MULTI
Du er her: ForsidePraksisAfvisningAfvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelseUdlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse
Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en statsborger fra Tyrkiet, da ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark ikke havde lovligt ophold her i landet.

Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab, da ansøgeren på tidspunktet for ansøgningens indgivelse ikke havde lovligt ophold her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark havde oplyst, at hun senest var indrejst i Danmark i marts 2007, at Udlændingestyrelsen senest i december 2007 havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse, og at denne afgørelse var blevet stadfæstet af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i maj 2008 med udrejsefrist straks. Udlændingenævnet bemærkede, at tyrkiske statsborgere er visumpligtige, medmindre de skal udføre en tjenesteydelse i Danmark, og at ansøgeren havde indgivet sin ansøgning om ægtefællesammenføring i februar 2015, hvor ansøgeren således fortsat havde ulovligt ophold. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde opholdt sig i Danmark i cirka otte år uden opholdstilladelse, og derfor havde ulovligt ophold på dette tidspunkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren gentagne gange var blevet meddelt afslag på familiesammenføring og derfor ikke kunne antages at have en berettiget forventning om at kunne opholde sig i Danmark, herunder blive meddelt opholdstilladelse på baggrund af en ny ansøgning om opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt ej heller, at det kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle efter den seneste ansøgnings indgivelse var blevet dansk statsborger. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, også bliver stillet over for danske statsborgere. Udlændingenævnet bemærkede vedrørende ansøgerens ansøgning om ophold efter Assoceringsaftalen, at en sådan ansøgning ikke kunne afvises i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, men at denne skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Assoceringsaftalen ikke i sig selv giver ret til familiesammenføring. Udlændingenævnet hjemviste herefter den del af ansøgningen, der knyttede sig til selvstændig opholdsret efter Assoceringsaftalen, til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling. FAM/2016/77.

Senest opdateret: 13-07-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post