MULTI
Du er her: ForsidePraksisAfvisningAfvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelseUdlændingenævnets afgørelse af 3. juli 2013 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

Udlændingenævnet omgjorde i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning efter udlændingelovens § 9, stk. 21. Ansøgeren, som i november 2010 fik endeligt afslag på asyl og i den forbindelse havde fået fastsat en udrejsefrist, søgte i september 2012 at indgive ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af familieliv med sin herboende ægtefælle. Udlændingestyrelsen afviste i november 2012 ansøgningen under henvisning til ansøgerens ulovlige ophold.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgningen skulle tillades indgivet her i landet, henset til at den herboende ægtefælle havde et multihandicappet, mindreårigt særbarn, som bor på et hjem, at særbarnet er hjemme hos den herboende ægtefælle i weekender og ferier, og at den herboende ægtefælle deltager i de daglige aktiviteter omkring barnet. Udlændingenævnet fandt således, at det var bedst i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser at tillade ansøgningen indgivet i Danmark. FAM/2013/69.

Senest opdateret: 03-07-2013
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post