MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringSelvforsørgelseskravetUdlændingenævnets afgørelse af 20. januar 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet
Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en thailandsk statsborgers ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælle havde i perioden fra oktober 2013 til december 2013 modtaget kontanthjælp og havde i perioden fra januar 2014 frem til ansøgningstidspunktet modtaget uddannelseshjælp. Det var under sagen oplyst, at den herboende ægtefælle var diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse, og at han var i behandling herfor med en række præparater. Det var endvidere oplyst, at den herboende ægtefælle var blevet idømt to års fængsel af de thailandske myndigheder for besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg, som han ikke havde afsonet, ligesom han herefter var eftersøgt af myndighederne i Thailand.  

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at bopælskommunen havde udtalt, at den herboende ægtefælle i perioden fra oktober 2013 til december 2013 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25 (kontanthjælp), og at han havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 23 (uddannelseshjælp) i perioden fra januar 2014 frem til ansøgningstidspunktet, samt oplysningerne fra eIndkomst, hvoraf det fremgik, at han yderligere havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik frem til juli 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering af sagen, at den herboende ægtefælle led af bipolar affektiv sindslidelse, og at han var i behandling herfor. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste til, at MedCOI (1) i november 2015 havde oplyst over for Udlændingenævnet, at de relevante præparater var tilgængelige i Thailand, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ville kunne modtage den nødvendige og relevante behandling i Thailand. Udlændingenævnet fandt af de samme grunde, at der ikke var oplyst om sådanne forhold, der ville kunne føre til dispensation fra udlændingelovens § 9, stk. 5, i medfør af FN’s Handicapkonvention.  Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle var blevet idømt to års fængsel i Thailand for besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg, at de thailandske myndigheder havde udstedt en arrestordre på ham, og at det til sagen var anført, at strafferammen for narkotikaforbrydelser i Thailand er høj, og at en dom for narkotika ofte kan medføre et indrejseforbud i landet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til, at der skulle dispenseres fra ægtefællesammenføringsbetingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, idet forholdene ikke medførte, at Danmark måtte anses for nærmest til at beskytte familielivet mellem ægtefællerne, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det ikke var dokumenteret, at ansøgerens ægtefælle var meddelt et indrejseforbud i Thailand. Udlændingenævnet fandt herudover – uanset længden af den idømte fængselsstraf – at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise parret til at udøve familielivet i Thailand. Udlændingenævnet fandt således, at henset til, at det også i Danmark er strafbart at besidde amfetamin med henblik på videresalg, kunne en idømt fængselsstraf i Thailand herfor ikke føre til dispensation fra reglerne om ægtefællesammenføring i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at uanset, at besiddelse af amfetamin på 0,3 gram straffes hårdere i Thailand end i Danmark, ville besiddelse af amfetamin med henblik på videresalg også i Danmark kunne medføre frihedsstraf, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne anses for uproportionalt at meddele afslag på familiesammenføring i Danmark uanset idømt frihedsstraf i Thailand på to år. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at parret og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand for dér at udøve familielivet, jf. EMRK artikel 8. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn efter praksis som udgangspunkt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års lovligt ophold med opholdstilladelse her i landet. FAM/2016/5.

(1) MedCOI er et projekt, der er finansieret af den Europæiske Flygtninge Fond, med henblik på at indhente medicinske oplysninger fra ansøgeres hjemlande. Projektet giver 11 EU-medlemsstater plus Norge og Schweiz mulighed for at benytte sig af faciliteterne hos MedCOI i Holland og Belgien. MedCOI retter forespørgsler til kvalificerede læger og andre eksperter, der arbejder i ansøgeres hjemlande. Den information, der indhentes, bliver gennemgået af MedCOI’s projektmedarbejdere, der blandt andet består af en læge, før den videregives til den relevante COI-service.

Senest opdateret: 20-01-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post