MULTI
Du er her: ForsidePraksisBortfald
right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. maj 2018 – Bortfald – Ophold i konfliktområde

    Dato: 02-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en tyrkisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.

    Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund på baggrund af Københavns Vestegns Politis samt klagerens egne oplysninger, at klageren havde været i Syrien i 2015, 2016 og 2017. Udlændingenævnet fandt for det første, at det forhold, at klageren havde oplyst, at klageren ikke i 2015 skulle have opholdt sig i Syrien, ikke kunne føre til et andet udfald. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Udlændingenævnet i marts 2018 havde anmodet om samtlige sider i klagerens pas, og at Udlændingenævnet ikke havde modtaget yderligere fra klageren. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der var grund til at antage, at klageren under opholdene i Syrien havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf betydelig vægt på PETs vurdering fra juni 2017 vedrørende rejser til krigsområder i Syrien, hvoraf det fremgik, at en person ved at udrejse til Syrien ville kunne udgøre en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, medmindre den pågældende havde et anerkendelsesværdigt formål med opholdet i Syrien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på klagerens internetaktiviteter, herunder det der fremgik af klagerens Facebookprofil. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at klageren ikke havde dokumenteret at have haft et anerkendelsesværdigt formål i Syrien. Det forhold, at klageren hertil havde oplyst, at klageren havde arbejdet på at opbygge et børnehjem samt udført velgørenhedsarbejde, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det efter ordlyden i udlændingelovens § 21 b og i relation til vurderingen af, hvorvidt der var grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet havde deltaget i aktiviteter, der kunne medføre bortfald af opholdstilladelse, måtte lægges vægt på, at hele Syrien, hvor klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig, var et krigsområde, som var delvist kontrolleret af Islamisk Stat. Udlændingenævnet fandt således, at der var bestyrket grundlag for at antage, at klagerens færden i Syrien ikke alene havde haft det sigte at bygge et børnehjem og udføre velgørenhedsarbejde. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at klageren havde anført, at klageren ikke havde deltaget i nogen terroraktiviteter eller kamphandlinger, at klageren var blevet beskyldt for at være spion fra Vesten, og at klageren var blevet frihedsberøvet over et år i Syrien, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på det oplyste om klagerens ophold i Syrien. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke var i stand til at oplyse navnet på eller oplyse nærmere om den velgørenhedsorganisation, som klageren skulle have arbejdet frivilligt for i Syrien. Udlændingenævnet henviste herved til, at klageren havde oplyst over for Udlændingenævnet, at klageren efter sin søns død var blevet kontaktet af en unavngiven organisation i Syrien, at klageren ikke havde undersøgt, om det var tilladt at rejse til Syrien, eller hvad det var for en organisation, men at klageren havde fulgt organisationen på Facebook, at klageren var rejst til Syrien ulovligt, og at klageren efter sin indrejse i Syrien havde fået at vide, at klageren ikke ville få nogen form for dokumentation for det udførte arbejde. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at klageren havde fremlagt en kontrakt med et navngivent børnehjem og skole, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet denne ikke dokumenterede, hvad klageren havde brugt al sin tid i Syrien på. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at Københavns Vestegns Politi havde bygget deres rapport over to anonyme vidner, og at klageren havde oplyst, at oplysningerne kunne stamme fra klagerens tidligere ægtefælle, idet klageren og den tidligere ægtefælle tidligere havde haft problemer vedrørende parrets børn, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet det fremgik af forarbejderne til bestemmelsen, at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, hvorvidt en opholdstilladelse skulle bortfalde, blandt andet kunne inddrage anonyme kilderapporter, og at det beroede på en konkret vurdering af den enkelte kilderapport, hvilken bevismæssig betydning den kunne tillægges i en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Københavns Vestegns Politis kilderapport var udarbejdet på baggrund af oplysninger fra en kilde, hvis identitet var politiet bekendt, og som vurderedes troværdig, ligesom kildens oplysninger af politiet blev vurderet troværdige, idet de understøttedes af faktuelle oplysninger. Udlændingenævnet henviste herved endvidere til, at kilderapporten alene indgik som et delelement i Udlændingenævnets samlede vurdering af, hvorvidt der var grundlag for at antage, at klageren under sit ophold i Syrien havde begået handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet, konkret vurdering af klagerens forhold, herunder klagerens Facebookaktiviteter samt klagerens handlemønster i øvrigt, at der var grund til at antage, at klageren under sit ophold i Syrien deltog eller havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt derudover, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med EMRK artikel 8’s beskyttelse af familielivet, da der ikke var noget til hinder for, at klageren og klagerens søn fortsat udøvede familielivet som hidtil med eventuelt besøg i Tyrkiet, hvor klageren var statsborger. Det forhold, at klageren havde sin lillesøster i Danmark, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering i henhold til EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren var født i Danmark, idet klageren de seneste år havde opholdt sig i længere perioder uden for Danmark. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK artikel 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn, omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande selv begår alvorlige kriminelle handlinger eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der var tale om et proportionalt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på – særligt i forhold til klagerens tilknytning til Danmark – karakteren af de handlinger, som klageren frygtedes at ville begå, idet klageren i udlandet måtte antages at have deltaget i handlinger, som indebar en risiko for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en trussel mod den offentlige orden, ligesom Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren havde bevaret en tilknytning til klagerens hjemland, Tyrkiet, hvor klageren var statsborger, og hvortil klageren havde foretaget gentagne rejser i de seneste år. Udlændingenævnet fandt for det andet, at der ikke var grundlag for at meddele klageren dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det til sagen ikke var dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Syrien. Udlændingenævnet henviste herved til, at adgangen til dispensation forudsættes administreret restriktivt, og at det, for så vidt angår vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skal tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der var grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltog eller havde deltaget i handlinger som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da der i klagesagen i forhold til formålet med opholdet i Syrien alene var henvist til, at klageren havde hjulpet med at bygge et børnehjem og udføre velgørenhedsarbejde, var det ikke herved godtgjort, at opholdet havde eller havde haft et anerkendelsesværdigt formål. Som følge af, at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, jf. vurderingen efter udlændingelovens § 21 b, meddeltes klageren indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. Udlændingenævnet fandt endelig, at et indrejseforbud for bestandig ikke var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, jf. det anførte herom vedrørende vurderingen efter udlændingelovens § 21 b. FAM/2018/34.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2018 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 19-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om bortfald af en iransk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, samt meddelelse af afslag på tilbagerejsetilladelse, jf. udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 10.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, idet klageren ikke var indrejst og havde taget reelt og faktisk ophold i Danmark inden for seks måneder efter, at han var blevet meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren siden sin oprindelige indrejse i Danmark i januar 2017 og frem til tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse i juni 2017 samlet havde opholdt sig her i landet i 20 dage fordelt på tre indrejser. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren var indrejst i Danmark i januar 2017, at han efter det oplyste havde lejet en bolig i Danmark, og at han havde afholdt møder med en bank om oprettelse af en bankkonto, i den forbindelse ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde taget reelt og faktisk ophold med henblik på at bosætte sig i Danmark ved indrejsen i januar 2017, men at han alene havde ladet sig registrere i CPR. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren havde ladet sig registrere i CPR i januar 2017, og at han dagen efter var udrejst af Danmark i en periode på godt to måneder, samt at han ved sine to seneste indrejser havde indgivet ansøgning om tilbagerejsetilladelse dagen efter indrejsen. Udlændingenævnet lagde ligeledes vægt på, at det fremgik af CPR, at klageren siden april 2017 havde været uden bopæl i Danmark, samt at han ingen indkomst havde haft her i landet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på grund af en stavefejl på sit opholdskort ikke havde kunnet benytte kortet til indrejse i Danmark, men Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen, idet der ikke herved var tale om oplysninger, som kunne føre til, at klageren kunne anses for at have taget reelt og faktisk ophold i Danmark. Det forhold, at klageren efter sin oprindelige indrejse ikke havde været udrejst i mere end seks på hinanden følgende måneder, kunne i den forbindelse ikke føre til en anden vurdering af sagen, idet klageren ikke kunne anses for at have taget reelt og faktisk ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt. Udlændingenævnet fandt herudover ikke, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klageres opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klagerens ophold i Iran havde været begrundet i hans faders helbredsmæssige forhold, men Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren var meddelt midlertidigt ophold i Danmark i en specificeret periode med henblik på at indrejse og tage arbejde i Danmark, og at det var en forudsætning for opretholdelse af opholdstilladelsen, at han inden for seks måneder tog reelt og faktisk ophold i landet. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der alene var fremlagt dokumentation på persisk for klagerens faders sygdom, og at der uanset dette ikke forelå oplysninger om forhold, som kunne anses for at have hindret klageren i at tage reelt og faktisk ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren ikke havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herefter endelig, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde truffet afgørelse om, at klageren ikke kunne få udstedt en tilbagerejsetilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration alene kan meddele tilbagerejsetilladelse til en udlænding, der lovligt opholder sig i Danmark, at klagerens opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, og at klageren som iransk statsborger ikke havde ret til visumfrit ophold, hvorfor han ikke havde et lovligt opholdsgrundlag i Danmark. ERH/2018/7.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. januar 2018 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 22-01-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra december 2016 om afslag på dispensation fra bortfald af en vietnamesisk statsborgers tidsubegrænsede opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at klageren skulle meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde dokumenteret, at hun i september 2013 forud for sin udrejse havde underrettet Udlændingestyrelsen om sit kommende midlertidige ophold i England, hvor hun samtidig havde tilkendegivet at hun forventede at vende tilbage til Danmark i 2016 og havde bedt om vejledning i forhold til, om hun skulle ansøge om dispensation for at kunne bevare sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at Udlændingestyrelsen senere i september 2013 havde videresendt klagerens henvendelse til Styrelsen for International Rekruttering og Integration som rette myndighed, som imidlertid ikke havde fulgt op på klagerens henvendelse forud for styrelsens afgørelse i december 2016, ligesom klagerens henvendelse ikke var indgået i styrelsens vurdering. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration over for Udlændingenævnet i forbindelse med behandlingen af sagen i Udlændingenævnet havde anført, at klageren i overensstemmelse med praksis ville være blevet meddelt dispensation fra bortfald, såfremt hendes henvendelse i september 2013 på daværende tidspunkt var blevet behandlet som en anmodning om dispensation fra bortfald. ERH/2018/3.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. november 2017 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 28-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Jordan, idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i april 2014 på baggrund af ægtefællesammenføring. I september 2016 oplyste ansøgerens herboende ægtefælle til Udlændingestyrelsen, at parret havde søgt om skilsmisse, hvilket blev bevilliget senere i september 2016, og ansøgeren meldte sig i september 2016 som udrejst i Det Centrale Personregister. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab på ny i november 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle havde indgivet ansøgning om skilsmisse og var blevet skilt, at ansøgeren umiddelbart i forlængelse af ansøgningen om skilsmisse selv havde meldt sig udrejst af Danmark til Jordan i Det Centrale Personregister, og at han var udrejst i september 2016. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren med sine egne handlinger og frie vilje havde opgivet sin bopæl i Danmark. Det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at den herboende ægtefælle af Udlændingestyrelsen var blevet vejledt om ikke at søge familiesammenføring på ny, idet ansøgerens og den herboende ægtefælles skilsmisse ikke var gået igennem, og at ansøgerens opholdstilladelse stadig var gyldig, at ansøgerens ophold i Jordan på tre uger ikke kunne anses som at have opgivet sin bopæl i Danmark, og at hverken ansøgeren eller den herboende ægtefælle var blevet vejledt om, at hans opholdstilladelse var i fare, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagen, at Udlændingestyrelsen i september 2016 havde vejledt den herboende ægtefælle om, at ansøgeren fortsat havde ret til at opholde sig i Danmark, at der ville blive startet en inddragelsessag som følge af oplysningerne om ansøgningen om skilsmisse, at ansøgeren havde lovligt ophold i Danmark, indtil der var truffet en afgørelse i inddragelsessagen, og at ansøgeren ville miste sin opholdstilladelse automatisk, hvis han udrejste af Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at reglerne om bortfald fremgik udtrykkeligt af ansøgerens opholdstilladelse fra april 2014. Udlændingenævnet tillagde det herudover vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i oktober 2016 ved personlig henvendelse i Udlændingestyrelsen havde fået udleveret ansøgningsskemaerne til brug for at søge dispensation fra bortfald af opholdstilladelse og til at søge om familiesammenføring på ny, og at det fremgik af en note på ansøgningsskemaet – indleveret i oktober 2016 til Udlændingestyrelsen – at ansøgeren i forbindelse med indgivelsen af ansøgning om dispensation fra bortfald var blevet vejledt om, at han og den herboende ægtefælle skulle indgive ny ansøgning om familiesammenføring, idet parret på tidspunktet for indgivelsen af ansøgning om dispensation var blevet skilt og ønskede at indgå nyt ægteskab. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at han ikke kunne rejse tilbage til Jordan, idet både hans familie og svigerfamilie var imod ægteskabet mellem ham og den herboende ægtefælle, at han under sit ophold i Jordan havde gemt sig fra folk, han kendte, og boede langt væk fra byer, hvor folk kendte ham, at det var en fejl, at parret var blevet skilt, og at han ikke kunne arbejde på grund af sit handicap og dårlige helbred. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var tale om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, og at der i øvrigt kunne være tale om asylretlige forhold, der ej heller kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren uanset det anførte frivilligt havde valgt at rejse til sin broder i Jordan efter at have indgivet ansøgning om skilsmisse, og at ansøgeren frivilligt havde meldt sig udrejst i Det Centrale Personregister. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren ikke havde en stærk tilknytning til Danmark, idet han alene havde haft cirka to års ophold i Danmark og aldrig havde været tilknyttet arbejdsmarkedet. FAM/2017/116.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. november 2017 – Bortfald – Ophold i konfliktområde

    Dato: 20-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en irakisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.

    Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund på baggrund af politiets oplysninger sammenholdt med klagerens egne oplysninger, at klageren senest i juli 2015 var udrejst fra Danmark til Irak, hvor han havde opholdt sig – i hvert fald – indtil maj 2017. Udlændingenævnet fandt, at der var grund til at antage, at klageren under opholdet i Irak havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf betydelig vægt på klagerens forhold forud for klagerens udrejse i juli 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i juli 2012 havde deltaget i en demonstration sammen med flere kendte salafister, som af politiet var formodet dræbt i Syrien som led i deres engagement i Islamisk Stat, samt at klageren under demonstrationen havde båret et skilt med teksten ”Shariah for Syrien og Iran”. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at politiet i december 2014 havde modtaget oplysninger om, at klageren og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat. Det anførte om, at oplysningerne i de foreliggende kilderapporter ikke havde ført til sigtelse af klageren efter straffelovens bestemmelser, uanset at politiet i flere år havde været i besiddelse af oplysningerne, kunne i den forbindelse ikke føre til en anden vurdering i sagen. Udlændingenævnet bemærkede i relation hertil endvidere, at en vurdering af, hvorvidt klageren i udlandet havde deltaget i eller deltog i handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b, skulle ske under hensyntagen til bestemmelsens mistankekrav – ”grund til at antage” – hvorved er tiltænkt adgang til at anse en opholdstilladelse for bortfaldet efter bestemmelsen, uanset at de bevismæssige, strafferetlige krav, ikke er opfyldt, og at der uanset politiets overvejelser om eventuelle strafferetlige konsekvenser af forholdet, er tale om oplysninger, som understøtter en formodning for klagerens sympati for og tilknytning til et militant islamistisk miljø. Det forhold, at det er lovligt at deltage i en demonstration, kunne således ikke i sig selv føre til, at disse forhold ikke kunne tages i betragtning i forhold til udlændingelovens § 21 b, herunder at klageren forud for sin udrejse havde færdedes i et radikaliseret miljø. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på klagerens personlige bekendtskab med en navngiven person, som var eftersøgt for et angreb på en forfatter og journalist, som var optaget på USA’s terrorliste, og som var blevet arresteret i Tyrkiet i 2014 og efterfølgende løsladt som led i en udveksling af fanger imellem Islamisk Stat og de tyrkiske myndigheder. Udlændingenævnet tillagde det herudover en vis betydning, at klagerens broder tilsvarende som klageren havde deltaget i førnævnte demonstration, og ligesom han var udrejst til Irak, og af den samme kilde var oplyst at have forbindelse til Islamisk Stat, idet Udlændingenævnet endvidere fandt, at dette tillige var et moment, der indikerede klagerens tilhørsforhold til et radikaliseret miljø. For så vidt angik det forhold, at klageren til sagen havde anført, at han – uanset politiets mistanke om at han havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat – var blevet tilladt udrejse til Irak i juli 2015, bemærkede Udlændingenævnet, at den i lov om pas til danske statsborgere (lov nr. 76 af 19. januar 2017) hjemlede adgang til inddragelse af pas og meddelelse af udrejseforbud alene angår danske statsborgere, og at det ikke i øvrigt ud fra sagens oplysninger kunne lægges til grund, at klagerens udrejse i juli 2015 var politiet bekendt. For så vidt angik det anførte om, at klageren ikke i kraft af sine ophold i Bagdad og Erbil kunne anses for at have opholdt sig i et konfliktområde, samt henvisningen til områder omfattet af straffelovens § 114 j, bemærkede Udlændingenævnet, at der ved straffelovens § 114 j er tale om en kriminalisering af ophold i visse konfliktområder, mens udlændingelovens § 21 b, efter sin ordlyd angår ethvert ophold ”uden for landet”’, hvorfor det forhold, at klageren alene havde oplyst at have befundet sig i Erbil og ikke i Mosul eller andre konfliktområder, ikke kunne føre til, at opholdet i Irak faldt uden for bestemmelsens geografiske anvendelsesområde. Udlændingenævnet henviste herved endvidere til, at det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at ikke alene den reelle kamphandling, men også aktiviteter af mere understøttende karakter er omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelsen. I relation til vurderingen af, hvorvidt der var grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet havde deltaget i sådanne aktiviteter som omfattet af udlændingelovens § 21 b, bemærkede Udlændingenævnet, at Erbil, hvor klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig, er beliggende i umiddelbar nærhed af Mosul, som på tidspunktet for klagerens ophold var kontrolleret af Islamisk Stat. Sammenholdt med, at klageren tidligere i Danmark havde færdedes i radikaliserede kredse og havde valgt at rejse til Irak, hvor blandt andet Islamisk Stat havde søgt at tage magten, og førnævnte kilderapport fra december 2014, hvoraf det fremgik, at både klagerens og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, fandt Udlændingenævnet desuden, at der var bestyrket grundlag for at antage, at klagerens færden i Irak ikke alene havde haft det sigte at bistå sin familie uden for de konfliktområder, som havde været i Irak, under klagerens ophold. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var anført, at det var retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at inddrage oplysninger fra kilderapporter i en afgørelse af stor betydning for klageren, når kildens identitet ikke kunne oplyses, og klageren dermed var frataget muligheden for kontradiktion, samt at politiets kilderapport fra december 2014 ikke burde inddrages i afgørelsen, idet det ikke af kilderapporten fremgik, hvad kilden baserede sine oplysninger på. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, hvorvidt en opholdstilladelse skal bortfalde, blandt andet kan inddrage anonyme kilderapporter, og at det beror på en konkret vurdering af den enkelte kilderapport, hvilken bevismæssig betydning den kan tillægges i en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at politiets kilderapport var udarbejdet på baggrund af oplysninger fra en kilde, hvis identitet var politiet bekendt, og som vurderedes troværdig, ligesom kildens oplysninger af politiet vurderedes troværdige, idet de understøttedes af faktuelle oplysninger. Udlændingenævnet henviste desuden til, at kilderapporten alene indgik som et delelement i Udlændingenævnets samlede vurdering af, hvorvidt klageren under sit aktuelle ophold i udlandet havde begået handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet, konkret vurdering af klagerens forhold, herunder særligt hans færden i islamistisk radikaliserede miljøer, hans egen deltagelse i aktiviteter, hvor der anvendes en militant islamistisk ideologi, samt oplysningerne om, at han tidligere havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, at der var grund til at antage, at klageren under sit ophold i Irak deltog eller havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt herudover, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren i december 2000 var indrejst med opholdstilladelse i Danmark, hvor han havde boet frem til sin udrejse i juli 2015, og hvor hans forældre og hans mindreårige særbørn var bosiddende. Udlændingenævnet bemærkede hertil indledningsvis, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK artikel 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande, selv begår alvorlige kriminelle handlinger eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn. Udlændingenævnet fandt tillige, at der var tale om et proportionalt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på karakteren af de handlinger, som klageren frygtedes at ville begå, idet klageren i udlandet antoges at have deltaget i handlinger, som indebar en risiko for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en trussel mod den offentlige orden, ligesom Udlændingenævnet endvidere lagde vægt på, at klageren havde bevaret en stærk tilknytning til sit hjemland, Irak, hvor han var statsborger, hvortil han havde foretaget gentagne rejser i de seneste år, og hvor han havde etableret sit familieliv med sin nye ægtefælle, som var irakisk statsborger, og parrets fællesbarn. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, for så vidt angik klagerens mindreårige særbørn, at der i sagen ikke var anført nogen hindringer for, at klageren og klagerens særbørn kunne opretholde kontakt via telefon og internet, ligesom det var klagerens eget valg at opgive sin bopæl og udrejse af Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at klageren ikke sås at have haft fælles bopæl med sine særbørn, og at han var udrejst til Irak, hvor han havde stiftet ny selvstændig familie. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ikke var grundlag for at meddele klageren dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det til sagen ikke var dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Irak. Udlændingenævnet henviste herved til, at adgangen til dispensation forudsættes administreret restriktivt, og at det, for så vidt angik vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skulle tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at da der var grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltog eller havde deltaget i handlinger som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da der i forhold til formålet med opholdet var henvist generelt til, at klageren havde familiemedlemmer, som var bosiddende i Irak, var det ikke godtgjort, at opholdet havde eller havde haft et anerkendelsesværdigt formål. Udlændingenævnet fandt på samme baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren var blevet frikendt for terror af en irakisk domstol. Som følge af at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, meddeltes klageren indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. Udlændingenævnet fandt endelig, at et indrejseforbud for bestandig ikke var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser. FAM/2017/146.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. november 2017 – Bortfald – Ophold i konfliktområde

    Dato: 20-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en irakisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.

    Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund på baggrund af politiets samt klagerens egne oplysninger, at klageren senest i juli 2015 var udrejst fra Danmark til Irak, hvor han havde opholdt sig – i hvert fald – indtil maj 2017. Udlændingenævnet fandt, at der var grund til at antage, at klageren under opholdet i Irak havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf betydelig vægt på klagerens forhold forud for klagerens udrejse i juli 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens relation til gerningsmændene bag et attentatforsøg i 2010 i Danmark, som for forholdet hver var blevet idømt 12 års fængsel for terrorisme og overtrædelse af våbenloven samt udvist af landet for bestandig, herunder at klageren tidligere havde overnattet i en af personernes hjem. Udlændingenævnet tillagde i den forbindelse klagerens involvering i det konkrete attentatforsøg betydning, idet klageren var mødtes med gerningsmændene og havde anvist dem en lejlighed, hvor de var blevet arresteret, inden angrebet var påtænkt udført. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for klagen var anført, at sigtelsen af klageren for medvirken til forsøg på terrorisme var påtaleopgivet, og at det ikke af politiet havde været muligt at få oplyst, med hvilken hjemmel påtaleopgivelsen var sket. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at påtaleopgivelsen i sig selv ikke kunne føre til en anden vurdering af klagerens handlemønster og holdninger, idet klageren havde haft relation til gerningsmændene, ligesom der i sagen ikke forelå oplysninger, som udelukkede eller talte imod, at klageren kunne have været bekendt med eller involveret i det konkrete attentatforsøg. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren efterfølgende i juli 2012 havde deltaget i en demonstration i Danmark sammen med flere kendte salafister, som af politiet var formodet dræbt i Syrien som led i deres engagement i Islamisk Stat, samt at der under demonstrationen blandt andet var deltagere, som bar skilte med teksten ”Jihad for Syrien” og ”Shariah for Syrien og Iran”. Udlændingenævnet bemærkede i relation til disse to omstændigheder, at en vurdering af, hvorvidt klageren i udlandet deltog i eller havde deltaget i handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b, skulle ske under hensyntagen til bestemmelsens mistankekrav – ”grund til at antage” – hvorved er tiltænkt adgang til at anse en opholdstilladelse for bortfaldet efter bestemmelsen, uanset at de bevismæssige, strafferetlige krav ikke er opfyldt. Det forhold, at det er lovligt at deltage i en demonstration, og at der var sket påtaleopgivelse for medvirken til terror, kunne således ikke i sig selv føre til, at disse forhold ikke kunne tages i betragtning i forhold til udlændingelovens § 21 b, herunder at klageren forud for sin udrejse havde færdedes i et radikaliseret miljø. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at politiet i december 2014 havde modtaget oplysninger om, at klageren og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat. Det anførte om, at oplysningerne i de foreliggende kilderapporter ikke havde ført til sigtelse af klageren efter straffelovens bestemmelser, uanset at politiet i flere år havde været i besiddelse af oplysningerne, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at mistankekravet i udlændingelovens § 21 b, er et andet end det strafferetlige beviskrav, og at der uanset politiets overvejelser om eventuelle strafferetlige konsekvenser af forholdet, var tale om oplysninger, som understøttede en formodning for klagerens sympati for og tilknytning til et militant islamistisk miljø. Udlændingenævnet tillagde det endvidere en vis betydning, at klagerens broder tilsvarende klageren havde deltaget i førnævnte demonstration, og ligesom klageren var udrejst til Irak, og at en kilde havde oplyst, at både klageren og klagerens broder havde forbindelse til Islamisk Stat og dermed et radikaliseret miljø, idet Udlændingenævnet endvidere fandt, at dette tillige var et moment, der indikerede klagerens tilhørsforhold til et radikaliseret miljø. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for klagen var anført, at klageren ikke i kraft af sine ophold i Bagdad og Erbil kunne anses for at have opholdt sig i et konfliktområde. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det efter ordlyden af bestemmelsen alene er en betingelse, at der er tale om et ophold ”uden for landet”, hvorfor det forhold, at klageren alene havde oplyst at have befundet sig i Erbil og ikke i Mosul eller andre konfliktområder, ikke kunne føre til, at opholdet i Irak faldt uden for bestemmelsens geografiske anvendelsesområde. Udlændingenævnet henviste herved endvidere til, at det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at ikke alene reelle kamphandlinger, men også aktiviteter af mere understøttende karakter er omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelsen. I relation til vurderingen af, hvorvidt der var grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet havde deltaget i sådanne aktiviteter som omfattet af udlændingelovens § 21 b, bemærkede Udlændingenævnet, at Erbil, hvor klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig, er beliggende i umiddelbar nærhed af Mosul, som på tidspunktet for klagerens ophold var kontrolleret af Islamisk Stat. Sammenholdt med at klageren tidligere i Danmark havde færdedes i radikaliserede kredse og havde valgt at rejse til Irak, hvor blandt andet Islamisk Stat havde søgt at tage magten, og førnævnte kilderapport fra december 2014, hvoraf det fremgik, at både klageren og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, fandt Udlændingenævnet desuden, at der var bestyrket grundlag for at antage, at klagerens færden i Irak ikke alene havde haft det sigte at bistå sin familie uden for de konfliktområder, som havde været i Irak, under klagerens ophold. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var anført, at det var retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at inddrage oplysninger fra kilderapporter i en afgørelse af stor betydning for klageren, når kildens identitet ikke kunne oplyses, og klageren dermed blev frataget muligheden for kontradiktion, samt at politiets kilderapport fra december 2014 ikke burde inddrages i afgørelsen, idet det ikke af kilderapporten fremgik, hvad kilden baserede sine oplysninger på. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, hvorvidt en opholdstilladelse skal bortfalde, blandt andet kan inddrage anonyme kilderapporter, og at det beror på en konkret vurdering af den enkelte kilderapport, hvilken bevismæssig betydning den kan tillægges i en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at politiets kilderapport var udarbejdet på baggrund af oplysninger fra en kilde, hvis identitet var politiet bekendt, og som vurderedes troværdig, ligesom kildens oplysninger af politiet vurderedes troværdige, idet de understøttedes af faktuelle oplysninger. Udlændingenævnet henviste herved desuden til, at kilderapporten alene indgik som et delelement i Udlændingenævnets samlede vurdering af, hvorvidt der var grundlag for at antage, at klageren under sit aktuelle ophold i udlandet havde begået handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet, konkret vurdering af klagerens forhold, herunder særligt hans færden i islamistisk radikaliserede miljøer, hans egen deltagelse i aktiviteter, hvor der anvendtes en militant islamistisk ideologi, samt oplysningerne om at klageren tidligere havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, at der var grund til at antage, at klageren under sit ophold i Irak deltog eller havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt herudover, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med EMRK artikel 8’s beskyttelse af familielivet, da klagerens ægtefælle og børn var bosiddende i udlandet. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren i december 2000 var indrejst med opholdstilladelse i Danmark, hvor han havde boet frem til sin udrejse i juli 2015, og hvor hans forældre ligeledes var bosiddende, og at klageren led af en uspecificeret kræftform og som følge heraf var blind på sit højre øje og døv. Udlændingenævnet bemærkede hertil indledningsvis, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK artikel 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande, selv begår alvorlige kriminelle handlinger eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der var tale om et proportionalt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på karakteren af de handlinger, som klageren frygtedes at ville begå, idet klageren i udlandet antoges at have deltaget i handlinger, som indebar en risiko for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en trussel mod den offentlige orden, ligesom Udlændingenævnet endvidere lagde vægt på, at klageren havde bevaret en stærk tilknytning til sit hjemland, Irak, hvor han var statsborger, hvortil han havde foretaget gentagne rejser i de seneste år, og hvor han havde etableret sit familieliv med sin ægtefælle, som var irakisk statsborger, og parrets fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede desuden i relation til klagerens helbredsmæssige forhold, at der ikke i sagen forelå oplysninger om, at klagerens tilstand aktuelt var behandlingskrævende, samt at klageren – uanset sine helbredsmæssige forhold – selv havde valgt at tage ophold uden for Danmark og etablere sig i udlandet med sin familie. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke var grundlag for at meddele klageren dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det til sagen ikke var dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Irak. Det forhold, at det til sagen var anført, at klagerens ægtefælle og børn var bosiddende i Irak, og at klageren selv var statsborger i landet, kunne ikke føre til en anden vurdering i sagen. Udlændingenævnet henviste herved til, at adgangen til dispensation forudsættes administreret restriktivt, og at det, for så vidt angår vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skulle tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at da der var grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltog eller havde deltaget i handlinger som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da der i klagesagen i forhold til formålet med opholdet i Irak alene var henvist generelt til, at klageren havde familiemedlemmer, som var bosiddende i Irak, var det ikke herved godtgjort, at opholdet havde eller havde haft et anerkendelsesværdigt formål. Udlændingenævnet fandt på samme baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren var blevet frikendt for terror af en irakisk domstol. Som følge af at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, meddeltes klageren indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. Udlændingenævnet fandt endelig, at et indrejseforbud for bestandig ikke var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser. FAM/2017/147.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2017 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 13-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse meddelt til en canadisk statsborger, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren havde opholdt sig i en længerevarende periode i udlandet, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren var født i 1957 og blev i juni 1997 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger. Ansøgeren blev i september 2000 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren fik i september 2010 dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil august 2012, idet hun havde fået ansættelse i udlandet. Denne dispensation blev yderligere forlænget til november 2014 på baggrund af samme ansættelsesforhold. Ansøgeren søgte i september 2015 på ny om dispensation. Det blev under sagen oplyst, at ansøgeren kunne forlænge sin kontrakt et år ad gangen, og at ansøgeren ville fortsætte sit ansættelsesforhold i udlandet, indtil hun skulle på pension i juni 2018. Udlændingestyrelsen afslog i april 2016 at dispensere yderligere fra bortfald af ansøgerens opholdstilladelse og fastsatte samtidig en indrejsefrist i maj 2016, således at ansøgerens opholdstilladelse ikke ville bortfalde, hvis ansøgeren indrejste i Danmark inden denne dato. Det var til støtte for klagen anført, at ansøgeren i slutningen af 2015 teoretisk havde haft mulighed for ikke at forlænge sin kontrakt yderligere, men at ansøgerens ægtefælle efter telefonisk henvendelse til Udlændingestyrelsen havde fået det indtryk, at ansøgeren ville få forlænget sin dispensation frem til juni 2018, hvor ansøgerens ansættelsesforhold i udlandet udløb.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren var udrejst i 2010, og da ansøgeren fortsat opholdt sig i udlandet, idet ansøgeren ikke var indrejst i Danmark inden den af Udlændingestyrelsen fastsatte frist, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren første gang blev meddelt dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil august 2012, at denne dispensation var blevet forlænget til november 2014, idet ansøgeren havde oplyst, at ansættelsesforholdet udløb i 2014, at ansøgeren på ny i september 2015 havde søgt om dispensation med henvisning til samme ansættelsesforhold, og at ansøgeren dernæst valgte ikke at indrejse i overensstemmelse med den senest meddelte indrejsefrist i maj 2016. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælle var af den opfattelse, at der telefonisk var indgået en aftale med Udlændingestyrelsen omkring endnu en dispensationsperiode. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren på daværende tidspunkt ønskede at fortsætte sit ansættelsesforhold i udlandet i yderligere to år, indtil ansøgeren fyldte 60 år, at Udlændingestyrelsen havde vejledt ansøgeren om at indgive en ny ansøgning om dispensation fra bortfald, og at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse om afslag på yderligere dispensation samtidig havde fastsat en indrejsefrist således, at ansøgerens opholdstilladelse ikke ville bortfalde, hvis ansøgeren indrejste i Danmark inden denne frist. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at meddele ansøgeren yderligere dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været udrejst siden august 2010, at ansøgeren allerede havde fået dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil maj 2016, at ansøgeren ikke var genindrejst i Danmark, at ansøgeren flere gange havde forlænget sin ansættelse i udlandet, og at ansøgeren fortsat ønskede at være bosat i udlandet frem til 2018. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgerens ansættelse i udlandet var sket som lokal ansættelse og ikke som led i udsendelse for en dansk eller herværende udenlandsk virksomhed eller organisation. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren oprindelig var meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, og at ansøgeren fortsat var gift. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til, at der skulle dispenseres i yderligere en periode. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren ikke sås at have opretholdt et fælles samliv på fælles daglig bopæl med sin ægtefælle, idet ansøgerens ægtefælle fortsat var bopælsregistreret og boede i Danmark. Det indgik tillige i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren forud for sin udrejse havde boet i Danmark i 13 år, at ansøgerens to børn var danske statsborgere, og at ansøgeren havde taget uddannelser i Danmark, ligesom ansøgeren ejede flere virksomheder og ejendomme i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til længden og karakteren af ansøgerens ophold i udlandet uden den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren fik opholdstilladelse i Danmark i 1997 på baggrund af ægteskab, at ansøgerens børn var voksne, og at ansøgeren i nu syv år havde boet og arbejdet i udlandet uden sin ægtefælle. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren – uanset at hun havde fået dispensation fra bortfald i næsten seks år – ikke kunne anses for at have opnået en berettiget forventning om at kunne få yderligere dispensation. Udlændingenævnet vejledte i den forbindelse om, at ansøgeren på ny kunne søge om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab, når ansøgerens ansættelsesforhold i udlandet var ophørt. FAM/2017/90.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2017 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børn

    Dato: 07-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Klageren var født i Thailand i 2006, og var senest blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 2008 under henvisning til sin herboende moder efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, gyldig til oktober 2009. Hun var udrejst af Danmark i august 2009 og indrejst på ny i september 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at barnets tidligere opholdstilladelse meddelt i januar 2008 måtte anses for bortfaldet, da barnet havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen til sagen havde oplyst, at barnet senest havde opholdt sig i Danmark i august 2009, at barnet ifølge Det Centrale Personregister var udrejst af Danmark i december 2009, og at hun først i september 2015 var indrejst i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for, at barnets tidligere opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen på barnets vegne ikke havde ansøgt om bevarelse af hendes opholdstilladelse i Danmark før udrejsen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at barnet var udrejst af Danmark efter beslutning fra moderen, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor et barn skal bo. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at barnet i 2009 var udrejst af Danmark, idet moderens daværende ægtefælle havde forgrebet sig på hende seksuelt. Uanset at dette lagdes til grund, fandt Udlændingenævnet desuden – henset til barnets alder på udrejsetidspunktet i 2009, og til at hun først var genindrejst i Danmark i september 2015 – at dette ikke kunne føre til dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet fandt herudover, at barnet ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet på afgørelsestidspunktet i Udlændingenævnet var 11 år og havde haft processuelt ophold i Danmark siden september 2015, i hvilken periode hun havde boet hos sin moder, der havde den fulde forældremyndighed over hende, idet barnets fader var afgået ved døden, da barnet var et år. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det var oplyst, at barnets bedsteforældre i Thailand, der tidligere havde udgjort hendes netværk i Thailand, var så svækkede, at de ikke længere var i stand til at tage sig af barnet. Under disse konkrete omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at det ville stride imod barnets tarv at afskære hende fra at tage ophold sammen med sin moder i Danmark. FAM/2017/104.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. maj 2017 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 24-05-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., til en tyrkisk statsborger og hendes datter, født i 2008 i Danmark, der ligeledes var tyrkisk statsborger. Ved sin afgørelse havde Udlændingestyrelsen lagt til grund, at ansøgerne havde opgivet deres bopæl i Danmark. Den voksne ansøger blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i april 1998, og hun blev i december 2006 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Datteren blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i maj 2008. Datteren blev endvidere meddelt dispensation fra bortfald i perioden fra august 2014 til juni 2015. Begge var i perioden fra august 2014 til december 2015 registreret som udrejst af Danmark i Det Centrale Personregister (CPR).

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne efter en helt konkret vurdering ikke kunne antages at have opgivet deres bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens helt konkrete omstændigheder, herunder at den voksne ansøger i hele den periode hun havde været frameldt folkeregistret, fra august 2014 til december 2015 havde bibeholdt sin råderet over det lejemål, hvor hun og datteren havde været bosiddende inden udrejsen fra Danmark i august 2014, og hvor de siden december 2015 igen var bosiddende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at frameldingen i CPR blev foretaget af bopælskommunen i februar 2016, efter at den voksne ansøger selv havde henvendt sig til kommunen, og at hun i perioden, hvor hun var registreret som værende udrejst, flere gange havde været i Danmark, hvor hun havde boet hos sine forældre, mens hendes lejlighed var fremlejet. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at den voksne ansøger rejste til Tyrkiet i længere perioder for at kunne være sammen med sin alvorligt syge ægtefælle. FAM/2017/49.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. marts 2017 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 16-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en somalisk statsborger. Ansøgeren, der var født i Somalia i 1993, blev i juli 2007 meddelt bevis for opholdstilladelse frem til juli 2010. Det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren udrejste af Danmark i maj 2010. Det fremgik endvidere af CPR, at ansøgerens moder var afgået ved døden i november 2014. I februar 2015 indgav ansøgeren ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde gået i skole i Danmark og haft beskæftigelse i en dagligvareforretning forud for sin udrejse, at det var ansøgerens moders beslutning, at han skulle forlade Danmark, at det ikke var planlagt, at han skulle være ude af Danmark så længe, at det var meningen, at moderen skulle komme og hente ham igen, men at hun afgik ved døden i Danmark inden da. Det fremgik endvidere af ansøgningen, at ansøgeren i 2013 og 2014 havde gået i skole i Somalia, og at han talte, skrev og læste sproget i Somalia. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren havde boet hos moderens søster, som imidlertid var afgået ved døden, og at han efterfølgende havde boet hos en vens familie. I klagen var det anført, at ansøgeren af sin moder havde fået at vide, at han skulle på ferie i Tyrkiet, men i stedet endte han på en skole i en somalisk landsby med begrænsede muligheder for kontakt med omverdenen, at hans pas blev taget fra ham, at passet var udløbet, da han fik det igen efter endt skolegang, at han siden april 2015 havde boet på et hotel i Etiopien, at hans søster forsørgede ham fra Danmark, og at hele hans netværk befandt sig i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. og 3. pkt., da ansøgeren havde opholdt sig i udlandet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ifølge CPR var udrejst i maj 2010, og at han først i februar 2015 i en alder af knap 22 år havde ansøgt om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at det var hans moders beslutning, at han skulle forlade Danmark, at det ikke var planlagt, at han skulle være ude af Danmark så længe, og at det var meningen, at moderen skulle komme og hente ham igen, men at hun afgik ved døden i Danmark inden da. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der herved ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, der kunne føre til, at dispensation fra bortfald kunne meddeles. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren var 21 år, da moderen afgik ved døden. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var fyldt 18 år i 2011 og dermed var blevet myndig, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at hans kontakt til de danske myndigheder og eventuelle tilbagevenden til Danmark var afhængig af en anden person. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren havde været forhindret i at kontakte de danske myndigheder med henblik på at søge om dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at han havde gået i skole i Danmark, og at han havde haft beskæftigelse i en dagligvareforretning. Udlændingenævnet fandt endelig, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til formålet med ansøgerens udrejse og længden af opholdet i Somalia sammenholdt med, at han talte, skrev og læste sproget i Somalia og havde gået i skole i Somalia, ligesom det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren siden april 2015 havde boet på et hotel i Etiopien, at hans søster havde forsørget ham fra Danmark, og at hele hans netværk befandt sig i Danmark, idet sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet samt et manglende netværk i sig selv ikke kunne føre til, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for at være bortfaldet. FAM/2017/65.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. februar 2017 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 27-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Somalia, idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på et tidspunkt før december 2009 havde søgt asyl i Sverige med henblik på at få opholdstilladelse i landet og dernæst havde etableret familie i Sverige med sin ægtefælle og deres fællesbørn. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren med sine egne handlinger og frie vilje havde opgivet sin bopæl i Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde indleveret en kopi af sit svenske fremmedpas til Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i årene 2011 til 2013 var rejst mellem Kastrup Lufthavn og Arlanda Lufthavn i Stockholm, Sverige, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en anden vurdering, idet dette ikke kunne anses som udtryk for, at ansøgeren ikke havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have reelt boet og haft ophold i Danmark senest fra december 2009, henset til at ansøgeren havde fået tidsubegrænset opholdstilladelse i Sverige, hvor ansøgeren også havde fået familiesammenføring, ligesom ansøgeren fra december 2009 og frem til februar 2017 havde været registreret med ukendt adresse fire gange, og at ansøgeren senest havde været registreret med en c/o adresse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke reelt havde boet og opholdt sig i Danmark, men alene havde været tilknyttet Det Centrale Personregister for at beholde sin opholdstilladelse i Danmark. På samme baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i september 2011 havde fået fornyet sin opholdstilladelse, eller at ansøgeren efter det oplyste modtog førtidspension. Udlændingenævnet fandt ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet herved lagde vægt på, at der ikke forelå oplysninger om forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren kom til Danmark i 1992 i en alder af 15 år, at ansøgeren skulle have boet i Danmark frem til december 2009, hvor han fik opholdstilladelse i Sverige, og at han læste, talte og skrev dansk. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens udrejse af Danmark til Sverige var frivillig, ligesom ansøgeren af eget valg ved brug af en falsk identitet havde søgt asyl og senere familiesammenføring i Sverige, hvor ansøgeren også havde etableret et familieliv med sin ægtefælle og deres otte fællesbørn. Udlændingenævnet henviste endelig til, at det fremgik af ansøgerens e-mails til Udlændingestyrelsen, at hans ægtefælle og deres fællesbørn havde opholdstilladelse i Sverige. FAM/2017/39.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 07-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., til en statsløs palæstinenser. Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i april 1998, og hun var i marts 2001 blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark men var i perioden fra august 2001 til august 2016 registreret som udrejst/forsvundet i Det Centrale Personregister (CPR).

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., idet ansøgeren var udrejst af Danmark i august 2001 og måtte anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, og idet ansøgeren havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for landet. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren fra august 2001 var blevet registreret som udrejst/forsvundet i CPR, at ansøgeren ikke siden denne dato havde været registreret som boende i Danmark, at ansøgeren efter sine egne oplysninger var udrejst af Danmark i september 2003, og at Udlændingestyrelsen i marts 2007 havde vurderet, at ansøgerens opholdstilladelse ikke var bortfaldet ved, at ansøgeren havde opholdt sig i Libanon sammen med sin ægtefælle, mens denne studerede i Libanon. Udlændingenævnet bemærkede, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen fra 2007 havde lagt til grund, at parret ville indrejse i Danmark derefter, idet ægtefællen havde oplyst til Udlændingestyrelsen, at ægtefællen grundet situationen i Mellemøsten ikke ønskede at fortsætte sit studie i Libanon. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ægtefællen i forbindelse med ansøgningen fra august 2014 havde anført, at det var ægtefællens opfattelse, at ansøgeren ville kunne meddeles dispensation fra bortfald, så længe ægtefællen var studerende, og ægtefællen henviste i den forbindelse til Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2007. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at reglerne om bortfald fremgik udtrykkeligt af ansøgerens opholdstilladelse fra marts 2001, at ansøgeren i forbindelse med styrelsens brev fra marts 2007 var blevet vejledt om reglerne for bortfald af opholdstilladelse, og at ansøgeren efter Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2007 ikke sås at være genindrejst i Danmark på trods af, at det var blevet oplyst, at dette havde været hensigten. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren ikke havde fået en berettiget forventning om, at ansøgeren i ubestemt tid ville kunne opholde sig i udlandet. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var indrejst første gang i Danmark i maj 1998, at ansøgeren i marts 2001 var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, at ansøgeren i august 2001 var blevet registreret som udrejst/forsvundet i CPR, at ansøgeren ikke siden denne dato havde været registreret som boende i Danmark, og at ansøgeren således på ansøgningstidspunktet havde opholdt sig uden for Danmark i knap 13 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig uden for Danmark i 14 år, og at ansøgeren først havde rettet henvendelse til Udlændingestyrelsen cirka syv år efter, at styrelsen første gang havde truffet afgørelse om, at ansøgerens opholdstilladelse ikke var bortfaldet, uden at ansøgeren havde været genindrejst i Danmark, eller i perioden fra marts 2007 til august 2014 havde rettet henvendelse til udlændingemyndighederne i Danmark med henblik på bevarelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt det påfaldende, at ansøgerens ægtefælle kun havde opholdt sig sammen med ansøgeren i udlandet i visse perioder, idet det fremgik af CPR, at ansøgerens ægtefælle havde opholdt sig i Danmark i perioderne fra november 2005 til oktober 2011, fra februar 2012 til september 2012, fra august 2014 til marts 2015 og fra november 2015 til tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle havde fremlagt dokumentation for sine bachelor- og masteruddannelser, begge fra Libanon. Udlændingenævnet lagde afslutningsvis vægt på, at ansøgeren ikke havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark udover ægtefællen og parrets børn, og at ansøgeren ikke havde en særlig arbejdsmæssig tilknytning til Danmark, hvor ansøgeren alene havde opholdt sig med opholdstilladelse i knap tre år og tre måneder, hvorfor Udlændingenævnet vurderede, at ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det skulle kunne begrunde, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. FAM/2016/97.

  • Udlændingenævnets afgørelser af 28. september 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 28-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til to statsborgere fra Somalia, født i henholdsvis 1994 og 1997, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse som familiesammenført til den ældste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, mens Udlændingenævnet samtidig omgjorde Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Ansøgerne blev i august 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenførte børn. Ansøgerne udrejste af Danmark til Somalia som mindreårige i maj 2009 sammen med deres moder og søskende. Ansøgerne indrejste på ny i Danmark i april 2015 og søgte i den forbindelse om asyl. Begge ansøgere var på dette tidspunkt myndige. Det fremgik af sagerne, at ansøgerne i perioden fra 2013 til 2014 havde søgt asyl i henholdsvis Sverige og Finland, og at ansøgerne efter at være indrejst i Danmark i september 2013 af deres fader blev tvunget til at rejse til Sverige og Finland.

    Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgernes opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da de havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark i maj 2009 sammen med deres moder, og at de først i september 2013 var genindrejst her i landet, hvorefter ansøgerne efter et par dage var udrejst af Danmark igen, og at ansøgerne først i april 2015 var vendt tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at hverken ansøgerne eller deres forældre før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af deres opholdstilladelser i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark sammen med deres moder og øvrige søskende til Somalia, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor børnene skal bo. Udlændingenævnet lagde endvidere, for så vidt angår den yngste ansøger, vægt på, at hverken ansøgeren eller hans forældre ved indrejsen i Danmark i september 2013 havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre sit fortsatte opholdsgrundlag i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgernes fader efter det oplyste havde hentet ansøgerne i lufthavnen i Danmark i september 2013, og efterfølgende havde sagt til dem, at de ikke kunne være i Danmark, men derimod skulle rejse til et andet europæisk land, og at den yngste ansøger ved ankomsten til Danmark i 2013 efter det oplyste var at betragte som et barn, der derfor gjorde, som hans fader sagde, men Udlændingenævnet fandt, at disse forhold ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var myndig på tidspunktet for indrejsen i Danmark i september 2013, mens den yngste ansøger var 16 år på tidspunktet for genindrejsen i Danmark i september 2013, og at ansøgerne ikke havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre deres fortsatte opholdsgrundlag i Danmark på trods af, at ansøgerne efter det oplyste på daværende tidspunkt selv havde sørget for deres rejse fra Somalia til Danmark, og på trods af at ansøgerne efterfølgende selv havde søgt asyl i andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne først efter at være blevet meddelt afslag på asyl i andre europæiske lande havde valgt at rejse tilbage til Danmark med henblik på at få opholdstilladelse i Danmark på ny. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne i forbindelse med sagen havde oplyst, at de ved udrejsen fra Danmark havde været af den opfattelse, at besøget i Somalia alene skulle være kortvarigt, men at deres fader havde snydt dem med enkeltbilletter i stedet for returbilletter, og at faderen efterfølgende ikke ville sende dem penge til returbilletter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke at kunne lægge denne del af ansøgernes forklaring til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ligeledes havde forklaret, at de flere gange havde forsøgt at komme tilbage til Danmark, men at vejen til lufthavnen havde været spærret på grund af urolighederne i byen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgernes generelle troværdighed var svækket af, at ansøgerne overfor andre europæiske myndigheder havde oplyst andre fødselsår. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at de havde gået i dansk folkeskole, og at den yngste ansøger tillige havde gået til fodbold. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at ansøgerne tillige læste, talte og skrev sproget i Somalia. Udlændingenævnet fandt for det andet, at den ældste ansøger ikke kunne gives opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den ældste ansøger på ansøgningstidspunktet var 20 år og myndig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til den ældste ansøger ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var født i Somalia, hvor ansøgeren havde boet, indtil hun var seks år og igen i perioden fra 2009 til 2013, at ansøgeren talte, læste og skrev somali, og at ansøgeren under sit seneste ophold i Somalia var blevet forlovet, ligesom flere af ansøgerens yngre søskende og ansøgerens farmoder var bosiddende i landet. Udlændingenævnet fandt således, at der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at meddele den ældste ansøger afslag på opholdstilladelse, herunder barnets tarv, henset til at ansøgeren var myndig på tidspunktet for sin genindrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for den ældste ansøger, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøger havde boet i Danmark i ca. 8½ år, herunder en del af sine formative år, fra ansøgeren var seks til 14½ år, at ansøgeren talte dansk og havde gået i dansk skole og SFO. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøgers partsrepræsentant havde henvist til, at den ældste ansøgers situation var sammenlignelig med den situation, der er beskrevet i Osman-dommen, og at den ældste ansøger således burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den ældste ansøgers situation ikke i tilstrækkelig grad var sammenlignelig med den i Osman-dommen beskrevne situation, således at den ældste ansøger burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder og sine søskende til Somalia, og at ansøgeren ved genindrejsen i Danmark i 2013 som myndig ikke havde kontaktet de danske myndigheder med henblik på at få et nyt opholdsgrundlag i Danmark, men i stedet var rejst videre til andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i Osman-dommen blev sendt på genopdragelsesrejse til Kenya uden sine forældre, og at hun havde søgt om at vende tilbage til Danmark, inden hun var blevet myndig på baggrund af en ny opholdstilladelse i overensstemmelse med de regler vedrørende opholdstilladelse til børn, der gjaldt på tidspunktet for hendes udrejse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder, med hvem ansøgeren ligeledes havde opholdt sig i Somalia. Endvidere var den ældste ansøger genindrejst i Danmark i 2013 selvstændigt og som myndig person uden at søge om at kunne bibeholde sit tidligere opholdsgrundlag her i landet, men var i stedet rejst videre til andre europæiske lande med henblik på at tage ophold der, ligesom ansøgeren først havde søgt om opholdstilladelse i Danmark på ny, da ansøgeren var 20 år. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den ældste ansøger efter det oplyste var blevet forlovet før sin genindrejse i Danmark som myndig. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at Osman-dommen, herunder hensynet til barnets tarv, ikke kunne føre til meddelelse af ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig for det tredje grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ny opholdstilladelse i Danmark til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet fandt således, at der forelå ganske særlige grunde til, at den yngste ansøger burde meddeles opholdstilladelse på ny, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den yngste ansøger var indrejst i Danmark i oktober 2000 i en alder af tre år, at ansøgeren var udrejst af Danmark i maj 2009 i en alder af 12 år, og at ansøgeren således havde haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark, hvor ansøgeren havde gået i skole, og hvor han talte, læste og skrev sproget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i 2009 var udrejst af Danmark sammen med sin moder, at ansøgeren på ny var indrejst i Danmark i september 2013 i en alder af 16 år, og at ansøgerens fader herefter havde besluttet, at ansøgeren skulle udrejse af Danmark, hvorefter ansøgeren igen var vendt tilbage til Danmark i april 2015 som 18-årig. FAM/2016/104.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. september 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 01-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse meddelt til en statsborger fra Sydafrika, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt., og at klageren ikke kunne gives dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Klageren var i 2009 blevet meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark i medfør af greencardordningen. Denne opholdstilladelse var senest blevet forlænget til januar 2017. Det fremgik udtrykkeligt af afgørelsen på engelsk, at denne ville bortfalde, hvis klageren opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder. Det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at klageren var registreret som indrejst i Danmark i januar 2009, at han i oktober 2012 indgik ægteskab i Danmark, og at han i november 2015 blev registreret som udrejst til De Forenede Arabiske Emirater. Det fremgik af sagen, at klageren siden den 1. maj 2014 havde haft arbejdssted i Dubai.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik udtrykkeligt på engelsk af klagerens afgørelse fra november 2012, hvor hans opholdstilladelse efter greencardordningen blev forlænget, at opholdstilladelsen var meddelt med henblik på midlertidigt ophold, og at den ville bortfalde, såfremt han opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i maj 2014 påbegyndte arbejde hos en virksomhed registreret i De Forenede Arabiske Emirater, og at arbejdsstedet var i Dubai, men at klageren først i januar 2015 og i maj 2015 indgav ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Klageren havde således opholdt sig uden for Danmark i ni måneder, før han første gang indgav en ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet bemærkede, at det forhold, at der efter klagerens opfattelse var forskel på den danske og den engelske version af hjemmesiden www.nyidanmark.dk vedrørende reglerne for bortfald, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da hjemmesiden alene indeholdt generel vejledning, mens det af klagerens afgørelse af november 2012 udtrykkeligt fremgik, hvad der var gældende for klageren, herunder også at hans opholdstilladelse var meddelt med henblik på midlertidigt ophold og ikke varigt ophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren ikke kunne meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren forventede at returnere til Danmark senest i december 2016, men at klagerens opholdstilladelse efter greencardordningen ville udløbe i januar 2017. Klageren ville således ikke kunne opfylde betingelserne for at få forlænget sin opholdstilladelse efter greencardordningen, hvilket var en grundlæggende forudsætning for, at han kunne meddeles dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på ved afgørelsen af, om der forelå et velbegrundet formål, at klageren udrejste af Danmark i april 2014 for at påbegynde sin ansættelse hos virksomheden i De Forenede Arabiske Emirater. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens ansættelse ikke havde relation til et i Danmark påbegyndt ansættelsesforhold. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren alene havde haft opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold i fem år og tre måneder forud for hans udrejse til De Forenede Arabiske Emirater, at han havde søgt om dispensation fra bortfald for en periode på et år og syv måneder, og at han dermed ikke havde opnået en stærk længerevarende tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at tilsagn om beskæftigelse ved tilbagevenden til Danmark ikke var tilstrækkeligt i sig selv til, at klageren havde opnået en sådan væsentlig tilknytning til Danmark, at der kunne dispenseres fra bortfald af opholdstilladelse. Det forhold, at klageren var gift med en dansk statsborger, fandt Udlændingenævnet endelig ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering, da ægtefællen ifølge CPR også var registreret som udrejst til De Forenede Arabiske Emirater i september 2014. ERH/2016/78.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juli 2016 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 25-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en amerikansk statsborgers opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. og 3. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, ligesom han havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for landet, hvorfor der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt. Ansøgeren blev født i Frankrig i 1956 som amerikansk statsborger. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren fra 1978 til 2006 boede i Danmark – med undtagelse af et år, hvor han boede i USA – og at han i 2006 blev registreret som forsvundet. Ansøgeren oplyste i sit ansøgningsskema om bevarelse af sin opholdstilladelse, at han boede i Danmark fra 1967 til 2001, og at han ikke havde planlagt, at han skulle være udrejst så længe, men at han havde boet hos sine forældre i Frankrig og levet som musiker i Europa.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren selv havde oplyst, at han var udrejst af Danmark i 2001 og efterfølgende kun havde haft besøgsophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at ansøgeren ikke før sin udrejse havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse, og at det måtte have stået ansøgeren klart, at han opgav sin bopæl i Danmark ved sin udrejse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at han følte sig dansk, at han havde boet i Danmark i 40 år, at han læste og talte dansk, at han havde herboende familiemedlemmer, og at han havde besøgt Danmark i 2002, 2010, 2014 og 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været udrejst af Danmark i en længere årrække, og at ansøgeren i denne periode alene havde besøgt Danmark ganske få gange af få ugers varighed på baggrund af arbejde eller familiebesøg, hvorfor ansøgeren ikke kunne anses for at have bevaret en særlig stærk tilknytning til Danmark. FAM/2016/46.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Den herboende ægtefælle afgået ved døden

    Dato: 28-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse meddelt til en statsborger fra Paraguay, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt. Klageren blev i juli 2007 meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført. I juni 2011 udrejste hun til Paraguay for efter det oplyste at passe sin døende moder. I januar 2014 døde klagerens herboende ægtefælle, og i april 2014 genindrejste klageren i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da hun havde opholdt sig mere end seks på hinanden følgende måneder uden for landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i juni 2011 udrejste af Danmark, og at hun først i april 2014 genindrejste her i landet. Udlændingenævnet fandt ikke, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det forhold, at klageren udrejste til Paraguay for at tage sig af sin moder, at klagerens moder levede længere, end lægerne troede, det var muligt, at klageren ikke kunne efterlade hende alene, hvorfor hun forblev i Paraguay, indtil moderen døde, at klageren havde et voksent barn samt et barnebarn her i landet, og at klageren havde haft opholdstilladelse i Danmark i fire år, kunne ikke føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse. Det bemærkedes, at klageren ej heller via hendes herboende ægtefælle eller voksne barn havde oplyst udlændingemyndighederne om, at hun havde været forhindret i at udrejse af Paraguay på et tidligere tidspunkt, ligesom klageren selv havde valgt at forblive i Paraguay for at tage sig af sin moder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det oplyste om, at klagerens ophold i Paraguay i 2011, der var planlagt som et 3-måneders besøg, men blev til to år og ni måneder, udelukkende fordi klagerens moder blev syg og krævede massiv pleje, og at klageren ikke kunne forlade hende til en uvis skæbne, ikke kunne føre til et ændret vurdering. Det anførte om, at klageren i forbindelse med den lange plejeperiode kunne erkende, at hverken hendes ægtefælle eller hun var opmærksomme på de danske regler omkring hendes opholdstilladelse, og at denne kunne bortfalde ved et længere udenlandsophold, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse, at opholdstilladelsen var gyldig, så længe fast ophold i Danmark bevaredes, og at opholdstilladelsen ville bortfalde, hvis hun opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis hun havde et længerevarende ophold uden for Danmark, hvorfor det måtte antages klageren bekendt, hvilke konsekvenser en udrejse af Danmark i en længerevarende periode kunne have. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at klageren i Danmark hele tiden havde været i stand til at forsørge sig selv via arbejde, at hun var i stand til at finde en passende bolig, at hun havde gået på sprogskole siden april 2014, at hun gjorde rigtig meget for at integrere sig i det danske samfund, at hun perioden fra 1994 til 2006 havde været på hyppige besøg i Danmark, hvilket styrkede sammenholdet med hendes ægtefælle og parrets barn, fandt Udlændingenævnet desuden ikke i sig selv kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var klagerens eget valg at udrejse af Danmark og opholde sig i en længerevarende periode i sit hjemland. Udlændingenævnet fandt herudover, at klageren kunne henvises til at udøve familielivet med sit voksne barn og barnebarn i det samme omfang, som hun hidtil havde gjort. For så vidt angik det af klageren anførte om, at familierelationerne til familie i Paraguay på klagetidspunktet kun bestod i få sporadiske telefonsamtaler 1-3 gange årligt med klagerens søskende, at begge klagerens forældre var døde, at hun ikke har andre børn, som kunne øge hendes tilknytning til Paraguay, og at arbejdsmarkedet i Paraguay var præget af stor arbejdsløshed, dårlige bolig forhold og dårlige almene økonomiske forhold, bemærkede Udlændingenævnet, at sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, og henviste til, at klageren i perioden fra juni 2011 til april 2014 havde opholdt sig i Paraguay. Det forhold, at klagerens ægtefælle døde ved en trafikulykke i Danmark i januar 2014, og at han lå begravet i Danmark, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, da der herved ikke var oplyst om omstændigheder, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. FAM/2016/21.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. januar 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 20-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en irakisk statsborgers ansøgning om, at hendes opholdstilladelse i Danmark ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren var indrejst i Danmark i juli 2003, og at hun udrejste af Danmark i oktober 2012 sammen med sin daværende ægtefælle og parrets fire børn, som alle var irakiske statsborgere. Ansøgeren havde ved personligt fremmøde på den danske ambassade i Teheran, Iran, i september 2014 anmodet om ambassadens bistand til at indrejse i Danmark, idet ansøgerens tidligere ægtefælle havde beslaglagt ansøgerens og fællesbørnenes rejsedokumenter. Ansøgeren oplyste i forbindelse hermed, at hun uden sin tidligere ægtefælles viden var taget til ambassaden for at anmode om hjælp, at hun og hendes familie var udrejst af Danmark to år tidligere, at hun og fællesbørnene havde været udsat for fysisk vold af ansøgerens ægtefælle, at hun ingen fast adresse i Danmark havde, og at hun og fællesbørnene ønskede at rejse tilbage til Danmark. Det fremgik af ansøgerens ansøgning til Udlændingestyrelsen i september 2014, at formålet med rejsen i oktober 2012 var ferie af en måneds varighed, at ansøgerens tidligere ægtefælle havde forhindret ansøgeren og fællesbørnene i at rejse tilbage til Danmark, og at hun ikke havde kendskab til, hvad der var sket med hendes bolig samt ejendele i Danmark. Det fremgik endvidere af ansøgningsskemaet, at ansøgeren ikke havde kendskab til, hvorvidt hun var blevet frameldt CPR, at hun talte, læste og skrev dansk, at hun ikke havde familie i Danmark, at hun ikke havde opholdstilladelse i opholdslandet, at hun talte, læste og skrev sproget i opholdslandet, at hendes tidligere ægtefælle havde låst hende og fællesbørnene inde i det hus, hvor familien havde boet, at hun havde familie i opholdslandet, og at hun havde anmodet om de danske myndigheders bistand til at finde sine børn og hjælpe hende selv og børnene til Danmark. Ansøgerens partsrepræsentant oplyste i en e-mail i november 2015 til Udlændingenævnet, at ansøgeren var indrejst i Danmark i oktober 2015, at ansøgerens tidligere ægtefælle var både fysisk og psykisk voldelig over for ansøgeren og fællesbørnene, at ansøgeren og ansøgerens tidligere ægtefælle var blevet skilt i januar 2015, at en domstol havde godkendt skilsmissen på grund af dokumenteret vold, at ansøgeren ved skilsmissen fik tilkendt bopælspligten over børnene, og at ansøgerens tidligere ægtefælle ikke havde udleveret børnenes pas og øvrige dokumenter. Det fremgik endvidere, at ansøgeren anså sin tidligere ægtefælle som farlig. Vedlagt e-mailen var to udaterede fotos, som angiveligt viste ansøgerens skader. Ved nævnsmødet forklarede ansøgeren, at hun i ansøgningsskemaet havde oplyst, at hun udrejste i oktober 2012, men at den korrekte dato var i juli 2012. Allerede efter en måned i Irak ønskede hun at rejse tilbage til Danmark, fordi tvillingerne på syv måneder fik det dårligt. Hendes tidligere ægtefælle havde nægtet hende at rejse og sagde, at hun aldrig kom til Danmark. Hendes tidligere ægtefælle havde ansat en vagt, som sørgede for, at hun og børnene aldrig kom ud af døren. På et tidspunkt, hvor ansøgerens tidligere ægtefælle ikke var hjemme, havde hun aftalt med vagten, at han fik et guldarmbånd for at hjælpe hende med at rejse. Vagten og dennes familie havde kontakter i Teheran og hjalp ansøgeren med at komme dertil. Hun fik sin søster til at passe børnene, mens hun var bortrejst. Hendes børn var hos hendes søster på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. Ansøgeren havde ikke kontakt med sin tidligere ægtefælle.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at hun var udrejst af Danmark i juli 2012, at hun var registreret i CPR som udrejst af Danmark i oktober 2012, at hun først i september 2014 henvendte sig på den danske ambassade i Teheran, og hun først i oktober 2015 efter det oplyste genindrejste her i landet. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse fra juli 2003, at denne var gyldig, så længe fast ophold i Danmark blev bevaret. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at det ikke var dokumenteret eller på anden vis sandsynliggjort, at ansøgerens tidligere ægtefælle havde holdt ansøgeren og fællesbørnene indespærret fra juli 2012 til september 2014, hvor hun henvendte sig til den danske ambassade i Teheran, ligesom det ikke var sandsynliggjort, hvordan det var lykkedes ansøgeren at rejse alene fra Karbala, Irak, til Teheran, Iran, hvor afstanden er 985 kilometer, samt indrejse i Iran uden rejsedokumenter, som ansøgerens tidligere ægtefælle efter det oplyste havde i sin besiddelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke forud for nævnsmødet i januar 2016 havde oplyst, at hendes tidligere ægtefælle havde ansat en vagt, som hun bestak med et guldarmbånd. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke kunne huske, hvornår dette havde fundet sted. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren ikke havde godtgjort, at hun havde været forhindret i at tage kontakt til de danske myndigheder inden september 2014. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret divergerende om, hvornår hun og familien udrejste af Danmark, idet hun både havde oplyst, at udrejsen foregik i juli 2012 og i oktober 2012. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren havde forklaret divergerende, idet hun havde oplyst, at hendes tidligere ægtefælle havde hendes og fællesbørnenes rejsedokumenter i sin besiddelse, men at hun alligevel havde fremsendt en kopi af disse ved indleveringen af ansøgningsskemaet i september 2014 samt oplyst i en e-mail fra august 2015, at hun havde sit samt de to ældste børns pas i kopi. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at ansøgeren havde forklaret divergerende vedrørende længden af sin tidligere ægtefælles tilbageholdelse af hende og fællesbørnene, idet hun ved den personlige henvendelse på den danske ambassade i Teheran, Iran, i september 2014 havde oplyst, at hun uden sin tidligere ægtefælles viden var taget fra familiens bopæl i Irak, mens hun i en e-mail fra august 2015 havde oplyst, at hun efter at have været bortført i halvandet år flygtede til et andet sted og rejste til Iran, hvor hun henvendte sig til den danske ambassade. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at ansøgeren ikke under sagen havde oplyst, at ansøgerens tidligere ægtefælle på noget tidspunkt skulle være genindrejst i Danmark, uanset at det af Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende fællesbørnene fremgik, at ansøgerens tidligere ægtefælle både udrejste fra og indrejste i Danmark i november 2013, og at han i hvert fald i perioden fra november 2013 til juli 2014 opholdt sig i Danmark. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen var blevet fremsendt to billeder som dokumentation for, at ansøgeren skulle have været udsat for vold af sin tidligere ægtefælle. FAM/2016/18.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. januar 2016 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark – Repatriering – Opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4 – Ingen fortrydelsesret

    Dato: 18-01-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og at ansøgeren ikke kunne meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren frivilligt havde frafaldet sin opholdstilladelse her i landet, og at ansøgerens tilknytning til Danmark på baggrund af en samlet vurdering ikke kunne medføre, at der burde meddeles dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren kom til Danmark som 61-årig og havde boet i Danmark i 20 år hos sin datter, hvorefter hun repatrierede, samt at hun ikke kunne dansk og aldrig havde haft arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at ansøgeren i klagen havde oplyst, at hun var blevet forkert vejledt af kommunen i anledning af sin beslutning om at repatriere i 2011. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren både generelt og individuelt var blevet vejledt af Dansk Flygtningehjælp om konsekvensen af repatrieringen, og at vejledningen var foregået telefonisk på en kommunal sagsbehandlers kontor med Dansk Flygtningehjælp i telefonen, hvor en tolk og ansøgerens datter var til stede. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af et brev fra juli 2011 fra Dansk Flygtningehjælp til kommunen, at det under vejledningssamtalen blev drøftet indgående med ansøgeren og hendes datter, at ansøgeren ikke havde fortrydelsesret, idet familien forud for vejledningssamtalen havde regnet med, at ansøgeren havde et års fortrydelsesret, og at ansøgeren til trods herfor var fast besluttet på at repatriere. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke til sagen var oplyst om sådanne omstændigheder, som kunne bevirke, at ansøgeren burde meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig, at de indsendte oplysninger om ansøgerens nedsatte syn, slidgigt og afhængighed af trygge omgivelser ikke havde en sådan karakter og omfang, at dette kunne begrunde dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. FAM/2016/11.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. december 2015 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 03-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Makedonien. Det fremgik af sagen, at ansøgeren i august 1996 fik tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at han i august 2011 henvendte sig til Udlændingestyrelsen for at blive vejledt om reglerne om bortfald af opholdstilladelse, idet han ønskede at tage ophold uden for Danmark i et år, hvilket Udlændingestyrelsen i oktober 2011 vejledte ham om. I september 2012 henvendte ansøgeren sig på ny til Udlændingestyrelsen, hvor han oplyste, at han havde været i kontakt med Center for Pension med henblik på at tage ophold i Makedonien og medbringe sin førtidspension, og at han ønskede at tage ophold i Makedonien for at få ro og fred i livet. Ansøgeren bad i den forbindelse om at blive vejledt om, hvor længe han maksimalt kunne opholde sig uden for Danmark for at undgå at miste sin opholdstilladelse, og hvordan han kunne søge dispensation fra bortfald. I december 2012 henviste Udlændingestyrelsen ansøgeren til den tidligere vejledning om bortfald fra oktober 2011 og til reglerne på www.nyidanmark. Styrelsen oplyste endvidere, at styrelsen ikke kunne besvare spørgsmål, der relaterede sig til ansøgerens pension. Ansøgeren udrejste i september 2012 til Makedonien og var herefter ikke efterfølgende registreret som indrejst. I april 2015 modtog Udlændingestyrelsen en ansøgning om, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgik heraf, at ansøgeren udrejste af Danmark i november 2012, og at han i marts 2015 på ny indrejste i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da han havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark, idet det af Det Centrale Personregister fremgik, at han i september 2012 var udrejst af Danmark, og at han først efter det oplyste i marts 2015 – to år og seks måneder efter udrejsen – var genindrejst her i landet. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren før sin udrejse af Danmark efter anmodning herom henholdsvis i september 2011 og igen i december 2012 blev vejledt af Udlændingestyrelsen om reglerne for ophold i udlandet – herunder at opholdstilladelsen ville bortfalde, såfremt han opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 måneder i træk – konsekvenserne for bortfald af opholdstilladelsen og ansøgning om dispensation fra bortfald både før og efter en udrejse af Danmark, og at Udlændingestyrelsen i sin vejledning i december 2012 udtrykkeligt havde oplyst ham om, at styrelsen ikke kunne besvare spørgsmål relateret til hans pension. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren inden sin udrejse af Danmark i september 2012 ikke kunne have haft en berettiget forventning om, at tre års ophold uden for Danmark (en længere periode end den der fremgår af udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt.), ikke ville medføre bortfald af hans opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var ansøgerens eget valg at udrejse af Danmark og opholde sig i en længerevarende periode i udlandet. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren til trods for vejledning herom ikke før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse eller i forlængelse af sin søns sygdomsforløb havde ansøgt om dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren var meddelt førtidspension på grund af sin skizofreni, og at han efter det oplyste ikke kunne vende tilbage til Makedonien, da han ingen familie havde tilbage dér, ikke kunne føre til dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren allerede før udrejsen i september 2012 var meddelt førtidspension på grund af sin psykiske tilstand, at han til trods for sin psykiske tilstand tog ophold Makedonien i to år og seks måneder, at hans ægtefælle og søn aktuelt var bosiddende i hans lejlighed i Makedonien, og at han på den baggrund måtte antages igen at kunne tage ophold i Makedonien for dér at udøve sit familieliv med sin ægtefælle og søn. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgeren efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at han havde gennemført sin folkeskole og en HF-uddannelse samt delvist gennemført en uddannelse på en skuespiller højskole, og at han havde haft en vis tilknytning til det danske arbejdsmarked, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, da han ikke på den baggrund kunne anses for at have opnået en så væsentlig tilknytning til Danmark, at hans opholdstilladelse på denne baggrund ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet fandt endelig, for så vidt angik det anførte om, at ansøgeren var blevet overfaldet i Makedonien, og at han frygtede for sin sikkerhed, at dette i sig selv ikke kunne føre til et andet resultat. FAM/2015/197.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2015 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 03-11-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald til en statsborger fra Cameroun, som i 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgerens opholdstilladelse ikke kunne anses for at være bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var udrejst af Danmark i et relativt kort tidsrum på en måned i perioden fra september 2014 til oktober 2014, samt at det var ansøgerens udlejer, som – uden ansøgerens vidende – havde frameldt ansøgeren hans adresse i Det Centrale Personregister. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren tilmeldte sig Det Centrale Personregister kort tid efter, at han indrejste i Danmark på ny og blev vidende om, at han var blevet frameldt registret. Udlændingenævnet tillagde det herudover en vis vægt, at det forhold, at en ansøger er udrejst, og at dette fremgår af Det Centrale Personregister, ikke er tilstrækkeligt til at fastslå, at udlændingen har opgivet sin bopæl i Danmark eller har ønsket dette. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren havde været beskæftiget i Danmark både før og efter sin udrejse, og at ansøgeren i forbindelse med sin klage havde fremlagt dokumentation for, at han i september 2014 købte en flybillet, og at han samtidig købte en returbillet til København. Udlændingenævnet fandt således, at det måtte antages, at ansøgeren ikke havde haft til hensigt at opgive sin bopæl i Danmark. ERH/2015/193.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2015 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børn

    Dato: 18-08-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en iransk ansøgers opholdstilladelse var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, og at den ikke kunne meddeles på ny i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren, der var født i Danmark i 2014, blev i december 2005 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren boede herefter i perioden fra december 2010 til august 2014 i Iran sammen med sin moder grundet den herboende reference og ansøgerens moders skilsmisse, og parret var enige om, at ansøgeren skulle flytte til Iran med sin moder i forbindelse med parrets skilsmisse. Ansøgerens moder havde til sagen oplyst, at hun havde indgået ægteskab på ny, og at hendes nye ægtefælle ikke ønskede ansøgeren boende, ligesom hendes nye ægtefælle ikke lod hende indrejse med ansøgeren på besøgsophold i Danmark som hidtil. Den herboende reference havde oplyst, at han som politisk flygtning ikke havde mulighed for at indrejse i Iran.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark måtte anses for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., da hun havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været registreret udrejst siden december 2010, og at hun måtte anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for ikke at anse ansøgerens opholdstilladelse om bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens moders nye ægtefælle ikke ønskede at have ansøgeren boende, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at grundlaget for ansøgerens udrejse var, at den herboende reference og ansøgerens moder i forlængelse af deres skilsmisse aftalte, at ansøgeren skulle udrejse af Danmark sammen med sin moder og opholde sig i Iran. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at den herboende reference ikke forud for ansøgerens planlagte udrejse af Danmark ansøgte om bevarelse af hendes opholdstilladelse, og at den herboende reference således først knap fire år efter ansøgerens udrejse indgav ansøgning om dispensation for bortfald af opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren heller ikke kunne meddeles opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i knap seks år fra sin fødsel og frem til tidspunktet for hendes udrejse i 2010 samt på to korte visumophold, at hun på ansøgningstidspunktet havde været udrejst af Danmark i knap fire år, at hun ikke talte, skrev eller læste dansk, og at hun havde gået i skole i Iran, ligesom hun talte, skrev og læste opholdslandets sprog. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren udrejste i en alder af knap seks år, hvorfor hun havde haft hovedparten af sine formative år udenfor Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at den herboende reference på tidspunktet for ansøgerens udrejse til Iran og aftalen herom med ansøgerens moder ej heller havde mulighed for at rejse til Iran, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference havde accepteret at udøve sit familieliv med ansøgeren gennem korte visumophold i Danmark, og at ansøgeren havde mulighed for at søge om visumophold i Danmark under ledsagelse af en anden person end sin moder. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren manglede grundlæggende omsorg eller pleje i Iran, ligesom der ikke var oplyst om og dokumenteret forhold, der talte imod, at ansøgeren fortsat kunne opholde sig hos sin familie i Iran, hvor hendes moder tillige boede, og hvor ansøgeren havde boet siden sin tilbagerejse i december 2010. FAM/2015/147.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2015 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Dispensation fra bortfald – Længden af dispensationsperioden

    Dato: 18-06-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2015 Udlændingestyrelsens vurdering af i hvilken periode, der kunne dispenseres fra bortfald af en opholdstilladelse til en statsborger fra Burma. Udlændingestyrelsen havde i oktober 2014 meddelt ansøgeren dispensation fra bortfald af opholdstilladelse i perioden fra januar 2011 til februar 2015.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at der kunne dispenseres fra bortfald af ansøgerens opholdstilladelse i perioden fra januar 2011 til februar 2016 og dermed i et år yderligere. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i oktober 2014 havde meddelt ansøgeren dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse i perioden fra januar 2011 og indtil februar 2015 under henvisning til ansøgerens arbejde som ”medical officer” på et universitet, og at Udlændingestyrelsen havde fundet, at ansøgerens ophold i Malaysia tjente et velbegrundet og dokumenteret formål. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af ansøgerens ansættelseskontrakt fra det pågældende universitet, at ansøgeren var ansat som ”medical officer” i en periode på to år fra januar 2014 til januar 2016, og at der var tale om forlængelse af en tidligere kontrakt. FAM/2015/110.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2015 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 26-03-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en montenegrinsk statsborger i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren indrejste i 1971 i Danmark og blev i 1983 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren havde været registreret som forsvundet i Det Centrale Personregister siden maj 1998. Udlændingestyrelsen modtog i oktober 2013 ansøgerens ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelse. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark hos henholdsvis sin søster, broder, nevø og forskellige venner. Det fremgik endvidere af ansøgningen, at ansøgeren var blevet frameldt Det Centrale Personregister af politiet, fordi han var eftersøgt i en sag. Vedlagt ansøgningen var en kopi af siderne i ansøgerens pas, udstedt i Montenegro i juli 2013, hvoraf det fremgik, at ansøgeren indrejste i Schengen-området i juli 2013. I marts 2014 anmodede Udlændingestyrelsen ansøgeren om at indsende kopier af samtlige sider i hans tidligere og nuværende pas, dokumentation for hans ophold i Danmark i perioden fra 1998 og frem samt eventuel øvrig dokumentation. Brevet blev sendt til den adresse, som ansøgeren angav i ansøgningen som sin aktuelle opholdsadresse, men det kom retur til Udlændingestyrelsen. Brevet blev genfremsendt til ansøgerens søsters bopælsadresse og kom ikke herefter retur til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen modtog ikke yderligere fra ansøgeren. Ved henvendelse til Udlændingenævnet i november 2014 påklagede ansøgeren Udlændingestyrelsens afgørelse, og ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han ville indsende en uddybende klage i løbet af de næste par dage. Udlændingenævnet modtog ikke en uddybende klage fra ansøgeren.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingeloven § 17, stk. 1, 1. pkt., ligesom det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren havde været registreret som forsvundet siden maj 1998, og at det fremgik af ansøgerens pas, udstedt i Montenegro i juli 2013, at ansøgeren indrejste i Schengen-området i juli 2013. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren efter egne oplysninger var blevet frameldt Det Centrale Personregister af politiet, fordi han var eftersøgt i en sag, og at han efter egne oplysninger hele tiden havde opholdt sig i Danmark hos henholdsvis sin søster, broder, nevø og forskellige venner, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt de oplysninger, som Udlændingestyrelsen efterspurgte i marts 2014, og som Udlændingenævnet efterspurgte i februar 2015, og at det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke kunne dispenseres fra bortfald af ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen først ca. 15 år efter, at ansøgeren blev registreret som forsvundet i Det Centrale Personregister, modtog ansøgerens ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelse, og at der ikke i øvrigt var oplyst om sådanne omstændigheder, der kunne føre til, at der kunne dispenseres fra bortfald af opholdstilladelsen. FAM/2015/42.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2015 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 02-03-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en serbisk statsborgers opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, nr. 1, da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren blev i 1981 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og i 1989 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. I oktober 2013 underskrev ansøgeren i forbindelse med sin repatrieringssag hos kommunen en erklæring om frivilligt frafald af hans opholdstilladelse, og ansøgeren blev i den forbindelse af Dansk Flygtningehjælp vejledt om konsekvenserne heraf. Ansøgeren blev registreret udrejst af Danmark i april 2014. Udlændingestyrelsen modtog i oktober 2014 ansøgerens ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet som følge af hans udrejse til Serbien. Det fremgik af ansøgningen blandt andet, at ansøgeren i perioden primo maj 2014 til ultimo maj 2014 opholdt sig i Serbien, at det var planlagt, at opholdet skulle være af denne varighed, at formålet med opholdet var repatriering, og at ansøgeren ved udrejsen fraflyttede sin lejlighed i Danmark. Det fremgik endvidere, at ansøgeren ikke havde arbejdet siden udrejsen til Serbien, at ansøgeren talte, læste og skrev dansk, at ansøgeren ikke havde gået i skole eller taget anden uddannelse i Danmark, og at ansøgerens eneste familie i Danmark var hans to herboende voksne børn. Vedlagt ansøgningen var udskrift fra ansøgerens læge, hvoraf det fremgik blandt andet, at ansøgeren var diagnosticeret med følgelidelser efter en formodet blodprop, sukkersyge, forhøjet blodtryk og forstyrrelser i lipidstofskiftet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i oktober 2013 af Dansk Flygtningehjælp blev vejledt om, at han ikke havde fortrydelsesret ved en eventuel repatriering, at ansøgeren derefter underskrev en erklæring om frafald af opholdstilladelse, og at ansøgeren udrejste af Danmark i enten april 2014 eller maj 2014. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren havde boet i Danmark siden 1981, at ansøgeren havde børn og børnebørn i Danmark, at ansøgeren ikke var kommet til Danmark som flygtning, at ansøgeren havde en kæreste i Danmark, og at ansøgeren led af hjerteproblemer og sukkersyge samt havde haft hjerneblødning, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren, uanset hans familiemæssige og private forhold i øvrigt, frivilligt valgte at udrejse til Serbien, hvor ansøgeren hyppigt havde været på besøg. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren af Dansk Flygtningehjælp var blevet vejledt om konsekvensen heraf. FAM/2015/37.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. september 2014 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark – Genopdragelsesrejse

    Dato: 03-09-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en somalisk ansøgers opholdstilladelse var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17. Ansøgeren blev i oktober 1997 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til en flygtning her i landet i medfør af udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 3. Ansøgeren blev i Det Centrale Personregister registreret som udrejst af Danmark i perioden fra september 2012 til juli 2013. I september 2012 indberettede kommunen til Udlændingestyrelsen, at ansøgerens moder havde oplyst til kommunen, at hun agtede at sende ansøgeren på genopdragelsesrejse hos sin søster, idet ansøgeren var ude i noget kriminalitet, at ansøgeren var smidt ud af skolen, og at ansøgeren opførte sig dårligt. Ansøgerens kontaktperson i kommunen oplyste i oktober 2012, at ansøgeren var udrejst af Danmark med sin moder i oktober 2012, og at ansøgeren selv ønskede at tage tilbage til Somalia. I oktober 2013 ansøgte ansøgeren om dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, da ansøgeren havde opholdt sig mere end tre på hinanden følgende måneder på genopdragelsesrejse uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren udrejste af Danmark i perioden fra september 2012 til juli 2013, at baggrunden for ansøgerens udrejse af Danmark efter ansøgerens egne oplysninger var, at ansøgerens moder og kommunen var nødsaget til at samarbejde for at få ansøgeren væk fra det kriminelle miljø, at kommunen i september 2012 indberettede til Udlændingestyrelsen, at ansøgerens moder til kommunen havde oplyst, at hun agtede at sende ansøgeren på genopdragelsesrejse, og at Udlændingestyrelsen ved brev i oktober 2012 vejledte ansøgerens moder om reglerne for bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren udrejste frivilligt, at ansøgeren ikke havde søgt om dispensation forud for udrejsen, at ansøgerens moder ved brev fra Udlændingestyrelsen i oktober 2012 var blevet vejledt om reglerne for bortfald af opholdstilladelse, at ansøgeren først i oktober 2013 indgav ansøgning om, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for bortfaldet, og at det ikke sås dokumenteret, at ansøgeren havde været forhindret i at kontakte de danske myndigheder med henblik på at søge om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det var anført, at det ikke var planlagt, at ansøgeren skulle have været afsted så længe, og at grunden til, at ansøgeren ikke vendte tilbage til Danmark før, var, at ansøgeren ikke havde en returbillet til Danmark. FAM/2014/229.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børn

    Dato: 21-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelser om bortfald af to statsløse palæstinensiske børns opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 17. Børnene blev født i henholdsvis 1996 og 1997 i Danmark, og de blev i forbindelse med deres fødsel meddelt opholdstilladelse i Danmark. Børnene udrejste af Danmark til Libanon i marts 1998 sammen med deres moder. Børnenes fader var født i Libanon, men var nu statsborger i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at børnenes opholdstilladelser måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., da de havde opgivet deres bopæl i Danmark ved deres udrejse til Libanon sammen med deres moder i 1998, og da de havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde vægt på, at børnene i marts 1998 udrejste af Danmark, og at de genindrejste i Danmark i december 2013. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var grundlag for ikke at anse børnenes opholdstilladelser for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at hverken faderen eller moderen forud for udrejsen af Danmark i 1998 ansøgte om bevarelse af børnenes opholdstilladelser, og at børnene ikke før december 2013 tog kontakt til de danske myndigheder med henblik på at indrejse i Danmark på ny. Det forhold, at børnene rejste til Libanon i 1998 efter faderens og moderens ønske, og at de ønskede at vende tilbage til Danmark for at bo sammen med faderen, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde vægt på, at børnene alene havde opholdt sig i Danmark i henholdsvis et halvt og halvandet år forud for udrejsen til Libanon, at de tog bopæl sammen med deres moder og begyndte i skole i Libanon, og at det var faderens og moderens beslutning at udrejse til Libanon, og at børnene skulle opvokse dér. FAM/2014/196.

    Vedrørende udlændingelovens § 9 c, stk. 1, se praksis for børnesammenføring.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2014 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark – Repatriering – Fortrydelsesret

    Dato: 04-08-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., da han havde opgivet sin bopæl i Danmark, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren blev i marts 1999 meddelt opholdstilladelse under henvisning til hans herboende børn, som var kommet til Danmark i 1995 som uledsagede mindreårige. Han udrejste af Danmark i juni 2012 uden sin familie. Ansøgeren havde ikke forud for udrejsen anmodet Udlændingestyrelsen om stillingtagen til sit opholdsgrundlag i forhold til repatrieringen. Det var under sagen påberåbt, at ansøgeren var omfattet af retten til repatriering og derfor havde fortrydelsesret i forhold til bortfald af hans opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i 2012 underskrev en erklæring om frivilligt frafald af sin opholdstilladelse, selvom han blev vejledt om konsekvenserne heraf, og at han udrejste af Danmark i juni 2012. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 2, nr. 4, nu § 9 c, stk. 1 (familiemæssig tilknytning), at tilladelsen blev givet på grundlag af ansøgerens børn, der forinden var kommet til Danmark som uledsagede mindreårige, at det fremgik af udlændingelovens § 17 a, stk. 3, at en person, som var omfattet af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, kun var omfattet af fortrydelsesretten, hvis den pågældende vendte tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem udlændingen havde den familiemæssige tilknytning, der havde dannet grundlag for opholdstilladelsen, og at det fremgik af Vejledning til repatrieringsloven af juni 2010, at en familiesammenført udlænding til en flygtning m.v., der var repatrieret til sit hjemland eller tidligere opholdsland uden referencen, ikke havde fortrydelsesret efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren udrejste til Iran uden sine børn, som oprindeligt gav ham grundlag for at få opholdstilladelse i Danmark, at ansøgeren ikke før udrejsen ansøgte om bevarelse af sin opholdstilladelse, og at han udrejste, før Udlændingestyrelsen havde mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om bortfald ved repatriering, uanset at ansøgeren af Dansk Flygtningehjælp blev vejledt om konsekvenserne heraf. FAM/2014/110.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2014 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 27-05-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2014 om bortfald af opholdstilladelse til en statsløs født i Libanon. Den pågældende indrejste i Danmark i 1993, blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2, og blev i april 1996 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Det fremgik af den tidsubegrænsede opholdstilladelse, at den var gyldig, så længe fast ophold blev bevaret i Danmark. I september 2012 ansøgte den pågældende om, at hendes opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgik af hendes ansøgning, at hun var udrejst til Libanon i august 2007, at hun havde været udrejst i fem år, at det ikke var planlagt, at hun skulle have været udrejst så længe, at hun var rejst til Libanon på grund af en konflikt i hendes ægteskab og efter instruktion fra hendes broder, at hendes broder i Libanon havde tilbageholdt hendes pas, og at hendes ægtefælle havde frameldt hende Det Centrale Personregister uden hendes viden. Det fremgik endvidere af sagen, at hun var udrejst frivilligt sammen med parrets tre fællesbørn født i henholdsvis 1994, 1997 og 2000, og at ansøgerens ægtefælle opholdt sig i Libanon fra marts 2009 til marts 2010. Det blev til støtte for klagen anført, at ansøgeren og to af børnene først fik udstedt pas i henholdsvis juni 2012 og august 2012, hvorfor de ikke havde kunnet genindrejse i Danmark før september 2012, og at det ville være stærkt belastende for ansøgerens børn, såfremt ansøgeren ikke kunne meddeles dispensation fra bortfald af opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at den pågældendes opholdstilladelse var bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., idet hun havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at hun havde været udrejst i perioden fra august 2007 til september 2012. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 3. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at det ikke var planlagt, at hun skulle have været udrejst så længe, at hun var rejst til Libanon på grund af en konflikt i hendes ægteskab og efter instruks fra hendes broder, at hendes broder i Libanon havde tilbageholdt hendes pas, at hendes ægtefælle havde frameldt hende Det Centrale Personregister uden hendes viden, og at ansøgeren og børnene først kunne genindrejse i Danmark i september 2012 på grund af, at de først fik udstedt pas i henholdsvis juni 2012 og august 2012, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var udrejst frivilligt, at hun ikke havde søgt om dispensation forud for udrejsen, og at det ikke var dokumenteret, at hun havde forsøgt at kontakte de danske myndigheder med henblik på tilbagerejse til Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke i sagen forelå oplysninger om, at ansøgeren var forhindret i at returnere til Danmark som følge af uforudsete begivenheder. Det forhold, at ansøgeren indrejste i Danmark i 1993, at hun efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, og at hendes ægtefælle, børn og søster opholdt sig i Danmark, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste på den baggrund ansøgeren til at indgive en ny ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab til Udlændingestyrelsen. FAM/2014/65.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. september 2013 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 23-09-2013

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald af opholdstilladelse i mere end fem år til en registreret partner til en dansk statsborger, der arbejdede for internationale organisationer i udlandet. Ansøgeren blev i december 2002 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., hvilken opholdstilladelse senest i februar 2007 blev forlænget som gyldig frem til november 2009. Ifølge Det Centrale Personregister udrejste ansøgeren herefter i februar 2008 til Mozambique i forbindelse med sin partners udstationering for forskellige internationale organisationer. Udlændingestyrelsen meddelte efterfølgende i januar 2008, i februar 2010 og i maj 2011 ansøgeren dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen i Danmark. Det fremgik af sagens akter, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2011 om dispensation fra bortfald var betinget af, at ansøgeren fortsat skulle opholde sig i Schweiz, hvor parret opholdt sig på daværende tidspunkt, at ansøgerens partner fortsat skulle have ansættelse ved en international hjælpeorganisation i Schweiz, at ansøgeren skulle returnere til Danmark forinden dispensationsperiodens udløb i august 2011, såfremt ovennævnte grundlag for dispensationen ophørte, og at ansøgeren inden udløbet af dispensationsperioden skulle ansøge om yderligere dispensation, såfremt ansøgeren måtte ønske dette. Ansøgeren opholdt sig herefter i Den Centralafrikanske Republik i perioden fra august 2011 til december 2012, hvor han genindrejste i Danmark som led i sin partners ansættelse ved en international organisation. Ansøgeren indgav herpå i januar 2013 ansøgning om yderligere dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Det fremgik af ansøgningen blandt andet, at det ikke var ansøgerens hensigt at forblive så længe i udlandet, og at ansøgeren og dennes partner som følge af borgerkrig var blevet evakueret fra Den Centralafrikanske Republik. Ansøgeren gjorde under klagen gældende, at han i hele perioden fra sin udrejse og frem til 2011 løbende havde ansøgt om dispensation fra bortfald.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark ikke skulle anses for bortfaldet, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren forinden sin udrejse til Schweiz var blevet meddelt dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse grundet sin partners udstationering for en international organisation, og at ansøgerens yderligere ophold i Den Centralafrikanske Republik ligeledes skyldtes ansøgerens partners udstationering for en international organisation. Udlændingenævnet lagde derfor til grund, at ansøgeren – såfremt han havde ansøgt om yderligere dispensation fra bortfald – ville kunne være blevet meddelt dispensation, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at grundlaget for dispensation fra bortfald – partneres udsendelse for en international organisation – fortsat bestod, indtil ansøgeren genindrejste i Danmark i december 2012. FAM/2013/115.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. august 2013 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark – Dispensation fra Bortfald

    Dato: 08-08-2013

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald af opholdstilladelse i mere end fire år til en ægtefælle til en dansk statsborger, der arbejdede for en international børnehjælpsorganisation i udlandet. Ansøgeren blev i 1994 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende ægtefælle, og ansøgeren blev i 1997 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I maj 2008 blev ansøgeren meddelt dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen grundet ansøgerens ægtefælles arbejde i udlandet gældende fra den 1. april 2008 til den 31. december 2009. I august 2012 søgte ansøgeren på ny om dispensation fra bortfald indtil december 2014 under henvisning til sin ægtefælles fortsatte arbejde i udlandet. Ansøgerens ansøgning blev delvist imødekommet af Udlændingestyrelsen, idet dispensation blev meddelt frem til den 1. april 2013, således at den samlede dispensation gjaldt i fire år, da ansøgeren senest var udrejst af Danmark i marts 2009.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren kunne meddeles dispensation fra bortfald i mere end fire år under henvisning til ansøgerens ægtefælles arbejde for en international organisation i udlandet, hvorfor dispensationen fra bortfald blev gjort gældende frem til december 2014. Udlændingenævnet lagde vægt på, at udlandsopholdet skyldes et velbegrundet formål af arbejdsmæssig karakter. FAM/2013/35.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. august 2013 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 07-08-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Serbien efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Ansøgeren, der er født i februar 1967 i Serbien, indrejste i Danmark i juni 1990, hvor han i januar 1992 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ifølge stemplerne i ansøgerens pas var han herefter i august 2009 udrejst af Danmark til Serbien sammen med sin familie. I januar 2013 genindrejste ansøgeren i Danmark, hvor han i februar 2013 indgav ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgerens længerevarende ophold i Serbien skyldtes, at han dér i perioden fra august 2009 til september 2012 havde siddet varetægtsfængslet og efterfølgende afsonet en fængselsstraf for et strafbart forhold, som ansøgeren efter eget udsagn ikke havde begået, og under hvilken fængsling og afsoning ansøgeren ikke havde haft mulighed for at kontakte de danske udlændingemyndigheder med henblik på ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse som udgangspunkt måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., idet Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde opholdt sig uden for Danmark i tre år og fem måneder. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at han var blevet uretmæssigt dømt, og at han derfor havde opholdt sig ufrivilligt uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger i sagen om, at ansøgeren i forbindelse med frihedsberøvelsen, straffesagen og den senere afsoning heraf i Serbien skulle have været forhindret i at kontakte de danske udlændingemyndigheder med henblik på ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark, uagtet at begivenheden var uforudset for ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå sådanne særlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, at ansøgeren alligevel burde meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. FAM/2013/113.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. juli 2013 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark - Genopdragelsesrejser

    Dato: 03-07-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en somalisk statsborgers opholdstilladelse og afslag på genoptagelse af sagen. Ansøgeren blev i juli 2005 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og indrejste som 12-årig i december 2005 i Danmark. I maj 2009 er ansøgeren registreret udrejst til Kenya. I august 2011 rettede ansøgeren henvendelse til den danske ambassade i Nairobi og indgav ansøgning om, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Ansøgeren anførte i den forbindelse, at udrejsen fra Danmark skyldtes, at ansøgeren skulle deltage i sin faders bryllup i Kenya, at det var ansøgerens eget valg at udrejse, at ansøgeren efter sin faders bryllup blev boende hos sin fader, at ansøgeren ikke tidligere havde forsøgt at kontakte myndighederne med henblik på, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, og at ansøgeren troede, at udløbsdatoen i ansøgerens pas var afgørende for, hvor længe opholdet uden for Danmark måtte vare. I oktober 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på dispensation fra bortfald, og i maj 2012 orienterede Udlændingestyrelsen ansøgerens herboende moder om muligheden for at anmode om genoptagelse af sagen på baggrund af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 14. juni 2011 i sagen Osman mod Danmark (appl. no. 38058/09). I november 2012 afslog Udlændingestyrelsen at genoptage ansøgerens sag.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark og havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og at der ikke var grundlag for at meddele dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse, at denne kunne bortfalde ved ophold uden for Danmark i en længere periode, at ansøgeren udrejste af Danmark frivilligt og ikke før mere end to år efter sin udrejse tog kontakt til myndighederne med henblik på en tilbagevenden til Danmark, at ansøgeren ved sin udrejse havde opnået en alder, hvor det var muligt at overskue konsekvenserne af udrejsen, og at ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at opholdstilladelsen af den grund ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Udlændingestyrelsen med rette afviste at genoptage sagen, da der ikke var oplyst om forhold og omstændigheder, der i en sådan grad svarede til dem, der forelå i sagen Osman mod Danmark, at der var grundlag for at genoptage sagen. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøgeren udrejste af Danmark efter kun cirka tre et halvt års ophold i landet, og at ansøgeren modsat tilfældet i Osman-sagen kun havde en lille del af sine formative år i Danmark. Udlændingenævnet hjemviste dog samtidig sagen grundet lov nr. 567 af 18. juni 2012, hvorved reglerne om børns generhvervelse af opholdstilladelse blev ændret således, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med en afgørelse om, at en mindreårig udlændings opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, i samme forbindelse skal vurdere, om den pågældende kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 17, § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, eller § 9 c, stk. 1. FAM/2013/94.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2013 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 18-06-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Australien efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Ansøgeren blev født i 1993 i Danmark, men udrejste til Australien i november 1998. I marts 2003 indrejste ansøgeren på ny i Danmark, og han blev i maj 2003 meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og denne tidsbegrænsede opholdstilladelse blev i november 2006 forlænget gældende til juli 2011. Ansøgeren udrejste i februar 2008 af Danmark til Australien sammen med sin mor, stedfar og lillebror og indrejste i Danmark på ny i december 2009. Ansøgeren indgav i august 2012 ansøgning om, at hans tidligere opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, idet han havde opholdt sig i mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for landet. Udlændingenævnet lagde blandt andet vægt på, at hovedformålet med ansøgerens udrejse var at bosætte sig i Australien, hvorfor han opgav sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke under henvisning til udlændingelovens § 17, stk. 3, var grundlag for at bestemme, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens tidsbegrænsede opholdstilladelse fra maj 2003 og af ansøgerens afgørelse om forlængelse af opholdstilladelse fra november 2006, at opholdstilladelsen ville bortfalde, såfremt ansøgeren opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis ansøgeren havde et længerevarende ophold uden for Danmark. Det forhold, at det efter det oplyste var ansøgerens mor, som besluttede, at ansøgeren skulle udrejse og bosætte sig i Australien, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da hverken ansøgeren eller hans mor havde været forhindret i at kontakte de danske udlændingemyndigheder med henblik på at søge om bevarelse af opholdstilladelsen. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren havde tilbragt en cirka lige så stor del af sine formative år i Danmark som i Australien, men at dette ikke kunne føre til en anden vurdering henset til længden og karakteren af ansøgerens ophold i Australien. Udlændingenævnet har samtidig med stadfæstelsen sendt sagen tilbage til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2013/64.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. januar 2013 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 25-01-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Ansøgeren indgik i oktober 2004 ægteskab med en dansk statsborger i Bosnien-Hercegovina, hvor parret blev forældre til to fællesbørn. Ansøgeren blev herpå i januar 2008 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægtefællesammenføring, hvilken opholdstilladelse senest blev forlænget i december 2009 som gyldig frem til oktober 2011. Ansøgerens ægtefælle udrejste efterfølgende i september 2010 til Afghanistan, hvorefter parret blev skilt i november 2010, og ansøgeren i juni 2011 udrejste til Bosnien-Hercegovina med parrets fællesbørn. I november 2011 indgav ansøgeren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse i Danmark. I februar 2012 vejledte Udlændingestyrelsen ansøgeren om, at hun skulle ansøge om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. I februar 2012 indgav ansøgeren en ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik af ansøgningen blandt andet, at hun i august 2011 var nedkommet med et barn i Bosnien-Hercegovina, hvorfor hun var forhindret i at returnere til Danmark, idet barnet ikke havde fået udstedt bosniske rejsedokumenter, og at formålet med rejsen til Bosnien-Hercegovina var at indgå ægteskab med en bosnisk statsborger og nedkomme med barnet i Bosnien-Hercegovina, hvor hendes nye ægtefælle var bosiddende, at det var planen at returnere til Danmark, og at hun forinden udrejsen opgav sit lejemål i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet ex lege, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., idet hun havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i juni 2011 udrejste til Bosnien-Hercegovina, hvor hun forinden opsagde sit lejemål i Danmark, og at ansøgeren indrejste i Bosnien-Hercegovina sammen med sine to børn med det formål at indgå ægteskab med en bosnisk statsborger og nedkomme med sit tredje barn, hvormed Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren både etablerede og fortsat udøvede familieliv i Bosnien-Hercegovina og således frivilligt opgav sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet henviste herudover til, at grundlaget for ansøgerens opholdstilladelse i Danmark allerede ophørte i november 2011, da ansøgeren blev skilt fra sin tidligere ægtefælle. Det forhold, at ansøgeren efter eget udsagn var udrejsehindret på grund af sit tredje barns manglende rejsedokumenter, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, idet der ikke herved var tale om en for ansøgeren uforudset hindring. FAM/2013/114.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post