MULTI
Du er her: ForsidePraksisErhvervGreencardordningenUdlændingenævnets afgørelse af 23. december 2015 – Erhverv – Greencardordningen – Sprog
Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen til en statsborger fra Iran, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde en Bachelor’s Degree in Agricultural Engineering fra Iran samt en Master of Science in Food Technology and Nutrition fra Sverige. I maj 2015 anmodede Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om dokumentation for gennemført sprogtest. I starten af juli 2015 meddelte Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen. Senere i juli 2015 klagede ansøgeren over afgørelsen, og EDU Danmark, Internationale Universitetsstudier, fremsendte kopi af ansøgerens engelske sprogtest gennemført ultimo juni 2015, men udstedt den 10. juli 2015.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter greencardordningen. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at ansøgeren alene kunne opnå højst 85 point, herunder højst 60 point for uddannelsesniveau, 20 point for anerkendt universitet og 5 point for tilpasningsevne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne tildeles point for engelske sprogfærdigheder. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde fremsendt dokumentation for bestået sprogprøve i forbindelse med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings sagsbehandling. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren i juli 2015 havde fremsendt dokumentation for bestået IELTS test gennemført ultimo juni 2015, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af greencardbekendtgørelsen § 3, stk. 1, at der gives point for sprogfærdigheder på tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse. Udlændingenævnet fandt således, at den fremsendte sprogprøve gennemført ultimo juni, udstedt juli 2015, ikke kunne medregnes, da ansøgeren først efter Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse havde kunnet fremlægge dokumentation for, at hun havde bestået sprogprøven, selvom hun gennemførte den før Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren på tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse ikke havde dokumentation for sine sprogfærdigheder, og testen kunne derfor ikke medtages i vurderingen. ERH/2015/238.

Senest opdateret: 23-12-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post