MULTI
Du er her: ForsidePraksisErhvervBeløbsordningenUdlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2016 – Erhverv – Beløbsordningen – Proforma
Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, til en statsborger fra Ukraine, der havde arbejdet som sæsonarbejder for den samme arbejdsgiver siden 2005.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter beløbsordningen på baggrund af den tilbudte beskæftigelse som driftsleder hos en navngiven virksomhed. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse efter en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder grund til at antage, at ansøgerens tilbudte ansættelse som driftsleder hos virksomheden ikke opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, herunder kravet om at ansættelsen skulle indebære en årlig aflønning på mindst 375.000 kr. eller ved en ansættelse af kortere varighed end et år, en månedlig aflønning på brutto 31.250 kr. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i 2015 under sin ansættelse som driftsleder i samme virksomhed i to ud af i alt fire måneder havde fået en bruttoløn, der lå under 31.250 kr., selv om ansøgerens dagældende opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen var betinget heraf. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i 2015 blev ansat for perioden fra april til oktober, at der ifølge oplysningerne i eIndkomst ikke var indberettet løn for april, maj og oktober 2015, og at det var i strid med betingelserne for ansøgerens tidligere meddelte opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen at udbetale en forholdsmæssig løn på baggrund af aflyste arrangementer. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik udtrykkeligt af ansøgerens engelsksprogede opholds- og arbejdstilladelse, at det var en betingelse for opholds- og arbejdstilladelsen, at den årlige løn på 375.000 kr. skulle opretholdes, herunder også i forbindelse med perioder med ferieafholdelse uden løn. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde inddraget forhold, der lå forud for ansøgerens meddelelse af hans første opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen i 2015, idet der ved udlændingemyndighedernes vurdering af, om en ansøgning kan imødekommes, skal foretages en samlet vurdering af, om det er sandsynligt, at arbejdsgiveren har viljen og evnen til at opfylde de oplyste løn- og ansættelsesvilkår. I vurderingen heraf kan indgå oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår fra ansøgeren og arbejdsgiveren, ligesom lønoplysninger fra tidligere ansættelser hos samme arbejdsgiver kan sammenlignes med lønindkomster indberettet til eIndkomst. Ansøgeren havde således i perioden fra 2008 til 2014 i gennemsnit pr. måned fået udbetalt brutto mellem 5.971 kr. og 9.928 kr., uagtet at opholds- og arbejdstilladelserne var givet til henholdsvis overenskomstmæssig løn og 18.000/19.000 kr. pr. måned. Dette havde således ikke været tilstrækkeligt, selvom virksomheden derudover havde været forpligtet til også at afholde udgifter til forplejning, transport og logi. Udlændingenævnet fandt således, at forskellen mellem ansøgerens oplyste løn og ansøgerens reelle bruttoløn i de forudgående syv år indikerede, at det ikke var sandsynligt, at ansøgeren under en eventuel ny ansættelse ville modtage den bruttoløn, som var blevet oplyst i ansøgningen. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at ansøgeren frem til og med 2014 var ansat som tivolispecialist, og siden 2015 havde været ansat som driftsleder, herunder at ændringen i stillingsbetegnelsen skulle kunne medføre en lønstigning på 61 %, og at ansøgeren, siden hans lønvilkår havde været udlændingemyndighederne bekendt, i årene 2009 til 2014 havde skullet modtage en månedlig løn på mellem 18.000 og 19.000 kr. fra den samme arbejdsgiver. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren igennem mange år havde udført arbejde med at opsætte og drive forlystelser for den navngivne virksomhed, hvilket krævede betydelig erfaring og uddannelse for at minimere risiko for personskade, og at ansøgerens arbejdsopgaver således ikke fremstod væsentligt ændrede i forhold til de tidligere år. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke var fremlagt en egentlig ansættelseskontrakt indgået mellem ansøgeren og den navngivne virksomhed med angivelse af ugentligt timetal, opsigelsesvarsel, ferierettigheder og lønvilkår, underskrevet af såvel ansøgeren som en repræsentant fra virksomheden, men at der alene var fremsendt et eksempel vedrørende en anden arbejdstager, hvis ansættelseskontrakt efter det oplyste var enslydende med ansøgerens. Dette var ifølge udlændingemyndighedernes praksis ikke tiltrækkelig dokumentation, jf. udlændingelovens § 40. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse tillige, at de tidligere fremlagte ansættelsesbeviser fremstod som værende udfærdiget til lejligheden. ERH/2016/63.

Senest opdateret: 23-06-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post