Udlændingenævnets afgørelse af 9. marts 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en irakisk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle havde fra august 2013 til og med juni 2015 modtaget kontanthjælp.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde vægt på, at parrets fællesbarn, der var dansk statsborger, var diagnosticeret med kræftsygdommen Wilms tumor (kræft i nyrerne), og som følge heraf skulle undergå en operation og syv til ti måneders behandling med kemoterapi. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der forelå ganske særlige grunde til at dispensere fra udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt således, at det måtte anses for uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren og ansøgerens familie til at udøve familielivet i Irak. FAM/2016/13.

Senest opdateret: 09-03-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen