Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2015 – Erhverv – Greencardordningen

Udlændingenævnet hjemviste i marts 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen til en pakistansk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. Det fremgik af ansøgerens ansøgning, at han i perioden fra september 2011 til november 2012 havde gennemført uddannelsen Master of Arts in Business Management fra et universitet i Storbritannien, hvor ansøgeren havde haft opholdstilladelse med henblik på at studere. Styrelsen for Videregående Uddannelser havde vurderet, at ansøgerens uddannelse i niveau svarede til et år af en kandidatuddannelse i erhvervsøkonomi. Styrelsen for Videregående Uddannelser havde i den forbindelse taget forbehold for vurderingen henset til, at styrelsen ikke kunne verificere stemplerne på ansøgerens uddannelsesdokumenter. Ved brev modtaget i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i september 2014 fremsendte ansøgeren sine uddannelsesdokumenter, som var blevet påført stempler. Styrelsen bemærkede i sin afgørelse, at der ikke var foretaget yderligere skridt med henblik på at få verificeret ansøgerens uddannelsesdokumenter henset til, at han alligevel ikke ville kunne opnå 100 point efter greencardordningen. 

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren kunne tildeles 10 bonus point for uddannelsesretning omfattet af positivlisten via stillingsbetegnelsen ”erhvervsøkonom”. Udlændingenævnet lagde vægt på, at stillingsbetegnelsen ”erhvervsøkonom” den 1. januar 2015 blev omfattet af positivlisten, og at Styrelsen for Videregående Uddannelser havde vurderet, at ansøgerens uddannelse Master of Arts in Business Management i niveau svarede til et år af en kandidatuddannelse i erhvervsøkonomi. Udlændingenævnet hjemviste således sagen til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med henblik på, at styrelsen kunne tage fornyet stilling til, hvorvidt betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter greencardordningen var opfyldt. ERH/2015/40.

Senest opdateret: 19-03-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen