Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2013 – Erhverv – Greencardordningen – Opfylder ikke uddannelseskravet

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2013 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, til en statsborger fra Pakistan.  

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på det foreliggende grundlag højst ville kunne opnå i alt 85 point, idet ansøgeren opnåede 50 point på baggrund af højeste uddannelsesniveau, 20 point for engelske sprogfærdigheder og 15 point på baggrund af alder på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne tildeles bonuspoint for uddannelsesretning omfattet af positivlisten. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens Bachelor of Commerce og Master of Business Administration ikke åbenbart lagde op til de stillingsbetegnelser, der var anført på den positivliste, der var gældende på ansøgningstidspunktet eller efterfølgende gældende positivlister. Ansøgeren kunne allerede derfor ikke tildeles bonuspoint herfor. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren endvidere ikke kunne tildeles point for erhvervserfaring omfattet af positivlisten. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset om ansøgerens stilling som ”Financial Controller” ville kunne sidestilles med stillingen som Financial Controller, som var omfattet af positivlisten, ville opnåelse af point for erhvervserfaring inden for dette område på positivlisten kræve mindst tre års uddannelse på universitets- eller handelshøjskoleniveau. Af Styrelsen for Universiteter og Internationaliserings vurderingsdatabase fremgik det, at ansøgerens bacheloruddannelse i niveau svarede til en dansk gymnasial uddannelse. Styrelsen for Universiteter og Internationalisering havde vurderet ansøgerens Master of Business Administration til i niveau at svare til en dansk bacheloruddannelse og et års kandidatstudier i erhvervsøkonomi. Ansøgeren havde derfor først opfyldt uddannelseskravet efter afsluttet masteruddannelse. Ansøgeren havde alene dokumenteret beskæftigelse som ”Financial Controller” forud for, at ansøgeren havde afsluttet sin masteruddannelse, og havde således ikke opfyldt uddannelseskravet under sin ansættelse som ”Financial Controller”. Udlændingenævnet tog i sagen ikke stilling til, hvorvidt ansøgeren kunne tildeles point for arbejdserfaring, som ikke var omfattet af positivlisten, idet ansøgeren maksimalt ville kunne tildeles 5 point herfor, hvilket i alt ville udgøre 90 point, og ansøgeren således fortsat ikke ville opfylde betingelsen i greencardbekendtgørelsens § 1, stk. 2, om, at en ansøger skal have opnået mindst 100 point for at blive meddelt opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. ERH/2013/107.

Senest opdateret: 16-09-2013
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen