Udlændingenævnets afgørelse af 10. juni 2014 – Erhverv – Greencardordningen – Uddannelsesniveau

Udlændingenævnet hjemviste i juni 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings (nu Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen under henvisning til, at ansøgeren kunne tildeles samlet maksimalt 95 point, herunder maksimalt 60 point for uddannelsen Doctorate of Medicine. Ansøgeren besad endvidere en Specialty Degree of Infectious & Tropical Diseases. Styrelsen for Videregående Uddannelser var ikke blevet hørt over ansøgerens højeste uddannelsesniveau.  

Udlændingenævnet fandt på det foreliggende grundlag, at det ikke kunne udelukkes, at ansøgerens Specialty Degree of Infectious & Tropical Diseases i uddannelsesniveau svarede til en dansk ph.d. Udlændingenævnet hjemviste på den baggrund sagen til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med henblik på, at styrelsen kunne tage fornyet stilling til, hvorvidt ansøgeren kunne opnå 100 point efter greencardordningen og herunder i fornødent omfang anmode Styrelsen for Videregående Uddannelser om en vurdering af ansøgerens uddannelsesniveau. ERH/2014/120.

Senest opdateret: 10-06-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen