MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringOverførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelseUdlændingenævnets afgørelse af 26. september 2013 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 12, til en statsborger fra Canada. Ansøgeren ansøgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, som blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i 2005, og var derfor omfattet at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 12. Den herboende ægtefælle havde overfor Udlændingestyrelsen oplyst, at han i juni 2012 blev uddannet som radiograf, og at han var jobsøgende. Overfor Udlændingenævnet fremlagde den herboende ægtefælle dokumentation for, at han i perioden april 2013 til oktober 2013 var ansat på et sygehus som radiolog, og at ansættelsen i oktober 2013 uden yderligere varsel skulle ophøre.

Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have haft ordinær fuldtidsbeskæftigelse her i landet i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse og fortsat måtte antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle ikke havde dokumenteret, at han var tilknyttet arbejdsmarkedet, som det er påkrævet efter udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende ægtefælle var ansat i en tidsbegrænset stilling, og at ansættelsen i oktober 2013 skulle ophøre uden yderligere varsel. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 168 fremsat den 17. marts 2011, bemærkningerne til enkelte bestemmelser § 1, nr. 16), at udlændingen må antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet, hvis udlændingen kan godtgøre at være lønmodtager i en uopsagt tidsubegrænset stilling. FAM/2013/76.

Senest opdateret: 26-09-2013
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post