MULTI
Du er her: ForsidePraksisErhvervPositivlistenUdlændingenævnets afgørelse af 10. november 2014 – Positivlisten – Uddannelseskrav

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afslag på en ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af positivlisten, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, til en statsborger fra Ghana. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren i den seneste årrække havde opholdt sig i Danmark som pædagogstuderende, at hun netop havde afsluttet sit studium på Rudolf Steiner Børnehaveseminariet, og at hun ville modtage sit bachelordiplom i juni 2014. Det fremgik endvidere, at ansøgeren fra august 2014 var blevet tilbudt arbejde som pædagog i en institution.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2 på baggrund af beskæftigelse som pædagog. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke opfyldte uddannelseskravet til stillingen som pædagog, der er omfattet af positivlisterne fra januar 2014 og juli 2014. Det fremgår af positivlisterne, at uddannelseskravet er en professionsbachelor. Udlændingenævnet lagde vægt på, at Rudolf Steiner Seminariet til Udlændingenævnet havde oplyst, at seminariet ikke udbyder professionsbacheloruddannelser, og at det fremgik af Undervisningsministeriets Uddannelsesguide på hjemmesiden www.ug.dk, at en Rudolf Steiner-uddannelse ikke er en professionsbacheloruddannelse. Udlændingenævnet fandt således, at en uddannelse som Rudolf Steiner-pædagog ikke opfylder uddannelseskravet til en stilling som pædagog på positivlisten, og at ansøgeren allerede af denne årsag ikke kunne meddeles opholds- og arbejdstilladelse som pædagog, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2. ERH/2014/144.

Senest opdateret: 10-11-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post