MULTI
Du er her: ForsidePraksisAu pairFormodningUdlændingenævnets afgørelse af 10. november 2014 – Au pair – Formodning
Udlændingenævnet omgjorde i november 2014 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse fra august 2014 om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark meddelt til en statsborger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, jf. § 9 j.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse som au pair med henvisning til, at en ansøger som udgangspunkt ikke må have haft tidligere ophold som au pair i Danmark ved forskellige værtsfamilier i mere end et år. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren havde skiftet værtsfamilie to gange, ikke i sig selv udgjorde en tilstrækkelig formodning for, at hun prøvede at omgå formålet med au pair-ordningen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i en e-mail fra august 2014 havde forklaret, at de to skift skyldtes den måde, hvorpå hun blev behandlet af de to første familier, herunder blandt andet at hun hos den første værtsfamilie måtte leje et værelse selv, og at hun hos den anden værtsfamilie skulle arbejde mere end seks timer dagligt. Udlændingenævnet tillagde det endvidere betydning, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i cirka 9½ måned som au pair. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse som au pair i Danmark var opfyldt. ERH/2014/218.

Senest opdateret: 10-11-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post