Opgivelse af bopæl i Danmark

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2024 – bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse

    Dato: 14-03-2024

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende konstatering af bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen til en statsborger fra Somalia herunder at ansøgeren ikke havde været sendt på genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning.

    Sagens faktiske omstændigheder

    I marts 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om konstatering af bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen under henvisning til, at [ansøgerens] forældre på vegne af [ansøgeren] havde opgivet [ansøgerens] bopæl i Danmark. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at [ansøgerens] forældre i vinteren 2019 underskrev en erklæring om frivilligt frafald af blandt andet [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark, og at de i den forbindelse blev informeret om konsekvenserne ved at opgive [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark. [Ansøgeren] var indrejst fra Somalia til Danmark i vinteren 2011 som 9-årig og udrejst fra Danmark i Somalia i sommeren 2019 som 17-årig med sine forældre og 4 søskende.

    Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ” […] ”

    Udlændingestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre i [vinteren] 2019 underskrev en erklæring om frivilligt frafald af blandt andet [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark, og at de i den forbindelse blev informeret om konsekvenserne ved at opgive [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingestyrelsen har derfor vurderet, at det måtte have stået [ansøgerens] forældre klart, at de, ved at underskrive en frivillig frafaldserklæring, opgav [ansøgerens] bopæl i Danmark.

    Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at [ansøgerens] forældre på [ansøgerens] vegne har opgivet [ansøgerens] bopæl i Danmark med henblik på, at [ansøgeren] bosætter sig varigt i Somalia. [Ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark er derfor bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1.

    Udlændingestyrelsen har videre vurderet, at [ansøgeren] ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger, der kan føre til, at [ansøgeren] kan få dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.

    […]

    Det er Udlændingestyrelsens vurdering, at [ansøgerens] forældre på [ansøgerens] vegne opgav [ansøgerens] bopæl i Danmark, og at [ansøgerens] ophold i Danmark ikke har været af midlertidig karakter.

    [Ansøgeren] kan derfor ikke gives dispensation fra bortfald af [ansøgerens] opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.

    […]

    Det kan ikke føre til ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgeren] har været forhindret i at rejse tilbage til Danmark, fordi [ansøgerens] far tvang [ansøgeren] til at blive i Somalia, og at [ansøgerens] far, inden sin udrejse af Danmark, havde lovet [ansøgeren], at [ansøgerens] ophold i Somalia ville være kortvarigt.

    Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at [ansøgeren], inden sin udrejse af Danmark, kontaktede sin bopælskommune og oplyste dem om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig.

    Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at [ansøger] ikke har været forhindret i at rejse tilbage til Danmark som følge af uforudsete omstændigheder.

    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] til sagen har oplyst, at [ansøgeren] ikke var klar over, at [ansøgeren] udrejse af Danmark handlede om repatriering, men at [ansøgeren] udrejste af Danmark med den tro, at udlandsopholdet ville være kortvarigt, idet [ansøgerens] bedstemor var syg og gerne vil se [ansøgeren] en sidste gang, hvor [ansøgeren] herefter vil vende tilbage til Danmark.

    Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at [ansøgeren] på udrejsetidspunktet var ca. 17 år og 6 måneder gammel, og at [ansøgeren] til sagen har oplyst, at [ansøgeren] forældre opsagde deres bolig, afhændede deres møbler og personlige ejendele til eksempelvis genbrug.

    Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at det måtte have stået [ansøgeren] klart, at [ansøgerens] udlandsophold ikke ville være af midlertidig karakter, idet deres bolig blev opsagt, deres møbler og personlige ejendele blev afhændede, og at [ansøgerens] far havde bedt [ansøger] om at oplyse [ansøgerens] bopælskomme om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgerens] hverdag i Somalia er præget af rutiner, regler, og at [ansøgeren] udgiver sig for at være en anden, så [ansøgeren] ikke kommer i problemer.

    Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] som mindreårig udrejste af Danmark grundet [ansøgerens] forældres beslutning, og det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor de skal bo.

    Det kan desuden ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgerens] tilknytning til Danmark er større end til Somalia, og at [ansøgeren] er opdraget i overensstemmelse med danske værdier, som ikke er forenelige med de somaliske værdier.

    Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at [ansøgeren] første gang indrejste i Danmark i [vinteren] 2011, at [ansøgeren] var ca. 9 år og 8 måneder, og at [ansøgeren] udrejste af Danmark i [sommeren] 2019, da [ansøgeren] var 17 år og 6 måneder gammel, eftersom [ansøgerens] forældre underskrev en erklæring om frivilligt frafald af deres og dermed [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingestyrelsen har derfor lagt til grund, at [ansøger] har boet i Danmark i ca. 7 år og 10 måneder, og at [ansøger] frivilligt udrejste af Danmark, fordi [ansøgeren], inden sin udrejse af Danmark, oplyste sin bopælskommune om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig, hvorefter [ansøgeren] frivilligt rejste til Somalia med sin familie.

    Det er således Udlændingestyrelsens vurdering, at [ansøgerens] udrejse af Danmark ikke har været af midlertidig karakter, men derimod med henblik på varigt at bo i Somalia.

    På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder helbredsmæssige forhold, har Udlændingestyrelsen vurderet, at det hverken vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at anse [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark fort bortfaldet.

    Udlændingestyrelsen har også vurderet, at [ansøgerens] ophold i Somalia ikke er omfattet af udlændingelovens § 17, stk. 3, hvorefter en opholdstilladelse ikke anses for bortfaldet, hvis udlændingens ophold uden for landet skyldes, at udlændingen som mindreårig er sendt på genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning.

    Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kan konstatere, at [ansøgerens] ophold i Somalia har været af negativ betydning for [ansøgeren], eller at det skyldes en genopdragelsesrejse.

    [Ansøgerens] opholdstilladelse er derfor bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1.”

    Til støtte for klagen til Udlændingenævnet blev det anført bl.a., at [ansøgeren] ser Danmark som sit hjem, og at [ansøger] ikke synes, at det er retfærdigt, at [ansøgeren] får afslag på baggrund af en beslutning, som [ansøgerens] forældre i sin tid tog.

    Udlændingenævnets afgørelse

    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2023 om bortfald af [ansøgerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    Det forhold, at [ansøgeren] i forbindelse med klagen har anført, at [ansøgeren] ser Danmark som sit hjem, og at [ansøgeren] ikke synes, at det er retfærdigt, at [ansøgeren] får afslag på baggrund af en beslutning, som [ansøgerens] forældre i sin tid tog, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre forud for udrejsen til Somalia underskrev en erklæring i [sommeren] 2019, om frivillig frafald af opholdstilladelse vedrørende deres mindreårige børn, hvor det tydeligt fremgår, at de var blevet gjort bekendt med konsekvenserne af at opgive opholdstilladelsen bl.a. på [ansøgerens] vegne. I den forbindelse har Udlændingenævnet også lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre som forældremyndighedsindehavere havde ret til at foretage dispositioner på [ansøgerens] vegne, herunder bestemme hvor [ansøgeren] skulle bo.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [ansøgeren] ved sin udrejse af Danmark i [sommeren] 2019 var 17 år gammel og var bekendt med, at [ansøgerens] forældre opsagde deres lejlighed og gav møblerne til genbrug, hvorfor det måtte have stået [ansøgeren] klart, at der ikke alene kunne være tale om et kortvarigt ophold i Somalia.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] efter det oplyste gik i 9. klasse og kun havde få måneder tilbage fra folkeskolen, da [ansøgeren] udrejste af Danmark, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgeren] har en større tilknytning til Danmark end Somalia, og at [ansøgeren] samlet har haft ca. 7 år og 9 måneders ophold i Danmark.

    Udlændingenævnet har ved afgørelsen således lagt til grund, at [ansøgeren] har haft ca. halvdelen af sine formative år i Danmark, idet Udlændingenævnet finder, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderedes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag havde varet fra barnets 7. leveår til det 15. leveår.

    Udlændingenævnet finder imidlertid ligesom Udlændingestyrelsen, at der ikke skal dispenseres fra bortfald af [ansøgerens] opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, og henviser i det hele til styrelsens begrundelse herfor.

    Udlændingenævnet vurderer endelig, at [ansøgerens] opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, idet Udlændingenævnet som Udlændingestyrelsen heller ikke kan lægge til grund, at [ansøgeren] blev sendt på en genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning for [ansøgeren], jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet henviser til styrelsens begrundelse herfor.

    På baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder [ansøgerens] samlede ophold i Danmark og i Somalia, samt [ansøgerens] familiemæssige og anden tilknytning i Danmark, vurderer Udlændingenævnet herefter, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 eller FN’s Børnekonvention, at anse [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.

    Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2022 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 09-11-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 5. oktober 2022 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald og afslag på dispensation fra bortfald til en statsborger fra Tyrkiet. Udlændingenævnet stadfæstede samtidig politiets afgørelse om afvisning af indrejse ved grænsen.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren fik tidsubegrænset opholdstilladelse i 2003. Siden 2013 havde ansøgeren hovedsageligt opholdt sig i Tyrkiet, og han frameldte sig folkeregisteret i 2019. I december 2020 nægtede Københavns Politi ansøgeren indrejse til Danmark. I januar 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Ansøgerens opholdstilladelse er bortfaldet, fordi han har opgivet sin bopæl i Danmark, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren ifølge CPR-registret udrejste af Danmark i december 2019, og sine egne oplysninger i ansøgningen om dispensation fra bortfald af november 2020 om, at han selv frameldte sig i CPR-registret.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at vejledningen om ændringer i hans forhold, som kan påvirke hans opholdstilladelse, udtrykkeligt fremgik i Udlændingestyrelsens afgørelse om tidsubegrænset opholdstilladelse fra januar 2003, og at det også fremgik af afgørelsen, at tilladelsen bortfalder, hvis man opgiver sin bopæl i Danmark, eller hvis man har længerevarende ophold uden for Danmark.

    På den baggrund må det derfor have stået ham klart, at det kunne få konsekvenser for hans opholdsgrundlag i Danmark, hvis han opgav sin bopæl i Danmark og har jævnlige længerevarende ophold i udlandet.

    Ansøgerens oplysninger om, at han siden maj 2013 har haft sit hovedophold i Tyrkiet, at han har haft et fast arbejde i Tyrkiet siden marts 2017 for virksomheden A, hvori han fortsat er ansat, bekræfter efter Udlændingenævnets opfattelse, at ansøgeren reelt har opgivet sin bopæl i Danmark.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren besluttede at flytte fra Danmark til Tyrkiet i 2013 på grund af sin mor. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ved egne handlinger har tilkendegivet opgivelsen af sin bopæl i Danmark ved frameldingen i CPR-registeret.

    Udlændingenævnet har ved afgørelsen yderligere lagt vægt på, at uanset, om ansøgeren først frameldte sig CPR- registeret i december 2019, har han siden maj 2013 mest opholdt sig i Tyrkiet og kun rejst til Danmark for at opfylde kravet om ikke at opholde sig længere end 12 måneder uden for Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt.

    Det er i den forbindelse indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af ansøgerens nationalitetspas, at han har opholdt sig uden for Schengen-medlemsstaternes område og således også Danmark i følgende perioder fra den primo maj 2013 til medio april 2014, fra medio april 2014 til medio april 2015, fra medio april 2015 til ultimo 26. januar 2016, fra primo februar 2016 til medio januar 2017, fra medio januar 2017 til medio januar 2018, fra ultimo januar 2018 til ultimo december 2018, fra primo januar 2019 til ultimo december 2019 og siden primo januar 2020, og at han har haft et samlet ophold i Danmark på 39 dage. Udlændingenævnet har noteret sig, at det er ubestridt, at ansøgeren har opholdt sig uden for Danmark i de pågældende perioder.

    Udlændingenævnet vurderer derfor, at ansøgeren ikke har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark, og at han kun er rejst til Danmark for at opfylde kravet om ikke at opholde sig længere end 12 måneder uden for Danmark. Sammenholdt med ansøgerens rejsemønster i perioden fra maj 2013 til januar 2020 og hans framelding i CPR-registeret, finder Udlændingenævnet derfor, at ansøgeren må anses for reelt at have opgivet sin bopæl i Danmark.

    Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen har oplyst, at han har boet 13 år i Danmark, at han har overholdt reglerne, at han aldrig har været arbejdsløs, ligesom han ikke har modtaget offentlig hjælp fra staten, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer det faktum, at ansøgeren har opgivet sin bopæl i Danmark.

    Udlændingenævnet finder endvidere ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det har været ansøgerens eget valg at opholde sig i Tyrkiet i gentagne længerevarende perioder, og at han ikke før udrejsen ansøgte om bevarelse af sin opholdstilladelse i landet.

    Udlændingenævnet finder desuden, at det til støtte for klagen anførte om, at ansøgeren nu vil flytte til Danmark igen, hvis han får lov, og at han har forsøgt at indrejse i Danmark i december 2020 kort efter Udlændingestyrelsens brev fra oktober 2020, ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen, idet det hverken ses dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren har været forhindret i at vende tilbage til Danmark på et tidligere tidspunkt.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren fik opholdstilladelse i Danmark i september 1999, at han indrejste i Danmark i oktober 1999, at han fik tidsubegrænset opholdstilladelse i januar 2003, og at hans mor bor i Tyrkiet. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen henset til, at ansøgeren siden maj 2013 har opholdt sig i Tyrkiet, langt størstedelen af tiden. Ansøgeren har derfor fortsat en væsentlig tilknytning til sit hjemland.

    Udlændingenævnet har endvidere noteret sig, at ansøgeren ikke har haft nogen indkomst i Danmark fra maj 2013 til nu, undtaget perioden fra august 2020 til og med oktober 2020, hvor han har modtaget lønindkomst fra virksomheden B.

    Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering, da det ikke i sig selv medfører en sådan væsentlig og stærk tilknytning til Danmark, at der er grundlag for at meddele dispensation fra bortfald.

    På baggrund af det anførte og efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder ansøgerens samlede ophold her i landet og i hjemlandet, finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at anse hans opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark er bortfaldet, og at der er ikke grundlag for at dispensere fra bortfald.

    Udlændingenævnet finder desuden, at Københavns Politi med rette afviste ansøgeren ved grænsen til Danmark i december 2020 i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, under henvisning til, at han ikke var i besiddelse af gyldigt visum ved indrejsen til Danmark.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at statsborgere fra Tyrkiet ikke er undtaget for visum i medfør af udlændingelovens § 3 a.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ved indrejsen fra Tyrkiet var i besiddelse af et opholdskort til Danmark, men at Københavns Politi nægtede ham indrejse, fordi han var registreret udrejst af Danmark i december 2019.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren oplyste til politiet, at han udrejste af Danmark for 5-6 år siden, at han bor og arbejder i Tyrkiet, at han på indrejsetidspunktet havde en verserende bortfaldssag i Udlændingestyrelsen, og at han ifølge CPR-registret udrejste af Danmark i december 2019.

    Den omstændighed, at ansøgeren har haft permanent opholdstilladelse i Danmark siden 2003 og var i besiddelse af et dansk opholdskort ved indrejsen, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet hans opholdstilladelse var bortfaldet i december 2019, hvor han ifølge CPR-registret havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. § 17, stk. 1, 1. pkt., jf. begrundelsen ovenfor.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det påhviler udlændingen selv at sikre, at denne er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse eller behørigt viseret rejselegitimation, og at gøre sig bekendt med de regler, som gælder for indrejse og ophold i Danmark og Schengenområdet.

    Betingelserne for at afvise ansøgeren var således tilstede, da han i december 2020 blev afvist ved indrejsen til Danmark af Københavns Politi.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. maj 2020 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 26-05-2020

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2020 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse vedrørende en statsborger fra Pakistan, som havde søgt om forhåndsdispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse efter etableringskortordningen.

    Sagens faktiske omstændigheder
    Ansøgeren var i august 2014 meddelt opholds- og arbejdstilladelse i Danmark som PhD studerende. Ansøgeren fik herefter primo juni 2018 opholdstilladelse efter etableringskortordningen med gyldighed i to år. Primo juni 2018 blev ansøgeren registreret udrejst i Det Centrale Personregister (CPR), og ansøgeren indgav i juli 2018 en ansøgning til Styrelsen for International Rekruttering og Integration om forhåndsdispensation fra bortfald.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse, idet han havde til hensigt at udrejse af Danmark til Singapore for at arbejde ved en udenlandsk virksomhed i to år, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter egne oplysninger rejste ud af Danmark den primo juni 2018 og først agter at vende tilbage til Danmark primo juni 2020 (dagen før hans nuværende opholdstilladelse udløber), og at han er registreret udrejst i CPR primo juni 2018.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt., at en opholdstilladelse bortfalder, når udlændingen opgiver sin bopæl i Danmark. Tilladelsen bortfalder endvidere, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måneder.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke kan meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse, da han havde til hensigt at opholde sig uden for Danmark i to år, og da opholdet ikke tjener et velbegrundet formål.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under sit ophold i Singapore skulle arbejde for en udenlandsk virksomhed. Han har således ikke bevaret sin tilknytning til det danske arbejdsmarked.

    Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at sit formål med at forlade Danmark var at opbygge erhvervserfaring fra udlandet igennem en periode på et til to år, og at han derefter ville vende tilbage til Danmark primo juni 2020, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke vil have en reel udsigt til at kunne få forlænget sin opholdstilladelse efter tilbagevenden til Danmark, idet det ikke er muligt at forlænge en opholdstilladelse efter etableringskortordningen udover to år.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens opholdstilladelse er bortfaldet, idet han har opgivet sin bopæl i Danmark, og da han endvidere har opholdt sig udenfor Danmark i mere end seks sammenhængende måneder.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter egne oplysninger udrejste af Danmark den primo juni 2018, og at han desuden er registreret udrejst i Danmark denne dato.

    Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren uanset det anførte om, at han har bevaret sin bopæl i Danmark, ikke har dokumenteret dette, ligesom han i klagen fra oktober 2018 oplyste, at han havde planer om at besøge Danmark indenfor seks måneder.

    Udlændingenævnet finder ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at reglerne om bortfald fremgår udtrykkeligt af ansøgerens opholdstilladelse fra juni 2018, herunder, at han kan miste sin ret til ophold i Danmark, hvis han ikke opfylder en eller flere af betingelserne for opholdstilladelsen, eller eksempelvis hvis han opgiver sin bopæl i Danmark eller opholder sig mere end seks sammenhængende måneder uden for Danmark.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter sin opfattelse har en stærk tilknytning til Danmark, at han har boet i Danmark fra september 2014 til juni 2018, at han har været ph.d. i Data Science ved et dansk universitet, og at han ønsker at opnå et job som Data Scientist i den danske industri.

    Det kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren alene har haft opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark i knap fire år forud for hans udrejse, at der ikke foreligger oplysninger om, at han har familiemæssig tilknytning til Danmark, og at han dermed ikke kan anses for at have opnået en stærk længerevarende tilknytning til Danmark, som kan begrunde, at hans opholdstilladelse alligevel ikke skal anses for bortfaldet.

    På baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at anse ansøgerens opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.” ERH/2020/5

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. november 2018 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 14-11-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., til en ukrainsk statsborger. Ved sin afgørelse havde Udlændingestyrelsen lagt til grund, at ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, da det på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren i perioden fra maj 2013 til november 2015 havde været udrejst af Danmark til Ukraine. Det fremgik af sagen, at ansøgeren og hendes ægtefælle siden september 2014 havde udlejet parrets daværende ejendom, at parret i perioden fra november 2014 til november 2015 havde været bosiddende hos ansøgerens ægtefælles søn, og at parret siden november 2015 havde været bosiddende på parrets nuværende adresse. Det fremgik endvidere af sagen, at det var ansøgerens bopælskommune, som havde frameldt ansøgeren i CPR, at ansøgeren havde påklaget denne afgørelse til Økonomi- og Indenrigsministeriet, at Økonomi- og Indenrigsministeriet i april 2018 havde hjemvist sagen til fornyet behandling i ansøgerens bopælskommune, og at ansøgeren som følge deraf fremadrettet ville blive registreret i CPR som bosiddende på forskellige danske adresser i perioden fra maj 2013 til november 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren efter en helt konkret vurdering ikke kunne antages at have opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens helt konkrete omstændigheder, herunder at ansøgeren og hendes ægtefælle i hele den periode, hvor ansøgeren tidligere havde været frameldt CPR, først havde bibeholdt råderetten over et værelse på hendes og hendes ægtefælles daværende ejendom og sidenhen havde haft råderetten over ansøgerens ægtefælles søns bopæl. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at frameldingen i CPR blev foretaget af bopælskommunen, og at ansøgeren i perioden, hvor hun blev registreret som værende udrejst, flere gange havde været i Danmark. FAM/2018/75.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2018 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 19-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om bortfald af en iransk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, samt meddelelse af afslag på tilbagerejsetilladelse, jf. udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 10.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, idet klageren ikke var indrejst og havde taget reelt og faktisk ophold i Danmark inden for seks måneder efter, at han var blevet meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren siden sin oprindelige indrejse i Danmark i januar 2017 og frem til tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse i juni 2017 samlet havde opholdt sig her i landet i 20 dage fordelt på tre indrejser. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren var indrejst i Danmark i januar 2017, at han efter det oplyste havde lejet en bolig i Danmark, og at han havde afholdt møder med en bank om oprettelse af en bankkonto, i den forbindelse ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde taget reelt og faktisk ophold med henblik på at bosætte sig i Danmark ved indrejsen i januar 2017, men at han alene havde ladet sig registrere i CPR. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren havde ladet sig registrere i CPR i januar 2017, og at han dagen efter var udrejst af Danmark i en periode på godt to måneder, samt at han ved sine to seneste indrejser havde indgivet ansøgning om tilbagerejsetilladelse dagen efter indrejsen. Udlændingenævnet lagde ligeledes vægt på, at det fremgik af CPR, at klageren siden april 2017 havde været uden bopæl i Danmark, samt at han ingen indkomst havde haft her i landet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på grund af en stavefejl på sit opholdskort ikke havde kunnet benytte kortet til indrejse i Danmark, men Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen, idet der ikke herved var tale om oplysninger, som kunne føre til, at klageren kunne anses for at have taget reelt og faktisk ophold i Danmark. Det forhold, at klageren efter sin oprindelige indrejse ikke havde været udrejst i mere end seks på hinanden følgende måneder, kunne i den forbindelse ikke føre til en anden vurdering af sagen, idet klageren ikke kunne anses for at have taget reelt og faktisk ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt. Udlændingenævnet fandt herudover ikke, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klageres opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klagerens ophold i Iran havde været begrundet i hans faders helbredsmæssige forhold, men Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren var meddelt midlertidigt ophold i Danmark i en specificeret periode med henblik på at indrejse og tage arbejde i Danmark, og at det var en forudsætning for opretholdelse af opholdstilladelsen, at han inden for seks måneder tog reelt og faktisk ophold i landet. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der alene var fremlagt dokumentation på persisk for klagerens faders sygdom, og at der uanset dette ikke forelå oplysninger om forhold, som kunne anses for at have hindret klageren i at tage reelt og faktisk ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren ikke havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herefter endelig, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde truffet afgørelse om, at klageren ikke kunne få udstedt en tilbagerejsetilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration alene kan meddele tilbagerejsetilladelse til en udlænding, der lovligt opholder sig i Danmark, at klagerens opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, og at klageren som iransk statsborger ikke havde ret til visumfrit ophold, hvorfor han ikke havde et lovligt opholdsgrundlag i Danmark. ERH/2018/7.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2018 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 01-02-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet, idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren havde fra september 1992 til december 2012 haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Denne opholdstilladelse var bortfaldet ved ansøgerens udrejse i juli 2011, hvorefter ansøgeren var blevet meddelt ny opholdstilladelse i Danmark i juni 2014 på baggrund af ægtefællesammenføring. Det var denne nye opholdstilladelse, der var anset for bortfaldet ved Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2017.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema, at ansøgeren ved sin første udrejse af Danmark i juli 2011 selv havde frameldt sig Det Centrale Personregister, at ansøgerens bolig var blevet opsagt, og at ansøgeren havde solgt sine ejendele. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgerens tidligere meddelte opholdstilladelse var bortfaldet, jf. Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2013. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at uanset, at ansøgeren på ny i juni 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark og var registreret indrejst i Danmark i september 2014, blev ansøgeren kun i Danmark til oktober 2014 og efterfølgende kun i korte perioder, hvilket havde medført, at ansøgerens registrering som indrejst i Danmark i september 2014 ved afgørelse fra juni 2016 fra kommunen var blevet annulleret. Ansøgeren kunne derved ikke anses for at være genindrejst i Danmark og have etableret en ny bopæl i Danmark efter juni 2014, hvor ansøgeren var blevet meddelt ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke før udrejsen i oktober 2014 havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse, samt at ansøgeren siden 2014 kun havde haft sporadiske besøgsophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgerens familieliv fortsat måtte anses for at være udøvet i Tyrkiet, da ansøgeren kun havde haft korte ophold i Danmark, siden ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse i 2014, og da ansøgerens mindreårige datter fortsat i hele perioden havde været registreret udrejst. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at ansøgeren i en periode havde opholdt sig i Tyrkiet på grund af sin psykiske lidelse, og at ansøgerens psykologiske behandlinger var af så omfattende karakter, at disse helbredsmæssige problemer var tilstrækkeligt grundlag for at dispensere fra reglerne om bortfald af opholdstilladelse, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke reelt havde haft en bopæl i Danmark siden 2011. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens ægtefælle først var registreret indrejst i Danmark i januar 2017, og at den fælles mindreårige datter fortsat var registreret udrejst. Udlændingenævnet fandt derfor, at familien var flyttet sammen til Tyrkiet i 2011. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren til kommunen i juni 2016 havde oplyst, at ansøgerens ophold uden for Danmark skyldtes, at ansøgerens ægtefælle og datter boede i Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens mange og lange ophold i Tyrkiet ikke kun skyldtes ansøgerens sygdom. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at partrepræsentanten endvidere havde anført, at der på intet tidspunkt havde været hensigt om at etablere et reelt liv i Tyrkiet og opgive bopælen i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren med sine handlinger ikke havde genetableret et liv i Danmark, efter at ansøgeren på ny var blevet meddelt opholdstilladelse i juni 2014, men i stedet havde tilbragt størstedelen af tiden uden for Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren havde familie i Danmark, herunder to sønner, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet de to sønner var voksne. FAM/2018/44.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. november 2017 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 28-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Jordan, idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i april 2014 på baggrund af ægtefællesammenføring. I september 2016 oplyste ansøgerens herboende ægtefælle til Udlændingestyrelsen, at parret havde søgt om skilsmisse, hvilket blev bevilliget senere i september 2016, og ansøgeren meldte sig i september 2016 som udrejst i Det Centrale Personregister. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab på ny i november 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle havde indgivet ansøgning om skilsmisse og var blevet skilt, at ansøgeren umiddelbart i forlængelse af ansøgningen om skilsmisse selv havde meldt sig udrejst af Danmark til Jordan i Det Centrale Personregister, og at han var udrejst i september 2016. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren med sine egne handlinger og frie vilje havde opgivet sin bopæl i Danmark. Det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at den herboende ægtefælle af Udlændingestyrelsen var blevet vejledt om ikke at søge familiesammenføring på ny, idet ansøgerens og den herboende ægtefælles skilsmisse ikke var gået igennem, og at ansøgerens opholdstilladelse stadig var gyldig, at ansøgerens ophold i Jordan på tre uger ikke kunne anses som at have opgivet sin bopæl i Danmark, og at hverken ansøgeren eller den herboende ægtefælle var blevet vejledt om, at hans opholdstilladelse var i fare, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagen, at Udlændingestyrelsen i september 2016 havde vejledt den herboende ægtefælle om, at ansøgeren fortsat havde ret til at opholde sig i Danmark, at der ville blive startet en inddragelsessag som følge af oplysningerne om ansøgningen om skilsmisse, at ansøgeren havde lovligt ophold i Danmark, indtil der var truffet en afgørelse i inddragelsessagen, og at ansøgeren ville miste sin opholdstilladelse automatisk, hvis han udrejste af Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at reglerne om bortfald fremgik udtrykkeligt af ansøgerens opholdstilladelse fra april 2014. Udlændingenævnet tillagde det herudover vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i oktober 2016 ved personlig henvendelse i Udlændingestyrelsen havde fået udleveret ansøgningsskemaerne til brug for at søge dispensation fra bortfald af opholdstilladelse og til at søge om familiesammenføring på ny, og at det fremgik af en note på ansøgningsskemaet – indleveret i oktober 2016 til Udlændingestyrelsen – at ansøgeren i forbindelse med indgivelsen af ansøgning om dispensation fra bortfald var blevet vejledt om, at han og den herboende ægtefælle skulle indgive ny ansøgning om familiesammenføring, idet parret på tidspunktet for indgivelsen af ansøgning om dispensation var blevet skilt og ønskede at indgå nyt ægteskab. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at han ikke kunne rejse tilbage til Jordan, idet både hans familie og svigerfamilie var imod ægteskabet mellem ham og den herboende ægtefælle, at han under sit ophold i Jordan havde gemt sig fra folk, han kendte, og boede langt væk fra byer, hvor folk kendte ham, at det var en fejl, at parret var blevet skilt, og at han ikke kunne arbejde på grund af sit handicap og dårlige helbred. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var tale om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, og at der i øvrigt kunne være tale om asylretlige forhold, der ej heller kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren uanset det anførte frivilligt havde valgt at rejse til sin broder i Jordan efter at have indgivet ansøgning om skilsmisse, og at ansøgeren frivilligt havde meldt sig udrejst i Det Centrale Personregister. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren ikke havde en stærk tilknytning til Danmark, idet han alene havde haft cirka to års ophold i Danmark og aldrig havde været tilknyttet arbejdsmarkedet. FAM/2017/116.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. maj 2017 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 24-05-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., til en tyrkisk statsborger og hendes datter, født i 2008 i Danmark, der ligeledes var tyrkisk statsborger. Ved sin afgørelse havde Udlændingestyrelsen lagt til grund, at ansøgerne havde opgivet deres bopæl i Danmark. Den voksne ansøger blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i april 1998, og hun blev i december 2006 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Datteren blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i maj 2008. Datteren blev endvidere meddelt dispensation fra bortfald i perioden fra august 2014 til juni 2015. Begge var i perioden fra august 2014 til december 2015 registreret som udrejst af Danmark i Det Centrale Personregister (CPR).

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne efter en helt konkret vurdering ikke kunne antages at have opgivet deres bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens helt konkrete omstændigheder, herunder at den voksne ansøger i hele den periode hun havde været frameldt folkeregistret, fra august 2014 til december 2015 havde bibeholdt sin råderet over det lejemål, hvor hun og datteren havde været bosiddende inden udrejsen fra Danmark i august 2014, og hvor de siden december 2015 igen var bosiddende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at frameldingen i CPR blev foretaget af bopælskommunen i februar 2016, efter at den voksne ansøger selv havde henvendt sig til kommunen, og at hun i perioden, hvor hun var registreret som værende udrejst, flere gange havde været i Danmark, hvor hun havde boet hos sine forældre, mens hendes lejlighed var fremlejet. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at den voksne ansøger rejste til Tyrkiet i længere perioder for at kunne være sammen med sin alvorligt syge ægtefælle. FAM/2017/49.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. februar 2017 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 27-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Somalia, idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på et tidspunkt før december 2009 havde søgt asyl i Sverige med henblik på at få opholdstilladelse i landet og dernæst havde etableret familie i Sverige med sin ægtefælle og deres fællesbørn. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren med sine egne handlinger og frie vilje havde opgivet sin bopæl i Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde indleveret en kopi af sit svenske fremmedpas til Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i årene 2011 til 2013 var rejst mellem Kastrup Lufthavn og Arlanda Lufthavn i Stockholm, Sverige, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en anden vurdering, idet dette ikke kunne anses som udtryk for, at ansøgeren ikke havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have reelt boet og haft ophold i Danmark senest fra december 2009, henset til at ansøgeren havde fået tidsubegrænset opholdstilladelse i Sverige, hvor ansøgeren også havde fået familiesammenføring, ligesom ansøgeren fra december 2009 og frem til februar 2017 havde været registreret med ukendt adresse fire gange, og at ansøgeren senest havde været registreret med en c/o adresse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke reelt havde boet og opholdt sig i Danmark, men alene havde været tilknyttet Det Centrale Personregister for at beholde sin opholdstilladelse i Danmark. På samme baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i september 2011 havde fået fornyet sin opholdstilladelse, eller at ansøgeren efter det oplyste modtog førtidspension. Udlændingenævnet fandt ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet herved lagde vægt på, at der ikke forelå oplysninger om forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren kom til Danmark i 1992 i en alder af 15 år, at ansøgeren skulle have boet i Danmark frem til december 2009, hvor han fik opholdstilladelse i Sverige, og at han læste, talte og skrev dansk. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens udrejse af Danmark til Sverige var frivillig, ligesom ansøgeren af eget valg ved brug af en falsk identitet havde søgt asyl og senere familiesammenføring i Sverige, hvor ansøgeren også havde etableret et familieliv med sin ægtefælle og deres otte fællesbørn. Udlændingenævnet henviste endelig til, at det fremgik af ansøgerens e-mails til Udlændingestyrelsen, at hans ægtefælle og deres fællesbørn havde opholdstilladelse i Sverige. FAM/2017/39.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juli 2016 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 25-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en amerikansk statsborgers opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. og 3. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, ligesom han havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for landet, hvorfor der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt. Ansøgeren blev født i Frankrig i 1956 som amerikansk statsborger. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren fra 1978 til 2006 boede i Danmark – med undtagelse af et år, hvor han boede i USA – og at han i 2006 blev registreret som forsvundet. Ansøgeren oplyste i sit ansøgningsskema om bevarelse af sin opholdstilladelse, at han boede i Danmark fra 1967 til 2001, og at han ikke havde planlagt, at han skulle være udrejst så længe, men at han havde boet hos sine forældre i Frankrig og levet som musiker i Europa.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren selv havde oplyst, at han var udrejst af Danmark i 2001 og efterfølgende kun havde haft besøgsophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved blandt andet vægt på, at ansøgeren ikke før sin udrejse havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse, og at det måtte have stået ansøgeren klart, at han opgav sin bopæl i Danmark ved sin udrejse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at han følte sig dansk, at han havde boet i Danmark i 40 år, at han læste og talte dansk, at han havde herboende familiemedlemmer, og at han havde besøgt Danmark i 2002, 2010, 2014 og 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været udrejst af Danmark i en længere årrække, og at ansøgeren i denne periode alene havde besøgt Danmark ganske få gange af få ugers varighed på baggrund af arbejde eller familiebesøg, hvorfor ansøgeren ikke kunne anses for at have bevaret en særlig stærk tilknytning til Danmark. FAM/2016/46.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen