MULTI
Du er her: ForsidePraksisAfvisningAfvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse
  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. november 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Medfølgende familie til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Ulovligt ophold

    Dato: 13-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af en ansøgning om fortsat opholdstilladelse som medfølgende familie til en amerikansk statsborger. Ansøgeren blev i juli 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familie til sin fader. Denne opholdstilladelse blev senest i maj 2009 forlænget til juni 2015. Først i juni 2017 indgav ansøgeren en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde kunne indgive og få behandlet sin ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse som medfølgende familie her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens opholdstilladelse som medfølgende familie var udløbet i juni 2015, at ansøgeren på tidspunktet for ansøgningens indgivelse havde opholdt sig ulovligt i Danmark i to år, og at ansøgeren først 24 måneder efter, at opholdstilladelsen var udløbet, havde ansøgt om en forlængelse heraf. Det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren modtog SU og ikke tidligere havde kunnet afsætte midler til at ansøge om en forlængelse, fandt Udlændingenævnet imidlertid ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det fremgik udtrykkeligt af ansøgerens opholdstilladelse fra maj 2009, at en ansøgning om forlængelse skulle indgives inden udløbet af opholdstilladelsen, og at ansøgerens økonomiske forhold ikke kunne begrunde, at ansøgeren blev tilladt at indgive en ansøgning om forlængelse 24 måneder for sent. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke forelå oplysninger om sådanne særlige forhold, herunder oplysninger om helbredsmæssige forhold eller lignende omstændigheder, som bevirkede, at det ikke burde kræves, at ansøgeren skulle indgive ansøgningen til en dansk repræsentation i ansøgerens hjemland eller i et land, hvori ansøgeren de sidste tre måneder havde haft fast lovligt ophold. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 20 år og myndig, at ansøgeren ikke siden december 2015 havde boet sammen med sine forældre, og at der i øvrigt ikke forelå oplysninger omkring personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren ikke skulle kunne indgive en ansøgning fra USA, hvor ansøgeren var født og var statsborger. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren til at indgive ansøgningen fra hjemlandet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i en alder af tre år var indrejst i Danmark, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i 17 år, at ansøgeren havde studeret i Danmark, og at ansøgeren efter det oplyste ikke havde familie i USA. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet vejledte samtidig om, at ansøgeren kunne indgive en ansøgning om opholdstilladelse som studerende i Danmark, idet han ikke længere boede på sine forældres bopæl i Danmark. ERH/2017/113.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 09-08-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en statsborger fra Iran, som søgte ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle. Ansøgeren havde tidligere søgt asyl og havde i august 2015 fået endeligt afslag herpå.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne indgive og få behandlet sin ansøgning om opholdstilladelse her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i marts 2016 i Danmark senest havde fået fastsat en udrejsefrist på 15 dage i forbindelse med Flygtningenævnets afgørelse i august 2015. Ansøgeren havde således indgivet sin ansøgning under ulovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse burde tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke i forhold til det oplyste om, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde etableret et forhold i Danmark og havde været gift i halvandet år, ville være uproportionalt at henvise ansøgeren til at indgive ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab fra hjemlandet henset til, at ansøgeren aldrig havde haft et egentligt opholdsgrundlag i Danmark, men alene havde opholdt sig på processuelt ophold under behandlingen af sin asylsag, der var afsluttet, og sin tidligere familiesammenføringssag, der også var afsluttet. Det kunne ej heller føre til en ændret vurdering, at den herboende ægtefælle havde opholdstilladelse som flygtning i Danmark, da familielivet med ansøgeren var stiftet i Danmark under de nævnte omstændigheder, og at den herboende ægtefælle og ansøgeren derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om, at en ansøgning om opholdstilladelse kunne tillades indgivet her i landet, og i øvrigt at være berettiget til familiesammenføring i Danmark. Udlændingenævnet fandt af samme årsager, at det anførte om, at ansøgeren ikke kunne vende tilbage til Iran, og at ansøgeren frygtede for sit liv, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at der var tale om asylrelevante oplysninger, og at Flygtningenævnet havde meddelt ansøgeren endeligt afslag på asyl. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde et fællesbarn, som var påvirket af ansøgerens situation. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da fællesbarnet – henset til barnets alder – ikke fandtes at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgerens ansøgning om ægtefællesammenføring burde tillades indgivet her i landet under henvisning hertil. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn normalt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års fast lovligt ophold her i landet, hvor børnene har gået i danske skoler/institutioner. FAM/2017/144.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Medfølgende ægtefælle

    Dato: 14-06-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til en statsborger fra Congo, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 3, jf. stk. 2, 2. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelse ikke skulle afvises under henvisning til, at ansøgningen var indgivet for sent, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 3, jf. stk. 2, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på sagens konkrete omstændigheder, herunder at ansøgningen om forlængelse blev indgivet cirka halvanden måned efter udløbet af ansøgerens tidligere opholdstilladelse, samt at ansøgeren sammen med sin ægtefælle og parrets fire fællesbørn på henholdsvis 9, 13, 14 og 16 år, var indrejst i Danmark i marts 2008, og at familien siden da havde boet og opholdt sig lovligt i Danmark, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at ansøgningen skulle tillades indgivet under henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 2, 2. pkt. ERH/2017/21.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. marts 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 30-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en statsborger fra Ghana, som søgte om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne indgive og få behandlet sin ansøgning her i landet, da ansøgeren på tidspunktet for ansøgningens indgivelse ikke havde lovligt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var indrejst i Danmark i august 2010, at det fremgik af en dom fra december 2013, at ansøgeren havde opholdt sig ulovligt i Danmark fra december 2010 til november 2013, at ansøgeren ved dommen var blevet udvist og havde fået indrejseforbud i seks år, at ansøgeren af Flygtningenævnet havde fået endeligt afslag på asyl i juli 2014 og var blevet pålagt at udrejse senest 15 dage efter afgørelsen, og at ansøgeren derfor på tidspunktet for indgivelsen af den aktuelle ansøgning om opholdstilladelse havde opholdt sig ulovligt i Danmark i flere år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i Danmark. Det var anført i sagen, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 21, at der med vurdering af, om Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige, at en ansøgning skal tillades indgivet, navnlig sigtes til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om hensynet til familiens enhed. Efter Udlændingenævnets opfattelse indebar EMRK artikel 8 ikke, at en udlænding, der ansøger om familiesammenføring med en herboende person, er sikret en ubetinget ret til at indgive ansøgningen her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af ERMK artikel 8 kunne bevirke, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren til at indrejse i Ghana, hvor ansøgeren havde opholdt sig forud for sin indrejse i Danmark i august 2010, for at indgive ansøgningen der. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgerens ægtefælle havde et 12-årigt særbarn, som boede hos ansøgerens ægtefælle, som ansøgerens ægtefælle havde forældremyndighed over, og hvis fader udøvede regelmæssigt samvær med barnet på ansøgerens bopæl. Det indgik endvidere, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde et fælles barn født i juni 2015. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det uanset karakteren af de pådømte lovovertrædelser måtte anses for en skærpende omstændighed, at ansøgeren ved dom i december 2013 var blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, at ansøgeren efterfølgende af Flygtningenævnet havde fået endeligt afslag på asyl i juli 2014, og at ansøgeren på trods heraf fortsat ikke var udrejst af Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle således havde mødt hinanden på et tidspunkt, hvor ansøgeren allerede var udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år, og at parret – på trods af at ansøgeren efterfølgende af Flygtningenævnet havde fået endeligt afslag på asyl – havde valgt at få et barn og indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse eller lovligt ophold på et andet grundlag i Danmark, og hvor parret heller ikke kunne have en berettiget forventning om, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at udlændingelovens § 9, stk. 21, er en processuel regel, som alene forholder sig til, hvor ansøgningen kan indgives. Der var således ikke ved stillingtagen til, om ansøgerens ansøgning kunne tillades indgivet i Danmark, foretaget en vurdering af, om der ved en korrekt indgivet ansøgning kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 10, stk. 4. Udlændingenævnet fandt på den baggrund heller ikke, at det forhold, at parret i ansøgningsperioden eventuelt måtte leve adskilt, i sig selv ville udgøre en krænkelse af EMRK artikel 8. FAM/2017/80.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Ægtefællesammenføring – Indrejseforbud

    Dato: 15-02-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af en irakisk statsborgers ansøgning, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgningen ikke burde have været afvist under henvisning til, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens tidligere meddelte indrejseforbud var udløbet i januar 2017, og at han forud herfor i juli 2015 havde fået et fællesbarn med sin herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ægtefællen havde to mindreårige særbørn, som var danske statsborgere. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det efter en konkret vurdering måtte anses for bedst stemmende med Danmark internationale forpligtelser at tillade ansøgerens ansøgning indgivet i Danmark. FAM/2017/5.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Medfølgende familie til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv

    Dato: 13-07-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse til to mindreårige nigerianske statsborgere, født i henholdsvis 2004 og 2006, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 2, og stk. 3.

    Udlændingenævnet fandt, at det ville være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at tillade ansøgernes forlængelsesansøgninger indgivet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at begge ansøgere var født og opvokset i Danmark, hvor de var bosiddende sammen med deres forældre, hvor de havde haft deres skolegang, at de talte flydende dansk, og at de var under den kriminelle lavalder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne siden deres fødsel havde haft lovligt ophold i Danmark frem til udløbet af deres hidtidige opholdstilladelse, og at ansøgningerne om forlængelse af deres hidtidige opholdstilladelser var indgivet ca. tre måneder for sent. Udlændingenævnet fandt dog, at Danmarks internationale forpligtelser ikke var til hinder for, at der ved indgivelsen af ansøgningerne om forlængelse af ansøgernes opholdstilladelser skulle betales gebyr. ERH/2016/65.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 13-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en statsborger fra Tyrkiet, da ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark ikke havde lovligt ophold her i landet.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab, da ansøgeren på tidspunktet for ansøgningens indgivelse ikke havde lovligt ophold her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark havde oplyst, at hun senest var indrejst i Danmark i marts 2007, at Udlændingestyrelsen senest i december 2007 havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse, og at denne afgørelse var blevet stadfæstet af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i maj 2008 med udrejsefrist straks. Udlændingenævnet bemærkede, at tyrkiske statsborgere er visumpligtige, medmindre de skal udføre en tjenesteydelse i Danmark, og at ansøgeren havde indgivet sin ansøgning om ægtefællesammenføring i februar 2015, hvor ansøgeren således fortsat havde ulovligt ophold. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde opholdt sig i Danmark i cirka otte år uden opholdstilladelse, og derfor havde ulovligt ophold på dette tidspunkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren gentagne gange var blevet meddelt afslag på familiesammenføring og derfor ikke kunne antages at have en berettiget forventning om at kunne opholde sig i Danmark, herunder blive meddelt opholdstilladelse på baggrund af en ny ansøgning om opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt ej heller, at det kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle efter den seneste ansøgnings indgivelse var blevet dansk statsborger. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, også bliver stillet over for danske statsborgere. Udlændingenævnet bemærkede vedrørende ansøgerens ansøgning om ophold efter Assoceringsaftalen, at en sådan ansøgning ikke kunne afvises i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, men at denne skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Assoceringsaftalen ikke i sig selv giver ret til familiesammenføring. Udlændingenævnet hjemviste herefter den del af ansøgningen, der knyttede sig til selvstændig opholdsret efter Assoceringsaftalen, til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling. FAM/2016/77.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. februar 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Genoptagelsesanmodning – Administrativ udvisning

    Dato: 11-02-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise at behandle en ansøgning om familiesammenføring, jf. udlændingelovens 9 c, stk. 6, fra en pakistansk statsborger, som søgte om familiesammenføring med sin herboende mindreårige datter. Udlændingenævnet afslog samtidig at genoptage sin tidligere afgørelse fra oktober 2013, hvorved Udlændingestyrelsens afgørelse om at udvise ansøgeren blev stadfæstet af Udlændingenævnet.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgeren ikke skulle have sin ansøgning om opholdstilladelse afvist under henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren oprindeligt havde haft opholdstilladelse i Danmark i 2010, at datterens moder til sagen havde oplyst, at ansøgeren siden juli 2013 havde set sin datter tre til fire gange ugentligt, og at samværet tidsmæssigt strakte sig over fire til fem timer til en hel dag. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på en udtalelse fra ansøgerens datters børneinstitution, hvoraf det fremgik, at institutionen oplevede at se ansøgeren gennemsnitligt fire til fem gange ugentligt enten ved aflevering eller afhentning af datteren i efteråret 2013, og at institutionen havde set ansøgeren en til to gange ugentligt siden januar 2014 i forbindelse med aflevering eller afhentning. Udlændingenævnet fandt det herefter bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgningen blev tilladt indgivet i Danmark. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne realitetsbehandle ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt samtidig ikke grundlag for at genoptage sin afgørelse fra oktober 2013, hvorved ansøgeren blev administrativt udvist af Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var anført nye oplysninger om forhold før oktober 2013, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens situation ifølge det oplyste var væsentligt ændret siden Udlændingenævnets afgørelse fra oktober 2013 i forhold til det udøvede samvær med ansøgerens datter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at dette kunne føre til et andet udfald af sagen, da der herved var tale om efterfølgende omstændigheder. Det forhold, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse nu blev tilladt indgivet, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et andet resultat, da der var tale om en efterfølgende omstændighed. Udlændingenævnet bemærkede samtidig hermed, at det først efter en realitetsbehandling af ansøgningen ville kunne vurderes, om der var grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse, og i givet fald om det meddelte indrejseforbud kunne ophæves, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., jf. § 10, stk. 4, 2. pkt., og udlændingelovens § 32, stk. 10. FAM/2016/24.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Ej lovligt ophold – Danmarks internationale forpligtelser

    Dato: 16-12-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise at behandle en ansøgning om ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21, til en somalisk statsborger. Ansøgeren var i juli 2014 blevet meddelt afslag på familiesammenføring, hvilket Udlændingenævnet havde stadfæstet i december 2014, og i den forbindelse var der blevet fastsat en udrejsefrist i februar 2015. Ansøgeren og den herboende samlever havde tre fællesbørn. Ansøgeren havde født parrets tredje barn i Danmark i december 2014. I januar 2015 indgav ansøgeren på ny en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til den herboende samlever.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark ikke burde afvises, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21, uanset at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse var indgivet under en fastsat udrejsefrist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens samlede omstændigheder, herunder at der ved klagen var fremsendt journalblad fra juni 2015 fra to sygehuse i Danmark, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og den herboende samlevers tredje barn, som var født i Danmark i december 2014, var født med misdannelse i den højre lunge, at barnet var blevet opereret i februar 2015 og havde fået fjernet den højre lungelap (mellemlappen), og at barnet indtil videre skulle betragtes som kronisk lungesyg. FAM/2015/213.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Sygdom

    Dato: 07-12-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise at behandle en ansøgning om ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21, under henvisning til at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at opnå familiesammenføring.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark ikke burde afvises, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21, under henvisning til, at hun ikke opfyldte betingelserne for at få familiesammenføring. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der under Udlændingenævnets sagsbehandling var fremsendt en lægeerklæring fra november 2015 vedrørende ansøgerens og den herboende references søn, født i august 2015, hvoraf det fremgik, at sønnen aktuelt var i udredning for et anfaldsfænomen, ligesom det var frarådet, at han udrejste af landet under udredningsperioden. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at det ville være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at tillade ansøgerens ansøgning indgivet her i landet, og at det i forhold til de foreliggende oplysninger ikke kunne føre til et andet resultat, at ansøgeren flere gange tidligere var meddelt afslag på familiesammenføring. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne realitetsbehandle ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med den herboende reference. FAM/2015/246.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. december 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 02-12-2015

    Udlændingenævnet hjemviste i december 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Pakistan. Ansøgeren var i maj 2012 blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at anse Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse for ugyldig og hjemviste sagen til fornyet behandling. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde truffet afgørelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 5, og at der derfor forelå en hjemmelsmangel, jf. udlændingelovens § 46, stk. 2. Afgørelsen ansås på denne baggrund for at være ugyldig, idet manglen var væsentlig, til ugunst for ansøgeren og alene beroede på en myndighedsfejl. Udlændingenævnet fandt det derfor rettest, at styrelsen på ny vurderede, hvorvidt ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 3, idet ansøgeren tidligere var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1. ERH/2015/196.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. september 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Au pair

    Dato: 02-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afvisning af en ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse som au pair i Danmark meddelt til en ansøger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. Ansøgeren indgav sin ansøgning om forlængelse af opholdstilladelsen til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering knap halvanden måned efter, at den oprindelse opholdstilladelse var udløbet.

    Udlændingenævnet fandt, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med rette afviste ansøgerens ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse som au pair her i landet, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 3, jf. stk. 2, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgningen var indgivet efter udløbet af den oprindelige opholdstilladelse, og at det som altovervejende hovedregel er et krav, at ansøgning om forlængelse af en eksisterende opholdstilladelse som au pair indgives, inden opholdstilladelsen udløber. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå omstændigheder, der efter forarbejderne til bestemmelsen kunne begrunde en dispensation fra betingelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik udtrykkeligt på engelsk af den oprindelige opholdstilladelse, at en eventuel ansøgning om forlængelse af opholdstilladelsen skulle indgives, inden opholdstilladelsens udløb, at en sådan ansøgning tidligst kunne indgives to måneder inden opholdstilladelsens udløb, og at ansøgerens ophold her i landet ville blive betragtet som ulovligt, såfremt hun indleverede en ansøgning om forlængelse efter udløbet af hendes oprindelige opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde et personligt ansvar for at sikre sig, at hun på ethvert tidspunkt overholdt betingelserne for sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet tillagde det desuden betydelig vægt, at forlængelsesansøgningen først var indgivet knap halvanden måned efter, at den oprindelige opholdstilladelse udløb, og at der således var passeret et længere tidsrum, hvilket talte for, at ansøgningen skulle afvises. ERH/2015/158.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. juli 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Genoptagelse – Retsfortabende passivitet

    Dato: 17-07-2015

    Udlændingenævnet afviste i juli 2015 en anmodning om genoptagelse af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse vedrørende en kinesisk statsborger fra august 2011, hvorved ministeriet stadfæstede Udlændingeservices afgørelse fra februar 2011 om en afvisning af indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens daværende § 9, stk. 18. I oktober 2014 rettede ansøgerens søn henvendelse til Udlændingenævnet, hvilket blev opfattet som en anmodning om genoptagelse.

    Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at realitetsbehandle anmodningen om genoptagelse af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra august 2011. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var forløbet mere end tre år mellem tidspunktet for ministeriets afgørelse, og indtil udlændingemyndighederne modtog anmodningen om genoptagelse, og at ansøgeren ikke havde oplyst om særlige grunde eller forhold, der kunne berettige, at der var forløbet så lang tid, inden der blev anmodet om genoptagelse. Udlændingenævnet fandt således, at anmodningen om genoptagelse ikke kunne behandles på grund af retsfortabende passivitet, og at der ikke i sagen forelå sådanne omstændigheder, der kunne føre til, at retten til at indgive en anmodning om genoptagelse ikke skulle anses for bortfaldet. FAM/2015/142.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 02-06-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en statsborger fra Kosovo, da ansøgeren på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark ikke havde lovligt ophold her i landet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde kunne indgive og få behandlet sin ansøgning om opholdstilladelse her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i september 2014, og at ansøgerens visum var gyldigt for en indrejse i 90 dage i perioden fra september 2014 til december 2014. Ved indgivelsen af ansøgningen i januar 2015 havde ansøgeren således opholdt sig i Danmark i 111 dage. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren i perioden fra og med september 2014 til og med januar 2015 havde opholdt sig mere end 90 dage i Schengenområdet inden for en periode på 180 dage. Udlændingenævnet bemærkede, at beregningen af de 90 dage foretages med udgangspunkt i 1. opholdsdag, og at indrejsedagen således medregnes i de 90 dages visumophold. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold, da han indgav ansøgningen i januar 2015. Udlændingenævnet fandt, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet henviste til, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 21, at der med vurderingen af, om Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige, at en ansøgning skal tillades indgivet, navnlig sigtes til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om hensynet til familiens enhed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af EMRK artikel 8 kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse burde tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet bemærkede, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende EMRK artikel 8 om familiesammenføring, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Det var indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og dennes ægtefælle havde to børn, der var født henholdsvis i april 2013 og i december 2014 i Danmark, og som havde opholdstilladelser i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, gyldige frem til henholdsvis april 2031 og december 2032. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgerens familieliv med hans ægtefælle var etableret på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde haft lovligt ophold her i landet. Ansøgeren fandtes således ikke at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve sit familieliv i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens og dennes ægtefælles to børn ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, idet børn først antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet, hvor barnet har været tilknyttet dansk institution eller skole. Det forhold, at der var henvist til FN’s Børnekonvention og hensynet til familiens enhed, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet denne konvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. FAM/2015/104.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Ej særlige grunde

    Dato: 18-05-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise at behandle en ansøgning om familiesammenføring, idet der var særlige grunde, der talte imod at tillade ansøgningen indgivet i Danmark jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Ansøgeren, som var statsborger i Taiwan, var af Udlændingestyrelsen i juli 2014 meddelt afslag på ansøgning om familiesammenføring under henvisning til, at ansøgeren og den herboende samlever ikke opfyldte kravet om længerevarende samliv. I oktober 2014 søgte ansøgeren på ny om familiesammenføring med den herboende samlever. Det fremgik af sagen, at ansøgeren havde opholdt sig hos den herboende samlever i kortere perioder, at de havde rejst sammen i perioder af en varighed på henholdsvis en og tre måneder, og at den herboende samlever havde boet hos ansøgeren i Taiwan i perioder af en varighed mellem en og halvanden måned. Til støtte for klagen til Udlændingenævnet anførte den herboende samlever, at ansøgeren og den herboende samlever i november 2014 havde levet sammen i halvandet år, at ansøgeren havde haft et højt engagement i Danmark, idet hun havde været aktiv med hensyn til sprogundervisning, jobsøgning, sociale aktiviteter og business events, samt at hun havde fået tilbudt et job, som hun måtte give afkald på, idet hun ikke havde en arbejdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde kunne indgive sin ansøgning om opholdstilladelse her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren i juli 2014 var blevet meddelt afslag på ansøgning om familiesammenføring, at ansøgeren og den herboende samlever ikke opfyldte kravet om længerevarende samliv, og at ansøgeren søgte at indgive en ny ansøgning om opholdstilladelse i Danmark cirka tre måneder efter, at Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag på ansøgning om familiesammenføring. Det fremgik af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 18 (nu § 9, stk. 21), at særlige grunde, der kan tale imod, at en udlænding kan indgive en ansøgning her i landet, vil være, hvis det er åbenbart, at udlændingen ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse, eller hvis udlændingen allerede er meddelt afslag på det, der ansøges om. Udlændingenævnet fandt, at det på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke var åbenbart, at det forhold, som begrundede afslaget, havde ændret sig i en sådan grad, at der var grundlag for at vurdere sagen på ny. Det forhold, at ansøgeren og den herboende samlever i november 2014 havde levet sammen i halvandet år, at ansøgeren havde haft et højt engagement i Danmark, og at hun havde fået tilbudt et job i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark burde tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der efter Udlændingenævnets faste praksis ikke kan etableres samlivsforhold under ferie- og besøgsophold. FAM/2015/70.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. maj 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Ej lovligt ophold – Danmarks internationale forpligtelser

    Dato: 08-05-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise at behandle en ansøgning om ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Det fremgik af sagen blandt andet, at ansøgeren var statsborger i Irak, og at ansøgeren og den herboende samlever havde to fællesbørn, som var født i Danmark i henholdsvis februar 2009 og januar 2011. Det fremgik endvidere, at ansøgeren i 2011 blev meddelt afslag på familiesammenføring. Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2013 denne afgørelse og pålagde ansøgeren at udrejse af Danmark senest i marts 2013. Ansøgeren sås ikke udrejst af Danmark og indgav på ny i september 2014 en ansøgning om familiesammenføring til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen afviste at behandle ansøgningen og henviste herved til ansøgerens ulovlige ophold i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark ikke burde afvises, uanset at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet i september 2014. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens samlede omstændigheder, herunder at ansøgeren og den herboende samlever havde to fællesbørn, som var født i Danmark i henholdsvis februar 2009 og januar 2011, som havde boet i Danmark med opholdstilladelse, siden de blev født, og som gik i dansk daginstitution. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ville være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at tillade ansøgningen indgivet her i landet. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne realitetsbehandle ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af længerevarende samliv. FAM/2015/69.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. april 2015 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Ej lovligt ophold

    Dato: 17-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afvisning af indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark til en filippinsk statsborger, da hun på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark ikke havde lovligt ophold her i landet, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 2. Ansøgeren havde haft opholdstilladelse i Norge i perioden fra marts 2014 til august 2014 og var indrejst i Danmark på den norske opholdstilladelse i august 2014. Ansøgningsgebyret blev betalt i september 2014 og ansøgningen blev indgivet til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i oktober 2014. Det fremgik af et brev, der var vedlagt ansøgningen, at værtsmoderen beklagede den sene ansøgning, at gebyret var betalt i september 2014, og at værtsmoderen tidligere havde indsendt en ansøgning, men at denne ifølge værtsmoderen måtte være gået tabt i posten. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering anmodede i november 2014 ansøgeren om at dokumentere sit lovlige ophold i Danmark på tidspunktet for ansøgningens indgivelse i oktober 2014. I januar 2015 modtog styrelsen et brev fra værtsmoderen, hvori hun oplyste, at hun registrerede ansøgeren online i august 2014, men at hun ved en fejl ikke fik sendt det fysiske ansøgningsskema til styrelsen. Vedlagt brevet var ansøgerens norske opholdskort, som var gyldigt i perioden fra marts 2014 til august 2014. I januar 2015 afviste Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering at behandle ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse som au pair under henvisning til, at hun ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet. Til støtte for klagen anførte værtsmoderen, at ansøgerens pas var udløbet, hvorfor ansøgeren måtte vente på et nyt pas, førend hun kunne ansøge om opholdstilladelse som au pair i Danmark, at værtsmoderen ved en fejl ikke fik fremsendt den rette dokumentation til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at hun handlede i god tro, at hun ikke havde intentioner om at have ansøgeren boende uden et lovligt opholdsgrundlag, samt at værtsfamilien flyttede i perioden og derfor ikke modtog Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings brev, hvori styrelsen havde anmodet om dokumentation for ansøgerens lovlige ophold i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne tillades at indgive en ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 2. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse som au pair ikke opholdt sig lovligt i Danmark, idet ansøgerens norske opholdstilladelse var udløbet i august 2014. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren ventede på et nyt pas, førend hun kunne ansøge om opholdstilladelse som au pair i Danmark, at den første ansøgning gik tabt i posten, at det skyldtes en fejl, at der ikke blev fremsendt den korrekte dokumentation, samt at værtsfamilien flyttede og dermed ikke modtog brevet, hvori styrelsen havde anmodet om dokumentation for ansøgerens lovlige ophold, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at værtsmoderen havde anført, at hun havde handlet i god tro, at hun ikke havde intentioner om at have ansøgeren boende uden lovligt opholdsgrundlag, at ansøgeren blev betragtet som en del af værtsmoderens familie, og at ansøgerens egen familie var fraflyttet ansøgerens barndomshjem i Filippinerne. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren efter det oplyste indrejste i Danmark i august 2014, at ansøgerens norske opholdstilladelse udløb den samme dag, som hun indrejste, at gebyret for indgivelse af ansøgningen blev betalt i september 2014, og at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering først modtog ansøgningen om opholdstilladelse i oktober 2014. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at afvisningen var i strid med Danmarks internationale forpligtelser. ERH/2015/83.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. september 2014 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Ej særlige grunde

    Dato: 10-09-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af ind-givelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en serbisk statsborger, da de forhold, der begrundede afslaget om familiesammenføring i maj 2013, ikke havde ændret sig i en sådan grad, at der var grundlag for at vurdere sagen på ny. I maj 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, idet ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde stillet økonomisk sikkerhed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4. Afgørelsen blev påklaget efter klagefristens udløb, hvorfor Udlændingenævnet i september 2013 afviste at behandle klagesagen. I marts 2014 indgav ansøgeren på ny en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med sin herboende ægtefælle. I maj 2014 afviste Udlændingestyrelsen, at ansøgeren i Danmark kunne indgive sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21, under henvisning til, at der forelå særlige grunde, der talte imod at tillade ansøgningen indgivet.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde afvist indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at da ansøgeren på ny søgte om familie-sammenføring i Danmark i marts 2014, var der kun gået cirka 10 måneder, siden Udlændingestyrelsen meddelte afslag i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 4, og at der ikke til den nye ansøgning fra marts 2014 var vedlagt en godkendt sikkerhedsstillelse fra den herboende ægtefælles kommune eller i øvrigt anført, at kravet om sikkerhedsstillelse denne gang ville blive imødekommet. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 18 (nu § 9, stk. 21), at særlige grunde, der kan tale imod, at en udlænding kan indgive en ansøgning her i landet, vil være, hvis det er åbenbart, at udlændingen ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse, eller hvis udlændingen allerede er meddelt afslag på det, der ansøges om. For eksempel vil en udlænding, som har fået afslag på ægtefællesammenføring, ikke kunne indrejse på visum og på ny indgive ansøgning om ægtefællesammenføring, medmindre det eller de forhold, som begrundede afslaget på ansøgningen, har ændret sig eller udviklet sig på en sådan måde, at der er grundlag for igen at vurdere sagen. Udlændingenævnet fandt således, at det på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning ikke efter en umiddelbar vurdering af sagen var åbenbart, at det forhold, som begrundede afslaget, havde ændret sig i en sådan grad, at der var grundlag for at vurdere sagen på ny, da der to gange forud herfor var blevet meddelt enslydende afslag – det seneste under ét år forud for den seneste ansøgning. FAM/2014/127.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 04-09-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en filippinsk statsborger, da hun på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark ikke havde lovligt ophold her i landet. Samtidig stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år*. Ansøgeren blev i februar 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair med gyldighed frem til august 2010. I december 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring og pålagde i den forbindelse ansøgeren at udrejse senest 15 dage efter modtagelsen af afgørelsen. Det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration meddelte i februar 2011 ansøgeren, at klagen ikke var tillagt opsættende virkning og pålagde i den forbindelse ansøgeren at udrejse straks. I juni 2011 stadfæstede det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2010 og pålagde ansøgeren at udrejse straks. I juli 2013 søgte ansøgeren om humanitær opholdstilladelse i Danmark, og i august 2013 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på ansøgningen om humanitær opholdstilladelse. I februar 2014 indgav ansøgeren på ny ansøgning om ægtefællesammenføring i Danmark, hvor hun oplyste, at hun siden 2009 havde opholdt sig uafbrudt her i landet. I maj 2014 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at afvise ansøgerens ansøgning om ægtefællesammenføring samt om at udvise ansøgeren med indrejseforbud i to år.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for ansøgningen om ægtefællesammenføring i februar 2014 ikke havde lovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde modtaget afslag på familiesammenføring senest i juni 2011 og fået meddelt en udrejsefrist, hvorfor hun ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at have lovligt ophold i Danmark efter denne dato. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet, da der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse burde tillades indgivet her i landet, samt at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke ville kunne udøve familielivet i Filippinerne, herunder at ansøgerens ægtefælle ikke ville kunne meddeles opholdstilladelse i Filippinerne, såfremt parret ønskede det. Det forhold, at ansøgeren i november 2011 fødte parrets fællesbarn i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da Udlændingenævnet lagde vægt på, at parrets familieliv var etableret på et tidspunkt umiddelbart før udløbet af ansøgerens opholdstilladelse som au pair, og at hun dernæst ikke havde haft lovligt ophold her i landet. Ansøgeren kunne ikke have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark, uanset at hun senere under ulovligt ophold havde født et barn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens barn ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, idet børn først kan antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet, hvor barnet skal have været tilknyttet dansk institution eller skole. FAM/2014/168.

    *For resumé vedrørende afgørelsen om udvisning se under: Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. juli 2014 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Ej lovligt ophold

    Dato: 08-07-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2014 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afvisning af en ansøgning om forlængelse af en opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af lønarbejde til en statsborger fra Australien.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne tillades at indgive en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse her i landet, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 4, 1. punktum, henset til at ansøgeren på ansøgningstidspunktet ikke opholdt sig lovligt i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i september 2013 blev meddelt opholds- og arbejdstilladelse med gyldighed frem til oktober 2013. Tilladelsen blev i december 2013 forlænget frem til den 31. januar 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren først den 3. februar 2014 indgav en ansøgning om forlængelse af opholds- og arbejdstilladelsen på baggrund af lønarbejde. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgerens arbejdsgiver var skyld i den sene indgivelse af ansøgningen, ikke kunne føre til en anden vurdering henset til, at dette ikke var et hensyn, som Udlændingenævnet kunne inddrage i vurderingen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at bestemmelsen i udlændingelovens § 9 a, stk. 4, 3. punktum, er absolut, hvilket betyder, at der ikke kan foreligge nogle særlige grunde, som kan bevirke, at en ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse kan indgives her i landet, hvis udlændingen ikke har lovligt ophold. ERH/2014/97.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juni 2014 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Ej særlige grunde

    Dato: 13-06-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 6 til en indonesisk statsborger, da de forhold, der begrundede afslaget om familiesammenføring, ikke havde ændret sig i en sådan grad, at der var grundlag for at vurdere sagen på ny. I november 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da Udlændingestyrelsen fandt, at der ikke var en særlig tilknytning mellem ansøgeren og herboende reference (ansøgerens mor). Udlændingestyrelsens afgørelse var ikke påklaget. I januar 2014 indgav ansøgeren på ny ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sin herboende mor.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde afvist ansøgningen om opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at da ansøgeren på ny søgte om familiesammenføring i Danmark, har der kun gået halvanden måned, siden Udlændingestyrelsen senest havde meddelt ham afslag på opholdstilladelse, og at de forhold, der tidligere begrundede afslag på opholdstilladelse til ansøgeren, ikke havde ændret sig i en sådan grad, at der var grundlag for at vurdere ansøgerens sag på ny. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren var syg af stress og tog medicin i sit hjemland, og at han ønskede at studere og arbejde i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var tale om nye væsentlige oplysninger. FAM/2014/58.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. april 2014 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 23-04-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21, til en filippinsk statsborger. Udlændingestyrelsen havde afvist at behandle ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet i september 2013.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse ikke burde afvises i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde vægt på sagens samlede omstændigheder, herunder på længden og karakteren af ansøgerens ophold i Danmark sammenholdt med, at det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema, at ansøgerens herboende ægtefælle havde samvær med to herboende særbørn, som var født i henholdsvis juli 2000 og februar 2003, og som den herboende ægtefælle udøvede samvær med i ikke uvæsentligt omfang. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ville være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at tillade ansøgningen fra september 2013 indgivet i Danmark. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen skulle realitetsbehandle ansøgningen. FAM/2014/171.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. april 2014 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 23-04-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en irakisk statsborgers indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21. Ansøgeren blev i september 2002 meddelt afslag på familiesammenføring med den herboende ægtefælle, der i 1995 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark og i 2002 blev tildelt dansk statsborgerskab. Derudover blev ansøgeren meddelt afslag på asyl i Danmark i maj 2004 og igen i januar 2014. Ansøgeren var senest indrejst i Danmark i januar 2013, og hun fik i forbindelse med, at Flygtningenævnet meddelte hende endeligt afslag på asyl, fastsat en udrejsefrist til medio februar 2014. I starten af februar 2014, før udrejsefristen udløb, søgte ansøgeren at indgive ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med den herboende ægtefælle. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren og dennes ægtefælle havde to på afgørelsestidspunktet herboende fællesbørn, som var født i henholdsvis 2005 og 2009 i Irak. Børnene var begge danske statsborgere. Det blev herudover anført i ansøgningen, at ansøgerens ægtefælle frygtede for ansøgerens liv, såfremt hun måtte returnere til Irak. I marts 2014 afviste Udlændingestyrelsen at behandle ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, og senere samme måned klagede ansøgerens ægtefælle over afgørelsen til Udlændingenævnet. Til støtte for klagen anførte ansøgerens ægtefælle, at parrets herboende fællesbørn behøvede ansøgeren, at parret begge var forfulgt af Al Qaeda i Irak, at der ikke længere var nogen dansk ambassade i Irak, at parret ikke havde råd til flybilletter, at parrets fællesbørn var påvirket af børnenes tidligere ophold i Irak, at ægtefællen havde været ude for et trafikuheld, hvorved hans hukommelse var påvirket, og at han led af nyre- og lungesygdomme. I april 2014 modtog Udlændingenævnet oplysninger fra den herboende ægtefælles bopælskommune om, at parrets fællesbørn var tæt knyttet til ansøgeren, at ansøgerens tilstedeværelse i familien vurderedes af stor betydning med henblik på børnenes trivsel og udvikling i Danmark, og at kommunen i tilfælde af ansøgerens udvisning af Danmark ville være nødt til at overveje eventuel anbringelse af børnene uden for hjemmet. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at parrets fællesbørn begge var indrejst i Danmark i februar 2012, og at de havde været udrejst til Irak i alt fem gange i sammenlagt næsten 7 år sammen med den herboende ægtefælle i perioden 2004-2012.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde kunne indgive sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med Flygtningenævnets afgørelse i januar 2014 fik fastsat en udrejsefrist medio februar 2014. Ansøgeren indgav således sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under en fastsat udrejsefrist. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om ganske særlige forhold, der kunne danne grundlag for fravigelse af udgangspunktet i udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet henviste herved til, at økonomiske vanskeligheder vedrørende fremskaffelse af flybilletter ikke indgår i vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende ægtefælle senest havde besøgt ansøgeren i Irak i perioden mellem juni 2012 og november 2012. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at det måtte anses for forbundet med uoverstigelige hindringer for ansøgeren at indgive ansøgning fra hjemlandet Irak eller et andet land end Danmark, hvor ansøgeren havde haft fast ophold de sidste tre måneder. Udlændingenævnet henviste herved til, at der ikke forelå oplysninger om, at den herboende ægtefælles lidelser var akut behandlingskrævende, at hans lidelser ikke var dokumenteret, og at han havde haft flere længerevarende ophold i Irak. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at der ikke længere var en dansk ambassade i Irak, og at parrets fællesbørn havde boet i Danmark siden februar 2012, ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren kunne indgive ansøgning fra sit hjemland Irak ved det danske konsulat i Erbil, og at parrets fællesbørn henset til deres alder og kortvarige ophold i Danmark ikke havde etableret en så væsentlig tilknytning til Danmark, at ansøgningen under henvisning hertil burde tillades indgivet i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at kommunen havde oplyst, at denne i tilfælde af ansøgerens udvisning af Danmark ville være nødt til at overveje en eventuel anbringelse af parrets fællesbørn uden for hjemmet, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at børnene frem til februar 2012 boede sammen med ansøgeren i Irak, hvorfor ansøgeren kunne henvises til at tage børnene med til Irak, såfremt den herboende ægtefælle ikke var i stand til at varetage børnenes trivsel og udvikling. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, at det ikke ville være uproportionalt stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at nægte ansøgerens ansøgning indgivet i Danmark og henvise ansøgeren til at indgive ansøgningen fra hjemlandet Irak. FAM/2014/194.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2014 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 19-02-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af en ansøgning om ægtefællesammenføring til en statsborger fra Montenegro, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 21. Ansøgeren var i marts 2013 blevet meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i mindst tre år. Ansøgerens herboende ægtefælle var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i juli 2012. I oktober 2013 indgav ansøgeren på ny ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med sin herboende ægtefælle.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne indgive og få behandlet sin ansøgning om opholdstilladelse her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21, idet forholdene omkring ansøgerens herboende ægtefælles tidsubegrænsede opholdstilladelse ikke havde ændret sig væsentligt, siden Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse i marts 2013. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 18 (nu § 9, stk. 21), at særlige grunde, der kan tale imod, at en udlænding kan indgive en ansøgning her i landet, vil være, hvis det er åbenbart, at udlændingen ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse, eller hvis udlændingen allerede er meddelt afslag på det, der ansøges om. For eksempel vil en udlænding, som har fået afslag på ægtefællesammenføring, ikke kunne indrejse på visum og på ny indgive ansøgning om ægtefællesammenføring, medmindre det eller de forhold, som begrundede afslaget på ansøgningen, har ændret sig eller udviklet sig på en sådan måde, at der er grundlag for igen at vurdere sagen. Udlændingenævnet fandt således, at det på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning efter den vurdering, der skal foretages af sagen efter udlændingelovens § 9, stk. 21, ikke var åbenbart, at det forhold, som begrundede Udlændingestyrelsens afslag i marts 2013, havde ændret sig i en sådan grad, at der var grundlag for at vurdere sagen på ny. FAM/2014/33.

  • Udlændingenævnets afgørelse 24. januar 2014 – Afvisning - Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 24-01-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning efter udlændingelovens § 9, stk. 21. Ansøgeren, som er tunesisk statsborger, havde i november 2013 af Udlændingestyrelsen fået afvist sin ansøgning om opholdstilladelse, da denne var søgt indgivet under en fastsat udrejsefrist.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgningen skulle tillades indgivet og behandlet her i landet, henset til at ansøgerens og den herboende ægtefælles fællesbarn er tvangsanbragt uden for hjemmet, og at ansøgeren har fastsat regelmæssigt samvær med barnet. Udlændingenævnet fandt således, at det vil være bedst i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser og hensynet til barnets tarv at tillade ansøgningen indgivet og behandlet i Danmark. FAM/2014/12.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. januar 2014 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 08-01-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise, at ansøgeren, der er statsborger i Makedonien, i Danmark kunne indgive sin ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Ansøgeren var i marts 2013 blevet meddelt afslag på familiesammenføring i Danmark, og denne afgørelse var blevet stadfæstet af Udlændingenævnet i maj 2013. I august 2013 indrejste ansøgeren i Danmark. I september 2013 afslog Udlændingenævnet at genoptage ansøgerens familiesammenføringssag. Ansøgeren indgav i Danmark på ny ansøgning om familiesammenføring ti dage efter, at Udlændingenævnet havde afslået at genoptage ansøgerens familiesammenføringssag. Det fremgik ikke af den nye ansøgning, at der var væsentlige ændringer i ansøgerens og den herboende ægtefælles forhold.

    Udlændingenævnet fandt, at der forelå særlige grunde, der talte imod, at ansøgningen skulle tillades indgivet i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde indgivet sin ansøgning om opholdstilladelse (familiesammenføring) i Danmark cirka fire måneder efter, at Udlændingenævnet i maj 2013 havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2013, og ti dage efter, at Udlændingenævnet i september 2013 afslog at genoptage sin afgørelse fra maj 2013. Udlændingenævnet bemærkede, at det af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 21, fremgår, at en udlænding, der har fået afslag på familiesammenføring, ikke kan indrejse på visum og på ny indgive ansøgning om familiesammenføring, medmindre det forhold, som begrundede afslaget på ansøgningen, har ændret sig eller udviklet sig på en sådan måde, at der er grundlag for igen at vurdere sagen. Udlændingenævnet fandt således, at det på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om familiesammenføring her i landet ikke efter en umiddelbar vurdering af sagen var åbenbart, at det forhold, som begrundede afslaget på familiesammenføring i marts 2013, havde ændret sig i en sådan grad, at der var grundlag for at vurdere sagen på ny. FAM/2014/8.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. september 2013 – Afvisning - Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 19-09-2013

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning efter udlændingelovens § 9, stk. 21.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgningen skulle tillades indgivet her i landet henset til, at den herboende ægtefælle havde oplyst at have et 5-årigt særbarn, at den herboende ægtefælle havde regelmæssigt samvær med sit særbarn samt delt forældremyndighed, og at særbarnet opholdt sig 14 dage og 14 nætter i en periode på 28 dage hos den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet fandt således, at det var bedst i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser at tillade ansøgningen indgivet i Danmark. FAM/2013/37.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. juli 2013 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 03-07-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Vietnam, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 21. Ansøgeren havde i oktober 2012 søgt om at kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab her i landet. Ansøgerens visum til Schengenområdet var udløbet fire dage før indgivelsen af ansøgningen. Ansøgerens ægtefælle (den herboende ægtefælle) har et herboende mindreårigt særbarn, som bor hos den herboende ægtefælle. Der forelå ikke oplysninger om, hvorvidt særbarnet har samvær med dets anden biologiske forælder.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne indgive og få behandlet sin ansøgning om opholdstilladelse her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21, idet ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse ikke havde lovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgningen ikke kunne tillades indgivet under hensyn til, at ansøgerens ægtefælle har et herboende mindreårigt særbarn, idet der ikke forelå oplysninger om, hvorvidt særbarnet har samvær med dets anden biologiske forælder, hvorfor ansøgerens ægtefælle ikke var forhindret i at rejse ud af landet sammen med ansøgeren. FAM/2013/66.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. juli 2013 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 03-07-2013

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning efter udlændingelovens § 9, stk. 21. Ansøgeren, som i november 2010 fik endeligt afslag på asyl og i den forbindelse havde fået fastsat en udrejsefrist, søgte i september 2012 at indgive ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af familieliv med sin herboende ægtefælle. Udlændingestyrelsen afviste i november 2012 ansøgningen under henvisning til ansøgerens ulovlige ophold.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgningen skulle tillades indgivet her i landet, henset til at den herboende ægtefælle havde et multihandicappet, mindreårigt særbarn, som bor på et hjem, at særbarnet er hjemme hos den herboende ægtefælle i weekender og ferier, og at den herboende ægtefælle deltager i de daglige aktiviteter omkring barnet. Udlændingenævnet fandt således, at det var bedst i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser at tillade ansøgningen indgivet i Danmark. FAM/2013/69.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. april 2013 – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 23-04-2013

    Udlændingenævnet hjemviste i april 2013 til fornyet behandling Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21, til en ansøger fra Afghanistan. Ansøgeren havde i januar 2013 søgt at indgive ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab. På dette tidspunkt havde ansøgeren en ansøgning om asyl under behandling ved Flygtningenævnet.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen ikke i fornødent omfang havde taget stilling til, hvorvidt Danmarks internationale forpligtelser tilsagde, at ansøgningen om opholdstilladelse kunne tillades indgivet her i landet, uanset at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde en ansøgning om asyl under behandling, og at sagen derfor burde hjemvises til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling. Udlændingenævnet lagde vægt på, at Udlændingestyrelsen i begrundelsen for sin afgørelse alene havde bemærket, at en ansøgning indgivet under en fastsat udrejsefrist ikke kunne indgives i Danmark, medmindre der var oplyst om ganske særlige forhold, der i medfør af Danmarks internationale forpligtelser kunne begrunde, at ansøgningen kunne indgives i Danmark. Udlændingestyrelsen havde derved ikke udtrykkeligt taget stilling til, hvorvidt Danmarks internationale forpligtelser i den konkrete sag tilsagde, at ansøgningen burde tillades indgivet i Danmark, uanset at ansøgeren havde en anden sag om opholdstilladelse under behandling på ansøgningstidspunket. FAM/2013/27.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post