MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringKrav til ægteskab eller fast samlivsforholdUdlændingenævnets afgørelse af 25. september 2017 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab – Ganske særlige grunde
Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Ansøgeren blev i marts 2015 meddelt afslag på ægtefællesammenføring i Danmark under henvisning til, at ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og da der ikke forelå ganske særlige grunde. I november 2015 hjemviste Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2015 til fornyet behandling, da den herboende reference havde indsendt ny dokumentation, som Udlændingestyrelsen ikke havde haft mulighed for at vurdere. I september 2016 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring. Den herboende reference havde til sagen oplyst, at han og ansøgeren var blevet gift efter de syriske traditioner, og at der intet var unormalt i, at de dokumenter, der efterfølgende var blevet udarbejdet inden for den offentlige forvaltning i Syrien, var udarbejdet senere, end ægteskabet var indgået, samt at der i Syrien ikke var et krav om, at begge ægtefæller skulle være fysisk til stede for at få udstedt de relevante dokumenter.

Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at den herboende reference havde fremlagt divergerende oplysninger om datoen for parrets eventuelle ægteskab samt om den herboende references civilstatus som forlovet eller gift. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et retsgyldigt ægteskab, da den herboende reference i forbindelse med sin ansøgning om asyl udtrykkeligt havde oplyst, at han kun var forlovet, selvom han havde haft lejlighed til at fremkomme med bemærkninger og rettelser til samtalereferatet, men han havde ikke haft bemærkninger til dette. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i sin del af ansøgningspakken havde oplyst, at parret blev gift i april 2014, mens den herboende reference i sin del af ansøgningspakken havde oplyst, at parret i april 2013 havde besluttet at blive gift, men at parret ikke kunne blive gift på grund af krigen. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende reference havde anført, at han faktisk havde været gift siden april 2013, men at parret ikke kunne bo sammen på grund af krigen, og at parret havde holdt ægteskabet hemmeligt på grund af ansøgerens onkel. Det forhold, at der i sagen var fremlagt kopier og oversættelser af forskellige skrivelser, hvoraf det fremgik, at parret havde indgået ægteskab i april 2013 og havde betalt ægteskabsafgifter, samt at ”Marriage Certificate” var blevet udstedt i april 2015, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at skrivelsen fra april 2013 kun dokumenterede, at parret havde betalt ægteskabsafgifter, samt at skrivelsen ikke var udstedt af en religiøs myndighed.  Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke havde fremsendt en gyldig ”Marriage Contract” fra den religiøse ret, som var udstedt på selve vielsesdagen med begge parters underskrift samt dokumentation for registrering af kontrakten ved Civil Registry, eller en efterregistrering fra den religiøse myndighed med underskrift fra begge parter og dokumentation for registrering af Civil Registry. Endvidere kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at den herboende reference havde fremsendt kopi af ”Judgement of Marriage Confirmation”, hvoraf det fremgik, at kopien var blevet udstedt i april 2015, at ægteskabet var blevet efterregistreret i marts 2015 ved domstolen i Damaskus, og at efterregistreringen var blevet foretaget ved stedfortræder. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ”Judgement of Marriage Confirmation” var udstedt i marts 2015, hvor den herboende reference var i Danmark, og at en dom kun kunne anerkendes, hvis den var udstedt på et tidspunkt, hvor det måtte formodes, at begge parter havde været i Syrien. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt halvandet til to års varighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke var gift og ikke havde boet sammen, samt at den herboende reference flere gange havde oplyst, at han indtil sin udrejse af Syrien boede i Damaskus på det hotel, hvor han arbejdede, eller i sin egen lejlighed, hvor kun den herboende reference boede, og at ansøgeren havde boet hos sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da forholdet mellem parret ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anses for at have indgået et ægteskab, som kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold i øvrigt, at det var uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/92.
 

Senest opdateret: 25-09-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post