MULTI
Du er her: ForsidePraksisAfvisningAfvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelseUdlændingenævnets afgørelse af 9. august 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en statsborger fra Iran, som søgte ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle. Ansøgeren havde tidligere søgt asyl og havde i august 2015 fået endeligt afslag herpå. 

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne indgive og få behandlet sin ansøgning om opholdstilladelse her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i marts 2016 i Danmark senest havde fået fastsat en udrejsefrist på 15 dage i forbindelse med Flygtningenævnets afgørelse i august 2015. Ansøgeren havde således indgivet sin ansøgning under ulovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse burde tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke i forhold til det oplyste om, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde etableret et forhold i Danmark og havde været gift i halvandet år, ville være uproportionalt at henvise ansøgeren til at indgive ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab fra hjemlandet henset til, at ansøgeren aldrig havde haft et egentligt opholdsgrundlag i Danmark, men alene havde opholdt sig på processuelt ophold under behandlingen af sin asylsag, der var afsluttet, og sin tidligere familiesammenføringssag, der også var afsluttet. Det kunne ej heller føre til en ændret vurdering, at den herboende ægtefælle havde opholdstilladelse som flygtning i Danmark, da familielivet med ansøgeren var stiftet i Danmark under de nævnte omstændigheder, og at den herboende ægtefælle og ansøgeren derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om, at en ansøgning om opholdstilladelse kunne tillades indgivet her i landet, og i øvrigt at være berettiget til familiesammenføring i Danmark. Udlændingenævnet fandt af samme årsager, at det anførte om, at ansøgeren ikke kunne vende tilbage til Iran, og at ansøgeren frygtede for sit liv, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at der var tale om asylrelevante oplysninger, og at Flygtningenævnet havde meddelt ansøgeren endeligt afslag på asyl. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde et fællesbarn, som var påvirket af ansøgerens situation. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da fællesbarnet – henset til barnets alder – ikke fandtes at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgerens ansøgning om ægtefællesammenføring burde tillades indgivet her i landet under henvisning hertil. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn normalt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års fast lovligt ophold her i landet, hvor børnene har gået i danske skoler/institutioner. FAM/2017/144.
 

Senest opdateret: 09-08-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post