MULTI
Du er her: ForsidePraksisErhvervPraktikanter
  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. maj 2018 – Erhverv – Praktikanter – Fortolkning af kravet til land, hvor uddannelsen er afsluttet

    Dato: 02-05-2018

    Udlændingenævnet hjemviste i maj 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra juni 2017 om afslag på opholdstilladelse som praktikant til en costaricansk statsborger. Ansøgeren havde i januar 2017 færdiggjort en professionsbachelor i Danmark. I april 2017 indgav ansøgeren ansøgning om opholdstilladelse som praktikant hos en navngiven virksomhed. Styrelsen for International Rekruttering og Integration meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse som praktikant, da der efter styrelsens praksis ikke kunne meddeles opholdstilladelse som praktikant på baggrund af en uddannelse, som var påbegyndt eller afsluttet i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, og § 1 i bekendtgørelse nr. 1512 af 23. december 2014 om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til praktikanter og volontører (praktikantbekendtgørelsen).

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at praktikopholdet skulle supplere en uddannelse, som ansøgeren havde afsluttet i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det hverken af ordlyden af udlændingelovens § 9 k, af relevante lovforarbejder (herunder bemærkningerne til udlændingelovens § 9 k, som blev indsat ved lov nr. 104 af 2. marts 2012, eller bemærkningerne til udlændingelovens dagældende § 9 c, stk. 1, som blev indsat ved lov nr. 365 af 6. juni 2002), eller af ordlyden af § 1, stk. 1, nr. 3, i praktikantbekendtgørelsen kunne udledes, at en ansøger ikke kunne meddeles opholdstilladelse som praktikant som supplement til en uddannelse afsluttet i Danmark. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. ERH/2018/31.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. maj 2017 – Erhverv – Praktikanter – Sprogtest

    Dato: 04-05-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som praktikant, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, til en brasiliansk statsborger. Ansøgeren havde for at dokumentere sine sprogkundskaber vedlagt en TOEFL ITP test til ansøgningen. Styrelsen for International Rekruttering og Integration meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse som praktikant, da ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han havde bestået en godkendt sprogprøve, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, jf. praktikantbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 3.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse som praktikant i medfør af udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 1. pkt., jf. praktikantbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have dokumenteret sprogkundskaber, der figurerer på den liste, der er offentliggjort af Association of Language Testers in Europe (ALTE), eller i bilag 1 til praktikantbekendtgørelsen. Udlændingenævnet henviste herved til, at en udlænding kun kan meddeles opholdstilladelse som praktikant, såfremt udlændingen kan dokumentere sprogfærdigheder på grundlag af en bestået sprogprøve i dansk, svensk, norsk, engelsk eller tysk, som ligger på A2-niveau eller derover, jf. Common European Framework of Reference (CEFR), og som figurerer på den liste, der er offentliggjort af Association of Language Testers in Europe (ALTE), eller efter de i bilag 1 optrykte sprogprøver, jf. praktikantbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 3. Det forhold, at ansøgeren havde dokumenteret at have bestået en TOEFL ITP test med en samlet score på 420, og at han havde anført, at TOEFL ITP alene er en variant af en TOEFL test, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at TOEFL ITP ikke figurerer på den liste, der er offentliggjort af Association of Language Testers in Europe (ALTE), eller på de i bilag 1 til praktikantbekendtgørelsen optrykte sprogprøver. ERH/2017/46.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 6. december 2016 – Erhverv – Praktikanter – Fortolkning af alderskravet

    Dato: 06-12-2016

    Udlændingenævnet hjemviste i december 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som praktikant til en ukrainsk statsborger. Ansøgeren var på ansøgningstidspunktet 29 år, og han var på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fyldt 30 år.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse var fyldt 30 år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af bemærkningerne til udlændingelovens § 9 k, som blev indsat ved lov nr. 104 af 2. marts 2012, fremgår under beskrivelsen af den dagældende praksis, at det skal stilles som betingelse, at udlændingen på ansøgningstidspunktet skal være fyldt 18 år, men ikke være fyldt 35 år, samt at det fremgår, at der ikke var tiltænkt en ændring af praksis med den nye lovbestemmelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det generelt set er ansøgningstidspunktet, der skal lægges til grund, således at styrelsens sagsbehandlingstid ikke kommer ansøgeren til skade, medmindre andet udtrykkeligt fremgår af lovgivningen. Udlændingenævnet fandt desuden, at der i § 3, nr. 1, i praktikantbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 1512 af 23. december 2014, ikke er holdepunkt for, at det er afgørelsestidspunktet, der skal lægges til grund. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. ERH/2016/114.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. maj 2016 – Erhverv – Praktikanter – Uddannelsesmæssig sammenhæng

    Dato: 03-05-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 k, stk. 1, til en colombiansk statsborger, som havde søgt om opholdstilladelse i Danmark som praktikant. Ansøgeren studerede en bachelorgrad i ”Gastronomy”, som hovedsagligt indeholdt fag inden for ernæring, samfund og forretningsførelse. Praktikstedet var et hotel i Danmark. Ansøgeren anførte til støtte for sin klage, at styrelsens afslag beroede på en misforståelse relateret til praktikpladsens jobbeskrivelse i ansøgningsskemaet.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering grundlag for at ændre Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om, hvorvidt praktikopholdet kunne anses at have til formål at supplere ansøgerens uddannelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at praktikforløbet var tilrettelagt i samarbejde med den institution, hvorfra ansøgeren havde taget sin uddannelse, og at ansøgerens arbejdsopgaver på praktikstedet var rettet ind efter ansøgerens akademiske profil. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren som en del af de faglige krav for at gennemføre studiet, skulle skrive et projekt i tre faser om oplevelsen på praktikstedet til universitetet. ERH/2016/38.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 29. januar 2014 – Erhverv – Praktikanter – Ej sædvanlige ansættelsesvilkår

    Dato: 29-01-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på ansøgning om opholdstilladelse som praktikant i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, til en statsborger fra USA. Ansøgeren havde i ansøgningsskemaet oplyst, at praktikopholdet ved Syddansk Universitet var ulønnet, og at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid var på 10 til 15 timer.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelsen om, at ansøgerens løn- og ansættelsesforhold skal være sædvanlige efter danske vilkår, ikke kunne anses for opfyldt henset til, at ansøgeren i ansøgningsskemaet havde anført, at den ugentlige arbejdstid var på 10 til 15 timer. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at et ordinært praktikophold typisk indebærer fuldtidsbeskæftigelse svarende til 37 timer ugentligt. Det forhold, at arbejdstiden ifølge ansøgeren i perioder kunne komme op på 37 timer ugentligt, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet en praktikant ansat på sædvanlige ansættelsesvilkår efter danske forhold som udgangspunkt skal være ansat på fuld tid svarende til omkring 37 timer ugentligt. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som praktikant i medfør af udlændingelovens § 9 k. ERH/2014/7.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. november 2013 – Erhverv – Praktikanter – Landbrugsuddannelse – Uddannelsesmæssig sammenhæng

    Dato: 18-11-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2013 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som praktikant, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, under henvisning til, at ansøgerens igangværende kandidatuddannelse i Ukraine inden for landbrug hovedsageligt bestod af fag inden for mekanik, teknik og vedligeholdelse af landbrugsmaskiner, og at Fællesudvalget for Landbrugsuddannelser havde vurderet, at praktikpladsen ikke var godkendt som egnet til at modtage praktikanter med speciale som Jordbrugsmaskinfører.

    Udlændingenævnet fandt, at den ukrainske ansøger ikke kunne gives opholdstilladelse som praktikant i medfør af udlændingelovens § 9 k, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der efter Udlændingenævnets opfattelse ikke fandtes en sådan faglig sammenhæng mellem ansøgerens igangværende uddannelse i hjemlandet og det tilbudte praktikophold, at praktikopholdet kunne anses for at have til formål at supplere ansøgerens påbegyndte uddannelse i hjemlandet. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde anført, at hans speciale var ”Machinery, Processes and Equipment for Farming”, at landbruget i Danmark var mekaniseret og at ansøgeren havde haft fag, der havde relevans for praktikopholdet. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det ønskede praktiksted ikke var godkendt som værende egnet til at modtage praktikanter med speciale som Jordbrugsmaskinfører, og at praktikstedet hovedsageligt beskæftigede sig med kvægavl. ERH/2013/93.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. november 2013 – Erhverv - Praktikanter – Tidsmæssig sammenhæng

    Dato: 04-11-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2013 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som praktikant, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, til en statsborger fra Ukraine.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke var en sådan tilstrækkelig tidsmæssig sammenhæng mellem ansøgerens uddannelse og det tilbudte praktikophold, at praktikopholdet kunne anses for at have til formål at supplere ansøgerens uddannelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at en opholdstilladelse som praktikant blandt andet er betinget af, at praktikopholdet skal have en naturlig tilknytning til udlændingens påbegyndte eller erhvervede uddannelse i hjemlandet, og at ansøgeren afsluttede sin uddannelse i juni 2005, og at han først indgav ansøgning om praktikophold i Danmark i december 2012 – mere end syv år efter afslutningen af uddannelsen. ERH/2013/100.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. november 2013 – Erhverv – Praktikanter

    Dato: 04-11-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2013 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som praktikant, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, til en statsborger fra Ukraine.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke var en sådan tilstrækkelig tidsmæssig sammenhæng mellem ansøgerens uddannelse og det tilbudte praktikophold, at praktikopholdet kunne anses at have til formål at supplere ansøgerens uddannelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at en opholdstilladelse som praktikant blandt andet er betinget af, at praktikopholdet skal have en naturlig tilknytning til udlændingens påbegyndte eller erhvervede uddannelse i hjemlandet, og at ansøgeren afsluttede sin uddannelse den 16. juni 2005, og at han først indgav ansøgning om praktikophold i Danmark den 14. december 2012 – mere end syv år efter afslutningen af uddannelsen. ERH/2013/81.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post