MULTI
Du er her: ForsidePraksisErhvervJobsøgningsophold
  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2014 – Erhverv – Jobsøgningsophold – Rettidig indgivelse af ansøgning

    Dato: 03-10-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2014 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse som jobsøgende efter uforskyldt ledighed, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 8. Styrelsen havde meddelt afslag under henvisning til, at ansøgningen ikke var indgivet rettidigt, idet ansøgningen ikke var indgivet umiddelbart efter, at ansøgerens tidligere ansættelsesforhold var ophørt. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde modtaget gebyrbetalingen for ansøgningen fredag den 28. februar 2014, men modtog først ansøgningen om jobsøgningsophold mandag den 3. marts 2014. Ansøgeren havde gjort gældende, at hun ansøgte ved personlig henvendelse i styrelsen den efterfølgende hverdag efter ansættelsesforholdets ophør, at hun forgæves havde forsøgt at ansøge elektronisk på dagen for ansættelsesforholdets ophør, og at hun derfor alene på dagen for ansættelsesforholdets ophør betalte klagesagens gebyr.

    Udlændingenævnet fandt, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse skulle ændres med hensyn til vurderingen af rettigheden af ansøgningens indgivelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det ikke kunne udelukkes, at ansøgeren den 28. februar 2014 forsøgte at ansøge digitalt, samt at hun den 28. februar 2014 havde sidste arbejdsdag ved sin tidligere arbejdsgiver og i den forbindelse arbejdede til sent på aftenen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren den 28. februar 2014 betalte gebyret for ansøgningen, samt at hun den 3. marts 2014 personligt mødte i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og indgav ansøgningen. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren havde udvist vilje og intention med hensyn til rettidigt at indgive ansøgningen om opholdstilladelse som jobsøgende efter uforskyldt ledighed, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 8, og at ansøgningen efter en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder var indgivet rettidigt. ERH/2014/121.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post