MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringKrav til ægteskab eller fast samlivsforholdUdlændingenævnets afgørelse af 2. november 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en somalisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Den herboende reference, der var indrejst i Danmark i 2005, meddelt endeligt afslag på asyl i 2006 og efter en genoptagelse af sin asylsag meddelt opholdstilladelse som flygtning i 2013, ansøgte i 2014 om opholdstilladelse til ansøgeren og parrets to ældste børn. Det var oplyst, at parret indgik ægteskab i 1995 og derefter boede sammen indtil 2004, hvor den herboende reference rejste fra familien. Der var ikke fremlagt dokumentation for ægteskabets indgåelse. Den herboende reference var med resten af familien i 1999 flygtet fra Somalia til Etiopien. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark og opholdt sig fortsat i Etiopien med parrets to ældste børn. Den herboende reference oplyste på et mundtligt nævnsmøde, at familien var flyttet til Etiopien i 1999, fordi han havde problemer med myndighederne i Somalia. I Etiopien blev han og den øvrige familie også truet, men den herboende reference forlod Etiopien og efterlod den øvrige familie alene, fordi de ikke havde tilstrækkelige ressourcer til at flygte sammen.

Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et retsgyldigt ægteskab. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference ikke havde indsendt gyldig dokumentation for, at parret havde indgået et ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet bemærkede, at det angivne ægteskab efter det oplyste var indgået i Somalia, og at dokumentation fra Somalia ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at officielle somaliske dokumenter, herunder vielsesattester, efter fast praksis for tiden ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med legitimitet til udøvelse af myndighed. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at selv om der havde eksisteret et fast samlivsforhold af længere varighed i perioden mellem 1995 og 2004 mellem parret, havde den herboende reference selv valgt at afbryde samlivet. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at den herboende reference udrejste af Etiopien i 2004, at den herboende reference i 2005 blev meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, og at den herboende reference efter afslaget på opholdstilladelse ikke sås at have genoptaget familielivet med sin familie. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at et fast samlivsforhold af længere varighed efter fast praksis kræver dokumenteret samliv på fælles bopæl og uden væsentlige afbrydelser i mindst halvandet til to år frem til ansøgningstidspunktet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende reference havde oplyst, at han i sommeren 2006 var udrejst til Holland, og at han blev der, indtil han i 2012 igen indrejste i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere – uanset at det måtte lægges til grund, at den herboende reference i den pågældende periode havde opholdt sig i Holland – at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet han under det nævnte ophold ikke sås at have genoptaget familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at årsagen til, at parret ikke længere boede sammen, var, at den herboende reference måtte flygte fra Etiopien, og at det ikke var muligt for parret at flygte samlet som familie, da dette var for farligt, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om omstændigheder, der kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at parret havde to fællesbørn, der i 2015 var indrejst i Danmark og havde taget ophold hos den herboende reference, samt to børn bosiddende i Etiopien hos ansøgeren, da parret siden 2004, på hvilket tidspunkt parret afbrød familielivet, ikke havde boet sammen. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, der var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at parrets to yngste børn nu boede i Danmark, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede, at børn efter praksis først anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års sammenhængende fast ophold i Danmark, og såfremt børnene har gået i dansk skole eller institution, at dette kan føre til en fravigelse af de almindelige betingelser for ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle meddeles opholdstilladelse. Den herboende references forklaring ved Udlændingenævnets møde i november 2015 kunne på ovennævnte baggrund ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet stadfæstede samtidig afgørelser om afslag på familiesammenføring til parrets to ældste børn. FAM/2015/178.

Senest opdateret: 02-11-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post