MULTI
Du er her: ForsidePraksisAfvisningAfvisning ved indrejsen
  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2016 – Afvisning – Afvisning ved indrejsen

    Dato: 25-04-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2016 Københavns Politis afgørelse om afvisning ved indrejsen af en pakistansk statsborger, jf. udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet klageren ikke havde et gyldigt visum. Klageren var i besiddelse af et pakistansk pas isat et britisk ”Residence Documentation”, udstedt på baggrund af klagerens ægtefælle, der var dansk statsborger og bosiddende i Storbritannien. Klageren var rejst fra London til København sammen med sit barn, der var britisk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at Københavns Politi med rette havde afvist klageren ved indrejsen i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var en betingelse for, at ansøgeren som pakistansk statsborger kunne indrejse i Danmark, at hun var i besiddelse af et gyldigt visum, hvilket hun ikke kunne anses for at have været ved indrejsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på afvisningstidspunktet var i besiddelse af et britisk ”Residence Documentation”, da hun var bosiddende i Storbritannien. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da klageren ikke var ledsaget af sin ægtefælle ved indrejsen i Danmark. FAM/2016/37.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. december 2015 – Afvisning – Afvisning ved indrejsen

    Dato: 02-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Københavns Politis afgørelse om afvisning ved indrejsen af en somalisk statsborger, jf. udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet klageren ikke havde et gyldigt rejsedokument eller visum. Klageren var i besiddelse af et somalisk pas. Klageren var rejst fra London til København sammen med sin ægtefælle og barn, der begge var østrigske statsborgere.

    Udlændingenævnet fandt, at Københavns Politi med rette havde afvist klageren ved indrejsen i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at officielle somaliske dokumenter, herunder pas, efter fast praksis ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med legitimitet til udøvelse af myndighed. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var en betingelse for, at ansøgeren kunne indrejse i Danmark, at hun var i besiddelse af et gyldigt pas eller anden rejselegitimation, hvilket hun ikke kunne anses for at have været ved indrejsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren ved indrejsen i Danmark rejste sammen med klagerens ægtefælle, som var østrigsk statsborger, og at klageren skulle have været omfattet af reglerne om fri bevægelse i henhold til Schengen-samarbejdet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren efter det oplyste på afvisningstidspunktet skulle have været i besiddelse af et ”Family Member Residence Card”, da hun var bosiddende i England. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ”Family Member Residence Card” ikke giver ret til indrejse i Danmark uden et gyldigt rejsedokument. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at klageren efter det oplyste skulle have rejst i forskellige EU-lande med klagerens somaliske pas, ikke kunne føre til et andet resultat, idet de forskellige lande inden for EU har mulighed for at fastsætte egne regler for indrejse og ophold i det pågældende lands territorium. FAM/2015/231.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2014 – Afvisning – Afvisning ved indrejsen

    Dato: 08-09-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning ved indrejsen af en albansk statsborger efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2. Den pågældende blev i juli 2014 anholdt af politiet i forbindelse med en efterforskning af en mulig overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Politiet lagde til grund, at den pågældende var statsborger i Albanien. Det fremgik af sagen, at den pågældende ikke ønskede at bidrage til sagens opklaring, og at den pågældende i den forbindelse ikke ønskede at oplyse, hvornår han indrejste i Danmark eller Schengenområdet. Den pågældende vedtog et bødeforelæg for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 1, nr. 2, ved at have opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse. Udlændingestyrelsen traf i juli 2014 afgørelse om at afvise den pågældende ved indrejsen, jf. udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2.

    Udlændingenævnet lagde til grund, at den pågældende var statsborger i Albanien, og idet det ikke fremgik af sagen, hvornår den pågældende var indrejst i Danmark, lagde Udlændingenævnet – ligesom Udlændingestyrelsen – til grund, at den pågældende på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig i Danmark i under 90 dage. Det følger af udlændingelovens § 3, stk. 1, jf. § 39, stk. 2, at en albansk statsborger har ret til at opholde sig i Schengenområdet i op til 90 dage pr. halvår, såfremt den pågældende er i besiddelse af et gyldigt biometrisk nationalitetspas, jf. Justitsministeriets pas- og visumkundgørelse. Udlændingenævnet fandt, at den pågældende ved afgørelsen ikke var i besiddelse af pas eller anden form for gyldig rejselegitimation, hvorfor den pågældende ikke opfyldte betingelserne for at indrejse og opholde sig i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den pågældende havde vedtaget en udenretslig bøde for ulovligt ophold, jf. udlændingelovens § 59, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt således, at betingelserne for at afvise den pågældende efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, var til stede. FAM/2014/126.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2014 – Afvisning – Afvisning ved indrejsen

    Dato: 10-06-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en vietnamesisk statsborger efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2. Den pågældende fremmødte personligt i Udlændingestyrelsen i januar 2014 og forespurgte, hvordan hun lovligt kunne opholde sig i Danmark for at være sammen med sit barn, som var født i 2009, og som var dansk og svensk statsborger. Hun oplyste, at hun havde boet i Sverige sammen med sit barn og faderen til barnet indtil 2010, at barnet og faderen herefter var flyttet til Danmark, og at hun siden da havde opholdt sig i Frankrig. Hun var i besiddelse af en svensk opholdstilladelse, som var udløbet i april 2013. Hun oplyste til sagen, at hun havde haft kontakt til den svenske ambassade og de franske myndigheder, som havde afvist at hjælpe hende med at finde ud af, hvordan hun lovligt kunne komme til at se sit barn i Danmark. Ved opslag i udlændingemyndighedernes visumregister sås den pågældende sidst at have søgt om forlængelse af sit visum til Danmark i januar 2007.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at afvise den pågældende var til stede, idet hun var vietnamesisk statsborger og ikke var i besiddelse af et visum, da hun fremmødte i Udlændingestyrelsen. Det forhold, at den pågældende ønskede at opholde sig lovligt i Danmark for at se sit barn, og at hun havde haft kontakt til den svenske ambassade og de franske myndigheder, som havde afvist at hjælpe hende, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en ansøgning om opholdstilladelse eller visum som udgangspunkt skal indgives via en dansk repræsentation i ansøgerens hjemland eller i et land, hvori ansøgeren har haft fast ophold de sidste tre måneder. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den pågældende sidst havde søgt om forlængelse af sit visum til Danmark i januar 2007. Det forhold, at den pågældende havde et barn, som var fem år og dansk statsborger, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om forhold, der kunne føre til en fravigelse af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2. FAM/2014/70.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post