MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringTilknytningskravetUdlændingenævnets afgørelse af 25. juli 2016 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet
Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7, til en statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgerens herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1991 og blev dansk statsborger i 2001. I perioderne fra august 2003 til juli 2006 og fra januar 2008 til november 2013 var ansøgerens herboende ægtefælle udrejst til Libanon. I januar 2008 indgik parret ægteskab i Libanon. Parret havde to børn, som var født i Libanon i henholdsvis 2008 og 2011, og som indrejste i Danmark i november 2013, samt et barn født i Danmark i 2014. Alle børn var danske statsborgere.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke var større end parrets samlede tilknytning til Libanon, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Libanon, hvor han også havde haft sin skolegang og havde arbejdet, hvorfor ansøgeren måtte antages at have en stærkere tilknytning til Libanon end til Danmark, hvor han aldrig havde haft opholdstilladelse, og hvor han alene havde opholdt sig på besøgs- og processuelt ophold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ægtefælle var født i Libanon og havde taget ophold i Danmark som fem-årig i 1990. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse stor vægt på, at ansøgerens ægtefælle i perioder på knap tre år fra august 2003 til juli 2006 og fem år og ti måneder fra januar 2008 til november 2013 havde været udrejst til Libanon, og at parret således havde etableret og udøvet et familieliv i Libanon gennem flere år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 1991, at hun sammenlagt havde haft 16 års ophold i Danmark, og at hun i maj 2001 blev meddelt dansk statsborgerskab. Udlændingenævnet lagde dog vægt på, at ansøgerens ægtefælle selv havde valgt at afbryde sin tidligere tilknytning til Danmark, idet hun havde valgt at udrejse til Libanon i de nævnte perioder. Udlændingenævnet lagde i øvrigt vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle mødte hinanden i Libanon i april 2006, at parret indgik ægteskab i april 2008 i Libanon, og at parret talte arabisk sammen indbyrdes. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at ansøgerens ægtefælle efter sine egne oplysninger valgte at genindrejse i Danmark i 2006 og i 2013 grundet den vanskelige situation i Libanon. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke udover sin ægtefælle og parrets tre fællesbørn havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark, og at det forhold, at ansøgeren havde været i Danmark på et kortvarigt visumophold fra juni 2014 og herefter havde indgivet ansøgning om familiesammenføring i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren på baggrund af det nævnte ophold ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgerens og ansøgerens ægtefælles samlede tilknytning til Danmark af den grund måtte anses for større end deres samlede tilknytning til Libanon. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens ægtefælle ikke gennem længerevarende beskæftigelse havde opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var uddannet tandtekniker i Danmark, fandt Udlændingenævnet herudover ikke i sig selv kunne føre til, at tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, på den baggrund kunne anses for opfyldt. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det ved opslag i maj 2016 i eIndkomst fremgik, at ansøgerens ægtefælle siden sin indrejse i Danmark i november 2013 havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at hun senest havde modtaget kontanthjælp i maj 2016. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at parrets ældste søn, der var født i 2008, havde mistet sin tilknytning til Libanon, at barnet næsten havde glemt at tale arabisk, og at barnet var skoleelev og fuldt integreret i Danmark, fandt Udlændingenævnet ydermere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af statusbeskrivelsen fra barnets SFO, at barnet havde svært ved at indgå i sociale sammenhænge grundet manglende danskkundskaber. Det fremgik endvidere af CPR, at parrets to ældste fællesbørn var indrejst i Danmark i november 2013 og således havde opholdt sig fast i Danmark i ca. to et halvt år. Udlændingenævnet bemærkede, at børn efter praksis først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske skoler og/eller institutioner, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne kan dispensere fra tilknytningskravet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ægtefælle i forbindelse med ansøgningen havde vedlagt en udtalelse af juli 2014 fra sin læge, hvoraf det fremgik, at hun havde det psykisk svært, at hun var under udredning for en depression, og at hun havde en opblussen i sine kroniske rygsmerter. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i forbindelse med sin klage i august 2015 til Udlændingenævnet havde vedlagt en sygehusjournal fra august 2015, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde haft hjertebanken og havde svært ved at få vejret, at han led af sure opstød og halsbrand og at han havde lette smerter bag brystbenet. Udlændingenævnet fandt, at disse oplysninger ikke kunne føre til, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, kunne fraviges. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder alvorlige helbredsmæssige forhold hverken hos ansøgeren eller ansøgerens ægtefælle, som bevirkede, at parret og deres tre fællesbørn ikke igen ville kunne indrejse og tage ophold i Libanon, hvor parret havde mødt hinanden, havde indgået ægteskab, havde fået to børn og havde boet sammen, for der at udøve familielivet sammen. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8, har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. FAM/2016/112.

Senest opdateret: 25-07-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post