MULTI
Du er her: ForsidePraksisFamiliesammenføring, andreForældre til herboende voksne børnUdlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn – Søskende – Ej ganske særlige grunde
Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og 9, stk. 1, nr. 2, til en fader, to voksne søskende og en mindreårig søskende til en herboende flygtning, der i oktober 2013 var blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgik af sagen, at faderen og de tre søskende var statsløse palæstinensere fra Syrien, at den herboende reference havde været med til at forsørge familien forinden sin flugt i januar 2013, at den herboende reference havde boet sammen med familien indtil januar 2013, at han ikke havde været med til at forsørge familien efter sin flugt, at han havde været i telefonisk kontakt med familien, at situationen i Syrien var desperat, at der var krig, at faderen var meget svækket og ikke kunne forsørge familien, og at familien havde svært ved at skaffe mad og vand.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give faderen og de to voksne søskende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.  Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at den herboende reference efter det oplyste havde forsørget faderen og sine søskende forinden sin udrejse fra Syrien, ikke kunne føre til, at der var etableret en helt særlig tilknytning mellem den herboende reference og hans fader og de to voksne søskende, der lå udover, hvad slægtskabet i sig selv indebar.  Udlændingenævnet fandt endvidere, at et afslag på opholdstilladelse til den herboende references fader og to søskende ikke udgjorde en krænkelse af faderens og de to søskendes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der kun i tilfælde, hvor der er tale om et særligt kvalificeret søskendeforhold – normalt i form af at en væsentligt ældre herboende søskende i en årrække forinden indrejsen i Danmark har fungeret som forælder og forsørger for en mindreårig søskende – kan meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at den herboende reference havde oplyst, at han havde forsørget sine to søskende, da han boede i Syrien, ikke i sig selv var tilstrækkeligt til, at der var etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark var nærmest til at beskytte, jf. EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende references søskende i denne periode også havde boet sammen med den herboende references, som måtte anses for at have fungeret som den primære omsorgsperson for den herboende references søskende. Udlændingenævnet fandt derudover, at der i visse tilfælde, hvor der er etableret et særligt pasnings- eller plejebehov barn og forældre imellem, kan meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt dog, at der ikke sås at være et særligt pasnings- eller plejebehov mellem den herboende reference og hans fader, idet det forhold, at den herboende references forinden sin udrejse boede med sin fader, som efter det oplyste var svækket, og som den herboende references forsørgede, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende reference udrejste af Syrien i januar 2013, og at hans familie på denne baggrund måtte antages at have forsørget sig selv i perioden herefter, og fortsat være i stand hertil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om faderens og de to voksne søskendes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de meddeltes opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at den herboende references fader var meget svækket, at han ikke kunne forsørge familien, og at familien var i en svær økonomisk situation ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endelig, for så vidt angik den mindreårige søskende, at hun ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet hendes fader, som samme dato var meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke var fastboende i Danmark. FAM/2015/60.

Senest opdateret: 26-03-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post