MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringOverførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelseUdlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2015 – Ægtefællesammenføring – Overførte krav fra tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6, til en indisk statsborger under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed her i landet i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, idet han alene havde været i beskæftigelse i, hvad der svarede til sammenlagt 26,2 måneder.

Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig virksomhed her i landet i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse fra februar 2014 og fortsat måtte antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12, nr. 6. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle i perioden fra april 2009 til og med april 2010 havde modtaget sygedagpenge, at han havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge i perioden fra august 2010 til og med april 2011, at han havde dokumenteret, at han havde arbejdet fuld tid i månederne juni 2011, august 2011, september 2011 og i perioden fra marts 2012 til og med januar 2014, bortset fra august 2012 og december 2013, og at han havde arbejdet på deltid i november 2011 og februar 2012. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende ægtefælle ikke herved havde dokumenteret at have været i beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de seneste fem år fra ansøgningstidspunktet – fra februar 2009 til februar 2014 – idet han alene havde dokumenteret, at han havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse (30-37 timer ugentligt) i 25 måneder i perioden, og at han havde været i deltidsbeskæftigelse (15 til 29 timer ugentligt) i to måneder, der kunne indgå med 3/5 i beregningen, altså omregnet til 1,2 måneder, og således alene havde været i beskæftigelse i 26,2 måneder i perioden. Udlændingenævnet kunne således ikke lægge til grund, at perioden fra april 2009 til og med april 2010, hvor den herboende ægtefælle havde modtaget sygedagpenge, kunne indgå i beregningen af beskæftigelseskravet, idet perioden ikke sås at være inden for rammerne af et ansættelsesforhold, idet han til og med marts 2009 var selvstændigt erhvervsdrivende, og at han efter sin periode med sygedagpenge efter det oplyste ikke genoptog sin virksomhed som selvstændigt erhvervsdrivende, men havde en periode, hvor han modtog arbejdsløshedsdagpenge. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte imod, at den herboende ægtefælle skulle opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 12. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen var oplysninger om, at den herboende ægtefælle led af sygdom eller handicap, eller at der var andre forhold vedrørende ansøgeren, der kunne føre til, at betingelsen ikke burde stilles. Det forhold, at parret havde et fællesbarn, som blev født i Danmark i marts 2014, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise ansøgeren og hendes herboende ægtefælle og deres fællesbarn til at indrejse og tage ophold i Indien, hvor parret og deres fællesbarn var statsborgere, hvor ansøgeren havde sine forældre og søskende, og hvor parret mødte hinanden personligt for første gang og indgik ægteskab, for dér at udøve familielivet sammen, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at parrets fællesbarn grundet barnets alder og varigheden af barnets ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, som kunne føre til en fravigelse af betingelsen. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet. Det blev i den forbindelse bemærket, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8, ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2015/52.

Senest opdateret: 18-06-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post