MULTI
Du er her: ForsidePraksisFamiliesammenføring, andreForældre til herboende voksne børn
  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 11-12-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en armensk statsborger, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende voksne datter. Ansøgeren havde forskellige helbredsmæssige problemer, herunder hjerteproblemer og hukommelsesproblemer. Ansøgeren og ansøgerens herboende datter havde ikke boet sammen siden 1993.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hendes datter, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende datter var indrejst i Danmark i november 1993, at hun var blevet meddelt opholdstilladelse her i landet, at hun havde to børn født i henholdsvis september 1995 og november 2004, og at hun således havde etableret selvstændig bopæl og familie. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde boet sammen med sin datter indtil 1993, hvor datteren var 25 år, og at moder og datter herefter havde set hinanden under moderens tre besøgsophold i Danmark i 1997, 2001 og 2004 og under datterens årlige besøg i Armenien siden 2004. Udlændingenævnet fandt endvidere, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren og hendes datter ikke havde haft fælles husstand, siden datteren var rejst til Danmark, og at ansøgerens og datterens besøgsophold i henholdsvis Danmark og Armenien ikke medførte, at der herved var skabt en sådan særlig tilknytning, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens datter efter det oplyste ikke havde forsørget hende, og at ansøgeren ikke havde boet sammen med sin datter i Armenien i en periode forud for datterens udrejse til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun blev givet opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren led af blandt andet iskæmisk hjertesygdom, at hun dårligt kunne finde ud af at gå på toilettet selv, at hun var gangbesværet og med rollator kunne gå ganske kort, at hun formentlig led af demens og derfor ikke var i stand til at tage sin daglige medicin, foretage indkøb eller i øvrigt tage vare på sig selv, og at hun to gange havde befundet sig i en komalignende tilstand, hvor hun var ukontaktbar. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var under behandling i sit hjemland og havde været indlagt, når det var nødvendigt, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ikke fortsat ville kunne modtage den nødvendige behandling i hjemlandet, og at en udlænding ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på, at udlændingen kunne omfattes af det danske sundhedssystem. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens datter til en læge havde oplyst, at der ikke var muligheder for offentlig pasning i nævneværdig grad i Armenien, at det fra lægelig side var oplyst, at ansøgeren ikke kunne klare sig selv, og at en læge havde vurderet, at det ville være lægeligt uforsvarligt at sende ansøgeren tilbage til Armenien og at lade hende klare flyrejsen alene, da ansøgeren i en længere periode frem til sin indrejse i Danmark i december 2016 havde været i stand til at bo og opholde sig i Armenien på trods af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at almindelig alderssvækkelse og dertilhørende følgesygdomme samt generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende datter havde mulighed for at følge sin moder hjem til Armenien, ligesom hun tidligere var rejst med hende i december 2016 og i juli og august 2017. I august 2017 var ansøgeren således sammen med sin datter rejst fra Armenien til Danmark umiddelbart efter en indlæggelse, hvor hun efter det oplyste havde befundet sig i en komalignende tilstand, hvor hun var ukontaktbar. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren havde haft og ville have adgang til lægelig hjælp og nødvendig pleje i sit hjemland – enten i offentligt eller privat regi, herunder at det ikke ville være umuligt for ansøgerens datter at skaffe pleje til sin moder på anden vis. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der i sagen var henvist til, at der var tale om familiesammenføring af en forælder over 60 år til en herboende indvandrer, og at der var henvist til, at der forelå et beskyttelsesværdigt familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8´s forstand. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der eksisterer et særligt afhængighedsforhold mellem et voksent barn og dets forældre, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens datter ifølge sagens oplysninger siden 2004 havde været på årlige besøgsophold i Armenien, og at hun således ikke var forhindret i fortsat at bevare kontakten med sin moder via besøgsophold. På den baggrund fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/122.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 11-12-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsløs palæstinenser, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende voksne søn. Ansøgeren var efter det oplyste fysisk svækket blandt andet efter en blodprop i hjernen. Ansøgeren havde tidligere i perioden fra august 1991, til hun var udrejst i april 1993, haft opholdstilladelse i Danmark og havde i den forbindelse boet sammen med sine sønner i Danmark. Ansøgeren var imidlertid i 1993 rejst tilbage til Libanon.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og dennes søn eller hendes øvrige sønner i Danmark, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens søn siden 1995 havde været gift tre gange, at han havde to børn født i henholdsvis september 1996 og september 2001, og at han således efter ansøgerens udrejse af Danmark i 1993 havde etableret selvstændig bopæl og familie. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren tidligere havde haft en opholdstilladelse i Danmark i perioden fra cirka 1991 til 1993, og at hun i denne periode havde boet sammen med sin ægtefælle og sine sønner i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren i 1993 selv havde valgt at følge med sin ægtefælle tilbage til Libanon og dermed rejse fra sine børn, opgive sin opholdstilladelse i Danmark og afbryde familielivet. Udlændingenævnet fandt derudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i de efterfølgende år efter det oplyste cirka hvert andet år havde været i Danmark for at besøge sine børn og børnebørn og siden 2013 havde boet hos sine sønner i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i mere end 20 år ikke havde haft bopæl sammen med sine sønner, at hun siden 2013 enten havde opholdt sig på processuelt ophold eller havde opholdt sig ulovligt i Danmark, og at hun ikke herved kunne anses for at have etableret en sådan helt særlig tilknytning til sine sønner i Danmark, at dette kunne føre til meddelelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens ophold i Danmark henset til karakteren heraf ikke i sig selv kunne føre til, at der mellem ansøgeren og dennes sønner var etableret et sådan familieliv, der kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at det i forbindelse med klagen var oplyst, at ansøgerens sønner havde forsørget ansøgeren, siden hun var rejst tilbage til Libanon i 1993. Udlændingenævnet fandt herudover, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen, idet der på intet tidspunkt tidligere i sagen havde været fremlagt oplysninger om eller dokumentation for, at ansøgeren var blevet forsørget af sine børn efter sin udrejse, ligesom ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om familiesammenføring med sin søn i august 2013 alene havde oplyst, at sønnen havde forsørget hende i perioden fra 1990 til 1992. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det – uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgeren var blevet forsørget af sine børn som oplyst – ikke i sig selv kunne føre til et andet resultat, da der herved ikke var oplyst om en sådan helt særlig tilknytning, der gik udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, og da der ikke var oplyst om omstændigheder, som medførte, at ansøgerens børn ikke fortsat ville kunne forsørge ansøgeren i Libanon. Udlændingenævnet tillagde det også væsentlig vægt, at ansøgeren først cirka 20 år efter sin udrejse af Danmark igen havde søgt om opholdstilladelse i Danmark, at hun i alle disse år havde været bosiddende i Libanon sammen med sin ægtefælle, mens hendes tre sønner havde været bosiddende i Danmark, og at ansøgerens sønner, hvis de ønskede det, således havde mulighed for at forsørge ansøgeren under fortsat bopæl i Libanon. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ifølge sagens lægelige oplysninger omkring 2006 formentlig havde haft en hjerneblødning/blodprop i hjernen, som hun efter det oplyste havde såvel fysiske som kognitive følger efter, at hun var kronisk svækket både fysisk og psykisk, at der ikke skulle være udsigt til bedring, at hun ikke skulle være i stand til at tage vare på sig selv, og at hun grundet sine lægelige forhold ikke kunne udrejse af Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens søn i ansøgningen fra august 2013 om opholdstilladelse til ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren ikke var alvorligt syg eller handicappet, at ansøgeren efter det oplyste var blevet ramt af en blodprop/hjerneblødning, flere år før hun indrejste i Danmark i 2013, og at der således var tale om en helbredsmæssig tilstand, der allerede forelå forud for hendes indrejse i Danmark i 2013. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren i en årrække frem til sin indrejse i Danmark i 2013 havde været i stand til at bo i Libanon – med sine børns forsørgelse – på trods af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at ansøgeren ikke ville kunne modtage korrekt medicinsk behandling i Libanon, og at en udlænding ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på, at udlændingen kunne omfattes af det danske sundhedssystem. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren i Libanon ville være uden adgang til lægelig hjælp eller nødvendig pleje – enten i offentligt eller privat regi, herunder at det ville være umuligt i Libanon at skaffe pleje til ansøgeren på anden vis. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens helbredsforhold ikke i sig selv kunne begrunde, at der blev givet opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren også havde fået afslag på humanitær opholdstilladelse i november 2014 og afslag på genoptagelse af sin sag herom i juni 2015. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at udlændingelovens § 9 b må anses som en lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet fandt supplerende, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ikke havde noget familienetværk i Libanon, og at der ikke var sociale myndigheder, som kunne tage sig af ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og dennes herboende sønner havde levet adskilt fra hinanden i henholdsvis Libanon og Danmark i 20 år forud for ansøgerens indrejse i Danmark i 2013, at ansøgerens familie havde mulighed for at sørge for passende pasning og pleje af ansøgeren i Libanon, og at ansøgerens herboende familie havde mulighed for at tage på besøgsophold hos ansøgeren i Libanon. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var henvist til, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 også vedrører bedsteforældre og børnebørn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der eksisterer et særligt afhængighedsforhold mellem et voksent barn og dets forældre, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/123.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 11-12-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en iransk statsborger, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin voksne datter. Ansøgeren havde tidligere haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, men var i august 2011 udrejst til Iran med henblik på at tage permanent ophold. Ansøgeren havde i den forbindelse underskrevet en frafaldserklæring vedrørende sin opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende reference, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke eksisterede eller var etableret et sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende reference, der kunne danne grundlag for opholdstilladelse i Danmark for ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren og den herboende reference havde boet sammen fra 1989 og indtil 2011, hvor ansøgeren frivilligt var repatrieret til Iran, kunne ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgeren herved var ophørt med at være en del af sin datters husstand. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens forudgående ophold i Danmark i perioden fra 1991 til 2011 samt efterfølgende ophold siden hendes indrejse i Danmark på visum i december 2014 ikke kunne føre til, at der mellem ansøgeren og den herboende reference eksisterede eller var genetableret et sådant familieliv, der kunne føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren siden udløbet af sit visum enten havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold eller ulovligt. Udlændingenævnet fandt desuden, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke ville stride imod hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Det oplyste om, at ansøgeren efter det oplyste skulle være uden familie og netværk i Iran, og at forholdene på plejehjem i Iran – efter den herboende references oplysninger – er både dyre og dårlige, kunne ikke føre til et andet udfald. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren i Iran ville være uden lægelig hjælp eller den nødvendige pleje enten i offentligt eller privat regi, herunder at det ville være umuligt at skaffe pleje til ansøgeren på anden vis. Det indgik tillige i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde nedsat syn, hørelse og bevægelse, at hun havde svært ved at begå sig, idet hun var analfabet, at hun havde svært ved at handle ind, tage til læge, lave mad og gå i bad, og at hendes helbred var væsentligt forværret inden for de seneste fire år. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke var oplyst om sådanne forhold, der kunne føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at generelle sociale og økonomiske forhold i en udlændings hjemland eller opholdsland ikke i sig selv kan begrunde en opholdstilladelse i Danmark, ligesom et manglende familienetværk, almindelig alderssvækkelse og dertilhørende følgesygdomme ikke i sig selv kan føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at der ikke kan meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen alene med henblik på at modtage lægelig eller medicinsk behandling her i landet. Det anførte om, at ansøgeren var udrejst fra Danmark som følge af, at hun havde en depression grundet et forløb med brystkræft, og at hun på daværende tidspunkt havde familie i Iran, at hun ikke kunne overskue konsekvenserne af at repatriere, at hendes langvarige ophold i Iran skyldtes ansøgerens depression i forbindelse med broderens død, og at ansøgeren var indstillet på at tilbagebetale repatrieringsydelsen, kunne ikke føre til et ændret udfald, idet der ikke var tale om forhold, der kunne føre til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endelig, idet der ikke i øvrigt var oplyst om ganske særlige forhold, herunder alvorlige personlige og helbredsmæssige forhold, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/136.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 11-12-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en fader til en herboende voksen datter. Ansøgeren var født i 1929 i Indien og var pakistansk statsborger. Den herboende datter var født i 1963 i Pakistan og var indrejst i juni 1983 i Danmark, og hun var dansk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende datter, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende datter havde stiftet selvstændig familie, idet hun i april 1982 havde indgået ægteskab, at hun var indrejst i Danmark i 1983, og at hun havde boet i Danmark siden, og sammen med sin ægtefælle havde fået ti børn, som alle var født i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren og hans herboende datter ikke havde været en del af samme husstand i hvert fald siden den herboende datters indrejse i Danmark i 1983. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og hans herboende datter ikke havde etableret et sådant kvalificeret afhængigheds- eller tilknytningsforhold, der kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende datter til sagen havde oplyst, at ansøgeren var enkemand, at ansøgeren ikke havde familie eller netværk i hjemlandet, at den herboende datter havde forsørget ansøgeren siden marts 2016, på hvilket tidspunkt han var indrejst i Danmark, og at den herboende datter og dennes børn tidligere havde forsørget ansøgeren ved at give ham penge, når de besøgte ansøgeren i Pakistan, samt at den herboende datter og dennes ældste børn ville påtage sig at forsørge ansøgeren i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det oplyste herom ikke kunne føre til et andet udfald i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været enkemand i 20 år, at han havde boet alene i Pakistan frem til sin indrejse i Danmark i marts 2016, og at han således var i stand til – med den herboende datter og dennes børns forsørgelse – at bo og opholde sig alene i Pakistan på trods af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde ved denne vurdering vægt på, at der ikke herved var oplyst om omstændigheder, som medførte, at den herboende datter ikke også fremover ville kunne forsørge ansøgeren i Pakistan. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det forhold, at der gives penge til forsørgelse til forældre i hjemlandet, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at etablere et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende datter havde oplyst, at ansøgeren på grund af sin alder var blevet meget svagtseende, havde gangproblemer, balanceproblemer, ikke kunne være alene, havde Alzheimers sygdom og var dement, samt at det fremgik af lægelig dokumentation fra Pakistan, at ansøgeren havde behov for daglig pleje, da han ikke kunne tage vare på sig selv, at det var livstruende for ham at være alene, og at han havde behov for smertestillende medicin, havde hukommelsesproblemer på grund af tidligere blodpropper og konstante smerter efter en hofteoperation samt gigt. Det fremgik endvidere, at ansøgeren ikke kunne modtage den daglige pleje i Pakistan, da han ingen familie havde i landet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse oplysninger ikke kunne føre til et andet resultat. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende datter havde oplyst, at det var udelukket, at ansøgerens hjemlands sociale myndigheder kunne tilvejebringe pasning og pleje, og at ansøgeren ikke havde noget sted at bo. Udlændingenævnet fandt dog ikke, at dette kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ville være uden adgang til lægelig hjælp eller nødvendig pleje – enten i offentligt eller privat regi – i Pakistan, herunder at det ikke ville være muligt for den herboende datter at skaffe pleje til ansøgeren på anden vis. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at manglende familiært netværk for myndige personer ikke i sig selv kunne føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen, samt at almindelig alderssvækkelse og dertil hørende følgesygdomme samt generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgerens opholdsland eller hjemland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke mellem ansøgeren og hans herboende datter forelå et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ville stride imod hensynet til familiens enhed, således at Danmark ville være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt herefter, at det ikke ville være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/149.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 15-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en canadisk statsborger, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende søn. Det fremgik af sagen, at ansøgerens søn var født i juni 1959, at han var blevet meddelt dansk statsborgerskab i 1989, at han havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at ansøgeren og den herboende søn ikke havde boet sammen i 35 år. Desuden fremgik det, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem december 1989 og august 1991 og mellem oktober 2004 og oktober 2005, at hun havde opholdt sig i Danmark fra hendes opholdstilladelses udløb i oktober 2005 og frem til oktober 2006, at ansøgerens ægtefælle var afgået ved døden i maj 2015, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde mulighed for at blive passet i Canada, og at den herboende søn havde forsørget ansøgeren ved pengeoverførsler, når dette var nødvendigt.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til ansøgerens helbredstilstand, da ansøgeren ikke havde opnået en tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, idet hun tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem december 1989 og august 1991 og mellem oktober 2004 og oktober 2005 og havde opholdt sig i Danmark fra sin seneste opholdstilladelses udløb og frem til oktober 2006. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren havde en større tilknytning til Canada, idet hun begge gange havde valgt at afbryde sin tilknytning til Danmark for at flytte tilbage til Canada. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at den herboende søn og ansøgeren ikke havde boet sammen de sidste 35 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende søn havde forsørget ansøgeren, når dette var nødvendigt, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indtil maj 2015 havde boet sammen med sin ægtefælle i Canada og derfor ikke havde været en integreret del af den herboende søns husstand, og at den herboende søn fortsat ville kunne forsørge ansøgeren i samme omfang som hidtil, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom familielivet mellem ansøgeren og den herboende søn kunne udøves gennem besøgsophold. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var etableret at sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende søn, at dette kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at et afslag på opholdstilladelse ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie - det vil sige fader, moder og mindreårige børn - og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren led af gigt- og hjertesygdomme, at hun modtog blodfortyndende, vanddrivende og blodtrykssænkende medicin, at hun var sengeliggende med rygsmerter som følge af et fald, og at hun ikke var selvhjulpen, idet der ikke var tale om sygdomme af så alvorlig karakter, at det kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at uanset, at ansøgerens generelle helbredsmæssige tilstand måtte antages at være blevet forværret under ansøgerens ophold i Danmark, og at ansøgeren var afhængig af personlig og praktisk hjælp, kunne dette ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at aldersbetingede lidelser samt generelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren måtte henvises til fortsat at modtage behandling i Canada, hvor ansøgeren var statsborger. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2017/8.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 13-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til to syriske statsborgere, der havde søgt om familiesammenføring med deres herboende søn, som var født i januar 1997, og som var blevet meddelt asyl i Danmark i september 2014.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgerne i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og deres herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt således, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn udrejste af Egypten som 17-årig, at rejsen var planlagt, og at han udrejste af Egypten alene efter aftale med sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende søn var 17 år på ansøgningstidspunktet, da familien sammen havde besluttet, at den herboende søn kunne udrejse alene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn og ansøgerne frivilligt havde afbrudt familielivet, da den herboende søn udrejste af Egypten. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende søn forud for sin udrejse altid havde boet sammen med sine forældre. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende søn over for politiet i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at han efter ankomsten i Danmark skulle forsøge at få familiesammenføring til resten af familien. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen henset til, at familielivet blev afbrudt frivilligt. Udlændingenævnet fandt herudover på baggrund af sagens omstændigheder, at der ikke mellem den herboende søn og hans forældre eksisterede et sådant særligt pleje- og afhængighedsforhold, at ansøgerne på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, at den herboende søn var knap 18 år på ansøgningstidspunktet, henset til at han som 17-årig udrejste af Egypten, og at han grundet sin alder på ansøgningstidspunktet ikke kunne antages at have haft det samme behov for omsorg og pleje, som yngre børn har. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende søn forud for sin frivillige udrejse af Egypten havde boet sammen med sine forældre. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at oplysningerne vedrørende en udlændings bopælsforhold ikke i sig selv har afgørende betydning for en sags udfald, men at det indgår som en del i vurderingen af sagens samlede omstændigheder. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse. FAM/2016/76.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Ganske særlige grunde

    Dato: 28-01-2016

    Udlændingenævnets flertal omgjorde i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en afghansk statsborger.

    Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgeren efter en helt konkret og individuel vurdering ikke på afgørelsestidspunktet burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at ansøgeren efter sin indrejse i Danmark havde etableret et familieliv med sin herboende datter, som flertallet lagde til grund involverede mere, end hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnets flertal fandt det på den baggrund bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at meddele opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnets flertal lagde desuden vægt på, at ansøgeren havde haft lovligt ophold i Danmark i perioden fra august 2011 til juli 2015, og det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren siden januar 2013 havde været registreret på den samme adresse som sin herboende datter. Udlændingenævnet lagde herunder til grund, at ansøgerens herboende datter havde draget omsorg for ansøgeren under dennes alvorlige sygdom, og at ansøgeren havde haft tilladelse til privat indkvartering hos sin herboende voksne datter i perioden fra maj 2012 til august 2012. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2016/20.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 10. december 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 10-12-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., som familiesammenført til en statsløs fra Kuwait. Den herboende reference, der var født i 1981, som var ansøgerens voksne søn, og som var indrejst i Danmark i februar 2012 og i februar 2014 var blevet meddelt asyl, havde til sagen oplyst, at han altid havde boet sammen med sine forældre på den samme adresse i Kuwait, at hans moder afgik ved døden i 2001, at hans ægtefælle ligeledes boede sammen med ham og hans fader efter ægteskabets indgåelse, at han havde forsørget ansøgeren fra 1999 til 2012 og efter sin indrejse i Danmark ved at sende ham penge, og at ansøgeren havde en frugtvogn på torvet, som han solgte grøntsager fra, men at han med tiden var blevet ældre, hvorfor den herboende søn havde overtaget salget af grøntsager forud for sin udrejse af Kuwait.

    Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets flertals afgørelse, at den herboende søn havde boet på ansøgerens adresse hele sit liv, og at hans ægtefælle ligeledes var flyttet ind og havde taget ophold på ansøgerens bopæl. Udlændingenævnets flertal fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det ikke ved den herboende søns fortsatte ophold i hjemmet, hvor han var født og opvokset, kunne lægges til grund, at der mellem ham og ansøgeren forelå en helt særlig tilknytning, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnets flertal fandt således, at den herboende søn ved sit ægteskab i 2008 og ved sin datters fødsel i 2010 havde stiftet selvstændig familie. Uanset at dette familieliv havde været udøvet på ansøgerens bopæl, fandt Udlændingenævnets flertal endvidere, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren herved havde været optaget i den herboende søns husstand, og at der derudover havde været etableret et pasnings- og plejeforhold. Udlændingenævnets flertal fandt desuden under henvisning til de samme betragtninger, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at den herboende søns ægtefælle og datter var blevet meddelt opholdstilladelse og var indrejst i Danmark. Det forhold, at den herboende søn efter det oplyste havde forsørget ansøgeren fra 1999 til 2012 og efter sin indrejse i Danmark havde sendt økonomisk støtte til ansøgeren, fandt Udlændingenævnets flertal herudover ikke i sig selv kunne føre til, at der forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark derefter var nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnets flertal fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at han skulle gives opholdstilladelse, og det ville derfor ikke være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser – herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 – at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/249.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 07-09-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en pakistansk statsborger, der havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende voksne søn. Det fremgik af sagen, at ansøgerens søn var født i 1986 som dansk statsborger, at han boede de første 16 år af sit liv i Pakistan, og at han i 2003 indrejste i Danmark. Endvidere fremgik det, at han i perioden fra juni 2007 til november 2013 var udrejst til Sverige, og at ansøgeren boede i Sverige, hvor hun havde haft opholds- og arbejdstilladelse i perioden fra september 2012 til november 2013. Desuden fremgik det, at ansøgerens ægtefælle var død i 1989, at ansøgeren ikke længere kunne bo alene, og at den herboende voksne søn havde forsørget ansøgeren sammen med hans brødre. Det blev til støtte for klagen anført, at ansøgeren havde boet sammen med sin søn, indtil han udrejste til Danmark i 2003, og at ansøgeren efterfølgende havde boet sammen med sin søn fra juni 2008, først i Pakistan, og siden oktober 2008 i Sverige.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende voksne søn, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens søn ikke havde boet sammen, siden sønnen udrejste til Danmark i 2003 og indtil juni 2008. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren og ansøgerens søn skulle have boet sammen i Sverige i perioden fra oktober 2008 til november 2013, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens søn havde boet på den samme adresse i Sverige, som ansøgerens datter og hendes familie boede på. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgerens søn ikke havde etableret en selvstændig husstand i Sverige, som ansøgeren var en del af. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev givet opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren ikke led af alvorlig sygdom eller handicap, at ansøgeren var 60 år, og at hun måtte formodes at kunne klare sig selv enten i Sverige eller i Pakistan, hvor hun havde boet størstedelen af sit liv. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke sås at foreligge et særligt afhængigheds- eller plejeforhold, der kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens sønner havde forsørget hende, men Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da ansøgerens sønner fortsat kunne gøre dette, selvom ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/255.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. juni 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Ej ganske særlige grunde

    Dato: 24-06-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til to syriske statsborgere, der havde søgt om familiesammenføring med deres herboende søn, som var født i januar 1997, og som indrejste i Danmark i juni 2014. Det fremgik af referencens asylakter, at han indrejste i Danmark med sin onkel og fætter, at referencens udrejse af Egypten var planlagt af hans familie, herunder at referencen og dennes onkel skulle udrejse sammen, hvilket referencen var indforstået med. Det var oplyst, at referencen skulle bo sammen med sin onkel, når han ankom til Danmark, at han gerne ville bo med sin onkel, og at referencen og onklen altid havde boet sammen på samme matrikel under referencens opvækst i Syrien.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og deres herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelser om afslag på opholdstilladelse til ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af ansøgernes og referencens rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der i sagen ikke forelå oplysninger, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det var planen ved referencens flugt, at ansøgerne skulle følge efter referencen, så ansøgerne og referencen kunne bo sammen. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencens udrejse af Egypten var planlagt af hans familie, herunder at referencen og sin onkel skulle udrejse sammen, hvilket referencen var indforstået med, og at referencen således frivilligt udrejste af Egypten med hans onkel. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at der således ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, der i henhold til EMRK artikel 8 kunne begrunde opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet havde endvidere noteret, at ansøgerne havde børn i såvel Sverige som Saudi Arabien. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ikke var uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen havde boet sammen med ansøgerne i ansøgernes hjem i Syrien indtil referencens flugt i oktober 2013. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse var fyldt 18 år og dermed myndig, uanset at referencen søgte om familiesammenføring, da han var knap 18 år, og at han således måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter sine egne oplysninger også havde boet på samme matrikel som sin onkel hele sit liv, at han flygtede med blandt andet sin onkel fra Syrien, og at han efter det oplyste til sin asylsag fortsat gerne ville bo med onklen i Danmark. Det forhold, at referencen ikke var enig i Udlændingestyrelsens formulering om, at referencen selv havde valgt at afbryde familielivet, og at han i den forbindelse henviste til artikel 8 i EMRK, fandt Udlændingenævnet ikke på baggrund af ovenstående kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det kan udledes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at EMRK artikel 8’s beskyttelse primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie, dvs. fader, moder og mindreårige børn, og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der eksisterer "elements of dependency involving more than the normal emotional ties" mellem et voksent barn og dets forældre, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Således vil Danmark kun i helt særlige tilfælde være forpligtet til at tillade familiesammenføring mellem eksempelvis forældre og voksne børn. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at der i hver enkelt sag, hvor en udlænding søger om familiesammenføring, skal foretages en konkret vurdering af, hvorvidt det på baggrund af sagens omstændigheder er proportionalt at meddele afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var etableret et sådant ganske særligt kvalificeret afhængigheds- eller tilknytningsforhold, der kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark for ansøgerne, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelser i Danmark. Det forhold, at den ene ansøger led af diabetes og diskusprolaps, at det ikke var muligt at finde medicin til ansøgeren, at den anden ansøger led af ødemer og problemer med kredsløbet, og at hun havde brug for medicin, hvilket var svært at få fat på i Syrien, fandt Udlændingenævnet ydermere ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet aldersrelateret sygdom samt generelt dårlige sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at det forhold, at baggrunden for ansøgningerne var, at ansøgerne befandt sig i Syrien og/eller Egypten under farlige omstændigheder, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kan føre til opholdstilladelser efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. På denne baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, fandt Udlændingenævnet endeligt, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelser i Danmark. FAM/2015/137.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. juni 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 11-06-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en moder til en herboende voksen datter. Ansøgeren var født i 1936 i Makedonien, hvor hun var statsborger. Referencen var født i 1967 i Makedonien og indrejste i marts 1986 i Danmark, hvor hun blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i januar 1988.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og referencen, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen indrejste i marts 1986 i Danmark, hvor referencen i januar 1988 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, at referencen i august 1992 indgik ægteskab i Danmark, at referencen havde fået tre børn, at referencen således havde stiftet egen familie i Danmark, at referencen ikke havde forsørget ansøgeren, og at referencen først i september 2014 – 28 år efter referencens indrejse i Danmark – havde ansøgt om familiesammenføring med ansøgeren. Det forhold, at ansøgeren ikke havde haft et behov for at være en del af referencens eller dennes søskendes husstand, idet hun havde levet med sin ægtefælle, som hjalp hende indtil sin død, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der således ikke på den baggrund forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, der i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kunne begrunde en opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at beskyttelsen af familielivet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 tager sigte på den almindelige traditionelle europæiske kernefamilie. Således vil Danmark kun i helt særlige tilfælde være forpligtet til at tillade familiesammenføring mellem eksempelvis forældre og voksne børn. Det forhold, at ansøgeren havde været alvorligt syg, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet referencen havde oplyst, at ansøgeren var færdigbehandlet, at ansøgeren ikke på afgørelsestidspunktet led af en alvorlig sygdom, og at ansøgeren fortsat havde adgang til læge. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste skulle være alene i Makedonien, idet hendes børn boede i henholdsvis Danmark, Schweiz og et ukendt land, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet generelt dårlige sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke kan begrunde en opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, idet der ikke i øvrigt var oplyst om ganske særlige forhold, herunder alvorlige personlige og helbredsmæssige forhold, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/108.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 26-05-2015

    Udlændingenævnet hjemviste i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en pakistansk moder til en herboende søn.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, idet Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsens afgørelse ikke fuldt ud levede op til kravene om partshøring, jf. forvaltningslovens § 19. Udlændingenævnet henviste herved til, at Udlændingestyrelsen forud for, at styrelsen traf afgørelse i ansøgerens sag, havde foretaget en høring angående ansøgerens behandlingsmuligheder i hjemlandet, og at styrelsen i april 2015 modtog svar på dette, hvoraf det fremgik, at ansøgerens medicin var tilgængelig i Pakistan, og at de månedlige omkostninger for den omtalte medicin ville udgøre cirka 275 kr. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have sendt svaret i høring hos ansøgeren, og at det fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse, at styrelsen havde lagt vægt på høringssvaret fra april 2015. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til ansøgerens ansøgning om familiesammenføring. FAM/2015/94.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 18-05-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., som familiesammenført til en statsborger fra Somalia. Det fremgik af sagen, at ansøgeren, som var moder til den herboende reference, var født i 1960, og at den herboende søn havde boet sammen med hende samt forsørget hende, indtil han flygtede til Danmark i 2013. Det fremgik således, at ansøgeren, den herboende søn, hans ægtefælle og ansøgerens ældste søn, forinden han blev dræbt af Al-Shabaab, boede sammen i et hus i Somalia, inden den herboende søn udrejste fra Somalia i februar 2013. Det fremgik endvidere, at ansøgeren ejede en lille butik, hvorfra hun solgte frugt og madvarer, og hvor hun fik hjælp af den herboende søns ægtefælle. Det fremgik herved, at ansøgeren var afhængig af hjælp fra hendes herboende søn og dennes ægtefælle, idet hun havde mistet hele sin slægt i Somalia, og at det var den herboende søns ægtefælle, som forsørgede hende på ansøgningstidspunktet. Herudover fremgik det, at ansøgeren på grund af stress i familien og Al-Shabaabs drab på hendes ældste søn havde det psykisk dårligt. Det fremgik ydermere, at det var ansøgeren, som finansierede den herboende søns udrejse fra Somalia ved at sælge familiens gård. Endvidere fremgik det, at den herboende søn havde talt med ansøgeren én gang i slutningen af februar 2013 efter sin udrejse til Danmark, at ansøgeren og den herboende søns ægtefælle efter hans flugt til Danmark i 2013 flygtede til en flygtningelejr i Uganda, at ansøgeren ville sidde tilbage i flygtningelejren i Uganda uden forsørgelse og uden familie, når den herboende søns ægtefælle rejste til Danmark, og at den herboende søns ægtefælle i december 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem den herboende søn og ansøgeren, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn og dennes ægtefælle fortsat ville kunne forsørge ansøgeren, selvom hun ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var flygtet til Uganda. Udlændingenævnet fandt herved, at det ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 at meddele afslag på opholdstilladelse, og Udlændingenævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at ansøgeren havde klaret sig selv siden cirka 1990, hvor hun efter det oplyste blev enke, herunder at hun havde oppebåret en selvstændig indtægt samt opretholdt sin egen husstand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende søn ikke havde stiftet selvstændig bopæl, selvom han var blevet gift, men at han forblev en del af ansøgerens husstand. Udlændingenævnet bemærkede ydermere, at det forhold, at det var ansøgeren, som havde betalt for den herboende søns udrejse af Somalia, understøttede, at ansøgeren kunne handle selvstændigt. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende søns og ansøgerens tilknytning ikke gik ud over, hvad selve slægtsforholdet normalt medfører. Udlændingenævnet fandt herved, at der ikke mellem den herboende søn og ansøgeren var etableret et sådant afhængighedsforhold, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke mellem den herboende søn og ansøgeren forelå et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8, at Danmark var forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende søn kom til Danmark i oktober 2013, og at ansøgeren således ikke havde boet sammen med ham i halvandet år. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren – inden hun selv flygtede fra Somalia – ejede en lille butik, hvor hun solgte frugt og madvarer, og hvor hun fik hjælp af den herboende søns ægtefælle. Herudover indgik det i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende søns far døde i en bilulykke, da han var to år gammel, at den herboende søn havde boet sammen med ansøgeren, indtil han flygtede til Danmark i februar 2013, at han havde forsørget hende, og at hun var afhængig af hjælp fra den herboende søn og dennes ægtefælle. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke, at dette kunne føre til et andet udfald af sagen, da den herboende søn og dennes ægtefælle fortsat ville kunne forsørge ansøgeren, selvom hun ikke havde opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/54.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 13-05-2015

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en afghansk statsborger, som søgte om familiesammenføring med sin herboende voksne søn. Den herboende reference blev i maj 2014 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning.

    Udlændingenævnet fandt, at der mellem ansøgeren og den herboende reference forelå en helt særlig tilknytning, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende reference konsekvent i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at ansøgeren var en del af hans husstand, indtil han flygtede fra Afghanistan, at han havde forsørget ansøgeren siden 2000, hvor ansøgerens ægtefælle afgik ved døden, og at ansøgerens anden søn ligeledes var optaget i referencens husstand, hvorfor den herboende reference på den baggrund måtte anses for at være familiens overhoved. Udlændingenævnet fandt endvidere efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at ansøgningen om familiesammenføring var indgivet i umiddelbar forlængelse af, at den herboende reference blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende reference og hans familie først blev boligplaceret i juni 2014, at ansøgeren fik udstedt sit pas i august 2014, og at den herboende reference indgav ansøgning om familiesammenføring i september 2014, hvilket efter det oplyste var dagen efter, at han modtog kopi af ansøgerens pas fra Afghanistan. FAM/2015/63.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Søskende – Ej ganske særlige grunde

    Dato: 26-03-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og 9, stk. 1, nr. 2, til en fader, to voksne søskende og en mindreårig søskende til en herboende flygtning, der i oktober 2013 var blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgik af sagen, at faderen og de tre søskende var statsløse palæstinensere fra Syrien, at den herboende reference havde været med til at forsørge familien forinden sin flugt i januar 2013, at den herboende reference havde boet sammen med familien indtil januar 2013, at han ikke havde været med til at forsørge familien efter sin flugt, at han havde været i telefonisk kontakt med familien, at situationen i Syrien var desperat, at der var krig, at faderen var meget svækket og ikke kunne forsørge familien, og at familien havde svært ved at skaffe mad og vand.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give faderen og de to voksne søskende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at den herboende reference efter det oplyste havde forsørget faderen og sine søskende forinden sin udrejse fra Syrien, ikke kunne føre til, at der var etableret en helt særlig tilknytning mellem den herboende reference og hans fader og de to voksne søskende, der lå udover, hvad slægtskabet i sig selv indebar. Udlændingenævnet fandt endvidere, at et afslag på opholdstilladelse til den herboende references fader og to søskende ikke udgjorde en krænkelse af faderens og de to søskendes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der kun i tilfælde, hvor der er tale om et særligt kvalificeret søskendeforhold – normalt i form af at en væsentligt ældre herboende søskende i en årrække forinden indrejsen i Danmark har fungeret som forælder og forsørger for en mindreårig søskende – kan meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at den herboende reference havde oplyst, at han havde forsørget sine to søskende, da han boede i Syrien, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til, at der var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark var nærmest til at beskytte, jf. EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende references søskende i denne periode også havde boet sammen med den herboende references, som måtte anses for at have fungeret som den primære omsorgsperson for den herboende references søskende. Udlændingenævnet fandt derudover, at der i visse tilfælde, hvor der er etableret et særligt pasnings- eller plejebehov barn og forældre imellem, kan meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt dog, at der ikke sås at være et særligt pasnings- eller plejebehov mellem den herboende reference og hans fader, idet det forhold, at den herboende references forinden sin udrejse boede med sin fader, som efter det oplyste var svækket, og som den herboende references forsørgede, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende reference udrejste af Syrien i januar 2013, og at hans familie på denne baggrund måtte antages at have forsørget sig selv i perioden herefter, og fortsat være i stand hertil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om faderens og de to voksne søskendes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de meddeltes opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at den herboende references fader var meget svækket, at han ikke kunne forsørge familien, og at familien var i en svær økonomisk situation ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endelig, for så vidt angik den mindreårige søskende, at hun ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet hendes fader, som samme dato var meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke var fastboende i Danmark. FAM/2015/60.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. marts 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Ej ganske særlige grunde

    Dato: 09-03-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. til en russisk statsborger, som havde søgt om familiesammenføring med sin herboende datter, der indrejste i Danmark i december 1991. I februar 1997 indgik den herboende datter ægteskab med en dansk statsborger, og parret fik to børn i henholdsvis august 1997 og november 1999. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren havde boet i Rusland hele sit liv, at hendes ægtefælle afgik ved døden i 2004, og at ansøgeren ikke havde familie tilbage i Rusland, idet hendes anden datter døde i 1985. Ansøgeren blev i starten af 2014 syg, hvorfor den herboende datter flyttede til Rusland for at hjælpe. Den herboende datter havde til støtte for klagen anført, at Udlændingestyrelsens afgørelse ville resultere i, at hun skulle forlade Danmark for at passe moderen, at hun havde boet i Danmark i 25 år og arbejdet lovligt i Danmark uden at modtage offentlig hjælp, at hendes moder altid havde støttet hende og hendes familie, at hun havde et tæt forhold til sin moder, og at familien ofte besøgte Rusland. Den herboende datter anførte endvidere, at situationen ændrede sig markant i 2014, da moderen blev alvorligt lam i kroppen, at hun led af slagtilfælde med lammelse af højre arm og ben samt taleforstyrrelser, og at moderens tilknytning til Danmark var større end til Rusland, da hendes eneste datter boede i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hendes herboende datter, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende datter havde stiftet egen selvstændig familie i Danmark, at hun flyttede til Danmark i 1991, og at hun ikke havde boet fast sammen med sin moder i ca. 23 år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev givet opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i hjemlandet havde adgang til blandt andet pleje og medicin, at ansøgeren havde fået udarbejdet et rehabiliteringsprogram samt stillet en kørestol til rådighed. Selvom den herboende datter i begyndelsen af 2014 udrejste til Rusland for at passe ansøgeren, fandt Udlændingenævnet desuden, at der ikke herved blev etableret et sådant afhængighedsforhold, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke mellem ansøgeren og den herboende datter forelå et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at Danmark ville være forpligtet til at tillade familiesammenføring. FAM/2015/128.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 07-11-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en moder og fader født i henholdsvis 1940 og 1938, som begge var statsborgere i Syrien, og som søgte om opholdstilladelse med deres herboende voksne barn. Det var til sagen oplyst, at ansøgerne ikke havde noget familie tilbage i Syrien, og at situationen i Syrien gjorde, at forældrene fandt, at deres sikkerhed var truet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem den herboende og forældrene, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den herboende i 1997 havde indgået ægteskab og derved havde stiftet selvstændig familie, at den herboende i 2000 indrejste og blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og i 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det forhold, at moderen havde boet hos den herboende i 2002, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Det forhold, at den herboende eventuelt havde ydet økonomisk tilskud til forældrene, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at det forhold, at der sendes penge til forsørgelse til forældrene i hjemlandet, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at etablere et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland samt almindelig alderssvækkelse og dertil hørende følgesygdomme ikke kan danne grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at krigen i Syrien, og det forhold, at det til sagen er oplyst, at Islamisk Stat befandt sig mindre end en kilometer fra det område, hvor ansøgerne levede, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2014/193.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juni 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 25-06-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en ansøger fra Afghanistan, som søgte om familiesammenføring med sin herboende voksne søn. Den herboende reference blev i april 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning.

    Udlændingenævnet fandt, at der mellem ansøgeren og den herboende reference forelå en helt særligt tilknytning, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, og Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende reference konsekvent i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at hans familie og husstand bestod af tre personer udover ham, herunder ansøgeren, at den herboende reference og ansøgeren havde boet uafbrudt sammen, samt at ansøgeren havde boet hos den herboende reference og hans familie, som den herboende reference havde stiftet i 2006. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efter den herboende references flugt fra Afghanistan i 2010 fortsat boede sammen med den herboende references ægtefælle og barn, og at ansøgeren i juli 2013 ansøgte om familiesammenføring sammen med både den herboende references ægtefælle og parrets barn. FAM/2014/108.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. marts 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn/søskende

    Dato: 24-03-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en moder og tre søskende til en herboende reference, som alle var statsborgere i Afghanistan. Det var til sagen oplyst, at ansøgerne levede i skjul i Afghanistan på grund af referencens tidligere arbejde i Afghanistan, at ansøgernes ægtefælle/fader var forsvundet, og at referencen var ansøgernes eneste forsørger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og referencen, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet henviste til, at referencen havde stiftet selvstændig familie, at referencens fader fortsat var en del af den fælles husstand frem til kort tid før referencens udrejse fra Afghanistan, hvorfor ansøgerne måtte anses for at være en del af referencens forældres husstand snarere end en del af referencens husstand, og at det måtte lægges til grund, at referencen ikke havde boet fast sammen med ansøgerne siden januar 2009. Det forhold, at referencen siden 2008 skulle have forsørget ansøgerne, kunne ikke føre til en ændret vurdering, og der forelå således ikke på den baggrund et beskyttelsesværdigt familieliv, der i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kunne begrunde en opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne opholdt sig sammen i Afghanistan, og at referencens søskende således var under moderens omsorg. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at generelt dårlige sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2014/78.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. januar 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 27-01-2014

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilla-delse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en israelsk ansøger, der havde søgt om opholdstilladelse i Dan-mark under henvisning til sine herboende voksne døtre. Ansøgeren havde i 1990’erne haft opholdstilladelse i Danmark, men udrejste frivilligt til Israel i 1997. I september 2005 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at ansøgerens opholdstilladelse var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, og denne afgørelse blev stadfæstet af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i juni 2006. De herboende døtre havde efter det til sagen oplyste ikke delt husstand med ansøgeren siden hans udrejse i 1997.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren og de herboende døtre ikke havde delt husstand siden 1997. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og de herboende døtre, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren frivilligt udrejste af Danmark og ikke søgte om dispensation til at udrejse af Danmark i en længere periode, ligesom Udlændingenævnet lagde vægt på, at de herboende døtre nu var myndige og dermed måtte formodes at kunne klare sig selv. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at der ikke til sagen var fremlagt dokumentation for, at ansøgeren ikke kunne bo i Israel, hvor han var født, opvokset og havde levet det meste af sit liv. FAM/2014/29.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. januar 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 27-01-2014

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en afghansk ansøger på 73 år, der havde ansøgt om opholdstilladelse med henvisning til sin herboende voksne søn. Den herboende søn havde efter det oplyste delt husstand med ansøgeren i ca. 38 år, og ansøgeren havde efter sønnens flugt i november 2011 fra Afghanistan fortsat boet sammen med sønnens ægtefælle og børn.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende søn konsekvent i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at hans hustand og familie består af seks personer udover ham selv, herunder ansøgeren, at ansøgeren efter det oplyste havde boet sammen med den herboende søn og hans familie siden ansøgerens ægtefælles død ca. 38 år forud for Udlændingenævnets afgørelse, og at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 73 år gammel. Udlændingenævnet lade tillige vægt på, at ansøgeren efter sønnens flugt til Danmark fortsat boede sammen med sønnens ægtefælle og børn, og at sønnen, efter at han i juli 2012 blev meddelt asyl i Danmark, ansøgte om familiesammenføring med både ansøgeren, ægtefællen og børnene i oktober 2012. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der mellem den herboende søn og ansøgeren foreligger en helt særlig tilknytning, der ligger ud over, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. FAM/2014/5.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. november 2013 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 11-11-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Argentina. Ansøgeren var født i 1933 i Argentina, hvor hun ligeledes var statsborger. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens søn indrejste i Danmark i august 1995, at sønnen blev gift i Danmark i januar 1996, at sønnen har tre døtre født i februar 1999, juli 2003 og august 2006, at sønnen blev dansk statsborger i juni 2001, at ansøgeren var blevet forsørget af sin søn siden 1995, at ansøgeren ikke havde nogen bopæl i Argentina, at ansøgeren boede hos veninder, at sønnen ville være i stand til at tage sig af ansøgeren i Danmark, at sønnen flere gange havde besøgt moderen i Argentina, at ansøgeren ofte havde besøgt sin søn i Danmark, og at ansøgeren led af diabetes type 2, forhøjet blodtryk, forhøjet fedt i blodet, depression og slidgigt.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og ansøgerens herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgerens søn indrejste i Danmark i august 1995, at han i januar 1996 indgik ægteskab med sin ægtefælle og således havde stiftet selvstændig familie, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde været en del af sønnens husstand efter hans indrejse i Danmark, og at ansøgeren først i 2013 - cirka 18 år efter sin søns indrejse i Danmark - søgte om opholdstilladelse i Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde boet hos sin søn under sine besøgsophold i Danmark, og at han havde bidraget til hendes forsørgelse siden 1995, kunne ikke føre til en ændret vurdering, og der forelå således ikke på den baggrund et beskyttelsesværdigt familieliv, der i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kunne begrunde en opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede, at beskyttelsen af familielivet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 tager sigte på den almindelige traditionelle europæiske kernefamilie, hvilket vil sige far, mor og mindreårige børn. Således vil Danmark kun i helt særlige tilfælde være forpligtet til at tillade familiesammenføring mellem eksempelvis forældre og voksne børn. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at svækkelse på grund af alder samt generelt dårlige sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2013/106.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. maj 2013 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 28-05-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en somalisk ansøger, der havde ansøgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til hendes herboende voksne datter. Den herboende datter havde efter det til sagen oplyste ikke delt husstand med ansøgeren siden 1991 og de pågældende havde efterfølgende alene haft kontakt én gang telefonisk i 1997 og cirka to til tre år forud for afgørelsen i Ethiopien i forbindelse med den herboende datters indgåelse af ægteskab med sin ægtefælle. Ansøgeren oplyste herudover, at den herboende datter sendte 200 US $ om måneden til ansøgeren til forsørgelse, mens den herboende datter oplyste, at hun ikke har forsørget ansøgeren.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå de i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren og den herboende datter ikke havde delt husstand siden 1991, og at parterne først den 29. juni 2012 havde ansøgt om at blive familiesammenført, samt at parterne siden 1991 havde haft yderst begrænset kontakt. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende datter, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen endvidere vægt på, at ansøgeren efter det oplyste blev forsørget i Somalia af den herboende datters øvrige søskende, ligesom Udlændingenævnet fandt, at der ikke mellem ansøgeren og den herboende datter forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettigheds-konventions artikel 8, som Danmark måtte anses for nærmest til at beskytte, uanset at den herboende datter måtte have sendt 200 US $ om måneden til ansøgerens forsørgelse. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke ville være i strid med proportionalitetsprincippet at henvise ansøgeren og dennes datter til at udøve familielivet som hidtil. FAM/2013/21.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2013 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

    Dato: 28-01-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en tyrkisk statsborger. Ansøgeren blev i 1977 meddelt opholdstilladelse her i landet, hvor ansøgeren havde haft fast ophold frem til 2006, hvor ansøgeren og dennes ægtefælle udrejste frivilligt til Tyrkiet. Ansøgeren har fem herboende voksne børn, som alle er danske statsborgere. Ansøgeren havde siden sin ægtefælles død i februar 2011 modtaget penge til forsørgelse, bolig og transport fra den ene søn, ligesom ansøgeren modtog dansk folkepension. Ansøgeren havde endvidere gjort gældende, at hun havde en helt særlig tilknytning, der rækker ud over slægtskabet i sig selv, til den ene af sønnerne, som er spastisk lammet, idet ansøgeren frem til 1996, på hvilket tidspunkt sønnen stiftede selvstændig familie, havde fungeret som primær omsorgsperson for denne, og at ansøgeren fra 1996 til udrejsen i 2006 havde hjulpet og aflastet sønnens ægtefælle i forbindelse med sønnens handicap.

    Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og dennes to sønner eller øvrige voksne børn i Danmark, der ligger ud over, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde blandt andet vægt på, at samtlige ansøgerens børn havde stiftet selvstændig familie, at det sidste af ansøgerens børn fraflyttede ansøgerens adresse i 2006, at ansøgeren siden 2006 havde haft fast bopæl i Tyrkiet, hvortil ansøgeren frivilligt var udrejst med sin ægtefælle efter at have haft opholdstilladelse her i landet i cirka 29 år, at ansøgerens ophold hos den ene søn under visumbesøg her i landet ikke medførte, at ansøgeren havde været en del af dennes husstand, og at der - uanset at ansøgeren frem til 2006 havde fungeret som den primære omsorgsperson for sin handicappede søn - ikke forelå en helt særlig tilknytning, der rækker ud over slægtskabet i sig selv, idet sønnen i 1996 stiftede selvstændig familie, hvorefter dennes ægtefælle havde fungeret som den primære omsorgsperson. FAM/2013/99.


Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post