MULTI
Du er her: ForsidePraksisAfvisningAfvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelseUdlændingenævnets afgørelse af 11. februar 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Genoptagelsesanmodning – Administrativ udvisning
Udlændingenævnet omgjorde i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise at behandle en ansøgning om familiesammenføring, jf. udlændingelovens 9 c, stk. 6, fra en pakistansk statsborger, som søgte om familiesammenføring med sin herboende mindreårige datter. Udlændingenævnet afslog samtidig at genoptage sin tidligere afgørelse fra oktober 2013, hvorved Udlændingestyrelsens afgørelse om at udvise ansøgeren blev stadfæstet af Udlændingenævnet. 

Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, således at ansøgeren ikke skulle have sin ansøgning om opholdstilladelse afvist under henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren oprindeligt havde haft opholdstilladelse i Danmark i 2010, at datterens moder til sagen havde oplyst, at ansøgeren siden juli 2013 havde set sin datter tre til fire gange ugentligt, og at samværet tidsmæssigt strakte sig over fire til fem timer til en hel dag. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på en udtalelse fra ansøgerens datters børneinstitution, hvoraf det fremgik, at institutionen oplevede at se ansøgeren gennemsnitligt fire til fem gange ugentligt enten ved aflevering eller afhentning af datteren i efteråret 2013, og at institutionen havde set ansøgeren en til to gange ugentligt siden januar 2014 i forbindelse med aflevering eller afhentning. Udlændingenævnet fandt det herefter bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgningen blev tilladt indgivet i Danmark. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne realitetsbehandle ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt samtidig ikke grundlag for at genoptage sin afgørelse fra oktober 2013, hvorved ansøgeren blev administrativt udvist af Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var anført nye oplysninger om forhold før oktober 2013, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens situation ifølge det oplyste var væsentligt ændret siden Udlændingenævnets afgørelse fra oktober 2013 i forhold til det udøvede samvær med ansøgerens datter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at dette kunne føre til et andet udfald af sagen, da der herved var tale om efterfølgende omstændigheder. Det forhold, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse nu blev tilladt indgivet, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et andet resultat, da der var tale om en efterfølgende omstændighed. Udlændingenævnet bemærkede samtidig hermed, at det først efter en realitetsbehandling af ansøgningen ville kunne vurderes, om der var grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse, og i givet fald om det meddelte indrejseforbud kunne ophæves, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., jf. § 10, stk. 4, 2. pkt., og udlændingelovens § 32, stk. 10. FAM/2016/24. 

Senest opdateret: 11-02-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post