MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringTilknytningskravetUdlændingenævnets afgørelse af 13. april 2015 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en iransk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i december 1997 som kvoteflygtning, jf. udlændingelovens § 8, blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i juli 2007 og blev meddelt dansk statsborgerskab i januar 2009. Ansøgeren indgik ægteskab med den herboende ægtefælle i juli 2014, og den herboende ægtefælle indgav ansøgning om opholdstilladelse på vegne af ansøgeren i september 2014 under henvisning til ægteskabet. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren flygtede til Irak i april 2011 på grund af politisk aktivitet i Iran, der bragte ham i livsfare, at ansøgeren havde forældre og søskende i hjemlandet, at ansøgeren og den herboende ægtefælle mødte hinanden i Komalas lejre i Irak i juli 2013, hvor den herboende ægtefælle var på ferieophold, at parret havde kontakt via telefon, Facebook og Skype, og at parret sidst så hinanden i en periode fra juli 2014 til august 2014. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren aldrig havde besøgt Danmark, at ansøgeren arbejdede i Irak, at den herboende ægtefælle var født i Iran og opvokset i Irak, at den herboende ægtefælles forældre og søster boede i Danmark, at den herboende ægtefælle havde gennemført farmakonomuddannelsen i Danmark, og at den herboende ægtefælle havde haft fuldtidsbeskæftigelse i Danmark siden juli 2014. Til støtte for klagen til Udlændingenævnet var det anført, at Udlændingestyrelsen ikke havde lagt vægt på den herboende ægtefælles status som flygtning, og at det på den baggrund ville være uforsvarligt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at tage ophold i Iran. Til brug for behandlingen af sagen anmodede Udlændingenævnet om en udtalelse fra Udlændingestyrelsen om, hvorvidt den herboende ægtefælle ved tilbagevenden til Iran ville risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingestyrelsen udtalte i den forbindelse, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle ved tilbagevenden til Iran ville være i konkret og individuel risiko for at blive udsat for asylrelevant forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Iran, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Det er som altovervejende hovedregel en betingelse for at anse ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark for større end ægtefællernes samlede tilknytning til deres hjemland, at begge ægtefæller – hver især – har opnået en vis selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgerens herboende ægtefælle havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark, idet hun havde haft opholdstilladelse i Danmark i mere end 12 år, hun havde gennemført farmakonomuddannelsen, og hun havde haft fuldtidsbeskæftigelse siden juli 2014. Udlændingenævnet lagde samtidig til grund, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, og at han således ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, hvorfor tilknytningskravet ikke kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selv om ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Iran. Udlændingenævnets flertal lagde ved denne vurdering vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at den herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Iran for der at udøve familielivet med ansøgeren, henset til at de begge var født i Iran, at ansøgeren var iransk statsborger, og at ansøgerens forældre og søskende boede i Iran. Udlændingenævnets flertal fandt desuden, at det forhold, at den herboende ægtefælle tidligere havde opholdsgrundlag som flygtning, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i februar 2015 havde udtalt, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle ved en tilbagevenden til Iran ville risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnets flertal bemærkede i den forbindelse, at den herboende ægtefælle havde opnået dansk statsborgerskab, hvorfor hun som udgangspunkt kunne tage ophold i Iran uden at risikere asylrelevant forfølgelse. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren frygtede asylretlig forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet asylretlige forhold ikke kan føre til en fravigelse af tilknytningskravet. Det samlede Udlændingenævn fandt endelig, at ægtefællerne – såfremt de ikke anså det for muligt at opholde sig i Iran – ville kunne henvises til at udøve familielivet i Irak, hvor ansøgeren havde opholdt sig siden april 2011, hvor ægtefællerne havde mødt hinanden, hvor ægteskabet var indgået, og hvor den herboende ægtefælle var opvokset frem til sin udrejse til Danmark. Udlændingenævnet fandt det således ikke uforholdsmæssigt at henvise ægtefællerne til at tage ophold i enten Iran eller Irak. FAM/2015/82.

Senest opdateret: 13-04-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post