter, der efterfølgende var blevet udarbejdet inden for den offentlige forvaltning i Syrien, var udarbejdet senere, end ægteskabet var indgået, samt at der i Syrien ikke var et krav om, at begge ægtefæller skulle være fysisk til stede for at få udstedt de relevante dokumenter.

    Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at den herboende reference havde fremlagt divergerende oplysninger om datoen for parrets eventuelle ægteskab samt om den herboende references civilstatus som forlovet eller gift. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et retsgyldigt ægteskab, da den herboende reference i forbindelse med sin ansøgning om asyl udtrykkeligt havde oplyst, at han kun var forlovet, selvom han havde haft lejlighed til at fremkomme med bemærkninger og rettelser til samtalereferatet, men han havde ikke haft bemærkninger til dette. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i sin del af ansøgningspakken havde oplyst, at parret blev gift i april 2014, mens den herboende reference i sin del af ansøgningspakken havde oplyst, at parret i april 2013 havde besluttet at blive gift, men at parret ikke kunne blive gift på grund af krigen. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende reference havde anført, at han faktisk havde været gift siden april 2013, men at parret ikke kunne bo sammen på grund af krigen, og at parret havde holdt ægteskabet hemmeligt på grund af ansøgerens onkel. Det forhold, at der i sagen var fremlagt kopier og oversættelser af forskellige skrivelser, hvoraf det fremgik, at parret havde indgået ægteskab i april 2013 og havde betalt ægteskabsafgifter, samt at ”Marriage Certificate” var blevet udstedt i april 2015, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at skrivelsen fra april 2013 kun dokumenterede, at parret havde betalt ægteskabsafgifter, samt at skrivelsen ikke var udstedt af en religiøs myndighed. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke havde fremsendt en gyldig ”Marriage Contract” fra den religiøse ret, som var udstedt på selve vielsesdagen med begge parters underskrift samt dokumentation for registrering af kontrakten ved Civil Registry, eller en efterregistrering fra den religiøse myndighed med underskrift fra begge parter og dokumentation for registrering af Civil Registry. Endvidere kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at den herboende reference havde fremsendt kopi af ”Judgement of Marriage Confirmation”, hvoraf det fremgik, at kopien var blevet udstedt i april 2015, at ægteskabet var blevet efterregistreret i marts 2015 ved domstolen i Damaskus, og at efterregistreringen var blevet foretaget ved stedfortræder. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ”Judgement of Marriage Confirmation” var udstedt i marts 2015, hvor den herboende reference var i Danmark, og at en dom kun kunne anerkendes, hvis den var udstedt på et tidspunkt, hvor det måtte formodes, at begge parter havde været i Syrien. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt halvandet til to års varighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke var gift og ikke havde boet sammen, samt at den herboende reference flere gange havde oplyst, at han indtil sin udrejse af Syrien boede i Damaskus på det hotel, hvor han arbejdede, eller i sin egen lejlighed, hvor kun den herboende reference boede, og at ansøgeren havde boet hos sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da forholdet mellem parret ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anses for at have indgået et ægteskab, som kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold i øvrigt, at det var uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/92.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. marts 2017 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab

    Dato: 13-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger, som på tidspunktet for indgåelse af ægteskab med den herboende reference var under 15 år.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og den herboende references ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at ansøgerens og den herboende references ægteskab blev indgået i november 2014 i Syrien, da ansøgeren alene var 14 år gammel. Ægteskabet kunne således ikke anerkendes efter dansk ret, da det måtte anses som stridende mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public), jf. lov om ægteskabs indgåelse og opløsning § 22 b, stk. 2, nr. 3, da ansøgeren var under 15 år. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at der havde været etableret et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, idet det til sagen var oplyst, at ansøgeren og den herboende reference alene havde boet sammen fra december 2013 og indtil november 2014, svarende til omkring et år, og at dette samtidig var en periode, der lå forud for, at ansøgeren var fyldt 15 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt desuden, at forholdet mellem ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved lagt vægt på, at ansøgerens og den herboende references ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der alene efter det oplyste var stiftet et forhold på et tidspunkt, hvor ansøgeren var under 15 år. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde etableret et samliv af en sådan karakter, at det var omfattet af EMRK, eller at ansøgeren og den herboende reference i øvrigt kunne anses for at have forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at det måtte anses for at udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK’s artikel 8. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/145.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Urigtige oplysninger og konstrueret dokumentation

    Dato: 13-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger under henvisning til, at den herboende reference havde afgivet urigtige oplysninger samt fremlagt dokumentation, der blev anset for at være konstrueret med det formål at skaffe ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, stk. 1.

    Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at referencen måtte anses for at have afgivet urigtige oplysninger samt fremlagt dokumentation, der ansås for konstrueret med det formål, at ansøgeren kunne opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at referencen i forbindelse med sin asylsag i november 2014 havde oplyst, at han var ugift, mens det i ansøgningen om familiesammenføring var oplyst, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen var indgået i Syrien i marts 2013 – inden referencens flugt fra hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der til sagen var fremlagt to dokumenter vedrørende ægteskabskontrakten, der måtte antages at være to forskellige oversættelser af det samme originale dokument, men at der var væsentlige divergenser i dokumenterne, herunder at dokumenterne var udstedt af Shariadomstolen i to forskellige byer, at shariadommerens navn var forskelligt i de to dokumenter, og at medgiften var oplyst med to forskellige beløb i de to dokumenter, ligesom der i det ene dokument var omtalt en stedfortræder for referencen, hvilket ikke var tilfældet i det andet dokument. Uanset om der var tale om to separate dokumenter – og således ikke blot to oversættelser af det samme originale dokument – fandt Udlændingenævnet, at der i dokumenterne var så væsentlige uoverensstemmelser, at dokumenterne ikke kunne lægges til grund, da de måtte anses for at være konstrueret til lejligheden med det formål at skaffe ansøgeren opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der til klagen var fremlagt et andet dokument vedrørende ægteskabets indgåelse, hvor referencens navn fremstod væsentligt anderledes, end det navn, referencen havde oplyst til udlændingemyndighederne, ligesom den i dokumentet oplyste dato for indgåelsen af ægteskabskontrakten ikke var i overensstemmelse med den i de øvrige fremlagte dokumenter oplyste dato for indgåelsen af ægteskabskontrakten. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der var stavefejl i de angivelige officielle myndighedsstempler på de to dokumenter vedrørende ægteskabskontrakten, hvorfor dokumenterne ikke kunne antages at være udstedt af eller verificeret af de rette syriske myndigheder. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at referencen havde forklaret divergerende om sit forhold til ansøgeren, herunder hvor referencen arbejdede, og hvor han mødte ansøgeren for første gang, samt hvor ansøgeren og referencen havde boet sammen. FAM/2016/71.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. marts 2016 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv

    Dato: 14-03-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Canada, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens samlevers samliv var af fast og længerevarende karakter og derfor opfyldte kravet om et længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret siden midten af 2011 havde rejst rundt i udlandet i en camper, der tillige fungerede som parrets opholdssted under rejserne, og at parret i vintrene boede i en lejet lejlighed eller hos parrets forældre i enten Danmark eller Canada. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parrets rejseaktiviteter og levevis til sagen var beskrevet og dokumenteret, og at parret i slutningen af 2015 fik et fællesbarn. FAM/2016/15.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. marts 2016 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv

    Dato: 14-03-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Kenya, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens og ansøgerens samlevers samliv var af fast og længerevarende karakter og derfor opfyldte kravet om et længerevarende samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret havde haft et fast og næsten kontinuerligt samliv i Kenya på fælles bopæl siden slutningen af 2009, og at dette var dokumenteret blandt andet via pasregistreringer og lejekontrakter. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret i 2009 havde fået et fællesbarn, der siden 2014 havde haft fast ophold hos ansøgerens samlever. FAM/2016/16.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. december 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Stillingtagen til retsgyldigt ægteskab

    Dato: 03-12-2015

    Udlændingenævnet hjemviste i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Marokko, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen ved sin behandling af sagen ikke sås at have taget stilling til eller forbehold for, hvorvidt der var indgået et retsgyldigt ægteskab mellem ansøgeren og den herboende reference. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren til ansøgningen havde fremlagt en oversat vielsesattest, hvoraf det fremgik, at den herboende reference ikke selv var til stede ved vielsen, men at hans fader mødte op som befuldmægtiget på hans vegne. Derudover fremgik det af vielsesattesten, at den herboende references advokat havde skrevet under for ham. Det følger af Udlændingenævnets praksis, at udgangspunktet ved bedømmelse af sager om ægtefællesammenføring er, at vurderingen af, om betingelsen om et retsgyldigt ægteskab eller længerevarende samliv er opfyldt, går forud for en vurdering af de øvrige betingelser i udlændingelovens § 9, stk. 1. nr. 1. Der bør således som udgangspunkt ikke meddeles afslag under henvisning til, at en af de øvrige grundlæggende betingelser i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt, såfremt der ikke foreligger et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til sagen, herunder hvorvidt der var indgået et retsgyldigt ægteskab mellem ansøgeren og den herboende reference. Udlændingenævnet havde ikke herved taget stilling til, om ægteskabet var retsgyldigt. FAM/2015/233.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 03-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference havde i forbindelse med sin asylsag oplyst, at ægteskabet var indgået i november/december 2011 i Mogadishu, Somalia.

    Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et retsgyldigt ægteskab, hvorfor ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ægteskabet var indgået i Somalia, og at dokumentation fra Somalia, herunder vielsesattester, efter fast praksis ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia. Udlændingenævnet henviste herved til, at det afgørende i forhold til udlændingelovens regler for familiesammenføring, er, hvorvidt der er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem den herboende reference og ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det af den herboende reference oplyste om, at den herboende reference og ansøgeren havde boet sammen siden april 2011 indtil den herboende references flugt fra Somalia i marts 2012, hvorved den herboende reference og ansøgeren skulle have boet sammen i cirka elleve måneder, ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at ansøgerens forældre var imod den herboende references og ansøgerens forhold, at den herboende reference blev afvist af ansøgerens forældre, da den herboende reference bad om deres accept, at den herboende reference og ansøgeren løb hjemmefra og blev viet af en sheik, at ansøgerens familie – efter at familien fik at vide, at den herboende reference og ansøgeren havde indgået ægteskab – angreb den herboende references og ansøgerens opholdssted, at ansøgerens familie ville dræbe den herboende reference, men at det ikke lykkedes, og at ansøgerens familie tog ansøgeren med sig. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at et fast samlivsforhold af længere varighed efter praksis krævede et dokumenteret samliv på fælles bopæl i mindst 1½ til 2 år frem til ansøgningstidspunktet, og at samlivet skulle være uafbrudt. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fandtes godtgjort, at der var etableret et familieliv, som Danmark var nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun blev meddelt opholdstilladelse. FAM/2015/206.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 02-11-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en somalisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Den herboende reference, der var indrejst i Danmark i 2005, meddelt endeligt afslag på asyl i 2006 og efter en genoptagelse af sin asylsag meddelt opholdstilladelse som flygtning i 2013, ansøgte i 2014 om opholdstilladelse til ansøgeren og parrets to ældste børn. Det var oplyst, at parret indgik ægteskab i 1995 og derefter boede sammen indtil 2004, hvor den herboende reference rejste fra familien. Der var ikke fremlagt dokumentation for ægteskabets indgåelse. Den herboende reference var med resten af familien i 1999 flygtet fra Somalia til Etiopien. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark og opholdt sig fortsat i Etiopien med parrets to ældste børn. Den herboende reference oplyste på et mundtligt nævnsmøde, at familien var flyttet til Etiopien i 1999, fordi han havde problemer med myndighederne i Somalia. I Etiopien blev han og den øvrige familie også truet, men den herboende reference forlod Etiopien og efterlod den øvrige familie alene, fordi de ikke havde tilstrækkelige ressourcer til at flygte sammen.

    Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference ikke havde indsendt gyldig dokumentation for, at parret havde indgået et ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede, at det angivne ægteskab efter det oplyste var indgået i Somalia, og at dokumentation fra Somalia ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at officielle somaliske dokumenter, herunder vielsesattester, efter fast praksis for tiden ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med legitimitet til udøvelse af myndighed. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at selv om der havde eksisteret et fast samlivsforhold af længere varighed i perioden mellem 1995 og 2004 mellem parret, havde den herboende reference selv valgt at afbryde samlivet. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at den herboende reference udrejste af Etiopien i 2004, at den herboende reference i 2005 blev meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, og at den herboende reference efter afslaget på opholdstilladelse ikke sås at have genoptaget familielivet med sin familie. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at et fast samlivsforhold af længere varighed efter fast praksis kræver dokumenteret samliv på fælles bopæl og uden væsentlige afbrydelser i mindst halvandet til to år frem til ansøgningstidspunktet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende reference havde oplyst, at han i sommeren 2006 var udrejst til Holland, og at han blev der, indtil han i 2012 igen indrejste i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere – uanset at det måtte lægges til grund, at den herboende reference i den pågældende periode havde opholdt sig i Holland – at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet han under det nævnte ophold ikke sås at have genoptaget familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at årsagen til, at parret ikke længere boede sammen, var, at den herboende reference måtte flygte fra Etiopien, og at det ikke var muligt for parret at flygte samlet som familie, da dette var for farligt, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om omstændigheder, der kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at parret havde to fællesbørn, der i 2015 var indrejst i Danmark og havde taget ophold hos den herboende reference, samt to børn bosiddende i Etiopien hos ansøgeren, da parret siden 2004, på hvilket tidspunkt parret afbrød familielivet, ikke havde boet sammen. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, der var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at parrets to yngste børn nu boede i Danmark, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at børn efter praksis først anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, og såfremt børnene har gået i dansk skole eller institution, at dette kan føre til en fravigelse af de almindelige betingelser for ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle meddeles opholdstilladelse. Den herboende references forklaring ved Udlændingenævnets møde i november 2015 kunne på ovennævnte baggrund ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet stadfæstede samtidig afgørelser om afslag på familiesammenføring til parrets to ældste børn. FAM/2015/178.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. oktober 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 19-10-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en eritreisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference blev meddelt asyl i juli 2013. I november 2013 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende reference. Af ansøgningsskemaet fremgik det, at parret traf hinanden tre år før ægteskabets indgåelse, at parret havde gået i skole sammen, at parret ikke boede sammen inden ægteskabets indgåelse, og at parret så hinanden hver dag i skolen og på markedet inden ægteskabets indgåelse. Det fremgik endvidere, at parret indgik ægteskab i marts 1998 i Etiopien, at parret boede sammen efter ægteskabets indgåelse, at parret sidst så hinanden i 1999, og at parret holdt kontakt via telefon og Skype. Det fremgik af den herboende references asylsag fra november 2012, at referencen oplyste at have indgået ægteskab med ansøgeren imarts 1998, at parret ikke havde set hinanden siden december 1999, og at referencen på dette tidspunkt ikke vidste, hvad der var sket med ansøgeren. I maj 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 c, stk. 1. Det blev til støtte for klagen anført, at parret forsøgte at flygte i december 1999, at parret blev adskilt på grænsen mellem Etiopien og Sudan og mistede kontakten til hinanden, at den herboende reference fandt ansøgeren og sin lillesøster i 2013, at parret havde mistet alle personlige papirer, at indgåelse af ægteskab i Etiopien sker ved, at parterne indskrives i kirkebogen, at der ikke er tradition for udstedelse af vielsesattester ved indgåelse af ægteskab, at præsten, som forestod vielsen mellem parret, var død. Det blev endvidere anført til støtte for klagen, at parrets familier var vidne til ægteskabets indgåelse, at hverken den herboende reference og ansøger havde indgået et nyt forhold med en ny partner under parrets adskillelse, idet parret ikke havde kendskab til hinandens skæbne, og at den herboende reference betragtede parret som ægtefæller trods adskillelsen. Endelig var det anført til støtte for klagen, at den herboende reference efter adskillelsen spurgte enhver eritreer og etiopier, hun mødte, om de havde kendskab til ansøgerens skæbne, og at den herboende reference efter ankomsten til Danmark fortsatte søgningen efter ansøgeren, og at en etiopier fra Athen fandt ansøgeren i Etiopien.

    Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at den herboende reference og ansøgeren havde indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for ægteskabets indgåelse, idet den herboende reference ikke havde fremsendt en vielsesattest. Det forhold, at den herboende reference havde anført, at indgåelse af ægteskab i Etiopien sker ved, at parterne indskrives i kirkebogen, at der ikke er tradition for udstedelse af vielsesattester ved indgåelse af ægteskab, og at præsten, som forestod vielsen mellem parret, var død, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at såfremt dokumentation for ægteskabet mellem parret forelå, ville ægteskabet ikke kunne anses for retsgyldigt efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference var henholdsvis 19 år og 14 år ved ægteskabets indgåelse i marts 1998 i Etiopien. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det var uden betydning, om ægteskabet betragtedes som retsgyldigt i hjemlandet. Udlændingenævnet henviste herved til, at det afgørende i forhold til udlændingelovens regler for familiesammenføring, er, hvorvidt der er tale om et retsgyldigt ægteskab, der kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, at parret efter ægteskabets indgåelse i marts 1998 havde boet sammen, og at parret sidst havde set hinanden i december 1999. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at det angivne samliv var etableret på et tidspunkt, hvor den herboende reference var 14 år, og ansøgeren var 19 år, og at samlivet blev afbrudt, da den herboende reference var 16 år, og ansøgeren var 21 år. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at et par ikke kan opnå en bedre retsstilling, end hvis parret havde indgået ægteskab, og at et ægteskab mellem mindreårige, eller hvor en af parterne er mindreårig, ikke kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren og den herboende references forhold ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den herboende references alder ved ægteskabets indgåelse, og at parret sidst havde set hinanden i 1999, hvor den herboende reference var 16 år. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der på tidspunkterne for ægteskabets indgåelse og adskillelsen ikke var etableret et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at hverken ansøgeren eller den herboende reference havde indgået et nyt forhold med en ny partner under parrets adskillelse, idet parret ikke havde kendskab til hinandens skæbne, og at den herboende reference betragtede parret som ægtefæller trods adskillelsen, fandt Udlændingenævnet ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2015/176.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. maj 2015 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl

    Dato: 08-05-2015


    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, til en filippinsk statsborger, som søgte om ægtefællesammenføring med en herboende dansk statsborger. I juli 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til en herboende samlever. Det fremgik af ansøgningen, at parret havde mødt hinanden i april 2011 i Filippinerne, og siden da havde været sammen omkring ½ år sammenlagt i Danmark under ansøgerens fire besøgsophold samt fire måneder i Filippinerne. I november 2014 blev ansøgeren meddelt afslag på familiesammenføring med den herboende samlever. Det blev til støtte for klagen anført, at ansøgeren havde forsøgt at bo så meget sammen med den herboende samlever som muligt, og at parret havde et barn sammen. Ved Udlændingenævnets opslag i Det Centrale Personregister i april 2015 fremgik det, at ansøgerens herboende samlever aldrig havde været registreret som udrejst af Danmark, og at parrets fællesbarn i april 2014 var registreret som indrejst i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende samlever efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende samlever ikke havde dokumenteret samliv på fælles bopæl. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at parret havde mødt hinanden i april 2011 og siden da havde boet sammen omkring ½ år sammenlagt i Danmark under ansøgerens fire besøgsophold samt fire måneder i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at de anførte besøgsophold ikke kunne dokumentere et fast samliv af længere periode. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at samliv under ferieophold og besøgsophold, herunder visumfrit ophold, ikke kunne anses for at udgøre et fast samliv på fælles bopæl i udlændingelovens forstand, og at den herboende samlever aldrig havde været registreret som udrejst af Danmark. Udlændingenævnet fandt det således ikke dokumenteret, at parrets forhold havde en sådan fasthed og varighed, at det kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at parret henset til deres fællesbarn havde et beskyttelsesværdigt familieliv, men fandt dog ikke, at der var oplyst om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende samlever ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Filippinerne for dér at udøve familielivet med ansøgeren og deres fællesbarn. Udlændingenævnet henviste herved til, at familielivet var etableret med udgangspunkt i Filippinerne, og at parrets fællesbarn var født i Filippinerne, hvorfor Udlændingenævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse. FAM/2015/75.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 24-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference havde i forbindelse med sin asylsag oplyst, at hun i 2009 indgik ægteskab med ansøgeren i Mogadishu, at hun og ansøgeren havde en datter, og at hun på tidspunktet for asylsamtalen var gravid. Den herboende reference oplyste endvidere, at hun aldrig havde boet sammen med ansøgeren, at ansøgeren besøgte hende en gang imellem, og at ansøgeren var blevet truet af den herboendes references brødre, fordi han arbejdede for regeringen i Mogadishu. Den herboende reference oplyste i forbindelse med ægtefællesammenføring, at hun og ansøgeren indgik ægteskab juli 2009 i Wajid, Somalia, og at den herboende reference boede sammen med hende i nogle måneder efter ægteskabet blev indgået, hvorefter ansøgeren blev nødt til at flygte til Italien grundet krigen hvor han havde opnået flygtningestatus og havde gyldigt opholdstilladelse gældende til oktober 2020. Ansøgerens partsrepræsentant havde i forbindelse med klagen henvist til retspraksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Tarakhel mod Schweiz (app.np. 29217/12), og indsendt kopi af anden herboende reference og ansøgerens vielsesattest, hvoraf det fremgik, at parret havde indgået ægteskab i juli 2009 i Wajid, Somalia hvilket blev bekræftede af den somaliske ambassade i Rom, Italien.

    Udlændingenævnet fandt, at det angivne ægteskab mellem den herboende reference og ansøgeren ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da den herboende reference og ansøgeren efter det oplyste indgik ægteskab i Somalia, og at dokumentation fra Somalia, ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at officielle somaliske dokumenter, herunder vielsesattester, efter fast praksis for tiden ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia. Det forhold at vielsesattesten dateret i januar 2014 fra den somaliske ambassade i Rom, Italien, blev indhentet som dokumentation for ægteskabet, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da vielsesattesten blev udstedt af de somaliske myndigheder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der var divergerende oplysninger om byen, hvor vielsen mellem den herboende reference og ansøgeren fandt sted. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem den herboende reference og ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at et fast samlivsforhold af længere varighed efter praksis krævede et dokumenteret samliv på fælles bopæl i mindst 1½ til 2 år frem til ansøgningstidspunktet, og at samlivet skulle være uafbrudt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen lagt til grund, at der var divergerende oplysninger om samlivet, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag havde oplyst blandt andet, at hun og ansøgeren aldrig havde boet sammen, og at ansøgeren kom og besøgte hende, og at den herboende reference senere i forbindelse med behandlingen af asylsag havde oplyst, at hun og ansøgeren efter ægteskabets indgåelse boede sammen i syv måneder, hvorefter hun og ansøgeren flyttede til Mogadishu. Udlændingenævnet fandt, at divergenserne i den herboende references forklaringer var så store, at det ikke kunne lægges til grund, at den herboende reference og ansøgeren havde dokumenteret at have et længerevarende samliv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt, at uanset at den herboende reference og ansøgeren, havde etableret et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, var Danmark ikke er nærmest til at beskytte dette familieliv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at EMRK art. 8, ikke indebærer en generel og ubetinget ret til at parterne selv kan vælge det land, hvor familielivet skal udøves. Udlændingenævnet har herved lagde vægt på, at ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Italien fra den februar 2014 til januar 2025. Det forhold, at der var henvist til retspraksis fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Tarakhel mod Schweiz (app. no. 29217/12), kunne ikke give anledning til et andet udfald. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens sag ikke var sammenlignelig med dommen Tarakhel mod Schweiz app.no. (29217/12), fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, da ansøgeren allerede havde et opholdsgrundlag i Italien, hvor han efter det oplyste havde boet siden 2010, og at ansøgeren måtte antages at have etableret sig i Italien. FAM/2015/124.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl – Ganske særlige grunde

    Dato: 08-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en eritreansk statsborger med en herboende flygtning i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Det fremgik af sagen, at ansøgeren og den herboende reference havde oplyst, at parret havde boet sammen, fra de var fyldt 13 år i perioden fra 2002 til 2009, at parret i denne periode havde været kærester, og at parret havde boet i en lejet bolig sammen. Det fremgik endvidere, at den herboende reference var fængslet i perioden fra 2009 til 2012, og at han i september 2012 flygtede fra Eritrea.

    Udlændingenævnet fandt, at parret ikke opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet begge parter var under 24 år, og idet parret ikke havde dokumenteret at have haft et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset om parret måtte kunne dokumentere samliv på fælles bopæl i perioden fra 2002 til 2009, kunne dette stadig ikke føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at parret efter det oplyste havde boet sammen, fra de var 13 år, og at det henset til parrets unge alder på tidspunktet for det angivne samliv ikke kunne lægges til grund, at de havde samlevet i denne periode i udlændingelovens forstand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det angivelige fælles samliv blev afbrudt ved den herboende references fængsling i 2009. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det ikke kunne lægges til grund, at parret havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, henset til parrets unge alder på tidspunktet for det angivne samliv, og at parret ikke havde set hinanden siden 2009. FAM/2015/115.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. februar 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 12-02-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference indrejse i Danmark i juli 2013 og blev meddelt asyl i december 2013. Den herboende reference indgav i juli 2014 en ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring på vegne af ansøgeren. Af ansøgningsskemaet fremgik det, at ansøgeren og referencen mødte hinanden i Ceelo Gambo i 2011, at de indgik ægteskab i 2012, at de sidst så hinanden i 2013, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, at parret aldrig havde boet sammen, at ansøgeren forblev boende hos sin familie for at passe sine søskende, og at parret siden vielsen havde haft telefonisk kontakt gennem en bekendt. Det fremgik af den herboende references asylsag, at parret ikke selv var til stede ved vielsen, da vielsen blev indgået af parrets fædre ved tilstedeværelsen af vidner. I november 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Det blev til støtte for klagen anført, at ægteskabet var indgået i overensstemmelse med de gældende regler i Somalia.

    Udlændingenævnet fandt, at det angive ægteskab mellem den herboende reference og ansøgeren ikke kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ægteskabet var indgået i Somalia. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at officielle somaliske dokumenter efter fast praksis på afgørelsestidspunktet ikke kunne tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke selv var fysisk til stede ved vielsen, hvorfor ægteskabet ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet det ville stride mod grundlæggende danske retsprincipper, hvis et ægteskab var indgået mellem parter, der ikke var fysisk tilstedeværende ved vielsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret havde oplyst, at parret aldrig havde haft fælles bopæl. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren og den herboende references forhold ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende references somaliske ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og at parret aldrig havde boet sammen. Udlændingenævnet fandt derfor, at parret ikke havde etableret et samliv af en sådan karakter, at det var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, eller i øvrigt kunne anses for at have forpligtet sig over for hinanden i en sådan grad, at det måtte anses for at være udgøre et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2015/15.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Ej ganske særlige grunde

    Dato: 09-02-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en serbisk statsborger, da der ikke var etableret et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl med ansøgerens herboende danske kæreste, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og da der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren og den herboende reference havde aldrig boet på fælles adresse, og parret fik et fællesbarn i april 2013.

    Udlændingenævnet fandt, at det på baggrund af parrets egne oplysninger ikke kunne anses for dokumenteret, at parret havde haft et samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at uanset om parret havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, kunne Danmark ikke anses for nærmest til at beskytte dette i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da denne bestemmelse ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at parret havde et fællesbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da børn efter Udlændingenævnets praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at det i klagen var anført, at parrets fællesbarn var dansk statsborger og ikke havde krav på ophold og beskyttelse i Serbien, og at Udlændingestyrelsens afgørelse hindrede ansøgeren i at opretholde en tilknytning til barnet i de første leveår, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at parrets fællesbarn ikke kunne tage ophold eller indrejse i Serbien, og at ansøgeren var indgået i et kæresteforhold med den herboende reference og fået et barn med ham uden at have et opholdsgrundlag i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at ansøgeren var bopælsforælder til parrets fællesbarn, at afslag på familiesammenføring ville medføre en de facto udvisning af en dansk statsborger, og at Udlændingestyrelsens afgørelse reelt fratog parrets fællesbarn den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, der er tilknyttet statussen som unionsborger, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det anførte vedrørte forhold, som var underlagt Justitsministeriets kompetence, hvor ansøgeren havde en verserende klagesag vedrørende opholdstilladelse som følge af Zambrano-dommen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at Udlændingestyrelsens vejledning havde været uden reel substans, og at det var kritisabelt, at Udlændingestyrelsen med kendskab til sagens faktum skriftligt havde anmodet ansøgeren om at ansøge om familiesammenføring for derefter at meddele afslag på ansøgningen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen gentagne gange havde oplyst om årsagen til, hvorfor Udlændingestyrelsen anmodede om oplysninger i forhold til familiesammenføringen med den herboende reference, herunder at det var familiens forhold som samlet enhed, der ville danne grundlag for vurderingen af, om der burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren på baggrund af Udlændingestyrelsens breve i sagen ikke kunne have opnået en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/80.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 01-12-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference, der også var somalisk statsborger, indrejste i Danmark i november 2012 og blev i februar 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Under asylsagen oplyste referencen, at han og ansøgeren indgik ægteskab i Somalia i februar 2010, at han og ansøgeren ikke flyttede sammen efter ægteskabets indgåelse, da han ikke kunne forsørge hende, at han på grund af ægteskabet blev udstødt af sin familie, som truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke lod sig skille fra ansøgeren, at han derfor flygtede fra Somalia, og at han siden flugten ikke havde kontakt med ansøgeren. I ansøgningen oplyste den herboende reference imidlertid, at han og ansøgeren boede sammen i Somalia i ca. tre måneder, indtil han flygtede fra landet.

    Udlændingenævnet fandt, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet parret efter det oplyste blev gift i Somalia i februar 2010, og idet de danske udlændingemyndigheder ikke tillægger somaliske dokumenter, herunder vielsesattester, sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med en dermed manglende legitimitet til udøvelse af myndighed. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parret ikke havde dokumenteret at have etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, eftersom de kun kunne have boet sammen i højst tre måneder, hvorfor parret ikke havde etableret et samlivsforhold af en sådan fast og varig karakter, at det kunne anses for beskyttelsesværdigt i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at det til støtte for klagen var anført, at det ikke havde været muligt for ansøgeren og referencen at etablere et samlivsforhold af længere varighed, idet referencen måtte flygte fra Somalia for at beskytte sit og ansøgerens liv, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet asylretlige forhold ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/220.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. oktober 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Ej længerevarende samliv – Ej ganske særlige grunde

    Dato: 27-10-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 c, stk. 1, til en venezuelansk statsborger. Ansøgeren havde samlevet med den herboende reference i Danmark i henholdsvis fem og seks måneder i 2012 og 2013, og ansøgeren havde til klagesagen oplyst, at ansøgeren og den herboende reference havde samlevet i Venezuela i cirka tre måneder.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til samlivet med den herboende reference, idet ansøgeren og den herboende reference ikke havde dokumenteret at have samlevet i et fast samlivsforhold af længere varighed, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren og den herboende reference var registreret på samme bopæl i to perioder på henholdsvis fem og seks måneder i Danmark og at den herboende reference ikke var registreret som værende udrejst eller med bopæl i udlandet, hvorfor det oplyste om samlivet i Venezuela ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at samvær under ferieophold og besøgsophold ikke efter praksis kunne anses for at være egentligt samliv, og at samlivet som udgangspunkt skulle være uafbrudt. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde etableret et samliv af den fornødne varighed, og at der derfor ikke var etableret et familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8’s forstand. Udlændingenævnet bemærkede, at det forhold, at ansøgeren havde to børn, som boede i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet børnene var myndige og derfor måtte antages at kunne klare sig selv. Det forhold, at den herboende reference havde anført, at ansøgeren havde en virksomhed i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerens selvstændige virksomhed i Danmark ikke i sig selv kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. På den baggrund fandt Udlændingenævnet, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2014/224.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 08-09-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en ansøger fra Marokko under henvisning til, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl med ansøgerens danske kæreste, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse i Danmark. Parret havde efter det oplyste mødt hinanden under den herboende kærestes ferie i Marokko i 2011 og havde aldrig boet på fælles adresse, men alene levet sammen i forbindelse med parrets ferieophold i henholdsvis Marokko og Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende kæreste ikke havde haft et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet henviste til, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at den herboende aldrig havde været registreret som udrejst af Danmark, ligesom ansøgeren aldrig havde været meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at samliv under besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv efter praksis ikke kan medregnes i udregningen af, hvorvidt der foreligger et længerevarende samlivsforhold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Danmark ikke kunne anses som nærmest til at beskytte det eksisterende forhold mellem ansøgeren og den herboende i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren og den herboende alene havde tilbragt tid sammen i forbindelse med den herboendes ferieophold i Marokko og ansøgerens besøgsophold i Danmark. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at det ikke var dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at ansøgeren og den herboende havde boet sammen på fast bopæl eller havde forpligtet sig på anden måde over for hinanden. Det forhold, at den herboende ikke talte sproget i Marokko eller efter det oplyste ville kunne få arbejde i Marokko, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at sociale og økonomiske forhold ikke ville kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2014/191.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 04-09-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en ansøger fra Afghanistan under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret ikke havde indgået et retsgyldigt ægteskab, idet parret efter det oplyste var henholdsvis 12 og 13 år gamle ved ægteskabets indgåelse i Afghanistan i 2004. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det var uden betydning, om ægteskabet betragtedes som retsgyldigt i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed, idet parret efter det oplyste alene havde boet sammen i perioden fra 2004 til 2008. Udlændingenævnet lagde vægt på, at samlivsforholdet var etableret, hvor parret henholdsvis var 12 og 13 år gamle og blev afbrudt på et tidspunkt, hvor parret havde en alder af henholdsvis 16 og 17 år. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det er en grundlæggende forudsætning for meddelelse af opholdstilladelse, at begge ægtefæller eller samlevere er over 24 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet forholdet mellem den herboende og ansøgeren ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den herboendes alder på tidspunktet for ægteskabets indgåelse, og at ansøgeren og den herboende måtte anses for at have opgivet et fælles familieliv fra 2009 til 2013. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der efter 2009 alene havde været tale om et enkelt besøgsophold og telefonsamtaler, hvilket ikke kunne føre til, at ansøgeren og den herboende kunne anses for at have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv. Det forhold, at ansøgeren boede hos den herboendes moder i Afghanistan, kunne ikke føre til et andet resultat. FAM/2014/190.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Ej retsgyldigt ægteskab – Ej ganske særlige grunde

    Dato: 04-09-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren havde indgået ægteskab med en herboende afghansk statsborger i Pakistan efter at have etableret kontakt over internettet. Den herboende ægtefælle havde opholdstilladelse som flygtning. Parret havde efter ægteskabet levet sammen i cirka en måned. Ægteskabet i Pakistan blev indgået efter den pakistanske Muslim Family Law Ordinance fra 1961. Udlændingestyrelsen havde til sagen oplyst, at ægteskaber indgået efter Muslim Family Law Ordinance fra 1961 kun kan anses for retsgyldige i Pakistan, såfremt disse er indgået af muslimer, der begge er pakistanske statsborgere, eller hvor en af parterne er muslim og derudover pakistansk statsborger, uanset at vielsesattesten efterfølgende er påstemplet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne få opholdstilladelse i Danmark, da ægteskabet ikke kunne anses for at være retsgyldigt, ligesom der ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det af parret indgåede ægteskab efter den pakistanske Muslim Family Law Ordinance fra 1961 ikke kunne anses for at være retsgyldigt efter pakistansk ret, og at det derfor ej heller kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede, at ægteskabet rettelig burde være indgået efter Special Marriage Act 1872 og registreret hos District Councils. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parret ikke havde haft et længerevarende samlivsforhold, ligesom der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse, da der ikke forelå et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret kun havde levet sammen i en måned i 2013 i forbindelse med indgåelsen af ægteskabet. FAM/2014/222.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. juli 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 02-07-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en ansøger fra Ghana under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet det fremgik af en erklæring fra den stedlige domstol i Ghana, at parret ikke var fysisk til stede ved indgåelsen af ægteskabet, som blev indgået per stedfortræder. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at begge parter skal være fysisk til stede ved en vielse, for at ægteskabet kan anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede, at det er uden betydning, om ægteskabet betragtes som retsgyldigt i hjemlandet. Det til sagen oplyste om, at parret havde søgt om at blive gift i Danmark, og at de danske vielsesmyndigheder havde afvist parret under henvisning til, at parret allerede var gift, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt det ikke dokumenteret, at de danske vielsesmyndigheder skulle have nægtet parret vielse, herunder også efter at vielsesmyndigheden havde haft kendskab til, at der ikke forelå et efter dansk ret retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, idet parret alene havde boet sammen i 2007, som måtte antages at have været en kortere periode, og at parret efterfølgende alene havde haft samliv under besøgsophold. Udlændingenævnet lagde vægt på, at opholdene var sket på visum og derfor havde været midlertidige. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at samliv under besøgsophold henset til karakteren heraf som udgangspunkt ikke vil kunne indgå i vurderingen af, hvorvidt der foreligger et længerevarende samliv. FAM/2014/85.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. juni 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 04-06-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, til et par fra Somalia under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og da der ikke forelå særlige grunde til at meddele opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet parret efter det oplyste blev gift i Somalia, og idet de danske myndigheder ikke siden 1995 havde tillagt somaliske dokumenter sædvanlig bevismæssig betydning. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, parret ikke havde levet sammen siden 2000, og at parrets tidligere samlivsforhold således blev afbrudt senest i juni 2000, da den herboende ægtefælle udrejste til Etiopien for dér at indgå ægteskab med en anden herboende somalisk kvinde, som han efterfølgende rejste til Danmark med. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der i sagen ikke forelå særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da den herboende ægtefælle under sin asylsag havde oplyst, at han i juni 2000 forlod ansøgeren og parrets fællesbørn for at blive gift med anden herboende somalisk kvinde. Udlændingenævnet fandt desuden, at parret ikke havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv. Det forhold, at parret havde et fællesbarn, som havde fået opholdstilladelse i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at barnet som følge af dets unge alder ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning her til landet, at der burde gives ansøgeren opholdstilladelse alene under henvisning hertil. FAM/2014/60.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 27-05-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en ansøger fra Somalia under henvisning til, at det af ansøgeren og dennes ægtefælle indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og at der ikke forelå særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 c, stk. 1. Den herboende reference, som også var somalisk statsborger, indrejste i Danmark i juni 2013 og blev i april 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Under asylsagen oplyste den herboende reference, at han blev gift med ansøgeren i Somalia i marts eller april 2012, men at han aldrig boede sammen med ansøgeren, idet han blev boende hos sine forældre, mens han i forbindelse med familiesammenføringssagen oplyste, at parret boede sammen i en måned efter brylluppet, og at han havde haft kontakt med ansøgeren via telefon og Skype.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at det indgåede ægteskab ikke var retsgyldigt og derfor ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet parret efter det oplyste blev gift i Somalia i 2012, og idet de danske udlændingemyndigheder ikke siden 1995 havde tillagt somaliske dokumenter sædvanlig bevismæssig betydning. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret efter ægteskabets indgåelse ikke havde dokumenteret at have etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, eftersom de ikke havde levet sammen, da den herboende ægtefælle efter brylluppet fortsat havde boet sammen med sine forældre, hvorfor parret ikke havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions, artikel 8. FAM/2014/106.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. februar 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 26-02-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, til et par fra Somalia under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret og da der ikke forelå særlige grunde til at meddele opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet omgjorde dog samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse under henvisning til parrets samliv, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Parret oplyste, at de havde indgået ægteskab i 2004 i Somalia og samlevet indtil 2008, hvor ansøgeren flygtede ud af Somalia. I perioden fra 2004 til 2008 fik parret fire børn. Ansøgeren blev i 2009 meddelt asyl i Italien. Den herboende ægtefælle og de fire børn blev i 2013 meddelt asyl i Danmark, og ansøgeren søgte kort tid herefter ægtefællesammenføring med den herboende ægtefælle.

    Udlændingenævnet fandt, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet Udlændingenævnet lagde til grund, at parret ikke havde fremsendt en vielsesattest. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt i den forbindelse, at officielle somaliske dokumenter, herunder vielsesattester, for tiden ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia. Udlændingenævnet fandt samtidig, at parret opfyldte samlivskravet, selvom parrets samliv havde været afbrudt siden 2008. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parret efter egne oplysninger indgik ægteskab i 2004 og etablerede et samliv på fælles bopæl, at samlivet blev afbrudt i 2008, da ansøgeren grundet asylrelevant forfølgelse måtte flygte fra Somalia, at ansøgeren herefter blev meddelt asyl i Italien i 2009, og at samlivsafbrydelsen således ikke var frivillig. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret kort tid efter den herboende ægtefælles indrejse i Danmark søgte at genetablere familielivet. FAM/2014/10.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2013 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold

    Dato: 10-06-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til et par fra Iran under henvisning til, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, at der ikke havde været tale om et længerevarende samliv, og at der ikke forelå ganske særlige omstændigheder i øvrigt. Parret havde den 19. juli 2012 indgået ægteskab i Iran per stedfortræder, hvor den herboende part således ikke var til stede ved vielsen, men alene ansøgeren og den herboende parts fader. Parret havde oplyst til sagen, at de sidst så hinanden den 15. september 2012 i Irak, hvor vielsen skulle have fundet endeligt sted. Den herboende havde til støtte for klagen anført blandt andet, at han på grund af asylrelevant forfølgelse ikke havde været i stand til at indrejse i Iran for derved at være til stede ved vielsen.

    Udlændingenævnet fandt, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet Udlændingenævnet lagde til grund, at ægteskabet var indgået per stedfortræder. Det forhold, at den herboende havde anført, at han som flygtning fra Iran ikke kunne rejse dertil og dermed være til stede ved vielsen, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en fravigelse af kravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ligesom det forhold, at vielsen skulle have fundet endeligt sted den 15. september 2012 i Irak, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den til sagen fremlagte vielsesattest sås udstedt af de iranske – og ikke de irakiske – myndigheder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parret ikke havde haft et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, idet parret efter det oplyste aldrig havde boet på fælles adresse, men alene havde haft kontakt via blandt andet kommunikationsmidlet Skype, ligesom Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå de efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse, idet parret efter Udlændingenævnets vurdering ikke havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og idet der i øvrigt ikke til sagen forelå oplysninger om ansøgerens forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun burde meddeles opholdstilladelse i Danmark. FAM/2013/23.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post