MULTI
Du er her: ForsidePraksisÆgtefællesammenføringTvangsægteskabUdlændingenævnets afgørelse af 4. august 2016 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en pakistansk statsborger, som var født i 1991, efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens ægtefælle var født i 1990 og var dansk statsborger. Ansøgerens ægtefælle blev i november 1993 meddelt ret til ophold i Danmark i medfør af udlændingelovens dagældende § 14. Ansøgerens ægtefælle blev i september 2008 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgerens ægtefælle udrejste af Danmark til Pakistan i august 1998 og genindrejste i Danmark i maj 2002, hvor hun opholdt sig indtil februar 2016, hvor hun udrejste af Danmark til Sverige. I november 2015 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med ægtefællen. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at parret var fætter og kusine, at parret havde mødt hinanden første gang i 2010, hvor ansøgerens ægtefælle var på ferie i Pakistan, at parret havde været kærester siden 2010, at beslutningen om indgåelse af ægteskabet blev truffet i juli 2013, at parret selv havde besluttet at indgå ægteskab, og at parret havde indgået ægteskab i december 2014. Det fremgik endvidere af ansøgningsskemaet og sagen, at parret ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, at parret var sammen hver dag, da ansøgerens ægtefælle var på ferie i Pakistan i 2010, og at parret havde boet sammen i perioden fra oktober 2015 – hvor ansøgeren var indrejst på visum i Danmark – til januar 2016.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, allerede fordi ansøgerens ægtefælle ikke var fastboende i Danmark. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Udlændingenævnets flertal lagde herved afgørende vægt på, at parret var nærtbeslægtede i udlændingelovens forstand, da parret var fætter og kusine, hvorfor der efter dansk lov var formodning for, at det oplyste samliv ikke var etableret efter begge parters ønske. Udlændingenævnets flertal fandt således, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at parret ikke kunne antages at have haft et længerevarende samliv og indgående bekendtskab ud over den familiemæssige relation forud for ægteskabets indgåelse. Udlændingenævnets flertal fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde mødt hinanden i 2010, at det var parrets egen beslutning at indgå ægteskab, at parret ikke havde boet sammen inden ægteskabets indgåelse, men at parret havde været sammen hver dag, da ansøgerens ægtefælle var i Pakistan i 2010, og at parret havde haft kontakt hver dag siden ægteskabets indgåelse, ikke var tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets flertals afgørelse, at ansøgerens ægtefælle havde opholdt sig i Danmark i perioden fra december 1993 til august 1998 og i perioden fra maj 2002 til februar 2016, og at ansøgerens ægtefælle var under uddannelse i Danmark. Udlændingenævnets flertal fandt imidlertid, at det til sagen oplyste om ansøgerens ægtefælles tilknytning til Danmark – i forhold til sagens faktiske omstændigheder – ikke kunne afkræfte formodningen for, at parrets ægteskab ikke var indgået efter parrets eget ønske. Udlændingenævnets flertal lagde således vægt på, at parret før ægteskabets indgåelse ikke havde samlevet eller sås at have haft et længerevarende personligt kendskab til hinanden. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgerens ægtefælle – efter at hun havde mødt ansøgeren i Pakistan i 2010 – alene efter det oplyste sås at have besøgt ansøgeren i forbindelse med ægteskabets indgåelse i 2014. Udlændingenævnets flertal fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde boet sammen siden oktober 2015, hvor ansøgeren indrejste på visum i Danmark, da parret ikke havde haft et forudgående samliv eller personligt kendskab inden ægteskabets indgåelse, og at parret efterfølgende ikke kunne anses for at have etableret et fast samliv af betydelig varighed. Udlændingenævnets flertal henviste i den forbindelse til, at ansøgerens ægtefælle og ansøgeren på tidspunktet for ægteskabets indgåelse var henholdsvis 24 år og 23 år. Udlændingenævnets flertal fandt endelig, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der afgørende talte for alligevel at give ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. FAM/2016/73.

Senest opdateret: 04-08-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post