MULTI
Du er her: ForsidePraksisFamiliesammenføring, andreAdoption og anden familieUdlændingenævnets afgørelse af 6. oktober 2014 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie – Ophold hos barnets nærmeste familie

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlængestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til et barn fra Iran, født i 1998, der søgte om familiesammenføring med sin herboende onkel, som i marts 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren var født og opvokset i Iran, hvor han havde gået otte år i skole. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens forældre blev skilt, da ansøgeren var to år, at ansøgerens mor havde stiftet en ny familie, at hun ikke siden skilsmissen havde set ansøgeren, at hans far forsvandt ti år forud for ansøgningens indgivelse, at ansøgeren var blevet smidt ud af skolen, fordi hans far ikke mødte på skolen, at han hele sit liv havde boet hos sin farmor, at han havde boet med den herboende onkel, fra han var et år, til han var 11 år, og at den herboende onkel sidst havde set ansøgeren i 2009. Under klagesagen oplyste den herboende onkel, at han rettelig sidst så ansøgeren i 2011. Den herboende onkel havde anført, at han siden marts 2013 havde bidraget til forsørgelsen af ansøgeren, men at han ikke længere havde råd til at forsørge ansøgeren, at ansøgerens farmor på ansøgningstidspunktet var gammel og syg, og at hun og den herboende onkels to søskende, som var bosiddende i Iran, ikke kunne tage ansvar for ansøgeren. Den herboende onkel var selv født i 1986.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde til, at ansøgeren ikke ville kunne vedblive at tage ophold sammen med sin farmor eller den øvrige familie, som var bosiddende i Iran. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren ville lide alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i Iran, herunder at han var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Iran. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens mor og ansøgerens herboende onkels to søskende endvidere opholdt sig i Iran.  Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren, i perioden siden han var et år til i hvert fald 2009, havde boet hos sin farmor sammen med den herboende onkel, og at han igen efter den herboende onkels udrejse i 2011 tog ophold hos sin farmor. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende onkel, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren og den herboende onkel efter det oplyste ikke siden 2011 havde boet sammen, at ansøgeren hele sit liv havde boet hos sin farmor og på afgørelsestidspunktet fortsat gjorde det, og at ansøgerens farmor måtte anses som den primære omsorgsperson, da den herboende onkel på det tidspunkt, hvor ansøgerens far forsvandt, kun var 14 år, og da den herboende onkel først i 2013 – to år efter at han senest havde set ansøgeren – af de iranske myndigheder blev udpeget som ansvarlig for ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste ikke længere gik i skole, og at hans farmor var syg og ikke længere kunne forsørge ham, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet generelle dårlige sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke kunne anses som særlige grunde, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 15 år, og at han på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 16 år, hvorfor han ikke havde behov for omsorg i samme omfang, som mindre børn har. FAM/2014/160.

Senest opdateret: 06-10-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post