MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringTvangsægteskabUdlændingenævnets afgørelse af 25. februar 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. I februar 2014 modtog Udlændingestyrelsen ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring. Det fremgik, at ansøgeren indrejste i Danmark i januar 2014, at hans herboende ægtefælle var hans kusine, og at parret havde holdt kontakten via de sociale netværk. Det fremgik endvidere, at parret selv besluttede at blive gift, og at herboende ægtefælle havde været beskæftiget eller under uddannelse siden 2008. I juni 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om opholdstilladelse. Ved personlig henvendelse til Udlændingenævnet havde den herboende ægtefælle anført, at både hendes familie og ansøgerens familie var imod ægteskabet. Hun havde endvidere anført, at parret havde boet sammen i Istanbul i 2012 i fem måneder. Den herboende ægtefælle forklarede under nævnsmødet, at hun siden 2012 var rejst til Tyrkiet to til tre gange om året, og at parret havde holdt bryllupsfest i januar 2014 i Danmark med 150 til 160 gæster. Hun forklarede desuden, at der ved brylluppet i 2013 blev afholdt en lille ceremoni med ansøgerens kernefamilie, og at det var parret, der havde planlagt og betalt festerne. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at den herboende ægtefælle i de perioder, hvor hun ikke boede hos sine egne forældre, havde boet hos sine onkler. Den herboende ægtefælle havde endvidere oplyst, at hun siden 2013 havde været skrevet op til en lejlighed, men at hun ikke havde fået nogen.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle var fætter og kusine, hvorfor det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde herunder vægt på, at parret ikke sås at have haft et længerevarende og indgående bekendtskab ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabet, ligesom det ikke var sandsynliggjort, at parret selv havde planlagt brylluppet og afholdt udgifterne hertil. Det forhold, at parret i ansøgningen havde oplyst, at ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske, var ikke tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for ægteskabets indgåelse var 23 år og boede hos sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parrets kontakt via sociale netværk efter ægteskabets indgåelse ikke havde en sådan udstrækning, at formodningen for tvangsægteskab herved kunne anses for tilbagevist. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det oplyste om den herboende ægtefælles tilknytning til Danmark samt hendes forældres indstilling vedrørende ægteskabet med ansøgeren – i forhold til sagens faktiske omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter begge parters ønske. Udlændingenævnet fandt desuden, at parret ikke kunne anses for at have etableret et fast samliv af længere varighed, da de alene havde boet sammen i fem måneder i Istanbul under den herboende ægtefælles studier i Tyrkiet, under besøgsophold i Tyrkiet og i perioden fra januar 2014 til juli 2014 i Danmark. Det bemærkedes, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for ansøgerens ophold i Danmark boede hos sine forældre. FAM/2015/26.

Senest opdateret: 25-02-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post