MULTI
Du er her: ForsidePraksisErhvervGreencardordningenUdlændingenævnets afgørelse af 23. juli 2015 – Erhverv – Greencardordningen
Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen til en pakistansk statsborger, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 1. Det fremgik af ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, at ansøgeren havde en Bachelor of Science (honours) Agriculture fra 2011 samt en Master of Science (honours) Agriculture fra 2013. Ansøgeren havde endvidere anført, at han i perioderne fra juli 2010 til februar 2011 og fra juli 2011 til tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen havde været beskæftiget som researcher på en folkeskole. I marts 2014 havde styrelsen anmodet ansøgeren om at indsende en detaljeret beskrivelse af ansøgerens arbejde på folkeskolen. Derudover havde styrelsen anmodet om ansøgerens kommentarer til, at han i ansøgningen havde anført, at han i beskæftigelsen som reseacher i perioderne fra juli 2010 til februar 2011 og fra juli 2011 til tidspunktet for ansøgningens indgivelse havde arbejdet 48 timer ugentligt, og at ansøgeren samtidig havde anført, at han ligeledes havde studeret i perioderne fra juli 2007 til juli 2011 og fra september 2011 til september 2013. I april 2014 havde Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering modtaget ansøgerens arbejdsgivererklæringer samt udtalelser fra folkeskolen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i perioden fra juli 2010 til februar 2011 og i perioden fra juli 2011 til datoen for erklæringen havde været beskæftiget som researcher 48 timer om ugen, og at arbejdssproget var engelsk. I august 2014 havde Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering anmodet om ansøgerens bemærkninger til, at hans arbejdsgivererklæring var enslydende med en anden arbejdsgivererklæring, som styrelsen havde modtaget fra en anden pakistansk greencardansøger, som skulle arbejde på en anden skole. I september 2014 havde ansøgeren oplyst, at det var skoleinspektøren på folkeskolen, som havde udstedt arbejdsgivererklæringerne samt udtalelserne, og at det var almindelig praksis i Pakistan at få hjælp og inspiration på internettet ved udarbejdelse af arbejdsgivererklæringer. Endvidere anførte ansøgeren, at han sagtens kunne studere på en masteruddannelse samtidig med, at han arbejdede 48 timer om ugen på folkeskolen, idet hans masteruddannelse var en praktisk uddannelse. I oktober 2014 havde Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen under henvisning til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at ansøgeren måtte anses for at have afgivet urigtige oplysninger samt fremlagt dokumentation, der ansås for konstrueret med henblik på det formål at opnå opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren havde fremsendt arbejdsgivererklæringer samt udtalelser fra en folkeskole, der fremstod enslydende med en arbejdsgivererklæring fremsendt af en anden pakistansk greencardansøger, som skulle arbejde på en anden skole. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at det var almindelig praksis i Pakistan at få hjælp og inspiration på internettet ved udarbejdelse af blandt andet arbejdsgivererklæringer, hvorfor ansøgeren bad om, at der sås bort fra dette, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den anden ansøgers arbejdsgivererklæringers form og indhold var ens, idet de indeholdt samme grammatik og sætningsopbygning. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at folkeskolen, der oplyste at have engelsk som arbejdssprog, måtte forventes at kunne formulere en arbejdsgivererklæring på engelsk uden hjælp fra internettet. Udlændingenævnet fandt det endvidere utroværdigt, at en folkeskole havde ansat en researcher inden for jord og landbrug, der havde til opgave at samle, analysere og evaluere information omkring kemi, biologi og fysik vedrørende jord med henblik på at informere om og påvirke landbrugsproduktion, miljømæssig kvalitet, folkesundhed, klimaforandringer og biodiversitet. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at ansøgeren i forbindelse med klagen angiveligt havde sendt billeder af skolen, ansøgeren og nogle unavngivne personer. Udlændingenævnet fandt herefter ikke anledning til at tage stilling til, om ansøgeren kunne tildeles point for uddannelse, uddannelsesretning, sprogfærdigheder, arbejdserfaring eller alder. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at ansøgeren måtte anses for at have afgivet urigtige oplysninger samt fremlagt dokumentation, der måtte anses for konstrueret med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark. ERH/2015/143.

Senest opdateret: 23-07-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post