MULTI
Du er her: ForsidePraksisFamiliesammenføring, andreForældre til herboende voksne børnUdlændingenævnets afgørelse af 11. december 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn
Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsløs palæstinenser, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende voksne søn. Ansøgeren var efter det oplyste fysisk svækket blandt andet efter en blodprop i hjernen. Ansøgeren havde tidligere i perioden fra august 1991, til hun var udrejst i april 1993, haft opholdstilladelse i Danmark og havde i den forbindelse boet sammen med sine sønner i Danmark. Ansøgeren var imidlertid i 1993 rejst tilbage til Libanon.
 
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og dennes søn eller hendes øvrige sønner i Danmark, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens søn siden 1995 havde været gift tre gange, at han havde to børn født i henholdsvis september 1996 og september 2001, og at han således efter ansøgerens udrejse af Danmark i 1993 havde etableret selvstændig bopæl og familie. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren tidligere havde haft en opholdstilladelse i Danmark i perioden fra cirka 1991 til 1993, og at hun i denne periode havde boet sammen med sin ægtefælle og sine sønner i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren i 1993 selv havde valgt at følge med sin ægtefælle tilbage til Libanon og dermed rejse fra sine børn, opgive sin opholdstilladelse i Danmark og afbryde familielivet. Udlændingenævnet fandt derudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i de efterfølgende år efter det oplyste cirka hvert andet år havde været i Danmark for at besøge sine børn og børnebørn og siden 2013 havde boet hos sine sønner i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i mere end 20 år ikke havde haft bopæl sammen med sine sønner, at hun siden 2013 enten havde opholdt sig på processuelt ophold eller havde opholdt sig ulovligt i Danmark, og at hun ikke herved kunne anses for at have etableret en sådan helt særlig tilknytning til sine sønner i Danmark, at dette kunne føre til meddelelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens ophold i Danmark henset til karakteren heraf ikke i sig selv kunne føre til, at der mellem ansøgeren og dennes sønner var etableret et sådan familieliv, der kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at det i forbindelse med klagen var oplyst, at ansøgerens sønner havde forsørget ansøgeren, siden hun var rejst tilbage til Libanon i 1993. Udlændingenævnet fandt herudover, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen, idet der på intet tidspunkt tidligere i sagen havde været fremlagt oplysninger om eller dokumentation for, at ansøgeren var blevet forsørget af sine børn efter sin udrejse, ligesom ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om familiesammenføring med sin søn i august 2013 alene havde oplyst, at sønnen havde forsørget hende i perioden fra 1990 til 1992. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det – uanset om det måtte lægges til grund, at ansøgeren var blevet forsørget af sine børn som oplyst – ikke i sig selv kunne føre til et andet resultat, da der herved ikke var oplyst om en sådan helt særlig tilknytning, der gik udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, og da der ikke var oplyst om omstændigheder, som medførte, at ansøgerens børn ikke fortsat ville kunne forsørge ansøgeren i Libanon. Udlændingenævnet tillagde det også væsentlig vægt, at ansøgeren først cirka 20 år efter sin udrejse af Danmark igen havde søgt om opholdstilladelse i Danmark, at hun i alle disse år havde været bosiddende i Libanon sammen med sin ægtefælle, mens hendes tre sønner havde været bosiddende i Danmark, og at ansøgerens sønner, hvis de ønskede det, således havde mulighed for at forsørge ansøgeren under fortsat bopæl i Libanon. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ifølge sagens lægelige oplysninger omkring 2006 formentlig havde haft en hjerneblødning/blodprop i hjernen, som hun efter det oplyste havde såvel fysiske som kognitive følger efter, at hun var kronisk svækket både fysisk og psykisk, at der ikke skulle være udsigt til bedring, at hun ikke skulle være i stand til at tage vare på sig selv, og at hun grundet sine lægelige forhold ikke kunne udrejse af Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens søn i ansøgningen fra august 2013 om opholdstilladelse til ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren ikke var alvorligt syg eller handicappet, at ansøgeren efter det oplyste var blevet ramt af en blodprop/hjerneblødning, flere år før hun indrejste i Danmark i 2013, og at der således var tale om en helbredsmæssig tilstand, der allerede forelå forud for hendes indrejse i Danmark i 2013. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren i en årrække frem til sin indrejse i Danmark i 2013 havde været i stand til at bo i Libanon – med sine børns forsørgelse – på trods af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at ansøgeren ikke ville kunne modtage korrekt medicinsk behandling i Libanon, og at en udlænding ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på, at udlændingen kunne omfattes af det danske sundhedssystem. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren i Libanon ville være uden adgang til lægelig hjælp eller nødvendig pleje – enten i offentligt eller privat regi, herunder at det ville være umuligt i Libanon at skaffe pleje til ansøgeren på anden vis. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens helbredsforhold ikke i sig selv kunne begrunde, at der blev givet opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren også havde fået afslag på humanitær opholdstilladelse i november 2014 og afslag på genoptagelse af sin sag herom i juni 2015. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at udlændingelovens § 9 b må anses som en lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet fandt supplerende, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ikke havde noget familienetværk i Libanon, og at der ikke var sociale myndigheder, som kunne tage sig af ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og dennes herboende sønner havde levet adskilt fra hinanden i henholdsvis Libanon og Danmark i 20 år forud for ansøgerens indrejse i Danmark i 2013, at ansøgerens familie havde mulighed for at sørge for passende pasning og pleje af ansøgeren i Libanon, og at ansøgerens herboende familie havde mulighed for at tage på besøgsophold hos ansøgeren i Libanon. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var henvist til, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 også vedrører bedsteforældre og børnebørn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der eksisterer et særligt afhængighedsforhold mellem et voksent barn og dets forældre, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/123.
 

Senest opdateret: 11-12-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3800 | E-mail udln@udln.dk | Digital Post