MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringTilknytningskravetUdlændingenævnets afgørelse af 19. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en canadisk statsborger. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 2003, jf. udlændingelovens 8, og blev i februar 2014 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Parret var begge født og opvokset i Iran og mødtes første gang i Danmark i 2005, hvor de også indgik ægteskab med hinanden. Den herboende ægtefælle havde i december 2010 bestået Prøve i Dansk 1. Udlændingenævnet modtog i forbindelse med klagesagen i april 2016 fra den herboende ægtefælles kommune oplysninger om karakteren og omfanget af det til hende tilbudte integrationsforløb, samt hvilke øvrige beskæftigelsesmæssige tiltag, herunder aktiveringsforløb og sprogundervisning samt resultatet af disse, den herboende ægtefælle havde deltaget i. 

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Iran, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at parret var født og opvokset i Iran, hvor parret havde haft deres skolegang, og at parret talte persisk sammen, hvorfor parret måtte antages at have en stærkere tilknytning dertil end til Danmark, hvor ansøgeren først indrejste i juni 2004 i en alder af 36 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende ægtefælle ikke på baggrund af sit ophold i Danmark havde opnået en sådan væsentlig og fast tilknytning til det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked, at parrets samlede tilknytning til Danmark var større end deres samlede tilknytning til Iran, uanset at den herboende ægtefælle havde boet i Danmark siden juni 2004. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle i 2009 undlod at tage imod ordinært arbejde, at hun i juli 2011 havde været tilbudt ordinært arbejde, men at hun allerede efter to dage igen blev tilmeldt jobcentret som ledig, at hun i september 2011 blev visiteret til et åbent tilbud, idet hun havde frasagt sig ordinært arbejde, at hun ikke blev vurderet samarbejdsvillig i forhold til at tage ordinært arbejde samt tilbud udenfor den by, hun boede i, og at hun var ophørt på Danskuddannelse 2 grundet fravær. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde haft mere end 12 års lovligt og uafbrudt ophold i Danmark, kunne således efter Udlændingenævnets vurdering ikke alene føre til, at parrets samlede tilknytning til Danmark kunne anses for større end parrets samlede tilknytning til Iran. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende ægtefælle ikke gennem sit ophold i Danmark havde udvist vilje eller evne til at blive integreret i det danske samfund. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke udover den herboende ægtefælle havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde besøgt Danmark i 2005, at han havde været på processuelt ophold fra december 2008 til oktober 2010, og at han igen besøgte Danmark i 2011, i 2012 og i 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af de nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at parrets samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end til Iran. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke forelå sådanne særlige personlige forhold, der talte for, at ansøgerens ægtefælle skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Canada, for der at udøve familielivet med ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen vurderede, at der ikke var risiko for refoulement fra Canada til Iran. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle havde oplyst, at hun havde en handicappet broder, som hun ikke kunne flytte fra. Udlændingenævnet fandt imidlertid at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da der ikke herved var tale om sådanne personlige forhold, at der var grundlag for at fravige tilknytningskravet. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2016/111.

Senest opdateret: 19-07-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post