MULTI
Du er her: ForsidePraksisAfvisningAfvisning af indgivelse af klageUdlændingenævnets afgørelse af 1. august 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage
Udlændingenævnet afviste i august 2017 at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en libanesisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. Afgørelsen fra Udlændingestyrelsen var sendt til udlændingens e-boks. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år til samme udlænding, idet udlændingen, efter at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse om nægtelse af forlængelse af udlændingens opholdstilladelse, ikke var udrejst i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist, og derfor opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2.

Udlændingenævnet fandt, at klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen var indgivet efter klagefristens udløb, hvorfor klagen blev afvist og således ikke blev behandlet i Udlændingenævnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i april 2016 havde fremsendt sin afgørelse til udlændingens e-boks, og at Udlændingenævnet først havde modtaget klagen i juni 2017. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens klagevejledning i afgørelsen, at der senest skulle klages inden otte uger efter, at afgørelsen var modtaget. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at der var grundlag for at dispensere fra klagefristen. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var anført, at udlændingen på tidspunktet, hvor Udlændingestyrelsen traf afgørelse, ikke havde adgang til e-boks. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at man som borger har en personlig pligt til at gøre sig bekendt med ens modtagne breve i e-boks. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til lov om Offentlig Digital Post (L 160 af 13. april 2012) samt bemærkningerne hertil, hvoraf det fremgår, at en meddelelse, der sendes i Offentlig Digital Post, er tilgængelig, når adressaten vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold, og at det er uden betydning, om adressaten har bragt sig i stand til at logge sig ind i Offentlig Digital Post. Udlændingenævnet henviste endvidere til en meddelelse fra Folketingets Ombudsmand, FOB.2016-34. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændingestyrelsen pr. e-mail havde gjort udlændingen opmærksom på, at udlændingen skulle tjekke sin e-boks, ligesom Udlændingestyrelsen pr. e-mail havde gjort udlændingen opmærksom på, at det fremgik af systemerne, at udlændingen var tilmeldt e-boks, og at udlændingen derfor måtte kontakte sin bopælskommune, såfremt udlændingen havde brug for vejledning og hjælp til opsætningen af e-boks. Udlændingenævnet henviste desuden til, at udlændingen havde kontaktet sin bopælskommune i marts 2017, hvor udlændingen fik oplyst, at udlændingen havde fået afslag på sin ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse, og at udlændingen uagtet denne information ikke havde reageret. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen kunne afvises. Udlændingenævnet fandt endvidere, at betingelserne for at kunne udvise udlændingen med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse herom i juni 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at udlændingen ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med udrejsefristen, som blev fastsat af Udlændingestyrelsen, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse om nægtelse af forlængelse af udlændingens opholdstilladelse i april 2016. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at udlændingen ikke havde adgang til sin e-boks. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til begrundelsen vedrørende baggrunden for, hvorfor klagen var afvist af Udlændingenævnet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af en byrets retsbog, at politiet havde fundet Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2016 vedrørende nægtelse af forlængelse, hvor der var anført en udrejsefrist, på udlændingens bopæl. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om særlige helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der kunne medføre, at en udvisning måtte antages at virke særligt belastende. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at udlændingens ægtefælle efter det oplyste led af behandlingskrævende sygdom, at ægtefællen ikke var i stand til at passe sig selv, og at ægtefællen led af let PTSD. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der efter det oplyste ikke var noget til hinder for, at ægtefællen indrejste og tog ophold i udlændingens hjemland, Libanon, hvor udlændingen og ægtefællen havde indgået ægteskab, og hvor ægtefællen havde besøgt udlændingen flere gange, for dér at udøve familielivet. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver en ubetinget ret til at vælge, hvilket land familielivet skal udøves i. Udlændingenævnet henviste endelig til, at udlændingen ikke længere havde en opholdstilladelse på baggrund af ægteskab. FAM/2017/40.

Senest opdateret: 01-08-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post