MULTI
Du er her: ForsidePraksisAu pairLivsforløbUdlændingenævnets afgørelse af 18. november 2015 – Au pair – Livsforløb – Sagsbehandlingsklage
Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark til en ansøger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. Ansøgeren havde afsluttet seks års grundskole, fire års gymnasium samt fire års erhvervsuddannelse, og hun havde endvidere gennemført en Bachelor of Science in Nursing i april 2007 i Filippinerne. Ansøgeren havde desuden i perioden fra juni 2011 til januar 2015 været beskæftiget som sygeplejerske på et ressort i Filippinerne. Partsrepræsentanten, som også var værtsfaderen, klagede endvidere over Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings sagsbehandling.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som au pair i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 j. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark ikke kunne anses at være, at ansøgeren ønskede at udvide sin kulturelle horisont samt at forbedre sine sproglige og faglige kundskaber. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå en naturlig sammenhæng mellem det ønskede au pair-ophold og ansøgerens hidtidige livsforløb. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 29 år, at hun havde gennemført en fireårig videregående uddannelse som Bachelor of Science in Nursing, og at hun i perioden fra juni 2011 til januar 2015 havde været beskæftiget som sygeplejerske på et ressort i Filippinerne. Det af partsrepræsentanten anførte om, at ansøgeren på intet tidspunkt, efter at hun havde færdiggjort sin bacheloruddannelse i sygepleje, havde opnået en fast stilling inden for sit fag, at hun var ansat som sygeplejerske på et hotel, og at ansøgerens ophold i Danmark som au pair havde det formål, at hun kunne erhverve sig færdigheder, der skulle muliggøre, at hun efterfølgende ville kunne opnå ansættelse inden for sit fag, kunne ikke føre til et ændret udfald. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde haft kontinuerlig beskæftigelse i sit hjemland fra september 2007 til juli 2009 og fra juni 2011 til ansøgningstidspunktet svarende til cirka fem år og seks måneder. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens uddannelsesmæssige baggrund sammenholdt med hendes samlede erhvervserfaring medførte, at hun var så godt etableret i sit hjemland, at et au pair-forløb ikke kunne anses som en naturlig forlængelse af hendes hidtidige livsforløb, og at hun derfor ikke kunne formodes at have til hensigt at opnå en kulturel udveksling i tråd med au pair ordningens formål og hensigt. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde ikke anset partsrepræsentanten i egenskab af værtsfader for part i ansøgningen om opholdstilladelse til ansøgeren, og styrelsen havde derfor fremsendt afgørelsen direkte til ansøgeren. Udlændingenævnet bemærkede, at udlændingeloven tildeler udlændinge en række rettigheder og pligter, og udgangspunktet er derfor, at en part i forbindelse med en sag om opholdstilladelse alene er den udlænding, som indgiver ansøgning om opholdstilladelse, den udlænding, som anmoder om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen, eller den udlænding, hvis tilladelse inddrages. Det anførte om, at partsrepræsentanten fandt det kritisabelt, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ikke havde sendt en kopi af styrelsens afgørelse til ham og hans ægtefælle, da han og hans ægtefælle efter deres egen opfattelse havde en væsentlig, retlig interesse i afgørelsen, og at han som følge af manglende kendskab til afgørelsen kunne have ladet ansøgeren blive boende som gæst i sit hjem og derved have optrådt retsstridigt med et eventuelt strafansvar til følge, kunne derfor ikke føre til, at Udlændingenævnet fandt anledning til at udtale kritik af styrelsens sagsbehandling. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration og Udlændingenævnet, at en værtsfamilie ikke har partsstatus i sager om opholdstilladelse som au pair hos den pågældende familie. Praksis er begrundet i, at der ikke er tungtvejende grunde til at fravige udgangspunktet om, at det alene er den ansøgende udlænding, der har partsstatus. Det forhold, at partsrepræsentanten i klagen havde anført, at afgørelsen burde meddeles på et sprog, som ansøgeren forstod, og at partsrepræsentanten i den forbindelse havde henvist til FOB 1990.240 og FOB 1991.150, kunne heller ikke føre til, at Udlændingenævnet udtalte kritik af styrelsens sagsbehandling. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens sag ikke var direkte sammenlignelig med FOB 1990.240 og FOB 1991.150, da den foreliggende sag var en ansøgningssag. Endvidere fandt Udlændingenævnet, at der ikke af FOB 1990.240 og FOB 1991.150 kunne udledes en generel pligt til en fuldstændig oversættelse af afgørelsen til et sprog, som ansøgeren forstod. Udlændingenævnet fandt endelig på den baggrund ikke anledning til at udtale kritik over Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings manglende oversættelse af hele afgørelsen til et sprog, som ansøgeren forstod, da hovedbegrundelsen for afgørelsen var oversat til engelsk, som ansøgeren efter det oplyste talte. Desuden fremgik det udtrykkeligt på engelsk, at ansøgeren ved telefonisk henvendelse til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kunne få en forklaring på afgørelsen, ligesom det udtrykkeligt fremgik, at ansøgeren kunne finde en udførlig gennemgang af reglerne på udlændingemyndighedernes hjemmeside. Udlændingenævnet fandt således ikke grundlag for at udtale kritik af sagsbehandlingen i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. ERH/2015/252.

Senest opdateret: 18-11-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post