MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringSelvforsørgelseskravet
  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. juni 2017 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Samvær med særbørn

    Dato: 06-06-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en tyrkisk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde siden marts 2014 løbende modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25 (kontanthjælp). Den herboende ægtefælle havde – udover parrets tre fællesbørn – et særbarn, som var anbragt i en plejefamilie uden for hjemmet. Til sagen var fremlagt særbarnets bopælskommunes afgørelse fra september 2016, hvorved der blev fastsat samvær mellem den herboende ægtefælle og særbarnet af to timers varighed hver fjerde uge.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at bopælskommunen havde udtalt, at den herboende ægtefælle siden marts 2014 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, at ydelserne var udbetalt til underhold, og at ydelserne ikke kunne sidestilles med løn eller pension eller træde i stedet herfor. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til sagen var dokumenteret, at et af fællesbørnene havde været indlagt to gange, da barnet havde været respiratorisk påvirket. Udlændingenævnet vurderede imidlertid, at det ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at fællesbarnets seneste indlæggelse lå tilbage i tid, at der ikke forelå oplysninger om, at fællesbarnet aktuelt var behandlingskrævende, eller at fællesbarnets tilstand i øvrigt var af en sådan karakter, at han ikke kunne henvises til at tage ophold i Tyrkiet sammen med ansøgeren og den herboende ægtefælle. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde tre fællesbørn, som var danske statsborgere. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at fællesbørn, der bor hos den herboende ægtefælle, først efter seks til syv års fast og lovligt ophold i Danmark – i hvilken forbindelse barnet har gået i dansk institution og/eller skole – som udgangspunkt anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse vil have så væsentlige konsekvenser for barnet, at udlændingemyndighederne kan se bort fra kravet om, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år ikke må have modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle havde et særbarn, som var bosiddende i Danmark, og som var anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie. Udlændingenævnet vurderede imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle ifølge en udtalelse fra særbarnets bopælskommune ikke havde haft samvær med særbarnet siden marts 2015, at der endvidere ikke var effektueret samvær mellem den herboende ægtefælle og særbarnet i overensstemmelse med kommunens afgørelse fra september 2016, ligesom den herboende ægtefælle ikke skulle have kontaktet kommunen, siden hun indgav ansøgning om samvær med særbarnet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der – henset til at den herboende ægtefælle ikke havde haft samvær med sit særbarn i omkring to år og to måneder – ikke kunne meddeles opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning hertil. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælles samvær med sit særbarn ikke var af et sådant omfang, at en henvisning til udøvelse af familielivet i Tyrkiet kunne anses for et uforholdsmæssigt indgreb i den herboende ægtefælles og dennes særbarns ret til familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle havde ytret et ønske om i fremtiden at have samvær med sit særbarn, og at særbarnets bopælskommune efter den herboende ægtefælles opfattelse modarbejdede, at den herboende ægtefælle havde samvær med sit særbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ved vurdering af, om samvær med mindreårige børn i Danmark kan føre til opholdstilladelse, lægges vægt på det reelt udøvede faktiske samvær, hvorfor eventuelle ønsker om samvær i fremtiden ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ej heller forelå oplysninger på sagen om, at den herboende ægtefælle, såfremt hendes og ansøgerens familieliv udøvedes i Tyrkiet, ikke som hidtil ville kunne udøve familielivet med sit særbarn via telefonsamtaler. FAM/2017/20.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Uafsonet fængselsstraf

    Dato: 01-12-2016

    Udlændingenævnet afslog i december 2016 at genoptage en sag om ægtefællesammenføring til en thailandsk kvinde, som havde fået afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hendes danske ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og hvor Udlændingenævnet havde vurderet, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige kravet om selvforsørgelse i udlændingelovens § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke var anført nye, væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at Den Danske Ambassade i Bangkok havde oplyst, at den herboende ægtefælle, hvis han tog ophold i Thailand, udover afsoning af en to-årig fængselsstraf risikerede at få en tillægsstraf for at være udeblevet fra afsoningen, og at den herboende ægtefælle herefter kunne påregne at blive udvist efter afsoning. Det indgik endvidere, at ansøgerens advokat havde anført, at den idømte fængselsstraf med den forventede tillægsstraf for udeblivelse efter hans opfattelse gjorde det uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Thailand, og at udgangspunktet i dansk strafferetspraksis efter advokatens oplysninger var, at 0,3 gram amfetamin blev betragtet som besiddelse til eget forbrug og var forbundet med bødestraf. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet henviste herved til Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2016, hvor Udlændingenævnet vurderede det forhold, at den herboende ægtefælle var idømt fængselsstraf og risikerede udvisning af Thailand efter afsonet dom. Udlændingenævnet fandt således – uanset længden af den herboende ægtefælles idømte fængselsstraf – at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Thailand, og uanset at besiddelse af 0,3 gram amfetamin – herunder om det kunne anses for at være med henblik på videresalg – blev straffet hårdere i Thailand end i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til genoptagelse, at Den Danske Ambassade i Thailand havde oplyst, at den herboende ægtefælle efter endt afsoning i Thailand ville blive udvist af Thailand. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det allerede indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle risikerede udvisning. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der ikke sås at være fremlagt dokumentation fra de thailandske myndigheder om den herboende ægtefælles angivelige indrejseforbud og længden heraf. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Udlændingenævnet ved sin afgørelse fra januar 2016 også havde henvist til, at den herboende ægtefælle ikke sås at have modtaget offentlig hjælp i form af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik siden juli 2015, at han i perioden fra september 2016 til december 2016 havde modtaget SU, og at det derfor måtte antages, at han kunne opfylde kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet fandt derfor fortsat, at Danmark ikke kunne anses for nærmest til at beskytte familielivet mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, således at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark på grund af den herboende ægtefælles dom i Thailand. FAM/2016/110.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. marts 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 09-03-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en irakisk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle havde fra august 2013 til og med juni 2015 modtaget kontanthjælp.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parrets fællesbarn, der var dansk statsborger, var diagnosticeret med kræftsygdommen Wilms tumor (kræft i nyrerne), og som følge heraf skulle undergå en operation og syv til ti måneders behandling med kemoterapi. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der forelå ganske særlige grunde til at dispensere fra udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt således, at det måtte anses for uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren og ansøgerens familie til at udøve familielivet i Irak. FAM/2016/13.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. januar 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 20-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en thailandsk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde i perioden fra oktober 2013 til december 2013 modtaget kontanthjælp og havde i perioden fra januar 2014 frem til ansøgningstidspunktet modtaget uddannelseshjælp. Det var under sagen oplyst, at den herboende ægtefælle var diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse, og at han var i behandling herfor med en række præparater. Det var endvidere oplyst, at den herboende ægtefælle var blevet idømt to års fængsel af de thailandske myndigheder for besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg, som han ikke havde afsonet, ligesom han herefter var eftersøgt af myndighederne i Thailand.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at bopælskommunen havde udtalt, at den herboende ægtefælle i perioden fra oktober 2013 til december 2013 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25 (kontanthjælp), og at han havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 23 (uddannelseshjælp) i perioden fra januar 2014 frem til ansøgningstidspunktet, samt oplysningerne fra eIndkomst, hvoraf det fremgik, at han yderligere havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik frem til juli 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering af sagen, at den herboende ægtefælle led af bipolar affektiv sindslidelse, og at han var i behandling herfor. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste til, at MedCOI (1) i november 2015 havde oplyst over for Udlændingenævnet, at de relevante præparater var tilgængelige i Thailand, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ville kunne modtage den nødvendige og relevante behandling i Thailand. Udlændingenævnet fandt af de samme grunde, at der ikke var oplyst om sådanne forhold, der ville kunne føre til dispensation fra udlændingelovens § 9, stk. 5, i medfør af FN’s Handicapkonvention. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle var blevet idømt to års fængsel i Thailand for besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg, at de thailandske myndigheder havde udstedt en arrestordre på ham, og at det til sagen var anført, at strafferammen for narkotikaforbrydelser i Thailand er høj, og at en dom for narkotika ofte kan medføre et indrejseforbud i landet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til, at der skulle dispenseres fra ægtefællesammenføringsbetingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet forholdene ikke medførte, at Danmark måtte anses for nærmest til at beskytte familielivet mellem ægtefællerne, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det ikke var dokumenteret, at ansøgerens ægtefælle var meddelt et indrejseforbud i Thailand. Udlændingenævnet fandt herudover – uanset længden af den idømte fængselsstraf – at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise parret til at udøve familielivet i Thailand. Udlændingenævnet fandt således, at henset til, at det også i Danmark er strafbart at besidde amfetamin med henblik på videresalg, kunne en idømt fængselsstraf i Thailand herfor ikke føre til dispensation fra reglerne om ægtefællesammenføring i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at uanset, at besiddelse af amfetamin på 0,3 gram straffes hårdere i Thailand end i Danmark, ville besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg også i Danmark kunne medføre frihedsstraf, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne anses for uproportionalt at meddele afslag på familiesammenføring i Danmark uanset idømt frihedsstraf i Thailand på to år. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at parret og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand for dér at udøve familielivet, jf. EMRK artikel 8. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn efter praksis som udgangspunkt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års lovligt ophold med opholdstilladelse her i landet. FAM/2016/5.

    (1) MedCOI er et projekt, der er finansieret af den Europæiske Flygtninge Fond, med henblik på at indhente medicinske oplysninger fra ansøgeres hjemlande. Projektet giver 11 EU-medlemsstater plus Norge og Schweiz mulighed for at benytte sig af faciliteterne hos MedCOI i Holland og Belgien. MedCOI retter forespørgsler til kvalificerede læger og andre eksperter, der arbejder i ansøgeres hjemlande. Den information, der indhentes, bliver gennemgået af MedCOI’s projektmedarbejdere, der blandt andet består af en læge, før den videregives til den relevante COI-service.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 05-10-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en thailandsk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle havde fra januar 2014 til oktober 2014 modtaget ressourceforløbsydelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle i marts 2008 blev bevilget et fleksjob, at han fra april 2008 til august 2012 havde haft et fleksjob, at han i januar 2014 blev visiteret til et ressourceforløb med virkning fra januar 2014 med henblik på at udvikle hans arbejdsevne, som var forværret, og han allerede i oktober 2014 blev tilkendt førtidspension, da det blev vurderet, at han uanset støtte, herunder beskæftigelse i fleksjob, ikke ville blive i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der forelå særlige grunde til at dispensere fra udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt således, at det ud fra en konkret vurdering og en rimelighedsbetragtning måtte anses for uproportionalt, såfremt ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle fra januar 2014, hvor han havde været visiteret til fleksjob, til oktober 2014, hvor han blev tilkendt førtidspension, havde modtaget ressourceforløbsydelse. FAM/2015/198.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 16-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en bhutanesisk statsborger, der boede i USA, og som havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle var i november 2010 blevet meddelt opholdstilladelse som kvoteflygtning efter udlændingelovens § 8, stk. 1, og var indrejst i Danmark i februar 2011. Den herboende ægtefælle havde inden for de seneste tre år forud for afgørelsen om opholdstilladelse modtaget ydelser efter integrationsloven og lov om aktiv socialpolitik.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af oplysninger fra den herboende ægtefælles kommune, at den herboende ægtefælle i perioden fra februar 2011 til december 2011 havde modtaget hjælp til underhold efter integrationsloven og i perioden fra januar 2012 og frem til ansøgningstidspunktet havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, samt at hun i 2011 havde modtaget engangshjælp. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse fortsat sås at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af en udtalelse fra Udlændingestyrelsen fremgik, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle, hvis hun tog ophold med sin ægtefælle i USA, ville risikere refoulement til Bhutan, hvor det ikke kunne afvises, at hun kunne blive udsat for asylretlig forfølgelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise den herboende ægtefælle til at indrejse og tage ophold i USA for der at udøve familielivet med ansøgeren, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde fem særbørn i Danmark, hvoraf de fire var umyndige og gik i skole, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, vil kunne fraviges. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende ægtefælles særbørn først var kommet til Danmark i februar 2011 og således kun havde haft fire og et halvt års ophold i Danmark. FAM/2015/221.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Genoptagelse

    Dato: 23-06-2015

    Udlændingenævnet afslog i juni 2015 at genoptage en sag, hvorved en ansøger, der var britisk statsborger, var blevet meddelt afslag på familiesammenføring, idet den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet havde i september 2014 stadfæstet Udlændingestyrelsens afslag fra september 2013 på familiesammenføring mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Udlændingenævnet havde i den forbindelse fundet, at det ikke var dokumenteret, at den herboende ægtefælle ikke kunne få opholdstilladelse i Storbritannien for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet havde ved sin afgørelse fra september 2014 endvidere lagt til grund, at den herboende ægtefælles samvær med hans særbørn i Danmark henset til den korte månedlige udstrækning, og at han ikke havde forældremyndighed over børnene, ikke kunne føre til, at et afslag ville være en krænkelse af den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den herboende ægtefælle havde i forbindelse med anmodningen om genoptagelse oplyst, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i marts 2015 var blevet forældre til et fællesbarn, at den herboende ægtefælle var blevet meddelt afslag på besøgsvisum i Storbritannien, og at den herboende ægtefælle led af rygproblemer.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde anført nye, væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle i en e-mail fra oktober 2014 havde angivet, at han led af rygproblemer, og at hans e-mail var vedlagt en lægeerklæring, hvoraf det fremgik, at han var henvist til træningscenter, da operation ikke var aktuel, og at der blev arbejdet herimod at etablere en virksomhedspraktik, men at han selv vurderede, at dette ikke var aktuelt på grund af hans rygsmerter. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at der ikke var tale om helbredsmæssige oplysninger af en sådan karakter, at det – såfremt oplysningerne måtte have foreligget på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse fra september 2014 – ville have ført til, at der ville kunne have været dispenseret fra kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det forhold, at den herboende ægtefælle var blevet meddelt afslag på visum til Storbritannien, var ikke ensbetydende med, at han ikke ville kunne opnå opholdstilladelse i Storbritannien, herunder som familiesammenført. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke ville være uproportionalt at henvise familien til at udøve familielivet i Storbritannien, idet ansøgeren var statsborger i Storbritannien, og idet begge hendes børn var statsborgere i Storbritannien. Udlændingenævnet bemærkede, at afslaget på besøgsvisum delvis var begrundet i, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke overfor de britiske udlændingemyndigheder havde fremlagt den nødvendige dokumentation for udstedelse af visummet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at parret efterfølgende var blevet forældre, ikke kunne føre til en genoptagelse af sagen, idet der var tale om en efterfølgende omstændighed, som allerede af den grund ikke kunne føre til en ændret vurdering. FAM/2015/111.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 28-01-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en vietnamesisk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle havde i juni 2013 modtaget ydelser efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, således ikke var opfyldt, og at ansøgeren derfor ikke kunne meddeles opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle i juni 2013 havde modtaget enkeltstående ydelser efter lov om aktiv socialpolitik §§ 81 og 85, i alt 17.687 kr., til at betale depositum og en måneds husleje for en lejebolig. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ydelserne var tilbagebetalingspligtige, og at ansøgerens ægtefælle på klagetidspunktet havde tilbagebetalt størstedelen af ydelserne. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det forhold, at et beløb udbetalt efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven senere tilbagebetales, ikke kunne føre til dispensation fra bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, idet de udbetalte ydelser var ydet med henblik på forsørgelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det udbetalte beløb lå væsentligt over det beløb (ca. 900 kr.), som i forarbejderne til bestemmelsen er angivet som eksempel på et beløb, der ligger under bagatelgrænsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde anført, at han i forbindelse med ansøgningen om og bevillingen af ydelserne efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik ikke var blevet vejledt om konsekvenserne af at modtage ydelserne i forhold til udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter egne oplysninger besluttede at indgå ægteskab i juli 2013, at ægteskabet blev indgået i december 2013, og at beslutningen om ægteskabet og indgåelsen heraf således fandt sted efter ansøgerens ægtefælles forløb med ydelserne efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik, der blev udbetalt i juni 2013. Udlændingenævnet fandt herefter, at da der ikke i øvrigt forelå oplysninger om, at kommunen havde eller burde have haft kendskab til et forestående ægteskab mellem parret, kunne kommunen ikke antages at have haft konkret anledning til at vejlede ansøgerens ægtefælle om konsekvenserne af at modtage offentlig hjælp i relation til udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle i april 2013 havde været i kontakt med en medarbejder hos kommunens vielseskontor om legalisering af dokumenter fra Vietnam, der på daværende tidspunkt skulle anvendes som dokumentation for en vielse i Danmark af parret, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens ægtefælle ikke i forbindelse med sin ansøgning om offentlige ydelser havde oplyst kommunen om planerne om at indgå ægteskab med en udlænding, og at der ikke i øvrigt i sagen forelå oplysninger om, at kommunen burde have været bekendt hermed. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens ægtefælle led af type 2-diabetes, at han – foruden ydelserne modtaget i juni 2013 efter §§ 81 og 85 i lov om aktiv socialpolitik – ikke tidligere havde modtaget offentlige ydelser, at han på klagetidspunktet befandt sig i en god jobmæssig situation i Danmark, og at det efter hans opfattelse ville være næsten umuligt for ham at få arbejde i Vietnam. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at det ville være uproportionalt at henvise ham til at indrejse og tage ophold i Vietnam, hvor han og ansøgeren indgik ægteskab, og hvor han havde opholdt sig flere gange, for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver en ubetinget ret til at vælge, hvilket land familielivet skal udøves i. FAM/2015/56.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 16-12-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Somalia efter udlændingelovens § 9, stk. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, idet han i januar 2012 afsluttede sin uddannelse og anmodede kommunen om kontanthjælp (forsørgelse). Den herboende ægtefælle havde til støtte for klagen anført, at han efterfølgende havde tilbagebetalt pengene, at kommunen ikke havde vejledt ham om konsekvenserne ved modtagelse af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i forhold til senere ansøgninger om ægtefællesammenføring, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle var blevet forældre til to børn henholdsvis i april 2011 og januar 2013.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, derfor ikke var opfyldt, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af en udtalelse fra bopælskommunen, at den herboende ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i februar 2012, at ydelserne havde været udbetalt til underhold, at den herboende ægtefælle var uden forsørgerpligt, og at han boede sammen med sin bror. Den herboende ægtefælle sås ikke at have oplyst overfor kommunen, at han havde planer om at søge familiesammenføring, hvorfor Udlændingenævnet lagde til grund, at bopælskommunen ikke havde overtrådt sin vejledningspligt. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle efterfølgende havde tilbagebetalt pengene, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret havde to fællesbørn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at fællesbørnene på grund af deres alder og den omstændighed, at børnene kun havde opholdt sig i Danmark siden februar 2014, ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at dette kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn – uanset at de har opholdstilladelse i Danmark – efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet, hvor børnene har været tilknyttet en dansk institution eller skole. FAM/2014/241.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 04-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en kinesisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle havde i perioden fra januar 2011 til februar 2012 modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Parret havde et fællesbarn, født i februar 2009, som var registreret indrejst i Danmark i september 2010.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for sidste tre år forud for afgørelsen havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det forhold, at den herboende ægtefælle tidligere havde udført fysisk belastende arbejde, og at han siden en arbejdsulykke i december 2007 havde været uarbejdsdygtig og derfor var blevet tildelt førtidspension fra februar 2012, ikke i sig selv kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at den herboende ægtefælle ikke kunne henvises til at indrejse og tage ophold i Kina for dér at udøve familielivet med ansøgeren, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, der vedrører hensynet til familiens enhed. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parrets fællesbarn – henset til den korte tid barnet havde været i Danmark – ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund heraf. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn først efter seks til syv års ophold i Danmark kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at det var op til parret som forældremyndighedsindehavere at afgøre, om parrets fællesbarn skulle blive i Danmark med den herboende ægtefælle eller udrejse med ansøgeren til Kina, at parret selv havde besluttet, at fællesbarnet skulle tage ophold i Danmark, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse her, og at der i øvrigt ikke forelå oplysninger om, at fællesbarnet ikke fortsat kunne udøve familielivet med ansøgeren i samme omfang som hidtil. Udlændingenævnet fandt endelig, at det af ansøgeren anførte om, at der burde dispenseres fra selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, under henvisning til forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke ville være uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Kina, hvor ansøgeren var statsborger og efter det oplyste var i beskæftigelse, hvor den herboende ægtefælle efter det oplyste tidligere havde været på besøgsophold flere gange, og hvor ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab. FAM/2014/219.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 09-07-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til på opholdstilladel-se på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, til en statsborger fra Iran. Ansøgerens herboende ægtefælle havde til og med juni 2011 modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.

    Udlændingenævnet fandt, at der på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var forløbet tre år siden den herboende ægtefælle sidst havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor ansøgeren nu ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. FAM/2014/6.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juni 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 25-06-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilla-delse til en statsløs palæstinenser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde i forbindelse med fødslen af ansøgerens og den herboende ægtefælles første fællesbarn i april 2011 modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, idet hun kort tid efter fødslen af fællesbarnet var færdig med sin uddannelse og derefter i juni 2011 anmodede kommunen om barselsdagpenge (hjælp til forsørgelse). Den herboende ægtefælle havde til støtte for klagen anført blandt andet, at der på skemaet, hvorved den herboende ægtefælle søgte om hjælp til forsørgelse i forbindelse med sin barsel, intet stod om kontanthjælp, men at der stod ”ansøgning om hjælp efter lov om aktiv socialpolitik”, hvilket hun ikke forbandt med kontanthjælp, og at den herboende ægtefælle i forbindelse med fødslen af parrets andet fællesbarn i marts 2013 havde fravalgt offentlige ydelser, idet hun var blevet opmærksom på reglen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde i perioden fra juni 2011 til februar 2012 modtaget offentlig hjælp.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændinge-nævnets afgørelse havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, derfor ikke var opfyldt, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på blandt andet, at det fremgik af kopien af skemaet, hvorved den herboende ægtefælle søgte om hjælp til forsørgelse, at den herboende ægtefælle søgte hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, at den herboende ægtefælle i forbindelse med ansøgningen om hjælp til forsørgelse havde oplyst, at hun var enlig, at hun søgte kontanthjælp på baggrund af barsel efter endt uddannelse, og at dette ligeledes fremgik af kommunens journalnotater vedrørende ansøgningen om hjælp til forsørgelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret havde to fællesbørn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at fællesbørn, der bor hos den herboende ægtefælle, efter praksis først efter seks til syv års fast og sammenhængende ophold i Danmark, hvorunder børnene har gået i danske institutioner og skoler, anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at meddelelse af afslag på opholdstilladelse vil have så væsentlige konsekvenser for børnene, at udlændingemyndighederne kan se bort fra kravet om, at den herboende ægtefælle ikke må have modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. FAM/2014/86.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 27-05-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en somalisk statsborger på baggrund af, at den herboende ægtefælle havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tre år forud for afgørelsen om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den herboende ægtefælle kom til Danmark som kvoteflygtning, at han led af alvorlig sygdom, at han efter en hjerneoperation i 2012 var blevet dobbeltsidig delvis lammet i benene, at han var invalideret med en meget begrænset gangfunktion, at han havde udviklet epilepsi med generaliseret krampeanfald og bevidsthedstab, at han led af sukkersyge, og at han blev behandlet med antipsykotiske medicin. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at parrets ægteskab blev indgået før den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, og at ægtefællerne var blevet adskilt på tidspunktet, hvor den herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse som kvoteflygtning i Danmark, samt at ansøgeren var udrejst af Somalia og på afgørelsestidspunktet havde haft opholdstilladelse i Italien igennem fem-seks år. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder fandt Udlændingenævnet, at parret ikke burde henvises til at udøve familielivet i Italien. FAM/2014/105.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. maj 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 26-05-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 5, til en tyrkisk statsborger. Den herboende ægtefælle havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra januar 2010 til januar 2014, og havde siden februar 2014 modtaget folkepension. Den herboendes ægtefælle havde i 2009 fået konstateret diskusprolaps og havde efter det oplyste været præget af sorg og depression grundet sygdommen. Det fremgik af sagen, at ansøgeren afviste behandling for sygdommen. På afgørelsestidspunktet var den herboende ægtefælle ikke i medicinsk behandling.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik inden for de seneste tre år, og at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, derfor ikke var opfyldt. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde fået konstateret diskusprolaps og havde været præget af sorg og depression, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om helbredsforhold af en sådan karakter, at det kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den herboende ægtefælle ikke modtog behandling eller medicin, og at vedkommende forud for meddelelse af førtidspension var blevet vurderet egnet til et skånejob. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde modtaget folkepension siden februar 2014, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet ikke fandt det dokumenteret, at vedkommende havde været ude af stand til at opfylde betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, frem til meddelelse af folkepension i februar 2014. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige – herunder helbredsmæssige – forhold der kunne bevirke, at det ville være uproportionalt at henvise parret til at udøve familielivet i Tyrkiet. FAM/2014/64.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. april 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 14-04-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring på baggrund af et samlivsforhold til en statsborger fra New Zealand.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende samlever havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fremgik af den herboende samlevers kommunes journalnotater eller andre sagsnotater i kommunen, at hun var blevet vejledt om konsekvenserne vedrørende familiesammenføring i forbindelse med at modtage kontanthjælp, samt at medarbejderne i kommunens jobcenter ikke kunne erindre at have rådgivet den herboende samlever om betydningen af modtagelse af kontanthjælp i familiesammenføringssager. Udlændingenævnet fandt på baggrund heraf, at kommunen ikke havde overholdt god forvaltningsskik, herunder den generelle vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7, hvorfor Udlændingestyrelsens afgørelse blev omgjort. FAM/2014/15.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. februar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelses-kravet – Sygdom

    Dato: 11-02-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, til en statsborger fra Tyrkiet. Ansøgerens herboende ægtefælle havde i perioden fra maj 2011 og frem til tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse inden for de seneste tre år havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgerens herboende ægtefælle led af emotionelt ustabil personlighedsstruktur, borderline, en evasiv personlighedsforstyrrelse, PTSD, OCD og ADHD, at hun havde været indlagt på baggrund af depressive symptomer og selvmordsforsøg, at hun havde haft psykoselignende symptomer med stemmehøring, der havde opfordret hende til at begå selvmord, og at hun var i medicinsk behandling for sine psykiske lidelser, ikke i sig selv kunne føre til en fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens herboende ægtefælle havde oplyst, at hun ikke var tilkendt førtidspension, og at hun havde søgt optagelse på social- og sundhedsskolen med henblik på at tage en uddannelse. Udlændingenævnet kunne således ikke lægge til grund, at ansøgerens herboende ægtefælle måtte anses for at være afskåret fra på et senere tidspunkt at kunne opfylde kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens herboende ægtefælles helbredsmæssige forhold ikke bevirkede, at parret ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, hvor ansøgeren var statsborger, og hvor ansøgerens forældre, søskende og fem børn var bosat, for at udøve familielivet dér, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt herudover, at det i sagen anførte om, at det ville være en for stor omvæltning for ansøgerens herboende ægtefælle at bosætte sig sammen med ansøgeren i Tyrkiet på grund af hendes sygdomme, idet hun havde sin familie og sine venner i Danmark, og at hun havde behov for faste rammer, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at parret mødtes i Tyrkiet, hvor de indgik ægteskab, og hvor ansøgerens herboende ægtefælle efter egne oplysninger – på trods af hendes helbredsmæssige forhold – havde haft flere besøgsophold. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgerens herboende ægtefælle havde lært det tyrkiske sprog under sine mange ferieophold i Tyrkiet, og at hun desuden havde taget et tyrkisk sprogkursus i Danmark. FAM/2014/202.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2013 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 31-01-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab til en statsborger fra Kina. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens ægtefælle i perioden fra september 2009 til december 2010 havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik §§ 11 og 25.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt, idet ansøgerens ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle i perioden fra september 2009 til december 2010 havde modtaget kontanthjælp. Det var indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens ægtefælle påbegyndte at modtage offentlig hjælp efter et længerevarende udlandsophold, og at ansøgerens ægtefælle havde anført, at han ikke ville have taget imod kommunens tilbud om offentlig hjælp, hvis han havde været oplyst om konsekvenserne heraf. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, og lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle modtog offentlig hjælp i en periode på 15 en halv måned, og at der således ikke var tale om hjælp i form af enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse, der ikke var direkte relateret til forsørgelse. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, og lagde vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige, herunder helbredsmæssige, forhold, der bevirkede, at ansøgerens ægtefælle ikke ville kunne henvises til at tage ophold i Kina for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle i perioden fra september 2007 til maj 2009 boede og arbejdede i Kina, hvor ansøgeren og ansøgerens ægtefælle mødte hinanden, og hvor parret blev gift i september 2011. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var i lære som kok og muligvis skulle afbryde sit uddannelsesforløb, såfremt han valgte at udøve familielivet med ansøgeren i Kina, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Det forhold, at ansøgeren var flyttet tilbage til sine forældre i Kina, og at dette var usædvanligt og et stigende problem for ansøgeren grundet kinesisk kultur og tradition, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan føre til en fravigelse af betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det forhold, at ansøgeren var gravid med termin i marts 2013, kunne ligeledes ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret indgik ægteskab, samt at ansøgeren blev gravid, på et tidspunkt hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgeren derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark. FAM/2013/118.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 29-01-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilla-delse til en statsborger fra Marokko, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle blev i september 2010 vurderet til at være omfattet af fleksjobordningen og modtog i ledighedsperioder ledighedsydelser efter § 74 i lov om aktiv socialpolitik. I 2011 modtog ansøgerens herboende ægtefælle ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, jf. § 11 (kontanthjælp), i en måned. Det fremgik af journalnotater fra det jobcenter, som ansøgerens herboende ægtefælle havde været tilknyttet, at ansøgerens herboende ægtefælle selv havde opsagt sit fleksjob på grund af samarbejdsvanskeligheder med arbejdsgiveren, hvorfor den herboende ægtefælle selvforskyldt var blevet ledig og dermed havde været selvforskyldt i at modtage ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, jf. § 11, i den pågældende måned. I juni 2012 overgik ansøgerens herboende ægtefælle til at modtage ydelser efter § 25, jf. § 11 i lov om aktiv socialpolitik, idet ansøgerens ægtefælle havde været ledig i seks måneder og var over 60 år, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 74 b, stk. 7. I november 2012 overgik ansøgerens herboende ægtefælle til folkepension.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, derfor ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgerens ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, jf. § 11, i en måned i 2011, og at ansøgerens ægtefælle var selvforskyldt i modtagelsen af disse ydelser. Udlændingenævnet bemærkede, at de ydelser, som ansøgerens ægtefælle havde modtaget efter lov om aktiv socialpolitiks § 74 (ledighedsydelser), ikke burde føre til afslag efter bestemmelsen, idet ansøgerens herboende ægtefælle på dette tidspunkt var visiteret til fleksjob, hvorfor han var afskåret fra at modtage arbejdsløshedsdagpenge, og idet ledighedsydelsen har et beskæftigelsesfremmende sigte. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ydelserne, der blev udbetalt efter juni 2012 – til trods for at disse blev udbetalt efter § 25, jf. § 11, i lov om aktiv socialpolitik – ikke indgik i beregningen af, om ansøgerens herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik inden for de seneste tre år, idet ansøgerens ægtefælle, som på dette tidspunkt var fyldt 60 år, ikke længere kunne modtage ledighedsydelse, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 74 b, stk. 7. FAM/2014/28.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Ledighedsydelse

    Dato: 15-01-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Thailand. Den herboende ægtefælle var i april 2008 blevet visiteret til fleksjob på grund af en varig funktionsnedsættelse, og den herboende ægtefælle havde siden august 2012 på baggrund heraf modtaget ledighedsydelser efter lov om aktiv socialpolitik § 74.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at en person, der er visiteret til fleksjob, er afskåret fra at modtage arbejdsløshedsdagpenge, uanset at den pågældende måtte være medlem af en A-kasse, at ledighedsydelsen har et beskæftigelsesfremmende sigte, og at reglerne om familiesammenføring derfor modvirker hensynet til beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det vil være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle har modtaget ledighedsydelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. FAM/2014/1.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Ledighedsydelse

    Dato: 15-01-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Kosovo. Den herboende ægtefælle blev i 2009 bevilget fleksjob efter at have modtaget ledighedsydelse grundet varig funktionsnedsættelse, hvorefter den herboende ægtefælle i en periode fra 2010 til 2012 igen modtog ledighedsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, inden ægtefællen på ny påbegyndte et fleksjob.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at en person, der er visiteret til fleksjob, er afskåret fra at modtage arbejdsløshedsdagpenge, uanset at den pågældende måtte være medlem af en A-kasse, at ledighedsydelsen har et beskæftigelsesfremmende sigte, og at reglerne om familiesammenføring derfor modvirker hensynet til beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det vil være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle har modtaget ledighedsydelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. FAM/2014/2.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Ledighedsydelse

    Dato: 15-01-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Bosnien-Hercegovina. Den herboende ægtefælle blev i december 2010 visiteret til fleksjob og modtog i en periode på tre måneder fra januar 2011 til marts 2011 ledighedsydelse grundet varig funktionsnedsættelse, hvorefter han påbegyndte et fleksjob.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at en person, der er visiteret til fleksjob, er afskåret fra at modtage arbejdsløshedsdagpenge, uanset at den pågældende måtte være medlem af en A-kasse, at ledighedsydelsen har et beskæftigelsesfremmende sigte, og at reglerne om familiesammenføring derfor modvirker hensynet til beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det vil være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle har modtaget ledighedsydelse, jf. udlændinge¬lovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. FAM/2014/3.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Ledighedsydelse

    Dato: 15-01-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Marokko. Den herboende ægtefælle blev i 2008 sygemeldt fra sit arbejde grundet sit psykiske helbred og modtog i en periode fra 2010 til 2012 ledighedsydelse efter lov om aktiv social politik. Den herboende ægtefælle kunne grundet sit psykiske helbred ikke fungere i et fleksjob, og ægtefællen blev i 2012 efter flere afklaringsforløb tilkendt førtidspension.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at en person, der er visiteret til fleksjob, er afskåret fra at modtage arbejdsløshedsdagpenge, uanset at den pågældende måtte være medlem af en A-kasse, at ledighedsydelsen har et beskæftigelsesfremmende sigte, og at reglerne om familiesammenføring derfor modvirker hensynet til beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det vil være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle har modtaget ledighedsydelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. FAM/2014/4.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. januar 2014 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 13-01-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstil-ladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Iran med tidsubegrænset opholdstilladelse i USA. Den herboende ægtefælle, der også var statsborger i Iran, var i 2010 sammen med sin myndige bror blevet meddelt asyl i Danmark. Den herboende ægtefælle havde i perioden fra oktober 2010 til marts 2012, i oktober 2012 og i perioden fra februar 2013 til april 2013 indenfor de seneste tre år forud for afgørelsestidspunktet modtaget ydelser efter integrationsloven og lov om aktiv socialpolitik. Ydelserne var udbetalt til forsørgelse. Under sagens behandling blev det oplyst, at den herboende ægtefælle led af posttraumatisk stressbelastning (PTSD), og at hun led af smerter efter skudskader. Der blev endvidere henvist til det tætte familieforhold mellem den herboende ægtefælle og hendes myndige bror, som hun søgte asyl sammen med.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt, idet ansøgerens ægtefælle inden for de sidste tre år forud for afgørelsen havde modtaget ydelser efter henholdsvis integrationsloven og lov om aktiv socialpolitik, og at ydelserne var udbetalt til underhold. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle efter det oplyste var velfungerende i dagligdagen og måtte antages at kunne opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 5, på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle kunne henvises til at indrejse og tage ophold i USA, for dér at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerens ægtefælle ikke havde godtgjort eller sandsynliggjort, at denne ikke ville kunne opnå tilladelse til at tage ophold i USA for dér at udøve familielivet med ansøgeren, og at Udlændingestyrelsen havde vurderet, at ansøgerens ægtefælle ikke ville risikere tilbagesendelse fra USA til sit hjemland (refoulement). Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var blevet meddelt asyl i Danmark sammen med sin bror, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgerens ægtefælle havde stiftet selvstændig familie med ansøgeren, og idet ansøgerens ægtefælles bror ikke boede sammen med ansøgerens ægtefælle, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at den herboende ægtefælle og hendes myndige bror havde en sådan særlig tilknytning til hinanden, der gik ud over, hvad der følger af selve slægtskabet, at dette ville kunne føre til et andet resultat i sagen. FAM/2014/9.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. juli 2013 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 04-07-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2013 om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 5, til en tyrkisk statsborger. Ansøgerens ægtefælle var født og opvokset i Danmark. Ansøgeren og dennes ægtefælle blev gift i maj 2010 i Tyrkiet, og ansøgerens ægtefælle fødte i juli 2012 parrets herboende fællesbarn. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens ægtefælle i juni 2012 havde modtaget 18.537 kr. i henhold til § 85, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik ydet til dækning af boligindskud. Udlændingestyrelsen meddelte på denne baggrund ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens ægtefælle anførte til støtte for klagen, at Udlændingestyrelsen havde oplyst overfor hende, at ydelser efter lov om aktiv social politik § 85, stk. 1, ikke var til hinder for familiesammenføring, samt at kommunen burde have vejledt hende om, at det kunne få betydning for familiesammenføring, hvis hun modtog en sådan ydelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgerens ægtefælle i juni 2012 modtog 18.537 kr. i henhold til § 85, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, og at dette beløb – uanset at der var tale om en enkeltstående ydelse, der ikke var direkte relateret til forsørgelse – ikke kunne anses for at være af mindre beløbsmæssig størrelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at ansøgerens ægtefælle ikke mente at være blevet vejledt korrekt, idet Udlændingenævnet lagde til grund, at hverken Udlændingestyrelsen eller bopælskommunen på tidspunktet for udbetaling af enkeltydelsen – ud fra det til sagen oplyste – havde haft en konkret anledning til at vejlede ansøgerens ægtefælle om udlændingelovens § 9, stk. 5, da ægtefællen ved anmodningen om enkeltydelsen havde angivet sin civilstand som enlig, og da ansøgeren i juni 2012 ikke havde en verserende ansøgning om opholdstilladelse, idet ansøgeren og ansøgerens ægtefælle først i februar 2013 indgav ansøgning om opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle på afgørelsestidspunktet havde tilbagebetalt de 18.537 kr. til kommunen, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens ægtefælle og parrets fællesbarn ikke ville kunne henvises til at indrejse og tage ophold i Tyrkiet for dér at udøve familielivet med ansøgeren. FAM/2013/120.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. juli 2013 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 04-07-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Sri Lanka, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5.

    Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, derfor ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen havde oplyst, at den herboende ægtefælle havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i sammenlagt to år og otte måneder – senest i december 2011 – at ydelserne var udbetalt til underhold, og at der ikke var tale om enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse. Det forhold, at den herboende ægtefælles arbejdsevne var nedsat, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det forhold, at den herboende ægtefælle var i behandling for PTSD, at der var mistanke om, at han led af et lavt intelligensniveau, at han modtog medicin, samt at det ikke kunne udelukkes, at han ville få påtrængende selvmordstanker ved yderligere pres og belastninger, kunne ikke føre til en fravigelse af kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5. FAM/2013/60.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2013 – Ægtefællesammenføring - Selvforsørgelseskravet

    Dato: 10-06-2013

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5, til en ansøger fra Elfenbenskysten. Den herboende ægtefælle havde indenfor de seneste 3 år forud for afgørelsestidspunktet modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Ansøgeren havde under sagens behandling i Udlændingenævnet anført, at parret ikke blev vejledt af kommunen om konsekvenserne for familiesammenføring ved modtagelse af offentlig hjælp til forsørgelse.

    Udlændingenævnet fandt, at der i sagen forelå særlige grunde til at fravige selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, da kommunen ikke fandtes at have overholdt sin vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboendes opholdskommune var bekendt med, at den herboende ægtefælle havde en udenlandsk ægtefælle, da både den herboende og den herboendes ægtefælle var mødt til kontanthjælpssamtale i kommunen. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at kommunen ikke havde vejledt parret om følgerne for familiesammenføring ved modtagelse af offentlig hjælp til forsørgelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at kommunen ikke havde overholdt god forvaltningsskik, herunder den generelle vejledningspligt, jf. forvaltningslovens § 7, og at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 5. under henvisning til, at den herboende ægtefælle havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitiks § 25. FAM/2013/30.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. april 2013 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 19-04-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholds-tilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5 (krav om, at den herboende ægtefælle ikke må have modtaget offentlig hjælp tre år forud for afgørelsen om opholdstilladelse), til en ansøger fra Filippinerne. Den herboende ægtefælle havde indenfor de seneste tre år forud for afgørelsestidspunktet modtaget en enkeltstående ydelse på ca. 4.200 kr. efter lov om aktiv socialpolitik. Parret havde under sagens behandling i Udlændingenævnet anført, at der var tale om en engangsudbetaling til dækning af udgifter til el, at ydelsen var tilbagebetalingspligtig, og at den herboende ægtefælle havde indgået afdragsordning herom.

    Udlændingenævnet fandt, at det modtagne beløb lå væsentligt over bagatelgrænsen for modtagelse af offentlige ydelser efter udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ydelsen var givet med henblik på forsørgelse, og at det modtagne beløb lå væsentligt over det beløb (900 kr.), der i forarbejderne til bestemmelsen er angivet som eksempel på et beløb, der ligger under bagatelgrænsen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. FAM/2013/10.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. januar 2013 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 25-01-2013

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællefællesammenføring til en israelsk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, under henvisning til, at den herboende ægtefælle, der er dansk statsborger, havde modtaget kontanthjælp efter § 25 i lov om aktiv social politik. Borgmesteren i den herboende ægtefælles bopælskommune havde den 6. december 2012 til brug for sagens behandling i Udlændingenævnet afgivet en udtalelse i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 24, vedrørende den herboende ægtefælles kontanthjælpsforløb. Af udtalelsen fremgik det, at kommunen i den konkrete sag vurderede, at den ikke havde iagttaget vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1, og at kommunen således burde have vejledt den herboende ægtefælle om konsekvenserne af at modtage kontanthjælp i relation til familiesammenføring, idet der i sagen havde været en konkret anledning til at yde denne vejledning, da den herboende ægtefælle overfor kommunen havde oplyst, at han havde en udenlandsk ægtefælle, med hvem han netop var hjemvendt til Danmark.

    På denne baggrund fandt Udlændingenævnet efter en konkret vurdering grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælles bopælskommune under henvisning til kommunens udtalelse af 6. december 2012 burde havde ydet vejledning i relation til udlændingelovens § 9, stk. 5, i forbindelse med den herboende ægtefælles ansøgning om kontanthjælp, og at der således ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. FAM/2013/22.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. januar 2013 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

    Dato: 22-01-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Belarus efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle modtog kontanthjælp i perioden fra marts 2009 til september 2010. Den herboende ægtefælle havde været visiteret til flexjob siden 2002 og kom i flexjob i oktober 2010. Parret gjorde gældende, at parret i februar 2012 var blevet vejledt forkert af kommunen omkring konsekvenserne af at have modtaget offentlige ydelser. Parret indgik ægteskab i februar 2012, fik et fællesbarn i april 2012, og ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse i marts 2012.

    Udlændingenævnet fandt, at kravet om selvforsørgelse i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt, idet den herboende ægtefælle modtog kontanthjælp i den angivne periode fra marts 2009 til september 2010, og at det forhold, at parret gjorde gældende, at parret blev vejledt forkert af kommunen, ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle inden den angivelige vejledning fra kommunen havde modtaget offentlige ydelser, og at modtagelse af offentlige ydelser har været uafhængigt af det senere ønske om familiesammenføring i Danmark, da hjælpen blev ydet siden 2002 og senest i 2010, og ægteskabet blev indgået i 2012. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. FAM/2013/40.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post