MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringKrav til ægteskab eller fast samlivsforholdUdlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2015 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Ej ganske særlige grunde
Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en serbisk statsborger, da der ikke var etableret et fast samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl med ansøgerens herboende danske kæreste, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og da der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren og den herboende reference havde aldrig boet på fælles adresse, og parret fik et fællesbarn i april 2013. 

Udlændingenævnet fandt, at det på baggrund af parrets egne oplysninger ikke kunne anses for dokumenteret, at parret havde haft et samlivsforhold af længere varighed på fælles bopæl, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at uanset om parret havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, kunne Danmark ikke anses for nærmest til at beskytte dette i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da denne bestemmelse ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at parret havde et fællesbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da børn efter Udlændingenævnets praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at det i klagen var anført, at parrets fællesbarn var dansk statsborger og ikke havde krav på ophold og beskyttelse i Serbien, og at Udlændingestyrelsens afgørelse hindrede ansøgeren i at opretholde en tilknytning til barnet i de første leveår, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at parrets fællesbarn ikke kunne tage ophold eller indrejse i Serbien, og at ansøgeren var indgået i et kæresteforhold med den herboende reference og fået et barn med ham uden at have et opholdsgrundlag i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at ansøgeren var bopælsforælder til parrets fællesbarn, at afslag på familiesammenføring ville medføre en de facto udvisning af en dansk statsborger, og at Udlændingestyrelsens afgørelse reelt fratog parrets fællesbarn den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, der er tilknyttet statussen som unionsborger, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det anførte vedrørte forhold, som var underlagt Justitsministeriets kompetence, hvor ansøgeren havde en verserende klagesag vedrørende opholdstilladelse som følge af Zambrano-dommen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at Udlændingestyrelsens vejledning havde været uden reel substans, og at det var kritisabelt, at Udlændingestyrelsen med kendskab til sagens faktum skriftligt havde anmodet ansøgeren om at ansøge om familiesammenføring for derefter at meddele afslag på ansøgningen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen gentagne gange havde oplyst om årsagen til, hvorfor Udlændingestyrelsen anmodede om oplysninger i forhold til familiesammenføringen med den herboende reference, herunder at det var familiens forhold som samlet enhed, der ville danne grundlag for vurderingen af, om der burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren på baggrund af Udlændingestyrelsens breve i sagen ikke kunne have opnået en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/80.

Senest opdateret: 09-02-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post